Kære E.

Ved breve af 25. september og 23. november 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af det makedonske Metro Joint Venture. Deres klage til Ombudsmanden vedrører Europa-Kommissionens undersøgelse og afslutning af en klage, som De havde indgivet til Kommissionen den 23. januar 1997 (nr. 97/4188 SG (97) A/3897). Deres klage til Kommissionen vedrørte påståede overtrædelser af fællesskabslovgivningen om offentlige indkøb begået af de græske myndigheder ("den ordregivende myndighed") med hensyn til tildelingen af Thessaloniki Metro-projektet til Thessaloniki Metro Joint Venture, en konkurrent til Macedonian Metro Joint Venture.

Ved skrivelser af 18. november og 1. december 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Den 9. februar 1999 havde jeg og O. VERHEECKE efter anmodning af 15. december 1998 og 25. januar 1999 et møde i Strasbourg med Deres juridiske repræsentanter, A. PLIAKOS og G. KARYDIS, som afklarede de forskellige punkter i Deres klage. Kommissionen sendte sin udtalelse den 8. marts 1999, og jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Den 19. april 1999 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse.

Den 29. april 1999 skrev jeg til Kommissionens formand og anmodede om at få indsigt i Kommissionens sagsakter vedrørende klagen og indhente vidneudsagn fra Kommissionens tjenestemænd i GD XV, som behandlede klagen. I. HARDENs og O. VERHEECKEs kontrol af Kommissionens sagsakter fandt sted den 24. juni 1999 i GD XV's lokaler i Bruxelles. Samme dag afgav I. HARDEN og O. VERHEECKE mundtlige vidneudsagn fra tjenestemænd i GD XV: A. MATTERA, direktør, C. SERVENAY, kontorchef, og K. TOMARAS, fuldmægtig. Den procedure, der blev fulgt i forbindelse med denne mundtlige bevisoptagelse, blev beskrevet i en skrivelse, som jeg sendte den 15. juni 1999 til Kommissionens generalsekretær.

Den 1. juli 1999 skrev jeg til Kommissionens formand og anmodede om at få fuldstændiggjort gennemgangen af Kommissionens sagsakter vedrørende klagen og få adgang til alle de dokumenter, den indeholder. Den 26. juli 1999 foretog MR O. VERHEECKE med bistand fra U. GARDERET den anden kontrolundersøgelse af Kommissionens sagsakter i GD XV's lokaler i Bruxelles. Han fik også udleveret en kopi af sagen.

Den 11. august 1999 skrev jeg for at informere Dem om udviklingen i Ombudsmandens behandling af Deres klage og for at imødekomme Deres anmodning om et møde med Dem og Deres retlige repræsentanter.

Den 14. september 1999 havde O. VERHEECKE, bistået af C. DELANEY, et møde i Strasbourg med Deres retlige repræsentanter, G. KARYDIS og A. PLIAKOS. Under dette møde gav han Deres juridiske repræsentanter kopier af udskrifterne af vidneudsagnene fra de tre vidner den 24. juni 1999. Den 15. september 1999 mødtes jeg og O. VERHEECKE i Strasbourg med Dem og Deres retlige repræsentanter. På dette møde gav De mig yderligere oplysninger og dokumenter vedrørende Kommissionens behandling af Deres sag.

Den 18. oktober 1999 sendte De mig et brev, hvori De skriftligt bekræftede de punkter, som De havde rejst på mødet den 15. september 1999. Den 29. oktober 1999 fremsendte Deres juridiske repræsentanter yderligere bemærkninger til Kommissionens behandling af Deres sag samt bemærkninger til de tre vidneudsagn.

Den 18. november 1999 skrev jeg til Kommissionens formand og anmodede om en supplerende udtalelse om Deres og Deres juridiske repræsentanters bemærkninger og anmodede om at få et vidneudsagn fra kommissær M. MONTI, J. MOGG, generaldirektør for GD XV, og C. SERVENAY. Den 1. december 1999 skrev jeg igen til Kommissionens formand med anmodning om at afgive vidneudsagn også fra H. ZOUREK, vicegeneraldirektør i GD XV.

Den 3. januar 2000 sendte Kommissionens formand mig sin udtalelse om Deres og Deres juridiske repræsentanters bemærkninger. Den 11. januar 2000 sendte Kommissionens generalsekretær mig de tre vidners udtalelse om klagerens yderligere bemærkninger.

Den 12. januar 2000 afgav jeg sammen med medlemmer af mine tjenestegrene mundtlige vidneudsagn fra J. MOGG, H. ZOUREK og C. SERVENAY i Den Europæiske Ombudsmands lokaler i Bruxelles.

Den 3. marts 2000 sendte jeg Dem kopier af udskrifterne af de tre vidners vidneudsagn af 12. januar 2000 samt Kommissionens udtalelse om Deres bemærkninger af 29. oktober 1999. Den 27. marts 2000 fremsendte De og Deres juridiske repræsentanter Deres bemærkninger til vidneudsagnene samt Deres endelige bemærkninger til Kommissionens behandling af Deres klage.

Den 4. april 2000 modtog B. BROMS og O. VERHEECKE fra mit kontor Deres juridiske repræsentanter, G. KARYDIS og A. PLIAKOS, i Den Europæiske Ombudsmands lokaler i Bruxelles. De afklarede mundtligt Deres endelige bemærkninger af 27. april 2000.

Den 11. april 2000 sendte jeg Deres endelige bemærkninger til Kommissionens formand. Den 7. juni 2000 fremsendte Kommissionen sin endelige udtalelse.

Jeg skriver nu for at fortælle Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er blevet foretaget. En kopi af dette brev vil også blive sendt til Deres juridiske repræsentanter, Georges KARYDIS og Asterios PLIAKOS.

For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge mulige tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Den Europæiske Ombudsmands statut fastsætter specifikt, at ingen anden myndighed eller person, såsom de græske nationale myndigheder i den foreliggende sag, kan klage til Ombudsmanden.

Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med Europa-Kommissionens aktiviteter.

Jeg vil gerne undskylde for den tid, det har taget at behandle din klage.

KLAGEREN

Klageren er formand for Michaniki Group, som er en del af joint venture-selskabet "Makedonian Metro", der består af virksomhederne Michaniki (Grækenland), ABB Daimler Benz Transportation (Tyskland) og Transurb Consult (Belgien).

Den 25. september 1998 klagede han til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af "Makedonian Metro". Klagen til Ombudsmanden vedrører Europa-Kommissionens undersøgelse og afslutning af en klage, der blev indgivet til Kommissionen den 23. januar 1997 (nr. 97/4188 SG (97) A/3897).

Klagen til Kommissionen vedrørte de græske myndigheders tilsidesættelse af direktiv 93/37/EØF (1) og af princippet om forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med tildelingen af Thessaloniki Metro-projektet til Thessaloniki Metro Joint Venture, en konkurrent til det makedonske Metro Joint Venture. Det førende udenlandske selskab i Thessaloniki Metro Joint Venture er Bouygues.

Ifølge klageren er de relevante faktiske omstændigheder som følger:

Den 18. juni 1992 bekendtgjorde det græske ministerium for miljø, zoneinddeling og offentlige arbejder ("YPEHODE") en international udbudsprocedure for tildeling af projektet "Design, konstruktion, selvfinansiering og udnyttelse af metroen i Thessaloniki". Proceduren bestod i en prækvalifikations- og en afgørelsesfase. Projektansættelsesudvalget evaluerede først de tekniske tilbud og derefter de afgivne finansielle tilbud. Det nominerede Joint Venture "Makedonian Metro" som midlertidig kontrahent og Joint Venture "Thessaloniki Metro" som den første kandidat midlertidig kontrahent.

Alle de øvrige tilbudsgivere gjorde indsigelse mod vurderingen af det tekniske tilbud fra "Thessaloniki Metro" med den begrundelse, at det tekniske tilbud i alvorlig grad afveg fra de obligatoriske specifikationer og betingelser i udbudsmaterialet. Eksempler på afvigelser er, at tilbuddet om "Thessaloniki Metro" omfattede: kajer med en længde på 60 m i stedet for den obligatoriske kajlængde på 90 m, der kræves i udbudsmaterialet 36 køretøjer i stedet for de 50 køretøjer, der er nævnt i udbudsmaterialet en tredje skinne til elektrisk energi, mens udbudsmaterialet fastsatte elektrisk forsyning med strømaftager; og et depot, der klart er i strid med udbudsbetingelserne. Der blev også fundet alvorlige afvigelser fra udbudsdokumenterne i det finansielle tilbud fra "Thessaloniki Metro".

Klageren konkluderede, at mens "Makedonian Metro" tilbød et projekt i fuld overensstemmelse med udbudsmaterialet, afgav "Thessaloniki Metro" et tilbud på et mindre, ikke-sammenligneligt projekt, som lå uden for udbudsmaterialets specifikationer. Desuden var tilbuddet om "Thessaloniki Metro" i modstrid med begrebet koncessionsaftale, da dets finansielle tilbud fjernede enhver risiko ved driften af metroen. Ministeriet forskelsbehandlede således klageren og "Thessaloniki Metro" ved at være lempelig og fleksibel over for sidstnævnte, samtidig med at det nøje overholdt specifikationerne over for klageren. Den tilsidesatte dermed princippet om ligebehandling af konkurrenter.

Ved viceministerens afgørelse af 24. juni 1994 blev der indledt forhandlinger med klageren som midlertidig kontrahent. Ved ministerens afgørelse af 29. november 1996 blev forhandlingerne med klageren imidlertid afsluttet, og joint venture-selskabet "Thessaloniki Metro" blev indkaldt til forhandlinger. Klageren anlagde sag ved det græske statsråd med påstand om annullation af denne afgørelse.

På denne faktuelle baggrund indgav "Macedonian Metro" en klage til Kommissionen den 23. januar 1997. Klagepunktet indeholdt følgende påstande:

Opfordringen til "Thessaloniki Metro" om at indlede forhandlinger med henblik på indgåelse af en koncessionsaftale var ulovlig og i strid med ligebehandlingsprincippet, da dens tekniske og finansielle tilbud i alvorlig grad afveg fra de obligatoriske specifikationer og betingelser, der var fastsat i udbudsmaterialet. Den procedure, som de græske myndigheder fulgte, var i strid med bestemmelserne i direktiv 93/37 og 89/665 samt de grundlæggende principper i EF-traktaten, såsom forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighed og proportionalitet, som også bør overholdes i forbindelse med koncessionsaftaler. Af disse grunde anmodede "Macedonian Metro" Kommissionen om straks at indlede en procedure mod de græske myndigheder og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en korrekt anvendelse af fællesskabsretten og de generelle retsprincipper, der finder anvendelse i sektoren for offentlige indkøb.

Med hensyn til Kommissionens behandling af klagen bemærkede klageren, at det gennem mange rapporter, breve, møder og kontakter med den ansvarlige tjenestegren i Kommissionen, GD XV, fremgik, at sidstnævnte mente, at klagen havde et solidt grundlag, og at Kommissionen ikke ville tillade de græske myndigheder at underskrive en kontrakt med klagerens konkurrent, eftersom der var konstateret mange overtrædelser af fællesskabsretten, og projektet skulle medfinansieres over Fællesskabets budget. Klageren vedlagde kopier af tre "pre-226-breve" af 2. maj, 30. juli og 3. november 1997, som generaldirektøren for GD XV, J. MOGG, havde sendt til Grækenlands faste repræsentant. I det andet præ-226-brev af 30. juli 1997 bekræftede MOGG Kommissionens tjenestegrenes vurdering af, at udbuddet fra "Thessaloniki Metro" syntes at indeholde væsentlige afvigelser fra de vigtigste obligatoriske betingelser i udbudsdokumentet, og at den tvivl, der var udtrykt i det foregående brev, derfor ikke kunne fjernes. MOGG anmodede derfor de græske myndigheder om at suspendere godkendelsen af resultatet af udbudsproceduren og underskrivelsen af kontrakten, indtil Kommissionen havde truffet afgørelse herom.

Men da sagen blev behandlet af kommissærerne, og på trods af det enstemmige forslag fra Kommissionens kompetente tjenestegrene om at indlede overtrædelsesprocedurer mod de græske myndigheder, var den endelige og overraskende politiske beslutning, at de græske myndigheder ville blive undskyldt, hvis de lovede ikke at gøre det igen i fremtiden.

Generaldirektøren for GD XV meddelte endvidere klageren ved brev af 30. juli 1998, at "Kommissionens tjenestegrene vil foreslå Kommissionen, at sagen afsluttes, medmindre De kan fremlægge yderligere oplysninger, der kan påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige indkøb." Dette brev blev modtaget den 19. august 1998. Den 10. september 1998 sendte klageren et svar til kommissær MONTI med en betydelig liste over nye elementer, som burde have tvunget Kommissionen til at undersøge disse nye overtrædelser inden for rammerne af den eksisterende sag eller til at åbne en ny sag. Den 21. oktober 1998 fremsendte klageren yderligere elementer vedrørende færdiggørelsen af udkastet til koncessionsaftale til kommissær MONTI, som beviste, at der i dette tilfælde var sket nye og klare overtrædelser af fællesskabsretten. Ved brev af 10. december 1998 meddelte generaldirektøren for GD XV imidlertid endelig klageren, at Kommissionen allerede havde afsluttet sagen ved beslutning nr. H/98/3262 af 27. august 1998.

I sin skrivelse af 23. november 1998 til Ombudsmanden gjorde klageren gældende, at kommissærkollegiets manglende fremsendelse af en åbningsskrivelse til de græske myndigheder på trods af de åbenlyse overtrædelser, som Kommissionens kompetente tjenestegrene (GD XV, GD VII, GD XVI og Den Juridiske Tjeneste) enstemmigt havde opdaget, var en tilsidesættelse af Kommissionens forpligtelse i henhold til EF-traktatens artikel 226, og at der ikke var nogen væsentlig offentlig interesse i at træffe en politisk afgørelse i sagen.

På grundlag af klagen som beskrevet ovenfor anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at afgive en udtalelse om følgende påstande:

1. Beslutningen om at henlægge klagen var ikke tilstrækkeligt begrundet med hensyn til de forskellige påstande, som indeholdt klare overtrædelser af fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter (bl.a. tilsidesættelsen af lighedsprincippet), og som i vid udstrækning var underbygget af dokumentation.

2. Den endelige beslutning om at henlægge sagen var ikke i overensstemmelse med Kommissionens oprindelige tilgang til klagen, som bestod i en anmodning fra Kommissionen til de græske myndigheder om afklaring af påstandene om overtrædelser af fællesskabsretten og om udsættelse af udbudsproceduren. Disse anmodninger var baseret på Kommissionens tjenestegrenes undersøgelse af udbudsprocedurerne, som førte til den konklusion, at udbuddet fra joint venture-selskabet "Thessaloniki Metro" burde have været afvist på grund af dets betydelige afvigelser fra de obligatoriske tekniske og finansielle betingelser i udbudsmaterialet.

3. Klageren blev ikke officielt underrettet i 18 måneder (fra den 23. januar 1997 til den 30. juli 1998) om resultatet af sin klage.

4. Ved ikke at underrette klageren gav Kommissionen ham ikke mulighed for at støtte sin udtalelse, navnlig med hensyn til Kommissionens hensigt om at afslutte sagen.

5. Kommissionen besvarede ikke klagerens skrivelse af 10. september 1998, hvori han anfægtede forslaget om at henlægge klagen ved at fremlægge nye beviser for overtrædelsen af fællesskabsretten.

FORESPØRGSELEN

Kommissionens udtalelse

Sammenfattende var Kommissionens udtalelse som følger:

I løbet af 1997 foretog Kommissionens tjenestegrene en grundig undersøgelse af den klage, som konsortiet Macedoniko Metro havde indgivet i denne meget komplekse sag. Kommissionen drøftede sagen på sit forslag på mødet den 7. april 1998. Kommissionen bemærkede, at "de omfattende udbudsdokumenter indeholdt bestemmelser, som kunne give anledning til forskellige fortolkninger blandt tilbudsgiverne med hensyn til deres nøjagtige behov, og som kunne og faktisk kunne have ført til alvorlige tvister mellem deltagerne. På grundlag af de oplysninger, som alle berørte parter havde fremlagt, nåede Kommissionen frem til den konklusion, at det ikke kunne lægges til grund, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt, at der fandt en egentlig udbudsprocedure sted. Det kan heller ikke hævdes, at der er sket en klar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet".

"Kommissionen bemærkede ikke desto mindre, at den ikke altid nøjagtige udarbejdelse af udbudsdokumenterne kan skabe usikkerhed og, hvis den gentages i fremtiden, i alvorlig grad kan undergrave tildelingsprocedurerne for projekter af denne størrelsesorden". Den besluttede derfor at henlægge sagen med forbehold af, at kommissær MONTI anmodede de græske myndigheder om kommentarer og forsikringer om deres fremtidige politik og modtog et tilfredsstillende svar fra dem. Dette skete ved brev af 20. maj 1998, og de græske myndigheders tilfredsstillende svar blev meddelt Kommissionen ved brev af 26. juni 1998.

Det skal bemærkes, at en kommissionsbeslutning om, hvorvidt der skal indledes en traktatbrudsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 226, afhænger af en samlet vurdering af sagen og af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den pågældende medlemsstat overholder fællesskabsretten, herunder medlemsstatens forsikringer om sin fremtidige politik på det pågældende område.

Sagen blev formelt afsluttet den 27. august 1998. De elementer, som klageren efterfølgende fremlagde til støtte for sin klage, var ikke af en sådan art, at de kunne begrunde, at Kommissionen ændrede sin holdning i denne sag.

På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen, at dens beslutning om at henlægge sagen var tilstrækkeligt begrundet, og at den tog hensyn til alle de elementer, som parterne havde fremlagt, og den vurdering, som dens tjenestegrene havde foretaget.

Med hensyn til de kontakter, som Kommissionen havde med klageren i denne sag, bemærkede Kommissionen, at klageren blev holdt fuldt underrettet om udviklingen i denne sag under Kommissionens undersøgelse. Han erkendte indirekte dette i sit indlæg til Ombudsmanden, hvor han udtalte, at "gennem mange rapporter, breve, møder og kontakter syntes XV GD's tjenestegrene at tro". Repræsentanter for konsortiet havde nemlig flere møder i Bruxelles og telefonsamtaler med Kommissionens tjenestegrene i løbet af 1997 og begyndelsen af 1998. På disse møder (f.eks. i juli og oktober 1997) og som sædvanligt i lignende tilfælde fik de oplysninger om tjenestegrenenes vurdering af sagen og dens udvikling. Da det græske statsråd i marts 1998 afviste klagerens anmodning mod den ordregivende myndighed, blev Kommissionens tjenestegrene igen kontaktet af klageren og drøftede denne udvikling. Kommissionen konkluderede derfor, at klageren blev holdt fuldt ud underrettet under hele undersøgelsen af sagsakterne af Kommissionens tjenestegrene om udviklingen i sagen, ligesom alle andre parter i proceduren var det.

Så snart Kommissionen på grundlag af alle de oplysninger, den var i besiddelse af, besluttede ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Grækenland, underrettede den straks ved skrivelse af 30. juli 1998 formelt og skriftligt klageren om, at den havde til hensigt at henlægge sagen, og anmodede ham om at fremsætte sine bemærkninger hertil. Da Kommissionen imidlertid ikke havde hørt klageren, afsluttede den sagen.

Efter afslutningen af sagen fremsatte klageren yderligere bemærkninger, hvori han hævdede, at Kommissionen ikke burde have afsluttet sagen, eller at den burde genoptage traktatbrudsproceduren mod den græske stat (hans breve af 10. september, 7. oktober, 21. oktober og 25. november 1998). Kommissionen undersøgte de fremførte argumenter og meddelte ved brev af 10. december 1998 klageren, at de ikke kunne begrunde en ændring af ovennævnte beslutning.

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen ikke, at klageren ikke var blevet behørigt underrettet om Kommissionens behandling af hans klage.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse understregede klageren, at Kommissionen havde opfordret ham til at fremsætte bemærkninger til den foreslåede afslutning af sagen i sin skrivelse af 30. juli 1998, som ankom den 19. august 1998 midt på sommeren, men allerede afsluttede sagen den 27. august 1998, dvs. kun en uge senere.

Klageren anførte, at Kommissionen behandlede hans klage på en måde, der var i fuldstændig modstrid med principperne om god forvaltningsskik og kravene i EF-traktatens artikel 226. Han henviste til resultaterne af Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten som forklaret i Ombudsmandens årsberetning for 1997. Han bemærkede, at Kommissionen i den foreliggende sag tilsidesatte de proceduremæssige garantier vedrørende: 1) den maksimale periode på et år fra datoen for registreringen; 2) klagerens oplysninger om sagens udvikling og forhandlingerne med den græske regering og 3) undladelse af at give en tilstrækkelig begrundelse for sagens afslutning og af at respektere klagerens ret til at forsvare sin holdning, inden Kommissionen træffer en endelig afgørelse.

Klageren hævdede, at Kommissionens begrundelse for at afslutte sagen både var utilstrækkelig og selvmodsigende: I sit brev af 30. juli 1998 til klageren understregede Kommissionen først, at udbudsmaterialet var omfangsrigt og affattet på en tvetydig måde, hvilket kunne give anledning til forskellige fortolkninger fra tilbudsgivernes side med hensyn til deres behov. Kommissionen er imidlertid efterfølgende af den opfattelse, at det kun er på grund af procedurens kompleksitet og udbudsmaterialet, at det ikke kan hævdes, at den ordregivende myndighed ikke har tilladt en egentlig udbudsprocedure, eller at ligebehandlingsprincippet er blevet tilsidesat. Ifølge klageren er denne begrundelse selvmodsigende: Det er ulogisk at konkludere, at der ikke kunne være tale om en klar tilsidesættelse af fællesskabsretten og ligebehandlingsprincippet, fordi udbudsmaterialet var affattet på en tvetydig og abstrakt måde. Det er åbenbart, at den tvetydige og abstrakte udformning af udbudsdokumenterne fører til manglende gennemsigtighed, hvilket er en hindring for den ordregivende myndigheds korrekte og objektive vurdering af tilbuddene og en risiko for vilkårlighed.

Klageren bemærkede endvidere, at den yderligere grund, som Kommissionen havde påberåbt sig for at afslutte sagen, nemlig den græske regerings forsikringer om deres fremtidige politik, betød, at Kommissionen syntes at acceptere den overtrædelse, der blev begået i denne sag, uden at give klageren en forklaring på, hvorfor den ikke anmodede de græske myndigheder om at træffe foranstaltninger for at bringe den overtrædelse af fællesskabsretten, som Kommissionen stiltiende anerkendte, til ophør. Kommissionen har således ved sin beslutning tilsidesat artikel 226-procedurens objektive karakter.

Klageren bemærkede endvidere, at Kommissionens endelige holdning var i klar modstrid med GD XV's holdning uden nogen forklaring på denne radikale ændring. GD XV havde konkluderet, at der forelå en klar tilsidesættelse af bestemmelserne i direktiv 93/37/EØF og af ligebehandlingsprincippet, og anmodede de græske myndigheder om at fremsætte bemærkninger og suspendere proceduren (skrivelser af 2. maj og 30. juli 1997). Klageren bemærkede også, at Kommissionens udtalelse til Ombudsmanden også undgik at give nogen forklaring på den radikale ændring i dens holdning. Han mente, at der var tale om et klart magtmisbrug fra Kommissionens side.

YDERLIGERE FORESPØRGSLER

Efter nøje at have undersøgt Kommissionens udtalelse og klagerens bemærkninger fandt Ombudsmanden, at Kommissionen ikke havde givet et tilfredsstillende svar på alle klagerens påstande. Ombudsmanden fandt navnlig, at Kommissionens udtalelse ikke i tilstrækkelig grad behandlede klagerens påstande vedrørende begrundelsen for afgørelsen og uoverensstemmelsen mellem Kommissionens endelige afgørelse og den oprindelige tilgang, som GD XV havde valgt.

Besigtigelse af sagsakterne og mundtlig bevisoptagelse

Med hensyn til disse to påstande skrev Ombudsmanden den 29. april 1999 til Kommissionen og anførte, at han fandt det nødvendigt, at hans tjenestegrene i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, første led, i Ombudsmandens statut inspicerede Kommissionens sagsakter vedrørende den klage, som Joint Venture Macedonian Metro indgav den 23. januar 1997.

Ombudsmanden fandt det også nødvendigt, at hans tjenestegrene afhørte de tjenestemænd og øvrige ansatte i GD XV, som havde behandlet klagen, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, fjerde led, nr. 3), i Ombudsmandens statut.

Som svar opfordrede Kommissionen Ombudsmanden til at kontakte Kommissionens Generalsekretariat for at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på aktindsigt og mundtlig bevisoptagelse og meddelte ham, at de berørte tjenestemænd i GD XV var A. MATTERA, direktør, C. SERVENAY, kontorchef, og K. TOMARAS, administrator.

Efter yderligere korrespondance vedrørende proceduren for mundtlig bevisoptagelse gennemgik Ombudsmandens tjenestegrene både sagen og afgav mundtlige beviser den 24. juni 1999. Kontrollen af sagsakterne fandt sted i GD XV's lokaler i Bruxelles.

Mundtlige beviser blev taget ved hjælp af følgende procedure:

1 Datoen, tidspunktet og stedet for den mundtlige afhøring blev aftalt mellem Ombudsmandens tjenestegrene og Kommissionens Generalsekretariat, som underrettede vidnerne. De mundtlige beviser blev optaget i Ombudsmandens lokaler i Bruxelles.

2 Hvert vidne blev afhørt hver for sig og blev ikke ledsaget.

3 Proceduresproget blev aftalt mellem Ombudsmandens tjenestegrene og Kommissionens Generalsekretariat. Efter anmodning fra vidnerne blev sagen ført på fransk.

4 Proceduren blev forklaret for hvert vidne, inden de mundtlige beviser blev afgivet.

5 Spørgsmålene og svarene blev registreret og transskriberet af Ombudsmandens tjenestegrene.

Hvert vidne blev sendt udskriften af hans beviser til underskrift. Vidnerne blev opfordret til at foreslå sproglige rettelser af deres svar. De blev underrettet om, at hvis de ønskede at rette eller supplere et svar, skulle det reviderede svar og årsagerne hertil fremgå af et særskilt dokument og vedlægges udskriften. De underskrevne udskrifter indgår i Ombudsmandens sagsakter i sagen.

Ombudsmandens tjenestegrene afhørte de tre vidner mundtligt om de procedurer og årsager, der førte til GD XV's forslag om at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder og den efterfølgende beslutning om at henlægge sagen.

Med hensyn til aktindsigt blev Ombudsmandens tjenestegrene nægtet kopier af Kommissionens sagsakter og nægtet aktindsigt i dokumenter fra virksomheder af hensyn til forretningshemmeligheder.

Den anden undersøgelse af sagsakterne

Ombudsmanden skrev derfor den 1. juli 1999 til Kommissionens formand og anmodede Kommissionen om at give Ombudsmandens tjenestegrene fuld adgang til Kommissionens sagsakter i sagen. Efter yderligere korrespondance mellem Ombudsmanden og Kommissionens generalsekretær foretog Ombudsmandens tjenestegrene endnu en kontrol af sagen den 26. juli 1999 i GD XV's lokaler i Bruxelles.

Klagerens yderligere bemærkninger

Klageren henviste på ny til, at Kommissionens brev af 30. juli 1998 først blev modtaget den 19. august 1998. Han fremsendte supplerende oplysninger den 10. september, 7. oktober, 21. oktober og 25. november 1998, men blev ved skrivelse af 10. december 1998 underrettet om, at sagen allerede var afsluttet den 27. august 1998. Klageren mente, at han reelt blev nægtet muligheden for at anfægte den bebudede afslutning af sagen.

Klageren fastholdt også sit synspunkt om, at henlæggelsen af sagen skyldtes en politisk afgørelse, der blev håndhævet over for GD XV's tjenestegrene. Han bemærkede, at GD XV i sine dokumenter klart havde accepteret, at der var konstateret vigtige ulovligheder og overtrædelser med hensyn til joint venture-selskabets tilbud "Thessaloniki Metro". Han anførte endvidere, at han på sit møde den 7. juli 1997 med tjenestemændene fra GD XV fik indtryk af, at tjenestemændene var overbeviste om, at hans afhandling var korrekt, og var dybt bekymret over overtrædelsernes betydning. Da beslutningen om at henlægge sagen i princippet var blevet truffet af Kommissionens kollegium, blev GD XV's tjenestegrene imidlertid efterfølgende presset til også at henlægge sagen proceduremæssigt og forklare den politiske beslutning, som ikke havde noget logisk grundlag.

Klagerens retlige repræsentanter fremsatte også bemærkninger til vidneudsagnene fra tjenestemændene i GD XV. De fandt, at de forklaringer, der blev givet på Kommissionens beslutning om at henlægge sagen, var selvmodsigende og ikke overbevisende, og at alt, hvad der fulgte efter beslutningen af 7. april 1998, var en administrativ foranstaltning, der retligt skulle dække en politisk beslutning, der ikke havde noget retsgrundlag.

Kommissionens anden udtalelse

For at fortsætte sine undersøgelser af klagen skrev Ombudsmanden den 18. november 1999 til Kommissionens formand og anmodede Kommissionen om at udtale sig om klagerens påstand i hans yderligere bemærkninger om, at beslutningen om at henlægge sagen var en politisk afgørelse, som ikke havde noget retsgrundlag, og som var i strid med GD XV's forslag om at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder.

Den 3. januar 2000 svarede Kommissionens formand således:

"(.) I henhold til EF-traktatens artikel 195 og Europa-Parlamentets afgørelse af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv henviser Deres brev til påstande vedrørende den dom, som Kommissionen har afsagt, da den under udøvelsen af sin rolle som traktaternes vogter besluttede at afslutte en traktatbrudssag. Uden at gå ind på spørgsmålet om, hvorvidt påstandene er begrundede, mener jeg, at det først og fremmest er vigtigt at drage en klar skillelinje mellem beføjelsen til at undersøge sager om fejl eller forsømmelser og Kommissionens skønsbeføjelse som politisk institution. I denne forbindelse skal det erindres, at Domstolen i sine domme (4) altid har anerkendt, at Kommissionen har et vidt politisk skøn ved udøvelsen af den rolle, den er tildelt i henhold til traktaten (.).

Den 11. januar 2000 fremsendte Kommissionens generalsekretær de tre vidners svar på klagerens yderligere bemærkninger af 29. oktober 1999 til Ombudsmanden. De bemærkede, at der i modsætning til, hvad klageren anførte, ikke var nogen modsigelse mellem deres vidneudsagn, men kun en anden fremstilling af den samme udtalelse om sagens realitet, og mere specifikt med hensyn til den omstændighed, at aspektet af overtrædelsen i denne sag slet ikke var indlysende. Vidnernes svar mundede ud i følgende bemærkninger til deres vidneudsagn:

To løsninger kunne oprindeligt overvejes og kunne forsvares juridisk: fremsendelse af en åbningsskrivelse eller afvisning af sagen, hvis visse betingelser er opfyldt. De pågældende tjenestegrene har oprindeligt valgt den første stilling, men var klar over dens begrænsninger.

I modsætning til, hvad klageren bemærkede, var der ingen "radikal holdningsændring". En opmærksom læsning af sagsakterne viser, at der var en holdning, som gradvist har udviklet sig under instrukserne i sagsakterne på grundlag af de skønselementer, der blev fremlagt og senere præciseret af de græske myndigheder.

På sit møde den 7. april 1998 besluttede Kommissionen ikke "afslutningen af sagen", men fastlagde en principiel retning ved at beslutte "udsættelsen med henblik på afslutningen" og ved at give kommissær MONTI mandat til at skrive til de græske myndigheder for at anmode om præciseringer og forsikringer.

Det fremgår klart af kommissær MONTI's skrivelse til de græske myndigheder, at Kommissionen efter at have fastlagt en principiel retningslinje kunne have truffet en anden beslutning, hvis der ikke var blevet givet et vist antal præciseringer og garantier. Da præciseringerne og garantierne imidlertid er tilfredsstillende, har GD for det Indre Marked inden for rammerne af ovennævnte retningslinjer foreslået, at sagen afsluttes.

Den anden mundtlige bevisoptagelse

I sin skrivelse af 18. november 1999 til Kommissionens formand fandt Ombudsmanden det også nødvendigt, at hans tjenestegrene afgav yderligere vidneudsagn fra kommissær M. MONTI, J. MOGG, generaldirektør for GD XV, og C. SERVENAY, kontorchef. I sin skrivelse af 1. december 1999 anmodede ombudsmanden også om at afgive vidneudsagn fra H. ZOUREK, vicegeneraldirektør i GD XV.

I sit svar af 3. januar 2000 påpegede Kommissionens formand, at artikel 3, stk. 2, i Ombudsmandens statut ikke giver kommissærerne mulighed for at afgive vidneforklaring.

Efter yderligere korrespondance om proceduren afgav Ombudsmanden og hans tjenestegrene mundtlige vidneudsagn fra ovennævnte vidner, med undtagelse af kommissæren, den 12. januar 2000 i Den Europæiske Ombudsmands lokaler i Bruxelles. Der blev afgivet mundtlige vidneudsagn om spørgsmål vedrørende korrespondancen mellem de forskellige tjenestegrene i Kommissionen, der var involveret i behandlingen af denne sag.

Klagerens endelige bemærkninger

I deres bemærkninger af 27. marts 2000 fremsatte klageren og hans juridiske repræsentanter følgende endelige bemærkninger til Kommissionens behandling af deres klage og til det andet vidneudsagn:

Klageren fandt, at vidneudsagnene ikke indeholdt noget svar på de alvorlige påstande om fejl eller forsømmelser i denne sag. Han gentog, at selv om alle Kommissionens tjenestegrene, der var involveret i denne sag (GD VII, GD XV, GD XVI og Den Juridiske Tjeneste), understregede den klare overtrædelse af EU-retten i alle deres interne erklæringer og foreslog at gribe ind over for de græske myndigheder, besluttede kommissærerne den 7. april 1998 ikke at gå videre. Kommissær M. MONTI forsøgte at opnå et tilsagn fra de græske myndigheder om, at en sådan ulovlig praksis ikke ville blive gentaget i fremtiden, som om en erklæring for en fremtidig sag kunne være juridisk og moralsk nok til at slette fortidens ulovlige handlinger.

Klageren bemærkede navnlig, at vidnerne i deres vidneudsagn forsøgte at overbevise om, at sagen var modnet og gradvist havde ændret deres oprindelige mening. De fremsendte imidlertid ikke en eneste skriftlig erklæring før den 7. april 1998, som fastholdt deres nye standpunkt.

Klageren bemærkede, at Kommissionen ikke havde svaret, at sagen blev afsluttet den 27. august 1998, dvs. kun otte dage efter, at klageren modtog opfordringen til at fremlægge yderligere oplysninger.

Klagerens retlige repræsentanter fremsatte endelige bemærkninger, som omfattede følgende punkter:

De anførte, at Kommissionens Juridiske Tjeneste, selv om den anerkendte sagens kompleksitet, aldrig havde fundet, at der ikke forelå nogen overtrædelse, og havde godkendt fremsendelsen af en åbningsskrivelse til de græske myndigheder.

Kommissionens beslutning af 7. april 1998 indeholdt ingen gyldig juridisk begrundelse for henlæggelsen af sagen og havde indtil da overhovedet ingen forbindelse med GD XV's instrukser i sagen. Beslutningen af 7. april 1998 var en principbeslutning, som praktisk taget ikke gav kommissær M. MONTI og GD XV nogen margen til at gå i en anden retning. Denne afgørelse indebar absolut henlæggelse af sagen. GD XV's tjenestegrene blev netop anmodet om at træffe gennemførelsesforanstaltningerne i denne afgørelse. Den eneste sjældne og ekstreme hypotese, som i sidste ende kunne ændre denne principbeslutning, ville være, at de græske myndigheder nægter at overholde fællesskabsretten i fremtiden. De retlige repræsentanter anførte derfor, at Kommissionens beslutning ikke var ledsaget af konkrete betingelser for de græske myndigheder, eftersom den græske stats anerkendelse af sin forpligtelse til at overholde fællesskabsretten i fremtiden er en forpligtelse, der under alle omstændigheder følger af dens egenskab af medlemsstat i Den Europæiske Union. Det var derfor meget let for de græske myndigheder at anerkende denne forpligtelse, som ikke tidligere havde haft nogen indvirkning på deres overtrædelse. Kommissionen præciserede imidlertid ikke, hvilke garantier de græske myndigheder endelig gav, og om disse garantier efterfølgende blev kontrolleret af Kommissionens tjenestegrene.

De juridiske repræsentanter fandt også, at vidnerne ikke havde forklaret forskellen mellem på den ene side skrivelsen af 3. januar 2000 fra præsident PRODI til Ombudsmanden, som omhandlede politisk skøn i denne sag, og på den anden side skrivelsen fra J. MOGG til klageren af 30. juli 1998, ifølge hvilken lukningen var berettiget på grundlag af en juridisk fortolkning. De retlige repræsentanter mente derfor, at beslutningen om at henlægge sagen blev truffet på grundlag af politiske og ikke strengt juridiske kriterier.

Kommissionens endelige udtalelse

Med hensyn til klagerens bemærkninger anførte Kommissionen, at GD XV nøje havde overvejet alle sagens aspekter, ikke kun de tekniske, men også de økonomiske aspekter. Dette fremgik af de tre skrivelser, der blev sendt til de græske myndigheder den 2. maj, 30. juli og 3. november 1997, den seneste skrivelse, der udelukkende vedrørte sagens økonomiske aspekter. Kommissionen henviste til det store antal notater og dokumenter i sagen om disse aspekter, f.eks. den detaljerede analyse af sagen, der blev fremlagt i et notat på 26 sider udarbejdet af sagsbehandleren i oktober 1997. Kommissionen henviste ligeledes til forskellige andre notater om sagen.

Med hensyn til klagerens spørgsmål om, hvorvidt beslutningen var en ren politisk beslutning, og om sagen var korrekt forelagt kabinetscheferne, anmodede Kommissionen Ombudsmanden om at se på de interne notater og e-mails i sagen, hvor der ikke var nogen erklæringer af denne art.

Med hensyn til klagerens bemærkning om, at vidnerne ikke med skriftlige beviser kunne bevise, at deres holdning til sagen gradvist havde ændret sig, mindede Kommissionen Ombudsmanden om de pågældende tjenestemænds beviser og de senere bemærkninger, som de fremsendte til Ombudsmanden.

Med hensyn til klagerens påstand om, at Kommissionen afsluttede sagen den 27. august 1998, otte dage efter at han havde modtaget Kommissionens brev af 30. juli 1998, hvori han blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger inden for en rimelig frist, gentog Kommissionen, at den kun kunne beklage, at brevet kom frem til klageren for sent, dvs. 19 dage efter fremsendelsen, men at dette ikke var Kommissionens skyld.

Med hensyn til bemærkningerne fra klagerens retlige repræsentanter fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Det var op til Kommissionen på sit niveau at anbringe sig i en bredere sammenhæng og især, hvor der kunne indtages en anden, lige så forsvarelig holdning, at tage hensyn til en række overvejelser, der er specifikke for sagen, og som har at gøre med beskyttelsen af Fællesskabets interesser. Ingen kan bestride, at Kommissionen i sådanne tilfælde har en skønsbeføjelse, således som Domstolen har anerkendt. I den foreliggende sag havde Kommissionen bemærket, at der var to mulige tilgange og løsninger, valgt en af dem, der var lige så retligt forsvarlig som den anden, og givet sine tjenestegrene retningslinjer for, hvilke foranstaltninger der skulle træffes på området.

Med hensyn til de forsikringer, som de græske myndigheder havde anmodet om, bemærkede Kommissionen, at de græske myndigheders svar var af stor betydning for afgørelsen af, om sagen skulle afsluttes eller ej. I modsætning til klagerens påstand om, at der ikke blev stillet konkrete betingelser til den græske stat, anførte Kommissionen, at de græske myndigheder gav tilsagn, og at situationen fra da af blev væsentligt forbedret. De græske myndigheder rettede en række fejl, der skyldtes unøjagtigheder i specifikationerne, og sikrede dermed overholdelse af fællesskabsretten på det pågældende område. Dette var et konkret resultat af de tilsagn, som ministeren med ansvar for Thessaloniki Metro-sagen afgav om, at alle specifikationer fremover ville være klare og nøjagtige. De græske myndigheder har derfor vist, at de er villige til fuldt ud at opfylde deres forpligtelser.

Resumé af klagerens påstande.

I betragtning af sagens kompleksitet forekommer det nyttigt at sammenfatte klagerens påstande, således som de fremgår af den oprindelige klage og efter flere på hinanden følgende meningsudvekslinger og bemærkninger mellem klageren og Kommissionen:

Kommissionen afsluttede sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag, og som ikke var begrundet i offentlighedens interesse.

Ifølge klageren konkluderede de tjenestegrene i Kommissionen, der var ansvarlige for sagen om Thessaloniki Metro-sagen, at der var tale om en klar overtrædelse af bestemmelserne i direktiv 93/37/EØF samt af princippet om ligebehandling, og foreslog derfor at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder. Men da sagen blev forelagt kommissærkollegiet den 7. april 1998, skete der en radikal og uforklarlig holdningsændring. Klageren mente derfor, at kommissærkollegiet havde besluttet at afslutte sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag og ikke var begrundet i offentlige interesser, og som derfor uretmæssigt og misbrugt havde udøvet sin skønsbeføjelse inden for rammerne af artikel 226-proceduren.

Kommissionen gav ikke klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge sagen.

Ifølge klageren blev det i Kommissionens skrivelse til ham af 30. juli 1998 først understreget, at udbudsmaterialet var omfangsrigt og affattet på en tvetydig måde, hvilket kunne give anledning til forskellige fortolkninger blandt tilbudsgiverne med hensyn til deres behov. I skrivelsen blev det imidlertid fastslået, at det kun var på grund af procedurens kompleksitet og udbudsmaterialet, at det ikke kunne hævdes, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt en egentlig udbudsprocedure, eller at ligebehandlingsprincippet var blevet tilsidesat. Klageren bemærkede også, at den yderligere grund, som Kommissionen havde påberåbt sig for at afslutte sagen, nemlig den græske regerings forsikringer om deres fremtidige politik, faktisk betød, at de græske myndigheder kunne undslippe konsekvenserne af tidligere overtrædelser ved blot at påtage sig forpligtelsen til at ændre deres adfærd for fremtiden. Klageren fandt derfor, at de grunde, som Kommissionen gav til at forklare sin beslutning om at henlægge sagen, var utilstrækkelige og selvmodsigende.

Kommissionen tilsidesatte klagerens ret til at blive hørt, inden der blev truffet en afgørelse, og undlod at besvare klagerens breve, der blev sendt derefter.

Ved brev af 30. juli 1998 meddelte Kommissionen klageren, at den havde til hensigt at henlægge sagen, medmindre han kunne fremlægge yderligere oplysninger for at påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige indkøb. Klageren modtog dette brev den 19. august 1998. Han anfægtede forslaget om at henlægge sagen ved at fremlægge nye beviser ved skrivelse af 10. september 1998 og fremsendte supplerende skrivelser den 7. og 21. oktober 1998 samt den 25. november 1998. Under disse omstændigheder hævdede klageren, at Kommissionen havde krænket hans ret til at blive hørt, inden sagen blev afsluttet. Desuden besvarede Kommissionen ikke disse skrivelser og meddelte ham først den 10. december 1998, at den allerede havde afsluttet sagen endeligt ved beslutning nr. H/98/3262 af 27. august 1998.

Overdreven forsinkelse og mangel på information.

Klageren hævdede, at han i 18 måneder ikke officielt var blevet underrettet om resultatet af sin klage, og mente, at dette udgjorde en uforholdsmæssig stor forsinkelse med hensyn til at give ham oplysninger.

AFGØRELSEN

Inden der tages stilling til klagerens første påstand, bør Kommissionens bemærkninger vedrørende Ombudsmandens kompetence i sagen undersøges.

1 Ombudsmandens kompetence til at undersøge eventuelle fejl eller forsømmelser i forbindelse med Kommissionens behandling af en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 226.

1.1 Ved brev af 3. januar 2000 besvarede Kommissionens formand Ombudsmandens anmodning om en udtalelse om klagerens påstand om, at sagen blev afsluttet på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag og ikke var begrundet i offentlige interesser. Formanden erklærede, at det er vigtigt at "udlede en klar skillelinje mellem beføjelsen til at undersøge sager om fejl og forsømmelser og Kommissionens skønsmæssige beføjelse som politisk institution. I denne forbindelse skal det erindres, at Domstolen i sine domme altid har anerkendt, at Kommissionen har et vidt politisk skøn ved udøvelsen af den rolle, den er tildelt i henhold til traktaten."

1.2 Ovennævnte brev synes at rejse tvivl om Ombudsmandens kompetence til at behandle klagerens påstand om Kommissionens beslutning om at henlægge sagen.

1.3 Ombudsmanden minder om, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 211 har pligt til at sikre, at traktatens bestemmelser og de foranstaltninger, som institutionerne træffer i medfør heraf, anvendes. For så vidt angår medlemsstaterne er Kommissionens beføjelser og pligter som "traktatens vogter" fastlagt i artikel 226 EF (tidligere artikel 169), som er et vigtigt element i opretholdelsen af retsstatsprincippet i Den Europæiske Union.

1.4 Proceduren i henhold til artikel 226 omfatter en administrativ fase og en eventuel retslig fase (5). I tidligere sager, som Ombudsmanden har behandlet, har Kommissionen accepteret, at den under den administrative fase bør gå videre over for klagerne i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik (6).

1.5 I den administrative fase omfatter den procedure, som Kommissionen anvender, fremsendelse af en eller flere skrivelser "før artikel 226" samt en åbningsskrivelse, hvori medlemsstaten opfordres til at fremsætte sine bemærkninger. Først da kan Kommissionen i overensstemmelse med artikel 226 EF fastslå, at medlemsstaten har tilsidesat en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten, og afgive en begrundet udtalelse herom. Hvis medlemsstaten ikke efterkommer den begrundede udtalelse inden for den fastsatte frist, kan Kommissionen indlede den retslige fase af proceduren ved at indbringe sagen for Domstolen.

1.6 Domstolens retspraksis fastslår, at Kommissionens beslutning om at indlede den retslige fase af artikel 226-proceduren er skønsmæssig. Hvis Kommissionen finder, at der foreligger en overtrædelse, har den ret, men ikke pligt, til at anlægge sag ved Domstolen med påstand om, at det fastslås, at medlemsstaten har tilsidesat sine forpligtelser (7). Dens skønsbeføjelse er til hinder for, at borgerne kan kræve, at Kommissionen indtager en bestemt holdning og anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af dens afvisning af at gribe ind (8).

1.7 Ombudsmanden minder også om, at skønsbeføjelser ikke er de samme som diktatoriske eller vilkårlige beføjelser. En offentlig myndighed skal altid have gode grunde til at vælge én fremgangsmåde frem for en anden. En normal del af udøvelsen af en skønsbeføjelse er at forklare årsagerne til, at der er valgt en bestemt fremgangsmåde.

1.8 Endvidere skal en institution handle inden for rammerne af sin retlige myndighed, når den træffer en skønsmæssig afgørelse (9). Der kan være tale om meget brede skønsbeføjelser, men de er altid underlagt retlige begrænsninger. Generelle grænser for en sådan myndighed er fastsat i Domstolens retspraksis, som f.eks. kræver, at de administrative myndigheder handler konsekvent og i god tro, undgår forskelsbehandling, overholder proportionalitetsprincippet, lighedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og respekterer menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

1.9 Endelig har ombudsmanden anført, at han ved udførelsen af sin opgave med at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser ikke ønsker at anfægte udøvelsen af en skønsbeføjelse, forudsat at den pågældende institution eller det pågældende organ har handlet inden for rammerne af sin retlige kompetence.

2 Påstanden om, at Kommissionen afsluttede sagen på grundlag af politiske betragtninger, der ikke havde noget retsgrundlag, og som ikke var begrundet i offentlighedens interesse.

2.1 Ifølge klageren konkluderede de tjenestegrene i Kommissionen, der var ansvarlige for sagen om Thessaloniki Metro-sagen, at der var tale om en klar overtrædelse af bestemmelserne i direktiv 93/37/EØF samt af princippet om ligebehandling, og foreslog derfor at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder. Men da sagen blev forelagt kommissærkollegiet den 7. april 1998, skete der en radikal og uforklarlig holdningsændring. Klageren mente derfor, at kommissærkollegiet havde besluttet at afslutte sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag og ikke var begrundet i offentlige interesser, og som derfor uretmæssigt og misbrugt havde udøvet sin skønsbeføjelse inden for rammerne af artikel 226-proceduren.

2.2 I sine udtalelser om klagen bemærkede Kommissionen, at to løsninger oprindeligt kunne overvejes og var juridisk forsvarlige: fremsendelse af en åbningsskrivelse eller afvisning af sagen, hvis visse betingelser er opfyldt. De pågældende tjenestegrene valgte i første omgang den første holdning, men var klar over dens begrænsninger. I modsætning til, hvad klageren bemærkede, var der ingen radikal holdningsændring. En opmærksom læsning af sagsakterne viser, at der var en holdning, som gradvist udviklede sig på grundlag af elementer, der blev fremlagt og senere præciseret af de græske myndigheder. Det var op til Kommissionen på sit niveau at anbringe sig i en bredere sammenhæng og især, hvor der kunne indtages en anden, lige så forsvarlig holdning, at tage hensyn til en række overvejelser, der er specifikke for sagen, og som har at gøre med beskyttelsen af Fællesskabets interesser.

2.3 Under undersøgelsen gennemgik Ombudsmanden Kommissionens sagsakter, herunder referatet af kommissærkollegiets møde den 7. april 1998 samt korrespondancen mellem de forskellige tjenestegrene i Kommissionen, der var involveret i behandlingen af sagen. Ombudsmanden afgav også mundtlige vidneudsagn fra en række tjenestemænd i Kommissionen. På grundlag af disse beviser konkluderer Ombudsmanden følgende:

i) Kommissionens tjenestegren, som spillede en ledende rolle i behandlingen af klagen, var GD XV - Det Indre Marked. Efter en undersøgelse fandt denne tjenestegren, at der var tale om en overtrædelse, og at der skulle sendes en åbningsskrivelse til de græske myndigheder.

ii) Både GD VII (Transport) og GD XVI (Regionalpolitik og Samhørighed) accepterede udkastet til åbningsskrivelse. Kommissionens Juridiske Tjeneste accepterede det også med visse ændringer. Den Juridiske Tjeneste havde imidlertid ved to lejligheder påpeget, at sagen vedrører et udbud med forhandling, der fører til en koncessionskontrakt, og at dette indebærer et element af fleksibilitet, som ikke er til stede i offentlige eller begrænsede udbud.

iii) Efter beslutningen af 7. april 1998 om at udsætte en beslutning med henblik på at afslutte sagen anmodede kommissær Monti de græske myndigheder om skriftlige forsikringer om deres fremtidige politik for i lignende fremtidige situationer at sikre overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, som er et princip, der er anerkendt af Domstolen, og som er grundlæggende for fællesskabsreglerne om offentlige kontrakter. Sagen blev først afsluttet, efter at de græske myndigheder havde forsikret om deres accept af disse regler og principper, og at alle nødvendige foranstaltninger ville blive truffet for at forhindre fremtidige situationer svarende til dem, der gav anledning til denne sag.

2.4 På grundlag af de mundtlige vidneudsagn fra GD XV's vidner er Ombudsmandens forståelse af det punkt, som Kommissionens Juridiske Tjeneste har fremført, som følger. Hvis overtrædelsen forfølges gennem artikel 226, kan de græske myndigheder annullere det eksisterende tilbud og efterfølgende forhandle med en enkelt ansøger på grundlag af artikel 1, litra g), i direktiv 93/37. I praksis kunne de græske myndigheder derfor ikke være forpligtet til at tildele koncessionen til en anden tilbudsgiver eller til at indlede en ny udbudsprocedure. I mundtlige vidneforklaringer accepterede og forsvarede GD XV's vidner det synspunkt, at der var mulighed for to tilgange til problemet.

2.5 Under udøvelsen af sine funktioner som traktatens vogter har Kommissionen en skønsbeføjelse, som er anerkendt af Domstolen. Ombudsmanden bemærker med beklagelse, at den tilgængelige dokumentation vedrørende kommissærkollegiets møde den 7. april ikke klart forklarer årsagerne til beslutningen om at udsætte en afgørelse med henblik på afslutning.

2.6 På grundlag af de beviser, som Ombudsmanden råder over, herunder de udtalelser, han anmodede Kommissionen om vedrørende klagen, Kommissionens kompetente tjenestegrens synspunkt, jf. punkt 2.3, nr. i), ovenfor, samt skrivelsen af 3. januar 2000 fra Kommissionens formand, hvori der henvises til "politisk skøn", forekommer det imidlertid indlysende, at Kommissionens begrundelse for at afslutte sagen ikke var, at den var overbevist om, at der ikke forelå nogen overtrædelse. Det ser derfor ud til, at Kommissionen traf en skønsmæssig beslutning om at afslutte sagen på trods af beviserne for en mulig overtrædelse. Dette fremgik klart af Kommissionens udtalelse om en anmodning om oplysninger, der blev sendt til Ombudsmanden den 8. marts 1999, hvori institutionen understreger, at beslutningen om, hvorvidt der skal forfølges en overtrædelse i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226), afhænger af en samlet vurdering af sagen og af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at medlemsstaten overholder fællesskabsretten i sin fremtidige politik. De samme konklusioner blev også bekræftet af de erklæringer fra Kommissionens tjenestemænd, der blev udspurgt under undersøgelsen.

2.7 I betragtning af den tvivl, som Den Juridiske Tjeneste har givet udtryk for med hensyn til den sandsynlige praktiske virkning af at fortsætte traktatbrudsproceduren, mener Ombudsmanden, at det lå inden for Kommissionens retlige beføjelse at beslutte, at der kunne gøres større fremskridt med hensyn til at opnå en korrekt gennemførelse af fællesskabsretten ved at bruge sagen til at indhente forsikringer fra de græske myndigheder om deres fremtidige adfærd end ved at sende en åbningsskrivelse.

2.8 Ombudsmandens undersøgelse har derfor ikke afsløret fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen. Det skal dog erindres, at Kommissionens beslutning om at henlægge sagen blev truffet uden de eventuelle yderligere elementer, som klageren kunne have fremlagt: Dette aspekt af sagen behandles i afsnit 4 i denne afgørelse nedenfor.

3 Påstanden om, at Kommissionen ikke gav klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge sagen.

3.1 Klageren hævdede, at de grunde, som Kommissionen gav til at forklare sin beslutning om at henlægge sagen, var utilstrækkelige og selvmodsigende.

3.2 Ombudsmanden minder om, at Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (10)) erklærede sig rede til at underrette klageren, inden den afviser en klage, med en begrundelse for den foreslåede afvisning.

3.3 For at opfylde det tilsigtede formål med at underrette klageren bør de anførte begrundelser være klare og forståelige.

3.4 I den foreliggende sag sendte Kommissionen følgende brev til klageren:

Endelig drøftede Kommissionen sagen på Kommissionens møde den 7. april 1998. Kommissionen bemærkede, at de omfattende udbudsdokumenter indeholdt bestemmelser, der kunne give anledning til forskellige fortolkninger blandt tilbudsgiverne med hensyn til deres nøjagtige krav. I betragtning af procedurens og udbudsmaterialets kompleksitet nåede Kommissionen imidlertid til den konklusion, at det ikke kunne hævdes, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt en egentlig udbudsprocedure. I denne forbindelse kan det ikke påvises, at der er sket en klar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, som nødvendiggør, at der indledes en traktatbrudsprocedure. Kommissionen besluttede også at give kommissær MONTI beføjelse til at kontakte de græske myndigheder for at give udtryk for Kommissionens holdning til dette emne og anmode om myndighedernes bemærkninger og forsikringer om deres fremtidige politik. Dette skete ved skrivelse af 20. maj 1998, og de græske myndigheders svar blev meddelt Kommissionen ved skrivelse af 26. juni 1998.

På grundlag af ovenstående og de græske myndigheders forsikringer om deres fremtidige politik vil Kommissionens tjenestegrene foreslå Kommissionen at afslutte sagen, medmindre De kan fremlægge yderligere elementer, der kan påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige udbud (.).

3.5 I sin udtalelse om klagen forklarede Kommissionen, at den på grundlag af de oplysninger, som alle de berørte parter havde fremlagt, var nået til den konklusion, at det ikke kunne lægges til grund, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt, at der fandt en egentlig udbudsprocedure sted. Det kan heller ikke lægges til grund, at der foreligger en klar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Kommissionen bemærkede ikke desto mindre, at den ikke altid nøjagtige udarbejdelse af udbudsdokumenterne kunne skabe usikkerhed og, hvis den gentages i fremtiden, i alvorlig grad kunne undergrave tildelingsprocedurerne for projekter af denne størrelsesorden. Den besluttede derfor at henlægge sagen med forbehold af tilfredsstillende forsikringer fra de græske myndigheder om deres fremtidige politik. Kommissionen påpegede også, at en kommissionsbeslutning om, hvorvidt der skal indledes en traktatbrudsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 226, afhænger af en samlet vurdering af sagen og af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den pågældende medlemsstat overholder fællesskabsretten, herunder de forsikringer, som medlemsstaten giver om sin fremtidige politik på det pågældende område.

3.6 På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen, at dens beslutning om at henlægge sagen var tilstrækkeligt begrundet, og at den tog hensyn til alle de elementer, som parterne havde fremlagt, og den vurdering, som dens tjenestegrene havde foretaget.

3.7 Ombudsmanden mener, at Kommissionens skrivelse til klageren på trods af dens komplekse affattelse naturligvis skal forstås således, at Kommissionen afsluttede sagen, fordi den fandt, at der ikke var sket nogen overtrædelse af fællesskabsretten. Ombudsmandens konklusion i punkt 2.6 ovenfor er, at dette ikke var årsagen til Kommissionens beslutning om at afslutte Thessaloniki Metro-sagen. Kommissionen har derfor ikke givet klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge klagen. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

4 Kommissionen tilsidesatte klagerens ret til at blive hørt, inden der blev truffet en afgørelse, og undlod at besvare klagerens breve, der blev sendt derefter.

4.1 Klageren hævdede, at Kommissionen tilsidesatte hans ret til at blive hørt, inden sagen blev afsluttet. Ved brev af 30. juli 1998 meddelte Kommissionen klageren, at den havde til hensigt at henlægge sagen, medmindre han fremlagde yderligere oplysninger for at påvise en klar overtrædelse af EU-retten om offentlige indkøb. Klageren oplyste, at han modtog dette brev den 19. august 1998. Han anfægtede forslaget om at henlægge sagen ved at fremlægge nye beviser ved skrivelse af 10. september 1998 og fremsendte supplerende skrivelser den 7. og 21. oktober 1998 samt den 25. november 1998. Kommissionen besvarede imidlertid først disse skrivelser den 10. december 1998 og meddelte ham, at den allerede havde afsluttet sagen ved beslutning nr. H/98/3262 af 27. august 1998.

4.2 I sine udtalelser om klagen anførte Kommissionen, at den ikke havde hørt klageren efter at have sendt brevet, men besluttede at henlægge sagen. Den kunne kun beklage, at brevet kom frem til klageren for sent, dvs. 19 dage efter afsendelsen, men fandt, at dette ikke var Kommissionens skyld. Kommissionen forklarede også, at den den 10. december 1998 besvarede klagerens skrivelser af 10. september, 7. og 21. oktober 1998 og 25. november 1998, hvori han hævdede, at Kommissionen ikke burde have afsluttet sagen eller have genoptaget traktatbrudsproceduren.

4.3 Efter at have undersøgt klagerens argumenter gav Kommissionens svar på disse skrivelser heller ikke klageren en reel begrundelse for Kommissionens beslutning om at henlægge sagen. Dette aspekt er imidlertid allerede behandlet i punkt 3.7 i denne afgørelse.

4.4 Med hensyn til påstanden om, at Kommissionen tilsidesatte hans ret til at blive hørt, inden sagen blev afsluttet, minder Ombudsmanden om, at Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (11)) erklærede sig rede til at underrette klageren, inden den afviser en klage, med en begrundelse for den foreslåede afvisning. Ombudsmanden forstår dette tilsagn således, at det omfatter det grundlæggende krav om en retfærdig administrativ procedure om, at en person skal have ret til at fremsætte bemærkninger, inden der træffes en afgørelse, der berører vedkommendes interesser.

4.5 Ombudsmanden bemærker, at en klagers mulighed for at fremsætte bemærkninger nødvendigvis bl.a. omfatter følgende elementer:
i) tilstrækkelig tid til at udarbejde og fremsætte eventuelle bemærkninger.
ii) tilstrækkelige oplysninger om grundlaget for den foreslåede afgørelse om afslutning, således at klageren kan behandle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

4.6 I den foreliggende sag sendte Kommissionen et brev lige før den normale sommerferieperiode, hvori den underrettede klageren om den foreslåede henlæggelse af sagen og opfordrede ham til at fremlægge yderligere oplysninger. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionens skrivelse ikke fastsatte nogen frist for en sådan indgivelse: Der burde derfor have været givet en rimelig frist. Hvis Kommissionen ønskede at handle hurtigt, ville det desuden have været hensigtsmæssigt både at fastsætte en frist og underrette klageren ved hjælp af en moderne kommunikationsmetode i stedet for at forlade sig på stillingen. Under disse omstændigheder gav henlæggelsen af sagen blot otte dage efter, at klageren havde modtaget Kommissionens brev, ikke klageren tilstrækkelig tid til at fremsætte bemærkninger.

4.7 Ombudsmanden minder også om, at Kommissionen ikke gav klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin foreslåede afgørelse om at henlægge sagen. Kommissionen gav derfor ikke klageren en reel mulighed for at behandle alle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

4.8 På baggrund af ovenstående nægtede Kommissionen klageren en rimelig mulighed for at blive hørt, inden den afsluttede behandlingen af hans klage. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

5 Påstanden om overdreven forsinkelse og manglende oplysninger.

5.1 Klageren hævdede, at han i 18 måneder (23. januar 1997 til 30. juli 1998) ikke officielt var blevet underrettet om resultatet af sin klage. Kommissionen gav nærmere oplysninger om de skridt, den havde taget for at holde klageren fuldt underrettet om sagens forløb gennem flere møder i Bruxelles og telefonsamtaler med Kommissionens tjenestegrene i løbet af 1997 og begyndelsen af 1998.

5.2 I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (12)) anførte Kommissionen, at klageren underrettes om de foranstaltninger, der træffes som svar på en klage, og at der i henhold til dens forretningsorden skal træffes afgørelse om at henlægge en klage uden at træffe nogen foranstaltninger senest et år efter datoen for registreringen af klagen, undtagen i særlige tilfælde, hvis begrundelse skal angives.

5.3 Den dokumentation, som Ombudsmanden har til rådighed, er, at Kommissionens tjenestegrene gennem møder og telefonsamtaler holdt klageren underrettet om sagens forløb. I betragtning af, at der i sagen var tale om omfattende sagsakter, der krævede en kompleks teknisk og juridisk vurdering, kunne Kommissionen med rimelighed have anset dette for at være et særligt tilfælde, der begrundede en undersøgelse på over et år. Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

6 Konklusion.

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage forekommer det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkninger:

1 Ombudsmanden mener, at Kommissionens skrivelse til klageren på trods af dens komplekse affattelse naturligvis skal forstås således, at Kommissionen afsluttede sagen, fordi den fandt, at der ikke var sket nogen overtrædelse af fællesskabsretten. Ombudsmandens konklusion i punkt 2.6 og 2.7 ovenfor er, at dette ikke var årsagen til Kommissionens beslutning om at afslutte Thessaloniki Metro-sagen. Kommissionen har derfor ikke givet klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge klagen. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

2 Ombudsmanden bemærker, at en klagers mulighed for at fremsætte bemærkninger nødvendigvis bl.a. omfatter følgende elementer:
i) tilstrækkelig tid til at udarbejde og fremsætte eventuelle bemærkninger.
ii) tilstrækkelige oplysninger om grundlaget for den foreslåede afgørelse om afslutning, således at klageren kan behandle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

I den foreliggende sag sendte Kommissionen et brev lige før den normale sommerferieperiode, hvori den underrettede klageren om den foreslåede afslutning af sagen og opfordrede ham til at fremlægge yderligere oplysninger. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionens skrivelse ikke fastsatte nogen frist for en sådan indgivelse: Der burde derfor have været givet en rimelig frist. Hvis Kommissionen ønskede at handle hurtigt, ville det desuden have været hensigtsmæssigt både at fastsætte en frist og underrette klageren ved hjælp af en moderne kommunikationsmetode i stedet for at forlade sig på stillingen. Under disse omstændigheder gav henlæggelsen af sagen blot otte dage efter, at klageren havde modtaget Kommissionens brev, ikke klageren tilstrækkelig tid til at fremsætte bemærkninger.

Ombudsmanden minder også om, at Kommissionen ikke gav klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin foreslåede afgørelse om at henlægge sagen. Kommissionen gav derfor ikke klageren en reel mulighed for at behandle alle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

I lyset af ovenstående nægtede Kommissionen klageren en rimelig mulighed for at blive hørt, inden den afsluttede behandlingen af hans klage. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Da disse aspekter af sagen vedrører procedurer vedrørende specifikke begivenheder i fortiden, er det ikke hensigtsmæssigt at søge en mindelig løsning på sagen. Ombudsmanden har derfor besluttet at henlægge sagen.

YDERLIGERE MARKEDER

Ombudsmanden bemærker, at hvis den skrivelse, hvorved Kommissionen underretter en klager om sin beslutning om at henlægge klagen, blev betragtet som en beslutning rettet til klageren, kunne Kommissionens undladelse af at give klageren en rimelig mulighed for at blive hørt, inden den henlagde sagen, samt dens undladelse af at give en tilstrækkelig begrundelse for beslutningen begge give anledning til annullation i denne sag.

Ombudsmanden har imidlertid allerede nævnt Domstolens retspraksis, som fastslår, at Kommissionens skønsbeføjelse til at afgøre, om en overtrædelse skal indbringes for Domstolen eller ej, er til hinder for borgernes ret til at kræve, at Kommissionen indtager en bestemt holdning, og til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af dens afvisning af at gribe ind (13).

Ombudsmanden påpeger, at ovennævnte retspraksis ikke forhindrer Kommissionen i at tage skridt til at undgå eventuelle fremtidige tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af klager i henhold til artikel 226. Ombudsmanden foreslår specifikt, at Kommissionen overvejer at indføre en klar procedurekodeks for behandling af sådanne klager svarende til eksisterende kodekser i forbindelse med konkurrencespørgsmål.

I Den Europæiske Ombudsmands undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (14)) erkendte Kommissionen allerede, at klagerne i den periode, der går forud for indledningen af en retssag, nyder godt af proceduremæssige garantier, som Kommissionen hele tiden har udviklet og forbedret. Kommissionen erklærede sig også rede til at fortsætte i denne retning.

I denne forbindelse bør Kommissionen navnlig præcisere de proceduremæssige aspekter af den administrative fase forud for den eventuelle afgørelse om at afgive den begrundede udtalelse, som afslutter den administrative procedure.

Indførelsen af en sådan kodeks vil være et vigtigt skridt i retning af at virkeliggøre borgernes ret til god forvaltning som anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 7. december 2000.

Din oprigtigt,

 

Jacob SÖDERMAN

---

(1) Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter, EFT L 199/54.

(2) Fællesskabsinstitutionerne og -organerne er forpligtet til at give ombudsmanden alle de oplysninger, han har anmodet om, og give ham adgang til de pågældende sagsakter. De kan kun afslå at give møde under behørigt begrundede hensyn til tavshedspligten.

(3) Tjenestemænd og øvrige ansatte i Fællesskabets institutioner og organer skal efter anmodning fra ombudsmanden afgive vidneforklaring. de udtaler sig på deres vegne og efter instrukser fra deres administrationer og er fortsat bundet af deres tavshedspligt.

(4) Se sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1998 I, s. 5449, præmis 37: "Kommissionen har kompetence til at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at anlægge traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat. En sådan beslutning henhører under institutionens skønsbeføjelse og kan ikke betegnes som en administrativ eller ledelsesmæssig foranstaltning".

(5) Sag 48/65, Lütticke mod Kommissionen, Sml. 1996, s. 19.

(6) Se navnlig sag 132/21.9.95/AH/EN (M 40-motorvejssagen), der er indberettet i årsberetningen for 1996.

(7) Sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1998 I, s. 5449, præmis 46.

(8) sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 291, Sag 87/89, Sonito mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 1981; Kendelse afsagt af Retten i Første Instans i sag T-182/97, Hubert Ségaud og Monique Ségaud mod Kommissionen 1998, Sml. II, s. 271.

(9) Henstilling nr. R (80)2 om administrative myndigheders udøvelse af skønsbeføjelser, "The administration and you, Principles of administrative law concerning the relations between administrative authorities and private persons, a handbook", Europarådets Publishing, Europarådet, 1996, s. 362.

(10) 303/97/PD, omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.

(11) 303/97/PD, omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.

(12) 303/97/PD, omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.

(13) Sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 291, Sag 87/89 Sonito mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 1981; Kendelse afsagt af Retten i Første Instans i sag T-182/97, Hubert Ségaud og Monique Ségaud mod Kommissionen 1998, Sml. II, s. 271.

(14) 303/97/PD, omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.