Sagen vedrørte Europa-Kommissionens afslag på at give klageren, en interesseret part, adgang til EU-erhvervsgrenens oprindelige anmodning om at udvide antidumpingtolden på ammoniumprodukter fra Rusland. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens afslag ikke var begrundet i lyset af de gældende bestemmelser i antidumpingforordningen og kan have krænket klagerens ret til forsvar i denne procedure. Hun anbefalede derfor Kommissionen at fremlægge den relevante anmodning.

Selv om Kommissionen var uenig i Ombudsmandens konstatering af fejl eller forsømmelser, accepterede den hendes henstilling om at fremlægge den relevante anmodning. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen.

Sagen vedrørte en anmodning fra et norsk selskab om aktindsigt i dokumenter vedrørende kontakter mellem Kommissionen og Italien med henblik på at kontrollere, om Italien overholdt retten til fri bevægelighed for varer, navnlig med hensyn til begrænsninger i anvendelsen af "snestrømper" (snestrømper er designet til at tjene samme formål som snekæder).

Kommissionen afslog anmodningen med den begrundelse, at udbredelsen af dokumenterne kunne være til skade for en igangværende undersøgelse. Ombudsmanden undersøgte sagen. Der blev derefter givet aktindsigt i de ønskede dokumenter, hvilket fik Ombudsmanden til at konkludere, at spørgsmålet var blevet løst af Kommissionen.

Klageren, der er fransk statsborger, skiftede bopæl fra Belgien til Frankrig. Han ansøgte om indregistrering i Frankrig af sit køretøj, der tidligere var indregistreret i Belgien. De franske myndigheder nægtede at anerkende den tekniske kontrolattest, der var udstedt af de belgiske myndigheder, og krævede, at klagerens køretøj skulle underkastes en fuldstændig teknisk kontrol i Frankrig som en betingelse for dets registrering. Klageren klagede derfor til Europa-Kommissionen over, at Frankrig overtrådte EU-retten om fri bevægelighed. Kommissionen indledte en traktatbrudsprocedure. Efter at have modtaget præciseringer fra de franske myndigheder besluttede den at henlægge klagerens sag. Klageren var ikke enig i denne afgørelse og henvendte sig til Ombudsmanden.

I sin udtalelse til Ombudsmanden fandt Kommissionen sammenfattende, at EU-retten ikke forpligter en medlemsstat til ved omregistrering af køretøjer, der tidligere var indregistreret i en anden medlemsstat, automatisk at anerkende hele eller en del af den tekniske kontrol, der er foretaget i sidstnævnte.

Som svar på Ombudsmandens yderligere spørgsmål om fortolkningen af den relevante retspraksis ændrede Kommissionen sin oprindelige opfattelse. Den forklarede, at den efter en nylig dom fra Domstolen besluttede at tage sin oprindelige beslutning om at afslutte klagerens traktatbrudssag op til fornyet overvejelse og anmode de franske myndigheder om yderligere oplysninger. Ombudsmanden fandt således, at Kommissionen ved at gøre dette havde afgjort klagen. Han afsluttede derfor sagen.

Klageren, en fransk landbrugsorganisation, klagede til Europa-Kommissionen over, at de franske myndigheder ikke overholdt EU-rettens bestemmelser om parallelimport af veterinærlægemidler. Den hævdede, at Frankrig ikke gav dyrlæger, landbrugere, farmaceuter og andre detaildistributører adgang til den forenklede godkendelsesprocedure for parallelimport af veterinærlægemidler. Desuden nægtede de franske myndigheder at give engrosforhandlere, der havde tilladelse til at distribuere veterinærlægemidler i andre medlemsstater, adgang til den forenklede procedure for parallelimport af veterinærlægemidler.

Kommissionen indledte en traktatbrudsprocedure og sendte en åbningsskrivelse til de franske myndigheder. Efterfølgende ændrede de franske myndigheder den nationale lovgivning vedrørende godkendelsesproceduren for parallelimport af veterinærlægemidler. Kommissionen besluttede derfor at afslutte sagen. Klageren hævdede, at de argumenter, som Kommissionen havde fremført i sin afgørelse om afslutning af overtrædelsesklagen, var utilstrækkelige og ikke overbevisende. Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Kommissionen enten skulle annullere sin beslutning om at henlægge traktatbrudsklagen eller indlede en ny traktatbrudsprocedure mod de franske myndigheder.

I sin udtalelse var Kommissionen for det første af den opfattelse, at parallelimport af veterinærlægemidler til eget forbrug ikke kan tillades, hvis de relevante bestemmelser i direktiv 2001/82/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler ikke overholdes. Kommissionen bemærkede kort sagt, at parallelimport af veterinærlægemidler generelt er åben for landbrugere, dyrlæger og farmaceuter eller engrosforhandlere, hvis de overholder specifikke bestemmelser i nævnte direktiv vedrørende distribution, besiddelse og udlevering af veterinærlægemidler og lægemiddelovervågning.

Ombudsmanden fandt, at Kommissionen ikke gav en passende begrundelse for sin beslutning om at afslutte klagerens traktatbrudsklage. Han fremsatte derfor et udkast til henstilling til Kommissionen. Efter udkastet til henstilling besluttede Kommissionen at indlede en ny overtrædelsesprocedure vedrørende de hindringer, som grossister, der forsøger at parallelimportere veterinærlægemidler, støder på. Ombudsmanden fandt derfor, at Kommissionen hidtil havde truffet passende foranstaltninger til at gennemføre hans udkast til henstilling. Han besluttede derfor at afslutte sagen.