Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om at henlægge en traktatbrudsklage mod Finland, hvori det blev påstået, at Finland diskriminerede mænd i frivillige supplerende pensionsordninger. Klagerne gjorde gældende, at Kommissionens holdning ikke var konsekvent, da den havde anlagt to lignende traktatbrudssager mod Italien og Grækenland ved Domstolen, mens den ikke gjorde det i Finlands tilfælde. Efter deres opfattelse har Kommissionen heller ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for sit standpunkt om, at det ikke var klart, om Domstolen ville have konkluderet, at den relevante finske lovgivning er i strid med EU-retten.

Ombudsmanden undersøgte sagen og fandt, at Kommissionen i løbet af undersøgelsen gav en tilstrækkelig begrundelse for sin holdning og dermed udøvede det skøn, den har i forbindelse med behandlingen af traktatbrudsklager. Hun konkluderede derfor, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser af sagen, og afsluttede sagen.

Klageren er en italiensk statsborger med bopæl i Tyskland. Han gjorde gældende, at hans hustru i Tyskland var blevet udsat for forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse på grund af alder og nationalitet, fordi en virksomhed, som hun havde ansøgt om et job hos, ikke ansatte hende. Efter det resultatløse resultat af retssagen indgav klageren en traktatbrudsklage til Europa-Kommissionen med påstand om, at de tyske myndigheder ikke havde gennemført et EU-direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv korrekt i den nationale retsorden.

Klageren henvendte sig efterfølgende til Den Europæiske Ombudsmand og hævdede, at Kommissionen undlod i) at registrere hans traktatbrudsklage, ii) at behandle den i overensstemmelse hermed og iii) at give overbevisende begrundelser for, hvorfor den ikke greb ind i hans sag.

I sin udtalelse forklarede Kommissionen, at den havde registreret klagerens overtrædelsesklage få dage efter at have modtaget den. Det beklagede, at det ikke på forhånd havde meddelt klageren, at det havde til hensigt at afslutte sin traktatbrudsklage, og at det ikke havde underrettet ham om sagens afslutning. Kommissionen forklarede endvidere, at Tyskland havde gennemført ovennævnte direktiv på en passende og rettidig måde, og anførte specifikke grunde til, at det ikke var nødvendigt at indlede en traktatbrudsprocedure på grundlag af klagerens bemærkninger.

Da Kommissionen faktisk havde registreret traktatbrudsklagen, konstaterede Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser i denne henseende. For så vidt angår sagens realitet var der ikke grundlag for yderligere undersøgelser, idet Kommissionen under undersøgelsen gav en konkret og overbevisende begrundelse for sit standpunkt. Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen anerkendte, at den hverken på forhånd havde meddelt klageren, at den havde til hensigt at afslutte sin traktatbrudsklage, eller underrettet ham om, at sagen var afsluttet. Desuden undskyldte den ikke for denne udeladelse. Han fremsatte derfor en kritisk bemærkning.

Klageren er en italiensk statsborger, som i 2009 indgav en klage til Europa-Kommissionen vedrørende Italiens påståede overtrædelse af direktiv 89/391/EØF om arbejdstagernes sikkerhed. I september 2011 besluttede Kommissionen at sende en formel skriftlig meddelelse til Italien. Da klageren efterfølgende anmodede om aktindsigt i det pågældende brev på grundlag af forordning 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, afslog Kommissionen dette. Klageren fremsendte en ny begæring om aktindsigt, hvorefter Kommissionen informerede klageren om, at hans begæring var ved at blive vurderet, men at Kommissionen stadig ikke var i besiddelse af alle de oplysninger, den havde brug for til at kunne foretage en endelig vurdering. Kommissionen anførte derfor, at den i overensstemmelse med forordning 1049/2001 havde forlænget fristen for at træffe afgørelse om klagerens genfremsatte begæring med 15 arbejdsdage.

I sin klage til Ombudsmanden gjorde klageren gældende, at Kommissionen uretmæssigt havde forlænget fristen for at træffe afgørelse om hans genfremsatte begæring om aktindsigt. Den 30. januar 2012 indledte Ombudsmanden en undersøgelse af klagerens påstand og anmodede Kommissionen om at afgive en udtalelse senest den 31. marts 2012. Kommissionen anmodede efterfølgende om en forlængelse af fristen for at afgive udtalelse indtil den 30. april 2012, hvilket Ombudsmanden efterkom. Samtidig informerede han Kommissionen om, at han forbeholdt sig ret til at gå videre på grundlag af de oplysninger, han allerede havde fået forelagt, såfremt Kommissionen ikke overholdt den nye frist. På det tidspunkt, hvor Ombudsmandens afgørelse blev vedtaget i juni 2012, var Kommissionens udtalelse stadig ikke modtaget.

Ombudsmanden var af den opfattelse, at de oplysninger, han allerede havde fået forelagt, var tilstrækkelige til at behandle den foreliggende klage, der kun vedrørte forlængelsen af fristen for at besvare den genfremsatte begæring og ikke den endelige afgørelse om at afslå aktindsigt. Han konkluderede derfor, at der ikke var behov for yderligere undersøgelser, og at det ikke var nødvendigt at vente længere på Kommissionens udtalelse.

Med hensyn til sagens genstand bemærkede Ombudsmanden, at forordning 1049/2001 fastsætter bindende frister, og at undtagelser kun er mulige i undtagelsestilfælde, og såfremt den, der har fremsat begæringen, har fået en nærmere begrundelse. I den foreliggende sag angav Kommissionen blot, at den stadig ikke var i besiddelse af alle de oplysninger, den behøvede for at foretage en endelig vurdering. Efter Ombudsmandens opfattelse var denne udtalelse klart utilstrækkelig til at godtgøre, at Kommissionen stod over for et undtagelsestilfælde, der kunne have begrundet en udsættelse af fristen. Kommissionens simple henvisning til behovet for mere tid til at indsamle oplysninger opfylder derfor ikke kravene i forordning 1049/2001, og navnlig kravet om at give en nærmere begrundelse. Ombudsmanden konkluderede derfor, at Kommissionen uretmæssigt havde forlænget fristen for at træffe afgørelse om klagerens genfremsatte begæring, og at dette udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Han afsluttede derfor sagen med en kritisk bemærkning.