Indledning

I sine bemærkninger fremhæver Kommissionen forbedringer i lovbestemmelserne (f.eks. den nye personalevedtægt) og i ledsageforanstaltningerne (f.eks. den reviderede kodeks for god praksis i forbindelse med beskæftigelse af personer med handicap). Men vores læsning af disse kommentarer fører os til den konklusion, at der er en enorm kløft mellem teori og praksis. Problemet er, at Kommissionen i sine bemærkninger ikke ser på, hvad der sker i virkeligheden. Dette tyder enten på, at Kommissionen er tilfreds med at fob Ombudsmanden ud med teoretiske påstande, eller at overvågningsmekanismerne i Kommissionen er mangelfulde eller helt mangler.

Ansættelse og beskæftigelse (herunder kodeksen for god praksis)

Der er gjort fremskridt på papiret. Men det forholder sig ikke desto mindre således, at meget få handicappede er i aktiv beskæftigelse i Fællesskabets institutioner. Vi opfordrer Ombudsmanden til at indhente resultaterne fra Kommissionen af den undersøgelse, som den agter at gennemføre i 2004 om handicappede, der er ansat i Kommissionen. Det ville også være nyttigt at vide nøjagtigt, hvordan generaldirektørernes undersøgelse skal gennemføres, da den kan tjene som model for god praksis for andre institutioner.

Kodeksen for god praksis indeholder følgende: "Information og bevidstgørelse: Kodeksen vil blive gjort opmærksom på for alt personale, og kurser, der beskæftiger sig indgående med handicapspørgsmålet, vil blive rettet mod de mest involverede." Kommissionen giver ingen tidsplan eller mere præcise oplysninger om, hvordan dette vil blive gjort. Er der allerede iværksat eller planlagt kurser eller oplysningskampagner? Der er behov for uddannelse af alle medarbejdere, der arbejder sammen med personer med handicap.

Selv om kodeksen for god praksis accepterer definitionen af handicap som omfattende "mentale" funktionsnedsættelser, nævner den ikke mulighederne for at ansætte personer med indlæringsvanskeligheder, selv om der er mange potentielt egnede stillinger til sådanne personer. Vi mener, at Kommissionen kunne se på modeller for god praksis i medlemsstaterne, som klart viser, at en vellykket integration af personer med indlæringsvanskeligheder er mulig, forudsat at der anvendes professionelle ekspertressourcer.

Som stor arbejdsgiver har Kommissionen et særligt ansvar for at etablere og vedligeholde modeller for god praksis på dette område.

Disse bemærkninger gælder også for de øvrige fællesskabsinstitutioner, navnlig Europa-Parlamentet.

En sidste bemærkning om, hvad vi ser som et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Adfærdskodeksen blev udarbejdet af Kommissionen i samråd med de øvrige institutioner. Det skal være en interinstitutionel kodeks. Den indeholder imidlertid bestemmelser, der er specifikke for Kommissionen (eksempler: Afsnit 5 "Karriere" indeholder henvisninger til Kommissionens enhed for ikke-forskelsbehandling i GD ADMIN og til den centrale karrierevejledningstjeneste. Afsnit 8 "Overvågning" består næsten udelukkende af foranstaltninger, der skal træffes i Kommissionen). Det betyder, at ansatte i andre institutioner er ringere stillet, idet de er nødt til at søge andre steder - og muligvis forgæves - for at finde frem til eventuelle ordninger, der gælder i deres institution. Vi mener, at kodeksen skal tilpasses for at gøre den til en ægte interinstitutionel tekst.

Budgetpost A 4301: Finansiel støtte til personer med handicap eller handicappede familiemedlemmer med henblik på at fremme deres sociale integration

Kommissionen nævner ikke sit vigtigste instrument til fordel for tjenestemænd med handicap eller tjenestemænd med handicappede familiemedlemmer. Det er oprettet for at dække særlige ikke-medicinske udgifter (bopæl på en specialiseret institution, specialundervisning, pleje af en hjemmesygeplejerske og anden hjemmehjælp, hjælp til selvstudium, transport osv.) og særligt udstyr. Kommissionen har et særligt ansvar over for tjenestemænd med handicap eller tjenestemænd med handicappede familiemedlemmer, hvis de ikke er omfattet af nationale bestemmelser (jf. bilag 1). Støtte fra denne linje betragtes dog stadig som en slags fordel snarere end en ret. Den budgetpost, hvor midlerne stilles til rådighed, er foreløbig, og udgifterne godtgøres "sous réserve des disponibilités budgétaires". Støttemodtagerne skal betale et betydeligt bidrag (se bilag 2), hvilket meget vel kan udgøre forskelsbehandling i forhold til personer med bopæl i landet, der er omfattet af nationale bestemmelser. De mest kendte eksempler er udgifterne til specialundervisning for handicappede børn (for hvilke der ikke er noget andet valg). Forældrene skal selv betale enorme beløb, mens nationale beboere og tjenestemænd for børn i Europaskolen ikke har noget at betale. Det samme gælder for andre faciliteter såsom transportomkostninger, udgifter til undervisning osv., som ikke kan undgås, for hvilke tjenestemænd ikke kan ansøge om national støtte, og hvor deres situation som udlandsfamilie kan være særlig vanskelig.

Europaskolerne

Det er forbløffende, at Kommissionen kan tegne et så rosenrødt billede af situationen for børn med handicap i Europaskolerne, når de berørte forældre ved, at virkeligheden er meget anderledes (se det specifikke tilfælde i bilag 3). Et så forvrænget billede tyder på, at Kommissionen er meget dårligt informeret, og/eller at den ikke har nogen interesse i emnet. Det er korrekt, at Kommissionen kun har én stemme i Det Øverste Råd for skolerne, men den kan og bør gøre meget mere for at fremme inklusiv uddannelse i skolerne, navnlig med henblik på dens ansvar som en "substitutstat" (jf. bilag 1), og specifikt for udstationerede tjenestemænd, der er afhængige af Fællesskabets vuggestuer og skolefaciliteter for deres børn. I virkeligheden findes der mange problematiske tilfælde i alle aldre fra førskolebørn (børnehavebørn) og fremefter. Der er embedsmænd, der måtte forlade deres job på grund af mangel på tilstrækkelige faciliteter til deres børn med indlæringsvanskeligheder. Dette bør dog ikke være den almindelige "løsning", når et barn ikke passer ind i den "normale" model. Hvis tjenestemænd af denne grund må forlade deres arbejde i en fællesskabsinstitution, mener vi, at der er tale om forskelsbehandling af familier med et handicappet barn.

Hvad angår børn med indlæringsvanskeligheder i Europaskolen, bliver programmet for særlige uddannelsesbehov (SEN) mere og mere restriktivt. Børn med indlæringsvanskeligheder er ofte ikke særlig velkomne, og der mangler kvalificeret personale og støtte til at integrere sådanne børn. Der er ingen reel indsats (information, kvalificeret støtte til lærere, overtagelse af bedste praksis) for at tage skridt til at sikre inklusiv uddannelse eller til at reflektere over andre tilgange, dvs. parallelle klasser. Samtidig bruger Kommissionen enorme beløb på skolepenge på andre skoler, der gør det (mere end 600 000 EUR om året). Det ville være billigere og mere effektivt at bruge disse penge på SEN-programmet og kvalificeret personale til at støtte integrationen i Europaskolerne.

"Et skræddersyet program for hver SEN-studerende besluttes (...) i et særligt råd bestående af direktøren, lærere, forældre og normalt medicinsk specialist." Forældrenes stilling i dette råd er faktisk blevet svækket i de nye regler, der gælder for SEN-programmet. Mens forældre tidligere kunne ledsages af en person efter eget valg på rådets møder (den rådgivende gruppe er det korrekte udtryk), siger de nye regler, at de kun kan ledsages af en "kvalificeret specialist". Mange forældre har førstehåndserfaring med disse møders intimiderende klima. Dette vil stige, hvis forældrene er helt på egen hånd med en række eksperter og skolepersonale samlet mod dem.

"Fremskridt måles i forhold til personlige mål og ikke klassens mål." Igen er virkeligheden meget anderledes: børn med indlæringsvanskeligheder kan tolereres, indtil de fylder 8 eller 9 år, men der er ikke noget reelt personligt program, der fastsætter individuelle mål og definerer midler. Et andet problem er skolernes manglende evne til at overveje enhver form for alternativ læseplan, som kan føre til en gyldig kvalifikation for de studerende, der ikke ønsker, eller som ikke er i stand til at arbejde for studentereksamen. Kort sagt opfylder skolerne ikke deres pligt til at tilpasse sig elevernes behov: Studerende er forpligtet til at tilpasse sig en stiv læseplan eller ellers står over for udelukkelse eller fiasko.

"Der er ingen individuelle budgetmæssige begrænsninger for levering af tjenesteydelser til studerende med handicap." Vi har rigelig dokumentation for, at der faktisk er budgetmæssige begrænsninger. I Luxembourg anvendes i det mindste en streng politik med fastsættelse af en grænse på 8 timers støtte pr. uge: Børn, der har brug for mere støtte, bliver afvist, og forældrene bliver bedt om at lede andre steder efter deres uddannelse. Det er en klar forskelsbehandling.

Tallene for SEN-budgettet for alle Europaskolerne og fordelingen på de enkelte skoler for årene 2003, 2004 og 2005 viser budgetudviklingen i praksis.

Vi står til din rådighed for yderligere oplysninger, du måtte have brug for.

På vegne af Europa-Parlamentets handicapstøttegruppe

Marie Luijten-koordinator

BILAG
1

Fra: Kommissionens administrative vejledning
http://intracomm.cec.eu-admin.net/pers_admin/admin_guide/summary/chapter6_en.html#6_1_1

"Arbejdsgiveren skal også være en "substitutstat"

Ligesom andre internationale organisationer har EU-institutionerne et særligt ansvar som arbejdsgivere, fordi deres ansatte ikke har ret til de sociale ydelser i værtslandet, som de ville have i deres oprindelsesland (f.eks. børnetilskud). EU-institutionerne har derfor et dobbelt ansvar over for deres ansatte: De skal både være en arbejdsgiver og en "substitutstat", dvs. de skal tilbyde specifikke tjenester og faciliteter, der samlet set udgør en selvstændig social velfærdspolitik - der er tilpasset standarderne i EU's medlemsstater - herunder f.eks. betaling af børnetilskud, sygesikring og tilvejebringelse af skoler og børnehavefaciliteter. Denne socialpolitik udmønter sig i lønstigninger for EU-ansatte, som i medlemsstaterne ikke betales af arbejdsgiverne, men af andre organer."

Kursiv DSG

BILAG
2

Bilag til retningslinjerne for supplerende støtte til handicappede

BILAG II: SCALE

Modtagerens personlige bidrag beregnes efter følgende skala. Der anvendes to forskellige satser, den ene for godtgørelse af hjælpemidler og apparater og den anden for alle andre udgifter (udstyr).

Afgrænsning til 1. 1. 2004

BILAG
3 - en individuel sag

Min søn, fire og et halvt år gammel, er blevet diagnosticeret som lider af dysfasi (specifik sprogforringelse). Han er nu foreløbigt accepteret i det første år Nursery skole af Europaskolen, i deres SEN program. Dysfasi er et syndrom, der gør verbal kommunikation og forståelse meget vanskelig, hvis ikke umulig, for den lidende. I klassen disse børn synes keder sig og isoleret meget ofte, hvis der ikke er nogen indgriben fra lærere og assistenter. De er i virkeligheden intelligente børn, der skal integreres så meget og så hurtigt som muligt for at drage fordel af deres evne til at efterligne adfærden hos "normale" børn. Vores søn har forbedret sig meget, siden han startede Europaskolen, med hjælp fra klassepsykologen og den private psykolog/logopeda, vi har ansat.

Skolen har givet otte timers individuel hjælp til skolepsykologen, det maksimale de er villige og / eller i stand til at tilbyde. Vi har bedt om mere tid, men administrationen hævder, at otte timer er deres maksimale grænse. Hans klasse består af 31 børn med en professor og en assistent og er tæt på grænsen, hvor de skal dele klassen i halve. Vi har bedt om, at han bliver inddraget i aktiviteterne mandag eftermiddag, og de har kun indrømmet, at han får lov til at spise frokost med sine klassekammerater og først efter mange møder med administrationen og lærerne.

Vores søn er nu kun accepteret på forsøgsbasis. Hidtil har vi været nødt til at deltage i seks møder for at drøfte hans fremskridt, og om de vil give ham mulighed for at fortsætte. Disse møder er ret anspændte og sætter os som forældre i defensiven, fordi skolen hævder, at de ikke har nogen ressourcer, og at det bedste for vores søn og for os er at vende tilbage til vores land. De anvender SEN-programmet som en funktion af klassestørrelse og lærersamarbejde. Referaterne af SEN-møderne kommer for sent eller slet ikke og afspejler ofte ikke forældrenes indlæg. Det er trods alt forældrene, der ikke har nogen magt i disse møder (groupe conseil), hvis administrationen og lærerne er imod barnets deltagelse.

Vi kan forsikre dig om, at selv før vi accepterede jobbet her, kontaktede vi den daværende direktør for børnehaveafdelingen og hans lærer for at informere dem om vores søns vanskeligheder (med diagnose), og vi fik at vide, at han ville være velkommen, og at der var et program for børn som ham. Det var først senere, efter ankomsten, at de begyndte at tøve og hævde, at han måske var en "alvorlig sag", selv om en alvorlig sag om, hvad de aldrig kunne svare.

Hver psykolog, hver læge (neuropediatricians, børnelæger, etc...) vi har konsulteret siger det samme: han skal være integreret i et normaliseret miljø på sit modersmål. Alt dette er dokumenteret.

Sandheden skal fortælles til alle forældre til et "anderledes" barn: Det vil sige, at Europaskolen ikke kan eller ikke vil acceptere nogen studerende, der endda er fjernt fra det sædvanlige, og dette skal være trykt.