Sagen vedrørte Europa-Kommissionens undladelse af at give korrekte svar til en klager, der havde klaget over et statsstøttespørgsmål i Tyskland. Klageren var af den opfattelse, at Tyskland overtrådte EU's statsstøtteregler på grund af sin nye finansieringsordning for offentlig radio- og tv-virksomhed. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser, eftersom Kommissionen i sidste ende gav et passende svar.  

Sagen vedrørte Kommissionens praksis med i forbindelse med en formel undersøgelse af statsstøtte at nægte at give modtagere af statsstøtte og andre interesserede parter adgang til dens statsstøttesagsakter.

Klageren hævdede, at Kommissionens praksis efter ikrafttrædelsen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder var i strid med chartrets artikel 41 (ret til god forvaltning) og artikel 47 (adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol).

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens praksis var i overensstemmelse med de relevante procedureforordninger om statsstøtte og EU-domstolenes retspraksis vedrørende interesserede parters proceduremæssige rettigheder. Det forhold, at støttemodtagere og andre interesserede parter ikke har adgang til Kommissionens statsstøttesagsakter, afspejler deres begrænsede rolle i en statsstøtteundersøgelse og det forhold, at der indledes en statsstøtteundersøgelse mod en medlemsstat snarere end mod en støttemodtager. Ombudsmanden fandt derfor, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give klageren, en interesseret part, adgang til EU-erhvervsgrenens oprindelige anmodning om at udvide antidumpingtolden på ammoniumprodukter fra Rusland. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens afslag ikke var begrundet i lyset af de gældende bestemmelser i antidumpingforordningen og kan have krænket klagerens ret til forsvar i denne procedure. Hun anbefalede derfor Kommissionen at fremlægge den relevante anmodning.

Selv om Kommissionen var uenig i Ombudsmandens konstatering af fejl eller forsømmelser, accepterede den hendes henstilling om at fremlægge den relevante anmodning. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen.

Denne sag vedrørte Europa-Kommissionens behandling af oplysninger fra klageren med påstand om tre tilfælde af ulovlig statsstøtte til spanske fodboldklubber. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke inden for en rimelig frist havde besluttet, om den skulle indlede en formel undersøgelse af den påståede ulovlige statsstøtte. Da Kommissionen efter klagerens opfattelse undlod at træffe foranstaltninger, fremsatte klageren en anmodning om aktindsigt i visse dokumenter vedrørende to af disse sager. Kommissionen afslog at give aktindsigt af hensyn til beskyttelsen af formålet med undersøgelserne.

Sagen vedrørte en påstået interessekonflikt hos en tidligere kommissær i en kommissionsbeslutning om ikke at undersøge en antitrustklage indgivet til Kommissionen. Klagen til Kommissionen påstod, at Unionen af Europæiske Fodboldforbund ("UEFA") havde overtrådt EU's konkurrenceregler. Klageren mente, at UEFA Club Licensing and Financial Fair Play Regulations ("FFP") er ulovlige, for så vidt som de kræver, at en fodboldklubs relevante indtægter over en periode på tre år mindst skal svare til dens relevante udgifter. Kommissionen besluttede ikke at undersøge klagen med den begrundelse, at spørgsmålet ikke var en prioritet for den. Efter klagerens opfattelse var denne beslutning påvirket af den ansvarlige kommissær, som havde en interessekonflikt, da han var en "associeret" og en stærk tilhænger af en bestemt klub, som FFP er en fordel for. Klageren påpegede også, at kommissæren havde udstedt en fælles erklæring med UEFA's præsident, hvori han udtrykte støtte til FFP, mere end et år før han klagede til Kommissionen.

I 2012 og 2014 afgav den daværende kommissær med ansvar for konkurrence offentlige erklæringer om en igangværende undersøgelse af et muligt kartel. En af de undersøgte virksomheder klagede til Ombudsmanden over, at erklæringerne var i strid med princippet om upartiskhed, da erklæringerne gav indtryk af, at kommissæren allerede havde besluttet, hvad det endelige resultat af den igangværende undersøgelse ville være.

Ombudsmanden fandt, at nogle af de offentlige udtalelser fra kommissæren med rimelighed kunne opfattes som tegn på, at Kommissionen eller kommissæren allerede havde truffet afgørelse om resultatet af den igangværende undersøgelse, og at dette udgjorde fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden fremsatte en henstilling, som Kommissionen for størstedelens vedkommende har anerkendt. Ombudsmanden afsluttede således sagen med en konstatering af fejl eller forsømmelser som følge af den tidligere kommissærs offentlige erklæringer fra 2012 og 2014.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens påståede undladelse af at underrette klageren om den prioriterede status for hans statsstøtteklage.

Ombudsmanden undersøgte sagen. I løbet af sin undersøgelse meddelte Kommissionen klageren, at hans klage ikke blev behandlet som en prioriteret sag. Kommissionen har imidlertid ikke begrundet sin beslutning. Ombudsmanden afsluttede derfor klagen med en kritisk bemærkning om, at Kommissionen ikke havde informeret klageren om, hvorfor den havde givet hans klage om statsstøtte lav prioritet.

Sagen vedrørte en påstand om, at Europa-Kommissionen ikke inden for en rimelig frist havde truffet afgørelse om den statsstøtte, som Nederlandene angiveligt havde ydet til skibsbygningssektoren. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af sagen, hvorefter Kommissionen afsluttede sin foreløbige vurdering og konkluderede, at de pågældende foranstaltninger ikke udgør statsstøtte. Ombudsmanden konstaterede, at der ikke var begået fejl eller forsømmelser, og afsluttede sagen.

The Ombudsman's inquiry concerned an alleged delay by the Commission in providing Infineon, a German IT company, which the Commission suspected to be a member of the Smart Card Chips cartel, with access to key evidence that the Commission intended to use against that company.

The Ombudsman inquired into the issue and found that the Commission had, without any good reason, delayed in providing access to that evidence, despite the fact that it was fully aware of the importance and relevance of that evidence. By incurring that delay, the Commission risked compromising its investigation.

The Ombudsman therefore criticised the Commission for the delay in giving Infineon access to that evidence.