Kære
fru V. Den 4. november 1997 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende Kommissionens behandling af Deres klage af 15. juni 1994 (ref. nr. 94/4667 SG(94)A/15702) med påstand om, at den græske regering på øen Zakynthos havde overtrådt Rådets direktiv 92/43/EØF og national og international ret om beskyttelse af havskildpadder.
Den 17. december 1997 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen sendte sin udtalelse den 18. marts 1998, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 17. april 1998 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Den 30. juni, 20. juli, 29. juli, 3. august og 19. oktober 1998 modtog jeg yderligere oplysninger fra Dem om Kommissionens behandling af Deres klage, herunder kopier af de breve, De havde sendt til kontorchefen for GD XI/D2.
Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.
For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår specifikt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at ingen anden myndighed eller person, f.eks. den græske regering, kan klage til Ombudsmanden.
Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Europa-Kommissionens aktiviteter.

Komplekset

Ifølge klageren var de relevante kendsgerninger følgende:
Klageren er formand for Medasset ("Middelhavssammenslutningen til redning af havskildpadder"). Den 15. juni 1994 indgav Medasset en formel klage til Europa-Kommissionen (ref. nr. 94/4667 SG(94) A/15702, anerkendt den 18. juli 1994) for den græske regerings overtrædelse i Laganasbugten på øen Zakynthos i Det Joniske Hav af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af havskildpadder (Caretta-caretta) (1). Klageren hævdede navnlig, at den græske regering ikke havde gennemført direktiv 92/43/EØF i græsk ret inden for den frist på to år, der er fastsat i direktivet. I sin klage henledte Medasset ligeledes Kommissionens opmærksomhed på forskellige overtrædelser fra den græske regerings side af national og international ret, navnlig konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder ("Bernkonventionen", Europarådet). Klageren fornyede sin klage hvert år siden 1994 og holdt Kommissionens GD XI (Miljø) regelmæssigt underrettet om situationen i Zakynthos ved at sende fotografiske beviser og særlige opfølgningsrapporter om havskildpaddernes situation i Zakynthos, som Medasset havde forelagt for Europarådets Generalsekretariat for Miljø (2).
Den 26. april 1996 modtog Medasset et brev fra Kommissionen, hvoraf det fremgik, at Kommissionen var tilfreds med regeringens bestræbelser på at beskytte Caretta carettaen på Zakynthos, eftersom der var taget betydelige skridt til at sikre en betydelig beskyttelse af havskildpadderne i Laganasbugten. Behandlingen af klagen var derfor blevet suspenderet. Ved skrivelse af 11. marts 1997 blev klageren endelig underrettet af chefen for Afdelingen for Retlige Anliggender i GD XI - B om, at sagen var blevet henlagt.
Klageren skrev derfor til Ombudsmanden i november 1997 og hævdede, at Kommissionens beslutning om ikke at anlægge sag mod den græske regering i denne sag var uberettiget og vilkårlig. For det andet hævdede klageren, at perioden mellem registreringen af klagen og den skrivelse, hvorved Kommissionen underrettede klageren om, at den ikke ville indlede en procedure mod den græske regering, var for lang (mere end 2,5 år). Endelig stillede Medasset i juni 1997 forskellige spørgsmål til kommissær Bjerregaard med ansvar for miljø, men fik aldrig noget svar. Klageren vedlagde omfattende dokumentation om emnet, herunder de forskellige opfølgningsrapporter, der blev forelagt Europarådet.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse
I sine bemærkninger påpegede Kommissionen først, at den havde handlet i overensstemmelse med de tilsagn, den havde afgivet i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ (ref. 303/97/PD, Kommissionens svar af 24. juli 1997), selv om spørgsmålet om klagen lå forud for disse tilsagn. Kommissionen anførte navnlig, at den gav klageren en begrundelse for, hvorfor sagen om klagen var blevet afsluttet. Kommissionen beskrev behandlingen af klagen som følger:
Kommissionen registrerede klageskrivelsen af 15. juni 1994 som en formel klage (ref. P 94/4667). Klagen vedrørte den græske regerings manglende overholdelse af direktiv 92/43/EØF og Bernkonventionen (3) med hensyn til bevarelse af havskildpadder i Laganasbugten på Zakynthos. Siden klagen blev registreret, har Kommissionen aktivt fulgt sagen gennem officiel korrespondance, pakkemøder og inden for rammerne af Bernkonventionen.
Efter at have indsamlet de relevante oplysninger, herunder fra Europarådet, skrev Kommissionen den 3. august 1994 til de græske myndigheder og henledte deres opmærksomhed på klagerens påstande. Selv om den indeholdt positive elementer, der tydede på, at der var truffet konkrete foranstaltninger til beskyttelse af skildpadder, var Kommissionen utilfreds med de græske myndigheders svar af 23. november 1994. Kommissær Bjerregaard sendte derfor den 21. juni 1995 en skrivelse til den græske miljøminister med anmodning om, at der straks blev truffet foranstaltninger. I sommeren 1995 bekendtgjorde ministeren officielt en række konkrete foranstaltninger. Efter en ny skrivelse fra Kommissionen af 20. december 1995 svarede de græske myndigheder den 27. februar 1996 ved at underrette Kommissionen om foranstaltninger, der allerede var blevet iværksat (bl.a. lukning af ulovlige virksomheder), og ved at bebude yderligere foranstaltninger for fremtiden (bl.a. oprettelse af en havpark).
Den 18. april 1996 underrettede Kommissionen klageren om indholdet af skrivelsen fra de græske myndigheder og anmodede om bemærkninger hertil. Klageren var ikke tilfreds med de foranstaltninger, som den anså for utilstrækkelige. En anden organisation, der også havde klaget, fremsatte generelt positive bemærkninger om situationens udvikling. Den positive udvikling, som de græske myndigheder henviser til, blev også bekræftet af resultaterne af et program vedrørende beskyttelse af Caretta caretta, som blev finansieret af Kommissionen.
Efter dette svar og yderligere drøftelser på et pakkemøde i Athen besluttede Kommissionen at afslutte sagen på grund af manglende beviser for overtrædelse af fællesskabsretten, men fortsatte med at forfølge sagen gennem bilaterale kontakter med de græske myndigheder for at sikre den konkrete gennemførelse af de bebudede foranstaltninger, navnlig oprettelsen af havparken.
Ved skrivelse af 11. marts 1997 blev klageren underrettet om beslutningen om at henlægge sagen og om grundene hertil. Kommissionen fandt, at den gav klageren alle de grunde, der var relevante for dens afgørelse, dvs. dem, der vedrørte arten af de retlige krav og arten af de oplysninger, den havde til rådighed. Samtidig fortsatte Kommissionen sagen med de græske myndigheder ved brev af 14. marts 1997, hvori den anmodede om yderligere oplysninger om gennemførelsen af beskyttelsesforanstaltningerne og om de fremskridt, der var gjort med hensyn til oprettelsen af den nationale havpark i Laganasbugten.
Den 21. juli 1997 meddelte de græske myndigheder Kommissionen en ministeriel afgørelse om godkendelse af en særlig miljøundersøgelse for Laganasbugten og et udkast til præsidentielt dekret om oprettelse af den nationale havpark i Zakynthos. Yderligere oplysninger om udviklingen i vedtagelsen af præsidentdekretet blev fremsendt til Kommissionen den 22. september 1997. Kommissionens tjenestegrene undersøgte oplysningerne fra de græske myndigheder og fandt, at præsidentdekretet var positivt rettet mod økosystemet i området som helhed.
Klageren, som blev underrettet om denne udvikling ved brev af 26. november 1997, blev opfordret til at give Kommissionen alle relevante oplysninger, der kunne påvise en overtrædelse af Fællesskabets miljølovgivning, og i så fald ville Kommissionen indlede en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 169.
På denne baggrund afviste Kommissionen klagerens tre påstande. Hvad for det første angår påstanden om, at beslutningen om ikke at anlægge sag mod de græske myndigheder var uberettiget og vilkårlig, anførte Kommissionen, at den var omhyggelig med at behandle spørgsmålet om bevaring af skildpadder, og at den holdt sagen åben, indtil den fandt det godtgjort, at der var truffet væsentlige bevaringsforanstaltninger, og at der derfor ikke forelå nogen overtrædelse af fællesskabsretten. Med hensyn til den anden påstand fandt Kommissionen, at den i perioden på to et halvt år mellem klageregistreringen og afgørelsen om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure aktivt havde videreført sagen, som var en kompleks og vanskelig naturbeskyttelsessag, hvor en hurtig indsats er uhensigtsmæssig. For det tredje påpegede Kommissionen med hensyn til kommissær Bjerregaards påståede manglende svar, at kommissæren uddelegerede dette ansvar til sine tjenestegrene, som holdt klageren meget velinformeret om udviklingen, navnlig i skrivelsen af 26. november 1997, der informerede om den seneste udvikling siden mødet med kommissæren i juni 1997.
Klagerens bemærkninger
I forlængelse af Kommissionens skrivelse af 26. november 1997, hvori klageren blev anmodet om at give Kommissionen nye oplysninger om en eventuel overtrædelse af fællesskabsretten, sendte klageren i januar 1998 Kommissionen en kopi af sin rapport til mødet i det stående udvalg under Bernkonventionen (Europarådet, december 1997). Klageren bemærkede, at havskildpaddernes situation i Zakynthos ikke havde ændret sig i tre år, fordi de ulovlige konstruktioner stadig var der, og ulovlige værtshuse fungerede, og at National Marine Park kun eksisterede på papir. Præsidentdekretet var endnu ikke vedtaget. Klageren vedlagde som bilag til sine bemærkninger en kopi af en rapport fra Sea Turtle Protection Society of Greece, som i høj grad var i overensstemmelse med dens egen rapport. Klageren anførte endvidere, at GD XI's handlinger udelukkende var baseret på den græske regerings meddelelser og fuldstændig ignorerede de faktiske omstændigheder i Zakynthos og holdningen i Bernkonventionens stående udvalg. Klageren konkluderede, at det var klart, at den græske regering havde overtrådt Rådets direktiv 92/43/EØF og Bernkonventionen, og anmodede om, at sagen forblev åben.
Klageren sendte andre oplysninger til Kommissionen den 29. juni, den 10. og den 14. juli 1998 og henledte Kommissionens opmærksomhed på de fuldstændige manglende fremskridt i situationen på Zakynthos og på udløbet af fristen den 25. marts 1998 for etablering af den nationale havpark som aftalt mellem den græske regering, Bernkonventionens stående udvalg og EU. Kommissionen (GD XI - D/2) gennemførte en undersøgelse på stedet i juli 1998, men ifølge klageren havde de lokale myndigheder truffet foranstaltninger for at fremlægge en falsk og positiv situation, hvilket blev modsagt af fotografiske beviser, som klageren havde fremlagt for Kommissionen. Den 6. oktober 1998 sendte klageren Ombudsmanden en kopi af sin seneste rapport, der blev fremlagt på det 18. møde i Bernkonventionens stående udvalg.

Yderligere oplysninger

For at få at vide, hvilken opfølgning Kommissionen havde forbeholdt sig de nye oplysninger, som klageren havde fremsendt, og den undersøgelse på stedet, der blev gennemført i juli 1998, kontaktede Ombudsmandens kontor den ansvarlige enhed i Kommissionen (GD XI - D/2). Kommissionen meddelte Ombudsmanden, at den efter undersøgelsen på stedet i juli 1998 i oktober 1998 besluttede på eget initiativ at indlede en ny traktatbrudsprocedure mod de græske myndigheder, hvilket blev meddelt i en pressemeddelelse. Kommissionen underrettede klageren om den nye traktatbrudsprocedure i december 1998 på det 18. møde i Bernkonventionens stående udvalg i Strasbourg.

Afgørelsen

1 Påstanden om, at beslutningen om at henlægge klagen var uberettiget og vilkårlig (begrundelsespligten)
1.1 Klageren hævdede, at Kommissionens beslutning om at henlægge klagen og om ikke at anlægge sag mod de græske myndigheder var uberettiget og vilkårlig. Dette aspekt af klagen vedrører således påståede fejl eller forsømmelser i den administrative procedure for behandling af en klage over en medlemsstats overtrædelse af fællesskabsretten (artikel 169-proceduren). Når Kommissionen træffer afgørelse om at indlede en traktatbrudsprocedure eller afslutte sagen, har den pligt til at begrunde denne afgørelse og meddele klageren disse grunde. Denne forpligtelse til at begrunde en afgørelse kan også være underlagt ombudsmandens tilsyn. Ombudsmandens undersøgelse af denne del af klagen undersøgte derfor, om Kommissionen behørigt begrundede sin beslutning om at henlægge klagen.
1.2 Klageren blev underrettet om beslutningen om at henlægge sagen ved skrivelse af 11. marts 1997 fra kontorchefen for juridiske anliggender i GD XI - Direktorat B. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i denne detaljerede skrivelse på to sider først underrettede klageren om, at den tog hensyn til de nye forpligtelser, som de græske myndigheder havde påtaget sig på mødet i Athen i maj 1996. Kommissionen vurderede endvidere de oplysninger, som klageren havde fremlagt i et brev til kommissær Bjerregaard af 17. februar 1997, samt andre oplysninger, som Kommissionens tjenestegrene rådede over.
1.3 Kommissionen fastslog, at disse forhold ikke udgjorde en overtrædelse af fællesskabsretten. Kommissionen tog navnlig hensyn til, at de græske myndigheder havde truffet en række konkrete foranstaltninger for at beskytte havskildpaddens yngle- og redepladser på Zakynthos. Brevet indeholder en beskrivelse af disse foranstaltninger.
1.4 Med hensyn til opførelsen af havparken henviste Kommissionen til de græske myndigheders forpligtelse til at afslutte arbejderne inden den 25. marts 1998. Kommissionen anførte endvidere, at den kun kan føre tilsyn med, at de græske myndigheder overholder forpligtelserne i direktiv 92/43, men at den ikke kan gribe ind i form af gennemførelsesforanstaltninger, som henhører under den nationale kompetence.
1.5 Endelig meddelte Kommissionen klageren, at GD XI ville følge udviklingen i gennemførelsen af foranstaltningerne og, hvis der ikke skete fremskridt, indlede en traktatbrudsprocedure. I brevet konkluderes det, at klageren vil blive holdt underrettet om sagens udfald.
1.6 Det fremgår af ovenstående, at Kommissionen behørigt har begrundet sin beslutning om at henlægge sagen og har givet klageren detaljerede oplysninger om disse grunde. Desuden har Kommissionen besluttet på eget initiativ at indlede en traktatbrudsprocedure mod de græske myndigheder efter undersøgelsen på stedet. Kommissionen underrettede klageren om denne beslutning i december 1998. Kommissionen har således handlet inden for rammerne af sine retlige beføjelser, og der synes ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser.
2 Den påståede for lange periode mellem registreringen af klagen (juli 1994) og beslutningen om at henlægge sagen (marts 1997)
2.1 Hvad angår påstanden om, at perioden mellem registreringen af klagen og beslutningen om at henlægge sagen var for lang, bemærkede Kommissionen, at det fremgik af de oplysninger, den fremlagde, at den i denne periode aktivt havde forfulgt sagen. Kommissionen henledte også opmærksomheden på, at det i komplekse og vanskelige naturbeskyttelsessager ofte er uhensigtsmæssigt at gribe ind i tilfælde af bundfældning.
2.2 Ombudsmanden bemærker med hensyn til dette aspekt af artikel 169-proceduren, at Kommissionen i sine bemærkninger inden for rammerne af Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ 303/97/PD har bemærket, at der i henhold til dens forretningsorden skal træffes en afgørelse om at henlægge en sag uden at træffe foranstaltninger eller en afgørelse om at indlede en officiel traktatbrudsprocedure for hver klage inden for en periode på højst et år fra datoen for dens registrering, undtagen i særlige tilfælde, hvor begrundelsen skal være angivet (4). Disse grunde kan vedrøre den lange tid, det tager at drøfte og udveksle oplysninger med de nationale myndigheder.
2.3 I den foreliggende sag, hvor beslutningen om at henlægge sagen blev truffet efter en periode på næsten tre år, ser det ud til, at Kommissionen har givet tilstrækkelige begrundelser for denne lange periode. Ombudsmanden bemærker, at klagen faktisk var en kompleks og vanskelig sag om naturbeskyttelse. Det fremgår både af klagerens oplysninger og af detaljerne i Kommissionens bemærkninger, at Kommissionen mellem juli 1994 og marts 1997 aktivt har undersøgt denne klage og også inddraget klageren i sin undersøgelse. Ombudsmanden bemærker navnlig, at Kommissionen efter at have registreret klagen og indsamlet de relevante oplysninger, herunder fra Europarådet, i august 1994 skrev til de græske myndigheder, som svarede i november 1994. Kommissionen var ikke tilfreds med svaret fra de græske myndigheder og skrev igen i juni 1995 og december 1995 med en anmodning om oplysninger om de trufne foranstaltninger. I november og december 1995 blev der udvekslet korrespondance mellem kommissær Bjerregaard og klageren, som også var i tæt kontakt med GD XI. I februar 1996 underrettede de græske myndigheder Kommissionen om de foranstaltninger, der allerede var iværksat, og om de supplerende foranstaltninger, der skulle træffes. I april 1996 underrettede Kommissionen i en skrivelse på tre sider klageren om disse foranstaltninger og anmodede om bemærkninger. I juni 1996 fremsatte klageren bemærkninger til Kommissionen.
2.4 Efter klagerens svar og drøftelser på mødet i Athen i maj 1996 besluttede Kommissionen endelig at afslutte sagen og underrettede klageren om sin beslutning i marts 1997.
2.5 Det fremgår således af ovenstående, at i betragtning af de mange udvekslinger af oplysninger, der fandt sted mellem Kommissionen, de græske myndigheder og klageren, kan den lange periode mellem registreringen af klagen og beslutningen om at henlægge sagen ikke betragtes som et tilfælde af fejl eller forsømmelser.
3 Kommissær Bjerregaards påståede manglende svar
3.1 Med hensyn til klagerens påstand om, at kommissær Bjerregaard ikke svarede skriftligt på spørgsmål, som blev stillet hende under hendes besøg i Athen i juni 1997, bemærkede Kommissionen, at kommissæren uddelegerede dette ansvar til sine tjenestegrene, som holdt klageren meget velinformeret om udviklingen, navnlig ved brev af 26. november 1997.
3.2 Ombudsmanden bemærker, at klageren faktisk har modtaget et svar fra Kommissionens tjenestegrene i skrivelsen af 26. november 1997. I dette brev, hvori der udtrykkeligt henvises til de spørgsmål, som kommissær Bjerregaard blev gjort opmærksom på i juni 1997, underrettede Kommissionen klageren om den seneste udvikling (korrespondance med de græske myndigheder i marts, juli og september 1997) og opfordrede klageren til at give Kommissionen alle relevante nye oplysninger om en eventuel overtrædelse af fællesskabsretten. Der er derfor ikke konstateret noget tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af klagen.
4 Konklusion På
grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen.
Formanden for Europa-Kommissionen vil også blive underrettet om denne afgørelse.
Din oprigtige
Jacob SÖDERMAN

---

(1) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EFT L 206/7.

(2) Forskellige opfølgningsrapporter fremlagt af Medasset på det 14., 15., 16. og 17. møde i det stående udvalg under konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (Bernkonventionen) vedrørende bevarelse af havskildpadder i Zakynthos (Laganas Bay), Grækenland.

(3) Konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, udfærdiget i Bern den 19. september 1979, EFT 1982 L 38, s. 1.

(4) 303/97/PD, omtalt i Den Europæiske Ombudsmands årsberetning for 1997, s. 272.