Sagen vedrørte Kommissionens afslag på at give aktindsigt i dokumenter vedrørende statsstøtteundersøgelser, hvor personer var blevet anerkendt som en "interesseret part", selv om de hverken var støttemodtager eller konkurrent. Ved afslaget på aktindsigt støttede Kommissionen sig på en generel formodning om afslag på aktindsigt, idet den gjorde gældende, at udleveringen af ethvert dokument ville skade formålet med dens undersøgelser og de berørte virksomheders forretningsmæssige interesser. Klageren anfægtede Kommissionens holdning. Han gjorde nærmere bestemt gældende, at der ville være en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen, dvs. behovet for at undersøge Kommissionens praksis med at anerkende klagere som »interesserede parter«. Klagen gav navnlig anledning til bekymring for, at Kommissionen kunne fortolke dette begreb for snævert og dermed kun anerkende støttemodtagere eller konkurrenter som "interesserede parter", der har ret til at indgive en klage.

På grundlag af sin undersøgelse fandt Ombudsmanden, at klageren søgte statistiske oplysninger om Kommissionens praksis snarere end aktindsigt i specifikke dokumenter. I lyset heraf fremsatte Ombudsmanden et forslag til en løsning og opfordrede Kommissionen til at behandle klagerens anmodning som en anmodning om oplysninger og til at give ham relevante oplysninger om sin statsstøtteprocedure, der ville imødekomme de betænkeligheder, som han havde givet udtryk for.

Kommissionen accepterede Ombudsmandens forslag til en løsning og gav klageren detaljerede oplysninger om sin praksis i forbindelse med undersøgelsen af potentielt ulovlig statsstøtte, herunder oplysninger om stikprøvesager. Klageren var tilfreds med dette svar. Ombudsmanden glædede sig over Kommissionens positive svar på hendes forslag til en løsning og afsluttede undersøgelsen.

Sagen vedrørte den tid, det tog Europa-Kommissionen at afslutte sin vurdering af en traktatbrudsklage mod Spanien, der blev indgivet i 2018. Traktatbrudsklagen vedrørte de lovgivningsmæssige ændringer, der blev indført i 2014 i den spanske havnelov, og den efterfølgende forlængelse fra havnemyndigheden på De Baleariske Øer af varigheden af koncessioner til udøvelse af rekreative vandsportsaktiviteter på det offentlige område i havnen. I sin traktatbrudsklage gjorde klageren i det væsentlige gældende, at de nævnte lovændringer og de baleariske øers havnemyndigheds forlængelse af koncessionernes varighed var i strid med artikel 49, 56 og 106 i TEUF.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen ikke havde påvist, at den havde været omhyggelig og aktiv i sagen, og at den ikke havde givet overbevisende begrundelser for, hvorfor den ikke havde været i stand til at afslutte sin vurdering efter mere end syv år. Ombudsmanden fandt, at dette udgjorde fejl eller forsømmelser, og fremsatte en henstilling om, at Kommissionen straks skulle afslutte sin vurdering. Ombudsmanden identificerede også spørgsmål vedrørende oplysninger til klageren og registrering i forbindelse med den EU Pilot-dialog, som Kommissionen førte med Spanien, og hun fremsatte to tilsvarende forslag til forbedringer i denne henseende.

Sagen vedrørte, hvordan Europa-Kommissionen afbødede de risici for interessekonflikter, der var forbundet med et job i den private sektor, som en tidligere leder havde påtaget sig. Den ansatte, som tidligere havde været ansat i Kommissionens konkurrenceafdeling, flyttede til et tværnationalt [redigeret] selskab som øverste leder med ansvar for konkurrence- og reguleringsspørgsmål, herunder for Europa. Før den tidligere medarbejder overgik til stillingen i [det redigerede] selskab, havde han forladt Kommissionen og tilsluttet sig et globalt advokatfirma. Kommissionen havde givet tilladelse til flytningen til advokatfirmaet, efter at den tidligere ansatte havde meddelt Kommissionen, at han agtede at tiltræde denne stilling.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen i forbindelse med godkendelsen af flytningen til advokatfirmaet havde vedtaget foranstaltninger til at mindske risikoen ved den tidligere ansatte, der arbejdede med sager eller sager, der ville være relevante for jobbet i advokatfirmaet. Kommissionens beslutning om at godkende flytningen til advokatfirmaet omfattede også flere begrænsninger. Den tidligere ansatte havde f.eks. forbud mod direkte eller indirekte at arbejde med sager, der henhørte under den tidligere ansattes ansvar, mens han var i tjeneste, eller sager, der var direkte forbundet med dem. For at hjælpe den tidligere ansatte med at identificere de sager, der kunne give anledning til interessekonflikter på et hvilket som helst tidspunkt efter udtrædelsen af tjenesten, udarbejdede Kommissionen en liste over sager, som den ajourførte, efter at den ansatte reelt var udtrådt af tjenesten.

Ombudsmandens undersøgelse bekræftede, at Kommissionen anvendte en solid tilgang til i forbindelse med den tidligere ansattes efterfølgende rolle i den [redigerede] virksomhed at vurdere, om konkurrencesager, der ikke er opført på ovennævnte liste, ikke desto mindre kunne føre til en interessekonflikt, fordi de vedrører sager, som den tidligere ansatte havde været ansvarlig for. Ombudsmanden hilste denne tilgang velkommen.

Ombudsmanden afsluttede undersøgelsen og konkluderede, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser i den måde, hvorpå Kommissionen håndterede de risici for interessekonflikter, der var forbundet med den pågældende stilling.