BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Klageren repræsenterer "Baby Milk Action", en nonprofitorganisation, der har til formål at redde liv og sætte en stopper for de undgåelige lidelser forårsaget af uhensigtsmæssig spædbørnsernæring. Baby Milk Action arbejder inden for et globalt netværk (International Baby Food Action Network (IBFAN)) for at styrke uafhængig, gennemsigtig og effektiv kontrol med markedsføringen af babymadindustrien.

2. Klageren fulgte nøje drøftelserne vedrørende Kommissionens direktiv 2006/141/EF af 22. december 2006 om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn, som ændrede direktiv 1999/21/EF (»direktiv 2006/141«)[2]. Disse drøftelser fandt sted på møder i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed (i det følgende benævnt "SCoFCAH") i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugere (GD SANCO) under ledelse af en af GD SANCO's tjenestemænd (i det følgende benævnt "tjenestemanden").

3. Den 26. juni 2006 forelagde Kommissionen SCoFCAH udkastet til direktiv 2006/141. Den 19. juli 2006 afgav SCoFCAH en positiv udtalelse med kvalificeret flertal.

4. I en række meddelelser til GD SANCO udtrykte klageren bekymring over, at medlemsstaterne var usikre på harmoniseringsniveauet i direktiv 2006/141. Hun anmodede embedsmanden om at mødes med hende og to medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er), som havde en interesse i spørgsmål vedrørende spædbørnsernæring, for at drøfte dette spørgsmål.

5. Embedsmanden svarede, at det i sidste ende var EF-Domstolen, der skulle træffe afgørelse om harmoniseringsspørgsmålet. Han forklarede også, at mødet med medlemmerne af Europa-Parlamentet skulle organiseres på et højere niveau.

6. Den 24. oktober 2007 mødtes klageren med tjenestemænd fra GD SANCO og drøftede den retlige status for og gennemførelsen af direktiv 2006/141. På mødet deltog også en repræsentant for De Forenede Nationers Børnefond (UNICEF).

7. Den følgende dag udarbejdede tjenestemænd fra GD SANCO, herunder tjenestemanden, et notat til sagsakterne vedrørende ovennævnte møde ("notatet"). Notatet bekræftede, at mødet vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 2006/141 var en delvis eller fuldstændig harmoniseringsforanstaltning. Den fremhævede, at klageren havde udtrykt bekymring over, at nogle medlemsstater anså ovennævnte direktiv for at være en fuldstændig harmoniseringsforanstaltning, mens andre ikke gjorde det i betragtning af, at direktivet gav mulighed for fortolkning vedrørende reklame og ikke krævede godkendelse forud for markedsføringen af nye ingredienser. Hun mente også, at direktivet hindrede gennemførelsen af den internationale kodeks for markedsføring af modermælkserstatninger ("kodeksen"). Ifølge hende var to medlemmer af Europa-Parlamentet fra en given medlemsstat bekymrede over dette og havde anmodet den daværende sundhedskommissær om en udtalelse om sagen. Som svar herpå anførte Commissioner, at direktiv 2006/141 var et direktiv om fuld harmonisering.

8. Notatet redegjorde endvidere for, hvordan embedsmanden havde understreget, at den endelige dom i ovennævnte spørgsmål lå hos Domstolen. Direktivet gav medlemsstaterne mulighed for yderligere at begrænse reklamer, men kun for modermælkserstatninger. Under forhandlingerne anmodede nogle medlemsstater om muligheden for at indføre restriktioner for tilskudsblandinger. Det store flertal var dog ikke enige. SCoFCAH stemte for direktiv 2006/141, og kun én medlemsstat undlod at stemme. Dette viste, at der var meget bred enighed om ikke at indføre restriktioner for disse sidstnævnte produkter. Selv om kodeksen kun var en henstilling og ikke en international aftale eller konvention og derfor ikke var bindende, har direktiv 2006/141 og anden relevant EF-lovgivning under alle omstændigheder tilsluttet sig de fleste af dens vejledende principper.

9. Med hensyn til spædbørnsmad blev det i notatet anført, at dens væsentlige sammensætning var blevet harmoniseret. Anvendelsen af andre ingredienser var underlagt medlemsstaternes kontrol, og det var deres afgørelse, om en ingrediens var egnet til de tilsigtede ernæringsformål eller ej. Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (i det følgende benævnt »rammedirektivet«)[3] indeholder en beskyttelsesklausul, der gør det muligt at reagere på sådanne reaktioner. I notatet blev det endvidere nævnt, at embedsmanden som svar på UNICEF's spørgsmål om konsekvenserne af, at en given medlemsstat går ud over, hvad der er fastsat i direktiv 2006/141, og forbyder reklame for tilskudsblandinger, forklarede, at den pågældende medlemsstat ville skulle meddele Kommissionen disse nationale foranstaltninger, og sidstnævnte ville undersøge, om de var i overensstemmelse med direktivet. Kommissionen kan ligeledes modtage klager vedrørende disse nationale foranstaltninger, som den skal undersøge. Hvis Kommissionen konkluderer, at den pågældende medlemsstat anvender foranstaltninger, der er i strid med EU-reglerne, kan den indbringe en sag for EU-Domstolen, som i sidste ende vil træffe afgørelse i sagen. UNICEF satte derefter spørgsmålstegn ved, hvor graden af harmonisering var defineret, hvortil GD SANCO svarede, at Domstolens retspraksis generelt henviste til lovgiverens hensigt, og det samme gjorde direktiv 2006/141 gennem dets ordlyd, formål og struktur. Endelig henviste notatet til klagerens bemærkninger vedrørende manglende gennemsigtighed på møderne i "ekspertudvalgene ", da der ikke blev optaget referater. Embedsmanden svarede, at der var referater fra mødet i SCoFCAH, der attesterede, at direktivet var blevet vedtaget "i juni 2006 med kun én stemme hverken for eller imod - 4 stemmer ".

10. Den 31. oktober 2007 sendte Kommissionen ovennævnte notat til klageren.

11. Samme dag svarede klageren, at notatet gav et misvisende billede af hendes synspunkter. Hun præciserede således sin overbevisning om, at der i direktivet var mulighed for at gennemføre kodeksen og Verdenssundhedsforsamlingens (WHA's) resolutioner fuldt ud. Der var ingen specifik henstilling i direktiv 2006/141 om opfølgende reklame for mælk "bortset fra en skrå henvisning i artikel 13", og det var Kommissionens fortolkning af direktivet, der hindrede medlemsstaterne i at handle. De fleste medlemsstater kommenterede ikke spørgsmålet om reklame. En pensioneret dansk embedsmand, der deltog i SCoFCAH's møder, bekræftede dette over for klageren. Hvis de officielle myndigheder accepterede dokumentation fra en medlemsstat for, at opfølgende mælkereklamer undergravede amningen, og hvis medlemsstaterne havde haft mulighed for at stemme om dette særlige punkt, ville det store flertal have foretrukket at træffe afgørelse herom på nationalt plan. Desuden var direktiv 2006/141 ikke i overensstemmelse med rammedirektivet, fordi Kommissionen ikke hørte Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler og undlod at medtage den beskyttelsesforanstaltning, som dette organ anbefalede. Endelig bemærkede klageren, at der ikke forelå fuldstændige referater af SCoFCAH's møder, og mente, at Kommissionen burde: i) give observatører mulighed for at deltage i ekspertmøder og arbejdsgrupper ii) høre MEP'erne om alle væsentlige ændringer af spørgsmål, der er omfattet af rammedirektivet og iii) foretage en konsekvensanalyse af de sundhedsmæssige, sociale og miljømæssige omkostninger ved de foreslåede ændringer. Klageren afsluttede med at anmode GD SANCO om at tage hensyn til ovenstående og ændre notatet.

12. Senere spurgte klageren GD SANCO om, hvorfor notatet nævnte synspunkter, som en række personer havde givet udtryk for uden at anmode om deres tilladelse, i betragtning af at Kommissionen, inden den henviste til sine egne synspunkter, burde have bekræftet, at den havde forstået dem korrekt. Klageren spurgte endvidere, om "Kommissionen [pt] officielle mødereferater "vedrørende sine tjenestemænd.

13. GD SANCO svarede, at det havde taget klagerens præciseringer til efterretning og registreret hende i ovennævnte e-mails til sagen. Den forklarede endvidere, at notatet havde til formål ved hjælp af et memorandum at registrere indholdet af mødet den 24. oktober 2007, og at den ikke var forpligtet til at føre officielle logfiler.

14. Den 8. januar 2008 henvendte klageren sig til Den Europæiske Ombudsmand.

15. Den 29. februar 2008 forklarede chefen for kommissærens kabinet i en skrivelse til klageren, at direktiv 2006/141 skulle være en harmoniseret retsakt. Modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn kan derfor kun markedsføres inden for Fællesskabet, hvis de er i overensstemmelse med direktiv 2006/141, som fastsætter faste regler for den væsentlige sammensætning, krav vedrørende pesticidrester, mærkning, præsentation og reklame, dvs. reglerne i direktivets artikel 13. Den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over, var således fuldt ud fastlagt i selve direktivet og måtte udledes af dets ordlyd, formål og opbygning. I særlige tilfælde fastsatte direktiv 2006/141 nationale foranstaltninger vedrørende reklame for modermælkserstatninger og renhedskriterier. Endelig blev kodeksens principper og mål gennemført.

Forespørgslens genstand

16. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad udførte sine funktioner i forbindelse med SCoFCAH's arbejde.

17. Klageren hævdede, at SCoFCAH's og ekspertudvalgenes arbejdsmetoder generelt burde ændres.

Forespørgslen

18. Den 4. februar 2008 videresendte Ombudsmanden klagen til formanden for Europa-Kommissionen.

19. Den 9. juli 2008 modtog Ombudsmanden Kommissionens udtalelse, som han videresendte til klageren med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.

20. Klageren fremsatte sine bemærkninger den 13. oktober 2008.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkning

21. I lyset af klagerens argumenter til støtte for hendes påstand og påstand behandler Ombudsmanden dem samtidigt.

A. SCoFCAH's arbejdsmetoder

Argumenter forelagt Ombudsmanden

22. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad udførte sine funktioner i forbindelse med SCoFCAH's arbejde.

23. Til støtte for sin påstand gjorde hun gældende, at embedsmanden ikke ledede SCoFCAH's møder på en retfærdig og objektiv måde, fordi han:

i) frembragte vildledende skriftlige erklæringer vedrørende deres procedurer og som følge heraf vildledte medlemsstater og andre, der er involveret i beskyttelsen af børns sundhed

ii) ikke har rådført sig med andre om indholdet af notater til sagsakterne fra visse møder uden for protokollen

iii) gav et misvisende billede af klagerens synspunkter

iv) ikke har taget hensyn til medlemsstaternes betænkeligheder med hensyn til behovet for at beskytte folkesundheden i drøftelserne vedrørende direktiv 2006/141 inden for rammerne af SCoFCAH og

v) ikke har fulgt rådgivningen fra Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler på visse områder, der er omfattet af direktiv 2006/141.

24. Klageren hævdede, at både SCoFCAH's arbejdsmetoder og ekspertudvalgenes arbejdsmetoder generelt burde ændres. Der bør navnlig være større gennemsigtighed og ansvarlighed i den politiske beslutningsproces på ekspertudvalgsmøder; Kommissionen bør føre officielle logfiler over EU-tjenestemænds møder; og anerkende EU's horisontale forpligtelser til at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau i alle Fællesskabets politikker og sikre, at det ikke vildleder medlemsstaterne med hensyn til direktiv 2006/141 og rammedirektivet, navnlig med hensyn til graden af harmonisering som følge af det tidligere direktiv. SCoFCAH bør stille fuldstændige referater af sine møder til rådighed for offentligheden og give observatører mulighed for at deltage i sine møder. Desuden bør Kommissionen foretage en konsekvensanalyse af de sundhedsmæssige, sociale og miljømæssige omkostninger ved den foreslåede lovgivning.

25. I sin udtalelse afviste Kommissionen klagerens påstand og besvarede hendes argumenter meget detaljeret. Den forklarede også, at den vedtog direktiv 2006/141 på grundlag af delegerede lovgivningsbeføjelser, som fællesskabslovgiver havde tillagt den i henhold til rammedirektivet. De nærmere vilkår for udøvelsen af de således tildelte gennemførelsesbeføjelser er fastsat i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 (»komitologiafgørelsen«)[4].

26. I henhold til rammedirektivets artikel 4, stk. 1, fastsættes de særlige bestemmelser for grupper af levnedsmidler bestemt til særlig ernæring, f.eks. modermælkserstatninger og tilskudsblandinger, ved særdirektiver om disse produkters art og sammensætning. Artikel 13 indeholder bestemmelser om komitologiproceduren med bistand fra SCoFCAH. Sidstnævnte er fastsat ved artikel 58 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (»forordning (EF) nr. 178/2002«)[5].

27. SCoFCAH består af repræsentanter for medlemsstaterne. Det afgiver udtalelse med kvalificeret flertal om udkast til foranstaltninger, som formanden, tjenestemanden fra GD SANCO, forelægger det inden for en frist, som sidstnævnte fastsætter under hensyn til, hvor meget det enkelte spørgsmål haster. Embedsmanden stemmer ikke. Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger i overensstemmelse med SCoFCAH's udtalelse.

28. SCoFCAH følger den standardforretningsorden, som Kommissionen vedtog den 31. januar 2001 (»standardforretningsordenen«) på grundlag af komitologiafgørelsen [6]. I henhold til artikel 14, stk. 2, i standardforretningsordenen behandles udvalgenes drøftelser fortroligt. Dette skal forhindre medlemsstaterne i at føle sig begrænset på nogen måde under drøftelserne om fordelene ved det lovforslag, de har fået forelagt.

29. Formandens rolle er reguleret af bestemmelserne i komitologiafgørelsen og standardforretningsordenen, og tjenestemanden har fulgt dem behørigt.

30. Der er forskel på et komitologiudvalg som SCoFCAH og en ekspertgruppe. Den første oprettes af lovgiveren, dvs. Rådet eller Rådet og Parlamentet. Det bistår Kommissionen med gennemførelsen af EU-lovgivningen. består af repræsentanter for medlemsstaterne og ledes altid af Kommissionen. Det andet er oprettet af Kommissionen for at give den ekspertrådgivning. Selv om en ekspertgruppe kan bestå af nationale eksperter, repræsenterer disse ikke medlemsstaterne. Det kan bestå af eksperter eller interessenter fra bl.a. virksomheder, NGO'er, fagforeninger og den akademiske verden. Det kan ledes af Kommissionen eller af en formand, der vælges blandt dens medlemmer.

31. Kommissionen arbejdede på at tilpasse komitologien til standarder svarende til dem, der gælder for andre beslutningsprocesser. I januar 2003 indførte den et online komitologiregister og et register over dokumenter vedrørende komitologiudvalgenes arbejde [7]. Fra marts 2008 giver dette register direkte adgang til visse dokumenter. Når et dokument ikke offentliggøres i registret, kan brugerne indgive en begæring om aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter [8] via et direkte link i registret. Registret indeholder dagsordener for udvalgsmøder, udkast til gennemførelsesforanstaltninger, mødereferater og afstemningsresultater af udtalelser fra et givet udvalg. Desuden offentliggør GD SANCO i begyndelsen af hvert år en foreløbig tidsplan for de stående udvalg, deres forslag til dagsordener og udvalgenes mødereferater [9]. Endelig offentliggør Kommissionen fra 2000 rapporter i De Europæiske Fællesskabers Tidende om komitologiudvalgenes arbejde.

32. Kommissionen anførte ligeledes, at den gjorde en stor indsats for at øge ekspertgruppernes gennemsigtighed og ansvarlighed. Den indsamlede og behandlede navnene på medlemmerne af disse grupper og gjorde dem offentligt tilgængelige i et register over ekspertgrupper, der var offentliggjort på dens websted. Dette register indeholdt oplysninger om hver gruppe, nemlig dens mål og medlemskab.

33. Komitologi er hovedsagelig en lovgivningsprocedure, og resultatet heraf er resultatet af en dynamisk udveksling af synspunkter og forhandlinger, der i sidste ende fører til vedtagelse af en kompromispakke. Selv om drøftelserne i SCoFCAH kan have henvist til specifikke foranstaltninger i udkastet til direktivet, stemte medlemsstaternes repræsentanter således om den foreslåede tekst som helhed og ikke om dens enkelte punkter. Dette resulterede i, at udkastet blev godkendt med kvalificeret flertal, idet kun én undlod at stemme. Afstemning om alle spørgsmål er ikke reglen i lovgivningsmæssige forhandlinger.

34. I henhold til EF-traktatens artikel 152, stk. 1, skal Fællesskabet tilstræbe et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle sine politikker og aktiviteter. Kommissionens lovgivningsforslag skal derfor være i overensstemmelse med denne forpligtelse, navnlig på områder af relevans for GD SANCO. Dette var også tilfældet i den foreliggende sag.

35. Den forskellige fortolkning af direktiv 2006/141 og rammedirektivet var ikke til hinder for, at Kommissionen udtalte sig. Det er kun EF-Domstolen, der i sidste ende har kompetence til at prøve fortolkningen af fællesskabsretten.

36. GD SANCO's skriftlige redegørelse for SCoFCAH's møder vedrørende vedtagelsen af direktiv 2006/141 afspejlede nøjagtigt drøftelserne og udvalgets afstemning. Det er ikke blevet anfægtet af nogen af medlemsstaterne, som klart angav, at disse regnskaber ikke var vildledende. Mødereferaterne findes på Kommissionens websted og i komitologiregistret.

37. Kommissionen understregede i den forbindelse, at notatet ikke er ukorrekt og ikke vildleder medlemsstaterne eller andre, eftersom det blot angiver, at direktiv 2006/141 blev vedtaget, og at der kun var én, der undlod at stemme. Hensigten med notatet var at optage mødet den 24. oktober 2007 ved hjælp af et aide-memoire. Selv om der ikke forelå et formelt referat af dette møde, indeholdt notatet alle væsentlige oplysninger om deltagernes identitet, dato og tidspunkt for mødet, indholdet af udvekslingen af synspunkter og, eftersom klagerens e-mails var vedlagt notatet, klagerens bemærkninger og synspunkter. Da klageren satte spørgsmålstegn ved nøjagtigheden af notatet, registrerede Kommissionen officielt klagerens breve i sagsakterne og præciserede e-mails vedrørende de erklæringer, hun havde fremsat under mødet, hvorved den konstaterede, at hun var uenig i de specifikke punkter i notatet.

38. Af indlysende praktiske grunde er der ingen forpligtelse til at føre officielle logfiler for alle møder, der involverer tjenestemænd fra Kommissionen. I stedet er det Kommissionens faste praksis at udarbejde interne skriftlige fortegnelser over de væsentlige oplysninger om vigtige møder. GD SANCO opfordrer sine tjenestemænd til systematisk at rapportere tilbage og udarbejde korte og hurtige "tilbage til kontoret-rapporter" efter møder om spørgsmål, der er relevante for dets politikker.

39. Det ville være yderst byrdefuldt og ressourcekrævende at transskribere alle drøftelser og meningsudvekslinger mellem udvalgsmedlemmerne. De sammenfattende referater, der er offentliggjort på GD SANCO's websted og i komitologiregistret, beskriver på passende vis hovedpunkterne i disse drøftelser og resultatet heraf. Under hensyntagen til karakteren af drøftelserne på SCoFCAH's møder, hvor Kommissionens og medlemsstaternes repræsentanter giver udtryk for deres individuelle holdninger, og medlemsstaterne afgiver deres stemmer om udkast til foranstaltninger, vil en systematisk offentliggørelse af fuldstændige referater af disse møder risikere at udsætte dem for unødigt eksternt pres, hvilket kan påvirke beslutningsprocessen negativt.

40. Kommissionen behøver ikke at indhente tilladelse fra de tredjeparter, den har haft kontakt med, før den henviser til sådanne kontakter. Det er ikke obligatorisk, og det er heller ikke almindelig praksis, at Kommissionen giver interessenterne mulighed for at fremsætte bemærkninger til sine notater til sagsakterne eller andre interne referater fra sine tjenestemænds møder. Det var kun af hensyn til gennemsigtigheden, at Kommissionen den 31. oktober 2007 sendte notatet til klageren.

41. Standardforretningsordenen giver ikke eksterne observatører mulighed for at deltage i SCoFCAH's møder. I henhold til artikel 8 i standardforretningsordenen kan formanden dog om nødvendigt "beslutte at indbyde eksperter til at udtale sig om særlige spørgsmål efter anmodning fra et medlem eller på eget initiativ". Disse eksperter skal dog trække sig tilbage, når udvalget går til afstemning. På samme måde fastsættes det i artikel 6, stk. 1, i standardforretningsordenen, at "... delegationerne med formandens tilladelse kan ledsages af eksperter for den pågældende medlemsstats regning." Visse udvalgs særlige forretningsorden giver desuden visse tredjelandsrepræsentanter eller repræsentanter for organisationer mulighed for at deltage i udvalgsmøderne som observatører. Disse observatører skal også trække sig tilbage, når udvalget går til afstemning. Denne mulighed er blevet brugt til at byde EU-tiltrædelseslande velkommen til udvalgsmøder.

42. Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler blev oprettet ved Kommissionens afgørelse 74/234/EØF af 16. april 1974 om oprettelse af en videnskabelig komité for levnedsmidler [10]. I henhold til rammedirektivets artikel 4 skal Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler høres om bestemmelser, der kan påvirke folkesundheden. I maj 2003 blev de fem eksisterende videnskabelige komitéer, der yder videnskabelig rådgivning til Kommissionen om fødevaresikkerhed, overført til EFSA, og alle henvisninger i fællesskabslovgivningen til Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler er blevet erstattet af en henvisning til EFSA.

43. EFSA er således ansvarlig for risikovurdering og kommunikation vedrørende fødevarespørgsmål og for at yde uafhængig videnskabelig rådgivning til Kommissionen om alle aspekter vedrørende fødevaresikkerhed. Kommissionen er ansvarlig for risikostyringen og beslutningstagningen vedrørende de specifikke foranstaltninger på grundlag af ovennævnte rådgivning. Omfanget af Kommissionens rolle og skønsbeføjelser i forbindelse med udførelsen af dens risikostyringsopgaver er blevet præciseret af Domstolen i bl.a. sag T-13/99 Pfizer. Domstolen fastslog i denne dom, at "... det tilkommer fællesskabsinstitutionerne at fastsætte det beskyttelsesniveau, som de finder passende for samfundet." De skal "... fastsætte det risikoniveau ... som efter deres opfattelse ikke længere er acceptabelt for samfundet, og over hvilket det af hensyn til beskyttelsen af menneskers sundhed er nødvendigt at træffe forebyggende foranstaltninger på trods af eksisterende videnskabelig usikkerhed". Ifølge EF-Domstolen har fællesskabsinstitutionerne derfor "... et vidt skøn, navnlig ved fastlæggelsen af det risikoniveau, der anses for uacceptabelt for samfundet. "[11] Fastlæggelsen af et acceptabelt risikoniveau er derfor i det væsentlige en politisk vurdering fra Kommissionens side.

44. Kommissionen støtter sig på de videnskabelige data og den dokumentation, som dens videnskabelige komitéer og EFSA har fremlagt. Disse tages altid i betragtning, når lovgivningsmæssige foranstaltninger kræver det. Dette var også tilfældet i den foreliggende sag. Dette betyder imidlertid ikke, at Kommissionen kan uddelegere sit ansvar for fastlæggelsen af det acceptable risikoniveau og de mest hensigtsmæssige politiske foranstaltninger til sine videnskabelige rådgivere.

45. Kommissionens konsekvensanalysesystem har til formål at sikre evidensbaseret politikudformning gennem en integreret og afbalanceret vurdering af problemer og alternative handlemuligheder. Et "konsekvensanalyseudvalg" (IAB) yder uafhængig kvalitetsstøtte og -kontrol til Kommissionen. IA fokuserer primært på vigtige forslag. For at sikre, at ressourcerne anvendes korrekt, foretages der generelt kun fuldstændige konsekvensanalyser, hvis de har en merværdi. I nogle tilfælde kan en langt mere begrænset "forholdsmæssig" konsekvensanalyse være berettiget. For visse initiativer, f.eks. udarbejdelse af rådgivende dokumenter eller rapporter, er en konsekvensanalyse måske slet ikke berettiget. I det lovgivningsmæssige arbejdsprogram for 2008 [12] anførte Kommissionen, at den ville foretage konsekvensanalyser for visse komitologiforanstaltninger, hvor der var sandsynlighed for væsentlige virkninger [13].

Ombudsmandens vurdering

46. Hvad angår beviserne vedrørende de tilbagevendende drøftelser mellem klageren og Kommissionen om den grad af harmonisering, der er fastsat i direktiv 2006/141, påpeger Ombudsmanden, at han har beføjelse til at undersøge potentielle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer. Hans undersøgelser vedrører derfor ikke spørgsmålet om, hvorvidt Fællesskabernes lovgivningsmæssige retsakter er velbegrundede. Undersøgelsen i den foreliggende sag vedrører således udelukkende Kommissionens administrative virksomhed i forbindelse med udarbejdelsen af direktiv 2006/141 og vil derfor ikke tage stilling til ovennævnte drøftelser, som ikke desto mindre kan afgøres på passende vis af Domstolen. Som Kommissionen med rette har påpeget, vil det i tvivlstilfælde være op til Domstolen at afgøre, om den pågældende harmoniseringsforanstaltning dækker hele området, eller om den giver plads til nationale lovgivningsinitiativer [14]. Med andre ord er spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaterne kan eller ikke kan indføre strengere sundhedsstandarder for modermælkserstatninger, der indføres på deres område, end det pågældende direktivs standarder, uanset graden af harmonisering, ikke genstand for denne undersøgelse.

47. Ombudsmanden bemærker endvidere, at klageren til støtte for sin påstand fremsatte argumenter, som i det væsentlige kan opdeles i to hovedgrupper: i) argumenter vedrørende tjenestemandens handlinger på SCoFCAH's møder og ii) argumenter vedrørende foranstaltninger, der er truffet efter disse møder. Efter at have analyseret hele den dokumentation, som både klageren og Kommissionen har forelagt ham, konkluderer Ombudsmanden, at dette materiale gør det muligt at foretage en grundig gennemgang af spørgsmålene vedrørende SCoFCAH's møder den 26. juni og den 19. juli 2006. Dette gælder også for mødet den 24. oktober 2007 og notatet vedrørende dette møde.

SCoFCAH's møder den 26. juni og 19. juli 2006

48. Ombudsmanden minder indledningsvis om, at Rådet i henhold til EF-traktatens artikel 202 kan give Kommissionen beføjelse til at gennemføre fællesskabslovgivningen. I denne opgave kan Kommissionen bistås af udvalg i overensstemmelse med den procedure, der kaldes »komitologi«. I komitologiafgørelsen, som Kommissionen har analyseret nærmere i sin udtalelse, fastsættes reglerne for udvalgenes funktion. Denne afgørelse blev ændret ved Rådets afgørelse 2006/512/EF af 17. juli 2006 om ændring af afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [15]. De praktiske regler for udvalgenes administrative funktion findes i standardforretningsordenen. I den forbindelse er det værd at bemærke, at Domstolen i en dom, der gik forud for ovennævnte komitologiafgørelser, har stadfæstet udvalgssystemets forfatningsmæssige gyldighed [16].

49. Klagerens betænkeligheder skal ses i ovennævnte retlige sammenhæng. Ved at beskylde tjenestemanden for ikke at afholde møder på en retfærdig og objektiv måde og for ikke at tage hensyn til medlemsstaternes betænkeligheder med hensyn til behovet for at beskytte folkesundheden sætter klageren kort sagt spørgsmålstegn ved Kommissionens holdning under lovgivningsproceduren, fordi hun mener, at Kommissionen favoriserede industriens interesser frem for folkesundhedens [17]. Dette fremgår efter hendes opfattelse af den mulighed, som Kommissionen har valgt med hensyn til reklame for opfølgende mælk. Hvis GD SANCO havde udarbejdet fuldstændige referater af SCoFCAH's møder eller hørt deltagerne om referaterne af de møder, de deltog i, ville det have sikret sig, at nogle medlemsstater mente, at opfølgende reklame burde forbydes eller besluttes på nationalt plan. Dette ville være blevet yderligere bekræftet af den mulighed, som Kommissionen har valgt, for ikke at medtage en specifik beskyttelsesforanstaltning i direktiv 2006/141, som Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler har foreslået, og som støttes af medlemsstaterne [18].

50. Ombudsmanden analyserede Kommissionens komitologiregister [19] og fandt efter at have udfyldt søgeformularen de "kortfattede referater" af SCoFCAH's møder den 26. juni og 19. juli 2006. SCoFCAH's procedure er i det sammenfattende referat af 19. juli 2006 defineret som værende af "lovgivningsmæssig"[20] karakter. Det er derfor rimeligt at konkludere, at uanset hvad Kommissionens endelige afgørelse ville have været, skulle medlemmerne af SCoFCAH have tilsluttet sig den [21]. I henhold til ovennævnte resuméer er " teksten til udkastet til foranstaltning blevet ændret som følge af forelæggelsen for udvalget " , og ud af i alt 321 stemmer fik udkastet til direktiv 2006/141 317 positive stemmer og 4 hverken for eller imod. Ingen stemte imod.

51. Det ser derfor ud til, at medlemsstaternes repræsentanter ud over at have haft tilstrækkelig mulighed for at tilkendegive deres forskellige synspunkter over for Kommissionen, hvilket bl.a. fremgår af det sammenfattende referat af mødet den 26. juni 2006 [22], i vid udstrækning var enige om det endelige udkast til direktivet, herunder bestemmelsen om den opfølgende reklame- og beskyttelsesklausul, som førte til Kommissionens endelige vedtagelse af foranstaltningen. Klagerens redegørelse i sine bemærkninger for den holdning, som en given medlemsstat gav udtryk for, nemlig at "nogle [medlemsstater] udtrykte skuffelse over, at strengere bestemmelser om anmeldelse af tilskudsblandinger samt modermælkserstatninger og et forbud mod reklame for tilskudsblandinger ikke var medtaget" ændrer derfor ikke det endelige resultat, at "medlemsstaterne, stadig i overensstemmelse med denne redegørelse, støttede teksten som helhed ". Desuden anfægtede de ifølge Kommissionen ikke ovennævnte optegnelser [23]. Den omstændighed, at Kommissionen muligvis ikke har fulgt Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidlers eller EFSA's rådgivning, ændrer heller ikke ved, at Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler godkendte den endelige udgave af sit forslag til direktiv om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn.

52. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at det ikke lykkedes klageren at påvise, at embedsmanden a) afgav vildledende skriftlige erklæringer vedrørende drøftelserne på SCoFCAH's møder og som følge heraf b) vildledte medlemsstater og andre, der er involveret i beskyttelsen af børns sundhed, eller c) undlod at tage hensyn til medlemsstaternes bekymringer over behovet for at beskytte folkesundheden i drøftelserne i SCoFCAH vedrørende direktiv 2006/141. I den forbindelse lykkedes det ikke klageren at påvise, at det forhold, at Kommissionen muligvis ikke har fulgt EFSA's rådgivning, nødvendigvis udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

53. Klageren er også bekymret over gennemsigtigheden i komitologiproceduren og navnlig i de pågældende møder i SCoFCAH. Desuden er det efter hendes opfattelse ikke troværdigt, at en systematisk offentliggørelse af fuldstændige referater af udvalgets møder ville føre til, at Kommissionen og medlemsstaterne ville blive udsat for unødigt eksternt pres, som kunne påvirke beslutningsprocessen negativt.

54. Ombudsmanden oplevede ingen vanskeligheder, da han søgte efter de relevante dokumenter på Kommissionens websted, og har tillid til, at borgere, der er interesseret i at følge SCoFCAH's aktiviteter, heller ikke bør opleve sådanne vanskeligheder. Ud over de foranstaltninger, der er gennemført i forbindelse med Parlamentets rolle i henhold til forskriftsproceduren, navnlig vedrørende oplysninger om dagsordener, afstemningsprotokoller og udkast til foranstaltninger, der forelægges udvalgene [24], synes de sammenfattende mødereferater at være hensigtsmæssige med henblik på at overholde princippet om gennemsigtighed, samtidig med at effektiviteten af udvalgenes beslutningstagning bevares. De giver tilstrækkelige oplysninger om de spørgsmål, der blev drøftet på de pågældende møder, og resultatet af disse drøftelser. Det kortfattede referat vedrørende afstemningen om direktiv 2006/141 indeholder oplysninger om de opnåede resultater og det forhold, at direktivet blev godkendt. Selv om det, som klageren har gjort gældende, ikke fremgår af sådanne optegnelser, at visse medlemsstater faktisk var utilfredse med, at Kommissionen eller tjenestemanden ikke tog hensyn til deres betænkeligheder, kan det ikke bestrides, at de i sidste ende havde mulighed for at give udtryk for sådanne betænkeligheder og i sidste ende blev enige om den endelige udgave, der var resultatet af drøftelserne.

55. Ombudsmanden påpeger desuden, at komitologiudvalg i henhold til Fællesskabets retsinstansers faste retspraksis henhører under Kommissionen selv i forbindelse med fællesskabsreglerne om aktindsigt. Det er derfor Kommissionen, der har kompetence til at træffe afgørelse om begæringer om aktindsigt i disse udvalgs dokumenter [25]. Det følger heraf, at borgerne ud over den adgang, som databasen giver, kan indgive begæringer om aktindsigt i yderligere dokumenter, som måske ikke er automatisk tilgængelige. Dette vil også være tilfældet for eventuelle yderligere dokumenter, som Kommissionen udarbejder i forbindelse med komitologimøder.

56. Med hensyn til ekspertgrupperne noterer Ombudsmanden sig de oplysninger, der er tilgængelige på Kommissionens websted [26], om bl.a. de forskellige gruppers missioner, sammensætning og opgaver, der er nævnt deri. Han er af den opfattelse, at sådanne oplysninger synes at være tilstrækkelige til, at den brede offentlighed kan få tilstrækkeligt kendskab til den form for ekspertrådgivning, som Kommissionen modtager fra de grupper, den opretter.

57. Med hensyn til observatører giver den nuværende standardforretningsorden for komitologi, som Kommissionen med rette har påpeget, ikke tredjeparter mulighed for at deltage i komitologimøder. De eneste undtagelser omfatter situationer, hvor eksperter opfordres til at yde rådgivning, og observatører deltager i møder i henhold til protokollen. Selv i sådanne tilfælde har ingen af dem stemmeret. Da komitologimøderne vedrører lovgivningsmæssige drøftelser med medlemsstaterne, som derefter stemmer om Kommissionens dokumenter, er det ikke udelukket, at det kan underminere selve komitologibegrebet i dens nuværende form at tillade andre parter end EU-medlemsstaterne at gribe ind og eventuelt påvirke lovgivningsproceduren. Ombudsmanden understreger ikke desto mindre, at klageren frit kan henvende sig til Europa-Parlamentet og foreslå ændringer af komitologisystemet i form af et andragende.

Notatet fra mødet den 24. oktober 2007

58. I overensstemmelse med de beviser, han har til rådighed, bemærker Ombudsmanden, at klageren ved e-mail af 25. oktober 2007 til tjenestemanden "håber [d] meget, at [hun] har forstået, hvad der blev sagt" på mødet den foregående dag. Også i sin yderligere e-mail til embedsmanden af 29. oktober 2007 fandt klageren, at det ville være "uhøfligt ikke at dele [embedsmandens] erindring om, hvad der skete"på dette møde.

59. Som følge heraf sendte GD SANCO efter [klagerens] e-mails af 25. og 29. oktober 2007 hende sit interne notat med en kort redegørelse for de drøftelser, der fandt sted mellem [hende, UNICEF og GD SANCO] den 24. oktober 2007.

60. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen principielt ikke giver interessenterne mulighed for at kommentere sine interne mødereferater som det her omhandlede.

61. Hvis Kommissionen arrangerer møder med interessenter og anmoder om deres synspunkter om et givet spørgsmål, bør den efter Ombudsmandens opfattelse sikre, at den registrerer de fremsatte synspunkter korrekt ved at udarbejde nøjagtige referater. Det ville være mere foreneligt med principperne om god forvaltningsskik at høre de berørte parter om indholdet af sådanne mødereferater. Dette betyder imidlertid ikke, at Kommissionen skal udarbejde referater af hvert enkelt møde, den har med interessenter. Kommissionen kan udarbejde enkle "notater til sagen" , som kan svare til dens tjenestemænds erindringer fra et givet møde. Disse interne notater kan ikke betragtes som officielle referater af, hvad interessenterne rent faktisk sagde.

62. Inden det pågældende møde fandt sted inden for rammerne af det regelmæssige forberedende arbejde til det foreslåede direktiv 2006/141, opfordrede Kommissionen interessenter, herunder klageren, til på et passende tidspunkt at fremlægge deres synspunkter om det foreslåede direktiv [27]. Det pågældende møde blev faktisk ikke afholdt på Kommissionens eget initiativ, men som svar på en specifik anmodning fra klageren [28]. Den kan derfor ikke proceduremæssigt sammenlignes med de regelmæssige møder med interessenter, der afholdes som led i det forberedende arbejde til Kommissionens lovgivningsforslag. Det ser derfor ud til, at Kommissionen ikke var forpligtet til at udarbejde et officielt referat af dette møde. Det var tilstrækkeligt med et notat til sagen. Ved udarbejdelsen af et sådant notat behøvede den ikke at høre de personer, der deltog i mødet. Det følger heraf, at Kommissionen ikke behøvede sammen med mødedeltagerne at bekræfte indholdet af det notat, som den udarbejdede til sine egne interne formål.

63. Ikke desto mindre sendte Kommissionen notatet til klageren "af hensyn til gennemsigtigheden ... til orientering". Ombudsmanden forstår således, at Kommissionen ikke havde til hensigt at dele sit interne notat med nogen af deltagerne i mødet undtagen klageren. Den gjorde det kun som svar på klagerens egne bekymringer med hensyn til hendes erindring om dette møde, som hun også ønskede at viderebringe til tjenestemanden.

64. Da klageren fremsatte bemærkninger til notatet, vedlagde Kommissionen disse bemærkninger og indsatte dem i det relevante dossier. Det følger heraf, at eftersom de således registrerede oplysninger kun var beregnet til Kommissionens brug, synes indgivelsen af klagerens e-mails med præciseringer sammen med notatet i Kommissionens interne sagsakter at være tilstrækkelig til at sikre, at Kommissionen tager behørigt hensyn til klagerens synspunkter.

65. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at selv om det ikke er udelukket, at Kommissionen rent faktisk fejlfortolkede klagerens synspunkter i sit notat, var de efterfølgende foranstaltninger, som Kommissionen traf, tilstrækkelige til at sikre en passende opfølgning på klagerens præciseringer i denne henseende. De er derfor i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik, og Kommissionen behøvede derfor ikke at høre andre deltagere i mødet om notatets indhold. Klagerens synspunkt om, at notatet kunne bruges af industrien til at underminere hendes kampagne for at beskytte sundheden, da der ikke var nogen garantier for, at nogen ville lægge mærke til hendes yderligere e‑mails med præciseringer, kan derfor ikke opretholdes.

66. På den anden side var klageren i sine bemærkninger af den opfattelse, at hvis Kommissionen allerede fører interne notater, ville udarbejdelsen af officielle logfiler være et kort skridt fremad.

67. Ombudsmanden forstår ovennævnte udtryk "log" således, at det svarer til et detaljeret referat, der ville repræsentere indholdet af et givet møde mere præcist end et "internt notat" , der i sidste ende, som i det foreliggende tilfælde, repræsenterer institutionens erindring om mødet den 24. oktober 2007, for så vidt som klagerens synspunkter repræsenterer hendes erindring om dette møde. I denne forbindelse betyder "embedsmand" i denne forstand, at en sådan protokol automatisk vil være tilgængelig for i det mindste alle, der er involveret i det pågældende møde. I den forbindelse noterer Ombudsmanden sig Kommissionens holdning om, at den "af indlysende praktiske årsager" ikke er forpligtet til at udarbejde officielle logfiler over alle møder, som dens tjenestemænd deltager i.

68. Selv om Kommissionen ikke præciserer, hvad sådanne praktiske grunde er, finder Ombudsmanden det rimeligt, at ikke alle møder kræver et referat som det, der er beskrevet ovenfor. Dette afhænger navnlig af de pågældende møders art, emne og deltagere. I denne forbindelse understreger han ikke desto mindre i lighed med sin konklusion i præmis 55 ovenfor, at borgerne har mulighed for at indgive begæringer om aktindsigt i "tilbage til kontoret-rapporterne" , der er udarbejdet af institutionernes tjenestemænd i forbindelse med de møder, de deltager i.

69. Hvad endelig angår den lovgivningsmæssige konsekvensanalyse af de sundhedsmæssige, sociale og miljømæssige omkostninger ved den foreslåede lovgivning, anfægtede klageren ikke i sine bemærkninger Kommissionens forklaring om, at dens konsekvensanalyser kort sagt skal stå i et rimeligt forhold til den merværdi, de tilfører den foranstaltning, der skal vedtages. Klageren har i den forbindelse ikke været i stand til at sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens holdning om, at dens lovgivningsforslag var i overensstemmelse med forpligtelsen i EF-traktatens artikel 152, stk. 1 [29].

70. I lyset af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at der ikke er konstateret fejl eller forsømmelser i forbindelse med klagerens påstand.

B. Konklusion

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der er ikke konstateret fejl eller forsømmelser med hensyn til klagerens påstand om, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har udført sine opgaver i forbindelse med SCoFCAH's funktion. Klagerens påstand vedrørende SCoFCAH's og ekspertudvalgenes arbejdsmetoder generelt kan derfor ikke tiltrædes. Dette forhindrer imidlertid ikke klageren i, hvis hun ønsker det, at indgive et andragende til Europa-Parlamentet og foreslå ændringer af komitologilovgivningen.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 18. september 2009.

---

[1] Ifølge Baby Milk Actions hjemmeside: www.babymilkaction.org.

[2] EUT L 401, s. 1.

[3] EFT 1989 L 186, s. 27. Dette direktiv er senere blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/84/EF af 19. december 1996. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/41/EF af 7. juni 1999 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003.

[4] Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28.6.1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, EFT L 184, s. 23. Denne afgørelse er senere blevet ændret ved Rådets afgørelse 2006/512/EF af 17.7.2006 om ændring af afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EUT L 200, s. 11).

[5] EFT 2002 L 31, s. 1.

[6] "Standardforretningsorden - Rådets afgørelse 1999/468/EF, forretningsorden for ... Udvalget", EFT 2001 C 38, s. 3.

[7] http://ec.europa.eu/transparency/regcomitology/registre.cfm?CL=en.

[8] EFT L 145, s. 43.

[9] http://ec.europa.eu/food/committees/regulatory/index_en.htm.

[10] EFT 1974 L 136, s. 1.

[11] Sag T-13/99, Pfizer Animal Health SA mod Rådet for Den Europæiske Union, Sml. 2002 II, s. 3305, præmis 151 og 167.

[12] KOM(2007) 640 endelig.

[13] KOM(2008) 32 endelig.

[14] Jf. bl.a. sag C-1/96, The Queen mod Minister of Agriculture, Fisheries and Food, Sml. 1998 I, s. 1251, præmis 63: "[...] den omstændighed, at medlemsstaterne har beføjelse til på deres eget område at vedtage beskyttelsesforanstaltninger, der er strengere end dem, der er fastsat i et direktiv, betyder ikke, at direktivet ikke udtømmende har reguleret medlemsstaternes beføjelser med hensyn til beskyttelse af kalve [...]"

[15] EUT L 200, s. 11.

[16] Se sag 25-70, Einfuhr- und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel mod Köster et Berodt & Co [1970] Sml. 1161, præmis 9 og 10: "I henhold til [EF-traktatens] artikel 155 udøver Kommissionen de beføjelser, som Rådet tillægger den med henblik på gennemførelse af de af Rådet fastsatte bestemmelser. Denne bestemmelse, hvis anvendelse er fakultativ, giver Rådet mulighed for at fastsætte de nærmere regler, som Kommissionen er underlagt ved udøvelsen af de beføjelser, den er tillagt. Den såkaldte forvaltningskomitéprocedure er en del af de detaljerede regler, som Rådet lovligt kan underlægge en delegation af beføjelser til Kommissionen [...] Forvaltningskomitéen har til opgave at sikre en løbende høring med henblik på at vejlede Kommissionen i udøvelsen af de beføjelser, som Rådet har tillagt den, og sætte denne i stand til at sætte sit eget initiativ i stedet for Kommissionens. Forvaltningsudvalget har derfor ikke beføjelse til at træffe en afgørelse i stedet for Kommissionen eller Rådet. Forvaltningskomitésystemet gør det derfor muligt for Rådet, uden at det forvrider fællesskabsstrukturen og den institutionelle ligevægt, at delegere en gennemførelsesbeføjelse af betydeligt omfang til Kommissionen, i givet fald med forbehold af dennes beføjelse til selv at træffe afgørelse.

Lovligheden af den såkaldte forvaltningskomitéprocedure [...] kan derfor ikke anfægtes inden for rammerne af Fællesskabets institutionelle struktur."

[17] Ifølge klagerens bemærkninger: "... den holdning, som [tjenestemanden] så ofte har indtaget, afspejler den holdning, som babymadindustrien indtager ...[T] Kommissionen har selv haft en negativ indvirkning på beslutningsprocessen til fordel for industrien ..."

[18] I overensstemmelse med klagerens bemærkninger"opfordrede Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler til "en uafhængig gennemgang af valgfrie ingredienser i både modermælkserstatninger og tilskudsblandinger, inden de bringes i omsætning". Dette blev klart støttet af de fleste medlemsstater, men denne vigtige beskyttelsesforanstaltning var ikke medtaget."

[19] Findes på http://ec.europa.eu/transparency/regcomitology/index_en.htm.

[20] I modsætning til "rådgivende"; "ledelse" : og "beskyttelse" .

[21] Komitologiafgørelsen inddeler udvalgene i tre grupper, afhængigt af om de har rådgivnings-, forvaltnings- eller reguleringsbeføjelser. Forskriftsproceduren skal anvendes i forbindelse med generelle foranstaltninger, der har til formål at anvende væsentlige bestemmelser i basisretsakter, f.eks. vedrørende sundhed og sikkerhed. I forbindelse med forskriftsproceduren kan Kommissionen kun vedtage en foranstaltning, hvis den er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse (ifølge Paul Craig og Graínne de Burca, EU-retten, tekst, sager og materialer, tredje udgave, Oxford, s. 150-153).

[22] Det kortfattede referat af dette møde har følgende ordlyd: "Drøftelse af omarbejdningen af direktiv 91/321/EØF Udkast til Kommissionens direktiv ... om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn.

Kommissionen forelagde udkastet til omarbejdning af direktiv 91/321/EØF om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn. I indledningen forklarede Kommissionen, at de beføjelser, der var delegeret til Kommissionen gennem rammelovgivningen i Rådets direktiv 89/398/EØF om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring, ikke omfattede indførelse af en godkendelsesprocedure. Desuden vil indførelsen af en godkendelsesprocedure i et direktiv sandsynligvis skabe tekniske og juridiske vanskeligheder, da hver medlemsstat vil gennemføre den på sin egen måde i national lovgivning. Nogle medlemmer af udvalget rejste spørgsmålet om proteinomregningsfaktoren. Kommissionen forklarede, at omregningsfaktoren fandt anvendelse på det endelige produkt og ikke på de enkelte ingredienser i produktet. Udvalget blev underrettet om, at udkastet ville blive revideret for at tage hensyn til ændringer i den juridiske affattelse, og det var planlagt at forelægge udkastet til eventuel afstemning på udvalgets næste møde."

[23] Se sag T-188/97, Rothmans International BV mod Kommissionen, Sml. 1999 II, s. 2463, præmis 58: "Kommissionen varetager udvalgets sekretariatsopgaver, hvilket betyder, at den udarbejder det referat, som udvalget vedtager."

[24] I artikel 7, stk. 3, i komitologiafgørelsen hedder det, at "Europa-Parlamentet underrettes regelmæssigt af Kommissionen om udvalgsarbejdet. Med henblik herpå modtager udvalget dagsordener for udvalgsmøderne, udkast til foranstaltninger, der forelægges udvalgene til gennemførelse af retsakter vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, afstemningsresultater og mødereferater samt lister over de myndigheder og organisationer, som de personer, medlemsstaterne har udpeget til at repræsentere dem, tilhører. Europa-Parlamentet holdes også underrettet, når Kommissionen forelægger Rådet foranstaltninger eller forslag til foranstaltninger, der skal træffes."

[25] Se sag T-188/97, Rothmans International BV mod Kommissionen, præmis 62.

[26] http://ec.europa.eu/transparency/regexpert/

[27] Ifølge Kommissionens udtalelse blev "... de berørte parter inddraget i det forberedende arbejde, der førte til vedtagelsen af direktiv 2006/141/EF, gennem en bred høring af repræsentative europæiske organisationer forud for udarbejdelsen af forslaget og sideløbende med drøftelserne med medlemsstaternes eksperter. IBFAN, som klagerens organisation tilhører, fremsendte de oprindelige bemærkninger til Kommissionen den 4. marts 2005 og de reviderede bemærkninger den 31. marts 2005."

[28] Ifølge Kommissionens udtalelse, som klageren ikke anfægtede, "accepterede [dens] tjenestegrene klagerens anmodning om et møde for at drøfte den retlige status og gennemførelsen af direktiv 2006/141/EF."

[29] "Der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker og aktiviteter.

Fællesskabets indsats, der skal være et supplement til de nationale politikker, skal være rettet mod at forbedre folkesundheden og forebygge sygdomme hos mennesker samt imødegå forhold, der kan indebære risiko for menneskers sundhed. Denne indsats skal omfatte bekæmpelse af de største trusler mod sundheden ved at fremme forskning i deres årsager, spredning og forebyggelse samt sundhedsoplysning og -uddannelse. Fællesskabet supplerer medlemsstaternes indsats for at begrænse narkotikarelaterede sundhedsskader, herunder oplysning og forebyggelse."