Kære E.

Ved skrivelser af 25. september og 23. november 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af Macedonian Metro Joint Venture. Din klage til Ombudsmanden vedrører Europa-Kommissionens undersøgelse og afslutning af en klage, som du havde indgivet til Kommissionen den 23. januar 1997 (nr. 97/4188 SG (97) A/3897). Deres klage til Kommissionen vedrørte påståede overtrædelser af fællesskabslovgivningen om offentlige indkøb begået af de græske myndigheder ("den ordregivende myndighed") i forbindelse med tildelingen af Thessaloniki Metro-projektet til Thessaloniki Metro Joint Venture, en konkurrent til det makedonske Metro Joint Venture.

Ved skrivelser af 18. november og 1. december 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. I forlængelse af deres anmodninger af 15. december 1998 og 25. januar 1999 havde jeg og O. VERHEECKE den 9. februar 1999 et møde i Strasbourg med Deres juridiske repræsentanter, A. PLIAKOS og G. KARYDIS, som afklarede de forskellige punkter i Deres klage. Kommissionen sendte sin udtalelse den 8. marts 1999, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger. Den 19. april 1999 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse.

Den 29. april 1999 skrev jeg til Kommissionens formand og anmodede om at få indsigt i Kommissionens sagsakter vedrørende klagen og indhente vidneudsagn fra Kommissionens tjenestemænd i GD XV, som behandlede klagen. I. HARDEN's og O. VERHEECKE's kontrol af Kommissionens sagsakter fandt sted den 24. juni 1999 i GD XV's lokaler i Bruxelles. Samme dag afhørte I. HARDEN og O. VERHEECKE tjenestemænd i GD XV: direktør A. MATTERA, kontorchef C. SERVENAY og fuldmægtig K. TOMARAS. Den procedure, der blev fulgt ved denne mundtlige bevisoptagelse, blev beskrevet i en skrivelse, som jeg sendte den 15. juni 1999 til Kommissionens generalsekretær.

Den 1. juli 1999 skrev jeg til Kommissionens formand og anmodede om at få afsluttet undersøgelsen af Kommissionens sagsakter vedrørende klagen og få adgang til alle de dokumenter, den indeholder. Den 26. juli 1999 foretog MR O. VERHEECKE bistået af U. GARDERET den anden kontrolundersøgelse af Kommissionens sagsakter i GD XV's lokaler i Bruxelles. Han fik også udleveret en kopi af sagen.

Den 11. august 1999 skrev jeg til Dem for at informere Dem om udviklingen i Ombudsmandens behandling af Deres klage og for at efterkomme Deres anmodning om et møde med Dem og Deres juridiske repræsentanter.

Den 14. september 1999 havde O. VERHEECKE, bistået af C. DELANEY, et møde i Strasbourg med Deres juridiske repræsentanter, G. KARYDIS og A. PLIAKOS. På dette møde gav han Deres juridiske repræsentanter kopier af udskrifterne af vidneudsagnene fra de tre vidner den 24. juni 1999. Den 15. september 1999 mødtes jeg og O. VERHEECKE i Strasbourg med Dem og Deres juridiske repræsentanter. På dette møde gav De mig yderligere oplysninger og dokumenter vedrørende Kommissionens behandling af Deres sag.

Den 18. oktober 1999 sendte De mig et brev, hvori De skriftligt bekræftede de punkter, De havde rejst på mødet den 15. september 1999. Den 29. oktober 1999 sendte Deres juridiske repræsentanter mig yderligere bemærkninger til Kommissionens behandling af Deres sag samt bemærkninger til de tre vidneudsagn.

Den 18. november 1999 skrev jeg til Kommissionens formand og anmodede om en supplerende udtalelse om Deres og Deres juridiske repræsentanters bemærkninger og om at modtage vidneudsagn fra kommissær M. MONTI, J. MOGG, generaldirektør for GD XV, og C. SERVENAY. Den 1. december 1999 skrev jeg igen til Kommissionens formand og anmodede om, at der også blev indhentet vidneudsagn fra H. ZOUREK, vicegeneraldirektør i GD XV.

Den 3. januar 2000 sendte Kommissionens formand mig sin udtalelse om Deres og Deres juridiske repræsentanters bemærkninger. Den 11. januar 2000 sendte Kommissionens generalsekretær mig de tre vidners udtalelse om klagerens yderligere bemærkninger.

Den 12. januar 2000 afhørte jeg sammen med medlemmer af mine tjenestegrene J. MOGG, H. ZOUREK og C. SERVENAY i Den Europæiske Ombudsmands lokaler i Bruxelles.

Den 3. marts 2000 sendte jeg Dem kopier af udskrifterne af vidneudsagnene fra de tre vidner den 12. januar 2000 samt Kommissionens tjenestegrenes udtalelse om Deres bemærkninger af 29. oktober 1999. Den 27. marts 2000 sendte De og Deres juridiske repræsentanter mig Deres bemærkninger til vidneudsagnene samt Deres afsluttende bemærkninger om Kommissionens behandling af Deres klage.

Den 4. april 2000 modtog B. BROMS og O. VERHEECKE fra mit kontor Deres juridiske repræsentanter, G. KARYDIS og A. PLIAKOS, i Den Europæiske Ombudsmands lokaler i Bruxelles. De præciserede mundtligt Deres afsluttende bemærkninger af 27. april 2000.

Den 11. april 2000 sendte jeg Deres afsluttende bemærkninger til formanden for Kommissionen. Den 7. juni 2000 fremsendte Kommissionen sin endelige udtalelse.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget. En kopi af dette brev vil også blive sendt til Deres retlige repræsentanter, Georges KARYDIS og Asterios PLIAKOS.

For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår udtrykkeligt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at ingen anden myndighed eller person, såsom de græske nationale myndigheder i den foreliggende sag, kan klages til Ombudsmanden.

Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Europa-Kommissionens aktiviteter.

Jeg vil gerne undskylde for den tid, det har taget at behandle din klage.

Komplekset

Klageren er formand for Michaniki-koncernen, som er en del af joint venture-selskabet "Macedonian Metro", der består af selskaberne Michaniki (Grækenland), ABB Daimler Benz Transportation (Tyskland) og Transurb Consult (Belgien).

Den 25. september 1998 klagede han til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af "Macedonian Metro". Klagen til Ombudsmanden vedrører Europa-Kommissionens undersøgelse og afslutning af en klage, der blev indgivet til Kommissionen den 23. januar 1997 (nr. 97/4188 SG (97) A/3897).

I klagen til Kommissionen hævdedes det, at de græske myndigheder havde overtrådt direktiv 93/37/EØF (1) og princippet om forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med tildelingen af Thessaloniki Metro-projektet til Thessaloniki Metro Joint Venture, en konkurrent til det makedonske Metro Joint Venture. Den førende udenlandske virksomhed i Thessaloniki Metro Joint Venture er Bouygues.

Ifølge klageren er de relevante faktiske omstændigheder følgende:

Den 18. juni 1992 bekendtgjorde det græske ministerium for miljø, zoneinddeling og offentlige arbejder ("YPEHODE") en international udbudsprocedure med henblik på tildeling af projektet "Design, construction, self-financing and exploitation of the Thessaloniki Metro". Proceduren bestod i en prækvalifikations- og en afgørelsesfase. Projektbedømmelsesudvalget evaluerede først de tekniske tilbud og derefter de afgivne finansielle tilbud. Det udpegede Joint Venture "Macedonian Metro" som midlertidig kontrahent og Joint Venture "Thessaloniki Metro" som den første kandidat til midlertidig kontrahent.

Alle de øvrige tilbudsgivere gjorde indsigelse mod vurderingen af det tekniske tilbud på "Thessaloniki Metro" med den begrundelse, at det tekniske tilbud afveg alvorligt fra de obligatoriske specifikationer og betingelser i udbudsdokumenterne. Eksempler på afvigelser er, at "Thessaloniki Metro"-tilbuddet omfattede: kajer med en længde på 60 m i stedet for den obligatoriske kajlængde på 90 m, der kræves i udbudsdokumenterne, 36 køretøjer i stedet for de 50 køretøjer, der er nævnt i udbudsdokumenterne, en tredje skinne til elektrisk energi, mens udbudsdokumenterne fastsatte elforsyning med en strømaftager og et depot, der klart var i strid med udbudsdokumenternes specifikationer. Alvorlige afvigelser fra udbudsdokumenterne blev også fundet i det finansielle tilbud på "Thessaloniki Metro".

Klageren konkluderede, at mens "Macedonian Metro" tilbød et projekt i fuld overensstemmelse med udbudsmaterialet, afgav "Thessaloniki Metro" et tilbud om et mindre, ikke-sammenligneligt projekt, som lå uden for udbudsmaterialets specifikationer. Desuden var "Thessaloniki Metro"-tilbuddet i strid med begrebet koncessionsaftale, da dets finansielle tilbud eliminerede enhver risiko ved driften af metroen. Ministeriet diskriminerede således mellem klageren og "Thessaloniki Metro" ved at være lempeligt og fleksibelt over for sidstnævnte, samtidig med at det nøje overholdt specifikationerne over for klageren. Den tilsidesatte således princippet om ligebehandling af konkurrenterne.

Ved viceministerens afgørelse af 24. juni 1994 blev der indledt forhandlinger med klageren som midlertidig kontrahent. Ved ministerens beslutning af 29. november 1996 blev forhandlingerne med klageren imidlertid afsluttet, og joint venture-selskabet "Thessaloniki Metro" blev indkaldt til forhandlinger. Klageren anlagde sag ved det græske statsråd med påstand om annullation af denne afgørelse.

På denne faktuelle baggrund indgav "Macedonian Metro" en klage til Kommissionen den 23. januar 1997. Klageren fremsatte følgende påstande:

Opfordringen til "Thessaloniki Metro" om at indlede forhandlinger med henblik på at indgå en koncessionsaftale var ulovlig og i strid med ligebehandlingsprincippet, da dens tekniske og finansielle tilbud afveg alvorligt fra de obligatoriske specifikationer og betingelser, der var fastsat i udbudsdokumenterne. Den procedure, som de græske myndigheder fulgte, var i strid med bestemmelserne i direktiv 93/37 og 89/665 samt med EF-traktatens grundlæggende principper om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighed og proportionalitet, hvilket også bør overholdes i forbindelse med koncessionsaftaler. Derfor anmodede "Macedonian Metro" Kommissionen om straks at indlede en procedure mod de græske myndigheder og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en korrekt anvendelse af fællesskabsretten og de generelle retsprincipper, der finder anvendelse i sektoren for offentlige indkøb.

Med hensyn til Kommissionens behandling af klagen bemærkede klageren, at det fremgik af mange rapporter, breve, møder og kontakter med Kommissionens ansvarlige tjenestegren, GD XV, at sidstnævnte mente, at klagen var velbegrundet, og at Kommissionen ikke ville tillade de græske myndigheder at underskrive en kontrakt med klagerens konkurrent, da der var konstateret mange overtrædelser af fællesskabsretten, og projektet skulle medfinansieres over Fællesskabets budget. Klageren vedlagde kopier af tre "før 226-breve" af 2. maj, 30. juli og 3. november 1997, som generaldirektøren for GD XV, J. MOGG, havde sendt til Grækenlands faste repræsentant. I det andet præ-226-brev af 30. juli 1997 bekræftede MOGG Kommissionens tjenestegrenes vurdering af, at buddet fra "Thessaloniki Metro" syntes at indebære betydelige afvigelser fra de vigtigste obligatoriske betingelser i udbudsdokumentet, og at den tvivl, der var givet udtryk for i det foregående brev, derfor ikke kunne fjernes. MOGG anmodede derfor de græske myndigheder om at suspendere godkendelsen af resultatet af udbudsproceduren og underskrivelsen af kontrakten, indtil Kommissionen havde truffet afgørelse om spørgsmålet.

Men da sagen blev behandlet af kommissærerne, og på trods af det enstemmige forslag fra de kompetente tjenestegrene i Kommissionen om at indlede overtrædelsesprocedurer mod de græske myndigheder, var den endelige og overraskende politiske beslutning, at de græske myndigheder ville blive undskyldt, hvis de lovede ikke at gøre det igen i fremtiden.

Endvidere meddelte generaldirektøren for GD XV ved brev af 30. juli 1998 klageren, at "Kommissionens tjenestegrene vil foreslå Kommissionen at afslutte sagen, medmindre De kan fremlægge yderligere oplysninger, der kan påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige indkøb." Dette brev blev modtaget den 19. august 1998. Den 10. september 1998 sendte klageren et svar til kommissær MONTI med en betydelig liste over nye elementer, som burde have tvunget Kommissionen til at undersøge disse nye overtrædelser inden for rammerne af den eksisterende sag eller til at åbne en ny sag. Den 21. oktober 1998 fremsendte klageren yderligere oplysninger vedrørende færdiggørelsen af udkastet til koncessionsaftale til kommissær MONTI, som beviste, at der i dette tilfælde havde været nye og klare overtrædelser af fællesskabsretten. Ved brev af 10. december 1998 meddelte generaldirektøren for GD XV endelig klageren, at Kommissionen ved beslutning nr. H/98/3262 af 27. august 1998 allerede havde afsluttet sagen.

I sin skrivelse af 23. november 1998 til Ombudsmanden hævdede klageren, at kommissærkollegiets undladelse af at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder på trods af de åbenlyse overtrædelser, som Kommissionens kompetente tjenestegrene (GD XV, GD VII, GD XVI og Den Juridiske Tjeneste) enstemmigt havde konstateret, var en tilsidesættelse af Kommissionens forpligtelse i henhold til EF-traktatens artikel 226, og at der ikke forelå nogen væsentlig offentlig interesse i at træffe en politisk afgørelse i sagen.

På grundlag af ovennævnte klage anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at afgive en udtalelse om følgende påstande:

1. Beslutningen om at henlægge klagen var ikke tilstrækkeligt begrundet med hensyn til de forskellige påstande, som indeholdt klare overtrædelser af fællesskabslovgivningen om offentlige indkøb (herunder tilsidesættelse af lighedsprincippet), og som i vid udstrækning var underbygget af dokumentation.

2. Den endelige beslutning om at henlægge sagen var ikke i overensstemmelse med Kommissionens oprindelige tilgang til klagen, som bestod i en anmodning fra Kommissionen til de græske myndigheder om præcisering af påstandene om overtrædelse af fællesskabsretten og om udsættelse af udbudsproceduren. Disse anmodninger var baseret på Kommissionens tjenestegrenes gennemgang af udbudsprocedurerne, som førte til den konklusion, at udbuddet fra joint venture-selskabet "Thessaloniki Metro" burde have været afvist på grund af dets betydelige afvigelser fra de obligatoriske tekniske og finansielle betingelser i udbudsmaterialet.

3. Klageren blev ikke officielt underrettet om resultatet af sin klage i 18 måneder (fra den 23. januar 1997 til den 30. juli 1998).

4. Ved ikke at underrette klageren gav Kommissionen ham ikke mulighed for at støtte sin udtalelse, navnlig med hensyn til Kommissionens hensigt om at afslutte sagen.

5. Kommissionen besvarede ikke klagerens skrivelse af 10. september 1998, hvori han anfægtede forslaget om at henlægge hans klage ved at fremlægge nye beviser for overtrædelse af fællesskabsretten.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Sammenfattende var Kommissionens udtalelse som følger:

I løbet af 1997 undersøgte Kommissionens tjenestegrene indgående den klage, som konsortiet Macedoniko Metro havde indgivet i denne meget komplekse sag. På deres forslag drøftede Kommissionen sagen på sit møde den 7. april 1998. Kommissionen bemærkede, at "de omfangsrige udbudsdokumenter indeholdt bestemmelser, som kunne give anledning til forskellige fortolkninger fra tilbudsgivernes side med hensyn til deres nøjagtige krav, og som kunne og faktisk havde ført til alvorlige tvister mellem deltagerne. På grundlag af de oplysninger, som alle de berørte parter havde fremlagt, konkluderede Kommissionen, at det ikke kunne antages, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt, at der blev gennemført en egentlig udbudsprocedure. Det kan heller ikke lægges til grund, at der er sket en klar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet".

"Kommissionen bemærkede ikke desto mindre, at den ikke altid nøjagtige udarbejdelse af udbudsdokumenterne kan skabe usikkerhed og, hvis den gentages i fremtiden, i alvorlig grad kan underminere tildelingsprocedurerne for projekter af denne størrelsesorden". Den besluttede derfor at afslutte sagen med forbehold af, at kommissær MONTI anmodede de græske myndigheder om bemærkninger og forsikringer om deres fremtidige politik og modtog et tilfredsstillende svar fra dem. Dette skete ved skrivelse af 20. maj 1998, og de græske myndigheders tilfredsstillende svar blev meddelt Kommissionen ved skrivelse af 26. juni 1998.

Det skal bemærkes, at Kommissionens beslutning om at indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 226 afhænger af en samlet vurdering af sagen og af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den pågældende medlemsstat overholder fællesskabsretten, herunder medlemsstatens forsikringer om sin fremtidige politik på det pågældende område.

Sagen blev formelt afsluttet den 27. august 1998. De elementer, som klageren efterfølgende fremlagde til støtte for sin klage, var ikke af en sådan art, at de kunne begrunde, at Kommissionen ændrede sin holdning i denne sag.

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen, at dens beslutning om at afslutte sagen var tilstrækkeligt begrundet, og at den tog hensyn til alle de elementer, som parterne havde fremlagt, og den vurdering, som dens tjenestegrene havde foretaget.

Med hensyn til de kontakter, som Kommissionen havde med klageren i denne sag, bemærkede Kommissionen, at klageren blev holdt fuldt underrettet om udviklingen i denne sag under Kommissionens undersøgelse. Han anerkendte indirekte dette i sit indlæg til Ombudsmanden, hvor han udtalte, at "gennem mange rapporter, breve, møder og kontakter syntes tjenestegrenene i XV G.D. at tro." Repræsentanter for konsortiet havde faktisk flere møder i Bruxelles og telefonsamtaler med Kommissionens tjenestegrene i løbet af 1997 og begyndelsen af 1998. På disse møder (f.eks. i juli og oktober 1997) og som sædvanligt i lignende tilfælde fik de oplysninger om tjenestegrenenes vurdering af sagen og dens udvikling. Da det græske statsråd i marts 1998 afviste klagerens ansøgning mod den ordregivende myndighed, blev Kommissionens tjenestegrene igen kontaktet af klageren og drøftet denne udvikling. Kommissionen konkluderede derfor, at klageren blev holdt fuldt underrettet under hele Kommissionens behandling af sagen om sagens udvikling, ligesom alle andre parter i proceduren.

Så snart Kommissionen på grundlag af alle de oplysninger, den var i besiddelse af, besluttede ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Grækenland, underrettede den straks formelt og skriftligt ved skrivelse af 30. juli 1998 klageren om, at den agtede at henlægge sagen, og anmodede denne om at fremsætte sine bemærkninger hertil. Da Kommissionen imidlertid ikke havde hørt klageren, afsluttede den sagen.

Efter sagens afslutning fremsatte klageren yderligere bemærkninger, hvori han hævdede, at Kommissionen ikke burde have afsluttet sagen, eller at den burde genåbne overtrædelsesproceduren mod den græske stat (hans breve af 10. september, 7. oktober, 21. oktober og 25. november 1998). Kommissionen undersøgte de fremførte argumenter og meddelte ved brev af 10. december 1998 klageren, at de ikke kunne begrunde en ændring af ovennævnte beslutning.

På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen ikke, at klageren var blevet behørigt underrettet om Kommissionens behandling af hans klage.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse understregede klageren, at Kommissionen havde opfordret ham til at fremsætte bemærkninger til den foreslåede afslutning af sagen i sin skrivelse af 30. juli 1998, som ankom den 19. august 1998 midt på sommeren, men allerede afsluttede sagen den 27. august 1998, dvs. kun en uge senere.

Klageren anførte, at Kommissionen behandlede hans klage på en måde, der var helt i strid med principperne om god forvaltningsskik og kravene i EF-traktatens artikel 226. Han henviste til resultaterne af Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten, som er forklaret i Ombudsmandens årsberetning for 1997. Han bemærkede, at Kommissionen i den foreliggende sag tilsidesatte de proceduremæssige garantier vedrørende 1) den maksimale periode på et år fra datoen for registreringen, 2) klagerens oplysninger med hensyn til sagens udvikling og forhandlingerne med den græske regering og 3) den manglende begrundelse for sagens afslutning og respekt for klagerens ret til at forsvare sin holdning, inden Kommissionen træffer en endelig afgørelse.

Klageren hævdede, at Kommissionens begrundelse for at afslutte sagen både var utilstrækkelig og selvmodsigende: I sin skrivelse af 30. juli 1998 til klageren understregede Kommissionen først, at udbudsdokumenterne var omfattende og udformet på en tvetydig måde, hvilket kunne give anledning til forskellige fortolkninger fra tilbudsgivernes side med hensyn til deres krav. Kommissionen er imidlertid efterfølgende af den opfattelse, at det alene på grund af procedurens og udbudsmaterialets kompleksitet ikke kunne gøres gældende, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt en egentlig udbudsprocedure, eller at ligebehandlingsprincippet var blevet tilsidesat. Ifølge klageren er denne begrundelse selvmodsigende: Det er ulogisk at konkludere, at der ikke kunne være tale om en klar tilsidesættelse af fællesskabsretten og ligebehandlingsprincippet, fordi udbudsdokumenterne var udfærdiget på en tvetydig og abstrakt måde. Det er åbenbart, at den tvetydige og abstrakte udformning af udbudsdokumenterne medfører en mangel på gennemsigtighed, hvilket er en hindring for en korrekt og objektiv vurdering af tilbuddene og en risiko for vilkårlighed fra den ordregivende myndigheds side.

Klageren bemærkede endvidere, at den yderligere grund, som Kommissionen havde påberåbt sig for at afslutte sagen, nemlig den græske regerings forsikringer om deres fremtidige politik, betød, at Kommissionen syntes at acceptere den overtrædelse, der blev begået i denne sag, uden at give klageren en forklaring på, hvorfor den ikke havde anmodet de græske myndigheder om at træffe foranstaltninger for at bringe overtrædelsen af fællesskabsretten til ophør, hvilket Kommissionen stiltiende anerkendte. Kommissionen har således ved sin beslutning tilsidesat den objektive karakter af artikel 226-proceduren.

Klageren bemærkede endvidere, at Kommissionens endelige holdning var i klar modstrid med GD XV's holdning uden nogen forklaring på denne radikale ændring. GD XV havde konkluderet, at der var tale om en klar overtrædelse af bestemmelserne i direktiv 93/37/EØF og af princippet om ligebehandling, og anmodede de græske myndigheder om at fremsætte bemærkninger og suspendere proceduren (skrivelser af 2. maj og 30. juli 1997). Klageren bemærkede også, at Kommissionens udtalelse til Ombudsmanden også undgik at give nogen forklaring på den radikale ændring i dens holdning. Han mente, at der var tale om et klart magtmisbrug fra Kommissionens side.

Yderligere oplysninger

Efter en nøje undersøgelse af Kommissionens udtalelse og klagerens bemærkninger fandt Ombudsmanden, at Kommissionen ikke havde givet et tilfredsstillende svar på alle klagerens påstande. Ombudsmanden fandt navnlig, at Kommissionens udtalelse ikke i tilstrækkelig grad behandlede klagerens påstande vedrørende begrundelsen for afgørelsen og uoverensstemmelsen mellem Kommissionens endelige afgørelse og GD XV's oprindelige tilgang.

Besigtigelse af sagsakterne og mundtlig bevisoptagelse

Med hensyn til disse to påstande skrev Ombudsmanden til Kommissionen den 29. april 1999, at han anså det for nødvendigt, at hans tjenestegrene i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, første led, nr. 2, i Ombudsmandens statut inspicerede Kommissionens sagsakter vedrørende den klage, som Joint Venture Macedonian Metro havde indgivet den 23. januar 1997.

Ombudsmanden fandt det også nødvendigt, at hans tjenestegrene indhentede vidneudsagn fra de tjenestemænd og øvrige ansatte i GD XV, der havde behandlet klagen, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, fjerde led, nr. 3, i Ombudsmandens statut.

Som svar opfordrede Kommissionen Ombudsmanden til at kontakte Kommissionens Generalsekretariat for at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på aktindsigt og mundtlig bevisoptagelse og meddelte ham, at de pågældende tjenestemænd i GD XV var direktør A. MATTERA, kontorchef C. SERVENAY og administrator K. TOMARAS.

Efter yderligere korrespondance vedrørende proceduren for afgivelse af mundtlige vidneforklaringer gennemgik Ombudsmandens tjenestegrene både sagen og afgav mundtlige vidneforklaringer den 24. juni 1999. Kontrolundersøgelsen fandt sted i GD XV's lokaler i Bruxelles.

Mundtlige beviser blev taget ved hjælp af følgende procedure:

1 Dato, tidspunkt og sted for afhøringen blev aftalt mellem Ombudsmandens tjenestegrene og Kommissionens generalsekretariat, som underrettede vidnerne. Den mundtlige bevisoptagelse fandt sted i Ombudsmandens lokaler i Bruxelles.

2 Hvert vidne blev afhørt hver for sig og blev ikke ledsaget.

3 Processproget blev aftalt mellem Ombudsmandens tjenestegrene og Kommissionens Generalsekretariat. Efter anmodning fra vidnerne blev sagen ført på fransk.

4 Proceduren blev forklaret for hvert vidne, inden den mundtlige bevisoptagelse fandt sted.

5 Spørgsmålene og svarene blev registreret og transskriberet af Ombudsmandens tjenestegrene.

Hvert vidne fik tilsendt udskriften af sit vidneudsagn til underskrift. Vidnerne blev opfordret til at foreslå sproglige rettelser af deres svar. De blev underrettet om, at hvis de ønskede at rette eller supplere et svar, skulle det reviderede svar og begrundelsen herfor fremgå af et særskilt dokument og vedlægges udskriften. De underskrevne udskrifter udgør en del af Ombudsmandens sagsakter i sagen.

Ombudsmandens tjenestegrene afhørte de tre vidner om de procedurer og årsager, der førte til GD XV's forslag om at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder og den efterfølgende afgørelse om at afslutte sagen.

Med hensyn til aktindsigten blev ombudsmandens tjenestegrene nægtet kopier af Kommissionens sagsakter og nægtet aktindsigt i dokumenter fra virksomheder på grund af forretningshemmeligheder.

Den anden aktindsigt

Ombudsmanden skrev derfor til Kommissionens formand den 1. juli 1999 og anmodede Kommissionen om at give Ombudsmandens tjenestegrene fuld adgang til Kommissionens sagsakter i sagen. Efter yderligere korrespondance mellem Ombudsmanden og Kommissionens generalsekretær foretog Ombudsmandens tjenestegrene den 26. juli 1999 endnu en undersøgelse af sagen i GD XV's lokaler i Bruxelles.

Klagerens yderligere bemærkninger

Klageren henviste igen til, at Kommissionens skrivelse af 30. juli 1998 først blev modtaget den 19. august 1998. Han fremsendte supplerende oplysninger den 10. september, den 7. oktober, den 21. oktober og den 25. november 1998, men blev ved skrivelse af 10. december 1998 underrettet om, at sagen allerede var afsluttet den 27. august 1998. Klageren mente, at han reelt blev nægtet muligheden for at anfægte den bebudede afslutning af sagen.

Klageren fastholdt også sit synspunkt om, at afslutningen af sagen skyldtes en politisk afgørelse, som blev håndhævet over for GD XV's tjenestegrene. Han bemærkede, at GD XV i sine dokumenter klart havde accepteret, at der var blevet konstateret væsentlige ulovligheder og overtrædelser med hensyn til tilbuddet fra joint venture-selskabet "Thessaloniki Metro". Han oplyste endvidere, at han under sit møde den 7. juli 1997 med tjenestemændene fra GD XV fik det indtryk, at tjenestemændene var overbevist om rigtigheden af hans afhandling, og at han var dybt bekymret over betydningen af overtrædelserne. Da beslutningen om at afslutte sagen i princippet var blevet truffet af Kommissionens kollegium, blev GD XV's tjenestegrene imidlertid efterfølgende presset til også at afslutte sagen proceduremæssigt og forklare den politiske beslutning, som ikke havde noget logisk grundlag.

Klagerens retlige repræsentanter fremsatte også bemærkninger til vidneudsagnene fra tjenestemændene i GD XV. De fandt, at de forklaringer, der blev givet til Kommissionens beslutning om at henlægge sagen, var selvmodsigende og ikke overbevisende, og at alt, hvad der fulgte efter beslutningen af 7. april 1998, var en administrativ handling, der juridisk skulle dække en politisk beslutning, som ikke havde noget retsgrundlag.

Kommissionens anden udtalelse

For at fortsætte sine undersøgelser af klagen skrev Ombudsmanden til Kommissionens formand den 18. november 1999 og anmodede Kommissionen om at afgive en udtalelse om klagerens påstand i hans yderligere bemærkninger om, at beslutningen om at afslutte sagen var en politisk beslutning, som ikke havde noget retsgrundlag, og som var i modstrid med GD XV's forslag om at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder.

Den 3. januar 2000 svarede Kommissionens formand således:

"(.) I henhold til EF-traktatens artikel 195 og Europa-Parlamentets afgørelse af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv henviser Deres brev til påstande vedrørende den dom, som Kommissionen har afsagt, da den i forbindelse med udøvelsen af sin rolle som traktaternes vogter besluttede at afslutte en traktatbrudssag. Uden at gå ind på spørgsmålet om, hvorvidt påstandene er begrundede, mener jeg, at det først og fremmest er vigtigt at trække en klar skillelinje mellem beføjelsen til at undersøge sager om fejl eller forsømmelser og Kommissionens skønsmæssige beføjelser som politisk institution. I denne forbindelse skal det erindres, at Domstolen i sine domme (4) altid har anerkendt, at Kommissionen har et vidt politisk skøn ved udøvelsen af den rolle, den er tillagt ved traktaten (.).

Den 11. januar 2000 fremsendte Kommissionens generalsekretær de tre vidners svar på klagerens yderligere bemærkninger af 29. oktober 1999 til Ombudsmanden. De bemærkede, at der i modsætning til, hvad klageren anførte, ikke var nogen modsætning mellem deres vidneudsagn, men kun en anden præsentation af den samme udtalelse om sagens realitet, og mere specifikt med hensyn til den omstændighed, at overtrædelsens aspekt i denne sag slet ikke var indlysende. Vidnernes svar sluttede med følgende bemærkninger til deres vidneudsagn:

To løsninger kunne oprindeligt overvejes og kunne forsvares juridisk: fremsendelse af en åbningsskrivelse eller manglende videreførelse af sagen, hvis visse betingelser var opfyldt. De berørte tjenestegrene har oprindeligt valgt den første stilling, men var klar over dens begrænsninger.

I modsætning til, hvad klageren bemærkede, var der ingen "radikal holdningsændring". En omhyggelig læsning af sagsakterne viser, at der var en holdning, som gradvist har udviklet sig under instruktionen af sagsakterne på grundlag af de vurderingselementer, som de græske myndigheder fremlagde og senere præciserede.

På sit møde den 7. april 1998 traf Kommissionen ikke beslutning om "afslutning af sagen", men fastlagde en principiel retning ved at beslutte "udsættelse med henblik på afslutning" og ved at give kommissær MONTI mandat til at skrive til de græske myndigheder for at anmode om præciseringer og forsikringer.

Det fremgår klart af kommissær MONTI's brev til de græske myndigheder, at Kommissionen efter at have fastsat en principiel retning kunne have truffet en anden beslutning, hvis der ikke var blevet givet et vist antal præciseringer og garantier. Da præciseringerne og garantierne imidlertid er tilfredsstillende, har GD for det Indre Marked inden for rammerne af ovennævnte retningslinjer foreslået, at sagen afsluttes.

Den anden mundtlige bevisoptagelse

I sin skrivelse af 18. november 1999 til Kommissionens formand fandt Ombudsmanden det også nødvendigt, at hans tjenestegrene indhentede yderligere vidneudsagn fra kommissær M. MONTI, generaldirektør J. MOGG, GD XV, og kontorchef C. SERVENAY. I sin skrivelse af 1. december 1999 anmodede ombudsmanden også om at modtage vidneudsagn fra H. ZOUREK, vicegeneraldirektør i GD XV.

I sit svar af 3. januar 2000 påpegede Kommissionens formand, at artikel 3, stk. 2, i Ombudsmandens statut ikke giver kommissærerne mulighed for at afgive vidneforklaring.

Efter yderligere korrespondance vedrørende proceduren afhørte ombudsmanden og hans tjenestegrene de ovennævnte vidner, med undtagelse af kommissæren, den 12. januar 2000 i Den Europæiske Ombudsmands lokaler i Bruxelles. Der blev afgivet mundtlige indlæg om spørgsmål vedrørende korrespondancen mellem de forskellige tjenestegrene i Kommissionen, der er involveret i behandlingen af denne sag.

Klagerens endelige bemærkninger

I deres bemærkninger af 27. marts 2000 fremsatte klageren og dennes juridiske repræsentanter følgende afsluttende bemærkninger om Kommissionens behandling af deres klage og om det andet vidneudsagn:

Klageren fandt, at vidneudsagnene ikke indeholdt noget svar på de alvorlige påstande om fejl eller forsømmelser i denne sag. Han gentog, at selv om alle de tjenestegrene i Kommissionen, der er involveret i denne sag (GD VII, GD XV, GD XVI og Den Juridiske Tjeneste), understregede den klare overtrædelse af EU-retten i alle deres interne erklæringer og foreslog at gribe ind over for de græske myndigheder, besluttede kommissærerne den 7. april 1998 ikke at gå videre. Kommissær M. MONTI forsøgte at opnå et tilsagn fra de græske myndigheder om, at en sådan ulovlig praksis ikke ville blive gentaget i fremtiden, som om en erklæring i en fremtidig sag kunne være juridisk og moralsk nok til at slette fortidens ulovlige handlinger.

Klageren bemærkede navnlig, at vidnerne i deres vidneudsagn forsøgte at overbevise om, at sagen var modnet og gradvist havde ændret deres oprindelige opfattelse. De fremlagde imidlertid ikke en eneste skriftlig erklæring før den 7. april 1998, som fastholdt deres nye standpunkt.

Klageren bemærkede, at Kommissionen ikke havde svaret på det punkt, at sagen blev afsluttet den 27. august 1998, dvs. kun otte dage efter, at klageren modtog opfordringen til at fremlægge yderligere oplysninger.

Klagerens retlige repræsentanter fremsatte endelige bemærkninger, som omfattede følgende punkter:

De anførte, at Kommissionens Juridiske Tjeneste, selv om den anerkendte sagens kompleksitet, aldrig havde fundet, at der ikke var tale om en overtrædelse, og havde godkendt fremsendelsen af en åbningsskrivelse til de græske myndigheder.

Kommissionens beslutning af 7. april 1998 indeholdt ingen gyldig retlig begrundelse for henlæggelsen af sagen og havde ingen som helst forbindelse med GD XV's instruks i sagen indtil dette tidspunkt. Beslutningen af 7. april 1998 var en principbeslutning, som praktisk talt ikke gav kommissær M. MONTI og GD XV's tjenestegrene nogen margen til at gå i en anden retning. Denne afgørelse indebar nødvendigvis, at sagen blev afsluttet. GD XV's tjenestegrene er netop blevet anmodet om at træffe gennemførelsesforanstaltningerne i denne afgørelse. Den eneste sjældne og ekstreme hypotese, der i sidste ende kunne ændre denne principbeslutning, ville være, at de græske myndigheder nægter at overholde fællesskabsretten i fremtiden. De retlige repræsentanter anførte derfor, at Kommissionens beslutning ikke var ledsaget af konkrete betingelser for de græske myndigheder, eftersom den græske stats anerkendelse af sin forpligtelse til fremover at overholde fællesskabsretten er en forpligtelse, der under alle omstændigheder følger af dens egenskab af medlemsstat i Den Europæiske Union. Det var derfor meget let for de græske myndigheder at anerkende denne forpligtelse, som ikke tidligere havde haft nogen indvirkning på deres overtrædelse. Kommissionen præciserede imidlertid ikke, hvilke garantier de græske myndigheder i sidste ende gav, og om disse garantier efterfølgende blev kontrolleret af Kommissionens tjenestegrene.

De juridiske repræsentanter var også af den opfattelse, at vidnerne ikke havde forklaret forskellen mellem på den ene side skrivelsen af 3. januar 2000 fra formand PRODI til Ombudsmanden, hvori der blev talt om politisk skøn i denne sag, og på den anden side skrivelsen fra J. MOGG til klageren af 30. juli 1998, hvorefter lukningen var berettiget på grundlag af en juridisk fortolkning. De juridiske repræsentanter fandt derfor, at beslutningen om at afslutte sagen blev truffet på grundlag af politiske og ikke strengt juridiske kriterier.

Kommissionens endelige udtalelse

Med hensyn til klagerens bemærkninger anførte Kommissionen, at GD XV nøje havde overvejet alle sagens aspekter, ikke kun de tekniske, men også de økonomiske aspekter. Dette fremgik af de tre skrivelser, der blev sendt til de græske myndigheder den 2. maj, 30. juli og 3. november 1997, idet den seneste skrivelse udelukkende vedrørte de økonomiske aspekter af sagen. Kommissionen henviste til det store antal notater og dokumenter i sagsakterne vedrørende disse aspekter, såsom den detaljerede analyse af sagen, der blev fremlagt i et notat på 26 sider udarbejdet af sagsbehandleren i oktober 1997. Kommissionen henviste ligeledes til forskellige andre notater om sagen.

Med hensyn til klagerens spørgsmål om, hvorvidt afgørelsen var en ren politisk afgørelse, og om sagen blev korrekt forelagt kabinetscheferne, anmodede Kommissionen Ombudsmanden om at se på de interne notater og e-mails i sagsakterne, hvori der ikke var nogen erklæringer af denne art.

Med hensyn til klagerens bemærkning om, at vidnerne ikke med skriftlige beviser kunne bevise, at deres holdning til sagen gradvist havde ændret sig, mindede Kommissionen Ombudsmanden om de beviser, som de pågældende tjenestemænd havde afgivet, og de senere bemærkninger, som de havde fremsendt til Ombudsmanden.

Med hensyn til klagerens påstand om, at Kommissionen afsluttede sagen den 27. august 1998, otte dage efter at han havde modtaget Kommissionens skrivelse af 30. juli 1998, hvori han blev opfordret til at fremsætte bemærkninger inden for en rimelig frist, gentog Kommissionen, at den kun kunne beklage, at skrivelsen kom klageren for sent, dvs. 19 dage efter den blev sendt, men at dette ikke var Kommissionens skyld.

Med hensyn til bemærkningerne fra klagerens retlige repræsentanter fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Det var op til Kommissionen på sit niveau at sætte sig ind i en bredere sammenhæng og, især når der kunne indtages en anden, lige så forsvarlig holdning, at tage hensyn til en række særlige forhold i sagen, som har at gøre med beskyttelsen af Fællesskabets interesser. Ingen kan bestride, at Kommissionen i sådanne tilfælde har skønsbeføjelser, således som Domstolen har anerkendt. I den foreliggende sag havde Kommissionen bemærket, at der var to mulige fremgangsmåder og løsninger, valgt en af dem, der var lige så retligt forsvarlig som den anden, og givet sine tjenestegrene retningslinjer for, hvordan sagen skulle behandles.

Med hensyn til de græske myndigheders forsikringer bemærkede Kommissionen, at de græske myndigheders svar var af stor betydning for afgørelsen af, om sagen skulle henlægges eller ej. I modsætning til klagerens påstand om, at der ikke blev stillet konkrete betingelser til den græske stat, anførte Kommissionen, at de græske myndigheder afgav tilsagn, og at situationen derefter blev væsentligt forbedret. De græske myndigheder rettede en række fejl, der skyldtes unøjagtigheder i udbudsbetingelserne, og sikrede dermed, at fællesskabsretten blev overholdt på det pågældende område. Dette var et håndgribeligt resultat af de tilsagn, som ministeren med ansvar for Thessaloniki Metro-sagen afgav om, at alle specifikationer i fremtiden ville være klare og præcise. De græske myndigheder viste derfor, at de var villige til fuldt ud at opfylde deres forpligtelser.

Sammenfatning af klagerens påstande.

I betragtning af sagens kompleksitet forekommer det nyttigt at sammenfatte klagerens påstande, som de fremgår af den oprindelige klage og efter flere på hinanden følgende udvekslinger af udtalelser og bemærkninger mellem klageren og Kommissionen:

Kommissionen afsluttede sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag, og som ikke var begrundet i offentlighedens interesse.

Ifølge klageren konkluderede de tjenestegrene i Kommissionen, der var ansvarlige for sagen om Thessaloniki Metro, at der var en klar overtrædelse af bestemmelserne i direktiv 93/37/EØF samt af princippet om ligebehandling, og foreslog derfor at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder. Men da sagen blev forelagt kommissærkollegiet den 7. april 1998, skete der en radikal og uforklarlig holdningsændring. Klageren fandt derfor, at kommissærkollegiet havde besluttet at afslutte sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag og ikke var begrundet i offentlige interesser, og dermed uretmæssigt og misbrugt udøvede sin skønsbeføjelse inden for rammerne af artikel 226-proceduren.

Kommissionen gav ikke klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge sagen.

Ifølge klageren understregede Kommissionen i sin skrivelse til klageren af 30. juli 1998 for det første, at udbudsmaterialet var omfattende og affattet tvetydigt, hvilket kunne give anledning til forskellige fortolkninger hos de bydende med hensyn til deres krav. I skrivelsen blev det imidlertid anført, at det alene var på grund af procedurens og udbudsmaterialets kompleksitet, at det ikke kunne hævdes, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt en egentlig udbudsprocedure, eller at ligebehandlingsprincippet var blevet tilsidesat. Klageren bemærkede også, at den yderligere grund, som Kommissionen havde påberåbt sig for at afslutte sagen, nemlig den græske regerings forsikringer om deres fremtidige politik, faktisk betød, at de græske myndigheder kunne undslippe konsekvenserne af tidligere overtrædelser ved blot at påtage sig forpligtelsen til at ændre deres adfærd for fremtiden. Klageren mente derfor, at de grunde, som Kommissionen gav til at forklare sin beslutning om at henlægge sagen, var utilstrækkelige og selvmodsigende.

Kommissionen tilsidesatte klagerens ret til at blive hørt, inden der blev truffet en afgørelse, og undlod at besvare klagerens breve, der blev sendt derefter.

Ved skrivelse af 30. juli 1998 meddelte Kommissionen klageren, at den havde til hensigt at henlægge sagen, medmindre han kunne fremlægge yderligere oplysninger for at påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige indkøb. Klageren modtog dette brev den 19. august 1998. Han anfægtede forslaget om at henlægge sagen ved skrivelse af 10. september 1998 og fremsendte supplerende skrivelser den 7. og 21. oktober 1998 og den 25. november 1998. Under disse omstændigheder hævdede klageren, at Kommissionen havde tilsidesat hans ret til at blive hørt, inden sagen blev afsluttet. Desuden besvarede Kommissionen ikke disse skrivelser og meddelte ham først den 10. december 1998, at den allerede havde afsluttet sagen endeligt ved beslutning nr. H/98/3262 af 27. august 1998.

Overdreven forsinkelse og mangel på information.

Klageren hævdede, at han ikke var blevet officielt underrettet i 18 måneder om resultatet af hans klage, og mente, at dette udgjorde en uforholdsmæssig stor forsinkelse med hensyn til at give ham oplysninger.

Afgørelsen

Inden behandlingen af klagerens første påstand bør Kommissionens bemærkninger vedrørende Ombudsmandens kompetence i sagen undersøges.

1 Ombudsmandens kompetence til at undersøge eventuelle fejl eller forsømmelser i forbindelse med Kommissionens behandling af en artikel 226-traktatbrudsprocedure.

1.1 Ved skrivelse af 3. januar 2000 besvarede Kommissionens formand Ombudsmandens anmodning om en udtalelse om klagerens påstand om, at sagen blev afsluttet på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag og ikke var begrundet i offentlighedens interesse. Formanden erklærede, at det er vigtigt at "trække en klar skillelinje mellem beføjelsen til at undersøge sager om fejl eller forsømmelser og Kommissionens skønsmæssige beføjelser som politisk institution. Det skal i den forbindelse erindres, at Domstolen i sine domme altid har anerkendt, at Kommissionen har et vidt politisk skøn ved udøvelsen af den rolle, som traktaten tillægger den."

1.2 Ovennævnte skrivelse synes at rejse tvivl om Ombudsmandens kompetence til at behandle klagerens påstand om Kommissionens beslutning om at henlægge sagen.

1.3 Ombudsmanden minder om, at Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 211 har pligt til at sikre anvendelsen af traktatens bestemmelser og af de foranstaltninger, som institutionerne træffer i medfør heraf. For så vidt angår medlemsstaterne er Kommissionens beføjelser og pligter som "traktatens vogter" specificeret i EF-traktatens artikel 226 (tidl. artikel 169), som er et vigtigt element i opretholdelsen af retsstatsprincippet i Den Europæiske Union.

1.4 Proceduren i henhold til artikel 226 omfatter en administrativ fase og en eventuel retslig fase (5). I tidligere sager, som Ombudsmanden har behandlet, har Kommissionen accepteret, at den i den administrative fase bør gå videre over for klagere i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik (6).

1.5 I den administrative fase indebærer den procedure, som Kommissionen anvender, at der sendes en eller flere "præ-artikel 226"-skrivelser samt en åbningsskrivelse, hvori medlemsstaten opfordres til at fremsætte sine bemærkninger. Først da kan Kommissionen i henhold til artikel 226 EF fastslå, at medlemsstaten har tilsidesat en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaten, og fremsætte en begrundet udtalelse herom. Hvis medlemsstaten ikke efterkommer den begrundede udtalelse inden for den fastsatte frist, kan Kommissionen indlede den retslige fase af proceduren ved at indbringe sagen for Domstolen.

1.6 Domstolens retspraksis fastslår, at Kommissionens beslutning om at indlede eller ikke indlede den retslige fase af artikel 226-proceduren er skønsmæssig. Hvis Kommissionen finder, at der foreligger et traktatbrud, har den ret, men ikke pligt, til at anlægge sag ved Domstolen med påstand om, at det fastslås, at medlemsstaten har gjort sig skyldig i et traktatbrud (7). Dens skønsmæssige beføjelser er til hinder for borgernes ret til at kræve, at Kommissionen indtager en bestemt holdning, og til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af dens afslag på at træffe foranstaltninger (8).

1.7 Ombudsmanden minder også om, at skønsmæssig magt ikke er det samme som diktatorisk eller vilkårlig magt. En offentlig myndighed skal altid have gode grunde til at vælge en fremgangsmåde frem for en anden. En normal del af udøvelsen af en skønsmæssig beføjelse er at forklare årsagerne til, at en bestemt fremgangsmåde er blevet valgt.

1.8 Endvidere skal en institution handle inden for rammerne af sin retlige beføjelse, når den træffer en skønsmæssig afgørelse (9). Der kan være tale om meget vide skønsbeføjelser, men de er altid underlagt retlige begrænsninger. Der er fastsat generelle begrænsninger for en sådan myndighed i Domstolens retspraksis, som f.eks. kræver, at administrative myndigheder handler konsekvent og i god tro, undgår forskelsbehandling, overholder principperne om proportionalitet, lighed og berettigede forventninger og respekterer menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

1.9 Endelig påpeger Ombudsmanden, at han under udførelsen af sin opgave med at undersøge mulige tilfælde af fejl eller forsømmelser ikke søger at sætte spørgsmålstegn ved udøvelsen af et skøn, forudsat at den pågældende institution eller det pågældende organ har handlet inden for rammerne af sin retlige myndighed.

2 Påstanden om, at Kommissionen afsluttede sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag, og som ikke var begrundet i almene hensyn.

2.1 Ifølge klageren konkluderede de tjenestegrene i Kommissionen, der var ansvarlige for sagen om Thessaloniki Metro, at der var en klar overtrædelse af bestemmelserne i direktiv 93/37/EØF og af princippet om ligebehandling, og foreslog derfor at sende en åbningsskrivelse til de græske myndigheder. Men da sagen blev forelagt kommissærkollegiet den 7. april 1998, skete der en radikal og uforklarlig holdningsændring. Klageren fandt derfor, at kommissærkollegiet havde besluttet at afslutte sagen på grundlag af politiske overvejelser, der ikke havde noget retsgrundlag og ikke var begrundet i offentlige interesser, og dermed uretmæssigt og misbrugt udøvede sin skønsbeføjelse inden for rammerne af artikel 226-proceduren.

2.2 I sine udtalelser om klagen bemærkede Kommissionen, at to løsninger oprindeligt kunne overvejes og var juridisk forsvarlige: fremsendelse af en åbningsskrivelse eller manglende videreførelse af sagen, hvis visse betingelser var opfyldt. De berørte tjenestegrene valgte i første omgang den første stilling, men var klar over dens begrænsninger. I modsætning til, hvad klageren bemærkede, var der ingen radikale holdningsændringer. En omhyggelig læsning af sagsakterne viser, at der var en holdning, som gradvist udviklede sig på grundlag af elementer, som de græske myndigheder havde fremlagt og senere præciseret. Det var op til Kommissionen på dens niveau at sætte sig ind i en bredere sammenhæng og, især når der kunne indtages en anden, lige så forsvarlig holdning, at tage hensyn til en række overvejelser, der er specifikke for sagen, og som har at gøre med beskyttelsen af Fællesskabets interesser.

2.3 Under undersøgelsen gennemgik Ombudsmanden Kommissionens sagsakter, herunder referatet af kommissærkollegiets møde den 7. april 1998, samt korrespondancen mellem forskellige af Kommissionens tjenestegrene, der var involveret i behandlingen af sagen. Ombudsmanden indhentede også mundtlige beviser fra en række tjenestemænd i Kommissionen. På grundlag af disse beviser konkluderer Ombudsmanden følgende:

i) Den tjenestegren i Kommissionen, der spillede den ledende rolle i behandlingen af klagen, var GD XV - Det indre marked. Efter en undersøgelse fandt denne tjenestegren, at der var tale om en overtrædelse, og at der skulle sendes en åbningsskrivelse til de græske myndigheder.

ii) Både GD VII (Transport) og GD XVI (Regionalpolitik og Samhørighed) accepterede udkastet til åbningsskrivelse. Kommissionens Juridiske Tjeneste accepterede den også med visse ændringer. Den Juridiske Tjeneste har imidlertid ved to lejligheder påpeget, at sagen vedrører et udbud med forhandling, der fører til en koncessionskontrakt, og at dette indebærer et element af fleksibilitet, som ikke er til stede ved offentlige eller begrænsede udbud.

iii) Efter beslutningen af 7. april 1998 om at udsætte en beslutning med henblik på at afslutte sagen anmodede kommissær Monti om skriftlige forsikringer fra de græske myndigheder med hensyn til deres fremtidige politik for i alle lignende fremtidige situationer at sikre overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, som er et princip, der er anerkendt af Domstolen, og som er grundlæggende for fællesskabsreglerne om offentlige kontrakter. Sagen blev først afsluttet, efter at de græske myndigheder havde forsikret, at de ville acceptere disse regler og principper, og at alle nødvendige foranstaltninger ville blive truffet for at forhindre fremtidige situationer svarende til dem, der gav anledning til denne sag.

2.4 På grundlag af de mundtlige vidneudsagn fra GD XV er Ombudsmandens opfattelse af Kommissionens Juridiske Tjeneste som følger. Hvis overtrædelsen skulle forfølges ved hjælp af artikel 226, kunne de græske myndigheder annullere det eksisterende tilbud og efterfølgende forhandle med en enkelt ansøger på grundlag af artikel 1, litra g), i direktiv 93/37. I praksis kunne de græske myndigheder derfor ikke forpligtes til at tildele koncessionen til en anden tilbudsgiver eller til at indlede en ny udbudsprocedure. Under den mundtlige bevisførelse accepterede og forsvarede vidnerne fra GD XV det synspunkt, at to tilgange til problemet var mulige.

2.5 I forbindelse med udøvelsen af sine funktioner som traktatens vogter har Kommissionen en skønsmæssig beføjelse, som er anerkendt af Domstolen. Ombudsmanden bemærker med beklagelse, at den foreliggende dokumentation vedrørende kommissærkollegiets møde den 7. april ikke klart forklarer årsagerne til beslutningen om at udsætte en afgørelse med henblik på afslutning.

2.6 På grundlag af de oplysninger, Ombudsmanden har til rådighed, herunder de udtalelser, han anmodede Kommissionen om i forbindelse med klagen, Kommissionens kompetente tjenestegrens holdning, jf. punkt 2.3, nr. i), ovenfor, samt skrivelsen af 3. januar 2000 fra Kommissionens formand, hvori der henvises til "politisk skøn", forekommer det imidlertid indlysende, at Kommissionens begrundelse for at afslutte sagen ikke var, at den var overbevist om, at der ikke var tale om en overtrædelse. Det ser derfor ud til, at Kommissionen har truffet en skønsmæssig beslutning om at henlægge sagen på trods af beviserne for en mulig overtrædelse. Dette fremgik klart af Kommissionens udtalelse om en begæring om oplysninger, der blev sendt til Ombudsmanden den 8. marts 1999, hvor institutionen understreger, at beslutningen om at forfølge en overtrædelse i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu 226) afhænger af en samlet vurdering af sagen og af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at medlemsstaten overholder fællesskabsretten i sin fremtidige politik. De samme konklusioner blev også bekræftet af de erklæringer fra Kommissionens tjenestemænd, der blev udspurgt under undersøgelsen.

2.7 I betragtning af den tvivl, som Den Juridiske Tjeneste har givet udtryk for med hensyn til den sandsynlige praktiske virkning af at fortsætte traktatbrudsproceduren, mener Ombudsmanden, at det var inden for Kommissionens juridiske kompetence at beslutte, at der kunne gøres flere fremskridt med hensyn til at opnå en korrekt gennemførelse af fællesskabsretten ved at anvende sagen til at indhente forsikringer fra de græske myndigheder om deres fremtidige adfærd end ved at sende en åbningsskrivelse.

2.8 Ombudsmandens undersøgelse har derfor ikke afsløret fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen. Det skal imidlertid erindres, at Kommissionens beslutning om at afslutte sagen blev truffet uden de eventuelle yderligere elementer, som klageren kunne have fremlagt. Dette aspekt af sagen behandles i afsnit 4 i denne afgørelse nedenfor.

3 Påstanden om, at Kommissionen ikke gav klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at afslutte sagen.

3.1 Klageren hævdede, at Kommissionens begrundelse for beslutningen om at afslutte sagen var utilstrækkelig og selvmodsigende.

3.2 Ombudsmanden minder om, at Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (10)) erklærede sig rede til at underrette klageren, inden den afviste en klage, med en begrundelse for den foreslåede afvisning.

3.3 For at opfylde deres tilsigtede formål om at informere klageren bør begrundelsen være klar og forståelig.

3.4 I den foreliggende sag sendte Kommissionen følgende brev til klageren:

Kommissionen drøftede endelig sagen på Kommissionens møde den 7. april 1998. Kommissionen bemærkede, at de omfangsrige udbudsdokumenter indeholdt bestemmelser, der kunne give anledning til forskellige fortolkninger hos tilbudsgiverne med hensyn til deres nøjagtige krav. Henset til procedurens og udbudsdokumenternes kompleksitet konkluderede Kommissionen imidlertid, at det ikke kunne hævdes, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt en egentlig udbudsprocedure. I denne forbindelse kunne det ikke påvises, at der var sket en klar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, som nødvendiggjorde, at der blev indledt en traktatbrudsprocedure. Kommissionen besluttede også at bemyndige kommissær MONTI til at kontakte de græske myndigheder for at give udtryk for Kommissionens holdning til dette spørgsmål og anmode om myndighedernes bemærkninger og forsikringer med hensyn til deres fremtidige politik. Dette skete ved skrivelse af 20. maj 1998, og de græske myndigheders svar blev meddelt Kommissionen ved skrivelse af 26. juni 1998.

På grundlag af ovenstående og de græske myndigheders forsikringer om deres fremtidige politik vil Kommissionens tjenestegrene foreslå Kommissionen at afslutte sagen, medmindre De vil være i stand til at fremlægge yderligere elementer, der kan påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige udbud (.).

3.5 I sin udtalelse om klagen forklarede Kommissionen, at den på grundlag af de oplysninger, som alle de berørte parter havde fremlagt, var nået til den konklusion, at det ikke kunne godtages, at den ordregivende myndighed ikke havde tilladt, at der blev gennemført en egentlig udbudsprocedure. Det kan heller ikke lægges til grund, at der foreligger en åbenbar tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet. Kommissionen bemærkede ikke desto mindre, at den ikke altid nøjagtige udarbejdelse af udbudsdokumenterne kunne skabe usikkerhed og, hvis den blev gentaget i fremtiden, i alvorlig grad kunne underminere tildelingsprocedurerne for projekter af denne størrelsesorden. Den besluttede derfor at afslutte sagen med forbehold af tilfredsstillende forsikringer fra de græske myndigheder om deres fremtidige politik. Kommissionen påpegede også, at en kommissionsbeslutning om, hvorvidt der skal indledes en traktatbrudsprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 226, afhænger af en samlet vurdering af sagen og af de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at den pågældende medlemsstat overholder fællesskabsretten, herunder medlemsstatens forsikringer om sin fremtidige politik på det pågældende område.

3.6 På baggrund af ovenstående fandt Kommissionen, at dens beslutning om at henlægge sagen var tilstrækkeligt begrundet, og at den tog hensyn til alle de elementer, som parterne havde fremlagt, og den vurdering, som dens tjenestegrene havde foretaget.

3.7 Ombudsmanden mener, at Kommissionens skrivelse til klageren på trods af dens komplicerede affattelse naturligvis skal forstås således, at Kommissionen afsluttede sagen, fordi den fandt, at der ikke var sket nogen overtrædelse af fællesskabsretten. Ombudsmandens konklusion i punkt 2.6 ovenfor er, at dette ikke var årsagen til Kommissionens beslutning om at afslutte Thessaloniki Metro-sagen. Kommissionen gav derfor ikke klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge klagen. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

4 Kommissionen tilsidesatte klagerens ret til at blive hørt, inden der blev truffet en beslutning, og undlod at besvare klagerens breve, der blev sendt derefter.

4.1 Klageren hævdede, at Kommissionen havde tilsidesat hans ret til at blive hørt, inden sagen blev afsluttet. Ved skrivelse af 30. juli 1998 meddelte Kommissionen klageren, at den havde til hensigt at henlægge sagen, medmindre han fremlagde yderligere oplysninger for at påvise en klar overtrædelse af EU-lovgivningen om offentlige indkøb. Klageren anførte, at han modtog dette brev den 19. august 1998. Han anfægtede forslaget om at henlægge sagen ved skrivelse af 10. september 1998 og fremsendte supplerende skrivelser den 7. og 21. oktober 1998 og den 25. november 1998. Kommissionen besvarede imidlertid først disse skrivelser den 10. december 1998 og meddelte ham, at den allerede havde henlagt sagen ved beslutning nr. H/98/3262 af 27. august 1998.

4.2 I sine udtalelser om klagen anførte Kommissionen, at den efter ikke at have hørt klageren efter at have sendt brevet besluttede at afslutte sagen. Den kunne kun beklage, at brevet nåede frem til klageren for sent, dvs. 19 dage efter det blev sendt, men mente ikke, at dette var Kommissionens skyld. Kommissionen forklarede også, at den den 10. december 1998 besvarede klagerens skrivelser af 10. september, 7. og 21. oktober 1998 og 25. november 1998, hvori han hævdede, at Kommissionen ikke burde have afsluttet sagen eller genoptaget overtrædelsesproceduren.

4.3 Efter at have undersøgt klagerens argumenter gav Kommissionens svar på disse breve heller ikke klageren den egentlige begrundelse for Kommissionens beslutning om at afslutte sagen. Dette aspekt er imidlertid allerede behandlet i punkt 3.7 i denne beslutning.

4.4 Med hensyn til påstanden om, at Kommissionen tilsidesatte hans ret til at blive hørt, inden sagen blev afsluttet, minder Ombudsmanden om, at Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (11)) erklærede sig rede til at underrette klageren, inden den afviste en klage, med en begrundelse for den foreslåede afvisning. Ombudsmanden forstår dette tilsagn således, at det omfatter det grundlæggende krav om en retfærdig administrativ procedure om, at en person bør have ret til at fremsætte bemærkninger, inden der træffes en afgørelse, der berører vedkommendes interesser.

4.5 Ombudsmanden bemærker, at en klagers mulighed for at fremsætte bemærkninger nødvendigvis bl.a. omfatter følgende elementer: i)
tilstrækkelig tid til at udarbejde og fremsætte eventuelle bemærkninger.
ii) tilstrækkelige oplysninger om grundlaget for den foreslåede afgørelse om afslutning, således at klageren kan behandle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

4.6 I den foreliggende sag sendte Kommissionen en skrivelse lige før den normale sommerferiesæson, hvori den informerede klageren om den foreslåede afslutning af sagen og opfordrede ham til at fremlægge yderligere oplysninger. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionens skrivelse ikke fastsatte nogen frist for en sådan forelæggelse, og at der derfor burde have været fastsat en rimelig frist. Hvis Kommissionen ønskede at handle hurtigt, ville det desuden have været hensigtsmæssigt både at fastsætte en frist og at underrette klageren ved hjælp af en moderne kommunikationsmetode i stedet for at forlade sig på stillingen. Under disse omstændigheder gav henlæggelsen af sagen blot otte dage efter, at klageren modtog Kommissionens brev, ikke klageren tilstrækkelig tid til at fremsætte bemærkninger.

4.7 Ombudsmanden minder også om, at Kommissionen ikke gav klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin foreslåede afgørelse om at henlægge sagen. Kommissionen gav derfor ikke klageren en reel mulighed for at behandle alle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

4.8 På baggrund af ovenstående nægtede Kommissionen klageren en rimelig mulighed for at blive hørt, inden den afsluttede behandlingen af hans klage. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

5 Påstanden om uforholdsmæssigt store forsinkelser og manglende oplysninger.

5.1 Klageren hævdede, at han i 18 måneder (23. januar 1997 til 30. juli 1998) ikke var blevet officielt underrettet om resultatet af hans klage. Kommissionen gav nærmere oplysninger om de skridt, den havde taget for at holde klageren fuldt underrettet om sagens forløb gennem flere møder i Bruxelles og telefonsamtaler med Kommissionens tjenestegrene i løbet af 1997 og begyndelsen af 1998.

5.2 I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (12)) anførte Kommissionen, at klageren underrettes om de foranstaltninger, der træffes som svar på en klage, og at der i henhold til dens forretningsorden skal træffes en afgørelse om at henlægge en klage uden at træffe foranstaltninger inden for et år fra datoen for klagens registrering, undtagen i særlige tilfælde, hvor begrundelsen skal angives.

5.3 Den dokumentation, som Ombudsmanden har til rådighed, er, at Kommissionens tjenestegrene gennem møder og telefonsamtaler holdt klageren underrettet om sagens forløb. I betragtning af, at der var tale om en omfattende sag, der krævede en kompleks teknisk og juridisk vurdering, kunne Kommissionen med rimelighed have anset dette for at være et særligt tilfælde, der kunne begrunde en undersøgelse på mere end et år. Ombudsmanden finder derfor ikke, at der foreligger fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

6 Konklusion.

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage forekommer det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkninger:

1 Ombudsmanden mener, at Kommissionens skrivelse til klageren på trods af dens komplicerede affattelse naturligvis skal forstås således, at Kommissionen afsluttede sagen, fordi den fandt, at der ikke var sket nogen overtrædelse af fællesskabsretten. Ombudsmandens konklusion i punkt 2.6 og 2.7 ovenfor er, at dette ikke var årsagen til Kommissionens beslutning om at afslutte Thessaloniki Metro-sagen. Kommissionen gav derfor ikke klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin beslutning om at henlægge klagen. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

2 Ombudsmanden bemærker, at en klagers mulighed for at fremsætte bemærkninger nødvendigvis bl.a. omfatter følgende elementer: i)
tilstrækkelig tid til at udarbejde og fremsætte eventuelle bemærkninger.
ii) tilstrækkelige oplysninger om grundlaget for den foreslåede afgørelse om afslutning, således at klageren kan behandle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

I den foreliggende sag sendte Kommissionen en skrivelse lige før den normale sommerferiesæson, hvori den informerede klageren om den foreslåede afslutning af sagen og opfordrede ham til at fremlægge yderligere oplysninger. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionens skrivelse ikke fastsatte nogen frist for en sådan forelæggelse, og at der derfor burde have været fastsat en rimelig frist. Hvis Kommissionen ønskede at handle hurtigt, ville det desuden have været hensigtsmæssigt både at fastsætte en frist og at underrette klageren ved hjælp af en moderne kommunikationsmetode i stedet for at forlade sig på stillingen. Under disse omstændigheder gav henlæggelsen af sagen blot otte dage efter, at klageren modtog Kommissionens brev, ikke klageren tilstrækkelig tid til at fremsætte bemærkninger.

Ombudsmanden minder også om, at Kommissionen ikke gav klageren en tilstrækkelig begrundelse for sin foreslåede afgørelse om at henlægge sagen. Kommissionen gav derfor ikke klageren en reel mulighed for at behandle alle de relevante spørgsmål i sine bemærkninger.

I lyset af ovenstående nægtede Kommissionen klageren en rimelig mulighed for at blive hørt, inden den afsluttede sagen om hans klage. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Da disse aspekter af sagen vedrører procedurer vedrørende specifikke begivenheder i fortiden, er det ikke hensigtsmæssigt at søge en mindelig løsning på sagen. Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen.

Yderligere bemærkninger:

Ombudsmanden bemærker, at hvis den skrivelse, hvorved Kommissionen informerer en klager om sin beslutning om at henlægge hans klage, blev betragtet som en beslutning rettet til klageren, kunne Kommissionens undladelse af at give klageren en rimelig mulighed for at blive hørt, inden den afsluttede sagen, samt dens undladelse af at give en tilstrækkelig begrundelse for beslutningen, begge give anledning til annullation i dette tilfælde.

Ombudsmanden har imidlertid allerede nævnt Domstolens retspraksis, som fastslår, at Kommissionens skønsmæssige beføjelse til at beslutte, om en overtrædelse skal indbringes for Domstolen eller ej, er til hinder for enkeltpersoners ret til at kræve, at Kommissionen indtager en bestemt holdning, og til at anlægge annullationssøgsmål til prøvelse af dens afslag på at træffe foranstaltninger (13).

Ombudsmanden påpeger, at ovennævnte retspraksis ikke forhindrer Kommissionen i at tage skridt til at undgå eventuelle fremtidige tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dens behandling af klager i henhold til artikel 226. Ombudsmanden foreslår specifikt, at Kommissionen bør overveje at indføre en klar procedurekodeks for behandling af sådanne klager svarende til de eksisterende kodekser i forbindelse med konkurrencespørgsmål.

I forbindelse med Den Europæiske Ombudsmands undersøgelse på eget initiativ af Kommissionens administrative procedurer for behandling af klager over medlemsstaternes overtrædelse af fællesskabsretten (303/97/PD (14)) erkendte Kommissionen allerede, at klagerne i perioden forud for indledningen af en retssag nyder godt af proceduremæssige garantier, som Kommissionen konstant har udviklet og forbedret. Kommissionen erklærede sig også rede til at fortsætte i denne retning.

I denne forbindelse bør Kommissionen navnlig præcisere de proceduremæssige aspekter af den administrative fase forud for den endelige beslutning om at afgive den begrundede udtalelse, som afslutter den administrative procedure.

Indførelsen af en sådan kodeks ville være et vigtigt skridt i retning af at virkeliggøre borgernes ret til god forvaltning som anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret i Nice den 7. december 2000.

Din oprigtige,

 

Jacob SÖDERMAN

---

(1) Rådets direktiv 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter, EFT L 199/54.

(2) Fællesskabets institutioner og organer har pligt til at give ombudsmanden de oplysninger, han anmoder om, og give ham adgang til de pågældende akter. De kan kun afslå dette under henvisning til behørigt begrundede fortrolighedshensyn.

(3) Tjenestemænd og øvrige ansatte i Fællesskabets institutioner og organer skal efter anmodning fra ombudsmanden afgive vidneforklaring; de udtaler sig på vegne af og efter instruks fra deres administrationer og har fortsat tavshedspligt.

(4) Se sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1998 I, s. 5449, præmis 37: "Kommissionen har kompetence til at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at anlægge traktatbrudssøgsmål mod en medlemsstat. En sådan beslutning henhører under institutionens skønsmæssige beføjelser og kan ikke betegnes som en forvaltnings- eller forvaltningsforanstaltning".

(5) Sag 48/65, Lütticke mod Kommissionen, Sml. 1996, s. 19.

(6) Se navnlig sag 132/21.9.95/AH/EN (Motorvejssagen M 40), der blev rapporteret i årsberetningen for 1996.

(7) Sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1998 I, s. 5449, præmis 46.

(8) Sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 291, sag 87/89, Sonito mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 1981, Rettens kendelse i sag T-182/97, Hubert Ségaud og Monique Ségaud mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 0271.

(9) Henstilling nr. R (80)2 om administrative myndigheders udøvelse af skønsmæssige beføjelser i "Administrationen og Dem, Principper for forvaltningsretten vedrørende forholdet mellem administrative myndigheder og privatpersoner, en håndbog", Europarådets forlag, Europarådet, 1996, s. 362.

(10) 303/97/PD, der er omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.

(11) 303/97/PD, der er omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.

(12) 303/97/PD, der er omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.

(13) Sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 291, sag 87/89, Sonito mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 1981, Rettens kendelse i sag T-182/97, Hubert Ségaud og Monique Ségaud mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 0271.

(14) 303/97/PD, der er omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 270-274.