Baggrunden for klagen

1. Den foreliggende sag vedrører Kommissionens tildeling af børnetilskud til faglig uddannelse til en ansat.

2. Klageren er tjenestemand i Kommissionen. Hendes søn, der studerede på et britisk universitet i det akademiske år 2009/2010, erhvervede erfaring med videoredigering i et filmselskab siden juli 2010. Ifølge klageren arbejdede hendes søn 40 timer om ugen og modtog en "uddannelsesydelse" på 600 GBP om måneden fra dette selskab.

3. Den 31. januar 2011 meddelte Kommissionen efter en udveksling af e-mails med klageren hende, at hun ikke var berettiget til at modtage børnetilskud til erhvervsuddannelse i henhold til artikel 2, stk. 3, i bilag VII til vedtægten.

4. Ved skrivelse af 31. januar 2011 indgav klageren en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, til Kommissionen over den anfægtede afgørelse.

5. Den 25. maj 2011 afviste Kommissionen klagen i henhold til artikel 90, stk. 2. I sin afgørelse mindede Kommissionen om, at lønkontoret allerede havde angivet følgende i en e-mail af 27. januar 2011 til klageren:

"[Tjenestemandsvedtægten] indeholder ingen definition af erhvervsuddannelse. Standardpraksis hos PMO er kun at betragte som erhvervsuddannelse, der giver ret til børnetilskud, hvis den er tilrettelagt eller anerkendt som sådan af de kompetente myndigheder i en medlemsstat, og som fører til et eksamensbevis eller certifikat, der bekræfter, at der er erhvervet specifikke erhvervskompetencer, og som (normalt) giver adgang til et erhverv."

6. Kommissionen bemærkede, at det følger af retspraksis, at bestemmelser, der giver ret til økonomiske ydelser, skal fortolkes restriktivt. Den tilføjede, at det var åbenbart, at det praktikophold, som klagerens søn havde gennemført, ikke kunne sidestilles med en uddannelse eller en erhvervsuddannelse i vedtægtens forstand.

7. Kommissionen påpegede også, at klageren på trods af sin anmodning ikke havde fremlagt de nødvendige dokumenter vedrørende arten af sin søns beskæftigelse. En skrivelse fra filmselskabet og klagerens erklæringer herom var ikke tilstrækkelige til at kvalificere besættelsen af klagerens søn som erhvervsuddannelse i personalevedtægtens forstand.

8. Den 12. september 2011 henvendte klageren sig til Ombudsmanden.

9. Den 28. september 2011 fremlagde klageren efter anmodning fra Ombudsmandens tjenestegrene yderligere dokumenter.

Undersøgelsens genstand

10. Den 6. oktober 2011 indledte Ombudsmanden en undersøgelse af følgende påstande og krav:

Påstand:

Kommissionen handlede forkert og uretfærdigt, da den nægtede at tildele klageren børnetilskud til hendes søn.

Påstand:

Kommissionen bør tildele klageren børnetilskud til hendes søn.

11. I åbningsskrivelsen opfordrede Ombudsmanden Kommissionen til navnlig at behandle klagerens argument vedrørende den måde, hvorpå ansøgninger om udbetaling af en erhvervsuddannelsesydelse i forbindelse med Kommissionens eget praktikprogram behandles.

Undersøgelsen

12. Den 15. november 2011 afgav Kommissionen sin udtalelse, som blev videresendt til klageren med henblik på bemærkninger.

13. Den 3. januar 2012 fremsatte klageren sine bemærkninger. Den 9. januar 2012 fremsatte klageren yderligere bemærkninger.

14. Den 8. november 2012 foretog Ombudsmandens tjenestegrene en undersøgelse af dokumenterne i Kommissionens sagsakter. En kopi af inspektionsrapporten blev sendt til parterne. Klageren fremsatte ingen bemærkninger til kontrolrapporten.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstand om urigtigt og urimeligt afslag på tildeling af børnetilskud

Argumenter forelagt Ombudsmanden

15. Klageren gjorde gældende, at Kommissionen ved at nægte at tildele hende børnetilskud til hendes søn handlede forkert og uretfærdigt.

16. Hun gjorde gældende, at hendes barn var under faglig uddannelse på det relevante tidspunkt i vedtægtens forstand. Efter hendes opfattelse tilføjede Kommissionen en betingelse, som ikke var fastsat i vedtægten, og som kun var relevant for børnetilskud til uddannelse, nemlig at den pågældende uddannelse skulle føre til et eksamensbevis.

17. Desuden anså klageren Kommissionens holdning for at være særlig uretfærdig, da Kommissionen syntes at tildele børnetilskud til erhvervsuddannelse til tjenestemænd, hvis børn fulgte Kommissionens praktikprogram.

18. I sin udtalelse gentog Kommissionen de grunde, den havde anført i sin beslutning om afvisning af klagen i henhold til artikel 90, stk. 2. Det bemærkede navnlig, at tjenestemandsvedtægten ikke definerer begrebet »erhvervsuddannelse«. I betragtning af, at der i dag findes forskellige former for mulig uddannelse, har Kommissionen anført, at den i hvert enkelt tilfælde skal undersøge, om en given form for uddannelse berettiger, at der ydes godtgørelse til den pågældende tjenestemand. Den bekræftede, at dens standardpraksis er at fortolke udtrykket "erhvervsuddannelse" i overensstemmelse med, hvad den anførte i sin e-mail af 27. januar 2011 til klageren.

19. Ifølge Kommissionen fører »uddannelse« normalt til et eksamensbevis eller certifikat, som er grundlaget for en erhvervskarriere. Det samme må gælde for "erhvervsuddannelse".

20. Kommissionen tilføjede, at klageren på trods af sin anmodning ikke fremlagde væsentlige dokumenter vedrørende arten af sin søns beskæftigelse i filmselskabet. Kommissionen fandt, at den blotte skriftlige erklæring fra filmselskabet om, at klagerens søn "[gennemførte] en erhvervsuddannelsesperiode "ikke var tilstrækkelig til, at Kommissionen kunne fastslå, hvad den pågældende uddannelse bestod i, og om den førte til et officielt anerkendt eksamensbevis eller certifikat. Desuden antydede den del af filmselskabets brev, der understregede betydningen af erhvervserfaring i modsætning til akademiske kvalifikationer, at uddannelse ikke var hovedelementet i hendes søns erhverv, men at dette i virkeligheden"kun var en lavtlønnet første arbejdskontrakt".

21. Med hensyn til argumenterne vedrørende dens eget praktikprogram bemærkede Kommissionen, at dette spørgsmål ikke blev rejst af klageren i forbindelse med klagen i henhold til artikel 90, stk. 2. Efter Kommissionens opfattelse kunne dette spørgsmål derfor ikke rejses over for Ombudsmanden.

22. Ikke desto mindre påpegede Kommissionen, at uddannelse er hovedelementet i det officielle praktikprogram, der blev indført ved Kommissionens beslutning K(2005) 458 [1] Dette praktikophold betragtes som erhvervsuddannelse af følgende grunde:

i) der er en generel appel til ansøgerne og en grundig udvælgelsesprocedure

ii) praktikanter følger et specifikt program, og uddannelsesperioden begynder med en generel introduktionskonference om EU-spørgsmål, der varer op til to dage

iii) praktikanter placeres under ansvar af en personlig "mentor", som skal vejlede og nøje følge praktikanten under praktikopholdet

iv) praktikopholdet afsluttes med en evalueringsrapport og et certifikat og

Praktikanter modtager et stipendium, ikke en løn.

23. I sine bemærkninger benægtede klageren, at hendes søns beskæftigelse kunne betragtes som en "første lavtlønsarbejdskontrakt". I denne forbindelse gjorde hun gældende, at hendes søn modtog mindre end mindstelønnen pr. time. Desuden betalte filmselskabet ikke skat eller socialsikringsbidrag for sin søn, da der ikke er noget krav herom for praktikanter. Hendes søns beskæftigelse kunne således ikke betragtes som en "arbejdskontrakt" i henhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning.

24. Klageren anfægtede Kommissionens argument om, at hun på trods af dens anmodning ikke havde fremlagt væsentlige dokumenter vedrørende arten af hendes søns beskæftigelse i filmselskabet. Hun oplyste, at hun efter en omhyggelig gennemgang af sine e-mails ikke fandt spor af en anmodning fra Kommissionen om andre dokumenter end dem, hun allerede havde fremlagt.

25. Klageren hævdede endvidere, at hendes søns beskæftigelse havde alle de karakteristika, som Kommissionen fremhævede i forbindelse med sit eget praktikprogram.

Ombudsmandens vurdering

26. Artikel 2, stk. 3, i bilag VII til vedtægten bestemmer, at der ydes »børnetilskud«:

a) automatisk for børn under 18 år

b) efter ansøgning med tilhørende dokumentation fra tjenestemanden for børn mellem 18 og 26 år, der er under uddannelse eller erhvervsuddannelse."

27. Ombudsmanden bemærker, at begrebet "erhvervsuddannelse" på det relevante tidspunkt ikke var defineret i personalevedtægten, i retspraksis eller i noget andet administrativt dokument. Den 16. maj 2013 vedtog administrationscheferne for EU-institutionerne imidlertid konklusion 261/13 vedrørende begrebet »erhvervsuddannelse« med henblik på børnetilskud. Selv om denne konklusion ikke fandt anvendelse på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal det bemærkes, at den bl.a. fastsætter følgende betingelser for tildeling af børnetilskud til erhvervsuddannelse:

i) uddannelsen skal tilrettelægges eller anerkendes af de offentlige myndigheder, der er kompetente på uddannelsesområdet og

ii) uddannelsen skal være nødvendig for at opnå et eksamensbevis eller certifikat, der bekræfter, at personen har erhvervet erhvervsmæssige kvalifikationer og/eller giver adgang til det pågældende erhverv.

28. I den foreliggende sag gjorde Kommissionen gældende, at i) uddannelsen af klagerens søn ikke kunne betragtes som »erhvervsuddannelse« som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i bilag VII til vedtægten, og at ii) klageren ikke fremlagde tilstrækkelige beviser til støtte herfor.

29. For så vidt angår den første grund (dvs. begrebet "erhvervsuddannelse") anførte Kommissionen, at en sådan uddannelse skal tilrettelægges eller anerkendes af de kompetente offentlige myndigheder. Under dokumentgennemgangen påpegede Kommissionens tjenestemænd, at klagerens søns uddannelse ikke var en del af nogen ordning, der blev støttet af de britiske myndigheder. De henviste navnlig til en e-mail af 4. oktober 2010, hvori klageren anførte, at hun var i tvivl om, hvorvidt hendes søns uddannelse blev ydet inden for rammerne af en offentlig ordning. Selv om hun oplyste, at hun ville give Kommissionen mere præcise oplysninger om dette aspekt, synes hun ikke at have gjort det.

30. For så vidt angår det andet af ovennævnte aspekter (dvs. manglen på beviser) henviste Kommissionens tjenestegrene i forbindelse med den inspektion, som Ombudsmandens repræsentanter foretog, til en e-mail, som de havde sendt til klageren den 5. oktober 2010, hvori de anmodede sidstnævnte om at fremlægge yderligere dokumenter vedrørende hendes søns uddannelse. Samme dag svarede klageren som følger: "Jeg har ikke en kopi af hans kontrakt, men jeg vil bede ham om at levere en ASAP." Kommissionens tjenestegrene påpegede, at klageren imidlertid aldrig fremlagde en kopi af sin søns kontrakt. I stedet fremsendte klageren et brev af 25. november 2010, hvori filmselskabet anførte, at hendes søn var under uddannelse i dette selskab.

31. Desuden henviste Kommissionens tjenestegrene til en e-mail af 19. maj 2011, hvori klageren anførte følgende: "Han [dvs. klagerens søn] har ingen skriftlig kontrakt eller vilkår og betingelser. Han tjener stadig £ 600 om måneden (kontanter i hånden)".

32. Klageren fremsatte ingen bemærkninger til ovennævnte beviser.

33. På baggrund af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionens holdning om, at klageren ikke fremlagde tilstrækkelig dokumentation, er rimelig. På grundlag af de oplysninger, som klageren fremlagde, kunne Kommissionen nemlig med rette antage, at det ikke var godtgjort, at den aktivitet, som klagerens søn udøvede, svarede til en erhvervsuddannelse i henhold til de gældende regler.

34. Under disse omstændigheder er der ikke behov for, at Ombudsmanden behandler spørgsmålet om Kommissionens praktikprogram. Selv om Kommissionens tilgang til dette program skulle være ukorrekt, ville det ikke betyde, at Kommissionen skulle tildele klageren børnetilskud i en sag som den foreliggende.

35. Ombudsmanden konkluderer derfor, at der ikke er konstateret fejl eller forsømmelser i den foreliggende sag.

B. Konklusioner

På grundlag af undersøgelsen af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der er ikke konstateret fejl eller forsømmelser i den foreliggende sag.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

Emily O'Reilly

Udfærdiget i Strasbourg, den 17. januar 2014

[1] Regler for Europa-Kommissionens officielle praktikordning, Kommissionens afgørelse C(2005)458 af 2. marts 2005.