Baggrunden for klagen

1. I 2009 ydede Den Europæiske Investeringsbank (EIB) Volkswagen et lån til finansiering af et forsknings- og udviklingsprojekt, der havde til formål at reducere forurenende emissioner fra biler. Lånet var fuldt tilbagebetalt. Der blev udtrykt bekymring over, at Volkswagen havde brugt lånet til at udvikle en "manipulationsanordning", der gav vildledende resultater i forbindelse med emissionsprøvninger. I november 2015 indledte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) en undersøgelse af Volkswagens påståede misbrug af EIB-lån. Denne undersøgelse blev afsluttet i 2017, og OLAF sendte sin endelige rapport og henstilling til EIB.

2. I januar 2018 anmodede klageren – en undersøgende journalist – EIB om aktindsigt i OLAF's rapport og henstilling og i interne dokumenter vedrørende EIB's opfølgning på resultatet af OLAF's undersøgelse ^[1].

3. Da EIB nægtede at udlevere de ønskede dokumenter, henvendte klageren sig til Den Europæiske Ombudsmand i april 2018.

4. Ombudsmanden forhørte sig om klagerens holdning om, at EIB med urette havde nægtet aktindsigt. Hun vurderede oplysningerne fra klageren og EIB og inspicerede de ønskede dokumenter.

Ombudsmandens forslag til en løsning

5. Ombudsmanden var enig i, at udbredelsen af de omtvistede interne dokumenter kunne skade EIB’s opfølgning, mens den var i gang.

6. Ombudsmanden var imidlertid ikke overbevist af EIB's argumenter vedrørende rapporten og henstillingen. Selv om der gælder en generel formodning mod videregivelse for OLAF's rapporter, som følges op af en EU-institution eller et nationalt organ, fandt Ombudsmanden, at denne generelle formodning blev afkræftet i denne sag. Hun bemærkede, at væsentlige dele af rapporten og henstillingen afspejler oplysninger, der allerede er offentligt tilgængelige. 

7. Ombudsmanden fandt også, at der er en meget stærk mere tungtvejende offentlig interesse i offentliggørelse i denne sag i betragtning af det alvorlige misbrug af offentlige midler og misvisende fremstillinger fra en førende europæisk virksomheds side med hensyn til deres formål.  

8. Ombudsmanden foreslog derfor, at EIB kun skulle give offentligheden adgang til OLAF's rapport og henstilling med passende redigeringer af personoplysninger ^[2].

9. EIB anførte, at den i princippet var villig til at give offentligheden adgang til en redigeret udgave af OLAF's rapport. Den fandt imidlertid, at de øvrige involverede offentlige interesser, såsom den offentlige interesse i at beskytte OLAF's undersøgelsesfunktion, bør beskyttes ved at redigere OLAF's rapport ud over personoplysninger. Med henblik herpå rådførte EIB sig med OLAF som ophavsmand til rapporten. OLAF gjorde indsigelse mod enhver udbredelse under henvisning til den generelle formodning om manglende udbredelse og accepterede ikke, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

10. EIB var af den opfattelse, at den afhang af OLAF's samarbejde med henblik på at identificere alle oplysninger, der ville underminere OLAF's undersøgelsesfunktion, hvis de blev videregivet. Den var af den opfattelse, at den var forpligtet til at sikre fortroligheden af OLAF’s undersøgelse, selv efter at den var afsluttet, og de opfølgende foranstaltninger var blevet truffet.

11. EIB pegede også på sin unikke status som EU-organ, men også som bank. Den hævdede, at offentliggørelse af oplysninger om rentesatsen på det pågældende lån eller om Volkswagens likviditetssituation ville undergrave kundernes tillid og tiltro samt dens egen position i fremtidige låneforhandlinger.  

12. EIB konkluderede, at den ikke var i stand til at foretage de nødvendige redigeringer til beskyttelse af OLAF's undersøgelsesfunktioner, og afviste Ombudsmandens løsningsforslag ^[3] EIB offentliggjorde imidlertid et resumé ^[4].

Ombudsmandens henstilling

13. Ombudsmanden fastholdt, at der er en åbenlys og mere tungtvejende offentlig interesse i at offentliggøre OLAF's rapport og henstilling, herunder oplysningerne om de relevante tidsfrister og den fordelagtige rentesats, som ikke findes i det offentliggjorte resumé. Hun mente, at der kunne gives delvis aktindsigt i rapporten og henstillingen, navnlig da EIB's opfølgningsforanstaltninger i mellemtiden var blevet afsluttet.

14. Ombudsmanden bemærkede, at OLAF's undersøgelsesaktiviteter, der er illustreret i den ønskede rapport, synes at være helt normale og rutinemæssige for ethvert undersøgelsesorgan.

15. Ombudsmanden var fortsat overbevist om, at der kunne opnås gennemsigtighed i dette tilfælde uden at bringe EIB's rolle eller den tillid, der var til den, i fare. Ombudsmanden fandt navnlig, at de kommercielle oplysninger i rapporten var temmelig gamle og derfor ikke længere følsomme. Hun mente også, at offentliggørelsen af rapporten og henstillingen (hensigtsmæssigt redigeret) sandsynligvis ville øge tilliden til EIB.

16. Ombudsmanden var af den opfattelse, at oplysningerne i OLAF's rapport og henstilling, selv om de ikke selv var omfattet af definitionen af "miljøoplysninger", vedrørte emissioner til miljøet, og at der i betragtning af de påviste sundhedsrisici ved forurening forårsaget af emissioner var en mere tungtvejende offentlig interesse i offentliggørelse ^[5].

17. Ombudsmanden var også fortsat overbevist om, at der kunne gives delvis aktindsigt i de ønskede dokumenter uden at underminere privatlivets fred for de personer, der er nævnt i dokumenterne.

18. Ombudsmanden konkluderede, at EIB's afslag på at give aktindsigt i behørigt redigerede udgaver af OLAF's rapport og henstilling udgjorde fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden anbefalede, at EIB gav aktindsigt i de ønskede dokumenter med passende redigeringer af personoplysninger, dvs. enhver tekst, der kunne føre til identifikation af enkeltpersoner ^[6].

19. Eftersom EIB’s opfølgning var afsluttet, var Ombudsmanden også af den opfattelse, at de interne dokumenter, der var omhandlet i klagerens begæring om aktindsigt (to notater fra EIB af 5. oktober 2017 og 9. oktober 2017), også delvist skulle udleveres.

20. Som svar herpå fastholdt EIB, at den i princippet var villig til at give klageren delvis aktindsigt i OLAF’s rapport og henstilling, men at den ikke selv var i stand til at redigere dokumenterne korrekt.

21. EIB oplyste, at den på ny havde hørt OLAF. OLAF fortsatte med at modsætte sig enhver udlevering af dokumenterne, selv i redigeret form, på grundlag af behovet for at beskytte de berørte personers rettigheder og privatliv og sikre effektiviteten af de nationale administrative og retslige procedurer.

22. EIB var uenig i Ombudsmandens synspunkt om, at oplysningerne i de ønskede dokumenter kan betegnes som "oplysninger vedrørende emissioner til miljøet". Den fandt derfor, at der ikke var grundlag for en mere tungtvejende offentlig interesse på grundlag af dette argument.

23. EIB gentog også, at dens særlige rolle som bank skal tages i betragtning, og at offentliggørelsen af nogle af oplysningerne i rapporten ville underminere det tillidsforhold, den har til sine kunder, og dens evne til at fungere korrekt på markederne. I sidste ende ville dette underminere EIB's og EU's finansielle og økonomiske politik ^[7].

Ombudsmandens vurdering efter henstillingen

24. Ombudsmanden tager hensyn til de synspunkter, som EIB gav udtryk for i sit svar på sin henstilling vedrørende oplysninger, som den mente burde redigeres ud over personoplysninger. Hendes synspunkter om styrken af sagen om delvis offentliggørelse af dokumenterne i offentlighedens interesse, som beskrevet i detaljer i hendes henstilling, forbliver imidlertid uændrede. Hun er derfor skuffet over EIB's manglende accept af hendes anbefaling.

25. Selv om hun ikke deler EIB's synspunkter, roser Ombudsmanden EIB for i løbet af denne undersøgelse at have offentliggjort et sammendrag af OLAF's rapport på sit websted. Ombudsmanden anerkender også EIB's gode samarbejde i denne sag og dens reelle hensigt om at forfølge muligheden for en løsning.  

26. I betragtning af at EIB anerkendte, at der er en betydelig offentlig interesse i denne sag, beklager Ombudsmanden, at EIB ikke anså sig for at være i stand til at foretage de nødvendige redigeringer af OLAF's rapport og henstilling. Hun noterer sig og beklager OLAF's fortsatte modstand, som rapporteret af EIB, mod enhver fremlæggelse af oplysninger. Under disse omstændigheder er hun imidlertid af den opfattelse, at hun ikke kan gå videre med sagen, og hun afslutter derfor sin undersøgelse.

Konklusion

På grundlag af undersøgelsen afslutter Ombudsmanden denne sag med følgende konklusion:

Ved ikke at acceptere Ombudsmandens henstilling har Den Europæiske Investeringsbank ikke anerkendt den tungtvejende offentlige interesse i offentliggørelsen (med passende redigeringer) af OLAF's rapport om EIB's lån til Volkswagen.

Klageren og EIB vil blive underrettet om denne afgørelse.

Emily O'Reilly

Den Europæiske Ombudsmand

Strasbourg, den 28.11.2019

[1] I henhold til Den Europæiske Investeringsbank-Gruppes gennemsigtighedspolitik af 6. marts 2015, som findes på https://www.eib.org/attachments/strategies/eib_group_transparency_policy_en.pdf.

[2] Yderligere oplysninger om baggrunden for klagen, parternes argumenter og Ombudsmandens undersøgelse findes i den fulde ordlyd af Ombudsmandens forslag til en løsning på: https://www.ombudsman.europa.eu/en/solution/en/111782.

[3] Den fulde ordlyd af EIB's svar på Ombudsmandens forslag til en løsning findes på:

https://www.ombudsman.europa.eu/en/correspondence/en/112007.

[4] Se https://www.eib.org/attachments/press/summary-olaf-report-antrieb-rdi-volkswagen-ag.pdf.

[5] Artikel 5, stk. 7, i EIB's TP.

[6] Den fulde ordlyd af Ombudsmandens henstilling findes på: https://www.ombudsman.europa.eu/da/recommendation/da/111836.

[7] Den fulde ordlyd af EIB's svar på Ombudsmandens henstilling findes på:

https://www.ombudsman.europa.eu/en/correspondence/en/115899.