- DA Dansk
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.
Afgørelse truffet af Den Europæiske Ombudsmand som afslutning på hans undersøgelse af klage 2650/2008/(BB)(TN)(BB)(ANA)(PB)MMN over Det Europæiske Lægemiddelagentur
Afgørelse
Sag 2650/2008/(BB)(TN)(BB)(ANA)(PB)MMN - Indledt den Fredag | 21 november 2008 - Afgørelse af Torsdag | 26 april 2012
Baggrunden for klagen
1. Denne klage blev indgivet af en medicinalvirksomhed ("klageren"). Klageren er et datterselskab af en international virksomhed med hovedsæde i USA. Det er specialiseret i forskning og udvikling af innovative farmaceutiske produkter og sundhedsprodukter. Klageren er "indehaver af markedsføringstilladelsen" for lægemidlet T., som er en øjendråbeopløsning til behandling af patienter, der lider af forhøjet intraokulært tryk med okulær hypertension eller åbenvinklet glaukom. T. fik en centraliseret markedsføringstilladelse i form af en afgørelse truffet af Europa-Kommissionen ("Kommissionen"). I henhold til EU-retten er en sådan centraliseret markedsføringstilladelse gyldig i hele det indre marked.
2. De væsentligste faktiske omstændigheder i tvisten kan sammenfattes som følger.
3. Den 12. marts 2008 indgav klageren en ansøgning til Det Europæiske Lægemiddelagentur (»EMA«)[1] om tilladelse til at ændre emballagen til produkt T. Denne ansøgning vedrørte en såkaldt »type II-ændring«. Klageren sammenfattede sin ansøgning på følgende måde:
"De foreslåede ændringer vedrører overmærkning af produkter, der er mærket til anvendelse i én EU-medlemsstat, for at muliggøre anvendelse i en anden EU-medlemsstat.
De foreslåede ændringer omfatter overmærkning af kartonen og posen og angivelse af en flaskeetiket på det sprog, der er relevant for patienten/farmaceuten, så den kan anvendes på flasken, når den er fjernet fra posen."
4. Denne type II-ændringsansøgning blev indgivet i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1085/2003 [2].
5. Ifølge klageren ville denne variation medføre effektivitetsgevinster, da den ville gøre det muligt for klageren at strømline sine produktionsprocesser og minimere forsinkelserne i produktionen af T. til Europa. Klageren ville ikke være forpligtet til at køre flere små individuelle partier af produktet med landespecifikke etiketter, hvilket kræver, at den rydder fremstillingslinjen, foretager kvalitetssikringsinspektioner/frigivelser mellem partier og justerer fremstillingsudstyret mellem kørsler. De nuværende processer fører til en betydelig mængde nedetid på udstyr samt ikke-produktiv arbejdstid. Et universelt mærke vil gøre det muligt for klageren at undgå denne ineffektivitet. Med hensyn til materialeomkostninger ville klageren ikke være forpligtet til at anvende en kompleks og dyr flaskemærkning, der kan rumme tre forskellige sprog. En universel etiket ville undgå brugen af denne komplicerede etiket såvel som dens tilknyttede applikationsvanskeligheder. Med hensyn til fortegnelser er klageren i øjeblikket forpligtet til at føre en fortegnelse over alle sine forskellige typer mærkning i hele Den Europæiske Union. Et universelt pouched-produkt ville i høj grad reducere klagerens lagerbehov og gøre det muligt for klageren at reagere hurtigere på skiftende markedsbehov, samtidig med at produkttilgængeligheden stadig sikres. Dette er afgørende for at sikre, at patienterne ikke afbryder deres igangværende behandling.
6. Den 2. april 2008 meddelte EMA klageren, at det havde suspenderet sin behandling af klagerens ansøgning. EMA forklarede denne afgørelse på følgende måde:
"Ansøgningen om ændring af [...] type II vedrører ikke en endelig ændring af lægemidlet. men snarere en mulighed for at have mulighed for at overmærke karton-, pose- og flaskeetiketten på et hvilket som helst andet landespecifikt sprog afhængigt af virksomhedens behov fra sag til sag."
7. EMA fortsatte med at oplyse følgende:
"En sådan ændring er aldrig blevet godkendt for et centralt godkendt produkt, og på grund af denne anmodnings præcedensværdi er vi nødt til at rådføre os med Europa-Kommissionen om, hvorvidt den kan accepteres."
8. Den 30. april 2008 meddelte EMA klageren, at dets ansøgning om ændring af type II ikke var gyldig af følgende grunde:
"Det meddeles herved, at EMEA har fastslået, at ovennævnte ændringsansøgning ikke er gyldig af følgende grunde:
Som tidligere nævnt vedrører ovennævnte ansøgning om ændring af type II ikke en endelig ændring af lægemidlet. men snarere en mulighed for at have mulighed for at overmærke karton-, pose- og flaskeetiketten på et hvilket som helst andet landespecifikt sprog afhængigt af virksomhedens behov fra sag til sag.
På grund af den folielaminatpose, som flasken er anbragt i, foreslås det desuden, at de mærkningsoplysninger, der er beskrevet i bilag IIIA til Kommissionens beslutning, ikke straks anvendes på flasken, men at en sådan etiket indgår i den sekundære emballage, som patienten eller apotekeren skal anvende, når lægemidlet udleveres.
Valideringen af ovennævnte ændring blev suspenderet den 2. april 2008 for at gøre det muligt at høre Europa-Kommissionen. I forlængelse af denne høring blev det konkluderet, at indførelsen af en sådan valgfrihed ville indføre en dobbelt standard for markedsføring i hele Den Europæiske Union af det samme lægemiddel, som hidtil ikke er blevet accepteret for andre indehavere af markedsføringstilladelser for centralt godkendte lægemidler.
Det forhold, at flasken ville være umærket af indehaveren af markedsføringstilladelsen [klageren] på markedsføringsstedet, og at ansvaret for en sådan mærkning ville blive overdraget til patienten eller apotekeren, indfører desuden en reduceret standard for mærkning fra indehaveren af markedsføringstilladelsen, som anses for ikke at være i overensstemmelse med artikel 55 i direktiv 2001/83/EF.
Som følge heraf vil EMEA ikke gå videre med evalueringen af din ansøgning, og denne procedure er afsluttet. [...]
Hvis du har brug for yderligere oplysninger, bedes du kontakte EMEA-teamet..."
9. Den 13. maj 2008 skrev klageren til EMA og hævdede, at godkendelsen af dets ansøgning ikke ville skabe præcedens i lovgivningen, fordi EMA allerede havde tilladt lignende ændringer for at lette parallel distribution af centralt godkendte produkter:
"Du angiver, at en variation af denne type ikke er tilladt for en centraliseret ansøgning. Jeg foreslår imidlertid, at De rådfører Dem med Deres kolleger, der beskæftiger sig med parallel distribution af centraliserede godkendte produkter - de har accepteret den samme mærkningspraksis for [T.] i hænderne på paralleldistributører. De har også godkendt paralleldistributører til at åbne posen, der indeholder den primære beholder, anbringe en etiket på den primære beholder (ved hjælp af klæbemidler, som ikke er nødvendige for at påvise kompatibilitet med produktet), og så er de ikke forpligtet til hermetisk at forsegle posen igen."
10. I sit svar af 18. juni 2008 anførte EMA følgende:
"Vi benytter denne lejlighed til at fremhæve, at de forpligtelser, der pålægges indehavere af markedsføringstilladelser i forbindelse med produktion og primær markedsføring af lægemidler, forbliver uændrede uanset parallel handelspraksis."
11. Den 7. august 2008 skrev klageren til EMA for at anmode om yderligere præciseringer, som lå til grund for afslaget på ansøgningen. I dette brev gav klageren EMA sin analyse af den gældende EU-lovgivning til støtte for sin påstand om, at der ikke var noget passende grundlag for EMA's afslag på ansøgningen. Klageren anmodede derfor EMA om at tage sin holdning op til fornyet overvejelse og foretog følgende analyse:
"Kommissionens forordning (EF) nr. 1085/2003 vedrører behandling af ændringer af betingelserne i en centralt udstedt markedsføringstilladelse i henhold til forordning (EØF) nr. 2309/93, som nu er blevet erstattet af forordning (EF) nr. 726/2004 [3]. I artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1085/2003 defineres »ændring af betingelserne i en markedsføringstilladelse« som en ændring af indholdet af de dokumenter, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2309/93 [4], således som de forelå på det tidspunkt, hvor afgørelsen om markedsføringstilladelsen blev vedtaget i overensstemmelse med artikel 8 i nævnte forordning.
Artikel 6, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2309/93 svarer til artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 726/2004. Med henblik på en fuldstændig selvstændig ansøgning fastsættes det i artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 726/2004, at hver ansøgning om godkendelse af et humanmedicinsk lægemiddel specifikt og fuldstændigt skal indeholde de oplysninger og dokumenter, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, artikel 11 og bilag I til direktiv 2001/83/EF [5].
I henhold til artikel 8, stk. 3, i direktiv 2001/83/EF skal ansøgningen ledsages af visse oplysninger og dokumenter, der er beskrevet deri og i overensstemmelse med bilag I. I henhold til artikel 8, stk. 3, litra j), i samme direktiv skal ansøgeren bl.a. fremlægge en model af den ydre emballage, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i artikel 54, og af lægemidlets indre emballage, der indeholder de oplysninger, der er omhandlet i artikel 55 i samme direktiv. Desuden udstedes en centraliseret markedsføringstilladelse i henhold til fællesskabsretten i form af en kommissionsafgørelse, som er bindende i alle enkeltheder for medlemsstaterne, EMEA og indehaveren af den markedsføringstilladelse, som den er rettet til.
I henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 726/2004 skal den vedtagne kommissionsafgørelse bestå af de dokumenter, der er nævnt i artikel 9, stk. 4, litra a), b), c) og d), i samme forordning. Artikel 9, stk. 4, litra d), henviser til ordlyden af den etikettering og indlægsseddel, som ansøgeren har foreslået, og som er fremlagt i overensstemmelse med afsnit V i direktiv 2001/83. Afsnit V vedrører etikettering og indlægsseddel.
Det følger heraf, at enhver ændring af den godkendte mærkning af den indre emballage vil udgøre en ændring af betingelserne i markedsføringstilladelsen, jf. forordning (EF) nr. 1085/2003. Selv på grundlag af EMEA's karakterisering af, at vores forslag betragtes som en "mulighed" for mærkning af den indre emballage, ændrer det ikke ved, at dette udgør "en ændring af indholdet af dokumenterne, som de eksisterede på det tidspunkt, hvor afgørelsen om markedsføringstilladelsen blev vedtaget". Den klare og naturlige betydning af "ændring af betingelserne i en markedsføringstilladelse" kræver, at EMEA accepterer vores forslag som en ændringsansøgning.
EMEA satte spørgsmålstegn ved, om vores ændring ville reducere den lovgivningsmæssige standard for mærkning fra indehaveren af markedsføringstilladelsen, jf. artikel 55 i direktiv 2001/83/EF. Vi fremfører med respekt, at vores forslag på ingen måde vil underminere kravet i artikel 55. Under alle omstændigheder giver artikel 55, stk. 3, i direktiv 2001/83/EF små indre emballageenheder mulighed for at være forsynet med et minimum af oplysninger om det pågældende produkt. I så fald er indehaveren kun forpligtet til at vise produktets navn (og om nødvendigt administrationsvejen) indgiftsmåden udløbsdatoen partiets nummer, indholdet efter vægt, volumen eller enhed.
EMEA antydede, at dets nuværende politik for parallelhandel/distributionspraksis ikke har nogen indflydelse på, om [klagerens] foreslåede ændring kan godkendes. Tværtimod mener vi, at EMEA's reguleringspolitik med hensyn til mærkning af den indre emballage bør anvendes konsekvent på parallelle distribuerede produkter og originalproducentens produkter i henhold til ligebehandlingsprincippet. EF-Domstolen har faktisk anset dette princip for at være afgørende for anvendelsen (og håndhævelsen) af fællesskabslovgivningen. Tilsvarende opfordrer Den Europæiske Ombudsmands [kodeks for god forvaltningsskik] EU-institutionerne til at sikre, at princippet om ligebehandling overholdes.
Som forklaret her er der ingen objektiv begrundelse for at skelne mellem [klagerens] sag og sagen om et eller flere parallelle distribuerede/importerede produkter, da de begge er reguleret i henhold til reglerne for et indre marked. Sektorspecifik fællesskabslovgivning om godkendelse, suspension, tilbagekaldelse og ændring af en markedsføringstilladelse er baseret på EF-traktatens artikel 95, der har til formål at nå målene i artikel 14. Traktatens artikel 14 vedrører oprettelsen af det indre marked, der omfatter et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer. EMEA's nuværende politik om at tillade parallel distribution/handel med centralt [godkendte] lægemidler er baseret på det samme princip om det indre marked. I den foreliggende sag vedrører politikken det samme lægemiddel [T.], som Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler (herefter »CHMP«) har foretaget en centraliseret vurdering af.
Vi har ikke identificeret nogen folkesundhedsrelaterede problemer, der legitimt kunne udelukke godkendelse af vores foreslåede variation. Dette skyldes, at EMEA på grundlag af sin gældende lovgivningspolitik allerede med hensyn til den parallelle distribuerede/importerede [T.] har accepteret, at både anvendelsen af separate etiketter, der er anbragt i pakningen til fiksering af en praktiserende læge eller patienten, er acceptabel, og at rømning af overposen (som producenten har til hensigt at opretholde produktstabiliteten) af paralleldistributører for at tillade ommærkning ikke ændrer produktkvaliteten. En sådan praksis udgør efter EMEA's opfattelse heller ikke en risiko for folkesundheden.
Vi fremfører med respekt, at vi ikke har fundet nogen objektiv begrundelse for at afvise [klagerens] ændringsansøgning."
12. Den 4. september 2008 svarede EMA som følger:
"Tak for Deres brev af 7. august 2008.
EMEA fastholder dog stadig sin holdning med hensyn til den manglende validering af type II-ændringsansøgningen for [T.] (EMEA/H/C/000390/II/0022) af de årsager, der er forklaret i vores brev af 21. maj 2008.
Som nævnt i vores tidligere brev af 18. juni 2008 har du, hvis du ønsker at bestride ovennævnte valideringsansøgning, ret til enten at indgive en klage til Den Europæiske Ombudsmand eller anlægge sag mod agenturet i henhold til EF-traktatens artikel 195 eller 230."
13. Klageren henvendte sig derefter til Den Europæiske Ombudsmand.
Undersøgelsens genstand
14. Ombudsmanden indledte sin undersøgelse af følgende påstande, argumenter og påstande.
Klageren hævdede, at EMA fejlagtigt afviste sin ansøgning om ændring af type II og ikke behørigt begrundede denne afvisning.
15. Til støtte for denne påstand hævdede klageren, at:
i) I henhold til forordning (EF) nr. 1085/2003, (EF) nr. 2309/93, (EF) nr. 726/2004 og direktiv 2001/83/EF må EMA kun afvise klagerens ansøgning, hvis forslaget udgør en risiko for folkesundheden. EMA har ikke godtgjort, at dette kunne være tilfældet.
ii) EMA tidligere havde allerede godkendt lignende mærkningspraksis hos paralleldistributører.
16. Klageren fremsatte følgende påstand:
EMA bør acceptere klagerens ansøgning om ændring af type II.
Forespørgslen
17. Den 21. november 2008 anmodede Ombudsmanden EMA om en udtalelse om klagen. EMA afgav udtalelse den 26. februar 2009. Udtalelsen blev fremsendt til klageren, som fremsatte sine bemærkninger den 24. april 2009.
18. Den 3. marts 2011 fremsatte Ombudsmanden et mindeligt løsningsforslag. Den 26. april 2011 fremsendte EMA sit svar på forslaget om en mindelig løsning. EMA's svar blev videresendt til klageren, som fremsatte sine bemærkninger den 30. juni 2011.
Ombudsmandens analyse og konklusioner
Indledende bemærkninger
19. EMA udtrykte i sin udtalelse tvivl om Ombudsmandens kompetence til fuldt ud at undersøge den foreliggende tvist. Sammenfattende synes EMA på det tidspunkt, hvor det formulerede sin udtalelse, at have indtaget den holdning, at Ombudsmanden kun kunne undersøge proceduremæssige spørgsmål og ikke den omtvistede afgørelse som sådan.
20. I sit svar på forslaget om en mindelig løsning gentog EMA sin tvivl om Ombudsmandens kompetence til at undersøge den foreliggende sag. EMA anførte navnlig, at klagen ikke vedrørte et tilfælde af påståede fejl eller forsømmelser, men en påstand om forskelsbehandling mellem indehavere af markedsføringstilladelser og paralleldistributører som følge af EU-lovgivningen. EMA gjorde gældende, at kun Domstolen ville være beføjet til at behandle en sådan sag.
21. Ombudsmanden bemærker, at han i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ("TEUF") og statutten for Den Europæiske Ombudsmand har beføjelse til at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med EU-institutionernes og -organernes aktiviteter [6]. Ifølge den generelt accepterede definition af fejl og forsømmelser, som indgik i Ombudsmandens årsberetning for 1997,"er der tale om fejl og forsømmelser, når et offentligt organ ikke handler i overensstemmelse med en regel eller et princip, der er bindende for det". Ombudsmandens ansvarsområde omfatter således en vurdering af mulige overtrædelser af retlige forpligtelser samt af principperne om god forvaltningsskik.
22. Ombudsmanden ønsker at understrege, at hans undersøgelse vedrører klagerens påstand om, at EMA fejlagtigt afviste sin ansøgning om ændring af type II og ikke behørigt begrundede dette afslag. I modsætning til EMA's opfattelse har denne undersøgelse således ikke til formål at fastslå, om den gældende EU-lovgivning diskriminerer mellem indehavere af markedsføringstilladelser og paralleldistributører. Det er derfor klart, at denne klage helt klart falder ind under Ombudsmandens mandat. EMA's tvivl vedrørende dette spørgsmål er derfor ubegrundet.
23. Det forekommer muligt, at EMA fremsatte ovennævnte punkt i lyset af agenturets meget videnskabelige arbejdsområde. Ombudsmanden finder det derfor nyttigt at understrege, at karakteren af hans prøvelse naturligvis kan variere alt efter det pågældende emne. Ombudsmanden har ved flere lejligheder erklæret, at han ikke kan revurdere videnskabelige resultater som sådan. I sager, der involverer sådanne spørgsmål, fokuserer han på procedure, servicemindedhed, mulige åbenbare fejlvurderinger, magtmisbrug og andre ikke-videnskabelige spørgsmål.
A. Påstand om, at EMA med urette afviste ansøgningen og ikke behørigt begrundede sin afgørelse og den tilhørende påstand
Argumenter forelagt Ombudsmanden
24. Ifølge klageren var praksis med ommærkning og ompakning allerede blevet godkendt af EMA med hensyn til paralleldistributørers markedsføring af produkt T.. Paralleldistributørers virksomhed består i, at et distributionsselskab, der er uafhængigt af indehaveren af markedsføringstilladelsen, eksporterer et centralt godkendt lægemiddel fra en medlemsstat til en anden. Ifølge klageren fik paralleldistributørerne den samme fleksibilitet med hensyn til ommærkning og ompakning, som EMA nægtede klageren, uden at give en behørig begrundelse herfor.
25. I sin udtalelse om klagen anførte EMA, at det i denne forbindelse var vigtigt at tage behørigt hensyn til den lovgivningsmæssige baggrund og proceduren for tildeling af en type II-ændring. Navnlig udstedes der i overensstemmelse med direktiv 2001/83 og forordning 726/2004 en markedsføringstilladelse for en periode på fem år, som kan fornyes efter ansøgning, der skal indgives tre måneder før dens udløb. I hele et lægemiddels livscyklus er indehaveren af markedsføringstilladelsen ansvarlig for det produkt, der cirkulerer på markedet. Indehaveren skal også tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling og foretage de ændringer, der måtte være nødvendige for at gøre det muligt at fremstille og kontrollere lægemidlet ved hjælp af almindeligt anerkendte videnskabelige metoder. Sådanne ændringer skal godkendes af den kompetente myndighed.
26. Indehavere af markedsføringstilladelser kan desuden ønske at ændre lægemidlet eller indføre en yderligere sikkerhedsforanstaltning i løbet af femårsperioden. Sådanne ændringer eller variationer kan indebære administrative og/eller mere indholdsmæssige ændringer. Siden 1995 har der været særlige procedurer for godkendelse af sådanne ændringer uden at bringe folkesundheden i fare.
27. Procedurerne for vurdering af en ansøgning om markedsføringstilladelse for et lægemiddel er fastsat i forordning 726/2004 og direktiv 2001/83, som udtrykkeligt fastsætter en procedure for fornyet behandling (henholdsvis forordningens artikel 9, stk. 2, og direktivets artikel 32, stk. 4), hvis ansøgerne ikke er tilfredse med resultatet af den videnskabelige vurdering.
28. Det er vigtigt at bemærke, at i den foreliggende sag blev alle "administrative iter" af proceduren grundigt fulgt af agenturet og dets udvalg. Hvis klageren ikke var tilfreds med resultatet af den videnskabelige vurdering, kunne den enten have anvendt de værktøjer til fornyet undersøgelse, der var til rådighed inden for rammerne af evalueringsproceduren (som beskrevet ovenfor), eller have anfægtet Kommissionens beslutning ved Domstolen i henhold til EF-traktatens artikel 230.
29. I sine bemærkninger til EMA's udtalelse fastholdt klageren sin holdning. Den gentog sit tidligere argument om, at den ændring af mærkningen, som den ansøgte om, skulle anses for at udgøre en " ændring af betingelserne i markedsføringstilladelsen" som omhandlet i forordning 1085/2003. Klageren fandt, at EMA i sin udtalelse fortsat undlod at angive, hvorfor det ikke mente, at dette var tilfældet. Den bemærkede også, at EMA afstod fra at forklare, hvorfor dets accept af lignende ommærkning i forbindelse med parallel distribution, som det syntes at anse, var irrelevant for klagerens sag.
30. Klageren anfægtede desuden EMA's synspunkt om, at den procedure for fornyet behandling, der var omhandlet i klagerens udtalelse, fandt anvendelse.
Ombudsmandens foreløbige vurdering, der fører til et venligt løsningsforslag
31. Efter en foreløbig vurdering var Ombudsmanden af den opfattelse, at EMA's forklaringer til sin afgørelse om klagerens ansøgning ikke var så klare, som principperne om god forvaltningsskik kræver. Han fremsatte derfor et forslag til en mindelig løsning.
32. Ombudsmandens foreløbige vurdering var struktureret som følger: 1) Faktuel forståelse af klagerens ansøgning; 2) Den juridiske karakter af klagerens ansøgning og de relevante gældende proceduremæssige rammer; og 3) EMA's svar på substansen i klagerens ansøgning.
Faktuel forståelse af klagerens ansøgning
33. I sin ansøgning til EMA gav klageren udtryk for følgende:
"De foreslåede ændringer vedrører overmærkning af produkter, der er mærket til anvendelse i én EU-medlemsstat, for at muliggøre anvendelse i en anden EU-medlemsstat.
De foreslåede ændringer omfatter overmærkning af kartonen og posen og angivelse af en flaskeetiket på det sprog, der er relevant for patienten/farmaceuten, så den kan anvendes på flasken, når den er fjernet fra posen."
34. I den relevante korrespondance henviste klageren til "ommærkning "og "over mærkning".
35. I EMA's anfægtede afgørelse af 30. april 2008 gik følgende faktuelle forståelse umiddelbart forud for den materielle konklusion: "det forhold, at flasken ville være umærket af [klageren] på det tidspunkt, hvor den blev bragt i omsætning ..." (fremhævelse tilføjet). Den anvendte imidlertid også udtrykket "over mærkning" i samme afgørelse.
36. I lyset af de forskellige udtryk "ommærkning ","over mærkning" og "umærket "følte Ombudsmanden sig ikke helt forvisset om, at parterne havde en optimal fælles faktuel forståelse af den pågældende ansøgning.
37. For at undgå misforståelser om kendsgerninger og i lyset af Ombudsmandens åbenlyse mangel på ekspertise inden for mærkning af lægemidler fandt han det hensigtsmæssigt, at EMA gav sin præcise faktuelle forståelse af klagerens ansøgning. Ombudsmandens forslag til en mindelig løsning indeholdt en tilsvarende anmodning til EMA.
Den retlige karakter af klagerens anmodning og de relevante gældende proceduremæssige rammer
38. EMA's afgørelse om afvisning meddelte klageren, at dets "ansøgning om ændring af markedsføringstilladelsen" "ikke vedrører en endelig ændring af lægemidlet; men snarere en mulighed for at få mulighed for at overmærke etiketten på kartonen, posen og flasken på et hvilket som helst andet landespecifikt sprog." Klageren forstod dette budskab således, at ansøgningen efter EMA's opfattelse i det væsentlige ikke vedrørte en potentiel "ændring af markedsføringstilladelsen". I sin korrespondance med EMA og efterfølgende under hele denne undersøgelse forklarede klageren i detaljerede juridiske termer, hvorfor den var uenig i en sådan opfattelse.
39. Ombudsmanden fandt, at klagerens forståelse af EMA's ovennævnte erklæring syntes at være rimelig. EMA præciserede imidlertid ikke, om det rent faktisk havde til hensigt at give udtryk for det synspunkt, at klagerens ansøgning ganske enkelt ikke vedrørte en potentiel »ændring af markedsføringstilladelsen«. I stedet for at identificere og forklare de retlige bestemmelser, som EMA støttede sin opfattelse på, anførte EMA det indlysende, nemlig at ansøgningen ikke vedrørte en endelig ændring af lægemidlet som sådan, og sammenfattede derefter klagerens ansøgning rent faktuelt.
40. Det var således fortsat uklart, om EMA i det væsentlige havde til hensigt at underrette klageren om, at ansøgningen efter EMA's opfattelse var "uantagelig" i henhold til den procedure, der var fastsat for ansøgninger om ændringer af markedsføringstilladelser.
41. I sin udtalelse foreslog EMA endvidere, at klageren efter EMA's opfattelse kunne have søgt erstatning for sin afgørelse gennem en procedure, der er fastsat i forordning (EF) nr. 726/2004 og direktiv 2001/83. Den anførte, at klageproceduren fandt anvendelse, hvis den pågældende virksomhed ikke var tilfreds med resultatet af den videnskabelige vurdering.
42. Dette rejste en række spørgsmål. For det første var det, hvis EMA fandt, at den pågældende ansøgning ikke faldt ind under den relevante kategori, uklart, hvorfor den omhandlede klageprocedure kunne være tilgængelig for klageren. For det andet var det, hvis ovennævnte klageprocedure fandt anvendelse, uklart, hvorfor EMA rådede klageren til enten at gå rettens vej eller henvende sig til Ombudsmanden. og for det tredje var den videnskabelige karakter af den vurdering, der lå til grund for EMA's afgørelse, ikke indlysende.
43. Ombudsmanden anmodede EMA om at afklare ovennævnte spørgsmål i sit forslag til en mindelig løsning.
EMA's svar på substansen i klagerens anmodning
44. I sin anfægtede afgørelse af 30. april 2008 meddelte EMA klageren, at den ønskede ændring, som forstået af EMA, ville indføre en "reduceret mærkningsstandard" , som "ikke anses for at være i overensstemmelse med artikel 55 i direktiv 2001/83/EF" .
45. Ombudsmanden bemærkede, at artikel 55 i ovennævnte direktiv indeholder tre afsnit og to krydshenvisninger til andre artikler i direktivet. Der henvises også til den samme artikel i den efterfølgende artikel. Disse bestemmelser indeholdt både meget specifikke og meget generelle specifikationer og standarder, hvoraf det fremgik, at visse oplysninger som f.eks. "lægemidlets navn ","udløbsdato "og "batchnummer" skal fremgå af mærkningen, men også, at de " oplysninger, der er omhandlet i artikel 54, 55 og 62, skal være let læselige, let forståelige og uudslettelige. "
46. De relevante lovbestemmelser syntes derfor at have et stort anvendelsesområde inden for deres egne rammer for bestemte og mere sagsspecifikke og dombaserede vurderinger. Dette gjorde det så meget desto vigtigere at sikre, at klageren blev behørigt underrettet om den specifikke begrundelse for EMA's afgørelse. Den pågældende afgørelse burde således have henvist til den eller de relevante retlige bestemmelser for at sikre, at den kan efterprøves, og for at gøre det muligt for de berørte adressater at træffe en informeret beslutning om, hvorvidt og hvordan de bør søge at få denne afgørelse taget op til fornyet overvejelse eller taget op til fornyet overvejelse. Den anfægtede afgørelse henviste imidlertid blot til "en reduceret mærkningsstandard" , et udtryk, der hverken findes i det pågældende direktivs artikel 55 eller i de bestemmelser, der henviser til denne artikel.
47. EMA's efterfølgende svar til klageren afklarede heller ikke dette spørgsmål yderligere. Klageren havde derfor kun meget vage oplysninger om, hvorfor EMA mente, at den ønskede ændring ikke kunne indrømmes.
48. Uden at foregribe spørgsmålet om den materielle vurdering var Ombudsmanden således af den opfattelse, at EMA's afgørelse for at være i overensstemmelse med principperne om god forvaltningsskik burde have været klarere og mere forklarende og burde have indeholdt specifikke retlige henvisninger.
49. Ombudsmanden bemærkede endvidere, at klageren kritiserede substansen i EMA's afgørelse med den begrundelse, at den efter klagerens opfattelse var uforenelig med EMA's egen reguleringspraksis.
50. Klageren anmodede navnlig EMA om at forklare, hvorfor det tillod paralleldistributører at anvende en praksis, der, hvis den ikke var identisk, svarede til den, som klageren ansøgte om tilladelse til.
51. I sit korte svar anfægtede EMA ikke klagerens argument om, at det tillod paralleldistributører at gøre, hvad det nægtede at tillade klageren at gøre. EMA fremlagde ingen synspunkter eller oplysninger om, hvorvidt slutresultatet for forbrugerne eller det indre marked ville være det samme. Med henblik på at få klageren til at forstå forskellen underrettede den heller ikke klageren om det specifikke retsgrundlag for den tilladelse, som den allerede havde givet paralleldistributører. EMA begrænsede sit svar til at anføre, at forpligtelserne for indehavere af markedsføringstilladelser, ligesom klageren, forbliver uændrede uanset parallel handelspraksis.
52. Uden at det berører den materielle vurdering af de relevante spørgsmål, bemærkede Ombudsmanden, at EMA's svar efterlod klageren helt i mørke med hensyn til, hvorfor agenturet anså forskellen for at være berettiget og irrelevant for klagerens situation.
53. Ombudsmanden anførte endvidere, at det er en selvfølge, at god forvaltning kræver, at institutionerne reagerer hensigtsmæssigt på rimelige forespørgsler eller argumenter om mulige administrative uoverensstemmelser eller endog ulige behandling. Dette gælder navnlig i forbindelse med specifikke administrative afgørelser rettet til enkeltpersoner. Den deklaratoriske stil i EMA's svar til klageren om det pågældende spørgsmål var ikke i overensstemmelse med dette krav.
54. I lyset af ovennævnte konklusioner fremsatte Ombudsmanden et tilsvarende forslag til en mindelig løsning i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand.
55. Ombudsmanden foreslog, at EMA under hensyntagen til sine konklusioner kunne:
a) afklare de faktuelle spørgsmål, der er nævnt ovenfor
b) genoverveje den retlige karakter af klagerens ansøgning og de relevante gældende proceduremæssige rammer og meddele sine konklusioner med behørig henvisning til de pågældende specifikke retlige bestemmelser og
c) punkt for punkt undersøge klagerens retlige argumenter som anført i brevet af 7. august 2008 og fremsende sin analyse med relevante henvisninger til de specifikke retsregler.
De argumenter, der blev fremlagt for Ombudsmanden efter hans venlige løsningsforslag
56. Den 26. april 2011 fremsendte EMA sit svar på Ombudsmandens forslag til en mindelig løsning.
57. For det første anførte EMA med hensyn til de faktuelle præciseringer, som Ombudsmanden havde anmodet om, at de ændringer, som klageren havde foreslået, bestod i a) overmærkning af kartonen og posen på et andet EU-sprog og b) levering af en flaskeetiket på det pågældende sprog, som patienten/farmaceuten skulle anbringe.
58. I lyset heraf gjorde EMA gældende, at en handling fra en tredjepart ville være nødvendig for, at produktet kunne mærkes (dvs. at apotekeren/patienten fysisk skulle anbringe flaskeetiketten på flasken). EMA gjorde således gældende, at produktet ville efterlade indehaveren af markedsføringstilladelsens kontrolområde delvist umærket. I tilfælde af manglende samarbejde fra apotekerens/patientens side vil produktet desuden ikke blive mærket på sproget i den medlemsstat, hvor det blev markedsført.
59. For det andet foreslog EMA med hensyn til arten af klagerens ansøgning, at den ændring, som klageren havde foreslået, ikke var en alternativ form for mærkning, der kunne anses for at være en acceptabel ændring af markedsføringstilladelsen. Efter EMA's opfattelse udgjorde klagerens ansøgning i realiteten en skjult undtagelse fra forpligtelsen til at mærke produktet i overensstemmelse med gældende lovgivning.
60. Med hensyn til muligheden for at anmode om en fornyet gennemgang af en videnskabelig udtalelse præciserede EMA, at det i det foreliggende tilfælde ikke afgav en videnskabelig udtalelse, men afviste klagerens ansøgning, fordi de foreslåede ændringer ikke var acceptable som en type II-ændring. EMA tilføjede, at det kun havde henvist til retten til at anmode om en fornyet behandling som en mulighed, der i princippet er tilgængelig for enhver ansøger, hvis det ønsker at anfægte EMA's afgørelse om at afvise en ansøgning af videnskabelige grunde.
61. For det tredje gjorde EMA med hensyn til indholdet af klagerens ansøgning gældende, at der gælder forskellige retsregler for indehavere af markedsføringstilladelser og paralleldistributører. EMA gjorde således gældende, at de forpligtelser, der pålægges indehavere af markedsføringstilladelser med hensyn til mærkning, ikke nødvendigvis pålægges paralleldistributører. EMA afviste derfor klagerens argument om forskelsbehandling mellem indehavere af markedsføringstilladelser, såsom klageren, og paralleldistributører.
62. Til støtte for sit standpunkt henviste EMA til sag T-123/00, Thomae mod Kommissionen [7], hvori den daværende Ret i Første Instans (nu Retten) fastslog, at de retlige forpligtelser, der pålægges indehavere af markedsføringstilladelser, er forskellige fra dem, der pålægges paralleldistributører.
63. EMA tilføjede, at de eneste ændringer, som paralleldistributører kan indføre i emballagen til centralt godkendte produkter, er dem, der er strengt nødvendige for at markedsføre produktet i bestemmelsesmedlemsstaten, f.eks. ved at anvende den relevante sprogversion af emballagen og indlægssedlen. Ifølge EMA oplyser paralleldistributører i sådanne tilfælde blot EMA om, at de har til hensigt at begynde at distribuere et godkendt produkt i en anden medlemsstat, og fremlægger en kopi af den nye etikettering og indlægsseddel, som vil blive anvendt i bestemmelsesmedlemsstaten.
64. EMA tilføjede, at der ikke var tale om forskelsbehandling mellem klageren og andre indehavere af markedsføringstilladelser, fordi EMA aldrig har accepteret en ansøgning, der ligner den pågældende, fra en indehaver af en markedsføringstilladelse.
65. Hvad angår begrundelsen for afslaget på klagerens ansøgning henviste EMA til afsnit V (artikel 54-69) i direktiv 2001/83. EMA støttede sig navnlig på artikel 56 i direktiv 2001/83. I henhold til denne bestemmelse skal de oplysninger, der skal være anført på produkternes emballage ", være let læselige, let forståelige og uudslettelige". I henhold til artikel 63, stk. 1, i direktiv 2001/83 skal de pågældende oplysninger desuden " anføres på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres ". Endvidere hedder det i artikel 12, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 726/2004, at "[a]nthorisering nægtes ligeledes [...], hvis den af ansøgeren foreslåede etikettering og indlægsseddel ikke er i overensstemmelse med afsnit V i direktiv 2001/83/EF."
66. På baggrund af ovenstående afviste EMA klagerens argument om, at en foreslået ændring af mærkningen kun kan afvises, hvis forslaget udgør en risiko for folkesundheden. EMA konkluderede derimod, at det var forpligtet til at afvise den foreslåede ændring af mærkningen, hvis ansøgeren ikke havde godtgjort, at den foreslåede ændring opfyldte kravene i den gældende lovgivning. EMA fandt navnlig, at den mærkning, som klageren havde foreslået, ville have haft følgende konsekvenser: i) etiketten med de krævede oplysninger vil ikke umiddelbart blive anbragt på den flaske, der indeholder produktet og ii) ansvaret for at anbringe den relevante etiket ville blive overført fra indehaveren af markedsføringstilladelsen til en tredjepart, dvs. apotekeren eller patienten. Efter EMA's opfattelse var denne foreslåede mærkningsmetode ikke i overensstemmelse med ovennævnte lovbestemmelser.
67. Den 30. juni 2011 fremsatte klageren sine bemærkninger til EMA's svar på forslaget om en mindelig løsning.
68. Hvad for det første angår de faktuelle præciseringer, som Ombudsmanden havde anmodet om, bestred klageren ikke EMA's forståelse af de faktiske omstændigheder. Den anfægtede navnlig ikke, at de foreslåede ændringer bestod i a) overmærkning af kartonen og posen på et andet EU-sprog og b) levering af en flaskeetiket på det pågældende sprog, som patienten/farmaceuten skulle anvende. Klageren var imidlertid uenig i EMA's vurdering og konklusioner på grundlag af disse kendsgerninger, som vil blive sammenfattet i det tredje punkt nedenfor.
69. For det andet insisterede klageren med hensyn til arten af sin ansøgning på, at dens anmodning skulle betragtes som en "type II-ændringsansøgning". Efter klagerens opfattelse bør enhver ændring af mærkningen, som foreslås af indehaveren af markedsføringstilladelsen, de facto og de jure betragtes som en ændringsansøgning.
70. For det tredje hævdede klageren med hensyn til sagens realitet, at EMA burde have accepteret ansøgningen om ændring. Til støtte for denne konklusion fremsatte klageren flere argumenter.
71. Sagsøgeren har gjort gældende, at EMA's påstand om, at indehavere af markedsføringstilladelser og paralleldistributører er omfattet af forskellige emballerings- eller mærkningsregler, er forkert. Klageren henviste navnlig til artikel 57, stk. 1, i forordning (EF) nr. 726/2004, hvori det fastsættes, at EMA "varetager følgende opgaver: [...] o) kontrol af, at de betingelser, der er fastsat i fællesskabslovgivningen om lægemidler og i markedsføringstilladelserne, overholdes i tilfælde af parallel distribution af lægemidler, der er godkendt i henhold til denne forordning". Klageren hævdede endvidere, at intet i Kommissionens meddelelse om parallelimport af farmaceutiske specialiteter, for hvilke der allerede er udstedt markedsføringstilladelser [8] (»meddelelsen«), tydede på, at der skulle gælde forskellige emballerings- eller mærkningsregler for indehavere af markedsføringstilladelser og for parallelforhandlere.
72. Klageren bemærkede endvidere, at meddelelsen fastsætter, at "de eneste ændringer af produktet, der kan kræves for at tillade parallel distribution, er ændringer i sproget i etiketteringen og indlægssedlen for at overholde [den gældende lovgivning]". I denne meddelelse fastsættes det endvidere, at "produktets oprindelige tilstand i emballagen ikke må påvirkes direkte eller indirekte, og at eventuelle ændringer i emballagens størrelse skal begrundes behørigt, dvs. at det skal påvises, at de er strengt nødvendige for at markedsføre det produkt, der distribueres parallelt i bestemmelsesmedlemsstaten, på samme vilkår som det produkt, der distribueres af indehaveren af markedsføringstilladelsen."
73. Klageren anførte også, at den retspraksis, som EMA har påberåbt sig, nemlig sag T-123/00, Thomae mod Kommissionen, ikke vedrørte parallel distribution og derfor ikke støttede EMA's holdning.
74. På baggrund af ovenstående gentog klageren, at EMA's afvisning af at acceptere dets ansøgning var diskriminerende, da lignende ændringer foretaget af paralleldistributører er blevet accepteret.
Ombudsmandens vurdering efter hans venlige løsningsforslag
75. For klarhedens skyld minder Ombudsmanden om, at klagerens ansøgning i enkle vendinger vedrørte overmærkning af kartonen og posen på bestemmelsesmedlemsstatens relevante sprog. Klageren foreslog desuden at anbringe en flaskeetiket på det relevante sprog, som patienten/farmaceuten kan anbringe på flasken, når den er fjernet fra posen.
76. Under henvisning til EMA's svar på Ombudsmandens forslag til mindelig løsning og klagerens bemærkninger til EMA's svar ser det ud til, at uenigheden mellem parterne i det væsentlige vedrører det tredje punkt, der blev rejst i Ombudsmandens forslag til mindelig løsning.
77. For det første synes parterne med hensyn til de faktuelle præciseringer, som Ombudsmanden har anmodet om, at være nået frem til en fælles forståelse af klagerens ansøgning. Deres uenighed synes at fokusere på vurderingen af ansøgningen snarere end på de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for ansøgningen.
78. Hvad for det andet angår den retlige karakter af klagerens ansøgning, fremgår det efter en omhyggelig analyse af EMA's svar på forslaget om en mindelig løsning og klagerens bemærkninger, at EMA vurderede ansøgningen som en ansøgning om en type II-ændring af markedsføringstilladelsen. EMA konkluderede imidlertid, at denne type II-ændringsansøgning ikke kunne accepteres. Ombudsmanden mener, at da EMA erklærede, at klagerens ansøgning var "uantagelig", betød det faktisk, at den var uacceptabel, fordi den var i strid med klagerens forpligtelse til at mærke produktet i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning. Efter Ombudsmandens opfattelse synes parterne derfor at være nået til en fælles forståelse af den retlige karakter af klagerens ansøgning. De er imidlertid uenige om, hvad resultatet af denne ansøgning bør være.
79. Hvad for det tredje angår de materielle grunde til at afvise klagerens ansøgning minder Ombudsmanden om, at artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 726/2004 fastsætter, at markedsføringstilladelsen vil blive afslået, hvis etiketteringen og indlægssedlen ikke er i overensstemmelse med afsnit V i direktiv 2001/83. Det kan udledes af den kombinerede læsning af disse regler, at det, som EMA har foreslået, påhviler indehaveren af markedsføringstilladelsen at sikre, at dennes produkter er tilstrækkeligt mærket, når de markedsføres. Det fremgår af EMA's forklaringer, at dette efter EMA's opfattelse betyder, at etiketter, der indeholder de relevante oplysninger på sproget i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres, skal anbringes på produktet af indehaveren af markedsføringstilladelsen selv (eller af en person inden for EMA's kontrolområde), og at denne opgave ikke kan overlades til tredjeparter, som indehaveren af markedsføringstilladelsen ikke har nogen kontrol over. EMA gjorde gældende, at hvis den pågældende tredjemand ikke samarbejder (dvs. hvis apotekeren eller patienten ikke anbringer etiketten på flasken), vil lægemidlet blive markedsført uden at være mærket på bestemmelsesmedlemsstatens sprog, hvilket ville være i strid med artikel 61, stk. 3, i direktiv 2001/83. Ombudsmanden finder disse argumenter overbevisende.
80. Desuden kræver en af bestemmelserne i afsnit V i direktiv 2001/83, nemlig artikel 56, at de oplysninger, der skal være anført på emballagen, skal være »uudslettelige«. Det er vanskeligt at se, hvordan dette krav kan opfyldes, når etiketten med de relevante oplysninger på sproget i den medlemsstat, hvor produktet markedsføres, som i den foreliggende sag ikke fra begyndelsen er anbragt på flasken.
81. Klageren har ikke fremført nogen argumenter i sine bemærkninger, der kan fastholde det synspunkt, at uanset spørgsmålet om påstået forskelsbehandling som følge af EMA's stilling i forhold til paralleldistributører (som vil blive behandlet nedenfor), er den foreslåede mærkningsmetode i overensstemmelse med ovennævnte mærkningsbestemmelser. I modsætning til, hvad klageren hævder, mener Ombudsmanden desuden, at EMA's synspunkt om, at det bør afvise ansøgningen om ændring, hvis den ikke er i overensstemmelse med de gældende mærkningskrav [9], og ikke kun hvis det påvises, at forslaget udgør en risiko for folkesundheden (som klageren foreslog), er rimeligt.
82. Ombudsmanden mener endvidere, at EMA's synspunkt om, at klagerens foreslåede mærkningsmetode ikke er i overensstemmelse med den gældende mærkningslovgivning, synes at være korrekt.
83. Med hensyn til argumentet om påstået forskelsbehandling af klageren minder Ombudsmanden om, at Domstolen konsekvent har fastslået, at det generelle ligebehandlingsprincip kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet [10].
84. Det er klart, at klageren og andre indehavere af markedsføringstilladelser ville befinde sig i en sammenlignelig situation. Klageren har imidlertid ikke påstået, at EMA har tilladt andre indehavere af markedsføringstilladelser at anvende den samme mærkningspraksis, som klageren har foreslået. Desuden har Ombudsmanden i forbindelse med denne undersøgelse ikke fundet tegn på, at dette i virkeligheden var tilfældet.
85. For så vidt angår parallelimportører og indehavere af markedsføringstilladelser hævdede klageren, at EMA har godkendt paralleldistributører til at anvende den samme mærkningspraksis som den, klageren har foreslået. Ombudsmanden bemærker, at EMA ikke udtrykkeligt har bestridt denne faktuelle påstand, selv om Ombudsmanden udtrykkeligt henledte dets opmærksomhed på den.
86. Ombudsmanden er under alle omstændigheder af den opfattelse, at en indehaver af en markedsføringstilladelse og en parallelimportør ikke nødvendigvis befinder sig i samme situation med hensyn til markedsføring af et givet lægemiddel. Som EMA med rette har anført, kan paralleldistributører i modsætning til indehavere af markedsføringstilladelser ikke ansøge om ændring af en markedsføringstilladelse. Desuden er de eneste ændringer, som paralleldistributører kan indføre i lægemidlers emballage, de ændringer, der er nødvendige for at markedsføre det pågældende produkt i bestemmelsesmedlemsstaten. I virkeligheden vil parallelforhandleren på grund af parallelhandelens karakter ofte være forpligtet til at foretage ændringer for at sikre, at emballagen og mærkningen er affattet på bestemmelsesmedlemsstatens sprog (da bestemmelsesmedlemsstatens sprog meget ofte ikke vil være det samme som sproget i den medlemsstat, hvor indehaveren af markedsføringstilladelsen har markedsført produktet). I modsætning til indehavere af markedsføringstilladelser, som kan ændre den oprindelige mærkning af produktet og tilpasse den til bestemmelsesmedlemsstaten, har en paralleldistributør ikke denne mulighed og skal nødvendigvis foretage ommærkning i et sådant tilfælde.
87. Klageren anførte med rette, at sag T-123/00, Thomae mod Kommissionen, ikke støtter EMA's holdning, fordi den ikke vedrører parallelhandel. EMA's holdning bekræftes imidlertid af meddelelsen, der, som klageren selv bemærkede, fastslår, at "de eneste ændringer af produktet, der kan kræves for at tillade parallel distribution, er ændringer i sproget i etiketteringen og indlægssedlen for at overholde [den gældende lovgivning]". Det fremgår derfor klart af denne meddelelse, at paralleldistributører kan være nødt til at foretage visse ændringer af etiketteringen og indlægssedlen af sproglige årsager.
88. I modsætning til, hvad klageren har gjort gældende, støtter artikel 57, stk. 1, i forordning nr. 726/2004 desuden ikke den holdning, at indehavere af markedsføringstilladelser og paralleldistributører er underlagt de samme mærkningsregler. Faktisk fastsætter denne bestemmelse blot, at en af EMA's opgaver er at sikre, at paralleldistributører overholder de gældende betingelser, der er fastsat i EU-lovgivningen og markedsføringstilladelserne.
89. På baggrund af det ovenstående er Ombudsmanden af den opfattelse, at en afgørelse truffet af EMA, der fører til forskelsbehandling mellem en indehaver af en markedsføringstilladelse, såsom klageren, og paralleldistributører med hensyn til emballering og mærkning af lægemidler, ikke nødvendigvis vil være i strid med ligebehandlingsprincippet.
90. Ombudsmanden konkluderer derfor, at EMA var berettiget til at afvise klagerens type II-ændringsansøgning, og at det behørigt har begrundet dette afslag i løbet af denne undersøgelse. Klagerens påstand og dermed forbundne påstand bør derfor afvises som ubegrundet.
91. Selv hvis man af hensyn til denne analyse antog, at indehavere af markedsføringstilladelser og paralleldistributører befinder sig i en sammenlignelig situation, og at EMA tillod paralleldistributører at anvende den samme mærkningspraksis, som klageren havde foreslået, ville dette ikke nødvendigvis forpligte EMA til at godkende klagerens ansøgning. Af de grunde, der er forklaret ovenfor, vil den foreslåede mærkningsmetode ikke være i overensstemmelse med den gældende mærkningslovgivning. I denne hypotetiske situation giver den omstændighed, at EMA med urette har godkendt paralleldistributører til at udøve en sådan ulovlig praksis, således ikke klageren ret til at få EMA's godkendelse af den samme praksis. Ifølge fast retspraksis skal overholdelsen af ligebehandlingsprincippet forenes med legalitetsprincippet, hvorefter en person ikke til støtte for sit krav kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for tredjemand [11]. I dette hypotetiske tilfælde vil EMA derfor være forpligtet til at drage de nødvendige konklusioner for at forhindre paralleldistributører i at anvende praksis, der ikke er i overensstemmelse med den gældende mærkningslovgivning.
B. Konklusioner
På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:
Der er ikke grundlag for yderligere undersøgelser af den foreliggende sag.
P. Nikiforos Diamandouros
Udfærdiget i Strasbourg, den 26. april 2012.
[1] Det skal bemærkes, at akronymet for Det Europæiske Lægemiddelagentur tidligere var "EMEA". Derfor forekommer akronymet "EMEA" snarere end "EMA" i nogle af de passager, der er citeret i denne beslutning.
[2] Kommissionens forordning (EF) nr. 1085/2003 af 3.6.2003 om behandling af ændringer af betingelserne i markedsføringstilladelser for humanmedicinske lægemidler og veterinærlægemidler, der er omfattet af Rådets forordning (EØF) nr. 2309/93 (EUT L 159, s. 24).
[3] Kommissionens forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur, EUT L 136, s. 1.
[4] Rådets forordning (EØF) nr. 2309/93 af 22.7.1993 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk agentur for lægemiddelvurdering (EFT L 214, s. 1).
[5] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311, s. 67).
[6] Jf. artikel 228, stk. 1, i TEUF og artikel 2, stk. 1, i Den Europæiske Ombudsmands statut.
[7] Sag T-123/00, Thomae mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 5193.
[8] KOM(2003) 839 endelig.
[9] Jf. artikel 12, stk. 1, i forordning (EF) nr. 726/2004.
[10] Se f.eks. sag C-133/09, József Uzonyi mod Mezogazdasági és Vidékfejlesztési Hivatal Központi Szerve, dom af 30. september 2010, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgørelser, præmis 31.
[11] Se sag 246/83, De Angelis mod Kommissionen, Sml. 1985, s. 1253, præmis 17, sag 134/84, Williams mod Revisionsretten, Sml. 1985, s. 2225, præmis 14, og sag T-347/94, Mayr-Melnhof mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 1751, præmis 334.