Sagen vedrørte, hvordan Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) behandlede klager fra en national assistent for de europæiske delegerede anklagere i Italien. Klageren hævdede, at de europæiske delegerede anklagere ved EPPO's kontor i Rom blandede sig i to administrative procedurer, som han indledte på nationalt plan. Klagen vedrørte også, hvordan EPPO behandlede en anmodning om aktindsigt i dokumenter indgivet af klageren.

Ombudsmanden konstaterede mangler i EPPO's behandling af klagerne med hensyn til, hvordan EPPO meddelte sin holdning til klageren, og årsagerne til sin konklusion om ikke at træffe yderligere foranstaltninger. EPPO behandlede dette i løbet af undersøgelsen ved at give klare og rimelige forklaringer på sin holdning. Ombudsmanden fandt også, at EPPO ikke tilsidesatte klagerens rettigheder i forbindelse med behandlingen af klagerne.

Med hensyn til anmodningen om aktindsigt fandt Ombudsmanden, at de grunde, som EPPO havde påberåbt sig til ikke at udlevere de ønskede dokumenter, ikke synes at være i overensstemmelse med EU-lovgivningen om aktindsigt. Ombudsmanden fandt ikke desto mindre, at afgørelsen om ikke at udlevere de dokumenter, som klageren havde anmodet om, var rimelig, om end af en anden grund end den, som EPPO havde påberåbt sig.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med den konklusion, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser.

Sagen vedrørte, hvordan en EU-mission håndterede en udstationeret national eksperts forlængede sygeorlov. Klageren satte spørgsmålstegn ved grundlaget for at holde ham på sygeorlov, den fulgte procedure, beskyttelsen af hans helbredsoplysninger og beslutningen om at ophøre med at betale hans dagpenge under en del af hans fravær.

Ombudsmanden fandt, at missionen havde rimelige grunde til sine handlinger. Den baserede sig på vurderinger fra flere læger, involverede klagerens udstationerende myndighed og gav ham mulighed for at vende tilbage til arbejdet, når de relevante betingelser var opfyldt. Missionen anvendte også de relevante regler, da den ophørte med at udbetale klagerens dagpenge.

Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte en begæring om aktindsigt i dokumenter udarbejdet i forbindelse med en revision foretaget af Europa-Kommissionen vedrørende landbrugeres overholdelse af miljøkrav i Litauen, som de skal opfylde for at modtage EU-støtte.

Kommissionen afslog at give aktindsigt i dokumenterne med den begrundelse, at en offentliggørelse ville bringe den vellykkede gennemførelse af revisionen i fare.

På grundlag af undersøgelsen af de relevante dokumenter fandt Ombudsmanden, at Kommissionen med rette kunne afslå at give aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Hun afsluttede således undersøgelsen og konstaterede, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Når det er sagt, og da Kommissionen i mellemtiden har bekræftet, at revisionen er afsluttet, har Ombudsmanden tillid til, at Kommissionen vil give størst mulig aktindsigt i dokumenterne, hvis klageren forfølger sagen.

Sagen vedrørte Den Europæiske Unions delegation i Papua Ny Guineas beslutning om at afvise klagerens bud som unormalt lavt. Klageren hævdede, at delegationen undlod at anmode om specifikke præciseringer, begrunde sin beslutning og baserede sin afvisning på elementer, der ikke var relateret til den pris, der var angivet i tilbuddet.

Ombudsmanden fandt, at delegationen burde have været mere specifik, når den anmodede klageren om præciseringer af prisen, og burde have fastslået en klar forbindelse mellem prisen og alle de elementer, der blev taget i betragtning i dens vurdering. Delegationen har heller ikke i tilstrækkelig grad underbygget sin beslutning om at afvise buddet som unormalt lavt i strid med begrundelsespligten. Disse mangler udgør fejl eller forsømmelser.

Selv om Kommissionen fremlagde yderligere præciseringer under undersøgelsen, fandt Ombudsmanden, at disse præciseringer ikke i tilstrækkelig grad afhjælper de konstaterede mangler.

Ombudsmanden mente ikke, at det ville være hensigtsmæssigt at fremsætte en tilsvarende henstilling i dette tilfælde, da kontrakten er blevet tildelt. Hun fremsatte ikke desto mindre tre forslag med henblik på at forhindre, at sådanne problemer opstår i lignende fremtidige sager.

Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) behandling af proceduremæssige aspekter i forbindelse med en whistleblowerrapport, som klageren [1] indgav i 2022. Whistleblowerrapporten vedrørte et påstået familieforhold mellem en ansættelsesansvarlig og den person, der blev ansat.

Klageren oplevede adfærd fra de påståede lovovertræderes side, som de mente udgjorde upassende adfærd (herunder chikane). Klageren anmodede om en relateret administrativ undersøgelse.

ECB besluttede at vurdere whistleblowerrapporten sammen med spørgsmålet om den påståede upassende adfærd. Den underrettede også klageren om, at de fremlagte beviser ikke berettigede indledningen af en administrativ undersøgelse. Klageren anfægtede begge punkter gennem en administrativ klage, som ECB afviste på grund af manglende individuel interesse (fælles behandling af de to spørgsmål) eller på grund af manglende anfægtelig afgørelse (manglende indledning af en administrativ undersøgelse).

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og anfægtede ECB's afgørelse om afvisning. I forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse anmodede klageren også Ombudsmanden om at se nærmere på behandlingen af whistleblowerrapporter og klager i ECB.

Ombudsmanden fandt, at ECB's begrundelse for at afvise klagerens administrative klage ikke var overbevisende.

Ombudsmanden bemærkede også, at der under hendes undersøgelse var sket en betydelig udvikling i sagen, og at relaterede interne undersøgelser på højt plan stadig var i gang. Desuden var ECB ved at færdiggøre en gennemgang på eget initiativ af sin rapporterings-, undersøgelses- og disciplinærramme. Under disse omstændigheder konkluderede Ombudsmanden, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser på daværende tidspunkt, og afsluttede undersøgelsen.

 

[1] Af hensyn til anonymiteten, herunder med hensyn til klagerens køn, henvises der i teksten til klageren som "de"/"deres"/"dem".