Sagen vedrørte Rådet for Den Europæiske Unions afslag på at give fuld adgang til juridiske udtalelser om lovgivningsforslagene til forordninger om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) og om Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust).

I løbet af Ombudsmandens undersøgelse indvilligede Rådet i at give aktindsigt i to af de fire dokumenter, men fastholdt sit afslag på at give fuld aktindsigt i de to resterende dokumenter, selv om der blev givet delvis aktindsigt.

Ombudsmanden accepterer, at afslaget på at offentliggøre de juridiske udtalelser fuldt ud var berettiget med den begrundelse, at det ville være til skade for beskyttelsen af juridisk rådgivning og retssager. Hun afslutter derfor sagen med en konstatering af, at der ikke foreligger fejl eller forsømmelser, men opfordrer Rådet til at tage sit afslag op til fornyet overvejelse i lyset af den yderligere tid.

Sagen blev anlagt af en sammenslutning af juridiske eksperter fra hele Den Europæiske Union, som gennemførte et projekt, der blev medfinansieret af Europa-Kommissionen. Den vedrørte den påståede urimelige tilbagesøgning efter en revision af beløb, der fejlagtigt blev anset for ikke at være støtteberettigede i henhold til tilskudsaftalen.

Ombudsmanden undersøgte sagen og konkluderede, at der efter hendes indgriben var fundet en løsning. Hun afsluttede derfor sagen.

Sagen vedrørte Kommissionens undladelse af at besvare klagerens meddelelser om dens vanskeligheder med at indgive et tilskudsforslag. På grund af tekniske problemer var klageren ikke i stand til at ansøge gennem Kommissionens system PRIAMOS. I stedet sendte den sit forslag via e-mail, som forblev ubesvaret.

Ombudsmanden undersøgte sagen og anmodede Kommissionen om at svare. I replikken undskyldte Kommissionen, at den ikke havde svaret tidligere. Den sagde, at den ikke kunne acceptere klagerens e-mail-applikation, fordi systemet havde fungeret korrekt, og Kommissionen ikke havde været i stand til at identificere klagerens forsøg på at sende forslaget via PRIAMOS inden fristens udløb.

Denne sag vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give fuld offentlig adgang til evalueringsrapporterne om forslagene til et EU-finansieret projekt om romaer i Albanien.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionen med rette havde nægtet fuld aktindsigt på grundlag af undtagelsen til aktindsigt, som beskytter forretningsmæssige interesser. Hun konkluderede derfor, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Sagen vedrørte Kommissionens afslag på at give aktindsigt i dokumenter vedrørende de britiske efterretningstjenesters overvågning af internettet. Ombudsmanden anbefalede, at Kommissionen skulle give aktindsigt i et bestemt dokument (en skrivelse fra Det Forenede Kongeriges udenrigsminister til den daværende næstformand i Kommissionen), og for så vidt angår de andre dokumenter, der blev anmodet om, at Kommissionen enten skulle give aktindsigt i dem eller behørigt begrunde, hvorfor den efter Ombudsmandens opfattelse skulle give afslag på aktindsigt.

Kommissionen besluttede at offentliggøre den britiske udenrigsministers brev og accepterede dermed første del af Ombudsmandens henstilling. Den fastholdt imidlertid sin holdning om ikke at udlevere de øvrige dokumenter. Den begrundede denne holdning med, at den stadig var i færd med at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Det Forenede Kongeriges masseovervågningsprogrammer er i strid med EU-retten, navnlig med hensyn til den enkeltes ret til databeskyttelse. Kommissionen hævdede, at indtil dens undersøgelse er endeligt afsluttet, vil en tidlig fremlæggelse af resten af de pågældende dokumenter have en negativ indvirkning på dialogen mellem de britiske myndigheder og Kommissionen. Mere generelt hævdede den, at dens evne til at gennemføre sin undersøgelse effektivt og træffe afgørelse om en passende reaktion bør beskyttes mod risikoen for pres udefra. Endelig fandt Kommissionen ikke, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Ombudsmanden er ikke overbevist om, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har begrundet sin beslutning om at afslå aktindsigt i de resterende ikke-frigivne dokumenter. Da Kommissionen hverken har offentliggjort disse dokumenter eller givet en tilstrækkelig begrundelse for at afslå aktindsigt i dem, er det klart, at den har afvist Ombudsmandens henstilling vedrørende disse dokumenter. Ombudsmanden bemærker endvidere, at Kommissionen tilsyneladende ikke har truffet nogen foranstaltninger med hensyn til sin undersøgelse siden 2013. Ombudsmanden finder derfor, at Kommissionens handlinger i denne sag udgør fejl eller forsømmelser og faktisk alvorlige fejl eller forsømmelser i betragtning af det særlige spørgsmåls betydning for EU-borgerne.

Klageren i denne sag, der er luxembourgsk statsborger, blev udelukket fra at konkurrere om en stilling i Frankrig med den begrundelse, at hun ikke er fransk statsborger. Der var tale om en stilling som dommer, der ikke var formand, og som skulle repræsentere De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge ved den franske asyldomstol. Klageren gjorde Europa-Kommissionen opmærksom på, at begrænsningen af stillingen til franske statsborgere syntes at være i strid med EU-rettens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed. Da Kommissionen var af den opfattelse, at der ikke var tale om en overtrædelse af EU-retten, kontaktede klageren Ombudsmanden.

Kommissionen var af den opfattelse, at der gjaldt en undtagelse fra retten til fri bevægelighed for arbejdstagere. Denne undtagelse gælder for ansættelse i den offentlige administration og er fastsat i artikel 45, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Kommissionen anerkendte, at en afgørelse i dette spørgsmål krævede en konkret vurdering af arten af den ikke-præsenterende dommers opgaver og ansvar, og den hævdede, at den havde foretaget en sådan vurdering. Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen som led i denne vurdering ikke havde kontaktet de franske myndigheder for at få yderligere oplysninger om den pågældende stilling. Ombudsmandens oprindelige forslag var derfor, at Kommissionen skulle tage sin vurdering af traktatbrudsklagen op til fornyet overvejelse, og hun foreslog, at Kommissionen skulle høre de franske myndigheder. Som svar på dette forslag fastholdt Kommissionen, at den rådede over tilstrækkelige oplysninger, da den traf afgørelse i sagen, og at det derfor var unødvendigt at kontakte de franske myndigheder. Efter at have overvejet sit detaljerede svar på forslaget accepterede Ombudsmanden, at Kommissionen i dette tilfælde havde tilstrækkelige oplysninger til at basere sin afgørelse på. Hun afsluttede derfor undersøgelsen med en konstatering af, at Kommissionen ikke havde begået fejl eller forsømmelser.

EU's migrationspolitik omfatter frivillig eller tvungen tilbagesendelse af irregulære migranter fra tredjelande (afviste asylansøgere og personer uden gyldig opholdstilladelse) til deres oprindelseslande. Tvangsmæssige tilbagesendelsesoperationer kan i sagens natur indebære alvorlige krænkelser af de grundlæggende rettigheder. Denne undersøgelse på eget initiativ havde til formål at præcisere, hvordan Frontex som koordinator for fælles tilbagesendelsesoperationer sikrer respekt for de tilbagesendte personers grundlæggende rettigheder og menneskelige værdighed.

Ombudsmanden indhentede synspunkter fra Frontex og dets ansvarlige for grundlæggende rettigheder, inspicerede Frontex' sagsakter og modtog bidrag fra medlemmer af det europæiske netværk af ombudsmænd, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, FN's Flygtningeagentur og en række NGO'er. Hun konstaterede, at selv om der er gjort meget, er Frontex nødt til at øge gennemsigtigheden i sit JRO-arbejde, ændre sin adfærdskodeks på områder som lægeundersøgelser og magtanvendelse og samarbejde mere med medlemsstaterne. Frontex skal gøre alt, hvad der står i dets magt, for at fremme uafhængig og effektiv overvågning af fælles operationer.

Ombudsmanden afslutter sin undersøgelse med en række forslag til Frontex om, hvordan det yderligere kan forbedre sine operationer på dette område.

Denne sag vedrørte en forgæves begæring om aktindsigt. Kommissionen nægtede at videregive sin korrespondance med de polske myndigheder vedrørende sine indledende undersøgelser af de meget høje omkostninger ved at indgive retskrav i forbindelse med offentlige udbudsprocedurer i Polen. Kommissionen havde forsøgt at fastslå, om den relevante polske lovgivning var i overensstemmelse med EU-retten. Under påberåbelse af behovet for at beskytte en igangværende undersøgelse påberåbte den sig en undtagelse fra retten til aktindsigt i henhold til den relevante lovgivning (forordning 1049/2001). Kommissionen accepterede ikke klagerens argument om, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen, som undlod at anvende den påberåbte undtagelse, eller at det var relevant, at den pågældende nationale lovgivning derefter blev anfægtet ved den polske forfatningsdomstol ("PCT").

Ombudsmanden undersøgte sagen og var af den opfattelse, at Kommissionen ikke behørigt havde begrundet sin afgørelse om afslag på aktindsigt i de pågældende dokumenter. Ombudsmanden var også af den opfattelse, at PCT's annullation af den relevante nationale lovgivning har gjort Kommissionens undersøgelser overflødige. Under hensyntagen til denne juridiske udvikling og af hensyn til procesøkonomi og retfærdighed foreslog Ombudsmanden, at klageren fik aktindsigt i de ønskede dokumenter uden at skulle indgive en ny anmodning. Kommissionen har kategorisk afvist dette. Sagsøgeren har i øvrigt ikke givet en mere fyldestgørende begrundelse for sit afslag end den, selskabet havde givet i sit svar på den genfremsatte begæring. Klageren meddelte Ombudsmanden, at han i mellemtiden nu havde fået aktindsigt i dokumenterne efter en ny begæring om aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001, der var fremsat med viden om, at Kommissionen havde afsluttet sin undersøgelse. Under disse omstændigheder besluttede Ombudsmanden at afslutte sagen med en kritisk bemærkning.

I 2008 gav en tysk godkendt læge en ældre britisk mand en dødelig overdosis af et stærkt smertestillende middel. Klagen til Ombudsmanden vedrørte et afslag på at give aktindsigt i referatet af et møde, der blev afholdt hos Eurojust mellem tyske og britisk embedsmænd med henblik på at behandle en europæisk arrestordre, som Det Forenede Kongeriges myndigheder havde udstedt for lægen.

Eurojusts regler om aktindsigt i dokumenter giver repræsentanterne for medlemsstaterne, der arbejder sammen med Eurojust, ret til at beslutte i stedet for Eurojust, om en undtagelse fra retten til aktindsigt finder anvendelse i forbindelse med sagsrelaterede dokumenter i Eurojusts besiddelse. Ombudsmanden fandt, at det ønskede dokument var klart sagsrelateret, og at de tyske og britiske repræsentanter havde anmodet Eurojust om ikke at udlevere det. Hun fandt således, at Eurojust var retligt forpligtet til at afslå at give aktindsigt i dokumentet.

Hun fandt imidlertid, at Eurojust ikke havde informeret klageren (som er søn til manden, der døde) om begrundelsen for, at de tyske og britiske repræsentanter fandt, at der skulle gives afslag på aktindsigt. Eurojust gav imidlertid faktisk denne begrundelse i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse. Ombudsmanden opfordrede i denne forbindelse Eurojust til altid at give personer, der anmoder om aktindsigt, den begrundelse, som nationale medlemmer har fremført for at give afslag på aktindsigt i sagsrelaterede dokumenter.

Ombudsmanden understreger den særligt tragiske og vigtige sociale dimension af denne sag, som vedrører en søns indsats for at finde ud af, hvordan hans fars død blev behandlet af offentlige myndigheder. Selv om Ombudsmanden ikke har kompetence til at vurdere, om repræsentanterne for Det Forenede Kongerige og Tyskland var berettiget til at afslå at give aktindsigt i dokumentet, oplyste hun i denne henseende klageren om, at såfremt han ønskede det, kunne han indbringe spørgsmålet for EU's retsinstanser, når de får kompetence i sådanne spørgsmål fra december 2014.