Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om at erklære visse omkostninger, som en partner havde anmeldt til et EU-finansieret projekt, for ikke-støtteberettigede. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens begrundelse for ikke at acceptere de pågældende omkostninger var rimelig. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Denne klage vedrører en påstået undladelse fra Europa-Kommissionens side af at gennemføre en passende offentlig høring forud for udarbejdelsen af dens forslag til forordning om EU's indre marked for elektronisk kommunikation og et netforbundet europæisk område. Et punkt i forslaget var udfasningen af roamingtaksterne. Klagen blev indgivet af Competitive Telecommunications Association. Kommissionen forelagde sit forslag den 11. september 2013, lidt over tre måneder efter at den havde offentliggjort det den 30. maj 2013. Klageren hævdede, at Kommissionen med urette havde påberåbt sig uopsættelighed som følge af Det Europæiske Råds forårsmøde i 2013 som en grund til at haste høringsprocessen igennem. Desuden hævdede klageren, at Kommissionen havde undladt i) at identificere de forskellige typer interessenter, der skulle høres, ii) at behandle de punkter, som Udvalget for Konsekvensanalyse havde rejst, iii) at gennemføre en egentlig høring på tværs af tjenestegrenene og også iv) bevidst havde forsøgt at skjule manglen på en offentlig høring.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionens offentlige høring ikke var i overensstemmelse med de generelle principper og minimumsstandarder, der er fastsat i Kommissionens egne regler. Ombudsmanden fandt det også uklart, om den uopsættelighed, som Kommissionen hævdede, skyldtes Rådets erklæring eller afspejlede Kommissionens egen vurdering af situationen. Ombudsmanden fandt imidlertid, at Kommissionens anvendelse af sin egen ret til at fastsætte politiske prioriteter og træffe politiske valg var rimelig i den særlige sammenhæng, som dette lovgivningsforslag indgår i. Ombudsmanden fandt derfor ingen fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side som følge af den begrænsede offentlige høring i denne sag. Ombudsmanden foreslog imidlertid, at Kommissionen i sine egne regler skulle præcisere de præcise og begrænsede omstændigheder, hvorunder den kan begrænse en offentlig høring på grund af en politisk prioritet.

Ombudsmanden fandt, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med nogen af de andre rejste klagespørgsmål.

Sagen, der blev anlagt af PETA Foundation, vedrørte omfanget af Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA's) beføjelser og pligter i henhold til REACH-forordningen. Klageren mente, at ECHA ikke gør nok for at sikre, at registranter af kemiske stoffer afholder sig fra at udføre unødvendige dyreforsøg for at påvise deres stoffers sikkerhed.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at ECHA's fortolkning af dets forpligtelser var for restriktiv. Ombudsmanden fremsatte således et venligt løsningsforslag til ECHA vedrørende dets egen rolle og det samarbejde, det bør etablere med medlemsstaternes myndigheder. Ombudsmanden var tilfreds med ECHA's svar og afsluttede sagen.

Klageren koordinerede et konsortium, som fik tildelt et tilskud fra Kommissionen til at iværksætte en foranstaltning inden for miljøvenligt byggeri. Under gennemførelsen af foranstaltningen anmodede konsortiet om godtgørelse af de støtteberettigede omkostninger, der var afholdt i de forskellige rapporteringsperioder, i overensstemmelse med den kontrakt, der var indgået med Kommissionen. Kommissionen accepterede imidlertid kun at betale 45,75% af disse omkostninger. Klageren mente, at Kommissionen med urette begrænsede sine godtgørelser til ovennævnte sats og klagede til Den Europæiske Ombudsmand.

Ombudsmanden fandt, at refusionssatsen på 45,75 % i henhold til kontrakten fandt anvendelse på Unionens samlede bidrag til foranstaltningen. Kontrakten henviste ikke til nogen sats for mellemliggende betalinger. Inden konsortiet anmodede om betaling af de omkostninger, der var afholdt i den første rapporteringsperiode, meddelte en tjenestemand fra Kommissionen endvidere konsortiet, at der kunne foretages mellemliggende betalinger til forskellige godtgørelsessatser. Ombudsmanden foreslog derfor Kommissionen en mindelig løsning og opfordrede den til i) behørigt at forklare, hvorfor den anvendte ovennævnte sats på mellemliggende betalinger til konsortiet, og ii) sikre, at konsortiet får udbetalt saldoen i overensstemmelse med kontrakten, når projektet er afsluttet.

Kommissionen hævdede, at den systematisk anvendte satsen på 45,75 % på mellemliggende betalinger for at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af EU-budgettet og for at undgå fremtidige komplicerede inddrivelsesprocedurer. Ombudsmanden var ikke tilfreds med dette svar. Han påpegede bl.a., at Kommissionen kunne have udarbejdet retningslinjer, der ville have gjort det muligt for konsortiet at fortolke kontrakten korrekt i denne henseende. Da alle tilskudsaftaler nu indeholder en meget klar bestemmelse om, at der vil blive foretaget mellemliggende godtgørelser til den sats, der gælder for Unionens samlede bidrag til foranstaltningen, konkluderede Ombudsmanden imidlertid, at det ikke var berettiget at foretage yderligere undersøgelser i denne henseende. Endelig opfordrede han i en yderligere bemærkning Kommissionen til at oplyse ham om, hvordan den overholdt sine forsikringer om, at den ville betale konsortiet alle udestående beløb ved aktionens afslutning.