Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give offentlig adgang til en ansøgning om anerkendelse af et mineraludvindings- og -forarbejdningsprojekt som et "strategisk projekt" i henhold til forordningen om kritiske råstoffer og Kommissionens tilhørende vurdering. Kommissionen fandt, at fremlæggelse af oplysninger ville skade den pågældende virksomheds forretningsmæssige interesser, herunder fordi projektet ikke var blevet udpeget som et strategisk projekt. Klageren hævdede bl.a., at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen, og hævdede, at de omtvistede dokumenter sandsynligvis indeholder vigtige miljøoplysninger.

På grundlag af undersøgelsesholdets undersøgelse af de omtvistede dokumenter fandt Ombudsmanden, at det havde været rimeligt for Kommissionen at antage, at udbredelsen ville skade det pågældende selskabs forretningsmæssige interesser. Selv om dokumenterne indeholder visse oplysninger om projektets forventede miljømæssige og sociale virkninger, var dette desuden ikke tilstrækkeligt til at fastslå en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Ombudsmanden afsluttede derfor undersøgelsen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser i Kommissionens afslag på aktindsigt.

Sagen vedrørte den tid, det tog Europa-Kommissionen at afslutte en traktatbrudsprocedure, som den indledte i 2016 mod Spanien om landets overholdelse af EU's regler om ekstern støj. Klageren, en gruppe interesserede borgere, der var berørt af lufthavnsstøj i Spanien, klagede over, at den tid, som Kommissionen havde brugt på at undersøge sagen, ikke var rimelig.

Ombudsmanden fandt, at der var en periode på tre år, som ikke viste tegn på, at Kommissionen havde truffet foranstaltninger, hvilket udgjorde fejl eller forsømmelser.

Kommissionen genoptog efterfølgende behandlingen af sagen, hvilket betyder, at det ikke ville tjene noget formål at fremsætte en henstilling. I betragtning af de store konsekvenser for folkesundheden af de pågældende spørgsmål forventer Ombudsmanden, at Kommissionen behandler traktatbrudsproceduren som en prioritet.

De tre sager vedrører, hvordan Europa-Kommissionen anvendte sine regler om "bedre regulering" og andre proceduremæssige krav ved udarbejdelsen af lovgivningsforslag vedrørende virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed (983/2025/MAS), bekæmpelse af smugling af migranter (2031/2024/VB) og den fælles landbrugspolitik (1379/2024/MIK). Kommissionen anså disse forslag for at være presserende og undlod derfor at tage de skridt, der er fastsat i dens regler, såsom konsekvensanalyser og offentlige høringer. Klagerne, som er civilsamfundsorganisationer, mente, at disse udeladelser var i strid med Kommissionens regler om bedre regulering. I to tilfælde hævdede klagerne også, at Kommissionen undlod at kontrollere lovgivningsforslagenes overensstemmelse med EU's klimamål som krævet i den europæiske klimalov. I et tilfælde var klageren endvidere bekymret over, at Kommissionen overtrådte sin forretningsorden om høringer på tværs af tjenestegrenene.   

Ombudsmanden indledte undersøgelser af de tre sager. Hun modtog Kommissionens skriftlige svar i alle tre sager, gennemgik Kommissionens relevante sagsakter, og hendes undersøgelsesteam mødtes med repræsentanter for Kommissionen i forbindelse med to undersøgelser.

Kommissionen svarede, at reglerne om "bedre regulering" ikke er bindende lovgivning, men et sæt politiske værktøjer til indsamling af relevante oplysninger, der bør anvendes på en forholdsmæssig måde. Den fremførte også, at den havde indsamlet al relevant dokumentation inden vedtagelsen af de pågældende lovgivningsforslag, hørt interessenterne og gennemført klimakonsistensvurderingerne og den tværtjenstlige høring i overensstemmelse med de gældende regler.

På grundlag af sine undersøgelser konstaterede Ombudsmanden en række proceduremæssige mangler i den måde, hvorpå Kommissionen udarbejdede de lovgivningsforslag, der tilsammen udgør fejl eller forsømmelser.

Ombudsmanden fandt navnlig, at Kommissionen anlagde en bred fortolkning af "hastende" og ikke i tilstrækkelig grad begrundede "hastende" lovgivningsforslag over for offentligheden og dokumenterede sine undtagelser fra de gældende regler om bedre regulering. Ombudsmanden fandt også, at Kommissionen ikke har indført en procedure, der som krævet i traktaterne og retspraksis kan sikre en gennemsigtig, evidensbaseret og inklusiv udarbejdelse af "hastende" lovgivningsforslag. Ombudsmanden fandt endvidere, at Kommissionen ved ikke at føre korrekte fortegnelser over obligatoriske overensstemmelseskontroller af sine forslag i forhold til EU's klimamål undlod at handle på en ansvarlig måde.

For at afhjælpe disse mangler fremsatte Ombudsmanden to henstillinger. Ombudsmanden anbefalede, at Kommissionen bør sikre en forudsigelig, konsekvent og ikkevilkårlig anvendelse af sine regler om bedre regulering ved at definere "hastende" situationer, der berettiger en undtagelse fra kravene i reglerne. Hvis der indrømmes undtagelser, bør Kommissionen desuden indføre en procedure for at sikre, at den hurtige udarbejdelse af lovgivningsforslag stadig er i overensstemmelse med principperne om en gennemsigtig, evidensbaseret og inklusiv lovgivningsproces. For at bistå Kommissionen med denne opgave fremsatte Ombudsmanden fire forslag, som omfatter en præcisering af reglerne for høring af interessenter i forbindelse med hasteforslag og sikring af, at dokumentationen til støtte for dens forslag offentliggøres i god tid for at muliggøre en offentlig debat, inden lovgivningen vedtages.

Sagen drejede sig om, hvordan Europa-Kommissionen behandlede en overtrædelsesklage vedrørende luftkvaliteten i Bolzano i Trentino-Alto Adige/Südtirol. Kommissionen havde oprindeligt stillet behandlingen af klagen i bero i afventning af udfaldet af verserende retssager vedrørende samme sag. Efter EU-Domstolens dom meddelte Kommissionen klageren, at den havde til hensigt at afslutte sagen.

Ombudsmanden forhørte sig om den tid, det tog Kommissionen at behandle klagen. Under undersøgelsen traf Kommissionen sin endelige beslutning om at afslutte sagen.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen havde holdt klageren underrettet, og at det ikke havde taget urimelig lang tid at behandle klagen.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen med den konklusion, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.