Sagen vedrørte Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) klagemekanismes påståede manglende rettidige behandling af en klage. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at forsinkelsen var berettiget på grund af kompleksiteten af klagens genstand. Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser fra EIB's side.

Sagen vedrørte det forhold, at Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder (EASME) ikke besvarede klagerens anmodning om revision efter en ansættelsesprocedure for en kontraktansat.

Ombudsmanden forhørte sig om spørgsmålet og anmodede EASME om at svare klageren og adressere hendes bekymringer over hendes udelukkelse fra "reservelisten" over beståede ansøgere. I sit svar undskyldte EASME for, hvad den beskrev som "en uheldig begivenhed", som ikke burde være sket, og forklarede, hvorfor klageren ikke var blevet opført på reservelisten.

Ombudsmanden fandt EASME's forklaringer om klagerens udelukkelse overbevisende. Hun beklagede imidlertid, at det havde taget EASME et år at besvare klagerens anmodning om fornyet behandling, og at det først havde gjort det efter Ombudsmandens indgriben. Ombudsmanden opfordrede EASME til at tage skridt til at sikre, at lignende hændelser ikke forekommer i fremtiden.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens undladelse af at besvare klagerens anmodning om en juridisk gennemgang af Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kulturs afgørelse om at afvise hans projekt fra EU-finansiering under Erasmus+-programmet. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede, at Kommissionen allerede havde svaret klageren. Hun anså derfor denne del af klagen for at være afgjort af institutionen. Hun undersøgte også substansen i Kommissionens svar og fandt det fyldestgørende og rimeligt. Hun besluttede derfor, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser.

Størstedelen af EU-budgettet afsættes hvert år til fonde og programmer, der forvaltes af Europa-Kommissionen på et fælles grundlag med medlemsstaterne. I juni 2015 indledte Ombudsmanden en undersøgelse på eget initiativ vedrørende rettidigheden af Kommissionens betalinger med fokus på betalinger til private kontrahenter og støttemodtagere, som sandsynligvis vil lide mest som følge af forsinket betaling. Denne undersøgelse fulgte fire tidligere undersøgelser om samme emne.

Ombudsmanden anmodede om oplysninger om antallet og procentdelen af tilfælde, hvor der opstod forsinkelser i betalingen, omfanget af de forsinkelser, der opstod, de involverede beløb og de tilfælde, hvor der blev betalt renter på grund af forsinket betaling. Ombudsmanden foretog også en inspektion på stedet for at få en bedre forståelse af, hvordan betalingsprocessen fungerer i praksis.

Ombudsmanden bemærker, at den samlede andel af forsinkede betalinger er steget siden 2013 på grund af to hovedfaktorer. For det første indførte den nuværende finansforordning, som trådte i kraft den 1. januar 2013, strammere betalingsfrister. For det andet begrænsede EU's budgetmyndighed (dvs. Parlamentet og Rådet) beløbet for "betalingsbevillinger" i 2014, som er de penge, der er afsat til institutionerne til at betale regninger i løbet af året.

Ombudsmanden glæder sig over de fremskridt, som Kommissionen har gjort med hensyn til at reducere antallet og værdien af forsinkede betalinger i 2015, efter at de toppede i 2014. Hun erkender, at manglen på betalingsbevillinger var en ekstraordinær faktor, der lå uden for Kommissionens kontrol. Ombudsmanden bemærker endvidere, at de øgede gennemsnit for forsinkede betalinger fra 2013 og fremefter ikke betød, at Kommissionens resultater var blevet forringet i absolutte tal. Samtidig understreger Ombudsmanden, at Kommissionen skal gøre en betydelig indsats for at overholde de strammere lovbestemte frister, der er indført i henhold til den nuværende finansforordning.

Ombudsmandens inspektion viste, at Kommissionen nøje overvåger sine resultater på dette område og har udviklet mange gode praksisser. Ombudsmanden er imidlertid bekymret over, at nogle af de seneste foranstaltninger, som Kommissionen har bebudet, blev taget op allerede i 2010 efter en høring iværksat af Ombudsmanden i forbindelse med en tidligere undersøgelse.

Sagen vedrørte Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors (EPSO's) afgørelse om ikke at give klageren mulighed for at indgive en ny ansøgning i forbindelse med en indkaldelse af interessetilkendegivelser, som ikke indeholdt nogen specifik frist for indgivelse af ansøgninger. Klageren søgte at indgive endnu en ansøgning efter ikke at have bestået den prøve, der var knyttet til hans oprindelige ansøgning under samme udvælgelsesprocedure. Klageren hævdede, at EPSO ikke havde givet tilstrækkelige svar på hans skrivelser vedrørende i) retsgrundlaget for ikke at give ansøgerne mulighed for at ansøge igen i udvælgelsesprocedurer uden specifikke frister, og ii) forholdene, herunder personalets adfærd, på testcentret i Spanien.

I sit svar henviste EPSO til de betingelser, der var fastsat i indkaldelsen af interessetilkendegivelser, som retsgrundlag for sine handlinger. Den forklarede også, at den havde undersøgt spørgsmålet om testcentrets personales adfærd.

Ombudsmanden fandt EPSO's forklaring rimelig og tilstrækkelig, så sagen blev afsluttet.

Sagen vedrørte Kommissionens undladelse af at besvare klagerens meddelelser om dens vanskeligheder med at indgive et tilskudsforslag. På grund af tekniske problemer var klageren ikke i stand til at ansøge gennem Kommissionens system PRIAMOS. I stedet sendte den sit forslag via e-mail, som forblev ubesvaret.

Ombudsmanden undersøgte sagen og anmodede Kommissionen om at svare. I replikken undskyldte Kommissionen, at den ikke havde svaret tidligere. Den sagde, at den ikke kunne acceptere klagerens e-mail-applikation, fordi systemet havde fungeret korrekt, og Kommissionen ikke havde været i stand til at identificere klagerens forsøg på at sende forslaget via PRIAMOS inden fristens udløb.

Sagen vedrørte EPSO's handlinger efter et computer-server-nedbrud under en prøve og EPSO's behandling af klagerens anmodninger om gennemgang og aktindsigt.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede, at EPSO i) ikke behandlede den situation, der opstod som følge af computernedbruddet, korrekt, ii) ikke behandlede klagerens anmodning om en fornyet undersøgelse korrekt og iii) ikke behandlede klagerens anmodning om aktindsigt korrekt. Ombudsmanden fremsatte derfor tre henstillinger til EPSO.

EPSO accepterede Ombudsmandens første henstilling om, hvordan det skal håndtere tekniske problemer under en computerbaseret test. Den anden anbefaling var, at EPSO skulle give klageren en detaljeret redegørelse for, hvordan det havde behandlet hans anmodning om en fornyet gennemgang. Ombudsmanden fandt ikke EPSO's svar på dette overbevisende, og at EPSO's behandling af anmodningen om en fornyet undersøgelse udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Endelig accepterede EPSO ikke Ombudsmandens tredje henstilling om aktindsigt. Ombudsmanden fandt, at EPSO's undladelse af at fremlægge yderligere dokumenter også udgjorde fejl eller forsømmelser. Ud over to konstateringer af fejl eller forsømmelser fremsatte Ombudsmanden også et forslag til EPSO om, hvordan det kunne forbedre sin kontakttjeneste for ansøgere.  

Denne sag vedrørte Europa-Kommissionens behandling af oplysninger fra klageren med påstand om tre tilfælde af ulovlig statsstøtte til spanske fodboldklubber. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke inden for en rimelig frist havde besluttet, om den skulle indlede en formel undersøgelse af den påståede ulovlige statsstøtte. Da Kommissionen efter klagerens opfattelse undlod at træffe foranstaltninger, fremsatte klageren en anmodning om aktindsigt i visse dokumenter vedrørende to af disse sager. Kommissionen afslog at give aktindsigt af hensyn til beskyttelsen af formålet med undersøgelserne.

Sagen vedrørte forsinkelser i godkendelsen af 20 ansøgninger om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer. Klagerne underrettede ved flere lejligheder Kommissionen om deres betænkeligheder. Efter deres opfattelse var Kommissionens forklaringer og de vedvarende forsinkelser uacceptable. Klagerne henvendte sig derfor til Ombudsmanden.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at forsinkelserne i forbindelse med de tyve ansøgninger ikke var berettigede. I løbet af undersøgelsen behandlede Kommissionen alle de verserende ansøgninger. Ombudsmanden konkluderede imidlertid, at forsinkelserne afspejlede et systemisk problem snarere end at være et resultat af forhold, der var specifikke for de enkelte ansøgninger om godkendelse. Ved afslutningen af undersøgelsen fandt Ombudsmanden, at forsinkelserne udgjorde fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Sagen vedrørte en forsinkelse i Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA's) behandling af klagerens anmodning til EBA om at undersøge en påstået overtrædelse af EU-retten begået af det estiske finanstilsyn. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at EBA for størstedelens vedkommende var i stand til at begrunde sin forsinkelse. Af denne grund, og også fordi EBA undskyldte forsinkelsen og forpligtede sig til at forbedre sin procedure, konstaterede Ombudsmanden ikke fejl eller forsømmelser. Da EBA i løbet af undersøgelsen fastsatte interne frister for behandling af lignende anmodninger, opfordrede Ombudsmanden den til at formalisere disse frister ved at ændre sin forretningsorden. Hun afsluttede derfor sagen med en yderligere bemærkning.