Klageren arbejdede som ekspert for en ekstern EU-kontrahent på et EU-finansieret projekt i Tanzania, der forvaltes af Den Europæiske Unions delegation i Tanzania og Det Østafrikanske Fællesskab. Klageren hævdede, at kontrahenten overtrådte tanzanisk lovgivning ved ikke at lade sig registrere i Tanzania, hvilket forhindrede ham i at opnå en gyldig arbejdstilladelse. Kontrahenten underrettede efterfølgende klageren om sin beslutning om at opsige hans kontrakt under hensyntagen til de betænkeligheder ved klagerens arbejde, som EU-delegationen havde givet udtryk for.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagerens bekymringer over, hvordan delegationen håndterede begge spørgsmål. I denne forbindelse henviste Ombudsmanden til, at hun konsekvent var af den opfattelse, at når EU-institutionerne søger udskiftning af eksperter, der arbejder med EU-projekter, bør disse personer høres, inden de udskiftes. Selv om Kommissionen hævdede, at den ikke anmodede om ekspertens erstatning, fandt Ombudsmanden, at Kommissionen havde været involveret i erstatningsafgørelsen. Ombudsmanden fandt således, at Kommissionen ikke sikrede, at klagerens ret til at blive hørt blev respekteret, inden han blev erstattet, hvilket udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.  Hun fremsatte et forslag til forbedringer med henblik på at forhindre, at problemet opstår i fremtiden. 

Ombudsmanden fandt desuden, at eftersom klagerens kontrakt var blevet opsagt, var det ikke berettiget at foretage yderligere undersøgelser af spørgsmålet om arbejdstilladelse. Hun fremsatte ikke desto mindre et forslag til forbedring til Kommissionen og opfordrede den til at kontrollere sagen, da den kan påvirke andre eksperter, der arbejder med EU-projektet. 

 

Sagen vedrørte Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forsknings (REA's) beslutning om ikke at tildele et "kvalitetsmærke" til et forslag om EU-finansiering i henhold til en indkaldelse af forslag i 2023 til Marie Sklodowska-Curie Postdocstipendium (MSCA-PF), som er en del af EU's Horisont Europa-program. REA havde nægtet at tildele forslaget kvalitetsmærket med den begrundelse, at sagsøgeren havde hjemsted i Det Forenede Kongerige.

Ombudsmanden fandt, at REA havde givet en rimelig forklaring på sin afgørelse og handlede i overensstemmelse med de gældende regler. Som sådan afsluttede hun undersøgelsen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser. Hun fremsatte imidlertid et forslag til forbedring af REA, som den gav klageren og andre ansøgere med hjemsted i Det Forenede Kongerige i samme situation en forklarende note og/eller en offentlig erklæring, der præciserer den specifikke situation for ansøgere med hjemsted i Det Forenede Kongerige i MSCA-PF's indkaldelser af forslag i 2023, navnlig i forbindelse med kvalitetsmærket.

Sagen vedrørte Det Europæiske Forvaltningsorgan for Uddannelse og Kulturs (EACEA's) beslutning om at inddrive midler, der er udbetalt til en nonprofitorganisation til et projekt, der finansieres under programmet Europa for Borgerne.

EACEA afviste klagerens anmodning om en projektforlængelse og fandt visse omkostninger, som klageren havde anmeldt, ikke støtteberettigede, fordi de vedrørte aktiviteter, der blev gennemført efter projektets slutdato, eller vedrørte aktiviteter med et utilstrækkeligt antal deltagere.

I løbet af undersøgelsen erkendte EACEA, at der var mangler i den måde, hvorpå den kommunikerede med klageren om den potentielle udvidelse af projektet, og tilbød at kompensere klageren for dette. Ombudsmanden hilste dette velkommen.

Ombudsmanden fandt, at EACEA's holdning til projektudvidelsen og inddrivelsen af midler var rimelig og i overensstemmelse med de gældende regler. Sagen blev derfor afsluttet med den konklusion, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser fra EACEA's side.

Den 14. juni 2023 kæntrede og sank et fiskerfartøj (Adriana) med ca. 750 migranter i internationalt farvand ud for Pylos' kyst i Grækenland. I den efterfølgende eftersøgnings- og redningsoperation (SAR) blev 104 mennesker reddet, og 82 lig blev fundet. De resterende passagerer formodes døde. Selv om der havde været adskillige tidligere skibsvrag af både, der transporterede migranter til Den Europæiske Union, herunder et skibsvrag i Crotone, Italien, den 26. februar 2023, hvor ca. 100 mennesker døde, anses Adrianatragedien for at være den mest dødbringende og fremprovokerede internationalt ramaskrig.

Hændelsen førte til offentlig bekymring over EU's rolle og ansvar med hensyn til at beskytte liv i forbindelse med dets migrations- og grænsepolitikker. Der er fremsat påstande om, at den græske kystvagts handlinger direkte eller indirekte bidrog til kæntringen. Der er forskellige nationale undersøgelser af HCG's rolle, herunder en igangværende undersøgelse foretaget af den græske ombudsmand, som blev indledt, efter at HCG besluttede ikke at indlede sin egen interne disciplinære undersøgelse.

Eftersom Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) gennem sine fælles operationer og overvågningsaktiviteter ofte i et vist omfang er involveret i reaktionen på maritime nødsituationer, er det forståeligt, at offentligheden er bekymret over dets rolle. Som reaktion på Pylos-tragedien besluttede Ombudsmanden at indlede en undersøgelse på eget initiativ.

Undersøgelsen viste, at Frontex havde fulgt de gældende regler og protokoller, men påviste mangler i, hvordan Frontex reagerer i maritime nødsituationer, hvor det bliver involveret, enten i forbindelse med fælles maritime operationer eller dets særskilte overvågningsaktiviteter fra luften til flere formål.

Disse omfatter utilstrækkelig vejledning om, hvordan Frontex-enheder bør reagere, når de opdager både i potentielle nødsituationer i forbindelse med deres specifikke og unikke aktiviteter, herunder med hensyn til udstedelse af nødsignaler. Undersøgelsen viste også, at der er behov for større klarhed om roller og ansvarsområder og, hvad der er vigtigt, om karakteren af Frontex' samarbejde med de nationale myndigheder.

Undersøgelsen viste også, at det ikke er lykkedes at sikre, at Frontex' observatører af grundlæggende rettigheder inddrages tilstrækkeligt i beslutningstagningen om maritime nødsituationer, der opdages i forbindelse med Frontex' overvågningsaktiviteter.

For at afhjælpe disse mangler fremsatte Ombudsmanden en række forslag. Ombudsmanden understregede imidlertid, at disse forslag om specifikke aspekter af Frontex' arbejde ikke er tilstrækkelige til at udfylde det store hul, der er opstået som følge af manglen på proaktive eftersøgnings- og redningsaktioner i EU, navnlig når de kombineres med gentagne påstande om myndighedernes adfærd i visse medlemsstater.

 Med henblik herpå foreslog Ombudsmanden, at hvis de nationale myndigheder ikke opfylder deres eftersøgnings- og redningsforpligtelser i tilstrækkelig grad eller på anden måde er involveret i krænkelser af de grundlæggende rettigheder, og/eller hvis de nationale myndigheder begrænser Frontex' eftersøgnings- og redningsrolle og -kapacitet, bør dette få den administrerende direktør til at genoverveje, om Frontex bør fortsætte sine aktiviteter i den pågældende medlemsstat.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens beslutning om at inddrive midler fra koordinatoren for et EU-finansieret projekt, der blev gennemført sammen med syv andre projektpartnere.

Efter en ekstern revision besluttede Kommissionen at inddrive alle ikke-støtteberettigede omkostninger, der var identificeret i revisionsrapporten for alle berørte projektpartnere, fra klageren som projektkoordinator.

I forbindelse med undersøgelsen besluttede Kommissionen at annullere den »inddrivelsesordre«, der var udstedt til klageren, og i stedet tilbagesøge de relevante midler fra hver af de berørte projektpartnere. Ombudsmanden hilste Kommissionens afgørelse velkommen og afsluttede undersøgelsen med den konklusion, at sagen var blevet afgjort.

Sagen vedrørte EU-delegationens afslag på at betale yderligere omkostninger afholdt af en kontrahent under covid-19-pandemien. Som følge af en "forligsprocedure" i sagen bekræftede EU-delegationen, at visse omkostninger kunne godtgøres klageren, men fastholdt, at andre afholdte omkostninger ikke kunne godtgøres.  

Ombudsmanden fandt, at klageren og Europa-Kommissionen i det væsentlige var uenige om fortolkningen af de gældende kontraktbestemmelser. I sådanne tilfælde tilkommer det ikke ombudsmanden at afgøre, hvordan kontrakten skal fortolkes, men snarere en domstol. Ombudsmanden fandt, at Kommissionens holdning ikke var urimelig. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen med den konklusion, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser.