Sagen vedrørte Kommissionens beslutning om at henlægge en traktatbrudsklage mod Finland, hvori det blev påstået, at Finland diskriminerede mænd i frivillige supplerende pensionsordninger. Klagerne gjorde gældende, at Kommissionens holdning ikke var konsekvent, da den havde anlagt to lignende traktatbrudssager mod Italien og Grækenland ved Domstolen, mens den ikke gjorde det i Finlands tilfælde. Efter deres opfattelse har Kommissionen heller ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for sit standpunkt om, at det ikke var klart, om Domstolen ville have konkluderet, at den relevante finske lovgivning er i strid med EU-retten.

Ombudsmanden undersøgte sagen og fandt, at Kommissionen i løbet af undersøgelsen gav en tilstrækkelig begrundelse for sin holdning og dermed udøvede det skøn, den har i forbindelse med behandlingen af traktatbrudsklager. Hun konkluderede derfor, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser af sagen, og afsluttede sagen.

Klageren er en italiensk statsborger med bopæl i Tyskland. Han gjorde gældende, at hans hustru i Tyskland var blevet udsat for forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse på grund af alder og nationalitet, fordi en virksomhed, som hun havde ansøgt om et job hos, ikke ansatte hende. Efter det resultatløse resultat af retssagen indgav klageren en traktatbrudsklage til Europa-Kommissionen med påstand om, at de tyske myndigheder ikke havde gennemført et EU-direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv korrekt i den nationale retsorden.

Klageren henvendte sig efterfølgende til Den Europæiske Ombudsmand og hævdede, at Kommissionen undlod i) at registrere hans traktatbrudsklage, ii) at behandle den i overensstemmelse hermed og iii) at give overbevisende begrundelser for, hvorfor den ikke greb ind i hans sag.

I sin udtalelse forklarede Kommissionen, at den havde registreret klagerens overtrædelsesklage få dage efter at have modtaget den. Det beklagede, at det ikke på forhånd havde meddelt klageren, at det havde til hensigt at afslutte sin traktatbrudsklage, og at det ikke havde underrettet ham om sagens afslutning. Kommissionen forklarede endvidere, at Tyskland havde gennemført ovennævnte direktiv på en passende og rettidig måde, og anførte specifikke grunde til, at det ikke var nødvendigt at indlede en traktatbrudsprocedure på grundlag af klagerens bemærkninger.

Da Kommissionen faktisk havde registreret traktatbrudsklagen, konstaterede Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser i denne henseende. For så vidt angår sagens realitet var der ikke grundlag for yderligere undersøgelser, idet Kommissionen under undersøgelsen gav en konkret og overbevisende begrundelse for sit standpunkt. Ombudsmanden bemærkede, at Kommissionen anerkendte, at den hverken på forhånd havde meddelt klageren, at den havde til hensigt at afslutte sin traktatbrudsklage, eller underrettet ham om, at sagen var afsluttet. Desuden undskyldte den ikke for denne udeladelse. Han fremsatte derfor en kritisk bemærkning.