Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i risikovurderingsrapporten for 2023 fra en stor social medieplatform om dens overholdelse af bestemmelserne i forordningen om digitale tjenester. Kommissionen gav afslag på aktindsigt i rapporten med henvisning til undtagelser i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt (forordning 1049/2001). Den fandt, at der var en generel formodning om, at offentliggørelsen af rapporten ville skade platformens forretningsmæssige interesser samt dens igangværende undersøgelse af platformens overholdelse af sine forpligtelser i henhold til forordningen om digitale tjenester. Kommissionen foretog derfor ikke en individuel vurdering af rapporten med henblik på at fastslå dens eventuelle udbredelse.

Ombudsmanden fandt, at det var urimeligt at anvende en generel formodning om hemmeligholdelse på en risikovurderingsrapport, der var udarbejdet inden for rammerne af forordningen om digitale tjenester. Ombudsmanden fandt, at de omstændigheder, hvorunder EU's domstole har anerkendt muligheden for at anvende en generel formodning, er meget forskellige fra de regler, der gælder for risikovurderingsrapporter. På denne baggrund var Ombudsmandens foreløbige opfattelse, at Kommissionens påberåbelse af en generel formodning udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Da Kommissionen fastholdt sin holdning, bekræftede Ombudsmanden sit synspunkt om, at påberåbelsen af en generel formodning om hemmeligholdelse udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Hun anbefalede, at Kommissionen foretog en individuel vurdering af den pågældende risikovurderingsrapport med henblik på at give den bredest mulige aktindsigt i overensstemmelse med forordning 1049/2001.

Kommissionen accepterede ikke Ombudsmandens henstilling og gentog sin holdning om, at det generelt kan formodes, at udbredelsen af risikovurderingsrapporten ville være til skade for beskyttelsen af formålet med dens DSA-undersøgelse og den pågældende platforms kommercielle interesser. Den var også af den opfattelse, at den ikke på nogen måde kunne vurdere, om rapporten indeholdt kommercielt følsomme oplysninger, og at klagerens interesse var af privat karakter.

Ombudsmanden beklagede Kommissionens svar. Hun var fortsat ikke overbevist om, at en generel formodning om hemmeligholdelse kunne anvendes på risikovurderingsrapporter, der udarbejdes i henhold til forordningen om digitale tjenester, herunder efter at den pågældende platform har offentliggjort en redigeret udgave af rapporten. Ombudsmanden fandt også, at det at kunne kontrollere, om en meget stor onlineplatform overholder sine forpligtelser i henhold til forordningen om digitale tjenester, udgør en offentlig interesse i offentliggørelse, som Kommissionen burde have afvejet mod de interesser, den søgte at beskytte. Endelig bemærkede Ombudsmanden, at vurderingen af kommercielt følsomme oplysninger er en del af EU-institutionernes forpligtelser i henhold til forordning 1049/2001.

Ombudsmanden afsluttede derfor sagen og bekræftede sin konstatering af fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i dokumenter, som Europa-Kommissionen var i besiddelse af, vedrørende mulige udvekslinger eller korrespondance med de rumænske myndigheder om præsidentvalget i Rumænien i 2024. Kommissionen identificerede et sæt dokumenter vedrørende to undersøgelser i henhold til forordningen om digitale tjenester og gav afslag på aktindsigt. Kommissionen hævdede specifikt, at dokumenterne var omfattet af en generel formodning om afslag på aktindsigt, og at udbredelsen ville være til skade for beskyttelsen af formålet med undersøgelser og en virksomheds forretningsmæssige interesser.

Klageren anmodede Kommissionen om at tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse med den begrundelse, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af oplysningerne. Da Kommissionen fastholdt sit afslag på aktindsigt i dokumenterne, henvendte klageren sig til Ombudsmanden.

Ombudsmandens undersøgelseshold undersøgte de omtvistede dokumenter. Ombudsmanden anmodede også Kommissionen om at fremlægge en detaljeret liste over identificerede dokumenter, der kunne deles med klageren.

På grundlag af inspektionen fandt Ombudsmanden, at det var rimeligt, at Kommissionen afslog at give aktindsigt i de ønskede dokumenter i betragtning af deres følsomme karakter. Selv om Kommissionen ikke fremlagde en detaljeret liste over dokumenter, beskrev den under undersøgelsen den pågældende kategori af dokumenter mere detaljeret, hvilket Ombudsmanden fandt rimeligt i den specifikke sammenhæng i denne sag.

Ombudsmanden afsluttede derfor sagen med den konklusion, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser.

Klageren anmodede Europa-Kommissionen om aktindsigt i risikovurderingsrapporten for 2023 fra en stor social medieplatform om dens overholdelse af bestemmelserne i forordningen om digitale tjenester. Årlig rapportering er en del af forpligtelserne for "meget store onlineplatforme" i henhold til forordningen om digitale tjenester. Kommissionen gav afslag på aktindsigt i rapporten med henvisning til en undtagelse i henhold til EU-lovgivningen om aktindsigt (forordning 1049/2001). Kommissionen hævdede specifikt, at det kunne antages, at offentliggørelsen af rapporten ville skade platformens kommercielle interesser samt dens igangværende undersøgelse af platformens overholdelse af sine forpligtelser i henhold til forordningen om digitale tjenester. Kommissionen vurderede således ikke rapporten individuelt med henblik på en eventuel fremlæggelse af oplysninger.

Ombudsmandens undersøgelseshold undersøgte den omtvistede rapport. På grundlag af inspektionen delte Ombudsmanden sit foreløbige synspunkt med Kommissionen om, at det er urimeligt at anvende en generel formodning om afslag på en risikovurderingsrapport, der er udarbejdet i henhold til forordningen om digitale tjenester. Ombudsmanden fandt, at de omstændigheder, hvorunder EU's domstole har anerkendt muligheden for at anvende en generel formodning, er meget forskellige fra de regler, der gælder for risikovurderingsrapporter. På denne baggrund var Ombudsmandens foreløbige opfattelse, at Kommissionens påberåbelse af en generel formodning udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Som svar på Ombudsmanden fastholdt Kommissionen sit synspunkt og tilføjede, at anvendelsen af en generel formodning også var berettiget i lyset af behovet for at beskytte formålet med den uafhængige revision af platformens overholdelse af sine forpligtelser i henhold til forordningen om digitale tjenester, som havde været i gang på tidspunktet for dens afgørelse om anmodningen om adgang.

Ombudsmanden var ikke overbevist om, at behovet for at beskytte formålet med revisionen kunne begrunde Kommissionens anvendelse af en generel formodning om hemmeligholdelse. Selv om lovgiveren kædede tidsplanen for den proaktive offentliggørelse af risikovurderingsrapporten sammen med afslutningen af den uafhængige revision, betyder dette ikke, at anmodninger om aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 skal afvises inden denne dato. Hvis den pågældende platform endnu ikke proaktivt har offentliggjort risikovurderingsrapporten, når der foreligger en anmodning om aktindsigt, bør Kommissionen i stedet tage hensyn hertil i sin vurdering i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001. Hvis det ikke er klart, om der kan gives aktindsigt, bør Kommissionen konsultere platformen for at indhente dens synspunkter om, hvorvidt nogen af undtagelserne i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001 kan finde anvendelse.

Ombudsmanden fandt således, at Kommissionens anvendelse af en generel formodning om manglende fremlæggelse af den omtvistede risikovurderingsrapport udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Hun anbefalede, at Kommissionen foretog en individuel vurdering af dokumentet med henblik på at give den bredest mulige aktindsigt i overensstemmelse med forordning 1049/2001.

Sagen vedrørte en anmodning om aktindsigt i sagsakter vedrørende påstande om korruption, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) havde besluttet ikke at undersøge. OLAF havde givet afslag på aktindsigt på grundlag af en generel formodning om afslag på aktindsigt med den begrundelse, at udbredelsen ville være til skade for formålet med kontorets undersøgelser. Klageren anfægtede OLAF's anvendelse af en generel formodning om hemmeligholdelse. Han hævdede også, at der var en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Efter Den Europæiske Ombudsmands indledning af undersøgelsen genovervejede OLAF sin holdning og gav klageren aktindsigt i den afsluttende afgørelse i den pågældende sag. Klageren mente, at dette adresserede hans anmodning om aktindsigt, men sagde også, at OLAF burde have givet yderligere forklaringer på, hvorfor det havde afstået fra at indlede en undersøgelse.

Ombudsmanden finder det urimeligt at anvende en generel formodning om afslag på en OLAF-afgørelse om afslutning af en udvælgelsesprocedure, hvis OLAF finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at indlede en undersøgelse. Ombudsmanden glædede sig således over OLAF's positive engagement i klagen og roste OLAF for dets vilje til at løse sagen. Da denne undersøgelse udelukkende vedrørte OLAF's afslag på aktindsigt, var Ombudsmanden af den opfattelse, at klagen var blevet løst, og afsluttede undersøgelsen som afsluttet.

Sagen vedrørte Kommissionens afslag på at give fuld offentlig adgang til 11 "gennemførelsesafgørelser", der fastsætter de individuelle "tilsynsgebyrer", som udbydere af meget store onlineplatforme skal betale i overensstemmelse med forordningen om digitale tjenester. Ved afslaget på aktindsigt påberåbte Kommissionen sig en af undtagelserne i EU-lovgivningen om aktindsigt og gjorde gældende, at udbredelse kunne skade forretningsmæssige interesser. Klageren anfægtede anvendelsen af denne undtagelse og hævdede, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Ombudsmandens undersøgelseshold gennemgik de omtvistede dokumenter sammen med andre dele af Kommissionens sagsakter og afholdt et møde med repræsentanter for Kommissionen. På grundlag af inspektionen og de fremlagte oplysninger fandt Ombudsmanden, at de tilbageholdte oplysninger rent faktisk udgjorde følsomme oplysninger, hvis offentliggørelse kunne skade forretningsmæssige interesser, herunder i lyset af den omkostningsdelingsmekanisme, på grundlag af hvilken de individuelle tilsynsgebyrer beregnes. Ombudsmanden fandt også, at det havde været rimeligt, at Kommissionen fandt, at der ikke var nogen mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

Ombudsmanden konkluderede derfor, at Kommissionen med rette havde nægtet at give fuld aktindsigt i de omtvistede gennemførelsesafgørelser, og afsluttede undersøgelsen med at konstatere, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.