(Udarbejdet i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand (1))

Sammendrag

Klagen i denne sag vedrører den måde, hvorpå Europa-Kommissionen har behandlet seks ansøgninger om finansiel støtte til projekter i Afrika, der er indgivet af Internationaler Hilfsfond e.V., en ikke-statslig organisation (NGO) fra Tyskland, som støtter flygtninge, krigsofre og handicappede. De tre første ansøgninger blev indgivet i 1993, den fjerde i 1995, den femte i 1996 og den sjette i 1997. Kommissionen afviste de fire første ansøgninger, heraf tre i 1993 og den fjerde i 1995. De resterende ansøgninger er stadig under behandling. Klageren hævdede, at Kommissionen 1) ikke havde tildelt ansøgningerne en rimelig og objektiv behandling og 2) ikke havde truffet afgørelse om de to sidste ansøgninger inden for en rimelig frist.

Ombudsmanden konkluderede, at Kommissionen syntes at have handlet inden for rammerne af sine beføjelser, da den afslog de første fire ansøgninger.

Ombudsmanden fandt imidlertid, at Kommissionens undladelse af at træffe afgørelse om de to sidste ansøgninger, der blev indgivet i 1996 og 1997, udgjorde en uforholdsmæssig stor forsinkelse. Ombudsmanden var allerede nået frem til denne konklusion i sin afgørelse af 11. juli 2000 om klagerens første klage i denne sag (338/98/VK) og fremsatte en kritisk bemærkning herom til Kommissionen.

Mere end et år senere har Kommissionen endnu ikke truffet afgørelse om disse ansøgninger.

Ombudsmanden fremsætter derfor et forslag til henstilling om, at Kommissionen træffer afgørelse om disse ansøgninger så hurtigt som muligt og senest den 31. oktober 2001.

Komplekset

Baggrund

Klageren er en ikke-statslig organisation (NGO) fra Tyskland, som støtter flygtninge, krigsofre og handicappede. Mellem 1993 og 1997 indgav klageren seks ansøgninger til Europa-Kommissionen om finansiel støtte til projekter i Afrika. Kommissionen afviste de fire første ansøgninger, heraf tre i 1993 og den fjerde i 1995. Den femte ansøgning, der blev indgivet i december 1996, og den sjette ansøgning, der blev indgivet i september 1997, verserer stadig for Kommissionen.

Begrundelsen for afvisningen af de fire første ansøgninger blev anført i en skrivelse til klageren fra Kommissionen af 29. juli 1996. I dette brev var Kommissionen af den opfattelse, at klageren ikke havde opfyldt følgende kriterier: (1) Alle beslutninger vedrørende de pågældende projekter skulle træffes på det pågældende organs hjemsted; 2) Størstedelen af de finansielle ressourcer skulle være af europæisk oprindelse, og 3) følgende faktorer kunne tages i betragtning ved vurderingen af en NGO's støtteberettigelse: Dets evne til at mobilisere privat solidaritet og private midler inden for EU til sine projekter, arten og omfanget af dets forbindelser til andre NGO'er og dets administrative kapacitet. Kommissionen hævdede, at den ikke havde været i stand til klart at skelne mellem klagerens og to andre NGO'ers relevante indsatsområder, finansieringskilder og kompetencer. Kommissionen hævdede også, at klagerens driftsomkostninger udgjorde et uacceptabelt forhold i forhold til de beløb, der blev videregivet til støttemodtagerne.

Klage 338/98/VK

I marts 1998 indgav klageren en klage til Ombudsmanden (klage 338/98), som indledte en undersøgelse.

Klageren havde fremsat følgende påstande:

1. Det materiale, der blev taget i betragtning ved vurderingen af klagerens ansøgninger: Kommissionen havde ikke vurderet klagerens ansøgninger korrekt, da den udelukkende har baseret sig på en udtalelse fra DZI
2. Retten til at blive hørt og aktindsigt: Kommissionen havde ikke givet klageren fuld aktindsigt og havde ikke hørt klagerens synspunkter vedrørende spørgsmålet om klagerens berettigelse til finansiering.
3. Klagerens begrundelse for afslaget på klagerens ansøgninger: Kommissionen havde ikke givet en klar og konsekvent begrundelse for afvisningen af fire af projekterne
4. Uretmæssig forsinkelse i behandlingen af de verserende ansøgninger: Den omstændighed, at Kommissionen ikke havde truffet afgørelse om de to sidste ansøgninger, udgjorde en uforholdsmæssig forsinkelse

Den 11. juli 2000 traf Ombudsmanden afgørelse om klagen. Ombudsmanden afviste påstanden (1), da Kommissionen efter hans opfattelse havde haft "skriftlig og mundtlig kontakt med flere forskellige kilder ud over DZI". Med hensyn til påstanden (2) gjorde Ombudsmanden gældende, at klageren ikke havde indgivet en begæring om aktindsigt i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse 94/90 om aktindsigt i Kommissionens dokumenter (2). Ombudsmanden konkluderede derefter, at der heller ikke var sket nogen krænkelse af retten til at blive hørt. Med hensyn til påstanden (3) var Ombudsmanden af den opfattelse, at Kommissionen først tre år efter indgivelsen af den første ansøgning havde givet klageren en klar begrundelse. Der blev fremsat en kritisk bemærkning i denne sammenhæng. Endelig fandt Ombudsmanden i henhold til stk. 4, at forsinkelsen var for stor. Der blev også fremsat en kritisk bemærkning i denne henseende.

Klage 1160/2000/GG

Klagerens advokat skrev til Ombudsmanden den 25. juli 2000 for at give udtryk for det synspunkt, at Ombudsmanden burde have konstateret fejl eller forsømmelser for så vidt angår de to første påstande. Han fremførte også, at Ombudsmanden med hensyn til de to ansøgninger, der stadig var under behandling, burde have gjort en indsats for at nå frem til en mindelig løsning.

Skrivelsen af 25. juli 2000 blev registreret som en ny klage (klage 1160/2000/GG). Ombudsmanden undersøgte nøje de argumenter, der var fremsat i nævnte skrivelse. Den 19. oktober 2000 meddelte han klageren, at han for så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt og retten til at blive hørt havde besluttet at indlede en ny undersøgelse af disse spørgsmål. Denne sag verserer stadig.

Samtidig meddelte Ombudsmanden klageren, at der ikke var grund til at indlede en ny undersøgelse for så vidt angår påstand 1, 3 og 4. For så vidt angår påstanden (4) var klageren imidlertid berettiget til at indgive en ny klage, hvis Kommissionen på trods af Ombudsmandens kritiske bemærkning skulle undlade at afslutte sin behandling af de udestående ansøgninger inden for en rimelig frist.

Klage 1613/2000/GG

Den 5. december 2000 indgav klageren en ny klage (1613/2000/GG), hvori han fremsatte følgende påstande:

(1) Kommissionen havde undladt at give klagerens ansøgninger en rimelig og objektiv behandling

(2) Kommissionen havde ikke truffet afgørelse om de to sidste ansøgninger, der var indgivet i 1996 og 1997, inden for en rimelig frist

Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde baseret sin beslutning om at afvise de første fire ansøgninger på objektive kendsgerninger, men på subjektive udtalelser fra organisationer, der ikke havde noget retligt mandat til deres aktiviteter, navnlig Deutsches Zentralinstitut für soziale Fragen (DZI). Ifølge klageren havde Kommissionen samtidig undladt at tage hensyn til officielle kilder (f.eks. de tyske skattemyndigheder) og dokumenter (regnskabsdata, erklæringer fra KPMG, klagerens revisorer), som klageren havde fremsendt til den.

Forespørgslen

Klagen blev sendt til Kommissionen med henblik på dens bemærkninger.

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Retfærdig og objektiv behandling af klagerens ansøgninger

Når Kommissionen behandler ansøgninger om samfinansiering af støtte- og udviklingsprojekter, udøver den sine skønsbeføjelser ved udvælgelsen af projekter på grundlag af de disponible budgetmidler. I den forbindelse træffer Kommissionen sine beslutninger i nøje overensstemmelse med de gældende regler. Den sikrer sig, at ngo'en og projektet opfylder de kriterier for støtteberettigelse, der er fastsat i »Almindelige betingelser for ikke-statslige organisationers samfinansiering af projekter i udviklingslande« og finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Kommissionen fandt, at klagerens ansøgninger ikke opfyldte to hovedkriterier, nemlig 1) kravet om, at ngo'en skal være uafhængig og selvstændig, og 2) kravet om forsvarlig økonomisk forvaltning (pålidelig og ikke-svigagtig forvaltning).

Med hensyn til det første kriterium skulle NGO'er være selvstændige og nonprofitorganisationer og have deres hovedkvarter i EU. Hovedkvarteret skulle være det faktiske centrum for alle beslutninger vedrørende de medfinansierede foranstaltninger. Størstedelen af midlerne skulle stamme fra EU. I lyset af de oplysninger, som Kommissionen havde indhentet, fremgik det, at klageren havde forskellige funktionelle og finansielle forbindelser med andre organisationer. Klageren havde aldrig været i stand til at bevise, at selskabet var blevet uafhængigt af sin moderorganisation i USA, "Interaid International". Denne mangel på klarhed blev forværret af, at klagerens leder, Dr. Koch, samtidig handlede for en anden tysk NGO, "Welthilfe e.V.", og var aktiv i private virksomheder (som konsulent). Den uklare situation med hensyn til fastlæggelsen af interesser med og uden gevinst for øje i forholdet mellem disse personer og organer gjorde det ikke muligt at fastslå klagerens præcise rolle og kilden til dens midler.

Med hensyn til det andet kriterium krævede de relevante regler god administrativ og finansiel forvaltningskapacitet. Dette omfattede evnen til at sikre pålidelig og ikkesvigagtig forvaltning i forbindelse med gennemførelsen af projekter. I 1993, da Kommissionen gennemgik oplysningerne om klageren, blev det konstateret, at klagerens administrative forvaltningskapacitet var utilstrækkelig. Dette blev fremhævet af den tyske NGO-platform, som havde afvist klagerens ansøgning om medlemskab med den begrundelse, at dens driftsomkostninger var uforholdsmæssigt høje og udgjorde 37,7 % af dens samlede indtægter. Desuden finansierede klageren, en mellemstor ngo i nærheden af Frankfurt, en filial i et af de dyreste områder i Bruxelles på et tidspunkt, hvor budgettet for udviklingsaktiviteter i udviklingslandene kun var på 1,5 mio. ECU. Et sådant forhold var uforeneligt med de erklærede principper for forsvarlig økonomisk forvaltning.

Princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning forudsætter en atmosfære af gensidig tillid mellem Kommissionen og ngo'en. Et sådant forhold kunne ikke eksistere, når NGO'en forsøgte at fastslå sin støtteberettigelse ved hjælp af svigagtige midler. I denne sag havde klageren – uretmæssigt og med henblik på at vildlede Kommissionen med hensyn til arten og kvaliteten af sin organisation – påberåbt sig DZI's mærke (en tysk organisation, der var ansvarlig for at tildele et kvalitetsmærke til organisationer, som efter en grundig undersøgelse blev anset for egnede til at modtage det). En skrivelse fra DZI af 1. september 1993, hvori DZI kategorisk erklærede, at der ikke var tale om at tildele klageren et kvalitetsmærke, indeholdt imidlertid objektive beviser for, at mærket var blevet misbrugt på svigagtig vis. Dette var helt klart en handling i ond tro, der var i strid med både de etiske principper og behovet for gensidig tillid og med de relevante retlige instrumenter. Kommissionen behandlede denne svig med den nødvendige alvor.

Med hensyn til de tyske skattemyndigheders holdning understregede Kommissionen, at det var usandt at sige, at de har kompetence til at afgøre, om NGO'en er støtteberettiget.

Behandling af de to sidste ansøgninger

For så vidt angår de to sidste ansøgninger, der stadig er under behandling, har Kommissionen ikke bestridt, at der er forløbet en særlig lang periode, siden de blev indgivet. Ifølge Domstolens praksis skulle spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af en administrativ procedure var rimelig, imidlertid afgøres på grundlag af sagens særlige omstændigheder. Kommissionen understregede de mange bestræbelser, den havde gjort sig for at forsøge at fastslå ngo'ens nuværende støtteberettigelse. På trods af disse bestræbelser blev det på grund af sagens kompleksitet og klagerens adfærd på de forskellige møder, der blev afholdt med Kommissionens personale, stadig overvejet, om den kunne komme i betragtning. For at løse tvisten foreslog Kommissionen, at klageren selv blev kontrolleret af et firma efter eget valg.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger fastholdt klageren sin klage og fremsatte følgende bemærkninger:

Allerede i 1990 meddelte DZI Kommissionen, at klageren var udskilt fra den amerikanske moderorganisation og nu var en uafhængig sammenslutning. Kommissionen selv (og mere specifikt dens Generaldirektorat VIII, nu GD for Udvikling) havde ydet klageren et tilskud til ofrene for Tjernobyl på 103 000 ECU i 1991. Professor Koch var ikke og havde aldrig været medlem af "Interaid International". Han havde heller aldrig modtaget vederlag fra denne organisation eller haft nogen anden form for involvering. Professor Koch arbejdede for "Welthilfe e.V.", en velgørenhedsorganisation uden forbindelser til klageren, i en honorær egenskab. Forholdet mellem professor Koch og klageren på den ene side og "Welthilfe e.V." på den anden side var på intet tidspunkt præget af interesser med eller uden gevinst for øje. Professor Koch gav kurser ved universitetet i Antwerpen, men vederlaget for denne aktivitet var minimalt.

Erklæringen fra den tyske ngo-platform, ifølge hvilken klagerens driftsomkostninger udgjorde 37,7 % af de samlede indtægter, blev modsagt af KPMG, klagerens revisorer, som havde beregnet disse omkostninger til 22 % af indtægterne i 1993. Kommissionen var ved flere lejligheder blevet gjort opmærksom på disse oplysninger. Lejen af klagerens kontor i Bruxelles var meget moderat, og området var på ingen måde et af de dyreste i Bruxelles (3). Desuden beløb klagerens budget til projekter sig til 3,4 mio. EUR (og ikke 1,5 mio. EUR, som Kommissionen havde hævdet).

Klageren hævdede aldrig uretmæssigt at være i besiddelse af DZI-mærket og forsøgte aldrig at vildlede Kommissionen med hensyn til arten og kvaliteten af organisationen.

Det var påfaldende, at Kommissionen baserede sig på vildledende kilder som DZI uden at tage hensyn til dokumenter fra skattemyndighederne.

For så vidt angår de to verserende ansøgninger kunne ingen af de omstændigheder og/eller argumenter, som Kommissionen havde fremført, begrunde den tid, der var forløbet. Det var med urette, at Kommissionen hævdede, at den havde gjort "mange bestræbelser" for at forsøge at fastslå klagerens berettigelse. Det var klageren, der gentagne gange havde anmodet Kommissionen om at træffe afgørelse, og som havde fremlagt dokumenter og beviser.

Kommissionens forslag om, at klageren selv skulle have foretaget en revision, var utilfredsstillende. Klageren havde foreslået en sådan revision allerede i 1997 og fritaget KPMG fra deres tavshedspligt. Der var imidlertid ikke sket noget. Klageren mente, at Kommissionen kun var interesseret i at forsinke sagen yderligere. Kommissionen bør efter dens opfattelse træffe endelig afgørelse om ansøgningerne uden yderligere forsinkelse.

Afgørelsen

1 Undladelse af at behandle ansøgningerne retfærdigt og objektivt

1.1 Mellem 1993 og 1997 indgav klageren, en ikke-statslig organisation (NGO) fra Tyskland, som støtter flygtninge, krigsofre og handicappede, seks ansøgninger til Kommissionen om finansiel støtte til projekter i Afrika. Kommissionen afviste de fire første ansøgninger, heraf tre i 1993 og den fjerde i 1995. Klageren hævder, at Kommissionen ikke tilkendte ansøgningerne en rimelig og objektiv behandling. Den hævder navnlig, at Kommissionen baserede sig på vildledende kilder såsom »Deutsches Zentralinstitut für soziale Fragen« (DZI), men ikke tog hensyn til andre beviser, som klageren havde fremlagt, f.eks. dokumenter fra de tyske skattemyndigheder.

1.2 Kommissionen er af den opfattelse, at den har vurderet ansøgningerne i nøje overensstemmelse med de gældende regler. Kommissionen har gjort gældende, at ansøgningerne ikke opfyldte to hovedkriterier, nemlig 1) kravet om, at ngo’en skal være uafhængig og selvstændig, og 2) kravet om forsvarlig økonomisk forvaltning (pålidelig og ikke-svigagtig forvaltning). I denne forbindelse hævder Kommissionen, at klageren uretmæssigt har forsøgt at vildlede Kommissionen med hensyn til arten og kvaliteten af sin organisation på DZI's mærke (en tysk organisation, der er ansvarlig for at tildele et kvalitetsmærke til organisationer, som efter en grundig undersøgelse vurderes egnede til at modtage det), selv om DZI kategorisk erklærede, at der ikke var tale om at tildele klageren et kvalitetsmærke.

1.3 Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen har fremført en række specifikke punkter til støtte for sit synspunkt om, at klageren ikke var berettiget til støtte. Disse punkter bestrides også meget udførligt af klageren. Ombudsmanden mener, at klagerens kritik i det mindste for nogle af disse punkters vedkommende ikke synes at være ubegrundet. Kommissionen støtter sig f.eks. på en erklæring fra den "tyske NGO-platform", ifølge hvilken klagerens driftsomkostninger beløb sig til 37,7. % af de samlede indtægter på det pågældende tidspunkt. Da der ikke foreligger yderligere oplysninger om grundlaget for denne erklæring, synes dens bevisværdi at være ret begrænset. Samtidig undlader Kommissionen at tage hensyn til udtalelserne fra KPMG, klagerens revisorer, ifølge hvilke den reelle procentdel var meget mindre.

1.4 Det alvorligste argument, som Kommissionen støtter sig på, er imidlertid dens påstand om, at klageren svigagtigt støttede sig på det mærke, som DZI havde udstedt. Ombudsmanden bemærker, at klageren sendte en skrivelse (4) til Kommissionen den 26. marts 1993 vedrørende en af de fire første ansøgninger, som sagsøgeren havde indgivet. Det brevhoved, som klageren anvender, består af en boks nederst, som indeholder følgende ord: "Die Förderung des Internationalen Hilfsfonds e.V. wird vom DZI empfohlen" ("DZI anbefaler at fremme Internationaler Hilfsfonds e.V." [dvs. klageren]). Ved skrivelse af 1. september 1993 meddelte DZI Kommissionen følgende: "Von einer Empfehlung der Förderung des Vereins kann også keine Rede sein. Wir werden den Verein auffordern, auf den entsprechenden Hinweis auf seinem Briefpapier in Zukunft zu verzichten." ("Der kan ikke være tale om en henstilling [fra DZI] om at fremme sammenslutningen [klageren]. Vi vil anmode foreningen om at afstå fra at bruge den relevante sætning i sit brevpapir i fremtiden.«)

1.5 Ombudsmanden bemærker, at DZI synes at spille (eller have spillet) en vigtig rolle i den pågældende sektor. Det er ikke urimeligt at antage, at disse oplysninger kan påvirke resultatet af Kommissionens behandling af klagerens ansøgninger. Ombudsmanden bemærker endvidere, at klageren ikke har givet nogen forklaring på sin adfærd, selv om Kommissionen i sin udtalelse klart opfordrede den til at gøre det (5). Ombudsmanden konkluderer, at Kommissionen ved at afvise klagerens ansøgninger på dette grundlag synes at have handlet inden for rammerne af sin retlige myndighed.

1.6 Under disse omstændigheder konkluderer Ombudsmanden, at der ikke synes at have været tale om fejl eller forsømmelser for så vidt angår klagerens første påstand.

2 Undladelse af at træffe afgørelse om ansøgninger inden for en rimelig frist

2.1 Klageren hævder, at Kommissionen ikke har behandlet de to sidste begæringer inden for en rimelig frist. Disse ansøgninger blev indgivet i december 1996 og september 1997 og er endnu ikke blevet afgjort af Kommissionen.

2.2 Kommissionen har ikke bestridt, at der er forløbet en særlig lang periode, siden ansøgningerne blev indgivet. Den har imidlertid henvist til Domstolens praksis, hvorefter spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af en administrativ procedure er rimelig, skal vurderes i forhold til sagens særlige omstændigheder. Kommissionen hævder, at den har gjort en stor indsats for at forsøge at fastslå klagerens nuværende støtteberettigelse. Ifølge Kommissionen er klagerens støtteberettigelse stadig under overvejelse på trods af disse bestræbelser, og det på grund af sagens kompleksitet og klagerens adfærd på de forskellige møder, der er arrangeret med Kommissionen.

2.3 Ombudsmanden vil gerne understrege, at han allerede i sin afgørelse af 11. juli 2000 meddelte Kommissionen, at han mente, at der havde været en uforholdsmæssig stor forsinkelse, og at dette udgjorde et tilfælde af fejl eller forsømmelser. En kritisk bemærkning herom blev fremsat i afgørelsen. Ombudsmanden mente ikke, at det var nødvendigt for ham at fremsætte en formel henstilling i denne sag, da han antog, at Kommissionen ville tage hensyn til hans kritiske bemærkning, eftersom ansøgningerne allerede havde været forelagt Kommissionen i henholdsvis mere end 3 ½ og næsten 3 år på det tidspunkt. Kommissionen reagerede ikke på denne kritiske bemærkning. Først da Ombudsmanden i begyndelsen af april 2001 modtog Kommissionens udtalelse i den foreliggende sag, blev han klar over, at Kommissionen tilsyneladende havde besluttet at se bort fra hans kritiske bemærkning.

2.4 Det er et almindeligt fællesskabsretligt princip, at administrationen skal handle inden for en rimelig frist, når den træffer afgørelser efter en administrativ procedure (6). Det følger ligeledes af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt den relevante frist er rimelig, skal vurderes på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag og navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet og ansøgerens og de kompetente myndigheders adfærd (7).

2.5 Kommissionen har selv erkendt, at der er forløbet en særlig lang periode, siden ansøgningerne blev indgivet. Denne periode var på mellem 3 ¼ og 4 år, da klagen blev indgivet, og er nu vokset til mellem 3 ¾ og 4 ½ år. Kommissionen henviser til de "mange bestræbelser", den hævder at have gjort for at forsøge at fastslå NGO'ens nuværende støtteberettigelse, sagens kompleksitet og klagerens adfærd. Der gives imidlertid ingen nærmere oplysninger i denne sammenhæng. Spørgsmålet om ansøgningernes betydning for klageren nævnes ikke engang. Ombudsmanden mener derfor, at Kommissionen ikke har været i stand til at påvise, at den trods den tid, der er gået, har handlet rimeligt hurtigt. Under disse omstændigheder kan Ombudsmanden kun gentage konklusionen i sin afgørelse om klage 338/98/VK om, at der har været uforholdsmæssigt store forsinkelser fra Kommissionens side. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

3 Konklusion

Ombudsmanden mener derfor, at Kommissionens tilgang i den foreliggende sag gav anledning til et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Da den kritiske bemærkning i denne henseende i afgørelsen om klage 338/98/VK er blevet ignoreret af Kommissionen, fremsætter Ombudsmanden et udkast til henstilling til Kommissionen.

Ombudsmanden fremsætter derfor følgende forslag til henstilling til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut:

Udkastet til henstilling

Europa-Kommissionen bør træffe afgørelse om de to ansøgninger, som klageren indgav i 1996 og 1997, snarest muligt og senest den 31. oktober 2001.

Kommissionen og klagerne vil blive underrettet om dette udkast til henstilling. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 6, i Ombudsmandens statut sender Kommissionen en detaljeret udtalelse inden den 31. oktober 2001. Den detaljerede udtalelse kunne bestå i en accept af Ombudsmandens udkast til henstilling og en beskrivelse af, hvordan den er blevet gennemført.

Strasbourg, den 19. juli 2001

 

Jacob Söderman

---

(1) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262 af 9. marts 1994 vedrørende ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv, EFT L 113, s. 15.

(2) EFT 1994 L 46, s. 58.

(3) Klageren forelagde Ombudsmanden et dokument om klagerens administrative omkostninger mellem 1991 og 2000, som KPMG havde udarbejdet.

(4) Ombudsmanden fik en kopi af dette brev i forbindelse med sine undersøgelser af klage 338/98/VK.

(5) En kopi af DZI's skrivelse af 1. september 1993 var vedlagt udtalelsen, som blev fremsendt til klageren. Ovennævnte ord blev fremhævet (formodentlig af Kommissionen) på dette eksemplar.

(6) Se forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. 1997 II, s. 1739, præmis 56. Dette stykke henviser til sager vedrørende konkurrencepolitik, men det relevante princip er ikke begrænset til dette område. Det bemærkes, at Kommissionen selv har påberåbt sig denne dom til støtte for sit synspunkt.

(7) Sag C-185/95 P, Baustahlgewebe GmbH mod Kommissionen, Sml. 1998 I, s. 8417, præmis 29.