Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give delvis eller bredere aktindsigt i to dokumenter vedrørende et projekt finansieret i partnerskab med UNICEF. Kommissionen støttede sit afslag på aktindsigt på fem undtagelser, der er fastsat i EU-lovgivningen om aktindsigt, nemlig behovet for at beskytte offentlighedens interesser med hensyn til internationale forbindelser og Unionens eller en medlemsstats finanspolitik, valutapolitik eller økonomiske politik samt beskyttelsen af dens beslutningsproces, tredjemands forretningsmæssige interesser og fysiske personers privatliv og integritet, herunder deres personoplysninger.

På grundlag af undersøgelsen af de omtvistede dokumenter var Ombudsmanden ikke overbevist af Kommissionens argumenter om, at en delvis eller bredere udbredelse (alvorligt) ville være til skade for beskyttelsen af de påberåbte interesser. Ombudsmanden fremsatte et forslag til en løsning, hvori Kommissionen blev anmodet om at tage sin holdning til anmodningen op til fornyet overvejelse med henblik på at give den størst mulige aktindsigt i de omtvistede dokumenter. Hun mindede også Kommissionen om dens forpligtelse til at træffe beslutninger inden for en rimelig frist og begrunde sine beslutninger.

Kommissionen accepterede Ombudsmandens forslag til en løsning og gav klageren delvis og bredere adgang til dokumenterne. Ombudsmanden glædede sig over Kommissionens positive svar på hendes forslag til en løsning, som afgjorde klagen.  

Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i dokumenter i forbindelse med disciplinærsager efter en undersøgelse og henstilling fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) til Kommissionen. Kommissionen identificerede 23 dokumenter som værende omfattet af anmodningen og afslog at give aktindsigt i alle dokumenter i deres helhed. Kommissionen baserede sig herved på behovet for at beskytte personoplysninger.

Da klageren anmodede Kommissionen om at revidere sin afgørelse, bekræftede Kommissionen afslaget på aktindsigt under påberåbelse af en generel formodning om fortrolighed som følge af beskyttelsen af formålet med undersøgelser. Kommissionen hævdede også, at der ikke kan gives aktindsigt for at beskytte de personoplysninger, der er indeholdt i dokumenterne.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionens anvendelse af en generel formodning for fortrolighed efter afslutningen af den pågældende disciplinærsag ikke var rimelig. På grundlag af en undersøgelse af de omtvistede dokumenter fandt Ombudsmanden, at selv om det kan være nødvendigt at redigere dele af dokumenterne for at forhindre identifikation af enkeltpersoner eller for at beskytte formålet med fremtidige undersøgelser, indeholder dokumenterne ikke følsomme oplysninger under hele forløbet. Ombudsmanden foreslog således som en løsning, at Kommissionen genovervejer sin holdning til begæringen om aktindsigt med henblik på at give meningsfuld delvis aktindsigt i de ønskede dokumenter.

Som svar herpå bekræftede Kommissionen sin påberåbelse af en generel formodning for fortrolighed og fandt, at en meningsfuld delvis aktindsigt under alle omstændigheder ikke var mulig uden at videregive personoplysninger og bringe beskyttelsen af formålet med Kommissionens disciplinære undersøgelser i fare.

Ombudsmanden beklagede, at Kommissionen ikke gav delvis aktindsigt efter hendes forslag til en løsning. Ombudsmanden fandt, at Kommissionens behandling af denne anmodning om aktindsigt udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Da Kommissionen havde revurderet sin holdning til klagerens anmodning om aktindsigt efter Ombudsmandens forslag til en løsning og var kommet til samme konklusion som i sin bekræftende afgørelse, så Ombudsmanden ikke noget nyttigt formål med at fortsætte denne undersøgelse med en formel henstilling om sagen. Hun afsluttede derfor sagen.

Sagen vedrørte den tid, det tog Europa-Kommissionen at afslutte sin vurdering af en traktatbrudsklage mod Spanien, der blev indgivet i 2018. Traktatbrudsklagen vedrørte de lovgivningsmæssige ændringer, der blev indført i 2014 i den spanske havnelov, og den efterfølgende forlængelse fra havnemyndigheden på De Baleariske Øer af varigheden af koncessioner til udøvelse af rekreative vandsportsaktiviteter på det offentlige område i havnen. I deres traktatbrudsklage gjorde klageren i det væsentlige gældende, at de nævnte lovgivningsmæssige ændringer og de baleariske øers havnemyndigheds forlængelse af koncessionernes varighed var i strid med artikel 49, 56 og 106 i TEUF.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen ikke havde påvist, at den havde været omhyggelig og aktiv i sagen, og at den ikke havde givet overbevisende begrundelser for, hvorfor den ikke havde været i stand til at afslutte sin vurdering efter mere end syv år. Ombudsmanden fandt, at dette udgjorde fejl eller forsømmelser, og fremsatte en henstilling om, at Kommissionen straks skulle afslutte sin vurdering. Ombudsmanden identificerede også spørgsmål vedrørende oplysninger til klageren og registrering i forbindelse med den EU Pilot-dialog, som Kommissionen førte med Spanien, og hun fremsatte to tilsvarende forslag til forbedringer i denne henseende.

Selv om Kommissionen indledte en ny dialog forud for traktatbrudssagen (tidligere kendt som EU Pilot-dialogen) med Spanien efter indledningen af Ombudsmandens undersøgelse, havde Kommissionen ikke afsluttet sin vurdering af traktatbrudsklagen, da Ombudsmanden afsluttede denne sag. Den havde heller ikke givet en rimelig begrundelse for den tid, der var gået. Ombudsmanden bekræftede som sådan sin konstatering af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden vil fortsat overvåge Kommissionens registrering i forbindelse med dialoger forud for traktatbrudssager samt den måde, hvorpå den kommunikerer med klagere, når den afslutter disse dialoger.