Baggrunden

1. Klageren, en almennyttig forening [...][1], har til formål at fremme unges interesser gennem en række forskellige foranstaltninger. Ca. 80 % af budgettet finansieres med et driftstilskud fra Kommissionen.

2. I 2009 gav en uafhængig revisor udtryk for betænkeligheder med hensyn til en reservefond ("klagerens sociale reserve"), som klageren havde oprettet for at tage højde for en situation, hvor den kunne gå konkurs og skulle tage sig af personale, der blev afskediget som følge heraf. Revisoren satte spørgsmålstegn ved reservens forenelighed med tilskudsaftalen (»tilskudsaftalen«) med Kommissionen og med EU's finansforordning[2]. Kommissionen nåede frem til den konklusion, at reserven skulle anses for ikke at være berettiget til EU-finansiering. På denne baggrund udstedte Kommissionen i 2011 indtægtsordrer til klageren for et beløb på ca. [...] EUR for perioden 2005-2009.

3. Selv om klageren returnerede det ønskede beløb, fandt den inddrivelsen urimelig, da Kommissionen ikke blot havde været bekendt med eksistensen af den sociale reserve, men havde hjulpet klageren med at oprette den. Klageren henvendte sig til Ombudsmanden i august 2012.

4. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af påstanden om, at Kommissionen uretmæssigt havde inddrevet midlerne. I løbet af undersøgelsen modtog Ombudsmanden Kommissionens udtalelse og klagerens efterfølgende bemærkninger, i lyset af hvilke hun foreslog en løsning[3].

Påstand om forkert og uretfærdig inddrivelse af midler

Ombudsmandens forslag til løsning

5. Ombudsmanden fandt, at Kommissionens fortolkning af tilskudsaftalen var rimelig, og at omkostningerne til den sociale reserve ikke kunne betragtes som støtteberettigede omkostninger. Hun var imidlertid af den opfattelse, at inddrivelsen af midlerne i betragtning af de særlige omstændigheder forekom urimelig. I overensstemmelse med Ombudsmandens mission om at finde rimelige resultater i forbindelse med klager, der tilfredsstiller både klageren og den berørte institution, fremsatte hun følgende forslag til en løsning:

Under hensyntagen til ovenstående resultater foreslår Ombudsmanden, at Kommissionen tager sin afgørelse om tilbagesøgning op til fornyet overvejelse. I den forbindelse kunne Kommissionen tage hensyn til, i hvilket omfang dens egne handlinger og manglende handlinger bidrog til den nuværende vanskelighed, og den kunne søge en løsning, der er forholdsmæssig og rimelig i betragtning af alle omstændighederne.

6. I sit svar på Ombudsmandens forslag gentog Kommissionen, at det forhold, at den var involveret i oprettelsen af reserven og regelmæssigt blev underrettet om denne reserve af klageren, ikke betød, at den kunne betragte bidragene til denne reserve som støtteberettigede omkostninger, efter at en revision havde påpeget det modsatte.

7. Kommissionen gentog også, at berettigede forventninger ikke kunne baseres på en retlig fejl, og fandt, at den tidligere praksis ikke kunne betragtes som en ekstraordinær omstændighed, der kunne begrunde et afkald på den pågældende tilbagesøgning.

8. Kommissionen præciserede, at tildelingen til reserverne både i henhold til den gamle og den nuværende finansforordning var en ikkestøtteberettigede omkostning, idet den nuværende forordning blot bekræfter, at disse tildelinger ikke skal tages i betragtning med henblik på anvendelsen af nonprofitprincippet.

9. Kommissionen anfægtede også, at tilbagesøgningen af midlerne havde skabt vanskeligheder for klageren. Den påpegede, at den i 2011 havde identificeret foranstaltninger, der var forenelige med finansforordningen, og som ville gøre det muligt for den at dække de omkostninger, der ville opstå, hvis klagerens organisation blev opløst. Desuden havde Kommissionen i 2013 i tilskudsaftalen medtaget en forsikringspræmie, der havde til formål at øge beskyttelsen af sammenslutningens ledende medarbejdere.

10. Kommissionen understregede, at tilbagesøgningen kun vedrørte ca. en tredjedel af den reserve, som klageren havde oprettet.

11. Desuden forklarede Kommissionen, at klageren var blevet udpeget som modtager af et nyt program, der sikrede finansieringen frem til 2020. Det påpegede også, at det i henhold til den nuværende udgave af finansforordningen fra 2012 var muligt at øge medfinansieringssatsen, hvilket ville gøre det muligt for organisationen at frigøre egne indtægter, der kunne anvendes til at øge den sociale reserve frem til 2020. Kommissionen tilføjede, at den allerede havde overvejet muligheden for at forhøje medfinansieringssatsen for 2015.

12. I sine bemærkninger bemærkede klageren, at den ikke anfægtede fortolkningen af loven, men rimeligheden af tilbagesøgningspåbuddet. Den tilføjede, at den navnlig var uenig i den måde, hvorpå det beløb, der skulle tilbagesøges, blev beregnet, idet den fandt, at 20% af dette beløb svarede til dens egne indtægter. Det var også uenigt med Kommissionen i, at der var fundet en løsning på problemet med den sociale reserve, for så vidt som der fortsat var risiko for opløsning efter 2020.

Ombudsmandens vurdering efter forslaget til løsning

13. I sit løsningsforslag var Ombudsmanden af den opfattelse, at selv om Kommissionens fortolkning af tilskudsaftalen ud fra et juridisk synspunkt var korrekt i betragtning af omstændighederne, havde tilbagesøgningen af midlerne været urimelig. Hun mente derfor, at der var mulighed for, at Kommissionen kunne finde en løsning med hensyn til inddrivelsen af midlerne.

14. I sit svar gjorde Kommissionen det klart, at en sådan løsning ikke kan bestå i at returnere de midler, der blev inddrevet, til klageren. Når dette er sagt, bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen har truffet en række foranstaltninger for at imødegå den risiko, som klageren ønskede at imødegå ved at oprette en social reserve. Disse foranstaltninger har til formål at gøre det muligt for klageren at tage højde for de betalinger, denne ville skulle foretage til sine ansatte i tilfælde af, at klageren går konkurs, og at afskedige dem. Klageren synes ikke at bestride, at disse foranstaltninger er tilstrækkelige med hensyn til perioden indtil 2020, men hævder, at dens fremtid efter denne dato er usikker. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at de foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget eller vil vedtage, ikke blot giver en tilstrækkelig sikkerhedsmargen indtil denne dato, men også gør det muligt for klageren at øge sin resterende reserve i denne periode. Klageren har ikke godtgjort, at de foranstaltninger, som Kommissionen henviste til, ikke desto mindre ville være utilstrækkelige til, at den kunne nå det mål, den forfølger.

15. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionen har taget de nødvendige skridt til at finde en retfærdig og forholdsmæssig løsning og dermed så vidt muligt løse situationen.

16. Med hensyn til klagerens påstand om, at Kommissionen skulle tilbagebetale en del af de inddrevne midler, for så vidt som 20 % af disse beløb ikke blev finansieret af EU-midler, men af klageren, bemærker Ombudsmanden, at dette spørgsmål blev rejst af klageren over for Kommissionen forud for dennes klage til Ombudsmanden. Som svar forklarede Kommissionen, at i henhold til aftalen om driftstilskud skal Kommissionen bidrage med højst 80 % af de samlede støtteberettigede omkostninger, og at ikke-støtteberettigede omkostninger altid skal dækkes af ikke-EU-finansiering. Kommissionen bekræftede også over for klageren, at den kun opkrævede sine egne bidrag.

17. Ombudsmanden bemærker, at klageren modtog sin finansiering på grundlag af de beløb, der blev føjet til den sociale reserve, som klageren havde anmeldt til Kommissionen. Det var derfor med rette, at Kommissionen tilbagesøgte 100% af de beløb, som den havde bidraget med til den sociale reserve.

Konklusion

På grundlag af undersøgelsen af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Ved at tage skridt til at finde retfærdige og forholdsmæssige foranstaltninger til at hjælpe klageren accepterede Kommissionen Ombudsmandens løsningsforslag.

Klageren og Europa-Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

Emily O'Reilly

Strasbourg, den 2. september 2015

[1] Beslag [...] anvendes i denne afgørelse for om nødvendigt at sikre, at de er fortrolige

[2] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002. [Den Europæiske Unions Tidende L 298 af 26.10.2012]

[3] Yderligere oplysninger om baggrunden for klagen, parternes argumenter og Ombudsmandens undersøgelse findes i den fulde ordlyd af Ombudsmandens løsningsforslag på: http://www.ombudsman.europa.eu/en/cases/correspondence.faces/en/60849/html.bookmark.