Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand [1]

Baggrunden for klagen

1. Klagen vedrører Kommissionens afslag på aktindsigt i baggrundsdokumenter vedrørende Kommissionens meddelelse om Fællesskabets retshåndhævelse (»meddelelsen«)[2].

2. Anmodningen om aktindsigt blev fremsat i november 2007 af European Citizen Action Service ("ECAS"), en NGO med base i Bruxelles. Kommissionen gav aktindsigt i nogle af de dokumenter, der var omfattet af begæringen, men afslog at give aktindsigt i andre. ECAS genfremsatte begæringen den 30. april 2008. Retten begrænsede sin begæring om aktindsigt til de dokumenter, der indeholdt: i) de statistikker, på grundlag af hvilke den gennemsnitlige klagebehandlingstid blev beregnet ii) en beskrivelse af medlemsstaternes rolle og iii) forslaget om prioritering af klager.

3. I sit svar af 1. august 2008 gav Kommissionen aktindsigt i uddrag af det dokument, der indeholdt statistikker. Kommissionen afslog imidlertid at give aktindsigt i 21 dokumenter, nemlig dokumenterne vedrørende medlemsstaternes rolle og forslaget om prioritering af klager. Afslaget var baseret på undtagelsen i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (»forordning 1049/2001«)[3], der har til formål at beskytte institutionernes beslutningsproces. Med hensyn til ét dokument (dokument 21) påberåbte Kommissionen sig også undtagelsen i artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning (EF) nr. 1049/2001, der har til formål at beskytte retslige procedurer og juridisk rådgivning.

4. I sit svar på ECAS' genfremsatte begæring anførte Kommissionen, at dokument 1-20 var arbejdsdokumenter og uformelle dokumenter, der var udarbejdet i de tidlige faser af udarbejdelsen af meddelelsen. Kommissionen afslog at give aktindsigt i disse dokumenter eller dele heraf med den begrundelse, at de ikke nødvendigvis afspejlede institutionens holdning, men blot Kommissionens tjenestegrenes opfattelse af de drøftede punkter. Ifølge Kommissionen blev de pågældende dokumenter udarbejdet med henblik på intern information, høring og udveksling af synspunkter. De blev udarbejdet til internt brug som led i drøftelser og indledende konsultationer i Kommissionen. De blev ikke udarbejdet med henblik på at blive offentliggjort.

5. Kommissionen hævdede, at offentliggørelse af dokumenterne ville gøre vurderinger og udtalelser, der er relevante for Kommissionens foranstaltninger og politik på det følsomme område retshåndhævelse i Unionen, samt synspunkter og foreløbige udtalelser om spørgsmål, der er forelagt kommissærkollegiet, offentligt tilgængelige. Dette ville ifølge Kommissionen være til stor skade for dens beslutningsproces.

6. Kommissionen mener, at det i forbindelse med sådanne følsomme spørgsmål er yderst vigtigt, at dens tjenestegrene frit kan udveksle idéer og kommentarer åbent uden at være bekymrede over mulige og uforudsigelige eksterne reaktioner på disse individuelle bidrag. Denne proces gør det muligt for tjenestegrenene at give kommissærerne alle de relevante oplysninger, de har brug for til at træffe en velafbalanceret beslutning. I den foreliggende sag har sådanne interne drøftelser vist sig at være nyttige ved formuleringen af den afgørelse, som kollegiet har truffet. Hvis Kommissionens tjenestegrene havde vidst, at deres udtalelser og bemærkninger om disse vigtige emner ville blive offentliggjort efterfølgende, ville der have været en markant anderledes holdning under udvekslingen af synspunkter, hvilket ville have begrænset omfanget og dybden af det forberedende arbejde. Det ville have svækket beslutningsprocessen.

7. Kommissionen påpegede også, at eftersom forberedelserne omfattede både mundtlige og skriftlige samt registrerede og uregistrerede materialer, ville offentliggørelsen af de bemærkninger og udtalelser, der tilfældigvis blev registreret, ikke give et fuldstændigt og klart billede af den forberedende proces. Dette kan føre til misforståelser med hensyn til holdningen hos både Kommissionen som helhed og dens enkelte tjenestegrene. Ifølge Kommissionen vil udbredelsen af de pågældende dokumenter eller relevante dele heraf derfor være til alvorlig skade for det sikre og pålidelige miljø, som Kommissionens tjenestegrene skal have for at muliggøre en fri udveksling af synspunkter om spørgsmål af væsentlig betydning såsom det foreliggende emne.

8. Kommissionen anførte, at bemærkningerne og udtalelserne fra de forskellige generaldirektorater, der blev fremsat i dokument 21, blev indgivet som svar på den tværtjenstlige høring, som generalsekretariatet havde iværksat. Selv om denne høring er mere formel end de foregående uformelle udvekslinger, afspejler udtalelserne heri forskellige vurderinger af situationen med hensyn til håndteringen af traktatbrudsprocedurer samt af de forslag, som generalsekretariatet har forelagt i udkastet til meddelelse.

9. Hvis disse vurderinger og udtalelser blev gjort offentligt tilgængelige, ville det ifølge Kommissionen undergrave kollegialiteten i Kommissionens beslutningstagning på et område, der er kernen i de beføjelser, der er tillagt den ved traktaterne. Desuden blev generaldirektoraternes bemærkninger på tidspunktet for begæringen om aktindsigt taget i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af reglerne og retningslinjerne for den praktiske gennemførelse af de principper, der er fastsat i meddelelsen.

10. På grundlag af ovenstående fandt Kommissionen, at udbredelsen af de bemærkninger og udtalelser, der blev afgivet som svar på høringen på tværs af tjenestegrenene, ville være til skade for dens beslutningsproces.

11. Kommissionen fremførte endvidere, at udbredelsen af udtalelsen fra dens Juridiske Tjeneste, som udgjorde et bilag til dokument 21, ville være til skade for beskyttelsen af juridisk rådgivning, da det pågældende spørgsmål var af følsom karakter, og udtalelsen havde konsekvenser for den praktiske gennemførelse af meddelelsen.

12. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der kunne gives delvis aktindsigt, gjorde Kommissionen gældende, at udbredelsen af en hvilken som helst del af de pågældende dokumenter ville afsløre interne drøftelser om følsomme spørgsmål. Kommissionen fandt derfor, at dokumenterne fuldt ud var omfattet af de påberåbte undtagelser fra aktindsigt.

13. Kommissionen fandt også, at navnlig da meddelelsen er offentligt tilgængelig, vejede offentlighedens interesse i udbredelsen af de pågældende dokumenter ikke tungere end behovet for at beskytte Kommissionens beslutningsproces og dens evne til at forlade sig på uafhængig juridisk rådgivning inden for EU-retshåndhævelse.

Undersøgelsens genstand

14. I sin klage til Den Europæiske Ombudsmand hævdede ECAS, at Kommissionen havde behandlet dens begæring om aktindsigt forkert.

15. Til støtte for sin påstand gjorde ECAS gældende, at Kommissionen havde undladt at:

1. fremføre relevante argumenter til støtte for sin afgørelse om afslag på aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001

2. foretage en individuel vurdering af hvert dokument, der er omfattet af begæringen om aktindsigt

3. afveje offentlighedens interesser mod instituttets interesser

4. forklare, hvorfor listen over afviste dokumenter ikke indeholdt et notat fra GD for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed og

5. besvare den genfremsatte begæring inden for den fastsatte frist.

16. ECAS hævdede, at Kommissionen burde give aktindsigt i de relevante dokumenter.

Undersøgelsen

17. Ombudsmanden anmodede Kommissionen om at afgive en udtalelse om klagen senest den 30. april 2009. Efter at have anmodet om tre forlængelser af denne frist afgav Kommissionen udtalelse den 30. juli 2009. Udtalelsen blev fremsendt til ECAS, som afgav udtalelse den 17. november 2009.

18. I forbindelse med sin analyse af sagen foretog Ombudsmandens kontor to inspektioner af Kommissionens sagsakter: den 13. juli 2010 og den 14. november 2012. Kontrolrapporterne blev fremsendt til ECAS, som blev opfordret til at fremsætte bemærkninger. ECAS fremsatte ingen bemærkninger til dem.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstand om ukorrekt behandling af anmodning om adgang og tilhørende krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke har fremført relevante argumenter til støtte for sin afgørelse om afslag på aktindsigt

19. ECAS fremførte, at institutionen i henhold til Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolens) faste retspraksis for at give afslag på aktindsigt i et dokument skal godtgøre, at det pågældende dokument er omfattet af undtagelserne i forordning 1049/2001 [4]. Den blotte omstændighed, at et dokument vedrører en interesse, der er beskyttet af en undtagelse, kan ikke begrunde anvendelsen af denne undtagelse. Risikoen for, at en beskyttet interesse skades, skal være rimeligt forudsigelig og ikke rent hypotetisk [5]. Ifølge ECAS udgør Kommissionens argument om, at visse dokumenter, som den afslog at give aktindsigt i, udelukkende var udarbejdet til internt brug, ikke en begrundelse for at afslå aktindsigt i henhold til forordning nr. 1049/2001. Det samme gælder for Kommissionens argument om, at dokumenterne ikke angiver Kommissionens formelle holdning, samt argumentet om, at udarbejdelsen af meddelelsen omfattede både mundtligt og skriftligt materiale. ECAS påpeger, at alle drøftelser nødvendigvis skal omfatte en eller anden form for uregistreret materiale, og Kommissionens argument ville således indebære, at ingen dokumenter kunne udleveres.

20. ECAS fremførte endvidere, at Kommissionens erklæring om, at dokumenterne indeholder oplysninger om dens "strategi" eller "politik", er utilstrækkelig til, at de kan falde ind under en af undtagelserne i forordning 1049/2001.

21. Efter ECAS' opfattelse har Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad påvist, hvorfor udbredelsen af dokument 21, dvs. Den Juridiske Tjenestes rådgivning, ville være til skade for denne tjenestes uafhængighed, eller på hvilken måde en sådan rådgivning ville være af særlig følsom karakter. Der er ikke noget generelt behov for fortrolighed i forbindelse med rådgivning fra Den Juridiske Tjeneste i forbindelse med lovgivningsmæssige spørgsmål [6]. EU-Domstolen har påpeget, at blot fordi et bestemt dokument indeholder juridisk rådgivning, er dette ikke en tilstrækkelig begrundelse for at være omfattet af undtagelsen i artikel 4, stk. 2, andet led. Den institution, der giver afslag på aktindsigt, skal påvise, at udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af denne rådgivning, og at der ikke er nogen mere tungtvejende offentlig interesse, der berettiger udbredelse [7]. Kommissionen vil skulle påvise, at Den Juridiske Tjenestes uafhængighed kan bringes i fare i tilfælde af offentliggørelse, og at en sådan risiko med rimelighed kan forudses og ikke er rent hypotetisk [8].

22. ECAS anførte, at undtagelsen fra aktindsigt i artikel 4, stk. 2, andet led, har til formål at beskytte (fremtidige) retssager. De dokumenter, der er omfattet af den pågældende undtagelse, er dem, der udelukkende er udarbejdet med henblik på en konkret retssag. Det vil sige processkrifter og andre dokumenter, der er indleveret til retten, interne dokumenter vedrørende undersøgelsen af sagen og korrespondance vedrørende sagen mellem det generaldirektorat, der har ansvaret for sagen, og Den Juridiske Tjeneste eller advokatkontoret [9].

23. I sin udtalelse hævdede Kommissionen, at de erklæringer, som ECAS henviste til som "ikke relevante", var blevet fremsat i afsnit 3.1 og 3.2 i Kommissionens svar på den genfremsatte begæring. Formålet med disse var at identificere de pågældende dokumenter og forklare baggrunden for beslutningsprocessen. Kommissionen anførte, at det er vigtigt at huske på, at beslutningsprocessen for så vidt angår meddelelsen i vid udstrækning var baseret på ikke-registrerede oplysninger. Kommissionen fandt derfor, at en begrænsning af offentlighedens adgang til de dokumenterede dele af de interne drøftelser ikke ville give en fuldstændig og korrekt forståelse af de drøftede spørgsmål.

24. Kommissionen gjorde endvidere gældende, at en analyse af de dokumenter, der var udarbejdet specifikt med henblik på den tværtjenstlige høring, viste, at udbredelsen nødvendigvis ville føre til en ukorrekt forståelse af den beslutningsproces, der førte til vedtagelsen af meddelelsen.

25. Kommissionen anførte, at nogle af de ønskede dokumenter indeholdt materiale om dens strategi inden for retshåndhævelse i EU. Den anførte, at den ifølge retspraksis har et vidt skøn på dette område [10]. Offentliggørelse af meget detaljerede oplysninger om de interne drøftelser om denne politik vil derfor nødvendigvis begrænse dens fleksibilitet og underminere dens beslutningsproces i individuelle traktatbrudssager.

26. Med hensyn til anvendelsen af en undtagelse fra aktindsigt, der har til formål at beskytte juridisk rådgivning, henviste Kommissionen til retspraksis, hvoraf det fremgår, at institutionen kan afslå at offentliggøre "en specifik juridisk udtalelse ... som er af særlig følsom karakter eller har et særligt bredt anvendelsesområde, der rækker ud over rammerne for den pågældende lovgivningsproces [11] ". Kommissionen gjorde gældende, at dette er tilfældet med hensyn til det pågældende dokument, som omhandler et følsomt politisk spørgsmål inden for retshåndhævelse i EU, og som har konsekvenser ud over den særlige beslutningsproces.

27. ECAS har i sine bemærkninger til Kommissionens udtalelse vedrørende Kommissionens argument om, at de pågældende dokumenter var udarbejdet til internt brug, og at dokumenterne, såfremt de ikke var blevet udarbejdet til internt brug, automatisk ville være blevet offentliggjort. Det giver derfor mening kun at have ret til aktindsigt i dokumenter, der er udarbejdet til internt brug.

28. ECAS gjorde gældende, at den omstændighed, at de pågældende dokumenter ikke ville føre til en fuldstændig og korrekt forståelse af de drøftede forhold, ikke som sådan udgør en grund til afslag på aktindsigt. ECAS mente endvidere, at korrekt forvaltning ville have været op til Kommissionen at tage notater eller optage referater af mundtlige meddelelser og møder. Dette skyldes, at det er uacceptabelt ikke at registrere de betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen har redegjort for, hvordan den agter at udøve sine beføjelser på bestemte områder.

29. Med hensyn til Kommissionens argument om, at nogle af de pågældende dokumenter afspejler dens strategi og politik, fandt ECAS, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde påvist, hvordan dette ville undergrave dens beslutningsproces. Da kun "nogle" af dokumenterne indeholdt sådanne oplysninger, bør der gives aktindsigt til dem, der ikke gør det.

30. ECAS mente, at notatet fra Den Juridiske Tjeneste på grundlag af den måde, hvorpå Kommissionen formulerede sin udtalelse til Ombudsmanden, synes at behandle et politisk spørgsmål og ikke et juridisk spørgsmål. Det ville derfor falde uden for anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning 1049/2001. Selv om notatet indeholdt juridisk rådgivning, mente ECAS imidlertid, at Kommissionen ikke havde forklaret, hvorfor udtalelsen er særlig følsom eller har et særligt bredt anvendelsesområde [12]. ECAS kunne ikke se, hvordan en udtalelse om håndhævelse af EU-retten ville være af særlig følsom karakter eller have et særligt bredt anvendelsesområde.

Om argumentet om, at Kommissionen ikke har foretaget en individuel vurdering af hvert af de omhandlede dokumenter

31. ECAS fremførte, at der skal foretages en konkret vurdering af hvert enkelt dokument, der er omfattet af anmodningen [13]. Den præciserede, at EU-Domstolen også har understreget, at en vurdering af dokumenter på grundlag af kategorier snarere end på grundlag af de faktiske og præcise oplysninger i disse dokumenter i princippet er utilstrækkelig. Den undersøgelse, som en institution skal foretage, skal gøre det muligt for den specifikt at vurdere, om en påberåbt undtagelse finder anvendelse på alle de oplysninger, der er indeholdt i disse dokumenter [14]. I den foreliggende sag har Kommissionen nægtet at give aktindsigt i en hel kategori af dokumenter og har således upræcist redegjort for den måde, hvorpå aktindsigt i hvert enkelt dokument ville være til skade for Kommissionens fremtidige beslutningsproces.

32. Kommissionen anerkendte, at forordning 1049/2001 i princippet kræver, at institutionen foretager en individuel undersøgelse af de ønskede dokumenter. Kommissionen gjorde gældende, at den detaljerede beskrivelse af dokumenterne i afsnit 3.1 i dens svar på den genfremsatte begæring viste, at den havde foretaget en sådan individuel undersøgelse i den foreliggende sag.

33. Ifølge Kommissionen må pligten til at undersøge de ønskede dokumenter individuelt ikke forveksles med pligten til at give en individuel begrundelse for de afviste dokumenter. Ifølge retspraksis kan Kommissionen basere sine beslutninger på generelle formodninger, der gælder for visse kategorier af dokumenter. Under forudsætning af, at det i hvert enkelt tilfælde fastslås, om de generelle betragtninger, der normalt gælder for en bestemt dokumenttype, faktisk finder anvendelse på et bestemt dokument, som den pågældende er blevet anmodet om at udlevere [15]. Kommissionen har gjort gældende, at eftersom de omhandlede dokumenter er af samme art, dvs. at de indeholder meningstilkendegivelser til internt brug om samme emne, var den berettiget til at give sin begrundelse for så vidt angår grupper af dokumenter. Den var således ikke forpligtet til at begrunde afslaget på aktindsigt i hvert enkelt dokument.

34. ECAS påpegede for det første, at Kommissionen gjorde gældende, at den detaljerede beskrivelse af dokumenterne i afsnit 3.1 i dens svar på den genfremsatte begæring viste, at den havde foretaget en individuel undersøgelse af de pågældende dokumenter. Kommissionen hævdede imidlertid derefter, at formålet med afsnit 3.1 var at identificere de pågældende dokumenter og forklare de omstændigheder, hvorunder disse dokumenter var blevet fremlagt. Ifølge ECAS indebærer sidstnævnte argument, at der faktisk ikke blev foretaget nogen individuel undersøgelse. Den omstændighed, at Kommissionen undlod at nævne notatet fra GD for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed, tyder desuden på manglende omhu og rejser tvivl om den påståede individuelle undersøgelse af dokumenterne.

35. For det andet anførte ECAS endvidere, at det i henhold til retspraksis påhviler institutionen i hvert enkelt tilfælde at fastslå, om de generelle betragtninger, der normalt gælder for en bestemt type dokument, faktisk finder anvendelse på et bestemt dokument, som den er blevet anmodet om at udlevere [16]. ECAS har gjort gældende, at Kommissionen intetsteds har angivet, hvorfor den mener, at de generelle betragtninger, som den mener finder anvendelse på en bestemt type dokument, finder anvendelse på hvert eneste af dokumenterne i den foreliggende sag.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke har foretaget en afvejning af den offentlige interesse og institutionens interesse

36. ECAS fremførte, at det påhviler instituttet at undersøge, om der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen [17]. Kommissionen foretog ikke en sådan afvejningstest. Den offentlige interesse i udbredelse af dokumenter vedrørende meddelelsen, navnlig om prioriteringssystemet for klager og medlemsstaternes rolle, er meget stærk og vejer således tungere end de interesser, som Kommissionen anfører, at den forsøger at beskytte ved at nægte at give aktindsigt. Den brede offentlighed har brug for at vide, under hvilke omstændigheder det er nødvendigt for privatpersoner at anlægge sag på egne vegne, da Kommissionen sandsynligvis ikke vil behandle en klage som en prioritet.

37. Med hensyn til dokument 21 gjorde ECAS navnlig gældende, at Kommissionen blot henviste til den praktiske gennemførelse af meddelelsen uden på nogen måde at tage hensyn til den mulige altoverskyggende interesse, der findes i den brede offentlighed, i at kende til de juridiske overvejelser, der lå til grund for Kommissionens håndhævelsesinitiativer.

38. Kommissionen anerkendte, at borgerne, civilsamfundet, forvaltningerne, Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter alle er interesserede i anvendelsen af EU-retten. Den fremførte imidlertid, at offentlighedens interesse på dette særlige politikområde ikke bør sidestilles med en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de ønskede dokumenter. Kommissionen fandt ingen grund til at tro, at aktindsigt i de pågældende dokumenter ville styrke borgernes rettigheder inden for EU's retshåndhævelse. Borgerklager er en vigtig informationskilde, og Kommissionen bestræber sig altid på at give svar og løsninger på problemer hurtigst muligt, herunder afhjælpning af overtrædelser. Klager til Kommissionen bør dog ikke betragtes som en måde at opnå individuel klageadgang på. Som det påpeges i meddelelsen: "Kun en national domstol kan anvende retsmidler som f.eks. påbud til myndighederne, annullering af nationale afgørelser, erstatning osv." Kommissionen fandt derfor, at den med rette konkluderede, at offentlighedens interesse i offentliggørelse ikke vejer tungere end behovet for at beskytte dens beslutningsproces og dens evne til at basere sig på fuldstændig og uafhængig juridisk rådgivning.

39. Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at eftersom den omhandlede juridiske rådgivning vedrører dens administrative aktiviteter, har offentlighedens interesse i udbredelse ikke samme vægt som for lovgivningsaktiviteter.

40. I sine bemærkninger påpegede ECAS, at det umiddelbart før den sætning, som Kommissionen citerede (se punkt 38 ovenfor), i meddelelsen hedder, at "klagere i nogle tilfælde kan håndhæve deres rettigheder direkte på nationalt plan på en mere effektiv måde". Ifølge ECAS viser dette klart, at individuel håndhævelse ikke altid er mere effektiv. I praksis vil Kommissionen være langt bedre i stand til at tvinge en medlemsstat til at gennemføre EU-retten sammenlignet med, hvad en person med begrænset erfaring kan opnå ved nationale domstole, som mangler ekspertise på dette område.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor dens liste over afviste dokumenter ikke indeholder et notat fra Generaldirektoratet for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed

41. Kommissionen bekræftede, at baggrundsmaterialet vedrørende meddelelsen indeholder et notat om udkastet til meddelelse fra GD for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed af 18. april 2007. Det fremgår af de forberedende noter til ECAS' genfremsatte begæring, at dette dokument blev gennemgået, og at Kommissionen konkluderede, at der ikke kunne gives aktindsigt. I lighed med dokument 7-13 på listen over dokumenter, som der blev givet afslag på aktindsigt i, indeholder det pågældende notat generaldirektørens udtalelser og bemærkninger til udkastet til meddelelse. Desuden blev den kun udarbejdet til internt brug som led i den uformelle skriftlige høring af de tjenestegrene i Kommissionen, der har størst erfaring med anvendelsen af EU-retten. Kommissionen beklager, at dette dokument på grund af en administrativ fejl ikke blev nævnt på listen over dokumenter, som der blev givet afslag på aktindsigt i.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke besvarede den genfremsatte begæring inden for den fastsatte frist

42. Kommissionen påpegede, at den ved skrivelse af 19. juni 2008 havde anerkendt, at den ikke var i stand til at afslutte vurderingen af de pågældende dokumenter inden for de frister, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, og havde undskyldt herfor.

Ombudsmandens vurdering

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke har fremført relevante argumenter til støtte for sin afgørelse om afslag på aktindsigt

43. Ved afslaget på aktindsigt i alle de ønskede dokumenter støttede Kommissionen sig først og fremmest på artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1049/2001, som bestemmer følgende:

"Der gives afslag på aktindsigt i dokumenter, der indeholder meningstilkendegivelser til internt brug som led i drøftelser og indledende konsultationer inden for den pågældende institution, selv efter at der er truffet afgørelse, hvis dokumentets udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces, medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse af dokumentet."

44. Ifølge retspraksis skal der foretages en undersøgelse i tre faser for at afgøre, om en undtagelse fra aktindsigt i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 finder anvendelse [18].

45. For det første skal det afgøres, om de ønskede dokumenter falder ind under den kategori, der er omfattet af den påberåbte undtagelse fra aktindsigt i artikel 4. For det andet skal det afgøres, om udbredelsen af de pågældende dokumenter ville være til skade (for så vidt angår juridisk rådgivning) eller til alvorlig skade (for så vidt angår beslutningsprocessen) for den beskyttede interesse. Det vil sige, at der skal udføres en skadestest. Endelig skal institutionen, hvis det godtgøres, at udbredelsen ville skade den beskyttede interesse, ved at foretage en afvejning afgøre, om der ikke desto mindre foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

46. Med hensyn til Kommissionens anvendelse af artikel 4, stk. 3, andet afsnit, bemærker Ombudsmanden, at det pågældende dokument indeholder "udtalelser til internt brug som led i drøftelser og indledende konsultationer inden for den pågældende institution".

47. Med hensyn til skadeskriteriet bemærker Ombudsmanden for det første, at undtagelserne fra aktindsigt i dokumenter ifølge EU-Domstolens faste retspraksis skal fortolkes og anvendes strengt for ikke at hindre anvendelsen af det generelle princip om, at offentligheden bør have størst mulig adgang til dokumenter, som institutionerne er i besiddelse af [19].

48. Skadeskriteriet indebærer desuden, at den blotte omstændighed, at et dokument vedrører en interesse, der er beskyttet af en undtagelse, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde anvendelsen af denne undtagelse [20]. Anvendelsen af en undtagelse til aktindsigt kan kun begrundes, hvis institutionen godtgør, at risikoen for (alvorlig) skade på den beskyttede interesse [21] med rimelighed kan forudses og ikke er rent hypotetisk [22]. Den undersøgelse, som institutionen foretager for at fastslå, at en beskyttet interesse (alvorligt) ville blive skadet ved offentliggørelse af et begæret dokument, skal fremgå af begrundelsen i afgørelsen om begrænsning af aktindsigt [23].

49. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionens afgørelse om afslag på aktindsigt i henhold til artikel 4, stk. 3, andet afsnit, var baseret på argumenterne om, at dokumenterne indeholdt oplysninger, der: i) ikke var beregnet til offentligheden ii) afspejlede ikke nødvendigvis instituttets holdning iii) var divergerende og iv) vedrører Kommissionens politik på et følsomt område. Kommissionen hævdede endvidere, at de forberedelser, der førte til meddelelsen, også indeholdt uregistreret materiale, og at aktindsigt i de pågældende dokumenter derfor ikke ville give et fuldstændigt og klart billede af forberedelsesprocessen, men kunne føre til misforståelser.

50. Ombudsmanden mener ikke, at det forhold, at meddelelsen også var baseret på uregistreret materiale, og at de eksisterende dokumenter derfor ikke fuldt ud forklarede Kommissionens beslutningsproces, er en relevant faktor med hensyn til anvendelsen af artikel 4, stk. 3, andet afsnit.

51. Ombudsmanden bemærker, at afslaget på aktindsigt ikke var baseret på artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning 1049/2001, som kan anvendes til at beskytte en specifik igangværende traktatbrudsprocedure [24], men snarere på artikel 4, stk. 3, andet afsnit.

52. Han bemærker også, at Kommissionens afslag på aktindsigt heller ikke var baseret på artikel 4, stk. 3, første afsnit, som har til formål at beskytte en beslutningsproces, mens denne proces er i gang, f.eks. ved at undgå unødigt eksternt pres på denne proces. På det tidspunkt, hvor denne begæring om aktindsigt blev fremsat, var Kommissionens politik og prioriteter med hensyn til overtrædelser af EU-retten allerede blevet offentliggjort i meddelelsen. Det betyder, at den relevante beslutningsproces i forbindelse med vedtagelsen af denne politik var afsluttet. Ombudsmanden mener, at på et sådant tidspunkt, hvor den relevante politik er fastlagt, kan en institutions beslutningsproces kun blive alvorligt undergravet, hvis offentliggørelsen på grund af de pågældende dokumenters særligt følsomme karakter (jf. punkt 58 nedenfor) f.eks. ville gøre ophavsmænd til interne udtalelser tilbageholdende med at give udtryk for deres åbne og omfattende synspunkter i lignende fremtidige processer.

53. Som Ombudsmanden har påpeget i tidligere afgørelser, ville der desuden ikke være behov for forordning 1049/2001 [25], hvis de dokumenter, der er udarbejdet med henblik på at blive formidlet til offentligheden, skulle udleveres. Kommissionens argument om, at dokumenterne indeholdt oplysninger, der ikke var beregnet til offentligheden, er derfor ikke et gyldigt argument for at afslå aktindsigt.

54. Selv om forordning 1049/2001 har til formål at gøre det muligt for borgerne at deltage tættere i beslutningstagningen og dermed gøre institutionerne mere effektive og mere ansvarlige over for borgerne, er det ikke en betingelse for at give aktindsigt, at en sådan aktindsigt nødvendigvis vil give borgerne en fuldstændig og nøjagtig forståelse af institutionens beslutningsproces. Når der gives aktindsigt i dokumenter på grundlag af forordning (EF) nr. 1049/2001, fremlægges dokumenterne ikke for offentligheden med nogen angivelse af, at de ville give en fuldstændig og nøjagtig redegørelse for institutionens beslutningsproces, fordi de ikke er udarbejdet til dette formål. En fuldstændig forståelse af et dokument, som der gives aktindsigt i, vil ofte afhænge af et detaljeret kendskab til den særlige sammenhæng, hvori det er udarbejdet og anvendt, samt af et specifikt kendskab til de tjenester, som det er rettet til. Den omstændighed, at alle medlemmer af offentligheden måske ikke er i besiddelse af et sådant kendskab, betyder normalt ikke, at udbredelsen af et sådant dokument ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces.

55. Med hensyn til Kommissionens argument om, at dokumenterne indeholdt synspunkter, der ikke nødvendigvis afspejler dens holdning som institution (argument ii)) og divergerende synspunkter (argument iii)), påpeger Ombudsmanden, at dokumenter, der indeholder udtalelser til internt brug som led i drøftelser og indledende høringer, aldrig "nødvendigvis afspejler" en institutions udtalelse. Dette skyldes selve karakteren af forhandlinger og indledende konsultationer og er ikke som sådan en gyldig grund til, at undtagelsen i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, finder anvendelse. Det bør erindres, at formålet med forordning 1049/2001 er at give borgerne mulighed for at blive mere bevidste om, hvordan EU's offentlige forvaltning, der arbejder på borgernes vegne, fungerer. Forordningen har som sådan netop til formål at give adgang til forskellige og divergerende synspunkter. Disse omfatter de synspunkter, der ikke afspejler institutionens endelige holdning, men som gjorde det muligt for den at indtage denne holdning. Ombudsmanden understreger, at det er selve formålet med reglerne om aktindsigt at afsløre de forskellige og divergerende synspunkter. Det ville være naivt, endog meget misvisende, at forsøge at få offentligheden til at tro, at der, fordi Kommissionen fungerer som kollegium, ikke er nogen divergerende synspunkter, der fremføres under den proces, der fører frem til den endelige beslutning, den træffer. Kollegialitetsprincippet betyder, at alle er enige om en fælles tilgang. Det betyder ikke, at der ikke har fundet væsentlige drøftelser sted for at nå frem til denne fælles tilgang. Ombudsmanden kan ikke se, hvordan det kan underminere kollegialiteten af den endelige afgørelse at afsløre, at forskellige synspunkter blev drøftet med henblik på at nå frem til denne afgørelse.

56. Kommissionen har også gjort gældende (argument iv), at en udbredelse af de forskellige og divergerende synspunkter, som Kommissionens tjenestegrene har givet udtryk for på et så følsomt område, kan forårsage en lang række uforudsigelige eksterne reaktioner. Kommissionens tjenestegrene ville have indtaget en væsentligt anderledes holdning til meningsudvekslingens karakter, hvis de havde vidst, at deres synspunkter ville blive offentliggjort. I den forbindelse bemærker Ombudsmanden, at Kommissionen anfører, at dette ville have "svækket" beslutningsprocessen, hvilket tydeligvis ikke er det samme som at underminere den alvorligt, hvilket er en forudsætning for at nægte aktindsigt.

57. Med hensyn til argumentet om, at oplysningerne i dokumenterne vedrører Kommissionens politik på et følsomt område, hvor den har vide skønsbeføjelser, er Ombudsmanden for det første enig i, at de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i artikel 258 i TEUF, er vigtige, og at udøvelsen heraf i særlige tilfælde kan være et følsomt spørgsmål. Grunden hertil er, at enhver traktatbrudssag, hvis den forfølges af Kommissionen, foranlediger Kommissionen til at kritisere en medlemsstat for manglende overholdelse af EU-retten og samtidig tilskynde denne medlemsstat til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at overholde EU-retten. Det kan derfor hævdes, at Kommissionen i princippet bør være i stand til at afslutte sådanne vigtige og følsomme forhandlinger uden unødigt pres fra tredjeparter. De foreliggende dokumenter vedrører imidlertid ikke nogen specifik traktatbrudssag mod nogen medlemsstat. Ombudsmanden kan derfor ikke være enig i, at de pågældende dokumenter er særligt følsomme. Hans undersøgelse af deres indhold styrker denne opfattelse. Han kan heller ikke se, hvordan Kommissionens skønsbeføjelse til at indlede specifikke traktatbrudsprocedurer, som klart er fastlagt i retspraksis [26], på nogen måde kan begrænses ved offentliggørelse af dokumenter, der indeholder interne drøftelser om, hvad den generelle politik i forbindelse med traktatbrudsprocedurer bør være (især efter at denne politik er blevet fastlagt). Den omstændighed, at offentligheden kan få flere oplysninger om, hvordan Kommissionen vælger at gøre brug af sin vide skønsmargen, betyder ikke, at Kommissionens frihed til at gøre brug af sin vide skønsmargen vil blive indskrænket.

58. Kommissionen anfører også, at dens tjenestegrene ville udvise tilbageholdenhed, hvis de vidste, at deres synspunkter ville blive offentliggjort. Ombudsmanden har allerede redegjort for en række specifikke situationer, hvor aktindsigt kan nægtes på grundlag af undtagelsen i artikel 4, stk. 3, andet afsnit. Ombudsmanden fandt, at der kunne opstå en risiko for beslutningsprocessen, hvis dokumenter, der indeholder synspunkter, som er selvkritiske, spekulative eller kontroversielle, offentliggøres [27]. Embedsmænd kunne, er han enig i, være tilbageholdende med at udtrykke sådanne synspunkter, hvis der var en forventning om, at disse synspunkter ville blive offentliggjort. Kommissionen har imidlertid ikke i den foreliggende sag gjort gældende, at de fremsatte synspunkter var særligt selvkritiske, spekulative eller kontroversielle. Tværtimod har Kommissionen ganske enkelt og på en yderst vag måde henvist til, at dokumenterne indeholder Kommissionens tjenestegrenes synspunkter. Det skal understreges, at denne brede erklæring som hovedregel aldrig kan anses for at finde anvendelse, da det ville indebære, at Kommissionen aldrig kunne offentliggøre sine tjenestegrenes synspunkter, uanset deres faktiske indhold. I betragtning af det pågældende spørgsmåls karakter er Ombudsmanden ikke overrasket over at konstatere på baggrund af aktindsigten, at de fremsatte synspunkter generelt er baseret på sund fornuft og udgør praktiske råd baseret på Kommissionens tjenestegrenes erfaringer med at behandle spørgsmål vedrørende overtrædelse af EU-retten. Ombudsmanden mener ikke, at de udtrykte synspunkter er særligt selvkritiske, spekulative eller kontroversielle.

59. Det skal også bemærkes, at hvis institutionens tjenestemænd og tjenestegrene ikke har tillid til at udtrykke selvkritiske, spekulative eller kontroversielle synspunkter af frygt for, at de vil blive offentliggjort, skal institutionen være mere omhyggelig med at give disse tjenestemænd og tjenestegrene oplysninger om den beskyttelse, som forordning 1049/2001 giver sådanne synspunkter.

60. På grundlag af ovenstående mener Ombudsmanden ikke, at Kommissionen har fremlagt tilstrækkeligt underbyggede og overbevisende argumenter til at berettige anvendelsen af artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning 1049/2001. Med andre ord argumenter, der godtgør, at udbredelsen af de pågældende dokumenter ville være til alvorlig skade for dens beslutningsproces.

61. Med hensyn til notatet fra Den Juridiske Tjeneste påberåbte Kommissionen sig også undtagelsen fra aktindsigt i artikel 4, stk. 2, andet led. Artikel 4, stk. 2, bestemmer, for så vidt det er relevant:

"Institutionen afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af [...] retslige procedurer og juridisk rådgivning [...], medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet."

62. Det skal først afgøres, om dokumentet falder ind under den kategori, der er omfattet af den påberåbte undtagelse. I denne forbindelse finder Ombudsmanden, at kun dele af det pågældende dokument kan anses for at omhandle juridiske spørgsmål, mens andre dele snarere vedrører politiske eller tekniske spørgsmål.

63. Med hensyn til de ikke-retlige spørgsmål i notatet fra Den Juridiske Tjeneste kan disse dele af dokumentet muligvis falde ind under undtagelsen om aktindsigt i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, som analyseret ovenfor. Ombudsmanden minder om, at formålet med denne undtagelse er at gøre det muligt at give udtryk for åbenhjertige synspunkter uden tilbageholdenhed. Ombudsmanden ser imidlertid ikke noget overraskende, selvkritisk, spekulativt eller kontroversielt i de udtrykte synspunkter i forbindelse med skadestesten vedrørende notatet fra Den Juridiske Tjeneste, som med rimelighed ville gøre en sådan tilbageholdenhed forudsigelig, undtagen eventuelt med hensyn til første punktum i sidste afsnit i notatet.

64. Med hensyn til de juridiske aspekter af notatet fra Den Juridiske Tjeneste noterer Ombudsmanden sig Kommissionens argument om, at det pågældende spørgsmål er af følsom karakter, og at den juridiske udtalelse har konsekvenser for den praktiske gennemførelse af meddelelsen. Med hensyn til disse dele af dokumentet anerkender Ombudsmanden, at indholdet af notatet kan vedrøre gennemførelsen af meddelelsen. Ombudsmanden finder imidlertid ikke efter en undersøgelse af dokumentets indhold, at disse dele af dokumentet er særligt følsomme. Ombudsmanden mener derfor ikke, at Kommissionen har fremlagt tilstrækkeligt underbyggede og overbevisende argumenter til at berettige anvendelsen af artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning 1049/2001. Med andre ord argumenter, der godtgør, at udbredelsen af det pågældende dokument ville være til skade for beskyttelsen af juridisk rådgivning.

65. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden, at Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af begæringen om aktindsigt. Han fremsætter derfor et tilsvarende forslag til henstilling i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke foretog en individuel vurdering af hvert af de omhandlede dokumenter

66. Ombudsmanden mener, at den måde, hvorpå de pågældende dokumenter er beskrevet i Kommissionens svar på den genfremsatte begæring, viser, at Kommissionen har foretaget en individuel vurdering af dokumenterne for at fastlægge deres indhold.

67. Som konkluderet ovenfor er Ombudsmanden således ikke overbevist af Kommissionens begrundelse, når den forsøger at fastslå, at indholdet af de individuelt vurderede dokumenter berettiger anvendelsen af en undtagelse til aktindsigt, men Ombudsmanden finder ikke, at Kommissionen har begået fejl eller forsømmelser med hensyn til behovet for at foretage en individuel vurdering af de pågældende dokumenter.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke har foretaget en afvejning af den offentlige interesse og institutionens interesse

68. Som anført i præmis 45 ovenfor er det sidste trin i undersøgelsen af, om en undtagelse til aktindsigt finder anvendelse, såfremt det godtgøres, at udbredelsen vil skade en beskyttet interesse, at institutionen ved at foretage en afvejning skal afgøre, om der ikke desto mindre foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen.

69. I den foreliggende sag er ombudsmanden ikke overbevist om, at offentliggørelsen af de pågældende dokumenter ville forvolde skade. Det ville derfor være unødvendigt for Ombudsmanden at tage stilling til Kommissionens afvejning eller mangel herpå. Der er derfor ingen grund til at forfølge dette aspekt af klagen på dette stadium af undersøgelsen.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor dens liste over afviste dokumenter ikke indeholder et notat fra Generaldirektoratet for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed

70. Da Kommissionen har givet en forklaring på, hvorfor listen over afviste dokumenter ikke indeholdt det pågældende notat, finder Ombudsmanden ingen yderligere grund til at forfølge dette aspekt af klagen.

71. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at hans tjenestegrene ved gennemgangen af Kommissionens sagsakter fandt, at dokument 21 indeholdt to yderligere bilag, som ikke var anført i Kommissionens svar på ECAS' genfremsatte begæring. Der var tale om et svar fra GD for Beskatning og Toldunion og et svar fra GD for Energi og Transport, begge dateret den 4. juli 2007. Disse dokumenter var derfor ikke omfattet af Kommissionens analyse af begæringen om aktindsigt. Dette spørgsmål vil blive behandlet i Ombudsmandens udkast til henstilling.

Vedrørende argumentet om, at Kommissionen ikke besvarede den genfremsatte begæring inden for den fastsatte frist

72. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen bør gøre sit yderste for at besvare anmodninger om aktindsigt rettidigt. Han bemærker, at Kommissionen under behandlingen af anmodningen om aktindsigt allerede havde anerkendt, at der var en forsinkelse, og undskyldt for den. Ombudsmanden ser ikke noget nyttigt formål med at forfølge dette spørgsmål i den foreliggende sag og finder derfor, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser med hensyn til dette aspekt af klagen.

B. Udkastet til henstilling

På grundlag af sine undersøgelser af denne klage fremsætter Ombudsmanden følgende udkast til henstilling til Kommissionen:

Kommissionen bør give aktindsigt i de pågældende dokumenter (herunder a) notatet fra GD for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed af 18. april 2007 og b) svarene på høringen på tværs af tjenestegrenene fra GD for Beskatning og Toldunion og GD for Energi og Transport af 4. juli 2007, som ikke var anført i svaret på den genfremsatte begæring) eller give en gyldig begrundelse for ikke at gøre det.

Kommissionen og klageren vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Den Europæiske Ombudsmands statut sender Kommissionen en detaljeret udtalelse senest den 30. november 2013. Den detaljerede udtalelse kan bestå af en accept af udkastet til henstilling og en beskrivelse af, hvordan det er blevet gennemført.

 

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 27. august 2013

---

[1] Europa-Parlamentets afgørelse af 9.3.1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (94/262/EKSF, EF, Euratom), EFT L 113, s. 15.

[2] Meddelelse fra Kommissionen - Et resultatorienteret Europa - Anvendelse af fællesskabsretten, KOM(2007) 502 endelig af 5. september 2007.

[3] EFT L 145, s. 43.

[4] Sag T-110/03, Sison mod Rådet, Sml. 2005 II, s. 1429, præmis 60.

[5] Sag T-391/03, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. 2006 II, s. 2023, præmis 115.

[6] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 59.

[7] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 40 og 44.

[8] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 62 ff.

[9] Sag T-36/04, API mod Kommissionen, Sml. 2007 II, s. 3201, præmis 60, Sag T-391/03, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. 2006 II, s. 2023, præmis 90.

[10] Forenede sager C-20/01 og C-28/01, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 2003 I, s. 3609, præmis 30.

[11] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 69.

[12] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 69.

[13] Sag T-36/04, API mod Kommissionen, Sml. 2007 II, s. 3201, præmis 55.

[14] Sag T-2/03, VKI mod Kommissionen, Sml. 2005 II, s. 1121, præmis 75; og sag T-237/02, TGI mod Kommissionen, Sml. 2006 II, s. 5131, præmis 86; og sag T-36/04, API mod Kommissionen, Sml. 2007 II, s. 3201, præmis 56.

[15] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 50.

[16] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 50.

[17] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 44.

[18] Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723.

[19] Sag C-64/05 P, Sverige mod Kommissionen, Sml. 2007 I, s. 11389, præmis 66; Forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 36, og sag T-391/03, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. 2006 II, s. 2023, præmis 84.

[20] Sag T-20/99, Denkavit Nederland mod Kommissionen, Sml. 2000 II, s. 3011, præmis 45.

[21] Som anført i punkt 45 finder undtagelsen fra aktindsigt i artikel 4, stk. 2, anvendelse, hvis offentlighedens adgang ville være til skade for den beskyttede interesse, mens undtagelsen fra aktindsigt i artikel 4, stk. 3, kun finder anvendelse, hvis beslutningsprocessen ville blive alvorligt undergravet af offentlighedens adgang.

[22] Se f.eks. forenede sager C-39/05 P og C-52/05 P, Sverige og Turco mod Rådet, Sml. 2008 I, s. 4723, præmis 43.

[23] Sag T-2/03, VKI mod Kommissionen, Sml. 2005 II, s. 1121, præmis 69, og sag T-391/03, Franchet og Byk mod Kommissionen, Sml. 2006 II, s. 2023, præmis 115.

[24] Artikel 4, stk. 2, bestemmer, for så vidt det er relevant, at "institutionen afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af [...] formålet med [...] undersøgelser [...], medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet."

[25] Sag 2293/2008/(BB)(FOR)TN, præmis 52, findes på: www.ombudsman.europa.eu/cases/decision.faces/en/12439/html.bookmark

[26] Se f.eks. forenede sager C-20/01 og C-28/01, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 2003 I, s. 3609, præmis 30.

[27] Se Ombudsmandens afgørelse i sag 355/2007/(TN)FOR, præmis 49.