BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Indtil december 2003 drev klageren, der er tysk statsborger, en virksomhed med hjemsted i Tyskland, som forsøgte at komme ind på markedet for akkrediteringstjenester.

2. Baggrunden for den foreliggende sag fremgår af et brev, som Bundeskartellamt (den tyske konkurrencemyndighed) sendte til Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence den 26. februar 2004. Dette brev indeholder følgende oplysninger om akkreditering:

Den tjeneste, der ydes ved akkreditering, består i, at en neutral enhed ("akkreditatoren" eller "akkrediteringsorganet") på grundlag af visse tekniske normer kontrollerer og vurderer, om et laboratorium, et certificeringsorgan eller en inspektionstjeneste, der udfører certificeringer, opfylder de relevante krav til ekspertise.

I Tyskland var de organer, der tilbød sådanne tjenester, medlemmer af Deutscher Akkreditierungsrat ("DAR"). Medlemskab var vigtigt, da kun medlemmer af DAR havde ret til at udstede dokumenter med forbundsørnen, og da det i praksis kun var certifikater med dette symbol, der blev anerkendt.

I Tyskland var der en grundlæggende sondring mellem det lovregulerede område (hvor kun offentlige akkrediteringsorganer eller virksomheder, der havde fået overdraget denne opgave af offentlige myndigheder, kunne være aktive) og det område, der ikke var lovreguleret. Det var kun sidstnævnte område, der var relevant her.

Både den lovregulerede sektor og den sektor, der ikke var lovreguleret, samarbejdede i DAR. Bortset fra akkreditorerne selv var forbundsministerierne, Deutsche Institut für Normung e.V. (det tyske institut for normer) og Bundesverband der Deutschen Industrie ("BDI", den tyske industrisammenslutning) også medlemmer af DAR.

Ansøgninger om medlemskab af DAR (for så vidt angår akkrediteringsaktiviteter på det ikke-lovregulerede område) blev ikke behandlet af DAR selv, men af Trägergesellschaft für Akkreditierung GmbH ("TGA"), hvor BDI spillede en vigtig rolle. TGA var imidlertid selv aktiv som kreditgiver og konkurrerede således med de selskaber, hvis ansøgninger om optagelse i DAR den skulle træffe afgørelse om.

Tidligere havde kun akkreditører, der havde indgået en aftale om koordinering og tilsyn med TGA, fået adgang til DAR. Disse kontrakter havde resulteret i, at hver akkreditør blev tildelt en bestemt aktivitetssektor på et eksklusivt grundlag, dvs. at kun ét akkrediteringsorgan var aktivt i den relevante aktivitetssektor.

I 2001 ansøgte klageren om medlemskab af DAR. I mangel af en positiv reaktion henvendte klageren sig til Bundeskartellamt i september 2002. Bundeskartellamt indledte en undersøgelse og sikrede, at TGA opgav sin rolle som koordinator og tilsynsførende i juni 2003, og at DAR i fremtiden selv ville træffe afgørelse om optagelse af nye medlemmer. I slutningen af 2003 nåede Bundeskartellamt og DAR også til enighed om, hvilke betingelser et selskab, der ønskede at tilslutte sig DAR, skulle opfylde.

De nationale akkrediteringsorganisationer var medlemmer af European Co-operation for Accreditation ("EA"). Medlemmet for Tyskland var DAR. EA var imod konkurrence mellem akkreditører.

EA's "Udkast til medlemskriterier" indeholdt følgende passage:

"Konkurrence mellem EA-medlemmer og unødvendig overlapning af akkrediteringstjenester skal undgås. Konkurrence mellem akkreditører på lokalt, nationalt og europæisk plan må ikke finde sted, da dette kan føre til underminering af medlemmernes uafhængighed og troværdighed. (...) EA-medlemmer må ikke markedsføre deres aktiviteter i andre lande."

3. Efter Bundeskartellamts opfattelse udgjorde dette en alvorlig overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1.

4. Bundeskartellamt var også af den opfattelse, at de "retningslinjer", som EA havde vedtaget med hensyn til fortolkningen af visse normer, var konkurrencebegrænsende. Ifølge Bundeskartellamt opfordrede TGA og DAR akkreditører til at anvende disse "retningslinjer". Akkreditorer blev også rådet til at indgå såkaldte multilaterale aftaler med EA for at sikre, at deres certifikater blev anerkendt i hele Europa.

5. Bundeskartellamt gjorde gældende, at de regler, som EA havde indført, ikke alene havde til formål at opdele markederne, men også medførte en hindring for adgangen til markedet. Den tilføjede, at "retningslinjerne" efter dens opfattelse ikke syntes at kunne fritages i henhold til EF-traktatens artikel 81, stk. 3.

6. Ifølge Bundeskartellamt havde DAR og TGA oplyst, at Kommissionens GD for Erhvervspolitik var positivt indstillet over for EA's reguleringsvirksomhed.

7. Bundeskartellamt bemærkede endvidere, at Rådet for Den Europæiske Union på et møde den 10. november 2003 havde vedtaget en resolution, hvori Kommissionen blev opfordret til at udvikle en politik vedrørende akkrediteringstjenester. I denne afgørelse havde Rådet fremsat følgende erklæring:

"Udviklingen af en sådan politik bør navnlig omfatte akkrediteringsorganers uafhængighed af kommercielle overensstemmelsesvurderingsaktiviteter og, som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, undgåelse af konkurrence mellem forskellige organer. Det bør overvejes at medtage sådanne bestemmelser i den generelle lovgivningsmæssige ramme for den nye metode."

Bundeskartellamt bemærkede, at det så ud til, at der var planer om at vedtage et direktiv på grundlag af denne rådsresolution. Den tilføjede, at hvis EU rent faktisk vedtog et forbud mod konkurrence i akkrediteringssektoren, ville dens egne bestræbelser på at fremme konkurrencen i Tyskland blive forpurret. Bundeskartellamt anførte endvidere, at et forbud mod konkurrence synes at være i modstrid med Kommissionens bestræbelser på at liberalisere markederne.

8. Bundeskartellamt konkluderede, at Kommissionen derfor burde indlede en undersøgelse af EA med henblik på at vurdere, om dette organ og de regler, det havde vedtaget, var forenelige med EF-traktatens artikel 81.

9. Den 10. oktober 2003 indgav klageren en klage til GD for Konkurrence (klage nr. IV/38.857). Klagen var baseret på EF-traktatens konkurrenceregler.

10. I november 2004 henvendte klageren sig til Den Europæiske Ombudsmand (klage 3502/2004/GG). I sin klage og i efterfølgende indlæg hævdede klageren, i) at Kommissionen ikke havde givet ham oplysninger om status for proceduren, ii) at Kommissionen ikke havde behandlet hans konkurrenceklage, iii) at Kommissionen ikke havde behandlet denne konkurrenceklage inden for en rimelig frist, og iv) at Kommissionen havde udvist partiskhed.

11. Den 11. januar 2007 vedtog Kommissionen en afgørelse om afvisning af klagerens klage over konkurrencepolitikken ("afgørelsen"). Ifølge Kommissionen havde klageren ingen legitim interesse i at klage over et af de spørgsmål, han havde rejst, jf. artikel 7, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (1) ("forordning 773/2004"). Dette nummer vedrørte tabellerne over mandedage udstedt af International Accreditation Forum ("IAF"). Ifølge klageren førte disse tabeller til højere priser for certificeringstjenester. For så vidt angår den øvrige del af klagen fandt Kommissionen, at der ikke var en tilstrækkelig fællesskabsinteresse i at fortsætte undersøgelsen. Kommissionen gjorde gældende, at yderligere undersøgelser ville være uforholdsmæssige, da den påståede overtrædelse i det væsentlige var begrænset til Tyskland og i økonomisk henseende kun havde begrænset betydning for fællesmarkedets funktion, da yderligere undersøgelser ville kræve en betydelig indsats, og da der også kun var begrænset sandsynlighed for at fastslå en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 og/eller 82. Kommissionen påpegede endvidere, at der både på EU-plan og i Tyskland var ved at blive udarbejdet lovgivning med henblik på at omorganisere akkrediteringssektoren.

12. I beslutningen gav Kommissionen følgende oplysninger om sin holdning:

• Klagen vedrørte akkrediteringsområdet, der ikke var reguleret ved lov. I en sådan særskilt, uafhængig form eksisterede denne sektor imidlertid kun i Tyskland. I alle andre medlemsstater blev akkrediteringen foretaget af statslige ministerier, statslige forvaltninger eller andre enheder, der er godkendt af staten. Det måtte derfor antages, at virkningen af de påståede overtrædelser først og fremmest ville være begrænset til Tyskland.
• Den økonomiske betydning af akkreditering på det område, der ikke er reguleret ved lov, både i Tyskland og i EU - i det omfang dette område overhovedet kunne betragtes særskilt dér - var relativt begrænset. Ifølge klagerens egne udtalelser udgjorde omfanget af akkrediteringen (dvs. både det lovregulerede område og det område, der ikke er lovreguleret) på det tyske marked, udtrykt i millioner euro, et tocifret tal i det nedre interval. Mængden på det område, der ikke var reguleret ved lov, var sandsynligvis meget lavere. I mangel af præcise tal kan hele akkrediteringsmarkedet i EU som helhed anslås til maksimalt 100-150 mio. EUR. Igen omfattede dette tal både det område, der er reguleret ved lov, og det område, der ikke er reguleret ved lov.
• Akkreditering var et meget kompliceret og teknisk anliggende, hvor en lang række love, direktiver, normer osv. skulle overvejes på nationalt plan, EU-plan og internationalt plan.
• Allerede en undersøgelse af, om der var tale om en "økonomisk aktivitet", og om medlemmerne af EA uden for Tyskland således var "virksomheder" som omhandlet i EF-traktatens artikel 81 og 82, ville kræve detaljerede undersøgelser. Eftersom akkreditering var organiseret som et anliggende, der hidrørte fra offentlige myndigheder i de fleste medlemsstater, var det i det mindste tvivlsomt, om disse medlemmer af EA udøvede en "økonomisk aktivitet". I "Study on conformity assessment in Germany", der blev udarbejdet af universitetet i Konstanz i april 2006 på vegne af det tyske forbundsøkonomiministerium ("BMWi-undersøgelsen"), og som fremhævede disse vanskeligheder, blev det konkluderet, at akkreditering ikke var en økonomisk aktivitet. For at afklare dette spørgsmål endeligt vil Kommissionen skulle foretage en detaljeret undersøgelse af de relevante systemer i alle medlemsstater. Det ville kræve en enorm indsats.
• For at fastslå, om EA rent faktisk fremmede et kartel mellem sine medlemmer, ville Kommissionen skulle undersøge de relevante systemer i alle medlemsstater for at finde ud af, om og i hvilket omfang de tillod konkurrence mellem nationale og udenlandske akkreditører. EA's tilgang kan blot afspejle den retsstilling, der hersker på nationalt plan.
• Hvis der konstateres en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, vil Kommissionen skulle undersøge komplicerede spørgsmål i henhold til artikel 81, stk. 3.
• Endelig vil Kommissionen eventuelt skulle undersøge, om eventuelle konkurrencebegrænsninger kan begrundes i henhold til EF-traktatens artikel 86, stk. 2. Det skal bemærkes, at Rådet i sin (ikke-bindende) resolution af 10. november 2003 om Kommissionens meddelelse "Styrkelse af gennemførelsen af direktiverne efter den nye metode"(2) betegnede akkreditering som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, hvor konkurrence mellem forskellige organer bør undgås.
• Den indsats, der er nødvendig for at undersøge disse spørgsmål, vil være så meget desto mere uforholdsmæssig, som der i øjeblikket er ved at blive udarbejdet nye regler om akkreditering. Under disse omstændigheder fandt Kommissionen det ikke hensigtsmæssigt at foregribe denne lovgivning ved at vedtage en afgørelse om indholdet af klagerens konkurrenceklage.

13. Den 29. januar 2007 indgav klageren denne klage.

14. Den 8. april 2008 afsluttede Ombudsmanden sin undersøgelse af klage 3502/2004/GG. Ombudsmanden nåede i sin afgørelse frem til følgende konklusioner: i) Med hensyn til den første påstand havde Kommissionen efterfølgende givet klageren de oplysninger, han havde anmodet om, og undskyldt for den lille forsinkelse i svaret. Under disse omstændigheder var der ikke grundlag for yderligere undersøgelser af dette aspekt af sagen. Med hensyn til den anden påstand bemærkede Ombudsmanden, at Kommissionen havde taget stilling til konkurrenceklagen. Under disse omstændigheder var der ikke grundlag for yderligere undersøgelser af dette aspekt af sagen. Med hensyn til den tredje påstand konkluderede Ombudsmanden, at det på trods af, at hele proceduren varede mere end tre år, og med undtagelse af en kort forsinkelse, med hensyn til hvilken der ikke syntes at være grundlag for yderligere undersøgelser, ikke var blevet godtgjort, at Kommissionen ikke havde behandlet klagerens klage over konkurrencereglerne inden for en rimelig frist. Der blev derfor ikke konstateret fejl eller forsømmelser i forbindelse med denne påstand. Med hensyn til den fjerde påstand bemærkede Ombudsmanden, at klageren oprindeligt havde baseret sin påstand om partiskhed på de faktiske omstændigheder omkring et møde den 23. juni 2004, og at Kommissionen havde givet en rimelig forklaring med hensyn til disse faktiske omstændigheder. Efter Ombudsmandens opfattelse kunne der derfor ikke konstateres fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen. Under undersøgelsen havde klageren suppleret sin påstand med yderligere beskyldninger om partiskhed baseret på andre kendsgerninger, navnlig Kommissionens forbindelser med EA. Ombudsmanden påpegede, at han for at kunne behandle dette spørgsmål skulle vurdere, om den nævnte afgørelse om afslag var lovlig. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at en undersøgelse af klagerens klage vedrørende indholdet af afgørelsen af 11. januar 2007 (klage 454/2007/GG) var under behandling, og at denne undersøgelse også vedrørte en påstand om, at Kommissionen ikke var upartisk, da den vedtog denne afgørelse. Ombudsmanden forklarede sit synspunkt om, at eksistensen af en potentiel partiskhed fra Kommissionens side med hensyn til afgørelsen om afvisning af klagerens klage over konkurrencepolitikken således ville blive undersøgt i forbindelse med denne nye undersøgelse.

Forespørgslens genstand

15. I denne klage fremsatte klageren følgende påstande:

1. Kommissionen tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik, idet den i) undlod at reagere på klagen inden for en frist på to uger, ii) gjorde alt, hvad den kunne, for at beskytte kartellet, navnlig ved at undlade at foretage undersøgelser iii) tilbageholdt relevante oplysninger og fremsatte falske argumenter, der hovedsagelig havde til formål at vinde tid og iv) kunne have behandlet konkurrenceklagen allerede i november 2003.
2. Kommissionens beslutning af 11. januar 2007 er ukorrekt, da i) den indeholder bevidste løgne, ii) Kommissionen bevidst brød loven ("Rechtsbeugung"), ikke var upartisk ("befangen") og undertrykte vigtige oplysninger, iii) Kommissionen fordrejede vigtige kendsgerninger i sin beslutning og iv) Kommissionens argument om, at behandlingen af hans konkurrenceklage ville kræve en uforholdsmæssig indsats, er ikke korrekt.

16. Ombudsmanden bemærkede, at punkt iv) i den første påstand allerede var omfattet af hans undersøgelse af klage 3502/2004/GG. Det samme gjaldt klagerens påstand om, at Kommissionen havde fremsat falske argumenter, der hovedsagelig havde til formål at vinde tid. Efter Ombudsmandens opfattelse var der derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for endnu en undersøgelse af disse aspekter af den foreliggende sag. Punkt i) i den første påstand vedrørte et spørgsmål, der ikke syntes at være blevet rejst tidligere, og som under alle omstændigheder syntes at udgøre et mindre spørgsmål. Ombudsmanden var derfor af den opfattelse, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en undersøgelse af dette aspekt af sagen.

Punkt ii) i den første påstand og påstanden om tilbageholdelse af relevante oplysninger, jf. punkt iii) i denne påstand, syntes at være omfattet af punkt ii) i den anden påstand.

17. Med hensyn til den anden (og vigtigste) påstand var det ikke klart, om Kommissionen var blevet gjort opmærksom på alle dens elementer i den form, som klageren havde givet dem i denne klage. I betragtning af alvoren af denne påstand besluttede Ombudsmanden imidlertid at indlede en undersøgelse af den, herunder de ovennævnte elementer i den første påstand, der var knyttet til de spørgsmål, der var omfattet af den anden påstand.

Forespørgslen

18. Kommissionen afgav udtalelse den 27. marts 2007. Klageren fremsatte bemærkninger den 21. november 2007.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkninger

19. I sin klage rejste klageren en række spørgsmål, som enten allerede var omfattet af hans undersøgelse af klage 3502/2004/GG eller var af mindre betydning. Ombudsmanden var derfor af den opfattelse, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en undersøgelse af disse aspekter af sagen. Disse spørgsmål vil derfor ikke være omfattet af denne afgørelse.

20. I sin klage meddelte klageren Ombudsmanden, at han havde sendt anmodninger om oplysninger til medlemsstaterne for at få oplysninger om de nationale regler om akkreditering. Klageren bemærkede, at tre lande havde nægtet at fremlægge sådanne oplysninger. Han anmodede derfor Ombudsmanden om at undersøge, om han kunne hjælpe med at indhente de manglende oplysninger. Det forekommer hensigtsmæssigt at præcisere, at Ombudsmandens rolle er at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser fra Fællesskabets institutioners eller organers side. Ombudsmanden er derfor ikke i stand til at bistå borgerne i deres bestræbelser på at indhente oplysninger fra medlemsstaternes myndigheder. Hvis klageren mener, at disse myndigheder ikke overholder principperne om god forvaltningsskik, kan klageren imidlertid overveje at henvende sig til ombudsmændene eller lignende institutioner i de berørte medlemsstater, som findes på Ombudsmandens websted (3).

21. I en skrivelse af 30. oktober 2007 påpegede klageren, at Kommissionens udtalelse, som Ombudsmanden havde sendt en kopi af, ikke var underskrevet, og at det ikke var klart, hvem dens ophavsmand var. Efter klagerens opfattelse var udtalelsen derfor behæftet med fejl. Klageren fremførte, at han, inden han fremsatte bemærkninger til denne udtalelse, var nødt til at insistere på præciseringer vedrørende dette spørgsmål, herunder en juridisk bindende underskrift. I sit svar af 13. november 2007 meddelte Ombudsmanden klageren, at underskriften fra fru Kroes (et medlem af Kommissionen) på følgebrevet til den tekst, han havde modtaget, bekræftede, at dette udgjorde Kommissionens holdning til hans klage. Ombudsmanden forklarede, at alle Kommissionens udtalelser forelægges ham på denne måde, dvs. på grundlag af et notat underskrevet af det kompetente medlem af Kommissionen. Der er ingen regel, der forpligter Kommissionen til at underskrive udtalelsen som sådan. Ombudsmanden understregede, at han derfor ikke var i stand til at se, hvordan de spørgsmål, som klageren havde rejst, kunne udgøre en formel mangel i Kommissionens udtalelse.

22. I sin udtalelse bemærkede Kommissionen, at klageren havde fremsat en række bemærkninger, som anfægtede de juridiske vurderinger, den havde foretaget i sin beslutning af 11. januar 2007. Ifølge Kommissionen syntes disse punkter derfor at være af begrænset eller ingen relevans for Ombudsmandens undersøgelse, som havde til formål at fastslå, om der forelå fejl eller forsømmelser, og ikke at foretage en retlig prøvelse af Kommissionens afgørelser. Kommissionen påpegede, at klageren valgte ikke at indbringe sin sag for De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans for så vidt angår hans retlige indsigelser. Den tilføjede imidlertid, at den undtagelsesvis også ville fremsætte bemærkninger til klagerens retlige indsigelser. Ombudsmanden bemærker med tilfredshed, at Kommissionen har fremsat bemærkninger til alle de spørgsmål, som klageren har rejst i den foreliggende sag. Det forekommer imidlertid nyttigt at understrege, at Kommissionens opfattelse af relevansen af disse spørgsmål synes at være baseret på en misforståelse. Selv om ombudsmanden har mandat til at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser begået af fællesskabsinstitutioner og -organer, kan sådanne fejl eller forsømmelser naturligvis også forekomme, når en afgørelse truffet af en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan er baseret på ukorrekte juridiske vurderinger. Sådanne retlige fejl henhører således klart under ombudsmandens mandat. På den anden side, og som Ombudsmanden ofte har understreget, kan der også forekomme fejl eller forsømmelser, når en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan har opfyldt alle retlige krav i en given sag.

A. Klagerens påstande mod Kommissionen
Argumenter forelagt Ombudsmanden

23. Klageren hævdede, at Kommissionens beslutning af 11. januar 2007 er ukorrekt, da i) den indeholder bevidste løgne, ii) Kommissionen bevidst brød loven ("Rechtsbeugung"), ikke var upartisk ("befangen") og undertrykte vigtige oplysninger, iii) Kommissionen fordrejede vigtige kendsgerninger i sin beslutning og iv) Kommissionens argument om, at behandlingen af hans konkurrenceklage ville kræve en uforholdsmæssig indsats, er ikke korrekt. Med hensyn til det andet af ovennævnte spørgsmål fremførte klageren også, at Kommissionen gjorde alt, hvad den kunne, for at beskytte kartellet, navnlig ved at undlade at foretage undersøgelser. Desuden tilbageholdt den relevante oplysninger.

24. Med hensyn til de påståede løgne fremsatte klageren følgende bemærkninger: (1) I beslutningens betragtning 34 foregav Kommissionen, at de lande, der er nævnt i fodnote 26 i teksten, havde en lov om akkreditering. Herved forsøgte Kommissionen at skabe det indtryk, at private akkreditører ikke måtte være aktive dér. I to af de lande, som Kommissionen nævner (Estland og Den Tjekkiske Republik), har alle imidlertid ret til at optræde som akkreditører. I den sektor, der er berørt af konkurrenceklagen, dvs. akkreditering på grundlag af EN 45012 til certificering med hensyn til ISO 9001 og ISO 14001, har alle lov til frit at handle i de fleste medlemsstater (4). (2) Kommissionen løj ved i beslutningens betragtning 28 at foregive, at hans konkurrenceklage havde fokuseret på DAR eller Tyskland. (3) Kommissionen løj ved i betragtning 37 til beslutningen at foregive, at Tyskland var det eneste land, hvor akkreditering på det ikke-lovregulerede område var underlagt konkurrence. Der var mindst to akkreditører i Europa, der tilbød og leverede deres tjenester i hele Europa.

25. Med hensyn til påstanden om, at Kommissionen bevidst overtrådte loven, ikke var upartisk og undertrykte vigtige oplysninger, påpegede klageren, at Kommissionen i beslutningen havde forklaret, at den var i færd med at undersøge, hvordan den kunne udvikle sine forbindelser med EA. Ifølge klageren betød dette, at Kommissionen aldrig havde haft interesse i at blive aktiv. Efter klagerens opfattelse havde alt, hvad Kommissionen havde gjort, til formål at forsinke sagen og beskytte EA for enhver pris, selv om dette betød, at loven blev overtrådt. Klageren fremførte også, at Kommissionen ikke havde haft kendskab til EA's adresse i Holland. Efter hans opfattelse viste dette, at Kommissionen ikke undersøgte klagen. Ifølge klageren tilbageholdt Kommissionen også oplysninger ved ikke at nævne, at EA og IAF indgik aftaler med hinanden, og at formanden for EA og formanden for IAF var én og samme person. Klageren tilføjede, at han ikke kunne forstå, hvordan den foreslåede lovgivning kunne være relevant i denne sammenhæng. Han spurgte, hvorfor Kommissionen ikke blot indrømmede, at den var partisk, og at det derfor ville være kontraproduktivt at foretage en undersøgelse.

26. Med hensyn til den urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder fremsatte klageren følgende bemærkninger: (1) Hans bekymring havde aldrig været akkreditørers omsætning, men den (sekundære) skade, som kartellet havde forvoldt. Denne skade blev forårsaget for forbrugerne af alt for høje omkostninger til certificering, som skyldtes den de facto obligatoriske karakter af tabellerne over mandedage udstedt af IAF. (2) Kommissionen var i tvivl om, hvorvidt EA's virksomhed kunne kvalificeres som udøvelse af offentlig myndighed. Dermed brød den definitivt, bevidst og dermed forsætligt loven, eftersom EA var en privat forening og ikke var blevet anerkendt som et organ, der udøver offentlig myndighed. (3) Kommissionen havde i betragtning 36 til beslutningen sat spørgsmålstegn ved, hvordan EA effektivt "videreførte" et kartel. Dette spørgsmål viste, at Kommissionen ikke havde foretaget undersøgelser, eftersom hans klage ikke var rettet mod en sådan fremme af et kartel fra EA’s side, men mod EA selv, som udgjorde et kartel.

27. Klageren spurgte også, hvordan de undersøgelser, der var nødvendige for at behandle hans konkurrenceklage, kunne udgøre en uforholdsmæssig stor indsats. Han påpegede, at han selv havde rettet anmodninger om oplysninger til medlemsstaterne, og at det kun havde taget ham nogle få timer.

28. I sin udtalelse henviste Kommissionen til sit vide skøn med hensyn til behandlingen af konkurrenceklager og bemærkede, at den har ret til at afvise ikke-prioriterede klager med henvisning til manglende fællesskabsinteresse.

29. Med hensyn til den første af de påståede løgne påpegede Kommissionen, at oplysningerne i beslutningens betragtning 34 og fodnote 26 var baseret på oplysningerne i "Undersøgelse af overensstemmelsesvurdering og akkreditering i Tyskland sammenlignet med andre lande" fra juni 2005 ("BAM-undersøgelsen"), som GD for Konkurrence havde modtaget i september 2005. Klageren hævdede, at et brev fra de tjekkiske myndigheder af 12. september 2006, hvoraf han havde fremsendt en kopi, viste, at der ikke var nogen lovgivning om akkreditering i Den Tjekkiske Republik, og at Kommissionen derfor "bevidst havde løjet" i sin beslutning, da den inkluderede dette land som et eksempel på et land, hvor akkreditering var reguleret af lovgivning. Ifølge Kommissionen var denne påstand usand af flere grunde. For det første fremgik det, at klageren i sit brev til de tjekkiske myndigheder havde spurgt, om der var specifikke regler for "akkreditering af ISO-certificering". Udtalelsen i afgørelsens punkt 34 henviser imidlertid ikke til en sådan specifik lovgivning, men til lovgivning om akkreditering generelt. For det andet bekræfter de tjekkiske myndigheders skrivelse, at akkreditering i Den Tjekkiske Republik er reguleret ved lovgivning. Endelig indhentede Kommissionen sine oplysninger fra BAM-undersøgelsen og havde ingen grund til at betvivle rigtigheden af oplysningerne heri. Selv hvis oplysningerne i beslutningens punkt 34 og fodnote 26 var ukorrekte for så vidt angår Den Tjekkiske Republik (hvilket ikke er tilfældet), ville påstanden om en "forsætlig løgn" derfor under alle omstændigheder være ubegrundet.

Ifølge Kommissionen var klagerens påstand vedrørende situationen i Estland ubegrundet af lignende årsager. Desuden bekræftede det estiske akkrediteringscenters websted, at Kommissionens oplysninger var korrekte.

30. Med hensyn til påstanden om, at Kommissionen havde løjet ved at foregive, at hans konkurrenceklage havde fokuseret på DAR eller Tyskland, anførte Kommissionen, at den havde haft forskellige grunde til at tro, at konkurrenceklagen havde fokuseret på Tyskland. For det første havde klageren indledt en procedure ved den tyske konkurrencemyndighed i 2002 for at få adgang til DAR i Tyskland. For det andet havde klageren ansøgt om medlemskab af DAR i marts 2004 og forsøgte igen at blive medlem af DAR i oktober 2005. For det tredje havde klageren selv anført, at det største problem var, at han var udelukket fra DAR. For det fjerde havde klageren tidligere indledt en række retssager, klager, disciplinærsager og andragender vedrørende akkreditering i Tyskland og navnlig vedrørende udkastet til vurderingsrapport, hvilket yderligere illustrerede klagerens fokus på Tyskland. Kommissionen tilføjede, at det forhold, at klagerens største bekymring havde været at få adgang til det tyske akkrediteringsråd (DAR), blev anvendt i beslutningen som et sekundært og subsidiært argument for at afvise klagerens konkurrenceklage.

31. For så vidt angår det tredje klagepunkt gjorde Kommissionen gældende, at det var ugrundet af flere grunde. For det første var Kommissionen ikke i stand til at besvare påstanden om, at mindst to akkrediteringsorganer tilbød og leverede deres tjenester i hele Europa, da klageren ikke havde identificeret navnene eller adresserne på disse organer. For det andet havde klageren henvist til situationen i Den Tjekkiske Republik og Estland. Det relevante brev fra de tjekkiske myndigheder bekræftede imidlertid, at der kun var ét enkelt akkrediteringsorgan i Den Tjekkiske Republik, og anførte ikke, at der var konkurrence på det ikkeregulerede område. Hvis der fandtes en sådan konkurrence i Estland, ville Kommissionens erklæring ikke udgøre en "forsætlig løgn" af de grunde, der er anført ovenfor. Selv om der var konkurrence i Estland på det ikke-regulerede område, ville dette ikke have nogen relevans for Kommissionens konklusion om manglende interesse for Fællesskabet, da denne konklusion var baseret på en række forskellige faktorer. Kommissionen understregede, at akkrediteringen fortsat blev gennemført som en ikke-konkurrencemæssig aktivitet i næsten alle medlemsstater (undtagen Tyskland og måske Estland) og derfor sandsynligvis ikke ville være omfattet af EU's konkurrenceregler.

32. Med hensyn til påstanden om, at Kommissionen forsætligt overtrådte loven, ikke var upartisk og undertrykte vigtige oplysninger, fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger: (1) Klageren hævdede, at Kommissionen havde en interessekonflikt med hensyn til EA på grund af den politiske støtte, den havde givet dette organ. Det måtte understreges, at enhver politisk støtte, som Kommissionen havde givet eller givet EA, ikke påvirkede den retlige vurdering i beslutningen af, om EA overtrådte Fællesskabets konkurrenceregler. Kommissionen var på ingen måde forudindtaget til fordel for EA. Beslutningen var udelukkende baseret på de retlige betragtninger, der er anført for det fjerde og meget detaljeret i beslutningen. Desuden hedder det udtrykkeligt i aftalememorandummet fra 1999, at "samarbejdet og aktiviteterne inden for EA bør foregå i overensstemmelse med EU-retten". Det skal også bemærkes, at "fremlæggelsen" af aftalememorandummet (som det måtte understreges igen, var irrelevant for Kommissionens undersøgelse) på ingen måde var "sen" eller "forsinket", som klageren syntes at antyde. (2) Med hensyn til EA's "adresse" syntes klageren at blande EA's registreringsland (dvs. Nederlandene) og det land, hvor EA's sekretariat er beliggende (dvs. Frankrig). Kommissionen havde altid anvendt adressen i Frankrig, som også var den officielle kontaktadresse, der var angivet på EA's websted. Det var derfor ikke nødvendigt at rette nogen korrespondance til EA's registreringsadresse i Nederlandene eller at indhente EA's nøjagtige adresse dér. (3) Det forhold, at en og samme person var formand for både EA og IAF, gav ikke i sig selv anledning til konkurrencemæssige betænkeligheder i henhold til EF-traktatens artikel 81 eller 82. Desuden var den omstændighed, at EA og IAF kunne indgå aftaler med hinanden, irrelevant for vurderingen af den foreliggende sag, bl.a. fordi EA sandsynligvis ikke ville udgøre en virksomhed eller en sammenslutning af virksomheder, som artikel 81 eller 82 finder anvendelse på. Endelig og i henhold til fast retspraksis var Kommissionen ikke forpligtet til at behandle alle de argumenter, som en klager havde fremført, endsige gentage alle de faktiske omstændigheder i en klage i en beslutning.

33. Med hensyn til den påståede fordrejning af de faktiske omstændigheder fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger: (1) Klagerens argument om, at Kommissionen ikke burde have taget hensyn til værdien af akkrediteringsaktiviteten ved vurderingen af Fællesskabets interesser, men burde have undersøgt certificeringsmarkedet for at måle den "sekundære" skade, var ubegrundet. Klageren havde udtrykkeligt begrænset sin konkurrenceklage til det ikkelovgivningsmæssige akkrediteringsområde. Klageren var heller ikke aktiv på certificeringsmarkedet. (2) Argumentet om, at EA's retlige form som en "privat sammenslutning" beviste, at der var tale om en virksomhed, var ubegrundet. Ifølge Fællesskabets retsinstansers faste praksis er en enheds retlige form ikke relevant for, om den kan betegnes som en virksomhed. I beslutningen forklares det (i betragtning 35), hvorfor EA sandsynligvis ikke ville udgøre en virksomhed eller en sammenslutning af virksomheder. (3) Med hensyn til argumentet vedrørende 36. betragtning til beslutningen henviste Kommissionen til sine bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen vedrørende klage 3502/2004/GG, hvori den udførligt havde redegjort for alle de skridt, den havde taget i forbindelse med undersøgelsen.

34. Med hensyn til klagerens argument om, at konklusionen i beslutningen, hvorefter yderligere undersøgelser ville være uforholdsmæssige, var ukorrekt, henviste Kommissionen til de forklaringer, den allerede havde givet i beslutningen. Kommissionen påpegede, at klageren havde givet den kopier af to breve fra Den Tjekkiske Republik og Estland, hvoraf den første bekræftede dens holdning. Kommissionen gentog sit synspunkt om, at selv om akkrediteringen på det ikke-regulerede område blev gennemført i konkurrence i Estland, ville dette på ingen måde ændre den faktuelle og retlige vurdering i beslutningen.

35. Klageren anførte i sine bemærkninger, at de undersøgelser, som Kommissionen henviste til, var bestilt af kartelmedlemmerne selv og derfor ikke var pålidelige. Han tilføjede, at Kommissionen på ny havde løjet om situationen i Estland. Klageren understregede, at det ville have været relevant at undersøge, om stiftelse og drift af en privat virksomhed med akkreditering på grundlag af EN ISO/IEC 17021 (tidligere EN ISO/IEC 45012) med henblik på certificering på grundlag af ISO 9001 eller 14001 var tilladt i den pågældende medlemsstat. Det viste sig nu, at dette ikke var tilfældet i Østrig, Polen og Schweiz. Ifølge klageren løj Kommissionen ved at hævde, at akkreditering, herunder akkreditering på det ikke-regulerede område, var genstand for lovgivning i alle medlemsstater.

36. Klageren påpegede, at Kommissionen støttede EA både politisk og finansielt. Efter hans opfattelse var det derfor åbenbart, at Kommissionen ikke var interesseret i et ærligt svar på det relevante spørgsmål. Klageren tilføjede, at Kommissionen havde sat sig for at indføre lovgivning, der ville afskaffe det nuværende frie marked. Herved handlede den i EA’s interesse, et kartel, der var politisk planlagt og støttet økonomisk af Kommissionen. Til støtte for sine synspunkter henviste klageren til indholdet af Kommissionens forslag af 14. februar 2007 til en forordning om akkreditering. Ifølge dette forslag skal EU yde finansielle bidrag til EA.

Ombudsmandens vurdering

37. Indledningsvis bemærker Ombudsmanden, at det følger af Fællesskabets retsinstansers faste praksis, at Kommissionen har ret til at prioritere de konkurrenceklager, der indgives til den, forskelligt og til at afvise en klage med den begrundelse, at Fællesskabet ikke har tilstrækkelig interesse i en yderligere undersøgelse af sagen. Det følger ligeledes af denne retspraksis, at Kommissionen ved vurderingen af Fællesskabets interesse i en videre undersøgelse af en sag skal tage hensyn til sagens omstændigheder og navnlig afveje omfanget af den skade, som den påståede overtrædelse kan forvolde på fællesmarkedets funktion, mod a) sandsynligheden for, at den kan godtgøre, at der foreligger en overtrædelse, og b) omfanget af de undersøgelsesforanstaltninger, der er nødvendige for, at den under de bedst mulige betingelser kan udføre sin opgave med at sikre overholdelsen af EF-traktatens artikel 81 og 82 (5). Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen således har vide skønsbeføjelser på dette område.

Kommissionens påståede løgne

38. Med hensyn til Kommissionens første påståede løgn bemærker Ombudsmanden, at klagerens bebrejdelse vedrører situationen i Den Tjekkiske Republik på den ene side og i Estland på den anden side. Ifølge klageren løj Kommissionen ved at nævne disse to lande som eksempler på lande, hvor der fandtes en lov om akkreditering.

39. For så vidt angår oplysningerne om Den Tjekkiske Republik finder Ombudsmanden Kommissionens forklaringer helt overbevisende. Som Kommissionen korrekt bemærkede, henvises der i brevet fra de tjekkiske myndigheder af 12. september 2006, som klageren selv påberåber sig, til "lovbestemmelser om akkreditering". Ombudsmanden kan derfor ikke se, hvordan Kommissionens erklæring i afgørelsens punkt 34, sammenholdt med fodnote 26 i denne tekst, kan anses for at være en bevidst løgn. At dømme ud fra klagerens bemærkninger kan det ikke udelukkes, at klageren i virkeligheden ønskede at hævde, at den relevante erklæring fra Kommissionen var vildledende, idet den skabte det indtryk, at der ikke var mulighed for konkurrence på det ikke-regulerede område i Den Tjekkiske Republik. Der skal imidlertid tages hensyn til, at klagerens påstand var, at Kommissionen bevidst havde løjet, og ikke at den havde afgivet vildledende erklæringer. Derudover er Ombudsmanden ikke overbevist om, at den relevante erklæring kan betragtes som vildledende. Som Kommissionen har påpeget, fremgår det klart af beslutningen, at denne erklæring var baseret på BAM-undersøgelsen. Klageren har imidlertid ikke fremført eller fastslået, at denne henvisning var forkert, og at BAM-undersøgelsen ikke indeholdt de oplysninger, som Kommissionen henviste til her.

40. For så vidt angår oplysningerne om Estland er Ombudsmanden ikke overbevist af Kommissionens fortolkning af skrivelsen af 26. juli 2006 fra de estiske myndigheder, som klageren baserede sig på. I dette brev hedder det, at "akkreditering i princippet ikke er reguleret" i Estland, og at der "kun er få bestemmelser i vores lovgivning, der regulerer" akkreditering. Som det fremgår af dette brev, er visse akkrediteringsområder imidlertid omfattet af lovgivningen i Estland. Dette bekræftes også af de oplysninger, der er tilgængelige på webstedet for det estiske akkrediteringscenter, som Kommissionen har henvist til i denne forbindelse. Under alle omstændigheder, og som Kommissionen med rette har anført, fremgår det af beslutningen, at den relevante erklæring var baseret på BAM-undersøgelsen. Klageren har imidlertid ikke fremført eller fastslået, at denne henvisning var forkert, og at BAM-undersøgelsen ikke indeholdt de oplysninger, som Kommissionen henviste til her. Under disse omstændigheder er Ombudsmanden ikke i stand til at se, hvordan den relevante erklæring fra Kommissionen i afgørelsen kan anses for at udgøre en bevidst løgn.

41. Med hensyn til Kommissionens anden påståede løgn finder Ombudsmanden Kommissionens forklaringer overbevisende. Han bemærker, at klageren i sine bemærkninger ikke har behandlet de spørgsmål, som Kommissionen har rejst i denne forbindelse. Under disse omstændigheder er Ombudsmanden ikke i stand til at konkludere, at den relevante erklæring fra Kommissionen i afgørelsen udgjorde en bevidst løgn.

42. Med hensyn til Kommissionens tredje påståede løgn hævdede klageren, at der var mindst to akkreditører i Europa, der tilbød og leverede deres tjenester i hele Europa. Ombudsmanden mener imidlertid, at de forklaringer, som Kommissionen har givet i sin udtalelse, er overbevisende. Som Kommissionen påpegede, identificerede klageren ikke de to akkreditører, som han henviste til. Ombudsmanden bemærker, at klageren heller ikke i sine bemærkninger gav mere specifikke oplysninger om disse akkreditører. Desuden støtter klagerens henvisning til situationen i Den Tjekkiske Republik ikke hans sag, eftersom den skrivelse fra de tjekkiske myndigheder, som klageren har fremsendt, synes at bekræfte, at der kun er ét akkrediteringsorgan (og dermed ingen konkurrence) i den pågældende medlemsstat. Det er rigtigt, at situationen meget vel kan være anderledes i Estland. Klageren har imidlertid ikke godtgjort, at der rent faktisk er konkurrence på det ikke-regulerede akkrediteringsområde i denne medlemsstat. Under disse omstændigheder finder Ombudsmanden, at klageren ikke har godtgjort sin påstand om, at Kommissionen bevidst løj ved i afgørelsens punkt 37 at foregive, at Tyskland var det eneste land, hvor akkreditering på det område, der ikke var reguleret ved lov, var underlagt konkurrence.

Den påståede urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder

43. Med hensyn til den påståede fordrejning af de faktiske omstændigheder bemærker Ombudsmanden, at klageren gentagne gange har understreget, at hans klage vedrører det ikkeregulerede akkrediteringsområde. Kommissionens synspunkt om, at omsætningen i forbindelse med akkrediteringsaktiviteten bør tages i betragtning ved vurderingen af Fællesskabets interesser og ikke omsætningen i forbindelse med certificeringsaktiviteten (dvs. et marked i det efterfølgende omsætningsled), forekommer derfor at være det mest rimelige. Ombudsmanden mener også, at Kommissionen har givet en rimelig forklaring på klagerens bebrejdelse baseret på EA's retlige status. Endelig bemærker Ombudsmanden, at klagerens beskyldning om, at Kommissionen ikke foretog undersøgelser vedrørende hans klage over konkurrencepolitikken, modsiges af resultaterne af hans undersøgelse vedrørende klage 3502/2004/GG.

Påstået unøjagtighed med hensyn til den indsats, der var nødvendig for at behandle konkurrenceklagen

44. Med hensyn til Kommissionens argument om, at behandlingen af hans klage på konkurrenceområdet ville kræve en uforholdsmæssig indsats, mener Ombudsmanden, at nogle af de tvivlsspørgsmål, som klageren har givet udtryk for, er berettigede. Selv om klagerens konkurrenceklage gjorde det klart, at den kun vedrørte akkrediteringsområdet, som ikke var reguleret ved lov, synes Kommissionen i sin afgørelse i det mindste i visse tilfælde at have henvist til akkrediteringsområdet som helhed. Ombudsmanden mener ikke, at der var behov for, at Kommissionen undersøgte akkrediteringsområdet reguleret ved lov og den relevante lovgivning for denne sektor i medlemsstaterne med henblik på at behandle klagerens konkurrenceklage, som fokuserer på det område, der ikke er reguleret ved lov. På den anden side er Ombudsmanden ikke overbevist om, at undersøgelsen af, om EF-traktatens artikel 81 og 82 finder anvendelse på det ikke-regulerede akkrediteringsområde, vil være så enkel, som klageren foreslår. Faktisk synes klageren at antage, at Kommissionen blot havde brug for at sende anmodninger om oplysninger til de relevante myndigheder i medlemsstaterne, som han selv havde gjort, og at dette kun ville have taget et par timer. Ombudsmanden er af den opfattelse, at fremsendelsen af sådanne anmodninger om oplysninger tydeligvis ikke ville have været tilstrækkelig til at sætte Kommissionen i stand til at behandle de spørgsmål, der rejses i konkurrenceklagen. Som Kommissionen korrekt bemærkede i sin beslutning, var der tvivl om, hvorvidt godkendelsen kunne betragtes som en "økonomisk aktivitet", og om medlemmerne af EA uden for Tyskland således var "virksomheder" i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82. For at afklare dette spørgsmål endeligt ville Kommissionen således have været nødt til at foretage en detaljeret undersøgelse af de relevante systemer i alle medlemsstater.

Ombudsmanden er naturligvis ikke i stand til at udtale sig om, hvilke resultater en sådan undersøgelse ville have givet. Han accepterer imidlertid, at klagerens synspunkt om, at akkreditering på det ikke-regulerede område bør betragtes som en økonomisk aktivitet, der bør være åben for konkurrence, ikke umiddelbart forekommer urimeligt. Det må ikke glemmes, at Bundeskartellamt, en af de førende konkurrencemyndigheder i EU, synes at dele denne opfattelse. Selv hvis det antages, at en detaljeret undersøgelse af de relevante systemer i alle medlemsstater bekræfter dette synspunkt, bemærker Ombudsmanden imidlertid, at Kommissionen stadig vil skulle undersøge, om EF-traktatens artikel 81, stk. 3, og artikel 86, stk. 2, eventuelt finder anvendelse. Efter Ombudsmandens opfattelse ville det ikke være nogen let opgave at vurdere disse bestemmelser, navnlig artikel 86, stk. 2.

45. Det skal endvidere bemærkes, at Kommissionen er af den opfattelse, at den undersøgelsesindsats, den ville være nødt til at foretage for at behandle klagerens konkurrenceklage, ville være "uforholdsmæssig". I denne forbindelse bør der tages hensyn til, at Kommissionen har gjort gældende, at den økonomiske betydning af akkreditering på det område, der ikke er reguleret ved lov, var relativt begrænset. Ifølge Kommissionen kan det samlede akkrediteringsmarked i EU som helhed i mangel af præcise tal anslås til maksimalt 100-150 mio. EUR. Dette tal dækker både det område, der er reguleret ved lov, og det område, der ikke er reguleret ved lov. Ifølge Kommissionen var mængden på det område, der ikke var reguleret ved lov, sandsynligvis meget lavere. Ombudsmanden bemærker, at klageren ikke har fremført overbevisende argumenter eller beviser, der kan rejse tvivl om Kommissionens holdning. Det er korrekt, at klageren har hævdet, at omsætningen i forbindelse med certificering er meget højere end de tal, som Kommissionen har angivet. Som anført ovenfor (se punkt 43) mener Ombudsmanden imidlertid, at Kommissionen med rimelighed kunne antage, at det, der var relevant i den foreliggende sag, var omsætningen inden for akkreditering og mere præcist omsætningen inden for akkreditering, der ikke var reguleret ved lov.

46. Under disse omstændigheder og under hensyntagen til Kommissionens vide skønsbeføjelser i sådanne sager finder Ombudsmanden, at klageren ikke har påvist, at Kommissionen begik en åbenbar fejl, da den fandt, at behandlingen af hans klage på konkurrenceområdet ville kræve en uforholdsmæssig stor indsats.

Påstået overtrædelse af loven, manglende upartiskhed og undertrykkelse af oplysninger

47. Med hensyn til påstanden om, at Kommissionen bevidst overtrådte loven, ikke var upartisk og undertrykte vigtige oplysninger, bemærker Ombudsmanden, at bebrejdelsen om, at Kommissionen overtrådte loven, synes at være knyttet til beskyldningen om partiskhed. Disse to spørgsmål vil derfor blive drøftet samlet (jf. punkt 52 nedenfor).

48. Inden da forekommer det hensigtsmæssigt at behandle de øvrige argumenter, som klageren har fremført i forbindelse med ovennævnte påstand.

49. Hvad for det første angår den omstændighed, at Kommissionen ikke havde kendskab til EA's adresse i Nederlandene, har Kommissionen givet en forklaring, som Ombudsmanden finder helt overbevisende. Ombudsmanden kan derfor ikke se, hvordan Kommissionens manglende kendskab til adressen i Nederlandene kunne bevise, at den ikke undersøgte klagerens konkurrenceklage.

50. For det andet er det korrekt, at Kommissionen kun henviste til aftalememorandummet i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse af klage 3502/2004/GG. Det er ligeledes korrekt, at beslutningen ikke i detaljer behandler de aftaler, der ifølge klageren var indgået mellem EA og IAF. Ombudsmanden kan imidlertid ikke se, hvordan disse omstændigheder kan berettige til at konkludere, at Kommissionen har tilbageholdt eller tilbageholdt relevante oplysninger. Desuden skulle Ombudsmanden allerede i sin afgørelse om klage 3502/2004/GG behandle klagerens argument om, at Kommissionen havde undladt at underrette den om dens forbindelser med EA og navnlig om dens aftalememorandum med dette organ. I denne sag gav Kommissionen Ombudsmanden en række grunde, på grundlag af hvilke den antog, at klageren ikke kunne være uvidende om de relevante faktiske omstændigheder. Da disse grunde ikke syntes at være uden grundlag, og da klageren ikke havde fremsat nogen specifikke bemærkninger i denne henseende, fandt Ombudsmanden, at det ikke var blevet fastslået, at det forhold, at GD Konkurrence ikke fra begyndelsen informerede klageren om Kommissionens forbindelser med EA, viste, at Kommissionen var forudindtaget med hensyn til behandlingen af konkurrenceklagen. Ombudsmanden fandt derfor, at der ikke kunne konstateres fejl eller forsømmelser i denne sammenhæng (6).

51. For det tredje bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen i sin afgørelse anførte, at den indsats, der var nødvendig for at undersøge de spørgsmål, som klagerens klage over konkurrencespørgsmål rejste, ville være så meget desto mere uforholdsmæssig, som nye regler om akkreditering var under udarbejdelse. Kommissionen tilføjede, at den under disse omstændigheder ikke fandt det hensigtsmæssigt at foregribe denne lovgivning ved at vedtage en afgørelse om indholdet af klagerens konkurrenceklage. Ombudsmanden finder ikke dette argument overbevisende. Det forhold, at der er ved at blive udarbejdet ny lovgivning for en given sektor, forhindrer ikke Kommissionen i at anvende de regler, der allerede er i kraft. En sådan anvendelse af de eksisterende regler ville heller ikke foregribe den fremtidige lovgivning, eftersom lovgiveren frit kan ændre de eksisterende regler inden for de grænser, der er fastsat i EF-traktaten. Lovgiveren er således ikke bundet af individuelle afgørelser vedtaget af Kommissionen på grundlag af de regler, der var gældende forud for vedtagelsen af den nye lovgivning. Det skal dog bemærkes, at ovennævnte argument er et af flere, som Kommissionen har fremført for at begrunde sit synspunkt om, at det ville kræve en uforholdsmæssig stor indsats at behandle klagerens konkurrenceklage. Som nævnt ovenfor (se punkt 46) er Ombudsmanden af den opfattelse, at klageren ikke har påvist, at Kommissionen begik en åbenbar fejl, da den fandt, at det ville kræve en uforholdsmæssig stor indsats at behandle hans konkurrenceklage.

52. Med hensyn til kernen i den påstand, der i øjeblikket skal drøftes, gør klageren gældende, at Kommissionen var forudindtaget til fordel for EA, og at den således bevidst brød loven i sin afgørelse ved at afvise hans konkurrenceklage.

53. Under Ombudsmandens undersøgelse af klage 3502/2004/GG viste det sig, at Kommissionen, selv om den ikke var direkte involveret i oprettelsen af EA, havde støttet EA politisk på grund af Kommissionens rolle i etableringen og gennemførelsen af det indre marked, og at GD for Erhvervspolitik i juni 1999 havde indgået et aftalememorandum med EA. Som han forklarede i sin afgørelse om denne klage, mener Ombudsmanden, at eksistensen af disse forbindelser (og det forhold, at de først blev offentliggjort under Ombudsmandens undersøgelse) meget vel kunne have fået klageren til at have mistanke om, at Kommissionen ikke var upartisk og upartisk, da den behandlede hans konkurrenceklage (7). Det er endvidere klart, at denne mistanke sandsynligvis vil blive forstærket af, at Kommissionen i sit forslag af 14. februar 2007 til en forordning om akkreditering (8) er af den opfattelse, at der kun bør være ét enkelt akkrediteringsorgan i hver medlemsstat, og at der kan ydes finansiel støtte for at gøre det muligt for EA at udføre sine aktiviteter (9).

54. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at Kommissionen har understreget, i) at den politiske støtte, den havde givet til EA, ikke påvirkede den retlige vurdering i afgørelsen af, om EA overtrådte EF's konkurrenceregler, ii) at den på ingen måde var forudindtaget til fordel for EA, og iii) at afgørelsen udelukkende var baseret på de retlige betragtninger, der er beskrevet i fjerde del i detaljer i afgørelsen. Desuden påpegede Kommissionen, at det udtrykkeligt fremgik af aftalememorandummet fra 1999, at samarbejdet og aktiviteterne inden for EA skulle foregå i overensstemmelse med EU-retten.

55. Under disse omstændigheder mener Ombudsmanden, at klageren for at fastslå sin påstand om, at Kommissionen var partisk og overtrådte loven, skulle have påvist, at afgørelsen faktisk var i strid med loven.

56. I sin beslutning sondrer Kommissionen mellem to aspekter, nemlig i) spørgsmålet om IAF's tabeller om manddage og ii) de øvrige spørgsmål, som klageren har rejst.

57. Med hensyn til spørgsmålet om IAF's tabeller om manddage fandt Kommissionen, at klageren ikke havde nogen legitim interesse i at klage, som krævet i artikel 7, stk. 2, i forordning 773/2004, da dette spørgsmål vedrørte certificeringstjenester, mens klageren kun var aktiv på markedet for akkreditering. Ombudsmanden bemærker, at klageren ikke har fremført overbevisende argumenter, der kan rejse tvivl om Kommissionens vurdering.

58. Med hensyn til de øvrige spørgsmål, som klageren havde rejst, fandt Kommissionen, at yderligere undersøgelser ville være uforholdsmæssige, da a) den påståede overtrædelse i det væsentlige var begrænset til Tyskland og i økonomisk henseende kun havde begrænset betydning for fællesmarkedets funktion, b) yderligere undersøgelser ville kræve en betydelig indsats, og c) der kun var begrænset sandsynlighed for at fastslå en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 og/eller 82.

59. Efter Ombudsmandens opfattelse tog Kommissionen således i sin vurdering hensyn til de faktorer, der ifølge EF-domstolenes faste retspraksis skal tages i betragtning i denne sammenhæng. Som allerede nævnt (se punkt 46) er Ombudsmanden af den opfattelse, at klageren ikke har påvist, at Kommissionen begik en åbenbar fejl, da den fandt, at det ville kræve en uforholdsmæssig stor indsats at behandle hans konkurrenceklage.

60. Under disse omstændigheder konkluderer Ombudsmanden, at klageren ikke har godtgjort sin påstand.

B. Konklusioner

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage blev der ikke konstateret fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Klageren og Europa-Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 16. september 2008

---

(1) EUT 2004 L 123, s. 18.

(2) EUT 2003 C 282, s. 3.

(3) http://www.ombudsman.europa.eu

(4) "EN" betyder "europæisk standard", dvs. en standard udarbejdet af CEN, Den Europæiske Standardiseringsorganisation (jf. CEN's relevante websted: http://www.cen.eu/cenorm/homepage.htm). "ISO" betyder standarder udarbejdet af ISO, Den Internationale Standardiseringsorganisation (se dennes websted: http://www.iso.org/iso.home.htm).

(5) sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. 1992 II, s. 1223, præmis 86, Sag T-5/93, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1995 II, s. 185, præmis 60; Forenede sager T-185/96, T-189/96 og T-190/96, Riviera Auto Service m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1999 II, s. 93, præmis 46.

(6) Punkt 5.15 i Ombudsmandens afgørelse om klage 3502/2004/GG.

(7) Punkt 5.15 i Ombudsmandens afgørelse om klage 3502/2004/GG.

(8) KOM(2007) 37 endelig.

(9) Jf. navnlig artikel 4 og 29 i Kommissionens forslag.