Baggrunden for klagen

1. Klageren er en italiensk statsborger, som er interessent i en virksomhed, der ejer kommercielle rettigheder til flere sorter af hård hvede.

2. I 2003 kontaktede klageren Kommissionen for at klage over en statistisk metode, som Kommissionen på daværende tidspunkt havde foreslået til beregning af kvalitetsindekset for sorter af hård hvede. Kommissionens forslag var i det væsentlige baseret på et forslag fra de italienske myndigheder. Ifølge metoden var kvalitetsindekset resultatet af summen af fire forskellige vægtede separate parametre: i) vægt pr. hl (10 % af indeksværdien) proteinindhold (40 % af indeksværdien) iii) glutenindeks (30 % af indeksværdien) og iv) gult indeks (20 % af indeksværdien). Efter klagerens opfattelse var metoden fejlagtig og havde en fordrejende virkning, da den ikke standardiserede de pågældende parametre, da hver af dem havde forskellige variationer, og væsentlige ændringer i en parameter kunne have en meget begrænset indvirkning på det endelige indeks, mens små ændringer i en anden kunne have en betydelig virkning.

3. I sidste ende blev metoden vedtaget uden ændringer i Kommissionens forordning (EF) nr. 2237/2003 [1] og blev senere bekræftet i Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 [2], som ophævede førstnævnte.

4. Klageren kontaktede efterfølgende Kommissionen på ny ved flere lejligheder mellem juli 2003 og november 2006 og vedlagde flere rapporter og tekniske undersøgelser ("tekniske undersøgelser") fra en forsker i statistik ved et italiensk universitet med henblik på at påvise de påståede konkurrencefordrejende virkninger af den godkendte metode. Inden for samme frist sendte det franske landbrugsministerium et brev til Kommissionen, hvori det henledte Kommissionens opmærksomhed på de påståede konkurrencefordrejende virkninger på grund af forskellen i den mulige variation i de pågældende parametre. Kommissionen fandt det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at ændre metoden uden nogen praktisk erfaring med dens gennemførelse.

5. Den 1. januar 2009, da forordning (EF) nr. 73/2009 [3] trådte i kraft, blev den omtvistede statistiske metode ophævet og erstattet af en enkelt indkomststøtteordning for landbrugere. Da klageren ønskede, at Kommissionen skulle erklære, at den ikke ville vedtage den anfægtede metode på ny i fremtiden, skrev han til Kommissionen flere gange og gjorde det meget klart, at han var interesseret i at modtage et svar.

6. Navnlig fremsendte klageren den 24. oktober 2012 otte specifikke spørgsmål til Kommissionen, hvori denne blev anmodet om at tage stilling til metoden og forklare, hvorfor Kommissionen ikke traf nogen foranstaltninger til at ændre eller korrigere den på trods af de oplysninger, den havde modtaget fra ham i årenes løb. Klageren stillede følgende spørgsmål:

(1) Var den metode til beregning af kvalitetsindekset for sorter af hård hvede, som Kommissionen vedtog i forordning (EF) nr. 2237/2003 og forordning (EF) nr. 1973/2004, korrekt eller ej?

(2) Mener Kommissionen, at metoden var korrekt, selv om den ikke standardiserede de pågældende data? Hvorfor?

(3) Agtede Kommissionen, da den foreslog vedtagelsen af forordning (EF) nr. 73/2009, at ophæve den eksisterende metode, fordi den anså den for at være fejlagtig eller fordrejende?

(4) Hvorfor ignorerede og reagerede Kommissionen ikke på klagerens gentagne og specifikke kritik af metoden?

(5) Hvorfor vurderede Kommissionen ikke metodens korrekthed, da den blev foreslået af de italienske myndigheder, selv om den var blevet kritiseret siden 1995?

(6) Hvorfor har Kommissionen aldrig svaret på klagerens brev af 18. august 2006, hvori denne blev anmodet om at genoverveje metoden eller besvare hans påstande om, at den var ukorrekt?

(7) Hvorfor besvarede Kommissionen aldrig klagerens brev af 16. november 2006, hvori han opfordrede Kommissionen til at tage stilling til metodens korrekthed?

(8) Hvorfor undersøgte, ændrede eller korrigerede Kommissionen ikke metoden på ny, selv om det franske landbrugsministeriums notat pegede på risikoen for fordrejninger, var den metode, der skulle anvendes, og foreslog at standardisere de pågældende data?

7. Da klageren ikke modtog noget svar, indgav han en klage til Den Europæiske Ombudsmand. Denne klage blev registreret under referencenummer 456/2013/ER. Ombudsmanden kontaktede Kommissionen og afsluttede sagen, efter at klageren havde modtaget et svar den 14. juni 2013.

8. I replikken undskyldte Kommissionen den forsinkede besvarelse og den omstændighed, at den ikke udtrykkeligt havde behandlet spørgsmålet om metodens rigtighed i sine tidligere svar. Da klagerens spørgsmål om forordning (EF) nr. 2237/2003 og (EF) nr. 1973/2004 havde til formål at få fastslået, at metoden var fejlagtig, og at de nævnte forordninger derfor var ulovlige, påpegede klageren, at det ikke tilkommer Kommissionen, men udelukkende Den Europæiske Unions Domstol ("EU-Domstolen") at prøve lovligheden af lovgivningsmæssige retsakter. Hvis Kommissionen havde besluttet at vurdere metodens gyldighed, ville den have gjort indgreb i EU-Domstolens kompetence. Da klageren desuden havde rejst spørgsmålet om lovligheden af de nævnte forordninger i forbindelse med nationale retssager ved en forvaltningsdomstol, var det hensigtsmæssigt, at Kommissionen ikke behandlede spørgsmålet om metodens korrekthed.

9. Med hensyn til de tekniske undersøgelser, som klageren nævnte, gjorde Kommissionen gældende, at den ikke kritiserede, at kvalitetsindekset var defineret som den vægtede sum af de fire kriterier, men at de forskellige kriterier ikke var standardiserede. Den tilføjede, at argumenterne og kritikken i undersøgelserne var " ikke absolut" og "vedrørte typisk en videnskabelig analyse", de påtænkte løsninger var "strengt matematisk eller statistisk karakter" og blev præsenteret "i hypotetiske eller alternative termer". På dette grundlag konkluderede den, at der ikke var nogen forbindelse mellem de argumenter, der blev fremført i undersøgelserne, og klagerens "radikale erklæringer" . De franske myndigheder henviste heller ikke til spørgsmålet igen. Da Kommissionen fandt, at de nye forklaringer "begrundede dens adfærd med hensyn til klagerens spørgsmål vedrørende forordning (EF) nr. 2237/2003 og (EF) nr. 1973/2004", var hans spørgsmål om ophævelse af disse forordninger blevet forældet. Den undskyldte imidlertid over for klageren, at denne i første omgang ikke havde svaret, hvilket var sket på grund af en forglemmelse.

10. Klageren var utilfreds med Kommissionens svar og indgav denne klage til Den Europæiske Ombudsmand den 10. juli 2013.

Undersøgelsen

11. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagen og identificerede følgende påstand og påstand:

1) Kommissionen undlod at give et fuldstændigt og rimeligt svar på klagerens brev af 24. oktober 2012. Navnlig i) undlod Kommissionen at behandle klagerens argumenter om, at metoden til beregning af kvalitetsindekset for sorter af hård hvede var ukorrekt, og ii) gav ikke en gyldig begrundelse for, hvorfor den ikke ændrede denne metode.

2) Kommissionen bør give et fuldstændigt og rimeligt svar på klagerens brev og navnlig anerkende, at: i) den beregningsmetode for kvalitetsindekset for sorter af hård hvede, der blev anvendt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2237/2003 og forordning (EF) nr. 1973/2004, var fejlagtig og fordrejende og ii) Kommissionen havde undladt at ændre denne metode.

12. I åbningsskrivelsen opfordrede Ombudsmanden også Kommissionen til at behandle følgende specifikke punkter:

1) For det første gjorde Kommissionen i sit svar af 14. juni 2013 gældende, at den ikke fandt det hensigtsmæssigt at tage hensyn til de tekniske undersøgelser, som klageren henviste til, på grund af deres rent matematiske eller statistiske karakter eller på grund af det hypotetiske eller tekniske sprog, der blev anvendt ved udarbejdelsen af dem. I første omgang fandt Ombudsmanden det vanskeligt at forstå, hvorfor matematiske eller statistiske argumenter ikke skulle være relevante ved vurderingen af den statistiske metodes gyldighed.

2) For det andet gjorde Kommissionen gældende, at det kun er EU-Domstolen, der kan prøve lovligheden af EU's lovgivningsmæssige retsakter. Klageren gjorde det imidlertid klart, at hans anmodning havde til formål at fastslå, om metoden var fejlagtig, og ikke at de relevante forordninger er ugyldige. Desuden synes EU-Domstolens kompetence til at kontrollere lovligheden af EU's lovgivningsmæssige retsakter ikke at forhindre Kommissionen i at foreslå ændringer af eksisterende lovgivning.

13. I løbet af undersøgelsen modtog Ombudsmanden Kommissionens udtalelse om klagen og efterfølgende klagerens bemærkninger som svar på Kommissionens udtalelse. Ombudsmanden har i forbindelse med undersøgelsen taget hensyn til parternes argumenter og udtalelser.

Påstand om, at Kommissionen undlod at give et fuldstændigt og rimeligt svar til klageren og den dermed forbundne påstand

Argumenter forelagt Ombudsmanden

14. Klageren hævdede, at han ønskede, at Kommissionen erklærede metoden fejlagtig for at undgå, at den blev anset for korrekt og blev vedtaget på ny af Kommissionen i fremtiden. Han præciserede, at han aldrig havde anmodet Kommissionen om at erklære forordning nr. 2237/2003 og nr. 1973/2004 ugyldige, men kun om at bekræfte, at metoden var fejlagtig med henblik på at træffe de nødvendige foranstaltninger. Efter hans opfattelse er den omstændighed, at EU-Domstolen har den lovbestemte kompetence til at prøve lovligheden af EU-retsakter, ikke til hinder for, at den institution, der har vedtaget retsakten, ændrer, berigtiger eller tilbagekalder den. Han gjorde ligeledes gældende, at den omstændighed, at han havde rejst spørgsmålet i forbindelse med en national retssag, ikke forhindrede Kommissionen i at træffe foranstaltninger på EU-plan. Det var i øvrigt først i 2007, dvs. længe efter at Kommissionen var blevet underrettet om metodens mangler, at de omhandlede retslige procedurer blev indledt i Italien.

15. Med hensyn til berettigelsen af kritikken af metoden hævdede klageren, at hans anmodninger var baseret på resultaterne af tekniske undersøgelser udarbejdet i videnskabeligt sprog og henviste til hypotetiske eksempler og reelle data. Efter hans opfattelse var hans kritik klar og præcis, men Kommissionen undlod at behandle den.

16. I sin udtalelse fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse på grundlag af artikel 228, stk. 1, andet afsnit, første punktum, i TEUF [4] og artikel 2, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand [5]. Da klageren i 2007 havde anlagt sag ved en italiensk domstol i en sag, hvis genstand i det væsentlige var identisk med hans klage, fandt Kommissionen, at Ombudsmanden burde afslutte sin behandling af denne klage. I den forbindelse henviste Kommissionen til Ombudsmandens afgørelse i sag 1047/2013/BEH [6], hvor Ombudsmanden fandt, at der ikke var grund til yderligere undersøgelser af klagen, da dens vigtigste aspekter var genstand for verserende retssager. Kommissionen påpegede endvidere, at klageren og et medlem af hans familie havde indgivet et andragende til Europa-Parlamentet om samme emne i 2004, hvilket også ville gøre denne klage til Ombudsmanden uantagelig. Til støtte for dette synspunkt henviste Kommissionen til Ombudsmandens afgørelse i sag 1821/2012/ANA [7].

17. Kommissionen tilføjede imidlertid, at hvis ombudsmanden ikke tog Kommissionens formalitetsindsigelse til følge, ville den imødegå klagerens indholdsmæssige bemærkninger som følger. Kommissionen havde allerede givet klageren en række indholdsmæssige svar på hans forespørgsler. På området for den fælles landbrugspolitik har Kommissionen et vidt skøn. Dette er blevet bekræftet af EU-Domstolen. Ifølge retspraksis skal det godtgøres, at der foreligger en åbenbar fejl ved udøvelsen af Kommissionens skønsbeføjelse, for at Kommissionen kan anses for at have begået et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Kommissionen anførte videre, at ombudsmanden også har anerkendt dens skønsmargen i sine afgørelser [8]. Klageren fremlagde imidlertid ingen dokumentation for en sådan åbenbar fejl.

18. Med hensyn til den omtvistede støtteordning anførte Kommissionen, at dyrkning af hård hvede, der er egnet til fremstilling af semulje- og pastaprodukter, kun var berettiget til denne støtte. Dette politiske valg blev sammen med de vægtede kvalitetskriterier anset for at være det mest hensigtsmæssige med henblik på at tage hensyn til forskellige interesser såsom konkurrenceevne, effektivitet, opretholdelse af produktionsområder og finansielle krav. De forskellige dokumenter, som Kommissionen havde fremsendt til klageren, viste de forskellige interesser, som de forskellige aktører og interessenter havde givet udtryk for under den procedure, der førte til vedtagelsen af forordning 1973/2004. De tekniske aspekter af forordningen, lige fra planteudbyttet og dets variation til produkternes kvalitative, kommercielle og teknologiske aspekter, blev grundigt analyseret af Kommissionen. Desuden fandt der en brevveksling sted mellem beslutningstagernes administrative og politiske niveau. Ud fra dette synspunkt fandt Kommissionen, at den omtvistede metode var fuldt ud lovlig og i overensstemmelse med de retlige rammers formål og krav. Desuden delte Kommissionen ikke klagerens fortolkning af brevet fra den franske regering til Kommissionen om de påståede konkurrencefordrejende virkninger af den anfægtede metode baseret på forskellen i den mulige variation i de involverede parametre, da brevet blot pegede på en "potentiel" risiko i fremtiden eller en risiko baseret på de allerførste resultater, som de nationale eksperter opnåede efter at have anvendt metoden.

19. Med hensyn til de tekniske argumenter, som klageren havde fremført, afviste Kommissionen det synspunkt, at den ikke fandt det hensigtsmæssigt at tage dem i betragtning. Den henviste til indholdet af sin skrivelse af 14. juni 2013 til klageren, hvori den forklarede, at klagerens generelle argumenter mod den anfægtede ordning og påstande om gyldighed ikke kunne tages i betragtning i denne forbindelse, da de berørte EU-Domstolens og ikke Kommissionens kompetence. Kommissionen påpegede endvidere, at klageren argumenterede ud fra sit eget perspektiv, mens Kommissionen havde indtaget en mere generel holdning: Klageren henviste f.eks. til brødproduktion, som lovgiveren udtrykkeligt udelukkede fra ordningens anvendelsesområde i denne specifikke sammenhæng. Med hensyn til de eksperter, som klageren nævnte, forklarede Kommissionen, at det var klart, at de løsninger eller konklusioner, de foreslog, ofte blev præsenteret som alternativer, hypoteser eller muligheder, og at den professor, som klageren henviste til, ikke anfægtede de fire parametre, der blev anvendt i metoden som sådan. Alt i alt underbyggede klagerens tekniske forklaringer ikke hans juridiske argumenter. Selv om Kommissionen erkendte, at klagerens tekniske argumenter ikke kunne afvises summarisk, bør enhver kritik af metoden være præcis, klar og overbevisende. Klagerens kritik var ikke, da den ikke var specifikt forbundet med kriterierne eller målene for metoden, som fastsat i artikel 5 i den ophævede forordning 1973/2004.

20. I sine bemærkninger gentog klageren sit synspunkt om, at Kommissionen bevidst fortolkede hans bemærkninger om "gyldighed" i ordets juridiske betydning, selv om han helt fra begyndelsen havde gjort det meget klart, at han henviste til ordet i en matematisk/statistisk sammenhæng. Han gjorde gældende, at Kommissionen stadig ikke har begrundet den matematiske gyldighed af den beregningsmetode, den har anvendt, selv om den franske regering også havde givet udtryk for betænkeligheder. Klageren påpegede også, at han aldrig havde til hensigt at sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens skønsbeføjelse i denne henseende, men blot henviste til de fejlagtige og fordrejende matematiske beregninger på grund af den manglende standardisering af dataene, som efter hans opfattelse, i modsætning til valget af forskellige vægtede separate parametre, ikke er et spørgsmål om skøn.

21. Med hensyn til Kommissionens formalitetsindsigelser gjorde klageren gældende, at hans klage til Ombudsmanden vedrørte Kommissionens dårlige administrative adfærd. Med hensyn til den første formalitetsindsigelse baseret på verserende retssager ved en italiensk domstol gjorde klageren gældende, at genstanden for denne sag vedrørte lovligheden af det italienske ministeriums procedurer, mens undersøgelsen af denne sag vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde givet et fuldstændigt og rimeligt svar på klagerens skrivelse. Der var imidlertid ikke indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse til EU-Domstolen i den verserende italienske sag.

22. Med hensyn til Kommissionens anden formalitetsindsigelse vedrørende andragendet, som klageren og et medlem af hans familie havde indgivet til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, påpegede klageren, at genstanden for andragendet ikke vedrørte Kommissionens adfærd. I sit andragende fremførte han i det væsentlige argumenter vedrørende den påståede konkurrenceforvridning på markedet for frø af hård hvede. Faktisk behandlede Kommissionen ikke engang spørgsmålet om beregningsmetoden og beregningernes matematiske korrekthed i sit svar af 30. november 2005 til Udvalget for Andragender.

23. Som konklusion var klageren af den opfattelse, at de argumenter, som Kommissionen havde fremført, var ubegrundede og vildledende, da Kommissionen ved at koncentrere sig om de vægtede separate parametre i stedet for beregningsmetoden satte debatten på det forkerte spor. Han kritiserede også Kommissionen for ikke at være tilstrækkeligt bekendt med de særlige forhold i forbindelse med emnet, da den så bort fra, at både pasta og brød fremstilles af semulje.

Ombudsmandens vurdering

Om Kommissionens formalitetsindsigelser

24. Ombudsmanden mener, at klageren i sine bemærkninger i tilstrækkelig grad har præciseret genstanden for sagen ved den italienske domstol og sit andragende til Parlamentet. I lyset af disse præciseringer er indsigelserne ikke begrundede.

Om klagepunktets realitet

25. Som Kommissionen med rette har anført, råder den over et vidt skøn på landbrugsområdet [9]. Ombudsmanden har konsekvent været af den opfattelse, at når en institution udøver sin skønsmargen, vil den kun konstatere fejl eller forsømmelser, hvis det godtgøres, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med udøvelsen af denne skønsmargen. Ombudsmanden vil ikke sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens, men hvis hun konstaterer fejl eller forsømmelser, kan hun anmode om, at institutionen tager sagen op til fornyet behandling med henblik på at behandle de omtvistede spørgsmål.

26. Ombudsmanden er imidlertid af den opfattelse, at udøvelsen af en skønsmæssig beføjelse ikke kan føre til vilkårlighed [10]. Det betyder, at en offentlig myndighed altid skal kunne forklare, hvorfor der er valgt en bestemt fremgangsmåde, og at der skal være gode grunde til at vælge en fremgangsmåde frem for en anden. I den foreliggende sag er spørgsmålet, om Kommissionen har givet et tilstrækkeligt svar til at underbygge sin opfattelse af, at metoden i modsætning til klagerens påstand var korrekt, og at det ikke var nødvendigt at ændre den, før den nye forordning blev vedtaget.

27. Til støtte for sin holdning påberåbte klageren sig i det væsentlige i) de påståede fordrejende virkninger af den godkendte metode og ii) de forkerte matematiske beregningsmetoder. Han gjorde også gældende, at de angiveligt fejlagtige og fordrejende matematiske beregninger, der var baseret på manglende standardisering af dataene, ikke henhørte under et skøn. Ombudsmanden deler ikke dette synspunkt. I dette tilfælde var Kommissionen enig i, at hvert af parametrene havde forskellige variationer. Den var derfor også enig i, at det var muligt, at væsentlige ændringer i en parameter kunne have en begrænset indvirkning på det endelige indeks, mens små ændringer i en anden parameter kunne have haft en betydelig indvirkning. Ombudsmanden kan ikke se, hvorfor dette valg skulle anses for urimeligt, og Kommissionen handlede under alle omstændigheder inden for rammerne af sine skønsbeføjelser, da den traf afgørelse herom.

28. Med hensyn til Kommissionens begrundelse for sin holdning bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen anerkendte, at klagerens tekniske argumenter ikke kunne afvises summarisk, men fandt, at hans kritik af metoden ikke var præcis, klar og overbevisende, fordi den ikke specifikt var forbundet med kriterierne eller målene for metoden, jf. artikel 5 i den ophævede forordning 1973/2004. Klageren syntes igen at argumentere for, at matematiske argumenter er uafhængige af juridiske eller politiske kriterier og mål, og at beregningsmetoden var forkert ud fra et matematisk synspunkt i denne sag.

29. Ombudsmanden bemærker, at artikel 18 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik forpligter institutionerne til at begrunde afgørelserne og klart angive de relevante forhold og retsgrundlaget for afgørelsen, men denne pligt er ikke ubegrænset. I denne sag har Kommissionen forklaret i) formålet med den anfægtede ordning, og hvorfor den ikke fandt det hensigtsmæssigt at ændre sin holdning på grundlag af klagerens argumenter, og ii) at den faktisk tog hensyn til klagerens tekniske argumenter, men den måde, de blev fremført på, støttede ikke hans juridiske argumenter. På denne baggrund er Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen har begrundet sin holdning til klagerens matematiske argumenter og på passende vis har besvaret Ombudsmandens spørgsmål om gyldigheden af de matematiske eller statistiske argumenter.

30. Hvad endelig angår klagerens kritik af Kommissionens manglende kendskab til det pågældende område, forklarede Kommissionen udtrykkeligt, at hård hvede til brødproduktion ikke var støtteberettiget. Klagerens bemærkning om, at både pasta og brød fremstilles af semulje, rejser ikke tvivl om denne forklaring, da produktet for at være støtteberettiget skulle være egnet til fremstilling af semulje og pastaprodukter.

31. I lyset af disse betragtninger er der intet, der tyder på, at Kommissionens handlinger ikke var inden for rammerne af dens retlige beføjelser. På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden ikke, at der er sket nogen åbenbar fejl i denne sag, og Kommissionen har givet klageren et rimeligt svar. Hun konkluderer derfor, at der ikke er tale om fejl eller forsømmelser i Kommissionens adfærd i den foreliggende sag.

Konklusion

På grundlag af undersøgelsen af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der var ingen fejl eller forsømmelser i Kommissionens adfærd.

Emily O'Reilly

Strasbourg, den 25. marts 2015

[1] Kommissionens forordning (EF) nr. 2237/2003 af 23.12.2003 om gennemførelsesbestemmelser til visse støtteordninger i afsnit IV i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 339, s. 52).

[2] Kommissionens forordning (EF) nr. 1973/2004 af 29.10.2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 for så vidt angår støtteordningerne i henhold til afsnit IV og IVa i nævnte forordning og anvendelse af udtagne arealer til produktion af råvarer (EUT L 345, s. 1).

[3] Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19.1.2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT 2009, L 30, s. 16).

[4] "Ombudsmanden foretager i overensstemmelse med sit hverv undersøgelser, som han finder berettigede, enten på eget initiativ eller på grundlag af klager, der indgives direkte til ham eller gennem et medlem af Europa-Parlamentet, medmindre de påståede forhold er eller har været genstand for retsforfølgning "(fremhævelse tilføjet).

Når ombudsmanden på grund af verserende eller afsluttede retssager vedrørende de fremførte faktiske omstændigheder skal afvise en klage eller afslutte behandlingen af den, skal resultatet af de undersøgelser, han har foretaget indtil dette tidspunkt, indgives endeligt "(fremhævelse tilføjet).

[6] Findes på: http://www.ombudsman.europa.eu/cases/decision.faces/en/51888/html.bookmark

[7] Findes på: http://www.ombudsman.europa.eu/cases/decision.faces/en/50793/html.bookmark

[8] I den forbindelse henviste Kommissionen til Ombudsmandens afgørelse om afslutning af undersøgelsen af klage 526/2011/(ELB)RA, som findes på: http://www.ombudsman.europa.eu/cases/decision.faces/en/50802/html.bookmark

[9] Se sag C-295/03 P, Alessandrini Srl m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2005 I, s. 5673, præmis 75.

[10] Se Ombudsmandens afgørelser i klage 3307/2006/(PB)JMA (http://www.ombudsman.europa.eu/cases/decision.faces/en/4653/html.bookmark); om klage 995/98/OV (http://www.ombudsman.europa.eu/decision/en/980995.htm) om klage 1999/2007/FOR (http://www.ombudsman.europa.eu/decision/en/071999.htm) og klage 526/2011/RA (http://www.ombudsman.europa.eu/cases/decision.faces/en/50802/html.bookmark).