Denne undersøgelse på eget initiativ er baseret på en klage fra en sammenslutning af armenske NGO'er kaldet Citizens' Protection League (CPL). Den vedrører Den Europæiske Unions delegation i Armeniens beslutning om ikke at indgå en tilskudskontrakt med CPL, efter at delegationen opdagede en fejl i sin oprindelige vurdering af CPL-ansøgningen. CPL fremførte, at delegationens afgørelse ikke var begrundet.

I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse erkendte Europa-Kommissionen, at de foranstaltninger, som delegationen oprindeligt havde truffet, ikke var hensigtsmæssige, da den indså, at der var sket en fejl i evalueringsprocessen. Kommissionen viste imidlertid også, at den konstaterede fejl krævede, at vurderingen af CPL's ansøgning blev omgjort, og at delegationen derfor ikke var i stand til at indgå tilskudskontrakten med CPL.

Ombudsmanden afsluttede derfor undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors (EPSO) påståede undladelse af at give ansøgerne et tilstrækkeligt varsel om prøveperioden for de computerbaserede prøver i en udvælgelsesprøve. Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede, at EPSO ikke havde begået fejl eller forsømmelser. I det konkrete tilfælde blev ansøgeren underrettet om prøveperioden tre uger før dens begyndelse. EPSO kontakter – efter en tidligere afgørelse fra Ombudsmanden – altid ansøgerne mindst to uger før prøveperiodens begyndelse.

I forbindelse med denne undersøgelse meddelte EPSO Ombudsmanden, at det har en ny praksis, hvor det offentliggør en foreløbig vejledende tidsplan for de udvælgelsesprøver, det afholder. Dette er en udvikling, som Ombudsmanden hilser velkommen.

Klageren, et forskningsinstitut med hjemsted i land Z, deltog i et EU-finansieret projekt under det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling.

En revision afslørede uregelmæssigheder i forbindelse med projektet, hvilket fik Kommissionen til at søge at inddrive mere end 300 000 EUR fra klageren på trods af præciseringer af de uregelmæssigheder, den havde fremlagt. Klageren var ikke tilfreds med resultatet og indgav en klage til Den Europæiske Ombudsmand.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede, at nogle af revisorernes konklusioner var fejlagtige. Da det vigtigste spørgsmål var at fastlægge projektets faktiske startdato, foreslog Ombudsmanden som en løsning, at Kommissionen rådførte sig med en ekspert for at kontrollere revisorernes konklusion i denne henseende eller beordrede en "teknisk revision" som fastsat i "tilskudsaftalen". Kommissionen accepterede løsningen, forudsat at omkostningerne ved at indgå kontrakt med eksperten ville blive afholdt i fællesskab af begge parter. Ombudsmanden anmodede Kommissionen og klageren om indbyrdes at nå til enighed om udvælgelsen af den ekspert, der skulle udnævnes, og afsluttede sagen.

Sagen blev anlagt af en sammenslutning af juridiske eksperter fra hele Den Europæiske Union, som gennemførte et projekt, der blev medfinansieret af Europa-Kommissionen. Den vedrørte den påståede urimelige tilbagesøgning efter en revision af beløb, der fejlagtigt blev anset for ikke at være støtteberettigede i henhold til tilskudsaftalen.

Ombudsmanden undersøgte sagen og konkluderede, at der efter hendes indgriben var fundet en løsning. Hun afsluttede derfor sagen.

Sagen vedrørte Eurojusts politik for godtgørelse af rejseudgifter for ansøgere, der blev indkaldt til en samtale.

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden med påstand om, at Eurojusts godtgørelsespolitik var urimelig og diskriminerende over for kandidater med bopæl uden for EU. Til støtte for sin påstand bemærkede klageren, at der var et loft på 500 EUR for ansøgere med bopæl uden for EU, mens der i nogle tilfælde blev anvendt et højere loft for rejser fra EU.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Eurojust ved at forhøje godtgørelsen for ansøgere med bopæl uden for EU til det højeste loft, der gælder for ansøgere, der rejser inden for EU, har truffet passende foranstaltninger til at løse sagen.

Sagen vedrørte den måde, hvorpå Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) håndterede en ansættelsesprocedure.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens påstand om, at hans ansøgning var blevet behandlet uretfærdigt.

Ombudsmanden konstaterede imidlertid visse mangler i ENISA's proceduremæssige behandling af sagen og har fremsat forslag til forbedringer for ENISA i fremtiden.

Sagen vedrørte påstanden om, at kontoret for Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR-kontoret) i Kosovo havde undladt at holde ansøgere om praktikophold underrettet om trin i en ansættelsesprocedure. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og gav udtryk for sit synspunkt om, at "det er både høfligt og serviceminded at anerkende modtagelsen af ansøgninger og at informere ansøgerne om de væsentlige skridt (såsom deres udelukkelse fra en ansættelsesprocedure), der påvirker deres fremskridt i en ansættelsesprocedure." EUSR's kontor forklarede, at det havde meget begrænsede ressourcer og derfor kun kunne informere udvalgte personer om resultatet af proceduren. Den anførte imidlertid, at den var i færd med at undersøge, hvordan den kunne forbedre sin kommunikation med personer, der ønskede at være praktikanter, f.eks. ved at informere alle disse personer om relevante trin i proceduren ved at lægge relevante oplysninger ud på sit websted. Ombudsmanden opfordrede EUSR's kontor til at aflægge rapport om gennemførelsen af denne løsning.

I juli 2014 afviste Kommissionen klagerens ansøgning om at arbejde som ekspert på et projekt i Indonesien, fordi hun allerede havde forpligtet sig til at arbejde på et EU-finansieret projekt i Liberia, der fandt sted samtidig. Klageren ansøgte igen, da projektet i Liberia blev forsinket på grund af ebolakrisen, og påpegede, at hun faktisk var til rådighed til at arbejde på projektet i Indonesien.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen har ret til at anmode om, at eksperter står til rådighed til udelukkende at arbejde på projekter i bestemte perioder. Hun bemærkede, at klageren havde erklæret, at hun ville stå til rådighed med eneret til at arbejde på to overlappende projekter. Klageren forklarede ikke denne modsigelse, da hun indgav sin oprindelige ansøgning. På grundlag af de fremlagte oplysninger mener Ombudsmanden, at Kommissionen med rette afviste klagerens første ansøgning. Med hensyn til den anden ansøgning anførte klageren faktisk, at den igangværende ebolakrise i Liberia betød, at hun rent faktisk frit kunne arbejde på projektet i Indonesien. Kommissionen tog derefter hendes situation op til fornyet overvejelse. Efter Ombudsmandens opfattelse foretog den en retfærdig og rimelig vurdering, da den konkluderede, at klageren ikke var i stand til at garantere, at hun var til rådighed. Ombudsmanden konkluderer således, at Kommissionen heller ikke begik en fejl, da den afslog hendes anden ansøgning om at arbejde på det indonesiske projekt. Det efterlader imidlertid spørgsmål om, hvordan Kommissionen håndterer rettighederne for eksperter, der er fanget i kriser som ebolaudbruddet.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Hun foreslog Kommissionen, at hvis et projekt skal suspenderes, bør den være parat til at fritage enhver berørt ekspert fra en eksklusivitetsforpligtelse.

Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om ikke at acceptere visse omkostninger, som en partner havde anmeldt i forbindelse med et projekt, der var finansieret af EU. Kommissionens beslutning betød, at dens endelige udbetaling til konsortiet blev reduceret med det beløb, som denne partner havde modtaget som forfinansiering. Koordinatoren hævdede, at det var Kommissionens pligt at tilbagesøge de midler, der fejlagtigt var udbetalt til den pågældende partner.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen havde håndteret spørgsmålet korrekt, da den kun kunne have indledt en inddrivelse, hvis der havde været en gæld til Unionen. Fordelingen af finansieringen mellem projektpartnerne er et spørgsmål af en anden art, hvor Kommissionen ikke er forpligtet til at gribe ind. Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om fra en nonprofitorganisation at tilbagesøge de EU-midler, som den havde investeret i sin sociale reserve mellem 2005 og 2009, og anså dem for ikke-støtteberettigede omkostninger. Da reserven oprindeligt var blevet oprettet med Kommissionens støtte og samarbejde, klagede organisationen til Den Europæiske Ombudsmand. Efter at have undersøgt klagen fremsatte Ombudsmanden et forslag til en løsning til Kommissionen, hvori den opfordrede den til at tage sin afgørelse om tilbagesøgning op til fornyet overvejelse. Som svar herpå fremlagde Kommissionen en række foranstaltninger, som den havde truffet for at sikre organisationens fremtid. Ombudsmanden fandt disse foranstaltninger tilfredsstillende og besluttede derfor at afslutte sagen.