I 2015 konstaterede en FN-komité, at sygesikringsordningen for EU-ansatte, den fælles sygeforsikringsordning (JSIS), ikke er i overensstemmelse med FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD). Udvalget anbefalede, at den fælles sygeforsikringsordning revideres for at tilbyde omfattende dækning af handicaprelaterede sundhedsbehov.

Efter at have modtaget klager fra ansatte, der var stødt på problemer med at få deres egne eller deres familiemedlemmers lægeudgifter refunderet fuldt ud, gennemførte Ombudsmanden en strategisk undersøgelse. Hun fandt, at Europa-Kommissionens undladelse af at træffe effektive foranstaltninger som reaktion på udvalgets henstilling udgjorde fejl eller forsømmelser. Hun anbefalede derfor Kommissionen at revidere reglerne for den fælles sygeforsikringsordning. Hun fremsatte også en række forslag til Kommissionen om, hvordan behovene hos personer med handicap er dækket af den fælles sygeforsikringsordning, samt om behovet for at uddanne personale og høre interessenter korrekt for at sikre, at den fælles sygeforsikringsordning afspejler behovene hos personer med handicap.

Kommissionen svarede, at den vil revidere reglerne for den fælles sygeforsikringsordning og træffe foranstaltninger til at følge op på de fleste af Ombudsmandens forslag.

Da Kommissionen har accepteret hendes henstilling, afslutter Ombudsmanden sin strategiske undersøgelse. I betragtning af spørgsmålets betydning anmoder hun Kommissionen om inden for seks måneder at aflægge rapport om gennemførelsen af henstillingen. Ombudsmanden bekræfter også sit forslag om, at Kommissionen skal revidere sine regler fra 2004 om imødekommelse af behovene hos personale med handicap.

Sagen vedrørte Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors (EPSO's) behandling af en klage over betingelserne på et testcenter for en udvælgelsesprøve for EU-tjenestemænd. Klageren var blevet tildelt en computer ved siden af indgangsdøren og hævdede, at forstyrrelsen forårsaget af personer, der kom ind og ud af lokalet, påvirkede hendes præstation negativt. Hendes forsøg på at få hendes bekymringer behandlet af personalet i testcentret mislykkedes, og hun klagede efterfølgende til EPSO. Da hun var utilfreds med, hvordan EPSO behandlede hendes klage, henvendte hun sig til Ombudsmanden.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og anmodede EPSO om at se nærmere på klagen. Ombudsmandens undersøgelsesteam mødtes også med repræsentanter fra EPSO og den kontrahent, der var ansvarlig for at forvalte prøverne, og besøgte et testcenter i EPSO's hovedkvarter. Ombudsmanden konkluderede, at yderligere undersøgelser i denne sag generelt ikke var berettigede. Hun fremsatte imidlertid en række forslag til forbedringer til EPSO.

Klageren, en fransk statsborger, der er døv fra fødslen, deltog i en personaleudvælgelsesprocedure for EU-institutionerne. Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO), som tilrettelægger disse personaleudvælgelsesprocedurer, nægtede at give ham ekstra tid til at aflægge den computerbaserede adgangsprøve (CBT) med den begrundelse, at alle relevante oplysninger samt selve prøven blev foretaget skriftligt. Klageren henvendte sig til Ombudsmanden og hævdede, at EPSO havde undladt at tage hensyn til, at personer med hørenedsættelse i nogle tilfælde har brug for mere tid til at forstå skriftlige tekster.

Ombudsmanden fandt, at klageren først havde givet EPSO fuldstændige oplysninger om sin funktionsnedsættelse, efter at han havde aflagt prøven. På grundlag af de oplysninger, som EPSO rådede over på daværende tidspunkt, havde EPSO således behandlet klagerens anmodning om ekstra tid til at sidde i CBT korrekt. Ombudsmanden konstaterede derfor ingen fejl eller forsømmelser fra EPSO's side.

I forbindelse med sin undersøgelse gennemførte Ombudsmanden imidlertid en høring af interessenter, som viste, at en række medlemsstater giver elever med hørenedsættelse ekstra tid, når de aflægger skriftlige prøver. Som afslutning på denne undersøgelse foreslog Ombudsmanden derfor, at EPSO nøje genovervejer, om det i fremtidige sager bør give ekstra tid til ansøgere med nedsat hørelse, hvis der anmodes herom i forbindelse med CBT'er og skriftlige prøver.

Sagen vedrørte afslaget fra Den Europæiske Unions rådgivende mission i Ukraine (EUAM) på klagerens ansøgning i en udvælgelsesprocedure. Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med afslaget på ansøgningen. Ombudsmanden fandt endvidere, at en administrativ kontrolmekanisme på ét niveau er tilstrækkelig. Endelig glædede det Ombudsmanden at blive informeret om, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil nu har besluttet at ændre den meddelelse, den sender til afviste ansøgere, med henblik på at medtage oplysninger om tilgængelige retsmidler.

Klageren, der arbejder for Den Europæiske Unions Domstol på en midlertidig kontrakt, ansøgte om en EPSO-udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af konferencetolke. Det fremgik af meddelelsen om udvælgelsesprøven, at de udfyldte ansøgninger skulle indsendes senest den 6. august 2013 kl. 12.00. Klageren har overskredet fristen. Den 7. august 2013 meddelte hun EPSO, at hun havde været indlagt fra den 5. til den 6. august 2013 og derfor ikke havde været i stand til at udfylde sin ansøgning rettidigt. Den 7. august 2013 anmodede hun EPSO om at forlænge fristen. EPSO afslog. Dens hovedårsag til afslaget var, at den skulle behandle alle ansøgere ens.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konkluderede foreløbigt, at EPSO havde undladt at undersøge, om klagerens omstændigheder udgjorde en situation med force majeure. Hun anbefalede derfor EPSO i) at anerkende, at der er situationer, hvor det på grund af force majeure er rimeligt og korrekt, at ansøgerne får en ny frist, ii) præcisere de omstændigheder, hvorunder en sådan ny frist bør fastsættes og iii) underrette ansøgerne herom. EPSO afviste i første omgang Ombudsmandens henstillinger og fremførte, at det ville være vanskeligt at skelne mellem de forskellige begrundelser, som ansøgerne havde fremført, og at redegøre for, hvordan ansøgerne ville bevise, at der var sket force majeure. Den tilføjede, at det ville bringe såvel den gnidningsløse afvikling af almindelige udvælgelsesprøver som ligebehandlingen af ansøgerne i fare, hvis ansøgerne fik mulighed for at påberåbe sig force majeure. Den henviste også til statistikker, som beviste, at det ville være en administrativ byrde for EPSO at behandle alle anmodninger om fristforlængelser efter fristens udløb.

Efter møder mellem Ombudsmanden og EPSO's personale accepterede EPSO imidlertid i princippet Ombudsmandens henstillinger. Med hensyn til klagerens specifikke sag bemærkede Ombudsmanden imidlertid, at den pågældende udvælgelsesprøve var afsluttet. Hun bemærkede også, at klageren havde valgt ikke at kommentere EPSO's svar på hendes anbefalinger. På denne baggrund fandt Ombudsmanden, at der ikke var grund til yderligere undersøgelser af, om klagerens sag opfyldte de krav om force majeure, som EPSO nu i princippet indvilliger i at anvende.

Klageren er en IT-virksomhed, der deltog i et udbud fra Kommissionen. Kommissionen anmodede alle tilbudsgivere om at gennemføre to casestudier for at gøre det muligt for den at vurdere deres tekniske formåen.

Klageren klagede over, at et af casestudierne var meget lig et udbud, der for nylig blev afholdt af et EU-agentur. Den hævdede, at dette gav de virksomheder, der havde vundet dette udbud, en konkurrencemæssig fordel i Kommissionens udbud. Klageren anfægtede også Kommissionens beslutning om ikke at offentliggøre navnene på de personer, der evaluerede forslagene til Kommissionen.

Efter sin undersøgelse konkluderede Ombudsmanden, at Kommissionens udformning af udbudsproceduren ikke gav den vindende tilbudsgiver en konkurrencemæssig fordel. Med hensyn til offentliggørelsen af evaluatorernes navne foreslår Ombudsmanden, at Kommissionen overvejer at offentliggøre sådanne navne i fremtiden.

Sagen vedrørte Eurojusts politik for godtgørelse af rejseudgifter for ansøgere, der blev indkaldt til en samtale.

Klageren henvendte sig til Ombudsmanden med påstand om, at Eurojusts godtgørelsespolitik var urimelig og diskriminerende over for kandidater med bopæl uden for EU. Til støtte for sin påstand bemærkede klageren, at der var et loft på 500 EUR for ansøgere med bopæl uden for EU, mens der i nogle tilfælde blev anvendt et højere loft for rejser fra EU.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Eurojust ved at forhøje godtgørelsen for ansøgere med bopæl uden for EU til det højeste loft, der gælder for ansøgere, der rejser inden for EU, har truffet passende foranstaltninger til at løse sagen.

Klageren, et konsortium af olivenolieproducenter fra Italien, klagede til Ombudsmanden over Kommissionens beslutning om på forskellige betingelser at medfinansiere to samtidige programmer til fremme af salget af olivenolie uden for EU. Efter klagerens opfattelse medførte uoverensstemmelser mellem betingelserne i disse programmer en konkurrencefordel for de spanske olivenolieproducenter.

I løbet af sin undersøgelse fandt Ombudsmanden, at EU-lovgiveren havde vedtaget nye forordninger med bestemmelser om bedre koordinering af de to finansieringsprogrammer, hvilket indebærer, at sager som den nuværende ikke vil forekomme i fremtiden. Ombudsmanden fandt derfor, at det systemiske aspekt af klagen var blevet løst. Ombudsmanden fandt imidlertid, at hun ikke var i stand til at behandle klagerens individuelle situation. Hun afsluttede derfor sagen.

Sagen vedrørte Kommissionens logo for visuel identitet, der har været anvendt i pressekonferencelokalet i Bruxelles siden 2012. Ifølge klageren udgør den eksklusive brug af engelsk og fransk i dette logo for visuel identitet forskelsbehandling på grund af sprog.

EU's nuværende sprogordning omfatter den enkelte borgers ret til at kommunikere med EU-institutionerne på sit eget sprog og den tilsvarende ret til at modtage et svar på dette sprog. Principperne for denne sprogordning gælder også for andre former for kommunikation, f.eks. kommunikation via publikationer og websteder. Enhver differentiering i brugen af sprog under sådanne omstændigheder bør være objektivt begrundet. Med hensyn til, om der er en objektiv begrundelse i den foreliggende sag, er Ombudsmanden enig i, at det teknisk set ikke er muligt at præsentere udtrykket "Europa-Kommissionen" på 24 sprog på en tv-skærm, hverken nedenfor, sammen med eller bag en taler.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen kunne have valgt mere end to sprog, finder Ombudsmanden, at det var rimeligt, at Kommissionen kun havde valgt to sprog. Valget af antallet af sprog, der skal anvendes, afhænger af en vurdering af, om mere end to sprog ville fylde det visuelle billede på en uacceptabel måde. Den omstændighed, at andre kombinationer af sprog også kan være rimelige valg, indebærer ikke, at valget af engelsk og fransk ikke var rimeligt.

Ombudsmanden mener, at den politik, som Kommissionen har valgt, var objektivt begrundet. Hun konkluderede derfor, at Kommissionens indførelse af et nyt logo for visuel identitet i pressekonferencelokalet i Bruxelles ikke udgjorde fejl eller forsømmelser.