Kære kolleger

Først og fremmest tak fordi du inviterede mig. Jeg er beæret og meget glad for at være her i betragtning af denne gruppes vigtige rolle i mit kontors arbejde.

Det gør dagens udveksling særlig værdifuld. I løbet af de næste par minutter vil jeg i det væsentlige komme ind på tre punkter: spørgsmål, som mit kontor beskæftiger sig med, når det drejer sig om Rådets arbejde – hvoraf mange, jeg ved, drøftes her; mere generelt gennemsigtighed og behovet for at reformere forordning 1049.

Jeg vil så være glad for at tage dine spørgsmål.

Den Europæiske Ombudsmand blev oprettet ved Maastricht-traktaten og har nu fungeret i mere end tredive år. Dets opgave er at håndtere fejl og forsømmelser i forbindelse med arbejdet i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer.

I løbet af disse tre årtier har Unionen nået næsten alle områder af borgernes liv – fra forsvarspolitik og digital politik til klima og migration. De klager, vi modtager, afspejler denne udvikling. De viser, hvordan EU's forvaltning klarer sig, når den påtager sig hvert nyt ansvar, og samtidig hvordan borgerne reagerer.

Da jeg tiltrådte i 2025, satte jeg to prioriteter, der er særligt relevante for, hvorfor jeg er her i dag.

Den første er at styrke vores samarbejdsrelationer med EU-institutionerne, så klager løses hurtigt og retfærdigt, og god praksis udbredes. Det andet er at forudse, hvordan en Union i forandring vil påvirke vores arbejde, og at bidrage til debatten om de principper, der bør være retningsgivende for dens forvaltning.

Gennemsigtighed – og de regler, der giver den virkning – er kernen i begge dele.

Lad mig starte med de klager, som mit kontor behandler over for Rådet.

Siden begyndelsen af 2025 har vi modtaget 20 klager over Rådet og indledt 8 undersøgelser. Som De ved, vedrører de fleste af disse undersøgelser spørgsmål om gennemsigtighed, navnlig sager om aktindsigt, som De drøfter i denne gruppe.

De seneste sager om aktindsigt afspejler de meget følsomme spørgsmål, som Rådet beskæftiger sig med, f.eks. den europæiske fredsfacilitet. En igangværende sag vedrører Rådets afslag på at udlevere 14 dokumenter med mødereferater fra Afrikagruppen.  De undtagelser, som Rådet har påberåbt sig i sidstnævnte sag, vedrører den offentlige sikkerhed og internationale forbindelser og halvdelen af dokumenterne, forsvar og militære anliggender.

Men jeg vil faktisk sige, at flertallet vedrører aktindsigt i lovgivningsdokumenter, hvor det kun kan forventes, at de højeste standarder for gennemsigtighed finder anvendelse.

To tidligere sager er værd at nævne: den ene vedrørte forordningen om digitale markeder og den anden retsakten om digitale tjenester.

I den første anmodede et netværk af journalister om adgang til medlemsstaternes indledende bemærkninger og spørgsmål til lovgivningsforslaget vedrørende forordningen om digitale markeder. Rådet gav afslag på aktindsigt med den begrundelse, at udbredelse ville være til alvorlig skade for dets beslutningsproces.

I den anden anmodede et medieselskab om udvekslinger mellem Rådets Juridiske Tjeneste, dets interne arbejdsgrupper og Europa-Kommissionen vedrørende både forordningen om digitale markeder og forordningen om digitale tjenester. Her påberåbte Rådet sig undtagelser vedrørende juridisk rådgivning, fremtidige retssager og dets igangværende beslutningsproces.

I begge tilfælde fandt mit kontor, at Rådet ikke i tilstrækkelig grad påviste, hvordan offentliggørelse ville være til alvorlig skade for de beskyttede interesser, og understregede, at rettidig aktindsigt i lovgivningsmæssige dokumenter er afgørende for, at borgerne kan udøve deres traktatbaserede ret til at deltage i EU's demokratiske liv.

Selv om Rådet i sidste ende gav aktindsigt, betød den tid, det tog, at dokumenterne ikke længere var nyttige i forbindelse med offentligt engagement, og mit kontor bekræftede derfor sin konstatering af fejl eller forsømmelser.

I en undersøgelse på eget initiativ i 2023 om, hvordan Rådet behandler anmodninger om aktindsigt i lovgivningsdokumenter, konstaterede vi, at selv om Rådet offentliggør et stort antal lovgivningsdokumenter, anvendes undtagelserne ofte for bredt uden – som EU-domstolenes retspraksis kræver – at fremlægge konkrete beviser for de risici, som offentliggørelse ville indebære. Som De ved, stiller Domstolen særligt store krav på dette område.

I den forbindelse er jeg glad for at kunne sige, at Rådet reagerede positivt og konstruktivt, selv om det ikke behandlede alle vores forslag. Det er især opmuntrende, at Rådet har rundsendt Ombudsmandens afgørelse til alle delegationer og til alle tjenestegrene i dets generalsekretariat. Jeg noterer mig også med interesse Rådets bestræbelser på at forbedre sin proaktive gennemsigtighed, navnlig dets beslutning om at gøre yderligere lovgivningsdokumenter offentligt tilgængelige, når de rundsendes. Den tilgang til styrkelse af gennemsigtigheden i lovgivningen, som Coreper godkendte i 2020, var et vigtigt skridt fremad, og jeg er naturligvis interesseret i at høre om eventuelle nyere initiativer.

Fremadrettet forventer jeg imidlertid, at klagerne fortsætter på tre områder: lovgivningsdokumenter markeret som LIMITE, mens drøftelserne er i gang utilstrækkelig registrering eller offentliggørelse af medlemsstaternes holdninger og den manglende gennemsigtighed i trilogerne.

Med hensyn til dette sidste punkt er jeg i øjeblikket i færd med at behandle en klage over redigeringer i trilogdokumenter vedrørende det foreslåede direktiv om grønne anprisninger.

Jeg tror, at vi alle kan være enige om, at demokratisk kontrol kræver høje standarder for gennemsigtighed. Borgerne bør kunne forstå de holdninger, som deres regeringer indtager som medlovgivere på EU-plan.

Samtidig erkender jeg, at forhandlingerne kræver plads. Hver lovgivningsprocedure har sin egen dynamik, der er formet af den pågældende sektor og af bredere interesseafvejninger. Effektiv beslutningstagning kræver en vis grad af fleksibilitet.

Men når borgerne ved, hvad deres regeringer forsvarer i Rådet, gør de mere end at følge Unionen – de deltager i den.

Gennemsigtighed er ikke en forudsætning for beslutningstagning. Det er en del af det, som det demokratiske princip kræver.

Netop derfor fortjener den positive udvikling at blive fremhævet.

Jeg var meget glad for, at den interinstitutionelle EU-retssporing – et fælles projekt mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen – modtog prisen for ekspertise inden for åben forvaltning i mit kontors pris for god forvaltning 2026. På ét sted viser den borgerne, hvor hvert forslag under den almindelige lovgivningsprocedure befinder sig, om og hvornår triloger har fundet sted, og hvilke dokumenter der er tilgængelige fra alle tre institutioner.

Jeg glæder mig også over, at Rådet er rede til at engagere sig i vores resultater. Jeg vil om kort tid rapportere til Europa-Parlamentet om, at Rådet i sin opfølgning i 2025 har accepteret 100 % af mit kontors forslag.

Det er vigtigt – og ikke kun for effektiviteten af mit kontor. Når en institution handler på grundlag af en konstatering, viser den borgerne, at de er blevet hørt: at deres problem er blevet forstået, og at administrationen er villig til at rette kursen og tilpasse sig deres forventninger og deres rettigheder.

En klage er en tillidshandling – i Ombudsmanden, men i endnu højere grad i systemet som helhed.

Meget af det, jeg hidtil har beskrevet, kommer ned til en simpel og næsten indlysende forventning. Når der træffes vigtige beslutninger, ønsker offentligheden at vide, hvem der var til stede ved bordet, hvilke beviser der blev overvejet, og på hvis vegne. Gennemsigtighed sikrer, at lovgivningen ikke kun udarbejdes for borgerne, men så vidt muligt sammen med dem. Det er det, der i sidste ende giver lovgivningsarbejdet dets legitimitet.

For det meste mener jeg, at EU-institutionerne gør et godt stykke arbejde med at informere borgerne. Men det system, der blev oprettet i 2001, viser revner – og disse revner udvides.

Regulation 1049 blev skrevet til en verden af papirfiler og fysiske arkiver. I dag kan forhandlingerne finde sted pr. sms. styringen kører på datastrømme, der ikke efterlader noget papirspor og nogle beslutninger er endda formet af algoritmer. Der er ingen vej tilbage til papiret.

Spørgsmålet er derfor, om en ramme, der blev bygget for et kvart århundrede siden, stadig kan levere ansvarlighed i en digital tidsalder.

I årenes løb har EU-Domstolen og Den Europæiske Ombudsmand udviklet en omfattende retspraksis og "ombudsmandsviden", der strækker sig ud over en prædigital lovgivningstekst, så den passer til de nuværende realiteter: fra det, der tæller som et "dokument", til hvor grænserne for hver undtagelse ligger.

I sidste uge hørte repræsentanter fra hele EU's administration på et interinstitutionelt seminar om aktindsigt, som Rådet var vært for, en dommer ved Retten, og jeg forklarer, hvordan de sager, der forelægges os, giver forordningens bestemmelser substans.

Forordningen har vist sig at være modstandsdygtig. Men modstandsdygtighed er ikke det samme som effektivitet. Tre problemer skiller sig ud.

Den første er klarhed. Systemet mangler det – både for borgere og institutioner. Anmodninger håndteres alt for ofte gennem risikostyringens linse. Borgerne skal citere domstolsafgørelser, Ombudsmandens konklusioner og interne retningslinjer – som nogle gange ændrer sig – blot for at gøre deres sag gældende. Ingen bør være nødt til at blive ekspert i EU-retten for at få et dokument, de har ret til at se – eller være tvunget til at klage til mit kontor eller gå til Retten, hvilket kan være krævende og komplekse ruter.

Det andet er anvendelsen af undtagelser. De eksisterer af gode grunde, og en Union, der har levet gennem finanskrise, migrationspres, en pandemi og nu krig på nært hold, har reelle interesser at beskytte. Men undtagelser læses ofte for bredt på grundlag af vage og abstrakte ræsonnementer – herunder argumenter, som Domstolen allerede har afvist, såsom risikoen for eksternt pres eller fejlfortolkninger i offentligheden.

Og den tredje er tid. Folk forventer nu information med et tryk på en knap. Op til seks uger for en første anmodning og op til seks uger for en genfremsat begæring er tidsrammer, som mange borgere simpelthen ikke kan forstå. Og alligevel har nogle institutioner reelle problemer med at overholde disse tidslinjer, til tider overskride dem med måneder, hvis ikke år.

Vi har brug for klarere, mere fuldstændige og mere moderne regler – regler, der afspejler nutidens teknologi, og hvordan beslutninger rent faktisk træffes, og som sikrer, at proaktiv gennemsigtighed realiseres fuldt ud og gennemføres rettidigt. Juridisk klarhed og forudsigelighed tjener borgerne. De tjener også dem, der anvender reglerne – herunder denne gruppe.

Jeg ved, at nogle er tilbageholdende med at genåbne forordningen. Nogle frygter, at dette kan føre til tungere forpligtelser; andre frygter et system, der er mindre gennemsigtigt end i dag. Disse bekymringer er forståelige. Men de undervurderer de stigende omkostninger ved at stå stille.

Jeg mener ikke desto mindre, at tiden er inde til denne forhandling. Vi bør ikke frygte det. Vi bør benytte os af muligheden for at opbygge en bedre gennemsigtighedsramme – en ramme med borgerne og deres ret til at vide i centrum.

Før jeg afslutter, et ord om det europæiske netværk af ombudsmænd. Mit kontor er ikke alene om at fremme god forvaltning i hele EU.

Nationale og regionale ombudsmænd spiller en afgørende rolle i hver af Deres medlemsstater, og en af mine prioriteter er at styrke vores samarbejde gennem netværket.

Da netværket markerer sit 30-års jubilæum i år, vil vi offentliggøre en rapport om tre årtiers fælles arbejde for god forvaltning i hele Unionen. Den viser, at ombudsmænd, selv om de ikke kan træffe bindende afgørelser, har bidraget til at sikre respekten for rettigheder og pligter i henhold til EU-retten ved at gribe ind over hele spektret og demonstrere, hvordan den direkte former borgernes dagligdag.

Mine damer og herrer,

Jeg ser dagens møde som en mulighed for at bygge videre på en kultur med åbent, gennemsigtigt og pragmatisk samarbejde mellem Rådet og mit kontor.

I sidste ende handler gennemsigtighed om mere end dokumenter, procedurer eller regler. Det handler om tillid – og om at sikre, at borgerne kan se, hvordan beslutninger, der påvirker deres liv, træffes.

Jeg håber, at vi fortsat kan arbejde sammen om at styrke denne tillid og opbygge en gennemsigtighedsramme, der opfylder nutidens realiteter, samtidig med at borgerne og deres ret til at kende i centrum.

Jeg ser frem til dine spørgsmål og til diskussionen.

Tak skal du have.