BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Denne klage vedrører Europa-Kommissionens behandling af projekt FAIR 5-CT97-3751 "Optimeret produktions- og høstteknik for alternativ afgrøde Stevia Rebaudiana Bertoni". Stevia rebaudiana er en plante, hvorfra sødestoffer kan produceres. Det ser ud til, at det kan tjene som en passende erstatning for dyrkning af tobak. Det pågældende projekt havde til formål at undersøge denne mulighed for så vidt angår Sydeuropa.

2. Projektet løb fra den 1. februar 1998 til (efter forskellige forlængelser) den 30. april 2002. Den omfattede to projektpartnere (Universität Hohenheim i Tyskland og Wintersteiger GmbH, et østrigsk selskab), en associeret partner (Universität Algarve, Portugal), som senere blev fuldgyldig partner, og to underleverandører (Dulsana S.L., et spansk selskab, og Sarea GmbH, et østrigsk selskab). Koordineringen af projektet var oprindeligt i hænderne på universitetet i Huelva, Spanien. Det samlede maksimumsbeløb for EF-tilskuddet blev fastsat til 808 000 EUR.

3. Ifølge klageren, den ansvarlige for projektet ved universitetet i Hohenheim, viste det sig efterfølgende, at universitetet i Huelva og den ansvarlige dér (professor O.) ikke var i stand til at opfylde deres forpligtelser i henhold til kontrakten. I midten af 1999 bad projektpartnerne universitetet i Huelva om enten at erstatte professor O. eller trække sig ud af projektet. Der blev udarbejdet en ændring af kontrakten, hvorefter universitetet i Huelva trak sig ud af projektet fra den 15. juli 1999, og universitetet i Hohenheim overtog rollen som koordinator.

4. Det oprindeligt planlagte EF-tilskud til universitetet i Huelva var på 412 250 EUR. Som følge af ovennævnte ændring blev dette beløb nedsat til 143 790 EUR. Resten blev fordelt mellem de resterende partnere.

5. Den 23. oktober 2000 meddelte klageren Kommissionen, at han mente, at universitetet i Huelva ikke havde gennemført projektet tilfredsstillende, og at Kommissionen burde afvise alle udgiftsopgørelser fra universitetet i Huelva og overføre de tilsvarende midler til universitetet i Hohenheim.

6. For at kontrollere beskyldningerne mod universitetet i Huelva gennemførte Kommissionen i januar 2001 en finansiel revision af de udgiftsopgørelser, som universitetet havde indsendt. Som følge heraf blev visse omkostninger ikke tilladt eller ændret. Et samlet beløb på 112 068 EUR blev godkendt som støtteberettigede omkostninger til universitetet i Huelva. Restbeløbet på 31 728 EUR blev omfordelt og udbetalt til de resterende partnere.

7. I april 2002 gennemførte eksterne eksperter en videnskabelig revision af det arbejde, der var udført af universitetet i Huelva. Disse eksperter rapporterede om to store problemer i forbindelse med dette arbejde. For det første havde forholdet mellem universitetet i Huelva og dets underleverandør Dulsana været særligt problematisk. For det andet identificerede eksperterne en række fejl i udførelsen af arbejdet. Eksperterne nåede frem til den konklusion, at "(...) de første syv kvartaler af projektaktiviteterne er af dårlig kvalitet. En række delopgaver er værdifulde. Kommissionen bør give universitetet i Huelva mulighed for at gøre krav gældende for denne periode". Resultaterne af den videnskabelige revision var af en sådan art, at de ikke gav anledning til yderligere finansielle justeringer vedrørende de omkostninger, der blev godtgjort universitetet i Huelva.

8. Ved skrivelse af 22. april 2003 gjorde dr. K. (lederen af Dulsana) Den Europæiske Revisionsret opmærksom på de påståede uregelmæssigheder ved universitetet i Huelva. Revisionsretten underrettede Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig ("OLAF"). I juni 2003 anmodede OLAF V., den videnskabelige medarbejder med ansvar for sagen i Kommissionen, om at fremlægge oplysninger om projektet. Den 31. juli 2003 tilsendte V. OLAF et notat til sagsakterne, hvori han redegjorde for sine personlige synspunkter vedrørende de pågældende spørgsmål.

9. I december 2003 indledte en spansk domstol efter anmodning fra dr. K. en strafferetlig efterforskning mod professor O. vedrørende uregelmæssigheder i forvaltningen af kontrakt FAIR-CT97-3751. Ifølge klageren i denne sag havde den pågældende professor fremlagt falske rapporter med henblik på (uberettiget) at begrunde de fællesskabsmidler, der var blevet tildelt. I juli 2004 blev der forelagt et supplement til klagen for den spanske domstol. I dette tillæg hævdedes det, at den pågældende person havde forfalsket Dr. K.'s underskrift på en række fakturaer.

10. I maj og december 2004 indgav dr. K. og klageren begæringer om aktindsigt til Kommissionen. De dokumenter, der blev begæret aktindsigt i, var 1) rapporten om den finansielle revision (dateret april 2001), 2) rapporten om den videnskabelige revision (dateret 26. april 2002) og 3) V.'s notat til sagen af 31. juli 2003. Disse anmodninger blev afvist af Kommissionen.

11. I februar 2005 afsluttede OLAF sin undersøgelse. Den konkluderede, at resultaterne af Kommissionens revisioner viste, at universitetet i Huelva ikke fuldt ud havde opfyldt sine kontraktlige forpligtelser. På denne baggrund og som følge af, at de spanske retslige myndigheder havde indledt retslige undersøgelser af handlinger foretaget af universitetet i Huelva og nogle af dets medarbejdere, anbefalede OLAF, at universitetet i Huelva markeres i Kommissionens system for tidlig varsling ("EWS"). En tilsvarende registrering i varslingssystemet blev foretaget den 19. april 2005.

12. Den 10. februar 2005 henvendte klageren sig til Ombudsmanden.

Forespørgslens genstand

13. I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren i det væsentlige, at Kommissionen ikke havde håndteret projekt FAIR 5-CT97-3751 korrekt.

14. Klageren nævnte Kommissionens afslag på at give ham aktindsigt uden at fremsætte klare påstande eller påstande i denne forbindelse. I sin udtalelse fortolkede Kommissionen imidlertid klagerens bemærkninger som en påstand om, at den fejlagtigt havde nægtet aktindsigt i de relevante dokumenter, og som en påstand om aktindsigt i disse dokumenter. Denne påstand og påstand bør derfor behandles i denne undersøgelse.

Forespørgslen

15. Klagen blev sendt til Kommissionen, som afgav udtalelse den 4. juli 2005. Den 8. august 2005 fremsatte klageren bemærkninger.

16. Den 20. september 2005 anmodede Ombudsmanden Kommissionen om yderligere oplysninger i forbindelse med denne sag. Kommissionen fremsendte sit svar den 21. december 2005. Den 28. februar 2006 fremsatte klageren bemærkninger.

17. Den 27. november 2006 meddelte Ombudsmanden Kommissionen, at han fandt det nødvendigt at gennemgå dens sagsakter. Denne kontrol blev foretaget den 25. januar 2007.

18. Den 1. april 2008 sendte Ombudsmanden et udkast til henstilling til Kommissionen. Kommissionen afgav sin udførlige udtalelse den 28. juni 2008. Klageren fremsatte bemærkninger den 28. september 2008.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkninger

19. Ved flere lejligheder i løbet af denne undersøgelse opfordrede klageren Ombudsmanden til at tage vidneudsagn fra V.

20. Ved gennemgangen af Kommissionens sagsakter fik Ombudsmandens tjenestegrene kopier af to notater (af henholdsvis 5. marts 2001 og 31. juli 2003), hvori V. udførligt redegjorde for sine synspunkter vedrørende de spørgsmål, der var rejst i forbindelse med det pågældende projekt. Ombudsmanden mener, at oplysningerne i disse notater er fuldt ud tilstrækkelige til at gøre ham bekendt med V.'s synspunkter og sætte ham i stand til at afgøre, hvilke konklusioner der skal drages i den foreliggende sag.

21. I sine bemærkninger til Kommissionens detaljerede udtalelse om udkastet til henstilling anførte klageren, at universitetet i Huelva tilsyneladende havde rejst massive beskyldninger mod ham selv, universitetet i Hohenheim og dr. K., da den finansielle revision blev gennemført. Ifølge klageren var hverken universitetet i Hohenheim, dr. K. eller ham selv blevet hørt om disse beskyldninger. Det er ikke klart, om klageren således ønskede at fremsætte en ny påstand. Ombudsmanden mener, at det under alle omstændigheder ikke vil være hensigtsmæssigt at undersøge en sådan påstand på et tidspunkt, hvor undersøgelsen af den oprindelige klage har nået et stadium, der er så fremskredent som det nuværende. Klageren kan frit indgive en ny klage vedrørende dette spørgsmål efter at have foretaget de nødvendige forudgående henvendelser til Kommissionen.

22. Den foreliggende sag vedrører de forpligtelser, der påhviler Kommissionen i henhold til en kontrakt, som den har indgået vedrørende et bestemt projekt.

23. I henhold til EF-traktatens artikel 195 har Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at modtage klager "over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner eller organer". Ombudsmanden mener, at der foreligger fejl eller forsømmelser, når et offentligt organ undlader at handle i overensstemmelse med en bindende regel eller et bindende princip [1]. Der kan således også konstateres fejl eller forsømmelser i forbindelse med opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af kontrakter indgået af Fællesskabernes institutioner eller organer.

24. Ombudsmanden mener imidlertid, at omfanget af den kontrol, han kan foretage i sådanne tilfælde, nødvendigvis er begrænset. Ombudsmanden er af den opfattelse, at han ikke bør forsøge at fastslå, om en af parterne har misligholdt kontrakten, hvis sagen er omtvistet. Dette spørgsmål kan kun behandles effektivt af en kompetent domstol, som vil have mulighed for at høre parternes argumenter vedrørende den relevante nationale lovgivning og vurdere modstridende beviser om eventuelle omtvistede faktiske omstændigheder.

25. Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at det i sager vedrørende kontraktlige tvister er berettiget at begrænse sin undersøgelse til at undersøge, om fællesskabsinstitutionen eller -organet har givet ham en sammenhængende og rimelig redegørelse for retsgrundlaget for sine handlinger, og hvorfor Ombudsmanden mener, at Ombudsmandens opfattelse af den kontraktlige situation er berettiget. Hvis dette er tilfældet, vil Ombudsmanden konkludere, at hans undersøgelse ikke har afsløret et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Denne konklusion påvirker ikke parternes ret til at få deres kontraktlige tvist undersøgt og autoritativt afgjort af en kompetent domstol.

A. Påstået undladelse af at give aktindsigt i dokumenter og tilhørende krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

26. I sin udtalelse gjorde Kommissionen gældende, at dens afgørelse om afslag på aktindsigt var begrundet i i) behovet for at beskytte de igangværende undersøgelser, ii) behovet for at beskytte fysiske personers privatliv og integritet, iii) behovet for at beskytte Kommissionens interne beslutningsproces og iv) det forhold, at de relevante dokumenter ikke vedrørte en overvejende almen interesse.

27. I sine bemærkninger gjorde klageren gældende, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de relevante dokumenter, eftersom der var tale om korrekt anvendelse af offentlige midler. Klageren anførte endvidere, at han igen anmodede om aktindsigt i disse dokumenter.

28. I sine bemærkninger til Kommissionens svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger udtrykte klageren forventning om, at Kommissionen nu ville fremlægge alle relevante rapporter.

Ombudsmandens vurdering

29. Klageren gav ikke Ombudsmanden kopier af de begæringer om aktindsigt, som han selv eller dr. K. havde fremsat. Kopier af Kommissionens svar på disse skrivelser blev imidlertid fremsendt til ham. Det fremgår af disse svar, at disse anmodninger blev fremsat på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter [2] ("forordning 1049/2001"). Ombudsmanden er af den opfattelse, at kun denne forordning således er relevant for den foreliggende sag, og at det ikke er nødvendigt at undersøge, om Kommissionen kunne have været forpligtet til at give aktindsigt i de nævnte dokumenter på grundlag af andre grunde, såsom f.eks. den kontrakt, den havde indgået vedrørende projekt FAIR 5-CT97-3751.

30. Kun Dr. K. synes at have genfremsat begæringen om aktindsigt. Denne genfremsatte begæring blev afvist den 20. august 2004. Klageren synes ikke at have gjort brug af denne mulighed, da hans oprindelige ansøgning af 10. januar 2005 blev afvist den 26. januar 2005. I henhold til artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut skal klagere rette alle relevante administrative henvendelser, inden de henvender sig til ham. For så vidt angår aktindsigt tæller genfremsættelse af en begæring blandt disse passende forudgående tilgange. Strengt taget ville Ombudsmanden derfor ikke være i stand til at behandle klagerens sag for så vidt angår hans egen anmodning om aktindsigt. Kommissionen gjorde imidlertid ikke gældende, at denne del af klagen skulle afvises. Det skal endvidere bemærkes, at klageren også gjorde indsigelse mod afslaget på anmodningen om aktindsigt fra dr. K., som foretog alle passende forudgående henvendelser. Ombudsmanden mener derfor ikke, at han er forhindret i at behandle substansen i Kommissionens holdning på dette punkt.

31. Med hensyn til berettigelsen af den relevante påstand mener Ombudsmanden, at han kan være kortfattet. I henhold til artikel 4, stk. 2, nr. iii), i forordning 1049/2001 gives der afslag på aktindsigt, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af formålet med "inspektioner, undersøgelser og revision, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen". På det tidspunkt, hvor begæringerne om aktindsigt blev fremsat, var OLAF i færd med at foretage en undersøgelse af substansen i de påstande om uregelmæssigheder, der var blevet fremsat mod universitetet i Huelva og professor O. Kommissionens synspunkt om, at udbredelsen af de relevante dokumenter kunne have truet med at skade denne undersøgelse, kan ikke anses for at være urimeligt. Det er derfor ufornødent at undersøge de øvrige grunde, som Kommissionen har lagt til grund for sine beslutninger i denne henseende. Klageren har ganske vist gjort gældende, at der er en mere tungtvejende interesse i udbredelsen, eftersom der var tale om en korrekt anvendelse af offentlige midler. Ombudsmanden er imidlertid af den opfattelse, at en sådan generel betragtning ikke kan anses for at godtgøre en mere tungtvejende interesse i udbredelse i den foreliggende sag.

32. Der er derfor ikke konstateret fejl eller forsømmelser med hensyn til dette aspekt af sagen.

33. For at undgå eventuelle misforståelser finder Ombudsmanden det vigtigt at understrege, at hans undersøgelse nødvendigvis fokuserer på afgørelserne om afslag på de begæringer om aktindsigt, som Dr. K. og klageren fremsatte i 2004 og begyndelsen af 2005. Det er naturligvis muligt, at det ville være nødvendigt at nå frem til en anden konklusion, hvis Kommissionen nu stod over for en begæring om aktindsigt i de relevante dokumenter. Som nævnt ovenfor skal det bl.a. bemærkes, at OLAF's undersøgelse blev afsluttet i februar 2005. For at få Kommissionen til at tage sin holdning op til fornyet overvejelse skulle klageren imidlertid indgive en ny anmodning om aktindsigt. Ombudsmanden har allerede underrettet klageren herom ved flere lejligheder under sin undersøgelse af denne klage.

B. Påstået manglende korrekt håndtering af det relevante projekt

Indledende bemærkninger

34. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde håndteret det relevante projekt korrekt. Efter klagerens opfattelse begik universitetet i Huelva og professor O. en række uregelmæssigheder, og Kommissionen reagerede ikke tilstrækkeligt på disse påståede uregelmæssigheder. Det ser ud til, at klageren forventede, at Kommissionen ville afvise alle eller de fleste af de omkostninger, som universitetet i Huelva havde anmeldt, kræve de relevante beløb tilbagebetalt og fordele dem blandt de resterende aktører, der gennemførte projektet.

35. Klageren fremsatte detaljerede bemærkninger om de påståede uregelmæssigheder ved universitetet i Huelva og professor O., som Kommissionen efter hans opfattelse ikke reagerede hensigtsmæssigt på. I den forbindelse rejste klageren en lang række spørgsmål [3]. Ombudsmanden mener ikke, at det ville give mening for ham at forsøge at undersøge alle disse argumenter. Ombudsmanden mener i stedet, at hans undersøgelse bør fokusere på de vigtigste spørgsmål i denne forbindelse.

36. Efter Ombudsmandens opfattelse kan disse spørgsmål sammenfattes som følger: i) den påståede manglende sikring af, at der blev indgået en underentreprisekontrakt med Dulsana ii) universitetet i Huelvas påståede undladelse af at udføre sine opgaver i henhold til kontrakten iii) det forhold, at der blev anmeldt udgifter til postgraduate personale, mens de rapporter, der blev udarbejdet af universitetet i Huelva, for det meste bestod af dokumenter udarbejdet af bachelorstuderende; iv) den påståede anvendelse af data indhentet af Dr. K. i tidligere feltforsøg og v) den påståede forfalskning af Dr. K.'s underskrift på fakturaer, der blev forelagt Kommissionen.

Argumenter indgivet til Ombudsmanden

For så vidt angår den påståede svigagtige adfærd

37. Hvad angår universitetet i Huelvas påståede anvendelse af data, som Dr. K. havde indhentet i tidligere feltforsøg, og den påståede forfalskning af Dr. K.'s underskrift på fakturaer, der var blevet fremlagt for Kommissionen, gjorde sidstnævnte gældende, at de revisioner, som den havde foretaget, ikke havde bekræftet de beskyldninger om svig, der var blevet fremsat mod universitetet i Huelva og professor O. Kommissionen tilføjede imidlertid, at disse spørgsmål nu var genstand for en retssag, der verserede i Spanien, og at den afhængigt af udfaldet af denne sag ville træffe de nødvendige finansielle opfølgningsforanstaltninger. I sit svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger gjorde Kommissionen gældende, at klagen ikke kunne antages til behandling for så vidt angår disse spørgsmål, da de faldt ind under artikel 2, stk. 7, i Ombudsmandens statut.

For så vidt angår den manglende underentreprise med Dulsana

38. Hvad angår universitetet i Huelvas påståede undladelse af at sikre, at der blev indgået en underkontrakt med Dulsana, gjorde Kommissionen gældende, at det påhvilede de berørte parter at afgøre, om der ikke forelå en sådan underkontrakt.

For så vidt angår det forhold, at universitetet i Huelva angiveligt ikke har udført sine opgaver i henhold til kontrakten

39. Klageren gjorde gældende, at universitetet i Huelva ikke havde udført de opgaver, det var blevet pålagt i henhold til kontrakten, og at Kommissionen derfor burde have anmodet det om at tilbagebetale det forskud, der var blevet udbetalt til det. Dette argument blev gentaget og beskrevet meget detaljeret i klagerens bemærkninger til Kommissionens svar på anmodningen om yderligere oplysninger.

40. Kommissionen gjorde gældende, at den havde taget alle rimelige skridt til at kontrollere de finansielle krav fra universitetet i Huelva. Den fremhævede bl.a., at der i den foreliggende sag var blevet foretaget både en finansiel og en videnskabelig revision. Kommissionen tilføjede, at resultaterne af revisionerne var blevet taget i betragtning ved nedsættelsen af Fællesskabets finansielle bidrag til universitetet i Huelva.

Med hensyn til personaleomkostninger

41. Klageren hævdede, at rapporterne fra universitetet i Huelva var identiske med dokumenter udarbejdet af bachelorstuderende, og at Kommissionen undlod at træffe passende foranstaltninger i denne henseende. Det ser ud til, at klageren mener, at Kommissionen burde have afvist de personaleomkostninger, som universitetet i Huelva havde anmeldt i denne forbindelse.

42. I sin udtalelse bemærkede Kommissionen, at udgifterne til personale, der arbejdede på projektet, var blevet godtgjort i overensstemmelse med resultaterne af ovennævnte revisioner og kontrakten. For andet år havde universitetet i Huelva ikke været i stand til at levere timesedler. Som følge heraf var disse omkostninger blevet afvist af Kommissionen. Kommissionen tilføjede, at en af konklusionerne i den videnskabelige revisionsrapport var, at mere end 80 % af den tid, som ph.d.-studerende havde angivet på projektet, var berettiget.

43. I sit svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger anførte Kommissionen, at det under de finansielle og videnskabelige revisioner var blevet bekræftet, at det relevante forskningsarbejde var blevet udført af tre ph.d.-kandidater og en række bachelorstuderende. Det arbejde, som de studerende havde udført, var blevet rapporteret i de videnskabelige rapporter, som universitetet i Huelva havde forelagt Kommissionen. Dette arbejde var i overensstemmelse med det, der i kontraktens tekniske bilag var beskrevet som de opgaver, der skulle udføres. Universitetet i Huelva havde ikke indsendt udgiftsopgørelser for bachelorstuderende. De tre ph.d.-kandidater, som universitetet i Huelva havde ladet indgå i projektet, var reelt blevet ansat og betalt af universitetet i Huelva. Universitetet i Huelva havde forelagt Kommissionen timesedler for det første år (februar 1998 - januar 1999). Dette var ikke tilfældet for den anden periode (februar 1999 - juli 1999), og personaleomkostningerne for denne periode var som allerede forklaret ikke blevet accepteret af Kommissionen. Det var normal praksis, at bachelorstuderende bistås og vejledes i deres arbejde af ph.d.-studerende. Udgifterne til sidstnævnte kan afholdes over projektet.

Ombudsmandens vurdering, der førte til udkastet til henstilling

For så vidt angår den påståede svigagtige adfærd

44. Det fremgik af Kommissionens oplysninger, at der tilsyneladende verserede en retssag mod professor O. ved en spansk domstol. Det fremgik endvidere, at denne sag vedrørte de påstande om svig, som klageren henviste til i sin klage, dvs. den påståede fremlæggelse af falske rapporter for Kommissionen og den påståede forfalskning af Dr. K.'s underskrift. Artikel 2, stk. 7, i Ombudsmandens statut fastsætter, at Ombudsmanden skal afvise en klage eller afslutte sin undersøgelse af en klage, hvis der er (eller har været) retssager "om de faktiske omstændigheder, som klageren har fremført". Denne klage var imidlertid rettet mod Kommissionen, mens retssagen i Spanien vedrørte professor O. Da den verserende retssag i Spanien således ikke vedrørte klagerens påstande mod Kommissionen, fandt artikel 2, stk. 7, i Ombudsmandens statut ikke anvendelse.

45. Ombudsmanden fandt imidlertid, at Kommissionens holdning til disse spørgsmål var yderst rimelig. Efter Ombudsmandens opfattelse var det klart hensigtsmæssigt, at Kommissionen afventede udfaldet af den verserende retssag i Spanien, inden den besluttede, om der skulle træffes yderligere foranstaltninger med hensyn til finansieringen af den pågældende kontrakt. Det syntes nyttigt at nævne, at Kommissionen også havde taget det forebyggende skridt at komme ind på universitetet i Huelva i sit varslingssystem.

For så vidt angår den manglende underentreprise med Dulsana

46. Ombudsmanden var ikke overbevist af Kommissionens argument om, at fraværet af en sådan underentreprise kun var et anliggende for de berørte parter. Klageren havde uden at blive modsagt af Kommissionen gjort gældende, at det meste af det arbejde, der skulle udføres af universitetet i Huelva, vedrørte feltforsøg, og at universitetet ikke rådede over faciliteter til sådanne feltforsøg. Det ser således ud til, at universitetet i Huelva for at kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til kontrakten var afhængig af bistand fra Dulsana, som rådede over faciliteter til markforsøg. Under disse omstændigheder fandt Ombudsmanden, at det faktisk kunne forventes, at indgåelsen af en underentreprisekontrakt med Dulsana ville have været en af de første prioriteter for universitetet i Huelva. Klagerens argument om, at dette også ville have været i overensstemmelse med de almindelige betingelser for kontrakten ("de almindelige betingelser"), forekom rimeligt. Det viste sig imidlertid, at der aldrig var indgået en sådan underentrepriseaftale mellem disse to parter.

47. Klageren syntes at mene, at ansvaret for den manglende indgåelse af en sådan underkontrakt helt og udelukkende lå hos universitetet i Huelva. Kommissionen tog ikke stilling til dette spørgsmål, men påpegede, at universitetet i Huelva og professor O. mente, at ansvaret snarere lå hos Dulsana. Af de grunde, der er anført nedenfor (i punkt 49), fandt Ombudsmanden imidlertid, at der ikke var behov for yderligere at undersøge dette spørgsmål.

48. Klageren hævdede endvidere, at universitetet i Huelvas adfærd udgjorde et grundlæggende kontraktbrud, og at Kommissionen derfor burde have pålagt det at tilbagebetale alle de penge, som Kommissionen havde udbetalt til det. Derudover fremførte klageren, at kontrakten med Kommissionen havde været underlagt den betingelse, at den kontraktmæssige modpart (dvs. universitetet i Huelva) kunne bevise, at den reelt var begyndt at arbejde på projektet. Dette ville imidlertid have nødvendiggjort indgåelse af en underentreprisekontrakt med Dulsana. Da dette ikke var sket, var klageren af den opfattelse, at kontrakten aldrig var trådt i kraft, og at de betalinger, som Kommissionen havde foretaget til universitetet i Huelva, var uden retsgrundlag.

49. Ombudsmanden var ikke overbevist af disse argumenter. Der syntes imidlertid ikke at være behov for at undersøge disse retlige spørgsmål nærmere. For det første skal det bemærkes, at de involverede parter begyndte at arbejde på projektet og fortsatte med at gøre det, selv om der ikke var indgået nogen underentreprisekontrakt mellem universitetet i Huelva og Dulsana. Det var navnlig klart, at Dulsana udførte visse opgaver i forbindelse med dette projekt og indsendte fakturaer for dette arbejde til universitetet i Huelva. Den omstændighed, at der ikke forelå en underentreprisekontrakt mellem universitetet i Huelva og Dulsana, uanset hvor beklagelig den måtte have været, forhindrede således ikke de berørte parter i effektivt at påbegynde arbejdet med projektet.

Det skal endvidere erindres, at klageren selv påpegede, at de øvrige projektpartnere i midten af 1999 havde anmodet universitetet i Huelva om enten at erstatte professor O. eller trække sig ud af projektet. Parterne vedtog derefter tillæg nr. 1 til kontrakten, hvorefter universitetet i Huelva trak sig ud af projektet fra den 15. juli 1999, og universitetet i Hohenheim, på hvis vegne klageren behandlede projektet, overtog rollen som koordinator. Som Kommissionen med rette har anført, accepterede universitetet i Hohenheim ved at underskrive denne ændring af kontrakten betingelserne for overførslen af rollen som koordinator til universitetet og det justerede budget på grundlag af denne overførsel. Det var klart, at de faktiske eller formodede problemer som følge af, at der ikke forelå en underentreprisekontrakt mellem universitetet i Huelva og Dulsana, var kendt af alle berørte parter på daværende tidspunkt. Hvis universitetet i Hohenheim eller klageren havde fundet, at den manglende indgåelse af en sådan underentreprisekontrakt skulle forpligte eller tilskynde Kommissionen til at anmode universitetet i Huelva om at tilbagebetale alle de penge, den havde modtaget fra Kommissionen, skulle et sådant krav have været fremsat, inden ændringsforslag nr. 1 blev underskrevet. Da der ikke syntes at være fremsat eller aftalt et sådant krav på daværende tidspunkt, var Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen havde fremlagt en sammenhængende og rimelig redegørelse for årsagerne til sin tilgang til dette spørgsmål.

For så vidt angår det forhold, at universitetet i Huelva angiveligt ikke har udført sine opgaver i henhold til kontrakten

50. Ombudsmanden gennemgik omhyggeligt rapporterne om de to revisioner, der blev stillet til rådighed for ham i forbindelse med gennemgangen af Kommissionens sagsakter. Han gennemgik også de to notater (af henholdsvis 5. marts 2001 og 31. juli 2003), hvori V., der er videnskabelig medarbejder med ansvar for sagen i Kommissionen, redegjorde for sine synspunkter vedrørende de pågældende spørgsmål.

51. Efter at have undersøgt alt ovennævnte materiale fandt Ombudsmanden, at revisorernes konklusioner ikke syntes at være urimelige med hensyn til alle de spørgsmål, de undersøgte, bortset fra spørgsmålet om personaleomkostninger, som vil blive drøftet særskilt i punkt 53 ff. nedenfor. Det var korrekt, at de bemærkninger om de detaljerede resultater af disse revisioner, som V. fremsatte i ovennævnte notater, ikke syntes at være ubegrundede. Det bør imidlertid erindres, at Ombudsmanden i sager som den foreliggende ikke foretager en minutiøs gennemgang af alle de finansielle og videnskabelige aspekter af et bestemt projekt, men begrænser sig til at kontrollere, om Kommissionen har fremlagt en sammenhængende og rimelig redegørelse for de årsager, der ligger til grund for dens tilgang. Ombudsmanden fandt, at Kommissionen havde gjort dette i den foreliggende sag. Efter Ombudsmandens opfattelse og efter en grundig undersøgelse af alle de oplysninger, han fik stillet til rådighed, kunne en strengere tilgang også have været berettiget. Ombudsmanden kunne ikke engang udelukke, at Kommissionen kunne have været berettiget til at tilbagesøge hele det forskud, den havde fremsendt til universitetet i Huelva, som klageren havde foreslået. Ombudsmanden fandt imidlertid, at det ikke kunne være hans rolle at sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens, forudsat at sidstnævnte forekom rimelig. Som allerede nævnt ovenfor fandt Ombudsmanden, at dette var tilfældet i den foreliggende sag.

52. For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at klageren ikke blot kritiserede den måde, hvorpå universitetet i Huelva udførte sine opgaver med hensyn til projektets indhold, men også henviste til, at universitetet havde undladt at betale eller forsinket betaling af fakturaer indsendt af Dulsana. Klageren nævnte imidlertid også, at Dulsana havde anlagt sag ved universitetet i Huelva om dette spørgsmål, og at sidstnævnte betalte Dulsanas hovedkrav i juli 2003. Ombudsmanden fandt derfor, at der ikke var behov for yderligere undersøgelser af dette spørgsmål.

Med hensyn til personaleomkostninger

53. Artikel 19.1.1 i de almindelige betingelser bestemte, at "personaleudgifter er begrænset til (...) postgraduate eller teknisk personale, der beskæftiger sig med forskning (...)". Ombudsmanden bemærkede, at parterne med hensyn til det foreliggende projekt var enige om, at der kun kunne gøres krav på omkostninger i forbindelse med ph.d.-studerendes arbejde, men ikke i forbindelse med bachelorstuderendes arbejde.

54. I sin klage hævdede klageren, at de rapporter, som universitetet i Huelva havde indsendt til Kommissionen, i det væsentlige var identiske med de papirer, som de studerende på dette universitet havde afleveret. Kommissionen syntes ikke at benægte, at dette faktisk havde været tilfældet. Det skal bemærkes, at de udtryk, der anvendes til at betegne den type arbejde, der blev produceret af disse studerende varierede til en vis grad. I sit svar på anmodningen om yderligere oplysninger henviste Kommissionen f.eks. til "de studerendes specialearbejde". Det, der syntes klart, var imidlertid, at henvisningen var til papirer udarbejdet af bachelorstuderende. Da det måtte lægges til grund, at de dokumenter, der blev afleveret af de studerende ved et universitet, var skrevet af disse studerende selv, opstod spørgsmålet om, hvilket arbejde de ph.d.-studerende, for hvilke Kommissionen var blevet anmodet om at betale omkostninger, faktisk havde udført. Ombudsmanden bemærkede, at dette spørgsmål allerede var blevet rejst i V.'s notat af 5. marts 2001. Det fremgik, at dette notat var blevet sendt til den person, der efterfølgende udførte den finansielle revision.

55. Med hensyn til den finansielle revision fremgik det af den rapport, som revisoren havde udarbejdet, at der forelå timesedler for de tre ph.d.-studerende, som ifølge universitetet i Huelva havde arbejdet på projektet. På grundlag af disse timesedler blev de relevante personaleomkostninger anset for støtteberettigede.

56. Rapporten om den videnskabelige revision bemærkede, at forskningsarbejdet var blevet udført af tre ph.d.-kandidater og en række bachelorstuderende, og at deres "afhandlinger" var blevet indarbejdet i rapporterne fra universitetet i Huelva. Revisorerne påpegede, at de studerendes rolle var blevet draget i tvivl af Kommissionens videnskabelige medarbejder og af klageren. De understregede imidlertid, at der kun var blevet anmodet om godtgørelse for det arbejde, som ph.d.-kandidaterne havde udført.

57. I sit notat af 31. juli 2003 fremsatte V. yderligere detaljerede bemærkninger om dette spørgsmål. Da Kommissionen imidlertid havde meddelt Ombudsmanden, at den anser dette dokument for at være fortroligt, fandt Ombudsmanden, at det ikke ville være korrekt at citere fra det.

58. Efter at have undersøgt alle de oplysninger, han havde til rådighed, fandt Ombudsmanden, at der kunne drages følgende konklusioner: (1) Universitetet i Huelva havde krævet betaling for tre ph.d.-kandidaters arbejde. (2) Tidsskemaer vedrørende disse ph.d.-kandidaters arbejde var blevet forelagt Kommissionen for den første periode, for hvilken universitetet i Huelva havde anmeldt omkostninger. (3) Kommissionens videnskabelige revisorer var af den opfattelse, at det udførte arbejde var nyttigt for projektet. (4) De fleste personaleomkostninger blev derfor anset for at være støtteberettigede. (5) Der var ikke godkendt personaleudgifter for den anden periode, da der ikke var indsendt timesedler for denne periode.

59. Ombudsmanden mente endvidere, at når et kompetent personale har foretaget en finansiel og en videnskabelig revision, kunne han normalt basere sig på disse eksperters resultater, når han behandlede klager over fejl eller forsømmelser i forbindelse med et specifikt projekt, forudsat at revisorerne havde overvejet alt relevant materiale og undersøgt alle relevante spørgsmål. Det forekom imidlertid klart, at hverken den finansielle eller den videnskabelige revision i den foreliggende sag havde undersøgt spørgsmålet om, hvad de ph.d.-studerendes arbejde havde været. Det fremgik, at begge revisioner fandt det tilstrækkeligt, at der var indsendt timesedler, der attesterede disse ph.d.-studerendes arbejde. Ombudsmanden var enig i, at timesedler udgjorde relevante beviser med henblik på at fastslå, at visse personer har udført arbejde. Han mente imidlertid, at det var god administrativ praksis og i hvert fald i overensstemmelse med forpligtelsen til at forvalte offentlige midler korrekt at foretage yderligere kontrol, når der rejses rimelig tvivl om pålideligheden af sådanne timesedler. Hvis de rapporter, som universitetet i Huelva indsendte til Kommissionen, i det væsentlige var identiske med de dokumenter, der var blevet afleveret af bachelorstuderende ved dette universitet, var der klart grund til at betvivle, at det relevante arbejde faktisk var blevet udført af de ph.d.-studerende, for hvilke der var blevet anmeldt omkostninger. Det ville derfor have været nødvendigt med yderligere kontrol for at afklare dette spørgsmål. Det syntes i denne forbindelse nyttigt at bemærke, at klageren havde påpeget, at han allerede i juli 2002 havde givet Kommissionen en fuldstændig sammenfatning i) af teksterne til de dokumenter, som de studerende havde udarbejdet, og ii) af de relevante rapporter.

60. I sit svar på Ombudsmandens anmodning om yderligere oplysninger anførte Kommissionen, at det var normal praksis, at bachelorstuderende bistås og vejledes i deres arbejde af ph.d.-studerende. Det var helt sikkert korrekt. Det så imidlertid ud til, at de relevante omkostninger var blevet anmeldt for arbejde på projektet og ikke for arbejde udført med at bistå og vejlede bachelorstuderende. Under alle omstændigheder skulle der tages hensyn til, at de støtteberettigede omkostninger ifølge en tabel, som klageren havde fremlagt, efter visse fradrag beløb sig til mere end 38 000 EUR vedrørende dette arbejde. Ombudsmanden fandt det meget vanskeligt at forstå, hvordan et så betydeligt beløb kunne anses for hensigtsmæssigt, hvis arbejdet havde været begrænset til at bistå og vejlede bachelorstuderende.

61. I lyset af ovenstående fandt Ombudsmanden, at Kommissionen ikke havde givet en sammenhængende og rimelig forklaring på sin tilgang til spørgsmålet om personaleomkostninger. På grundlag af den dokumentation, som Ombudsmanden havde til rådighed, viste det sig, at Kommissionen ikke havde behandlet dette spørgsmål korrekt. Efter Ombudsmandens opfattelse udgjorde dette et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

62. Klageren hævdede, at de beløb, der efter hans opfattelse burde kræves tilbagebetalt fra universitetet i Huelva, derefter skulle videregives til de parter, der gennemførte projektet. Kommissionen var af den opfattelse, at selv om der skulle inddrives yderligere midler fra universitetet i Huelva, ville dette ikke have nogen yderligere finansiel indvirkning på projektet, fordi de inddrevne midler skulle tilbageføres til Kommissionens almindelige budget og ikke kunne omfordeles til projektets kontrahenter. Ombudsmanden var ikke helt overbevist af dette argument. Det skal bemærkes, at der blev foretaget en omfordeling af midler, da ændringsforslag nr. 1 blev vedtaget, hvilket resulterede i, at midler, der tidligere var udbetalt til universitetet i Huelva, blev omfordelt til de øvrige parter. Endvidere var det i kontraktens artikel 1.1 og 1.2 fastsat, at kontrahenterne skulle gennemføre projektet "solidarisk over for Kommissionen", og at de skulle "gøre en rimelig indsats for at opnå de resultater, der var tiltænkt projektet, og for at opfylde en misligholdende kontrahents forpligtelser". Hvis den undersøgelse, som Ombudsmanden foreslog i sit forslag til henstilling nedenfor, skulle føre til, at der skulle tilbagesøges yderligere midler fra universitetet i Huelva, kunne Kommissionen derfor overveje, om disse midler eller dele heraf kunne stilles til rådighed for de øvrige parter. En sådan omfordeling ville naturligvis forudsætte, at disse parter skulle afholde ekstra udgifter for at sikre projektets succes. Det var lige så indlysende, at en sådan omfordeling ikke må påvirke det maksimale beløb af Fællesskabets finansielle bidrag til dette projekt.

63. Den undersøgelse, som Ombudsmanden foreslog, vedrørte kun spørgsmålet om personaleomkostninger. Ombudsmanden mente imidlertid, at Kommissionen med fordel kunne beslutte at udvide omfanget af enhver ny undersøgelse og navnlig også overveje bemærkningerne til andre spørgsmål, som V. havde fremsat i sit notat af 31. juli 2003.

64. For at undgå misforståelser fandt Ombudsmanden det vigtigt at understrege, at de fejl eller forsømmelser, han havde konstateret i den foreliggende sag, bestod i, at spørgsmålet om personaleomkostninger ikke blev undersøgt grundigt og korrekt nok. Det siger sig selv, at dette ikke foregriber resultatet af en sådan undersøgelse, som Kommissionen skal foretage.

65. På baggrund af disse resultater fremsatte Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut:

Kommissionen bør foretage en yderligere undersøgelse af de personaleomkostninger, som universitetet i Huelva har anmeldt i forbindelse med projekt FAIR 5-CT97-3751, og træffe eventuelle opfølgende foranstaltninger, der måtte være nødvendige i lyset af resultaterne af denne undersøgelse.

De argumenter, der blev fremlagt for Ombudsmanden efter hans udkast til henstilling

66. I sin udførlige udtalelse meddelte Kommissionen Ombudsmanden, at de retslige myndigheder havde henlagt den verserende straffesag i Spanien ved udgangen af 2007.

67. Kommissionen fremsatte følgende yderligere bemærkninger:

68. Universitetet i Huelva havde rapporteret om 5 bachelorafhandlinger i sin statusrapport til Kommissionen. Desuden henviste bachelorafhandlingerne udtrykkeligt til, at arbejdet var blevet udført inden for rammerne af projektet. Dette viste, at universitetet i Huelva havde været gennemsigtigt for Kommissionen med hensyn til, at arbejdet var blevet udført af bachelorstuderende og ph.d.-forskere. For den første rapporteringsperiode (1. februar 1998 til 31. januar 1999) havde Kommissionen godkendt arbejdskraftomkostninger på ca. 38 000 EUR for 3 forskere, svarende til 25,5 personmåneder. Under den finansielle revision var det blevet kontrolleret, at disse forskeres ansættelseskontrakter havde været midlertidige, og at de specifikt nævnte emnet for forskningen og EF-kontraktnummeret.

69. Den videnskabelige audit blev gennemført i april 2002. Revisorerne havde fuld adgang til alle de dokumenter, der var blevet fremlagt af universitetet i Huelva, og havde haft lejlighed til at tale med professor O. Den 4. april 2002 sendte klageren en e-mail til revisorerne med et notat af 2. april 2002, hvori han og dr. K. redegjorde for deres version af de faktiske omstændigheder. I dette notat henvises der udtrykkeligt til tre bachelorstuderendes deltagelse i tre af de opgaver, der er omfattet af projektet (opgave 1.6, 5.1 og 5.2). De videnskabelige revisorer var derfor udmærket klar over de spørgsmål, som klageren havde rejst vedrørende de studerendes arbejde. Dette spørgsmål blev også nævnt i beretningen om denne revision. De videnskabelige revisorer tog også hensyn til de studerendes deltagelse i de bemærkninger, de fremsatte vedrørende udførelsen af de enkelte opgaver.

70. De videnskabelige revisorer konkluderede, at 29 mandmåneder ud af det samlede beløb på 35,5 mandmåneder, som universitetet i Huelva havde ansøgt om, kunne betragtes som støtteberettigede. Det skal bemærkes, at Kommissionen på grundlag af de timesedler, der blev indsendt for den første rapporteringsperiode, kun accepterede 25,5 af disse 29 mandmåneder.

71. Sammenfattende havde de videnskabelige revisorer været godt klar over, at arbejdet var blevet udført af bachelorstuderende og ph.d.-forskere. Revisorerne fremsatte bemærkninger om nytten af de studerendes arbejde. De så ingen problemer med, at dette arbejde blev indarbejdet i de rapporter, der blev forelagt Kommissionen.

72. Den videnskabelige revision bekræftede i rimeligt omfang det arbejde, som ph.d.-forskerne havde udført, som det fremgår af deres timesedler. Kommissionen var derfor ikke enig med Ombudsmanden i, at hverken den finansielle eller den videnskabelige revision undersøgte spørgsmålet om, hvad ph.d.-forskernes arbejde var. Selv om dette aspekt ikke blev behandlet specifikt i rapporten om den videnskabelige revision, var Kommissionen af den opfattelse, at ph.d.-forskernes bistand og vejledning også bestod i at hjælpe de studerende med at udføre en del af det faktiske arbejde. Kommissionen havde kontaktet en af de videnskabelige revisorer, som havde bekræftet Kommissionens synspunkter.

73. Den dokumentation, som Kommissionen rådede over, gjorde det ikke muligt at konkludere, at den tid, som ph.d.-forskerne havde angivet, og de dermed forbundne omkostninger ville være urimeligt høje. Kommissionen kunne heller ikke tilslutte sig Ombudsmandens synspunkt om, at det var vanskeligt at forstå, hvordan et beløb på 38 000 EUR kunne have været anset for passende, hvis arbejdet havde været begrænset til at bistå og vejlede bachelorstuderende.

74. Den videnskabelige revision kunne derfor betragtes som et tilstrækkeligt grundlag til at bekræfte pålideligheden af de timesedler, som universitetet i Huelva havde fremlagt, og til at behandle de personaleomkostninger, som universitetet havde anmeldt, på en rimelig måde.

75. I sine bemærkninger understregede klageren, at han ikke var enig i Kommissionens synspunkt. Han gjorde gældende, at de ansvarlige i Kommissionen udelukkende og helt fra begyndelsen havde tilsluttet sig universitetet i Huelvas stilling. Begge revisioner var kun blevet gennemført på grund af klagerens og hans partneres insisteren. De revisorer, der var ansvarlige for den videnskabelige audit, havde erkendt, at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret, og at de ikke havde haft tilstrækkelig tid. De rapporter, der blev indsendt af universitetet i Huelva, bestod udelukkende af oversættelser af de papirer, der var udarbejdet af bachelorstuderende. Der var intet, der tydede på, at ph.d.-forskerne havde gjort noget arbejde for projektet.

Ombudsmandens vurdering efter hans udkast til henstilling

76. Det bør erindres, at Ombudsmandens udkast til henstilling vedrørte de personaleomkostninger, som universitetet i Huelva havde anmeldt, og som Kommissionen havde accepteret. Mere præcist fandt Ombudsmanden, at Kommissionen ikke havde sikret sig, at det arbejde, den havde betalt for, var blevet udført af ph.d.-studerende snarere end af studerende på bachelorniveau.

77. Inden sagens kerne behandles, bør to sidespørgsmål, som Kommissionen rejste i sin udførlige udtalelse, behandles.

78. For det første gjorde Kommissionen gældende, at universitetet i Huelva havde været åbent om inddragelsen af bachelorstuderende i projektet. Det er helt sikkert korrekt. Spørgsmålet er imidlertid ikke, om Kommissionen blev underrettet om denne involvering, men om de anmeldte og betalte personaleomkostninger var berettigede. Desuden skal det erindres, at den foreliggende undersøgelse vedrører Kommissionens handlinger og ikke handlinger foretaget af universitetet i Huelva. Ombudsmanden ville under alle omstændigheder ikke være i stand til at undersøge universitetets handlinger, da han kun kan foretage undersøgelser vedrørende Fællesskabets institutioner og organer.

79. For det andet var de bekymringer, der fik Ombudsmanden til at fremsætte sit udkast til henstilling, ikke baseret på kvaliteten af det arbejde, der blev udført af universitetet i Huelva. Ombudsmanden er klar over, at de videnskabelige revisorer var af den opfattelse, at kvaliteten af dette arbejde var acceptabel i det omfang og med de forbehold, der var anført i deres rapport. Det er korrekt, at denne konklusion drages i tvivl af bemærkningerne fra både klageren og V. Det var af denne grund, at Ombudsmanden fandt, at hvis Kommissionen accepterede hans forslag til henstilling og undersøgte spørgsmålet om personaleomkostninger på ny, kunne den med fordel også undersøge V.'s bemærkninger til andre spørgsmål (se punkt 63 ovenfor). Dette spørgsmål er imidlertid uden relevans for det problem med personaleomkostninger, der skal drøftes her.

80. Med hensyn til dette centrale spørgsmål bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen accepterer, at dokumenter udarbejdet af bachelorstuderende blev indarbejdet i de rapporter, der blev forelagt af universitetet i Huelva. Det er således klart, at arbejdet på projektet blev udført af bachelorstuderende. Det er imidlertid fortsat uklart, hvilket arbejde de ph.d.-studerende udførte, hvis aflønning blev angivet af universitetet i Huelva som personaleomkostninger og (delvist) accepteret af Kommissionen. Det er ubestridt, at kun udgifter til postgraduate personale var støtteberettigede i den foreliggende sag (jf. punkt 53 ovenfor).

81. Det eneste bevis for det arbejde, der er udført af de tre ph.d.-studerende, er de timesedler vedrørende disse forskere, der blev forelagt Kommissionen. Disse timesedler angiver imidlertid ikke, hvilket arbejde der er udført. I sin udførlige udtalelse påpegede Kommissionen, at disse forskeres ansættelseskontrakter havde været midlertidige, og at de specifikt nævnte emnet for forskningen og EF-kontraktnummeret. Denne kendsgerning, hvor vigtig den end måtte være, gør det ikke muligt at fastslå, hvilket arbejde disse personer har udført.

82. I sin udførlige udtalelse syntes Kommissionen at antyde, at omfanget af det arbejde, som ph.d.-forskerne havde udført, var blevet bekræftet "i rimeligt omfang" af de videnskabelige revisorers resultater. Det er ikke helt klart, hvad det betyder. Hvis Kommissionen havde til hensigt at gøre gældende, at støtteberettigelsen af personaleomkostningerne var blevet bekræftet af de videnskabelige revisorer, kunne dens argument ikke tiltrædes. De videnskabelige revisorer kontrollerede kvaliteten af det udførte arbejde, men undersøgte ikke, om de anmeldte personaleomkostninger var i overensstemmelse med artikel 19.1.1 i de almindelige betingelser. Dette aspekt var helt klart et anliggende for den finansielle revision. Det forhold, at de videnskabelige revisorer ikke tog hensyn til dette aspekt, bekræftes i øvrigt af Kommissionens erklæring om, at de anså 29 mandemåneder for at være acceptable, selv om de fremlagte arbejdssedler kun attesterede 25,5 måneder.

83. I sin udførlige udtalelse anførte Kommissionen, at ph.d.-forskernes bistand og vejledning også bestod i at hjælpe de studerende med at udføre en del af det faktiske arbejde. Det er svært at forstå. Personaleudgifterne blev betalt for den forskning, der blev udført. Hvis ph.d.-forskernes vederlag skulle betragtes som personaleomkostninger, ville man forvente, at disse personer selv havde udført den relevante forskning i stedet for at hjælpe bachelorstuderende med at udføre dette arbejde. Hvis deres opgave var begrænset til at bistå og vejlede bachelorstuderende, ville det fortsat være vanskeligt at forstå, hvordan et beløb på 38 000 EUR kunne have været anset for passende til en sådan opgave. Endelig, hvis ph.d.-forskerne hjalp de studerende til at gøre en del af det faktiske arbejde, er det klart, at resten blev udført af de studerende selv. De foreliggende oplysninger tyder således klart på, at Kommissionen accepterede personaleomkostninger, selv om det relevante arbejde ikke blev udført af ph.d.-forskere, men af studerende.

84. Under disse omstændigheder forstår Ombudsmanden ikke, hvorfor Kommissionen undlod at genoverveje dette spørgsmål, selv om han havde anbefalet det.

C. Konklusioner

På grundlag af sine undersøgelser af denne klage fremsætter Ombudsmanden følgende kritiske bemærkning:

Klageren havde fremført stærke argumenter for at rejse tvivl om de personaleomkostninger, som Kommissionen havde accepteret i forbindelse med projekt FAIR 5-CT97-3751. Kommissionen har imidlertid ikke undersøgt dette spørgsmål grundigt og ordentligt nok. Der er tale om fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden mener ikke, at det vil være hensigtsmæssigt at udarbejde en særlig beretning til Europa-Parlamentet i den foreliggende sag. Han vil dog medtage et kort resumé af denne beslutning i den årlige rapport for 2008, som vil blive forelagt Europa-Parlamentet.

Klageren og Europa-Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 18. december 2008

---

[1] Jf. Ombudsmandens årsberetning 1997, s. 22.

[2] EFT L 145, s. 43.

[3] De argumenter, som klageren har fremført, og Kommissionens svar herpå er nærmere beskrevet i det udkast til henstilling, der blev rettet til Kommissionen. Dette udkast til henstilling findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).