Kære hr.

Vedlagt fremsendes nogle bemærkninger til ovennævnte dokument 2002/D/442. Dette dokument giver et indtryk af skoleklimaet og holdningen til elever med særlige undervisningsbehov og deres forældre til administratorerne af Europaskolerne i Bruxelles.

Desværre har jeg ikke en elektronisk kopi af dok. 2002/D/442, men De kan bede Bernard Vervaecke, Vervaecke (bernard.vervaecke@eursc.org) om at sende Dem en kopi af dokumentet.

Som forælder til en SEN-elev kan jeg forsikre om, at det er nervepirrende at forsøge at leve med den konstante trussel om, at skolen sparker dit barn ud, så snart den finder en god undskyldning.

Jeg håber, at De kan lægge pres på Kommissionen for at gøre Europaskolerne mere venlige over for deres brugere, uanset hvordan de lærer.

Din er i sandhed,

Birgitte

Birgitte Holst
Medlem af forældreforeningens SEN-arbejdsgruppe

Kommentarer til Rieffs "Rapport sur les actions en faveur des enfants à besoins spéciaux (SEN) dans les Écoles européennes (ref. 2002/D/442)

Réunion du 13 mars 2002 / Centre Borschette

Angående side 6 (...impossible pour un élève SEN d'aller jusqu'au BAC ..)
Antallet af SEN-elever, der når BAC, er bundet til at stige, da nogle af dem er af helt normal intelligens, men er påvirket af forskellige personlighedsforstyrrelser, der forstyrrer deres læringsproces, mens de stadig giver dem mulighed for at lære med hjælp. Når disse negative virkninger neutraliseres af en dygtig SEN lærer og et godt samarbejde mellem lærere, SEN lærer og forældre, kan eleven være ganske vellykket fagligt.

Vedrørende det sidste afsnit på side 7 (Cependant, pour que la procedure ...)
I Luxembourg henviste repræsentanten for SEN-politikgruppen (Rieff) på forskellige møder i den rådgivende gruppe i efteråret 2001 en række børn, der var kandidater til SEN-programmet, for at få særlig hjælp af læreren i den relevante sektion for læringsstøtte. Da børnene havde indlæringsvanskeligheder, der var alvorlige nok til at kræve en hel del timers hjælp fra læreren, som ikke desto mindre ikke fik en stigning i antallet af LS-timer på sin tidsplan, førte denne tilgang til en umulig situation for lærerne i LS, som derfor måtte afsætte et stort antal timer til en lille gruppe børn og blev tvunget til at forsømme børnene med mindre vanskeligheder.

En sådan tilgang er uacceptabel. Hvis LS-læreren kun har et fast antal timer om ugen, er der en grænse for, hvor mange børn med indlæringsvanskeligheder han / hun kan klare. Enten bør LS-læreren tildeles flere timer, eller også bør de børn, der har de største vanskeligheder, henvises til SEN-programmet og få deres egen SEN-lærer.

Rieff synes at antage, at alle børn med særlige undervisningsbehov produceres i hjemlandet og eksporteres til nye lande. I en lang række tilfælde har forældrene imidlertid accepteret et job som EU-tjenestemænd, inden de overhovedet har undfanget deres børn med særlige undervisningsbehov.

Når det er sagt, er jeg enig i linjen om, at de alvorligste sager ikke kan behandles af en almindelig skole som den europæiske skole og faktisk bør henvises til specialiserede skoler enten i bopælslandet eller i hjemlandet.

Oven på side 8 (..une surenchère des périodes .... représentants des associations des parents ...) kan
forældrerepræsentanterne frit udtale sig på grundlag af retningslinjerne i SEN-dokument 811-D-1999. Hvis de f.eks. ønsker at støtte det antal timer med særlige undervisningsbehov, som klasselæreren anmoder om, i stedet for det lavere antal timer, som repræsentanten for politikgruppen for særlige undervisningsbehov tilbyder, kan de frit gøre dette.

Dette forsøg på at lukke munden på forældrenes repræsentanter, som har stor erfaring efter at have deltaget i talrige rådgivende gruppemøder, er ikke tilfredsstillende.

Vedrørende side 8, 6.0.c:
Forbedringer:
Igen og igen møder jeg forældre til SEN-børn, der er meget dårligt informeret af skolen om detaljerne i SEN-programmet, f.eks. om deres rettigheder, forpligtelser og muligheder. Skolen vil ikke udlevere SEN dokument 811-D-1999 eller andre skriftlige oplysninger, som forældrene kunne studere i dybden derhjemme på deres lethed. Skolen i Luxembourg vedlægger ikke artikel 1-8 til SEN-konventionen, som skal underskrives af forældrene. De informeres således ikke om deres mulighed for at klage i tilfælde af uenighed.

I forslaget fra skolelægen i Bruxelles I er et meget vigtigt ekspertparti blevet glemt, nemlig forælderen/forældrene. Forældrene er som regel de bedste eksperter i deres barn.

Forældrene bør spille en meget mere aktiv rolle, da de er de mennesker, der kender deres barn bedst, og de bør informeres meget bedre af skolen.

Jeg støtter fuldt ud det skandinaviske forslag om en SEN-koordinator på hver skole. En sådan koordinator er hårdt tiltrængt, især i den sekundære sektion, hvor der ikke er nogen RT / LS support lærer.

Side 9, d)
Jeg støtter fuldt ud oprettelsen af små undervisningsgrupper for elever, der ikke kan klare stresset i de sædvanlige store klasser. Mange af disse børn har normal intelligens, men bliver forstyrrende på grund af den rene stress ved at være i så store grupper af børn.

Side 9, g)
Meget vigtigt punkt. Når den SEN-elev er i stand til at følge den normale læseplan og blive mærket på samme vilkår som de andre elever, skal dette naturligvis anerkendes, og eleven skal integreres tilbage i det normale system, uanset om eleven fortsat er i SEN-programmet eller ej. Den ideelle situation er naturligvis en SEN-elev, der er fuldt integreret blandt sine jævnaldrende og formår at følge den normale læseplan med hjælp fra SEN-læreren.

Birgitte Holst
Luxembourg