Sagen vedrørte advokaters udøvelse af retten til fri bevægelighed inden for EU. Europa-Kommissionen afviste en klage indgivet af en person, der var beskikket som advokat i Cypern, og som mente, at Det Forenede Kongerige og/eller de cypriotiske myndigheder havde overtrådt reglerne om fri bevægelighed. Den Europæiske Ombudsmand undersøgte sagen og konstaterede, at Kommissionen ikke havde begået fejl eller forsømmelser. For så vidt angår Det Forenede Kongerige konkluderede Kommissionen med rette, at de britiske myndigheder havde overholdt de gældende regler. Med hensyn til de cypriotiske myndigheder var det ligeledes med rette, at Kommissionen fandt, at klageren ikke havde fremlagt bevis for, at de havde skabt en hindring for udøvelsen af klagerens ret til fri bevægelighed.

Sagen vedrørte Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagenturs ("EASA") afslag på at give aktindsigt i dokumenter (nemlig (i) EASA's overvågningsplaner og (ii) EASA's rapporter vedrørende henstillinger om godkendelse), der vedrørte fire leverandører af luftfartøjsvedligeholdelsesydelser etableret i Asien. Ombudsmanden undersøgte sagen og fandt, at EASA's henvisning til beskyttelsen af kommercielle interesser og beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og audits ikke var overbevisende. Efter et udkast til henstilling fra Ombudsmanden besluttede EASA at frigive de pågældende dokumenter.

Klageren er en tysk ingeniør, der ledede tilsynet med opførelsen af domstolen for grov kriminalitet i Tirana i Albanien. Byggeprojektet var omfattet af en bygge- og anlægskontrakt indgået mellem det albanske justitsministerium (den »kontraherende myndighed«) og en privat entreprenørvirksomhed (»kontrahenten"«), og blev finansieret over Europa-Kommissionens almindelige budget. Klagerens kontrakt som tilsynsførende udløb ultimo november 2007.

I 2008 henvendte klageren sig til Ombudsmanden, idet han gjorde gældende, at Kommissionens delegation i Albanien havde undladt at støtte ham i tilstrækkeligt omfang (i) i hans bestræbelser på at sikre, at projektarbejdet blev udført i overensstemmelse med kontrakten og (ii) i hans konflikter i den forbindelse med andre parter, der var involveret i projektet. Til støtte for det første aspekt af sin påstand argumenterede klageren grundlæggende, at kontrahenten og den kontraherende myndighed var enige om at bruge billigere materialer af dårligere kvalitet end dem, der var indeholdt i bygge- og anlægskontrakten. Klageren hævdede ligeledes, at Kommissionen havde undladt at foranledige iværksat en undersøgelse på byggepladsen.

I sin udtalelse tilbageviste Kommissionen grundlæggende klagerens synspunkter og hævdede, at den havde ydet betydelig støtte til kontrahenterne og til klageren. Efter en gennemgang af Kommissionens sagsakter vedrørende projektet bemærkede Ombudsmanden, at klageren, der havde det største ansvar i forbindelse med projektet, havde rapporteret om tilfælde af trusler og intimidering mod ham til Kommissionen. Kommissionen var bevidst om alvoren af disse hændelser, der blev fremført på to møder. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at dette stod i forhold til erkendelsen af alvoren, som man klart ville have forventet ville udløse en konsekvent indsats fra Kommissionens side med det formål at forsøge at afværge sådanne hændelser i fremtiden. Ombudsmanden konkluderede derfor, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde støttet klageren og fremsatte en kritisk bemærkning i den henseende. Han indtog ligeledes den holdning, at Kommissionen ikke havde gjort brug af de beføjelser, den havde til sin rådighed, til at opfordre til en undersøgelse, der på pålidelig måde kunne afdække de faktiske omstændigheder omkring den tragiske ulykke, som kostede en arbejder livet. F.eks. havde den ikke udbedt sig en nærmere redegørelse fra de albanske myndigheder. Følgelig fremsatte Ombudsmanden en yderligere kritisk bemærkning.

For så vidt angik klagerens påstand om, at Kommissionen havde undladt at støtte ham i hans bestræbelser på at sikre, at bygge- og anlægskontrakten blev overholdt, afdækkede Ombudsmandens undersøgelse ikke nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser. Samtidig erkendte Ombudsmanden, at visse aspekter, der ikke var omfattet af hans undersøgelse, f.eks. godkendelsen efter at klagernes kontrakt var udløbet, et airconditionanlæg, der tilsyneladende var af ringere kvalitet uden en prisreduktion, eller en forlængelse af garantiperioden, kunne være en kilde til bekymring ud fra hensynet til principperne om sund forvaltning af EU's midler. Ombudsmanden opfordrede derfor Den Europæiske Revisionsret, med dennes særlige ekspertise og ansvar for revision af anvendelsen af EU's midler in mente, om at se nærmere på disse aspekter.

I henhold til TBT-direktivet skal medlemsstaterne fremsende udkast til tekniske forskrifter til Europa-Kommissionen. Klageren er en græsk internettjenestevirksomhed, der klagede over Kommissionens afslag på at give adgang til et revideret udkast til teknisk forskrift om fritidsspil, som Grækenland har meddelt den. Den Europæiske Ombudsmand foretog en undersøgelse af klagerens påstande om, at Kommissionen overtrådte de proceduremæssige og materielle regler i forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt og påstanden om, at Kommissionen skulle give aktindsigt i det ønskede dokument.

Med hensyn til den proceduremæssige påstand fremsatte Ombudsmanden et udkast til henstilling om, at Kommissionen bør anerkende den uberettigede forsinkelse, der opstod i behandlingen af klagerens genfremsatte begæring, og give tilsagn om, at sådanne forsinkelser ikke vil forekomme i fremtiden. Kommissionen accepterede Ombudsmandens udkast til henstilling.

Med hensyn til den materielle påstand og den dermed forbundne påstand forsvarede Kommissionen sit afslag på aktindsigt med den begrundelse, at den skulle beskytte den dialog, som den havde indledt med de græske myndigheder med henblik på at bringe den græske lovgivning om fritidsspil, som Domstolen havde fastslået var i strid med denne lovgivning, i overensstemmelse med EU-retten.

I sin foreløbige vurdering fandt Ombudsmanden, at eftersom den foreliggende sag vedrørte afsluttede traktatbrudsprocedurer, var Kommissionens påberåbelse af den relevante undtagelse i forordning 1049/2001 i forbindelse med meddelelsesproceduren i henhold til TBT-direktivet ikke overbevisende. Ombudsmanden foreslog som en mindelig løsning, at Kommissionen kunne overveje at give adgang til det reviderede udkast til teknisk forskrift.

Kommissionen gav efterfølgende aktindsigt i dokumentet og afgjorde dermed klagerens påstand, men var uenig i Ombudsmandens begrundelse. Ombudsmanden fremsatte derfor et udkast til henstilling om, at Kommissionen i princippet bør give offentlig adgang til reviderede udkast til tekniske forskrifter, der er meddelt i henhold til TBT-direktivet, medmindre en medlemsstat udtrykkeligt anmoder om fortrolighed og støtter en sådan anmodning med grunde, der vil kunne afkræfte formodningen om tilgængelighed.

Kommissionen accepterede ikke Ombudsmandens udkast til henstilling. I betragtning af, at Kommissionen offentliggjorde både det oprindelige udkast til teknisk forskrift, som Grækenland havde fremsendt, og det seneste udkast, fandt Ombudsmanden imidlertid, at Kommissionens adfærd ikke udgør en generel praksis. Han afsluttede derfor sagen med en kritisk bemærkning.

Klageren, Vluchtelingenwerk Vlaanderen, en flamsk NGO, der yder bistand til flygtninge, modtog et tilskud fra Europa-Kommissionen til at gennemføre et projekt i Den Demokratiske Republik Congo. I september 2004 sendte klageren en e-mail og et brev til Kommissionen, hvori klageren anmodede om Kommissionens godkendelse af en alternativ forenklet metode til indberetning af projektomkostninger, herunder omkostninger afholdt af de lokale iværksættere, der var involveret i projektet. Kommissionens kontaktperson svarede i en e-mail: "Hermed, ..., Jeg giver dig vores aftale ...". Efter en efterfølgende revision besluttede Kommissionen imidlertid at inddrive et beløb på 150 000 EUR fra klageren med den begrundelse, at de relevante omkostninger ikke var blevet indberettet i overensstemmelse med bestemmelserne i tilskudsaftalen. Ifølge klageren var disse omkostninger ikke desto mindre blevet indberettet på grundlag af den alternative metode til indberetning af omkostninger, som Kommissionen havde godkendt. Klageren klagede således til Den Europæiske Ombudsmand og hævdede, at Kommissionen havde tilsidesat princippet om berettigede forventninger ved ikke at overholde den metode til indberetning af omkostninger, der var blevet aftalt med den.

I sin udtalelse hævdede Kommissionen, at den e-mail, som dens kontaktperson havde sendt, ikke udgjorde en ændring af tilskudsaftalen. Ombudsmanden fandt imidlertid, at den relevante e-mail udgjorde en godkendelse af den alternative omkostningsrapporteringsmetode, som klageren havde foreslået, og at det i det mindste kunne hævdes, at Kommissionen havde indvilliget i at give afkald på de relevante dele af tilskudsaftalen med henblik på at give klageren mulighed for at anvende det alternative omkostningsrapporteringssystem. Han fremsatte derfor et forslag til en mindelig løsning for Kommissionen, hvori han anmodede den om med hensyn til de omkostninger, som de lokale iværksættere havde afholdt i forbindelse med projektet, at undersøge, om og i hvilket omfang klageren havde overholdt de alternative måder at begrunde udgifterne på, og på dette grundlag overveje at betale klageren det tilsvarende beløb. Kommissionen accepterede forslaget om en mindelig løsning og anførte, at den for de projekter, hvor klageren har overholdt den alternative omkostningsrapporteringsmetode, ville anse de tilsvarende omkostninger for at være støtteberettigede og foretage en yderligere betaling.

I maj 2012 meddelte klageren Ombudsmanden, at den havde modtaget en betaling på 104 842 EUR fra Kommissionen, og takkede ham for hans indgriben.