Sagen vedrørte Europa-Kommissionens beslutning om at tilbagesøge beløb udbetalt som tilskud under forskellige EU-finansierede projekter. Beslutningen blev truffet efter revisioner foretaget af en revisor på vegne af Kommissionen. Klageren var uenig i revisionsresultaterne. Klageren ønskede bl.a., at revisionerne blev gennemgået af det nationale revisionskammer i dets medlemsstat. Kommissionen fandt ikke dette nødvendigt.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Denne sag skyldtes, at Europa-Kommissionens repræsentation i Kroatien ikke besvarede en anmodning om oplysninger på Facebook, og at den blokerede klageren på sin Facebook-side. Klageren havde spurgt, om repræsentationschefen i Kroatien var tidligere medlem af Jugoslaviens kommunistiske parti.

Da Kommissionen nu har ophævet blokeringen af sin Facebook-side og svaret, finder Ombudsmanden, at Kommissionen har afgjort disse aspekter af sagen. Ombudsmanden finder endvidere, at Kommissionen ikke har begået fejl eller forsømmelser ved ikke at videregive de ønskede oplysninger, fordi de udgjorde beskyttede personoplysninger.

Ombudsmanden fremsætter imidlertid et forslag til forbedring af behovet for svar til borgere, der kommunikerer med Kommissionen på de sociale medier. Kommissionen bør tage hensyn til, at retten til et svar, der er sikret ved EU's charter om grundlæggende rettigheder og principperne om god forvaltningsskik som fastsat i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, finder anvendelse på kommunikation, der modtages via sociale medier, med forbehold af begrænsninger, der er begrundet i henhold til proportionalitetsprincippet. Kommissionen bør tage hensyn til dette i forbindelse med revisionen af sin vejledning for informationsleverandører og i alt andet relevant arbejde.

Sagen vedrørte en udvælgelsesprocedure til en stilling ved EU-delegationen i Albanien. Klageren var utilfreds med ikke at være blevet udvalgt til stillingen, da hun mente, at hun opfyldte alle de krævede kriterier. Hun anmodede om oplysninger om sin ansøgning og årsagerne til, at hun ikke blev udvalgt. Delegationen besvarede ikke hendes anmodning rettidigt.

Ombudsmanden undersøgte sagen. I løbet af undersøgelsen besvarede delegationen klagen og løste dermed dette aspekt af klagen. Med hensyn til afgørelsen om ikke at udvælge klageren fandt Ombudsmanden delegationens forklaring på sin afgørelse rimelig og afsluttede undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden foreslog, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skulle vejlede delegationerne om behovet for at holde ansøgerne underrettet, hvis udvælgelsesudvælgelsesprøverne er blevet forsinket. Ombudsmanden foreslog også, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i "EU-delegationernes vejledning for lokalt ansatte" skulle medtage mere detaljerede krav vedrørende den type oplysninger, der skulle medtages på den liste/det Excel-regneark, som udvælgelseskomitéerne udarbejdede.

Sagen vedrørte Kommissionens undladelse af at besvare klagerens korrespondance i forbindelse med en finansiel revision på medlemsstatsniveau. Efter Ombudsmandens indgriben svarede Kommissionen. Den videregav det dokument, som klageren havde anmodet om, men redigerede nogle personoplysninger (navne på fysiske personer). Ombudsmanden fandt, at Kommissionen korrekt begrundede redigeringen i henhold til forordning 45/2001.

Sagen vedrørte behandlingen af en anmodning om oplysninger om, hvordan man får en downloadbar version af en retspraksisdatabase, som Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret ("EUIPO") ligger inde med. Ombudsmanden forhørte sig om spørgsmålet og anmodede EUIPO om bedre at forklare sine grunde til, at det ikke kunne imødekomme anmodningen. EUIPO's forklaring var nøjagtig og rimelig. Sagen blev således afsluttet med konstateringen af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

En tidligere praktikant ved Rådet for Den Europæiske Union klagede over, at den godtgørelse, som EU-institutionerne udbetaler til praktikanterne, er uhensigtsmæssig, da den ligger under mindstelønnen og dermed ikke garanterer praktikanterne en anstændig levestandard.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af sagen. Hun fandt, at Rådet på en tilstrækkelig detaljeret måde havde forklaret, hvordan størrelsen af praktikgodtgørelsen fastsættes. Ombudsmanden fandt, at afgørelsen om at udbetale en godtgørelse svarende til 25 % af lønnen for en tjenestemand i lønklasse AD5.1 var rimelig. Rådet traf denne afgørelse inden for rammerne af sine skønsbeføjelser på grundlag af sine administrative behov og det disponible budget.

Ombudsmanden bemærkede, at Rådet skelner mellem praktikophold og beskæftigelse. Praktikanten modtager derfor en godtgørelse og ikke en løn, fordi praktikantens rettigheder og forpligtelser ikke kan sammenlignes med en ansats. Ombudsmanden fandt Rådets forklaring rimelig.

Hun afsluttede derfor sagen med at fastslå, at Rådets praksis ikke udgjorde fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) manglende svar på klagerens anmodning om oplysninger om ECB's kompetence til at sikre håndhævelsen af den finansielle regulering og forbrugerbeskyttelseslovgivningen i medlemsstaterne. Ombudsmanden anmodede ECB om at give klageren et detaljeret svar vedrørende dens tilsynsrolle over for de nationale centralbanker, men også vedrørende den fælles tilsynsmekanismes rolle i tilsynet med private enheder. ECB svarede på en klar og omfattende måde. Ombudsmanden besluttede derfor at afslutte sagen.

Sagen vedrørte det EU-finansierede forskningsprojekt om GMO-risikovurdering (kendt som GRACE). Klageren, et tysk forskningsinstitut, hævdede, at en række forskere, der var involveret i GRACE-projektet, befandt sig i en interessekonflikt på grund af deres påståede forbindelser med biotekindustrien. Den hævdede, at Europa-Kommissionen ikke havde adresseret klagerens bekymringer over den videnskabelige soliditet af projektets resultater og uafhængigheden af den relaterede videnskabelige publikation. Klageren hævdede også, at Kommissionen ikke havde sikret projektets objektivitet og uafhængighed, navnlig fuld gennemsigtighed med hensyn til de eksperter, der var involveret i udvælgelsen.

Ombudsmanden undersøgte sagen. Hun var enig med Kommissionen i, at den ikke bør blande sig i den videnskabelige fortolkning eller offentliggørelse af videnskabelige undersøgelser, som den finansierer. Ombudsmanden konkluderede også, at den blotte omstændighed, at der er forbindelser mellem de forskere, der er involveret i projektet, og industrien, ikke beviser en interessekonflikt. Ombudsmanden påpegede, at Kommissionen ofte finansierer projekter, der gennemføres enten af industrien eller af grupper med tætte forbindelser til industrien. Ikke desto mindre foreslog Ombudsmanden, at Kommissionen burde overveje at sende klageren en mere fuldstændig og grundig forklaring på, hvorfor den er af den opfattelse, at forbindelserne mellem industrien og GRACE-forskerne ikke skaber en interessekonflikt.

Sagen vedrørte en klage over, at Den Europæiske Centralbank ikke, som nogle centralbanker tidligere havde gjort, offentliggjorde en resultattavle for euroområdets medlemsstaters overholdelse af de såkaldte "konvergenskriterier". Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at ECB ikke er forpligtet til at offentliggøre en sådan oversigt, navnlig i betragtning af at medlemsstaterne nu skal opfylde forskellige kriterier. Hun fandt også, at ECB og Europa-Kommissionen offentliggør relevant og tilgængelig statistisk information om markedsovervågning. Der var derfor ikke tale om fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Europa-Parlamentets påståede undladelse af at give klageren bedømmelsesskemaet og de specifikke grunde til de point, der blev tildelt ham i en udvælgelsesprocedure.

Eftersom Personaleretten i en nylig dom har fastslået, at udvælgelseskomitéerne ikke behøver at give ansøgerne den rettede version af deres prøver, årsagerne til, at svarene var fejlagtige, eller de evalueringsskemaer, der blev anvendt til de skriftlige og mundtlige prøver, indledte Ombudsmanden en undersøgelse af klagen for at give Parlamentet mulighed for at udtale sig om relevansen af Personalerettens konklusioner om dens ansættelsesprocedurer.

Parlamentet gjorde gældende, at dets begrundelse for at nægte at give klageren de ønskede oplysninger var underbygget af EU-Personalerettens dom. Den gav ikke desto mindre klageren en begrundelse for, hvorfor han fik tildelt et vist antal point for visse svar.

Ombudsmanden fandt, at Parlamentet handlede rimeligt, og afsluttede derfor undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Klagen, som blev indgivet af British Air Line Pilots' Association, vedrører EU-reglerne om flyve- og tjenestetidsbegrænsninger og hvilekrav for kommercielle luftfartsselskaber. Mere specifikt vedrører det den måde, hvorpå EASA havde gennemført sin proces med at ajourføre disse regler. Klageren hævdede, i) at videnskabelig rådgivning burde have haft en mere fremtrædende rolle i lovgivningsprocessen, ii) at EASA ikke havde fremlagt dokumentation for kvalifikationerne hos medlemmerne af den regeludstedende gruppe og iii) at EASA ikke i tilstrækkelig grad behandlede spørgsmål vedrørende interessekonflikter.

Ombudsmanden konstaterede ingen fejl eller forsømmelser fra EASA's side med hensyn til den videnskabelige rådgivnings rolle i lovgivningsprocessen. Med hensyn til spørgsmålet om, hvordan EASA håndterer eventuelle interessekonflikter i regelfastsættelsesgrupperne, fandt Ombudsmanden, at dets politik for at afbøde sådanne konflikter for så vidt angår dets eget personale var blevet ændret, og at denne reviderede tilgang nu også anvendes på eksperter i regelfastsættelsesgrupperne. På dette grundlag konkluderede Ombudsmanden, at hun ikke behøvede at undersøge dette spørgsmål nærmere. Endelig accepterede EASA Ombudsmandens henstilling om at give klageren anonymiserede oplysninger om medlemmerne af regelfastsættelsesgruppen. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen og tilskyndede EASA til at anlægge en mere proaktiv tilgang til offentliggørelse af de oplysninger, det havde til rådighed om kvalifikationer og ekspertise hos medlemmerne af regelfastsættelsesgruppen. Hun påpegede også, at hun overvejer at undersøge spørgsmål vedrørende det arbejde, der udføres af eksterne eksperter for visse EU-agenturer.

Sagen vedrørte Kommissionens afslag på at give aktindsigt i dokumenter vedrørende de britiske efterretningstjenesters overvågning af internettet. Ombudsmanden anbefalede, at Kommissionen skulle give aktindsigt i et bestemt dokument (en skrivelse fra Det Forenede Kongeriges udenrigsminister til den daværende næstformand i Kommissionen), og for så vidt angår de andre dokumenter, der blev anmodet om, at Kommissionen enten skulle give aktindsigt i dem eller behørigt begrunde, hvorfor den efter Ombudsmandens opfattelse skulle give afslag på aktindsigt.

Kommissionen besluttede at offentliggøre den britiske udenrigsministers brev og accepterede dermed første del af Ombudsmandens henstilling. Den fastholdt imidlertid sin holdning om ikke at udlevere de øvrige dokumenter. Den begrundede denne holdning med, at den stadig var i færd med at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt Det Forenede Kongeriges masseovervågningsprogrammer er i strid med EU-retten, navnlig med hensyn til den enkeltes ret til databeskyttelse. Kommissionen hævdede, at indtil dens undersøgelse er endeligt afsluttet, vil en tidlig fremlæggelse af resten af de pågældende dokumenter have en negativ indvirkning på dialogen mellem de britiske myndigheder og Kommissionen. Mere generelt hævdede den, at dens evne til at gennemføre sin undersøgelse effektivt og træffe afgørelse om en passende reaktion bør beskyttes mod risikoen for pres udefra. Endelig fandt Kommissionen ikke, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Ombudsmanden er ikke overbevist om, at Kommissionen i tilstrækkelig grad har begrundet sin beslutning om at afslå aktindsigt i de resterende ikke-frigivne dokumenter. Da Kommissionen hverken har offentliggjort disse dokumenter eller givet en tilstrækkelig begrundelse for at afslå aktindsigt i dem, er det klart, at den har afvist Ombudsmandens henstilling vedrørende disse dokumenter. Ombudsmanden bemærker endvidere, at Kommissionen tilsyneladende ikke har truffet nogen foranstaltninger med hensyn til sin undersøgelse siden 2013. Ombudsmanden finder derfor, at Kommissionens handlinger i denne sag udgør fejl eller forsømmelser og faktisk alvorlige fejl eller forsømmelser i betragtning af det særlige spørgsmåls betydning for EU-borgerne.