Efter at Ombudsmanden var blevet gjort opmærksom på visse påståede alvorlige uregelmæssigheder, der påvirkede EU's retsstatsmission (EULEX) i Kosovo af en EULEX-anklager og af medierne, besluttede Ombudsmanden at indlede en undersøgelse på eget initiativ for at vurdere, om Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og EULEX havde undersøgt eller undersøger disse påstande korrekt.

For at finde ud af, hvilke foranstaltninger hun skulle træffe, undersøgte Ombudsmanden EU-Udenrigstjenestens/EULEX' sagsakter vedrørende sagen. Inspektionen viste, at EULEX havde foretaget en indledende intern undersøgelse og havde ansat en ekstern anklager til at efterforske uregelmæssighederne. Desuden havde EU-Udenrigstjenesten udpeget en erfaren ekspert til at gennemgå EULEX' mandat ud fra et systemisk synspunkt med særligt fokus på de fremsatte påstande.

Ombudsmanden bemærkede, at EULEX ikke fulgte sin standardprocedure for undersøgelse af sådanne påstande. Hun fandt også, at den måde, hvorpå den eksterne anklager blev ansat, skulle undersøges. Da den ekspert, der for nylig blev udnævnt af EU's højtstående repræsentant, imidlertid har gjort det klart, at disse spørgsmål vil indgå i den revision, som han skal foretage, var Ombudsmanden af den opfattelse, at der ikke var behov for yderligere foranstaltninger fra hendes side på nuværende tidspunkt.

Sagen vedrørte klagerens udelukkelse af Europa-Parlamentet fra en udvælgelsesprocedure for forskningsadministratorer.

Ombudsmanden undersøgte sagen og undersøgte den sag, som Parlamentet var i besiddelse af.

På grundlag af de oplysninger, der blev indhentet under inspektionen, konstaterede Ombudsmanden ikke fejl eller forsømmelser fra Parlamentets side.

Sagen drejer sig om, hvorvidt Europa-Kommissionen burde have foretaget en menneskerettighedskonsekvensanalyse i forbindelse med forhandlingerne om indgåelse af en frihandelsaftale med Vietnam. Klagerne mente, at en sådan vurdering var nødvendig, mens Kommissionens holdning var, at den ikke var nødvendig, da der allerede i 2009 var blevet foretaget en bæredygtighedsvurdering af en foreslået frihandelsaftale mellem EU og ASEAN, som omfattede Vietnam.

Ombudsmandens konklusion var, at Kommissionens undladelse af at foretage en specifik konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder i forbindelse med Vietnam udgjorde fejl eller forsømmelser. I marts 2015 anbefalede hun Kommissionen at foretage en sådan vurdering uden yderligere forsinkelse.

Kommissionen afslog. Det fremførte, at dets "ikke-handelspolitiske instrumenter" og menneskerettighedsklausulerne i partnerskabs- og samarbejdsaftalen opfyldte samme formål.

Ombudsmanden var ikke enig og understregede i den forbindelse de iboende elementer i værktøjet til konsekvensanalyse vedrørende menneskerettigheder. Da aftalen er indgået i mellemtiden, afsluttede Ombudsmanden sagen med en kritisk bemærkning.

Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om at erklære visse omkostninger, som en partner havde anmeldt til et EU-finansieret projekt, for ikke-støtteberettigede. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens begrundelse for ikke at acceptere de pågældende omkostninger var rimelig. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Klagen vedrører genudnævnelsen af formanden for Kommissionens etiske ad hoc-udvalg. Dette udvalg består af tre personer, der i øjeblikket ikke er ansat af Kommissionen. Dets rolle er at rådgive Kommissionen om etiske spørgsmål, der opstår i forbindelse med gennemførelsen af Kommissionens adfærdskodeks for kommissærer. Udvalget rådgiver navnlig om etiske spørgsmål, når en tidligere kommissær ønsker at tage beskæftigelse.

Ombudsmanden bemærkede, at formanden befandt sig i en interessekonflikt, eftersom han også arbejdede som advokat for Kommissionen, der repræsenterede private kunders interesser. Hun fandt, at Kommissionens genudnævnelse af formanden skabte en situation, hvor formanden reelt ville træffe afgørelse om de fremtidige beskæftigelsesudsigter for kommissærer, som på grundlag af deres nuværende stillinger havde stor indflydelse på spørgsmål af stor betydning for formandens private kunder.

Ombudsmanden fandt derfor, at formandens private interesser var af en sådan art, at de kunne have en negativ indvirkning på den måde, hvorpå han udøvede sin rolle som formand for udvalget.

Det var unødvendigt for Ombudsmanden at fremsætte henstillinger til Kommissionen, da Kommissionen erstattede formanden, inden Ombudsmandens undersøgelse var afsluttet.

Klageren i denne sag, der er luxembourgsk statsborger, blev udelukket fra at konkurrere om en stilling i Frankrig med den begrundelse, at hun ikke er fransk statsborger. Der var tale om en stilling som dommer, der ikke var formand, og som skulle repræsentere De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge ved den franske asyldomstol. Klageren gjorde Europa-Kommissionen opmærksom på, at begrænsningen af stillingen til franske statsborgere syntes at være i strid med EU-rettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed. Da Kommissionen var af den opfattelse, at der ikke var tale om en overtrædelse af EU-retten, kontaktede klageren Ombudsmanden.

Kommissionen var af den opfattelse, at der gjaldt en undtagelse fra retten til fri bevægelighed for arbejdstagere. Denne undtagelse gælder for ansættelse i den offentlige administration og er fastsat i artikel 45, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Kommissionen anerkendte, at en afgørelse i dette spørgsmål krævede en konkret vurdering af arten af den ikke-præsenterende dommers opgaver og ansvar, og den hævdede, at den havde foretaget en sådan vurdering. Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen som led i denne vurdering ikke havde kontaktet de franske myndigheder for at få yderligere oplysninger om den pågældende stilling. Ombudsmandens oprindelige forslag var derfor, at Kommissionen skulle tage sin vurdering af traktatbrudsklagen op til fornyet overvejelse, og hun foreslog, at Kommissionen skulle høre de franske myndigheder. Som svar på dette forslag fastholdt Kommissionen, at den rådede over tilstrækkelige oplysninger, da den traf afgørelse i sagen, og at det derfor var unødvendigt at kontakte de franske myndigheder. Efter at have overvejet sit detaljerede svar på forslaget accepterede Ombudsmanden, at Kommissionen i dette tilfælde havde tilstrækkelige oplysninger til at basere sin afgørelse på. Hun afsluttede derfor undersøgelsen med en konstatering af, at Kommissionen ikke havde begået fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte OLAF's handlinger efter modtagelsen af en whistleblowingrapport, der forbinder Den Europæiske Luftfartssikkerhedsmyndighed (EASA) med den påståede manipulation af en luftfartssikkerhedsinspektionsrapport. Efter en foreløbig vurdering var Ombudsmanden bekymret over, hvad der syntes at være OLAF's beslutning om at henlægge sagen og henvise sagen til EASA på trods af, at whistlebloweren bevidst havde valgt at foretage sin indberetning til OLAF i stedet for til EASA. Ombudsmanden var foreløbig af den opfattelse, at en sådan afgørelse kunne have en negativ indvirkning på effektiviteten af bestemmelserne om whistleblowing generelt. Hun besluttede derfor at undersøge sagen.

Efter en inspektion af OLAF's sagsakter fandt Ombudsmanden, at OLAF på passende vis havde overvejet, om der skulle indledes en undersøgelse. Det viste sig også, at OLAF faktisk ikke havde afsluttet sagen, men havde anmodet EASA om at undersøge sagen og rapportere tilbage om resultaterne af sin undersøgelse. OLAF havde desuden forbeholdt sig ret til at indlede en formel undersøgelse på et senere tidspunkt. På denne baggrund fandt Ombudsmanden, at OLAF havde behandlet klagerens whistleblowingrapport korrekt. Ombudsmanden bemærkede, at OLAF burde have informeret klageren mere udtrykkeligt om, at dets henvisning af sagen til EASA ikke betød, at OLAF ikke ville træffe yderligere foranstaltninger i sagen. Hun fremsatte en yderligere bemærkning i denne henseende.

Sagen vedrørte en traktatbrudsklage indgivet til Europa-Kommissionen vedrørende Tysklands påståede manglende korrekte gennemførelse af visse bestemmelser i e-databeskyttelsesdirektivet. Klageren henvendte sig til Den Europæiske Ombudsmand med påstand om, at Kommissionen ikke behørigt havde forklaret årsagerne til ikke at indlede en undersøgelse. Ombudsmanden undersøgte sagen og fandt, at Kommissionen efterfølgende gav en passende forklaring på nogle af de spørgsmål, som klageren havde rejst. Med hensyn til de spørgsmål, som Kommissionen ikke gav en tilstrækkelig forklaring på, afsluttede Ombudsmanden sagen med en kritisk bemærkning.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens påståede undladelse af at underrette klageren om den prioriterede status for hans statsstøtteklage.

Ombudsmanden undersøgte sagen. I løbet af sin undersøgelse meddelte Kommissionen klageren, at hans klage ikke blev behandlet som en prioriteret sag. Kommissionen har imidlertid ikke begrundet sin beslutning. Ombudsmanden afsluttede derfor klagen med en kritisk bemærkning om, at Kommissionen ikke havde informeret klageren om, hvorfor den havde givet hans klage om statsstøtte lav prioritet.

Klageren er midlertidigt ansat i Europa-Parlamentet. Hun blev syg, mens hun var på ferie. Sagen vedrørte Parlamentets afslag på at konvertere klagerens årlige ferie til sygeorlov. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt ingen fejl eller forsømmelser, da klageren var forpligtet til at angive en nuværende adresse på det tidspunkt eller kort tid efter, hvor hun indsendte sin lægeerklæring for sygeorloven. Dette krav var ikke opfyldt.

Sagen vedrørte vurderingen af klagerens tilbud. I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at evalueringsudvalget fejlvurderede sit forslag, da det ikke tog hensyn til oplysningerne deri.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at klageren ikke påviste, at evaluatorerne havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de aspekter, der klages over. Hun afsluttede derfor sagen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.