Sagen vedrørte Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) afslag på at give fuld aktindsigt i dokumenter vedrørende undersøgelser og henstillinger fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF). EIB identificerede en lang række dokumenter som værende omfattet af klagerens anmodning, herunder OLAF's endelige rapporter og henstillinger samt EIB's egne disciplinære afgørelser. EIB gav delvis aktindsigt i ti af de 13 identificerede endelige OLAF-rapporter, men afslog at give aktindsigt i de resterende dokumenter i deres helhed. Med hensyn til EIB's disciplinære afgørelser fremlagde EIB et resumé af de disciplinære opfølgningsforanstaltninger, der var truffet. I denne forbindelse støttede EIB sig på undtagelser til aktindsigt i sine gennemsigtighedsregler og gjorde gældende, at fuld udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af personoplysninger, formålet med undersøgelser og dens beslutningsproces.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse, og hendes undersøgelseshold undersøgte de omtvistede dokumenter i klagerens anmodning om aktindsigt. Inspektionen viste, at en betydelig del af oplysningerne i disse dokumenter udgjorde personoplysninger, som, hvis de blev videregivet, kunne gøre det muligt at identificere de enkelte ansatte i EIB, der blev undersøgt af OLAF. I betragtning af den vanskelige afvejning, der var nødvendig for at afgøre, om offentliggørelse kunne føre til identifikation af enkeltpersoner, og i betragtning af at EIB havde givet klageren et overblik over de opfølgende foranstaltninger, der var truffet, og de pålagte sanktioner, fandt Ombudsmanden, at EIB's afslag på at give fuld aktindsigt generelt var rimeligt. Hun afsluttede derfor sagen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser. Selv om en betydelig del af oplysningerne i de tilbageholdte dokumenter klart udgør personoplysninger, bemærkede Ombudsmanden imidlertid, at en del af oplysningerne, selv om de var begrænsede, var af administrativ karakter og ikke udgjorde personoplysninger. Hun foreslog derfor, at EIB overvejer, om i det mindste nogle dele af dens disciplinære afgørelser, der indeholder rent administrative oplysninger, kan videregives uden risiko for videregivelse af personoplysninger.

Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i et dokument vedrørende Europa-Kommissionens beslutning om at udpege et mineraludvindingsprojekt i Serbien som et "strategisk projekt" i henhold til forordningen om kritiske råstoffer (CRMA). Klageren anmodede specifikt om adgang til det pågældende tredjelands relevante godkendelse af denne afgørelse. Klageren havde indgivet sin anmodning til Europa-Kommissionen i juli 2025.

Kommissionen svarede første gang i august 2025. Den identificerede et dokument som værende omfattet af begæringen om aktindsigt, som den afslog at give aktindsigt i i sin helhed. I den forbindelse hævdede Kommissionen, at fremlæggelse af oplysninger kunne undergrave EU's internationale forbindelser med det land, hvor projektet er beliggende.

Klageren anfægtede Kommissionens afgørelse ved at indgive en "genfremsat begæring" i september 2025. Da Kommissionen ikke gav et udtrykkeligt svar, henvendte klageren sig til Ombudsmanden i oktober 2025.

Ombudsmanden indledte en undersøgelse af Kommissionens implicitte afslag på aktindsigt og anmodede som et første skridt Kommissionen om hurtigst muligt at vedtage et udtrykkeligt svar på klagerens genfremsatte begæring. I mangel af et svar inden for den fastsatte frist inspicerede Ombudsmandens undersøgelseshold det pågældende dokument sammen med dokumentation for høringen af det pågældende tredjeland.

Kommissionen svarede klageren i maj 2026 og gav bred delvis aktindsigt i det omtvistede dokument, idet den kun redigerede begrænsede personoplysninger, hvilket klageren ikke anfægtede. Ombudsmanden fandt derfor, at klagen over Kommissionens implicitte afslag på aktindsigt var blevet afgjort ved den aktindsigt, der nu var givet. Når det er sagt, beklagede Ombudsmanden Kommissionens forsinkelse med behandlingen af klagerens anmodning om aktindsigt, som fortsatte, selv efter at hun havde indledt sin undersøgelse. Ombudsmanden overvåger fortsat nøje spørgsmålet om forsinkelser på grundlag af de klager, der er indgivet til hende.

 

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give aktindsigt i dokumenter vedrørende ansøgninger om projekter vedrørende udvinding og forarbejdning af mineraler, der skal anerkendes som "strategiske projekter" i henhold til forordningen om kritiske råstoffer. Klageren anmodede specifikt om adgang til fire kommissionsafgørelser, der gav — eller ikke gav — status som strategisk projekt, og til dele af ansøgningerne fra 12 projekter, der er beliggende i EU, og hvis ansøgninger er blevet imødekommet. Kommissionen fandt, at udbredelsen af dokumenterne ville være til skade for de berørte selskabers forretningsmæssige interesser, idet den med hensyn til størstedelen af de omtvistede dokumenter støttede sig på en generel formodning for afslag på aktindsigt. Klageren hævdede bl.a., at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen, da dokumenterne sandsynligvis indeholder vigtige miljøoplysninger.

Ombudsmanden fandt, at det på grund af selve deres karakter var urimeligt for Kommissionen at anvende en generel formodning om afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende udpegelsen af projekter vedrørende kritiske råstoffer som strategiske projekter i henhold til forordningen om kritiske råstoffer. På grundlag af undersøgelsesholdets undersøgelse af dokumenterne fandt Ombudsmanden desuden, at de ikke indeholdt følsomme oplysninger under hele forløbet, herunder fordi store dele af dem allerede var blevet offentliggjort lovligt på det tidspunkt, hvor Kommissionen fremsatte sin endelige holdning til klagerens anmodning om aktindsigt. Ombudsmanden var også af den opfattelse, at dokumenterne indeholder omfattende miljøoplysninger, herunder "oplysninger vedrørende emissioner til miljøet", for hvilke der anses at foreligge en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen. Ombudsmanden konkluderede derfor, at Kommissionens afslag på at give aktindsigt udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Hun anbefalede Kommissionen at tage sin holdning op til fornyet overvejelse med henblik på at give bred aktindsigt i de omtvistede dokumenter.

Sagen vedrørte Europa-Parlamentets afslag på at give aktindsigt i dokumenter vedrørende to undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vedrørende forseelser begået af ansatte. Ved afslaget på aktindsigt påberåbte Parlamentet sig fire undtagelser i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt med den begrundelse, at udbredelse ville være til skade for privatlivets fred og integriteten for de personer, der er berørt af OLAF's undersøgelser, formålet med disse undersøgelser, igangværende retssager og dets beslutningsproces.

Ombudsmandens undersøgelseshold inspicerede de omtvistede dokumenter, og på grundlag af inspektionen fandt Ombudsmanden, at det for så vidt angår dokumenterne vedrørende en af undersøgelserne var rimeligt for Parlamentet at anvende den generelle formodning om hemmeligholdelse, som EU-institutionerne kan påberåbe sig, mens OLAF's undersøgelser er i gang, og så længe der ikke er forløbet en rimelig frist for opfølgningsaktiviteter fra de myndigheder, der gennemfører OLAF's henstillinger. 

I betragtning af de særlige omstændigheder i forbindelse med de to omhandlede OLAF-undersøgelser fandt Ombudsmanden også, at Parlamentet havde været berettiget til at antage, at redigering af dokumenterne ikke ville efterlade noget materielt indhold, da de indeholder en betydelig mængde personoplysninger. Da klageren ikke havde fastslået et behov for videregivelse af personoplysningerne til et specifikt formål i offentlighedens interesse som krævet i EU-lovgivningen om databeskyttelse, fandt Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser og afsluttede sagen.

Denne sag vedrørte Europa-Kommissionens behandling af en journalists anmodning om aktindsigt i dokumenter vedrørende en arbejdsrejse til Israel foretaget af Kommissionens koordinator for bekæmpelse af antisemitisme og fremme af jødisk liv. Kommissionen afviste at bekræfte eller benægte eksistensen af sådanne dokumenter under henvisning til EU's databeskyttelsesregler. Den hævdede, at selv en anerkendelse af eksistensen af sådanne dokumenter ville svare til en overførsel af personoplysninger uden behov for et specifikt formål i offentlighedens interesse, hvilket den konkluderede, at klageren ikke havde påvist.

Under undersøgelsen bekræftede Kommissionen over for Ombudsmandens undersøgelseshold, at rejsen havde fundet sted, og at den havde dækket udgifterne til denne rejse, hvorved de centrale problemer med gennemsigtighed, som klageren havde rejst, var blevet løst.

Ombudsmanden fandt, at der var en offentlig interesse i offentlig kontrol med koordinatorens faglige aktiviteter i betragtning af rollens synlighed og emnets følsomhed. Efter at Kommissionen havde bekræftet arbejdsrejsen, og at den havde dækket omkostningerne i overensstemmelse med de gældende regler, fandt Ombudsmanden imidlertid, at offentlighedens interesse i at kontrollere koordinatorens erhvervsmæssige aktiviteter var opfyldt.

Ombudsmanden fremsatte imidlertid et forslag til forbedring til Kommissionen, nemlig at den proaktivt bør offentliggøre sammendrag af koordinatorens officielle aktiviteter, herunder oplysninger om arbejdsrejser, for at øge gennemsigtigheden.

Ombudsmanden afsluttede sagen og konkluderede, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser.