Baggrunden for klagen

1. Den foreliggende sag vedrører Europa-Kommissionens behandling af traktatbrudsklage 2004/4404 mod Finland vedrørende en påstand om forskelsbehandling af mænd i frivillige supplerende pensionsordninger.

2. Efter Finlands tiltrædelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde den 1. januar 1994 var Finland nødt til at udligne pensionsydelserne for mænd og kvinder. Med henblik herpå vedtog den lov 1038/97 om udligningsforanstaltninger i frivillige supplerende pensionsordninger (i det følgende benævnt "lov om ligestilling"), der fandt anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1994. Før ligestillingsloven trådte i kraft, kunne kvinder gå på pension mellem 60 og 63 år. Pensionsalderen for mænd var 65 år. Udligningsloven gav både mænd og kvinder mulighed for at vælge en lavere eller højere pensionsalder.

3. Den 28. marts 2002 indgav den finske ombudsmand for ligestilling en traktatbrudsklage til Kommissionen. I sin klage påpegede hun, at beregningen af pensionsydelser på grundlag af udligningsloven i nogle tilfælde gav ugunstige resultater for mandlige arbejdstagere i forhold til deres kvindelige kolleger. Hvis en mand vælger at gå på pension tidligere i henhold til de nye regler, vil hans beskæftigelsesperiode før 1994 ikke blive taget i betragtning, mens der, hvis en kvinde gjorde det, vil blive taget hensyn til denne periode. En mandlig arbejdstager, der tidligere har haft beskæftigelse før den 1. januar 1994, og som vælger en lavere pensionsalder, ville således under de samme omstændigheder modtage en mindre pension end sin kvindelige kollega. I sin traktatbrudsklage rejste den finske ombudsmand for ligestilling spørgsmålet om, hvorvidt udligningsloven er i overensstemmelse med det, der nu er artikel 157 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt »TEUF«) og den relevante afledte ret (direktiv 2006/54/EF [1], som erstattede det tidligere direktiv 86/378/EØF [2]).

4. Efter en brevveksling med den finske regering indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure i 2004. Kommissionen sendte en åbningsskrivelse til Finland i januar 2005, som blev efterfulgt af en supplerende åbningsskrivelse i oktober 2006. I juni 2007 sendte Kommissionen en begrundet udtalelse, som blev efterfulgt af en supplerende begrundet udtalelse i september 2008.

5. Klagerne i den foreliggende sag er to finske mænd, K og S, hvis pensionsrettigheder kan blive berørt af resultatet af traktatbrudsklage 2004/4404. S repræsenterer også P, som er klager i den oprindelige sag, der blev indbragt for den finske ombudsmand for ligestilling. I oktober 2010 kontaktede S Kommissionen for at klage over, at Kommissionen indtil da ikke havde anlagt sag mod Finland ved Den Europæiske Unions Domstol (i det følgende benævnt "Domstolen") i sag 2004/4404.

6. Den 1. december 2010 svarede Kommissionen S, at sagen var kompleks. Det var derfor ikke muligt at give nogen oplysninger om, hvornår afgørelsen om de næste skridt ville blive truffet, eller hvad indholdet af denne afgørelse ville være. Den forklarede endvidere, at den havde tre muligheder: i) afgive endnu en supplerende begrundet udtalelse, ii) beslutte at indbringe sagen for Domstolen eller iii) afslutte sagen.

7. Den 14. januar 2011 henvendte klagerne sig til Den Europæiske Ombudsmand.

Undersøgelsens genstand

8. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af følgende påstand og påstand:

Påstand

Kommissionen har ikke inden for en rimelig frist truffet afgørelse om, hvorvidt sagen skal indbringes for EU-Domstolen i henhold til artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Krav

Kommissionen bør træffe afgørelse om, hvorvidt sagen skal indbringes for Domstolen.

Undersøgelsen

9. Den 16. marts 2011 anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at afgive en udtalelse om klagernes påstand og krav. Kommissionen afgav udtalelse den 27. september 2011. Efter at have modtaget Kommissionens udtalelse besluttede Ombudsmanden at undersøge Kommissionens sagsakter vedrørende traktatbrudsklage 2004/4404 samt sagsakter vedrørende andre traktatbrudsklager mod andre medlemsstater, som Kommissionen henviste til i sin udtalelse, og som den havde besluttet at afslutte nogen tid tidligere. Ombudsmandens tjenestegrene foretog inspektionen den 14. november 2011. Kommissionens udtalelse og en kopi af kontrolrapporten blev fremsendt til klagerne med en opfordring til at fremsætte bemærkninger.

10. Den 7. december 2011 meddelte Kommissionen Ombudsmanden, at den den 24. november 2011 besluttede at afslutte traktatbrudssag 2004/4404 mod Finland.

11. Samme dag fremsendte Ombudsmandens tjenestegrene en kopi af Kommissionens ovennævnte skrivelse til klagerne, som tog hensyn til denne skrivelse, da de fremsatte deres bemærkninger den 15. december 2011.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkninger

12. For at undgå misforståelser er det vigtigt at understrege, at omfanget af denne undersøgelse er begrænset til en vurdering af, om den tid, det tog Kommissionen at behandle traktatbrudsklage 2004/4404, var rimelig.

13. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i mellemtiden har vedtaget en afgørelse om at afslutte traktatbrudsklagen. I deres bemærkninger fremførte klagerne en række argumenter vedrørende berettigelsen af Kommissionens beslutning og anførte følgende. For det første ændrede Kommissionen tilsyneladende sin holdning i de verserende sager mod andre medlemsstater, efter at Domstolen havde afsagt domme mod Italien og Grækenland i sammenlignelige sager. I sit anbringende i sagen mod Grækenland i 2007 fandt Kommissionen, at medlemsstaternes argumenter vedrørende de mulige omkostninger for de nationale budgetter var uden genstand. I sidste ende var omkostningsvirkningerne imidlertid tilsyneladende en af hovedårsagerne til Kommissionens beslutning om at afslutte traktatbrudssag 2004/4404 mod Finland. Kommissionens forklaringer vedrørende disse omkostningsvirkninger var derimod hypotetiske og marginale. For det andet henviste klagerne også til en anden grund, som Kommissionen angav for at afslutte traktatbrudssag 2004/4404. Dette var, at den ønskede at være i overensstemmelse med andre lignende traktatbrudssager, hvor den ikke havde anmodet de berørte medlemsstater om med tilbagevirkende kraft at rette op på den ukorrekte gennemførelse, og hvor de diskriminerede parter ikke var blevet skadesløsholdt. Klagerne hævdede, at Kommissionens begrundelse for at afslutte sagen mod Finland var kunstig, da der i traktatbrudsklage 2004/4404 ikke var blevet anmodet om økonomisk kompensation. For det tredje satte klagerne også spørgsmålstegn ved Kommissionens begrundelse for ikke at have indbragt sagen for Domstolen, mens den i lignende sager mod andre medlemsstater gjorde det med succes. Endelig anmodede de Ombudsmanden om at kontrollere, om Kommissionens begrundelse for at afslutte traktatbrudssag 2004/4404 var tilstrækkelig og juridisk gyldig.

14. Ombudsmanden påpeger, at der i henhold til artikel 2, stk. 4, i hans statut forud for indgivelsen af klager til ham skal rettes passende administrative henvendelser til den pågældende institution. Selv om det er korrekt, at en af klagerne, der handlede på vegne af P, i sit svar af 26. oktober 2011 på Kommissionens skrivelse af 7. oktober 2011 om foreløbig afslutning anfægtede Kommissionens hensigt om at afslutte sagen, ser det ikke ud til, at klagerne allerede har rejst alle eller i det mindste de fleste af de spørgsmål, der er omhandlet i punkt 13 ovenfor, over for Kommissionen. Under disse omstændigheder er Ombudsmanden af den opfattelse, at klagerne endnu ikke har truffet alle passende administrative foranstaltninger over for Kommissionen. Ombudsmanden er derfor ikke i stand til at behandle disse spørgsmål i denne afgørelse. Klagerne kan naturligvis frit indgive en ny klage til Ombudsmanden, hvis de efter at have henvendt sig til Kommissionen ikke modtager et tilfredsstillende svar inden for en rimelig frist.

15. Som en anden indledende bemærkning bemærker Ombudsmanden, at klagerne i den del af deres bemærkninger, der henviser til inspektionsrapporten, var af den opfattelse, at Kommissionen ikke fremlagde alle de relevante dokumenter for Ombudsmandens repræsentanter, da de inspicerede sagsakterne. Ombudsmanden minder om, at inspektionsrapporten som anført heri kun opregner de dokumenter, som hans repræsentanter besluttede at tage kopier af under inspektionen. Dette betyder imidlertid ikke, at de under kontrolundersøgelsen ikke havde adgang til alle dokumenter, der blev anset for relevante, og dermed også til dokumenter, der ikke var opført i rapporten.

16. Som en tredje indledende bemærkning bemærker Ombudsmanden, at klagerne også gav udtryk for, at de havde til hensigt at anlægge et passivitetssøgsmål mod Kommissionen i henhold til artikel 265 i TEUF. De oplyste, at de ville gøre det på vegne af P, den oprindelige klager ved den finske ombudsmand for ligestilling. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at "ved at anmode Kommissionen om at indlede en procedure i henhold til artikel [258 TEUF] søger sagsøgeren faktisk at vedtage retsakter, som ikke berører sagsøgeren umiddelbart og individuelt [...], og som sagsøgeren på ingen måde kan anfægte i forbindelse med et annullationssøgsmål". Et søgsmål kan ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det har til formål at få fastslået, at Kommissionen har udvist passivitet, og at det er retsstridigt, at den ikke har indledt den procedure, der er fastsat i [artikel 258 TEUF] [3].

17. Det er hensigtsmæssigt at behandle klagernes påstand og påstand samlet.

A. For så vidt angår Kommissionens behandling af overtrædelsesklagen

Argumenter forelagt Ombudsmanden

18. I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at Kommissionen ikke inden for en rimelig frist havde truffet afgørelse om, hvorvidt sagen skulle indbringes for Domstolen i henhold til artikel 258 i TEUF. De nedlagde påstand om, at Kommissionen straks skulle træffe en afgørelse.

19. I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at det ifølge Domstolens faste praksis alene er Kommissionen, der har kompetence til at afgøre, om den administrative procedure skal følges op af en indbringelse for Domstolen. Kommissionen har "ret, men ikke pligt, til at anlægge sag ved Domstolen med påstand om, at det fastslås, at den pågældende medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser " i henhold til EU-retten [4]. Kommissionen understregede endvidere under henvisning til Domstolens retspraksis [5], at "reglerne i traktatens artikel 169 [nu artikel 258 i TEUF] skal anvendes uden nogen forpligtelse for Kommissionen til at handle inden for en bestemt frist, medmindre den uforholdsmæssigt lange administrative procedure i henhold til artikel 169 [nu artikel 258 i TEUF] kan gøre det vanskeligere for den pågældende medlemsstat at tilbagevise Kommissionens argumenter og dermed krænke retten til forsvar." Endvidere understregede Kommissionen, at den har et vidt skøn, som "udelukker borgernes ret til at kræve, at den indtager en bestemt holdning"[6], og det er " ikke engang op til Domstolen at afgøre, om dette skøn er blevet udøvet fornuftigt".

20. I sin udtalelse (som gik forud for Kommissionens beslutning om at afslutte traktatbrudssag 2004/4404) medgav Kommissionen ligeledes, at der i den foreliggende sag ikke blev truffet nogen formel beslutning efter september 2008. Selskabet gjorde imidlertid gældende, at dets tjenestegrene løbende havde arbejdet på sagen lige siden. I begyndelsen af 2011 anmodede Kommissionen Finland om yderligere oplysninger, hvilket den finske regering gjorde i slutningen af marts 2011. Desuden havde Kommissionen ikke længe før afsluttet flere lignende traktatbrudssager vedrørende ulige pensionsrettigheder og pensionsalder i arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger. I disse sager drejede det sig også om spørgsmål vedrørende tilbagevirkende kraft og udligningsforanstaltninger for pensionsrettigheder. Kommissionen konkluderede, at sagen var kompleks, og at den måtte anlægge en tilgang, der var i overensstemmelse med dens tilgang i alle lignende sager mod de øvrige berørte medlemsstater.

21. I deres bemærkninger påpegede klagerne kort sagt følgende spørgsmål. For det første understregede de, at Kommissionen rådede over tilstrækkelige oplysninger til at konkludere, at den finske udligningslov var i strid med EU-retten. Da Kommissionen indledte overtrædelsesproceduren, var den af den opfattelse, at Finlands påståede forskelsbehandling af mænd let kunne fastslås. Men på et tidspunkt efter 2009 ændrede Kommissionen tilsyneladende holdning. For det andet indbragte Kommissionen for nylig to lignende sager for Domstolen, den ene mod Italien [7] og den anden mod Grækenland [8]. I disse to sager konkluderede Domstolen, at de pågældende medlemsstater havde tilsidesat deres forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 141 [9], idet de opretholdt bestemmelser, hvorefter betingelserne for pensionering varierer, alt efter om tjenestemændene er mænd eller kvinder . Sagen mod Italien var stort set identisk med sagen mod Finland. Der var ingen retlig grund til at behandle den finske sag anderledes end den italienske. Desuden fastslog Domstolen i sin dom i Niemi-sagen [10] med hensyn til en kønsdifferentieret pensionsalder, at "en pension som den, der udbetales i henhold til [den finske lov om offentlig pension], er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 141 [nu artikel 157 i TEUF]". P's synspunkter vedrørende skrivelsen om foreløbig afslutning af 7. oktober 2011 blev ikke taget i betragtning.

22. Endelig påpegede klagerne, at i henhold til punkt 8 i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (i det følgende benævnt »Kommissionens meddelelse«)[11] bør Kommissionen undersøge klager med henblik på at nå frem til en afgørelse om enten at træffe yderligere foranstaltninger eller at afslutte sagen senest et år efter datoen for klagens registrering. Siden september 2008 har Kommissionen imidlertid ikke truffet nogen afgørelse i den foreliggende sag.

Ombudsmandens vurdering

23. Ombudsmanden påpeger, at klager fra borgerne er et vigtigt middel til at underrette Kommissionen om mulige overtrædelser af EU-retten. De sætter Kommissionen i stand til effektivt at udfylde sin rolle som traktaternes vogter.

24. Ombudsmanden bemærker endvidere, at lige løn til mænd og kvinder er et grundlæggende princip i Den Europæiske Union, der er nedfældet i artikel 157 i TEUF. Det følger af Domstolens retspraksis, at pensionsalderen samt ydelser i forbindelse med pensionsrettigheder og andre rettigheder skal være de samme for mænd og kvinder [12].

25. Ifølge Domstolens faste praksis har Kommissionen et vidt skøn ved vurderingen af klager indgivet af borgere, og den er ikke forpligtet til at indlede traktatbrudsprocedurer i alle tilfælde, hvor en medlemsstat har overtrådt EU-retten. Borgerne har derfor ikke ret til at kræve, at Kommissionen indtager en særlig holdning med hensyn til indholdet af deres traktatbrudsklager [13].

26. Den omstændighed, at Kommissionen råder over et vidt skøn, betyder imidlertid ikke, at den i forbindelse med behandlingen af traktatbrudsklager er fri for de begrænsninger, der følger af de grundlæggende rettigheder og princippet om god forvaltningsskik. I denne henseende er artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fastsætter retten til god forvaltning, særlig relevant. Det følger af ordlyden af chartrets artikel 41, stk. 1, at "[e]nhver har ret til at få sin sag behandlet [...] af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer inden for en rimelig frist".

27. Ombudsmanden bemærker endvidere, at Kommissionen i sin meddelelse har givet visse tilsagn med hensyn til sin behandling af traktatbrudsklager. I meddelelsens punkt 8 hedder det, at "Kommissionens tjenestegrene som hovedregel vil undersøge klager med henblik på at nå frem til en afgørelse om at udstede en åbningsskrivelse eller afslutte sagen senest et år efter datoen for klagens registrering". Ombudsmanden har konsekvent været af den opfattelse, at denne bestemmelse betyder, at Kommissionen har forpligtet sig til at gøre sit yderste for at afslutte undersøgelsen og beslutte, om der skal indledes en traktatbrudsprocedure, eller om sagen skal afsluttes, inden for et år. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være behov for mere tid i visse situationer [14]. Denne forståelse bekræftes af sidste punktum i punkt 8, hvori det hedder, at "overskrides denne frist, underretter den tjenestegren i Kommissionen, der er ansvarlig for sagen, skriftligt klageren".

28. Ombudsmanden har desuden gjort det klart, at en overskridelse af fristen på et år kun er berettiget, hvis Kommissionen giver en specifik og gyldig begrundelse for forsinkelsen [15], og under alle omstændigheder hvis den stadig undersøger sagen. Desuden kan Kommissionen ikke påberåbe sig sin skønsbeføjelse som begrundelse for sin administrative passivitet [16].

29. I den foreliggende sag indgav den finske ombudsmand for ligestilling traktatbrudsklage 2004/4404 den 28. marts 2002. Kommissionen indledte overtrædelsesprocedurer mod Finland i 2004. Den 24. november 2011, dvs. mere end syv år efter indledningen af denne procedure, besluttede den at henlægge traktatbrudsklagen. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen påberåbte sig to forskellige argumenter for at begrunde, hvorfor den overskred fristen på et år for at træffe afgørelse om traktatbrudsklagen: for det første, at de pågældende spørgsmål var vanskelige og komplekse og krævede en særlig grundig analyse; og for det andet, at det, inden Kommissionen traf yderligere foranstaltninger, var hensigtsmæssigt at vedtage en tilgang, der var i overensstemmelse med dens tilgang i alle lignende sager mod andre medlemsstater vedrørende tilbagevirkende kraft af udligningsforanstaltninger for pensionsrettigheder.

30. Med hensyn til det første argument finder Ombudsmanden, at Kommissionen ikke har underbygget sit synspunkt om, at sagen var kompleks. Ikke desto mindre har analysen af de kontrollerede sagsakter vist, at mange af de fremførte argumenter faktisk var faktuelt og juridisk indviklede. Ombudsmanden kan derfor ikke rejse tvivl om Kommissionens vurdering af, at de argumenter, der er fremført i den foreliggende sag, var komplekse. En sags kompleksitet som sådan kan imidlertid ikke begrunde en forsinkelse i behandlingen af en traktatbrudsklage, hvis det viser sig, at Kommissionen ikke har truffet passende foranstaltninger inden for den frist, den havde til rådighed.

31. Ombudsmanden bemærker, at på trods af den foreliggende sags anerkendte kompleksitet viste undersøgelsen af sagen, at de foranstaltninger, som Kommissionen traf fra november 2008 til november 2011, var ret begrænsede. Ud over de interne notater og den anmodning om oplysninger, der er nævnt i punkt 20 ovenfor, synes Kommissionen at have sendt otte interne e-mails og nogle få e-mails til de finske myndigheder i denne periode. Det var desuden først i 2011, efter at en af klagerne henvendte sig til den igen i oktober 2010, at Kommissionen kontaktede de finske myndigheder på ny.

32. På denne baggrund er Ombudsmanden ikke overbevist om, at Kommissionens yderligere anmodning om oplysninger til Finland i januar 2011 virkelig var afgørende for, at den kunne tage stilling til traktatbrudsklage 2004/4404. I den forbindelse skal det bemærkes, at Finlands svar på Kommissionens anmodning om oplysninger blot bekræftede visse statistiske og nationale økonomiske data. Hvis en yderligere anmodning til de finske myndigheder faktisk var nødvendig, forstår Ombudsmanden ikke, hvorfor Kommissionen ikke kunne være nået frem til denne konklusion tidligere. I den givne sammenhæng skal det også erindres, at Kommissionen blev gjort opmærksom på den påståede overtrædelse i 2002, mens Kommissionen først afsluttede sagen den 24. november 2011. Desuden fortsatte Kommissionen arbejdet med sagen, selv efter at Domstolen havde afsagt domme mod Italien og Grækenland i de sager, der er nævnt i fodnote 7 og 8 ovenfor. I lyset af ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at spørgsmålenes kompleksitet ikke begrundede forsinkelsen i den foreliggende sag.

33. Med hensyn til det andet af de to argumenter, der er nævnt i punkt 29 ovenfor (sammenhæng med andre lignende traktatbrudssager), er parterne uenige om, hvorvidt Kommissionens argument om, at den forsøgte at bevare sammenhængen i forhold til andre lignende traktatbrudssager mod andre medlemsstater, kan begrunde den tid, det tog institutionen at træffe afgørelse i den foreliggende traktatbrudssag. Kommissionen hævdede i det væsentlige, at den anså en sammenligning med de øvrige sager for nødvendig, da i) traktatbrudssag 2004/4404 og de øvrige traktatbrudssager alle vedrørte ulige pensionsrettigheder og pensionsalder i arbejdsmarkedspensioner samt foranstaltninger med tilbagevirkende kraft for pensionsrettigheder, og ii) Kommissionen var nødt til at anlægge en konsekvent tilgang i alle de pågældende sager.

34. Ombudsmanden minder om, at han er af den opfattelse, at Kommissionen for at kunne reagere konsekvent på de samme former for overtrædelser og sikre ligebehandling er nødt til at analysere lignende sager mod en anden medlemsstat, inden den tager stilling. Ombudsmanden erkender endvidere, at dette forhold som sådan kan udgøre en acceptabel begrundelse for argumentet om, at der er behov for mere tid, før der kan drages en endelig konklusion [17]. Når Kommissionen påberåber sig et sådant argument, skal den imidlertid tage behørigt hensyn til princippet om god forvaltningsskik. Dette indebærer bl.a., at Kommissionen, når den vedtager en "konsekvent tilgang", skal tage behørigt hensyn til borgernes interesser. Desuden må en "konsekvent tilgang" ikke føre til unødvendige forsinkelser i Kommissionens beslutning [18].

35. I den foreliggende sag præciserede eller påviste Kommissionen ikke, hvorfor et behov for sammenhæng forhindrede den i at træffe en tidligere afgørelse. Ombudsmanden forstår, at traktatbrudssag 2004/4404 mod Finland og de andre relevante traktatbrudssager mod Italien, Grækenland, Frankrig og Danmark hver især rejste spørgsmål om tilbagevirkende kraft og "overgangsmæssig ulighed". Kommissionen undersøgte også i det væsentlige alle sagerne på samme tid. Selv om det antages, at der er et behov for sammenhæng, fremgår det imidlertid, at et sådant behov ikke på nogen måde kan begrunde Kommissionens forsinkede beslutning i den foreliggende sag. Det skal i den forbindelse bemærkes, at traktatbrudssag 2004/4404 som nævnt i punkt 32 ovenfor blev bragt til Kommissionens kendskab i 2002, men var den sidste af de fem lignende traktatbrudssager, der skulle afsluttes. Hvad angår sagerne mod Italien og Grækenland, indbragte Kommissionen dem desuden for Domstolen henholdsvis den 1. februar 2007 og den 17. december 2007, og Domstolen afsagde domme i henholdsvis 2008 og 2009. Som tidligere nævnt forblev traktatbrudssag 2004/4404 imidlertid åben og blev først afsluttet den 24. november 2011, dvs. mere end to år efter afsigelsen af den sidste af disse to domme.

36. I lyset af ovenstående mener Ombudsmanden, at Kommissionen først i slutningen af 2011, dvs. mere end syv år efter at Kommissionen indledte sin undersøgelse, gav en gyldig begrundelse for at vedtage en afgørelse om traktatbrudsklage 2004/4404. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

37. Når Ombudsmanden konstaterer et tilfælde af fejl eller forsømmelser, retter han, hvor det er relevant, et forslag til mindelig løsning eller et udkast til henstilling til den berørte institution. I den foreliggende sag skal det imidlertid bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse vedtog en afgørelse om at henlægge traktatbrudsklage 2004/4404. Under disse omstændigheder er Ombudsmanden af den opfattelse, at det ikke vil tjene noget nyttigt formål at fremsætte et forslag til en mindelig løsning eller et udkast til henstilling for så vidt angår spørgsmålet om forsinkelse. Dette påvirker ikke ovenstående konklusion om, at Kommissionen blev unødigt forsinket. Ombudsmanden vil derfor fremsætte en kritisk bemærkning nedenfor.

B. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende kritiske bemærkning:

Det er god administrativ praksis at behandle klager over overtrædelser inden for en rimelig frist. I den foreliggende sag afsluttede Kommissionen først sagen mere end syv år efter, at den havde indledt en traktatbrudsprocedure mod Finland, uden at give en gyldig begrundelse for forsinkelsen. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Klagerne, Kommissionen og den finske ombudsmand for ligestilling vil blive underrettet om denne afgørelse.

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 12. oktober 2012.

[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5.7.2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) (EUT 2006, L 204, s. 23).

[2] Rådets direktiv 86/378/EØF af 24.7.1986 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40).

[3] Se f.eks. sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 291, præmis 11 og 13, og sag T-13/94, Century Oils Hellas AE mod Kommissionen, Sml. 1994 II, s. 431, præmis 14 og 16.

[4] sag C-207/97, Kommissionen mod Belgien, Sml. 1999 I, s. 275, præmis 24, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 12, Sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1998 I, s. 5449, præmis 46.

[5] Sag C-96/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. 1991 I, s. 2461, præmis 15 og 16, og sag C-207/97, Kommissionen mod Belgien, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 25.

[6] Sag T-571/93, Lefebvre frères et soeurs m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1995 II, s. 2379, præmis 60.

[7] Sag C-46/07, Kommissionen mod Italien, Sml. 2008 I, s. 151.

[8] Sag C-559/07, Kommissionen mod Grækenland, Sml. 2009 I, s. 47.

[9] Artikel 141 EF svarer til den nuværende artikel 157 TEUF.

[10] Sag C-351/00, Niemi, Sml. 2002 I, s. 7007, præmis 56.

[11] EFT 2002 C 244, s. 5. Denne meddelelse blev erstattet af en ny i 2012. De indførte ændringer berører imidlertid ikke den foreliggende sag.

[12] Jf. bl.a. sag 262/88, Barber, Sml. 1990 I, s. 1889, præmis 32-35.

[13] Jf. fodnote 6 ovenfor.

[14] Se f.eks. Ombudsmandens afgørelse om klage 2944/2004/(GK)(OV)ID, punkt 1.7, og hans afgørelse om klage 706/2007/(WP)BEH, punkt 34.

[15] Se henvisningerne i den foregående fodnote.

[16] Jf. også Ombudsmandens afgørelse vedrørende klage 1480/2011/MHZ, punkt 28, og generaladvokat Albers forslag til afgørelse i sag C-358/97, Kommissionen mod Irland, Sml. 2000 I, s. 6301, punkt 83.

[17] Se Ombudsmandens afgørelse om klage 1480/2011/MHZ, punkt 36 og 37.

[18] Jf. Ombudsmandens afgørelse om klage 706/2007/(WP)BEH, punkt 39 og 40.