Sagen vedrørte en tidligere medarbejders påståede urimelige afskedigelse fra og chikane i Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Ombudsmandens undersøgelse fokuserede på det spørgsmål, at EIB angiveligt med urette havde nægtet klageren fordelen ved den såkaldte "forligsprocedure" i henhold til artikel 41 i EIB's personalevedtægt (som fastsætter, at ansatte kan anlægge sag ved EU-Domstolen, når der opstår en tvist med EIB, og at de forud herfor bør søge en mindelig løsning gennem forligsproceduren). Ombudsmanden fastslog indledningsvis, at EIB havde begået fejl eller forsømmelser ved at fastslå, at forligsproceduren ikke kunne finde anvendelse på en tidligere ansat, der ikke modtog en EIB-pension. Ombudsmanden foreslog derfor, at EIB straks indledte forligsproceduren for så vidt angår både afskedigelses- og chikanespørgsmålene. Banken indvilligede i at indlede forligsproceduren vedrørende spørgsmålet om afskedigelse og henviste klageren til en anden procedure vedrørende spørgsmålet om chikane.

Ombudsmanden konkluderede, at der efter hendes indgriben var fundet en løsning. Hun afsluttede derfor sagen.

Sagen vedrørte vurderingen af prøvetiden for en midlertidigt ansat ved Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO). Klageren, som blev afskediget ved prøvetidens udløb, hævdede, at der var en række proceduremæssige mangler i hendes vurdering. Desuden besvarede EASO ikke hendes klager i henhold til EU's personalevedtægt.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og anmodede EASO om at besvare klagerne. Hun fandt, at EASO havde taget de nødvendige skridt til at sikre en upartisk vurdering af klagerens prøvetid og havde respekteret klagerens ret til at blive hørt, inden der blev truffet endelig afgørelse om hendes videre ansættelse. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen.

EU-tjenestemænd skal dokumentere, at de er i stand til at arbejde på et tredje sprog, inden de forfremmes første gang. Da klageren, der arbejder i et EU-agentur, ikke bestod en sprogfærdighedsprøve på sit tredje sprog, bad han EPSO om at give ham en begrundelse for den relativt lave karakter i den skriftlige prøve i eksamen og også informere ham om mulige revisionsmekanismer. Efter hans opfattelse forekom EPSO’s forklaringer vedrørende hans lønklasse inkonsekvente, mens EPSO’s oprindelige svar vedrørende mulighederne for fornyet gennemgang var ukorrekt. Efter klagerens insisteren indvilligede EPSO i at revurdere sin skriftlige prøve. Den anden evaluator bekræftede den oprindelige karakter.

Ombudsmanden undersøgte sagen. Hun undersøgte klagerens test samt de to evaluatorers vurderinger. Ombudsmanden fandt ingen åbenbare fejl eller tegn på partiskhed i vurderingen af klagerens skriftlige prøve. Med hensyn til de fejlagtige oplysninger om revisionsmulighederne erkendte EPSO sin fejl og undskyldte over for klageren. Ombudsmanden fandt ikke, at der var behov for yderligere undersøgelser, og afsluttede sagen. Hun fremsatte imidlertid et forslag til forbedring af de oplysninger, der gives til deltagerne i sprogfærdighedsprøver om proceduren og deres ret til prøvelse/klage.

Klageren, som arbejder for Den Europæiske Unions Domstol på en midlertidig kontrakt, ansøgte om en EPSO-udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af konferencetolke. Det fremgik af meddelelsen om udvælgelsesprøven, at de udfyldte ansøgninger skulle indgives senest den 6. august 2013 kl. 12.00. Klageren har overskredet fristen. Den 7. august 2013 meddelte hun EPSO, at hun havde været indlagt fra den 5. til den 6. august 2013 og derfor ikke havde været i stand til at udfylde sin ansøgning rettidigt. Den 7. august 2013 anmodede hun EPSO om at forlænge fristen. EPSO afslog. Dens væsentligste begrundelse for afslaget var, at den skulle behandle alle ansøgere ens.

Ombudsmanden undersøgte sagen og konkluderede foreløbigt, at EPSO ikke havde undersøgt, om klagerens forhold udgjorde force majeure. Hun anbefalede derfor, at EPSO i) anerkender, at der er situationer, hvor det på grund af force majeure er rimeligt og passende, at ansøgerne får en ny frist, ii) præciserer, under hvilke omstændigheder en sådan ny frist bør fastsættes, og iii) underretter ansøgerne herom. EPSO afviste i første omgang Ombudsmandens henstillinger og fremførte, at det ville være vanskeligt at skelne mellem de forskellige begrundelser, som ansøgerne havde fremført, og at redegøre for, hvordan ansøgerne ville bevise, at der var tale om force majeure. Den tilføjede, at hvis ansøgerne fik mulighed for at påberåbe sig force majeure, ville det bringe såvel afviklingen af almindelige udvælgelsesprøver som ligebehandlingen af ansøgerne i fare. Den henviste også til statistikker, som viste, at behandlingen af alle anmodninger om forlængelse af frister efter fristens udløb ville være en administrativ byrde for EPSO.

Efter møder mellem Ombudsmanden og EPSO's personale accepterede EPSO imidlertid i princippet Ombudsmandens henstillinger. Med hensyn til klagerens specifikke sag bemærkede Ombudsmanden imidlertid, at den pågældende udvælgelsesprøve var afsluttet. Hun bemærkede også, at klageren havde valgt ikke at kommentere EPSO's svar på hendes anbefalinger. På denne baggrund fandt Ombudsmanden, at der ikke var grund til yderligere undersøgelser af, om klagerens sag opfyldte kravene om force majeure, som EPSO nu i princippet accepterer at anvende.

En tidligere praktikant ved Rådet for Den Europæiske Union klagede over, at den godtgørelse, som EU-institutionerne udbetaler til praktikanterne, er uhensigtsmæssig, da den ligger under mindstelønnen og dermed ikke garanterer praktikanterne en anstændig levestandard.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af sagen. Hun fandt, at Rådet på en tilstrækkelig detaljeret måde havde forklaret, hvordan størrelsen af praktikgodtgørelsen fastsættes. Ombudsmanden fandt, at afgørelsen om at udbetale en godtgørelse svarende til 25 % af lønnen for en tjenestemand i lønklasse AD5.1 var rimelig. Rådet traf denne afgørelse inden for rammerne af sine skønsbeføjelser på grundlag af sine administrative behov og det disponible budget.

Ombudsmanden bemærkede, at Rådet skelner mellem praktikophold og beskæftigelse. Praktikanten modtager derfor en godtgørelse og ikke en løn, fordi praktikantens rettigheder og forpligtelser ikke kan sammenlignes med en ansats. Ombudsmanden fandt Rådets forklaring rimelig.

Hun afsluttede derfor sagen med at fastslå, at Rådets praksis ikke udgjorde fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte ECDC’s beslutning om at opsige en midlertidigt ansats kontrakt ved prøvetidens udløb.

Ombudsmanden foretog en undersøgelse af sagen og fandt generelt, at ECDC's forklaringer om dets beslutning om ikke at fastholde klageren i beskæftigelse ved prøvetidens udløb var rimelige.

Ombudsmanden fandt imidlertid, at ECDC ikke i god tid havde gjort det klart for klageren, a) at de problemer, der blev identificeret i evalueringsdialogen for nytilkomne, var så alvorlige, at det var berettiget at opsige klagerens kontrakt, b) de områder, hvor han havde behov for at forbedre sig, gennem en specifik og klar handlingsplan. Undladelsen heraf udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden mener desuden, at det under omstændigheder, hvor et EU-organ ikke har tilstrækkelig tid til at foretage en korrekt vurdering af en midlertidigt ansats arbejde, eller hvor den midlertidigt ansatte ikke har haft tilstrækkelig mulighed for at rette op på mangler i sin præstation, vil være god forvaltningsskik at undersøge, om der foreligger "ekstraordinære omstændigheder", der berettiger forlængelsen af prøvetiden. Da der ikke er noget bevis i sagen for, at ECDC seriøst undersøgte muligheden for at forlænge klagerens prøvetid, fremsatte Ombudsmanden et tilsvarende forslag til forbedringer for fremtiden. Endelig mener Ombudsmanden, eftersom det er god forvaltningsskik at undskylde for enhver dårlig praksis, at ECDC bør anerkende sine fejl i behandlingen af denne sag og undskylde over for klageren for disse fejl.

Spørgsmålet i denne klage er Europa-Kommissionens påståede undladelse af ved udnævnelsen af en særlig rådgiver at overholde sine egne regler om forebyggelse af interessekonflikter.

I september 2015 klagede to NGO'er til Ombudsmanden over, at Kommissionen ikke havde overholdt sine regler, da den udpegede en særlig rådgiver til at bistå Kommissionens formand. Kommissionen udsendte den 18. december 2014 en pressemeddelelse om udnævnelsen af Edmund Stoiber til særlig rådgiver for Kommissionens formand. Denne meddelelse blev fremsat tre måneder før Stoibers officielle udnævnelse den 4. marts 2015 uden nogen ansvarsfraskrivelse vedrørende de udestående administrative krav, der endnu ikke var opfyldt. Klagerne hævdede, at denne for tidlige meddelelse kompromitterede Kommissionens evne til at foretage en upartisk og kritisk vurdering af, om den pågældende person havde interessekonflikter. De klagede også over, at Kommissionens "forsikringserklæring", som er en væsentlig del af udnævnelsesprocessen, ikke nævner de stillinger, som den særlige rådgiver havde hos Nürnberger, en stor forsikringskoncern.  

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens pressemeddelelse var ukorrekt og vildledende. Ombudsmanden fandt også, at den for tidlige meddelelse om udnævnelsen uden ansvarsfraskrivelse rejste berettiget tvivl for den interesserede offentlighed om, hvorvidt der var foretaget en upartisk og kritisk undersøgelse af spørgsmålet om interessekonflikter efter meddelelsen. Ombudsmanden konstaterede fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side på begge punkter. Ombudsmanden fandt også, at Kommissionen ikke havde forklaret, hvorfor stillingerne som den udpegede særlige rådgiver i forsikringsgruppen var udeladt fra "forsikringserklæringen". Hun fandt, at dette også udgjorde fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om at ændre sit oprindelige forslag om overførsel af klagerens pensionsrettigheder, der er optjent i Det Forenede Kongeriges pensionsordning, til EU's pensionsordning.

Kommissionen hævdede, at den var nødt til at ændre sit oprindelige forslag, da det var baseret på almindelige gennemførelsesbestemmelser, som allerede var forældede på det tidspunkt, hvor forslaget blev fremsat. Kommissionens reviderede forslag, som var mindre gunstigt for klageren, var baseret på de reviderede almindelige gennemførelsesbestemmelser, der faktisk var gældende på datoen for det oprindelige forslag. Klageren argumenterede for, at Kommissionen skulle opfylde sit første forslag, som han allerede havde accepteret.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Retten havde fastslået, at Kommissionen ikke var retligt forpligtet til at fremsætte forslag om overførsel af pensionsrettigheder, der er erhvervet uden for Unionens pensionsordning, og at en faktisk fastsættelse af værdien af sådanne overførte pensionsrettigheder faktisk først kunne foretages, efter at overførslen var foretaget. Dette var faktisk en praksis, som Kommissionen havde indført for blot at informere sine tjenestemænd bedre om, hvad de kunne forvente, når de rent faktisk besluttede at anmode om overførsel af deres pensionsrettigheder til EU's pensionsordning.

Ombudsmanden afsluttede derfor klagen med en konklusion om, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Klageren er tjenestemand i Kommissionen (AST), som ikke blev forfremmet til den næste lønklasse i forfremmelsesåret 2013 og klagede over dette til Ombudsmanden. Ombudsmanden meddelte klageren, at der ikke var grundlag for en undersøgelse. Klageren hævdede imidlertid også, at otte tjenestemænd i samme lønklasse som ham, som ikke var blevet markeret med henblik på forfremmelse (på grundlag af de forfremmelsespoint, der var optjent i henhold til de tidligere regler), var blevet forfremmet. Ombudsmanden indledte derfor en undersøgelse af påstanden om, at Kommissionen ikke havde forklaret, hvorfor otte tjenestemænd, der ikke var markeret, blev forfremmet til den næste AST-lønklasse.

I sin udtalelse forklarede Kommissionen, at de otte berørte tjenestemænd havde forholdsvis højere fortjenester end klageren med hensyn til de tre vurderingskriterier, der er fastsat i de almindelige gennemførelsesbestemmelser, og at påtegningen kun spillede en subsidiær rolle. Ombudsmanden fandt, at de gældende overgangsbestemmelser ikke var til hinder for, at tjenestemænd uden flag kunne forfremmes. Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side og afsluttede sagen.

Sagen vedrørte en anmodning til Kommissionen fra en af dens tidligere tjenestemænd om detaljerede oplysninger vedrørende en eventuel disciplinærsag mod en anden tidligere tjenestemand i Kommissionen.

Kommissionen svarede, at den ikke kunne videregive de ønskede oplysninger. Den forsøgte også at forsikre klageren om, at den behandlede den tidligere tjenestemands sag ved at træffe alle nødvendige foranstaltninger.

Ombudsmandens undersøgelse af spørgsmålet omfattede inspektioner af Kommissionens sagsakter vedrørende den tidligere tjenestemand. Ombudsmanden fandt, at selv om institutionerne er forpligtet til at opretholde en høj grad af gennemsigtighed, kunne Kommissionen i det foreliggende tilfælde med rette antage, at den ikke kunne afsløre detaljerne i sine handlinger vedrørende den tidligere tjenestemand uden at skade en retfærdig afvikling af proceduren generelt og den berørte tjenestemands privatliv.

Sagen blev således afsluttet med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.