Sagen vedrørte en klage fra en EU-borger over Rådets praksis med at begrænse godkendelsen af udnævnelsen af revisorer til euromedlemsstaternes centralbanker til kun at omfatte de fire store revisionsfirmaer. Klageren hævdede, at disse revisorer ikke var tilstrækkeligt uafhængige, da de havde for mange forbindelser til for mange andre aktører i banksektoren. Han pegede også på en grønbog, hvori Kommissionen havde udtrykt bekymring over koncentrationen i revisionssektoren. Han var ikke tilfreds med Rådets svar.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at der ikke havde været tale om fejl eller forsømmelser. Rådet godkender de pågældende nationale centralbankers udnævnelse af revisorer efter en udbudsprocedure og en henstilling fra ECB's Styrelsesråd. Disse institutioner er forpligtet til at overholde ECB's retningslinjer for god praksis, som er strengere end de nyligt vedtagne lovgivningsmæssige regler for revisionssektoren, der blev vedtaget som følge af Kommissionens grønbog og de forslag, som klageren henviste til. Desuden fremlagde klageren ingen beviser, der kunne rejse tvivl om uafhængigheden af de revisorer, som Rådet havde udpeget.

Baggrunden for klagen

1. Artikel 27.1 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank [1] (»protokollen«) har følgende ordlyd:

"ECB's og de nationale centralbankers regnskaber revideres af uafhængige eksterne revisorer, der indstilles af Styrelsesrådet og godkendes af Rådet. Revisorerne har fuld beføjelse til at gennemgå alle ECB's og de nationale centralbankers regnskaber og til at indhente fuldstændige oplysninger om deres transaktioner."

2. Den 8. juli 2011 skrev klageren, som ejer et revisions- og skatterådgivningsfirma, til Rådet for Den Europæiske Union ("Rådet") og kritiserede dets praksis med konsekvent at udpege revisionsfirmaerne "Big Four" (KPMG, PriceWaterhouseCoopers, Deloitte & Touche og Ernst & Young - herefter "Big Four") til at revidere de nationale centralbanker i Eurosystemet ("Eurosystemets centralbanker"). Under henvisning til en grønbog, som Kommissionen offentliggjorde i 2010, og hvori der blev foreslået foranstaltninger til reform af revisionsmarkedet, herunder foranstaltninger til at mindske de fire store virksomheders markedsstyrke [2], fremførte klageren, at Rådets godkendelsespraksis var i modstrid med Kommissionens opfattelse af, at de fire store virksomheders dominans udgjorde en alvorlig risiko for fordrejning på revisionsmarkedet og indebar en systemisk risiko.

3. Klageren anmodede derfor Rådet om ikke at give yderligere revisionsmandater til de fire store i fremtiden og om at undersøge, om de igangværende mandater kunne afsluttes. Han anmodede også Rådet om at oplyse ham om de samlede gebyrer, som centralbankerne i Eurosystemet betaler til de fire store, om muligt opdelt i gebyrer, der betales for revisions- og høringsmandater. Han ønskede også at vide, hvilket firma der havde revideret den græske centralbank siden 2002, og konklusionerne i de relevante revisionsrapporter.

4. Rådet svarede den 2. august 2011. I forbindelse med sin rolle i udnævnelsen af revisorer for centralbankerne i Eurosystemet henviste det til protokollens artikel 27, stk. 1, og ECB's retningslinjer for god praksis for udvælgelse af og mandat til eksterne revisorer [3] (»retningslinjerne for god praksis«). Det understregede, at det siden sin første beslutning om udnævnelse af eksterne revisorer i 1999 altid havde fulgt anbefalingerne fra ECB's Styrelsesråd. Den tilføjede, at den ikke rådede over oplysninger om de gebyrer, som de nationale centralbanker betalte for revision eller høring af mandater. Med hensyn til de ønskede oplysninger om den græske centralbanks årsregnskaber påpegede Rådet, at de var frit tilgængelige på bankens websted. Regnskabet indeholdt årsregnskabet og revisionsberetningerne.

5. Klageren var ikke tilfreds med dette svar og henvendte sig derfor til Den Europæiske Ombudsmand.

Forespørgslen

6. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagen og identificerede følgende påstande og påstande.

Beskyldninger

(1) Rådet har handlet forkert ved at godkende udnævnelsen af de fire store revisionsfirmaer til revision af de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta.

(2) Rådet har ikke behandlet de spørgsmål, der blev rejst i klagerens skrivelse af 8. juli 2011, korrekt.

Krav

(1) Rådet bør afstå fra at udnævne de fire store firmaer i fremtiden og vurdere, om det kan bringe de fire store firmaers igangværende mandater til revision af centralbanker til ophør.

(2) Rådet bør besvare substansen i de spørgsmål, der blev rejst i klagerens skrivelse af 8. juli 2011.

7. I løbet af undersøgelsen modtog Ombudsmanden Rådets udtalelse om klagen og efterfølgende klagerens bemærkninger som svar på Rådets udtalelse. Efter anmodning fra Ombudsmanden afgav Rådet en supplerende udtalelse, som klageren fremsatte yderligere bemærkninger til. Ombudsmanden har i forbindelse med undersøgelsen taget hensyn til parternes argumenter og udtalelser.

Påstand om, at Rådet uretmæssigt godkendte udnævnelsen af de fire store virksomheder til revision af centralbankerne i Eurosystemet og tilknyttede fordringer

Argumenter forelagt Ombudsmanden

8. I sin klage identificerede klageren to hovedtilfælde af påståede fejl eller forsømmelser: a) at Rådets foranstaltninger ikke var i overensstemmelse med Kommissionens konklusioner om det stærkt koncentrerede revisionsmarked, og b) at Rådet lagde for lidt vægt på spørgsmålet om revisionsfirmaernes uafhængighed og ikke gav ham tilstrækkelige oplysninger herom.

9. Med hensyn til argument a) bemærkede klageren, at selv om Rådet havde beføjelse til at afvise henstillingerne fra ECB's Styrelsesråd og dermed sikre, at der ikke blev givet yderligere revisionsmandater til de fire store, havde det altid valgt ikke at anvende denne beføjelse. Den var således i strid med Kommissionens mål, der blev fastsat i dens grønbog fra 2010, om at reducere den generelt høje koncentrationsgrad på revisionsmarkedet.

10. Med hensyn til argument b) har Rådet efter eget udsagn aldrig undersøgt, om de foreslåede revisorer faktisk var uafhængige. Klageren tilføjede, at hvis Rådet ikke havde oplysninger om de gebyrer, som de nationale centralbanker betalte for revisions- eller høringsmandaterne, kunne det ikke vurdere, om de revisionsfirmaer, som ECB's Styrelsesråd havde anbefalet, rent faktisk var uafhængige. Ifølge klageren kunne et revisionsfirma, der allerede havde foretaget en revision af en centralbank og fremsat anbefalinger, ikke længere revidere den samme bank på en uafhængig måde det følgende år.

11. I sin udtalelse anførte Rådet, at ECB's Styrelsesråd har enekompetence til at tage initiativ til udpegelsen af de uafhængige eksterne revisorer til at revidere regnskaberne for centralbankerne i Eurosystemet, og at Rådet handler efter henstilling fra Styrelsesrådet, som har vide skønsbeføjelser til at foretage en sådan vurdering.

12. Rådet understregede også, at det også har vide skønsbeføjelser til at vurdere, om de foreslåede revisorer rent faktisk er uafhængige. I den forbindelse baserer den sig på relevante oplysninger som f.eks. Styrelsesrådets anbefalinger og ECB's retningslinjer for god praksis. I betragtning af Rådets vide skønsbeføjelse ville det kun nægte at udnævne en revisor, hvis kravet om uafhængighed klart og åbenbart ikke var opfyldt. Ifølge Rådet har ingen af de revisorer, der hidtil er blevet godkendt, nogensinde udvist manglende uafhængighed som hævdet af klageren.

13. Ombudsmanden anmodede Rådet om at præcisere, om det er ECB's Styrelsesråd eller Rådet selv, der "i kraft af sin vide skønsbeføjelse" ville nægte at udnævne en revisor, hvis kravet om uafhængighed klart og åbenbart ikke var opfyldt. Ombudsmanden anmodede også Rådet om at forklare, hvordan det var nået frem til den konklusion, at alle de revisorer, det hidtil har udpeget, opfyldte kravet om uafhængighed.

14. I sit svar anførte Rådet, at det opfyldte sine forpligtelser ved at udpege uafhængige revisorer, der er anerkendt som sådanne af ECB's Styrelsesråd, i overensstemmelse med retningslinjerne for god praksis. Disse fastsatte, at centralbankerne i Eurosystemet skulle sikre, at revisionerne blev udført i overensstemmelse med "International Standards on Auditing" (ISA) og "International Federation of Accountants (IFA) Code of Ethics". Desuden skal centralbankerne i Eurosystemet hvert år kontrollere, at den valgte revisor ikke leverer ikke-revisionsydelser til banken og ikke på nogen måde er involveret i den reviderede banks ledelsesbeslutninger. Ifølge Rådet bør den omstændighed, at ECB foretager en streng vurdering på grundlag af retningslinjerne for god praksis, inden den fremsætter en henstilling til Rådet om udnævnelse af eksterne revisorer, opfylde kravet om de indstillede revisorers uafhængighed.

15. Rådet noterede sig også, at ingen medlemsstat under den beslutningsprocedure, der førte til vedtagelsen af Rådets afgørelse om godkendelse af udnævnelsen af de pågældende revisorer, nogensinde havde givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til overholdelsen af retningslinjerne for god praksis. Der var således intet, der undergravede Rådets tillid til, at ECB, som den havde gjort tidligere, ville fortsætte med nøje at undersøge overholdelsen af retningslinjerne for god praksis, inden den udstedte sin egen henstilling.

16. Rådet tilføjede i denne forbindelse, at det ville være vilkårligt, urimeligt og kontraproduktivt at udelukke en bestemt gruppe revisorer fra at revidere centralbankerne i Eurosystemet. Desuden kunne den ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til Kommissionens grønbog, som blot indledte en høring om de ændringer, der måtte være nødvendige for at reformere revisionsmarkedet, og som kun repræsenterede Kommissionens synspunkter.

17. I sine bemærkninger accepterede klageren, at Rådet havde en skønsmargen både med hensyn til det forslag, som ECB's Styrelsesråd havde fremsat, og med hensyn til beslutningen om, hvorvidt der rent faktisk skulle udpeges en foreslået revisor. Han fandt imidlertid, at det var med urette, at Rådet støttede sig på denne skønsbeføjelse, selv om der var den mindste tvivl om de pågældende revisorers uafhængighed.

18. Klageren understregede, at de fire store havde spillet en vigtig rolle med hensyn til at føre statsgældskrisen ud i livet. De havde revideret og rådgivet de banker, der bragte "giftige" finansielle produkter i omløb. De reviderede eller rådgav også de nationale centralbanker, der købte sådanne produkter, og kunne derfor ikke rejse tvivl om deres værdi, fordi dette ville have undermineret deres forhold til de udstedende banker. Ifølge klageren udgjorde Rådets opfattelse af, at det eneste relevante spørgsmål for at afvise ECB's anbefalinger var, om en revisor havde solgt andre tjenester til den reviderede bank, og/eller om den var involveret i dens ledelsesbeslutninger, en alt for eftergivende fortolkning af de gældende regler. De fire store havde simpelthen for mange forbindelser til for mange aktører på de finansielle markeder til at være uafhængige.

19. Som konklusion påpegede klageren, at krisen klart havde vist, at revisioner af centralbanker var vigtigere end nogensinde, og at strengere regler var nødvendige.

Ombudsmandens vurdering

20. Ombudsmanden er klar over, at det spørgsmål, der rejses i denne klage, afspejler to bekymringer, som mange EU-borgere deler. For det første er der en opfattelse af, at de fire store virksomheders andel af revisionsmarkedet kan virke som en hindring for effektiv konkurrence. For det andet er der blevet stillet alvorlige spørgsmål vedrørende revisorernes rolle i forbindelse med bank- og finanssammenbruddet for et par år siden. Både i forhold til de enkelte nationale centralbanker og i forhold til nogle af de store forretningsbanker er der mange, der mener, at deres revisorer burde have opdaget og advaret om problemer før sammenbruddet. Ombudsmanden forstår disse bekymringer, men denne undersøgelse giver hende ikke mulighed for at beskæftige sig med de vigtige spørgsmål, som de rejser. Kritisk nok, og dette punkt udvikles senere i denne afgørelse, valgte Rådet ikke selv revisorer til de nationale centralbanker, men godkendte udvælgelser, der allerede var foretaget på nationalt plan og ECB-plan.

21. Hovedspørgsmålet er derfor, om Rådet ved at give godkendelse handlede i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning og vejledning. I sin første påstand identificerede klageren to primære påståede tilfælde af fejl eller forsømmelser (jf. punkt 8 ovenfor). Disse gennemgås nedenfor.

a) Argumentet om, at Rådets foranstaltninger ikke var i overensstemmelse med Kommissionens konklusioner om det stærkt koncentrerede revisionsmarked

22. Ombudsmanden bemærker, at de idéer, som Kommissionen fremsatte i grønbogen, der blev offentliggjort i oktober 2010, efterfølgende førte til Kommissionens forslag til en forordning om kvaliteten af revisioner af virksomheder af interesse for offentligheden og til et direktiv om styrkelse af det indre marked for lovpligtig revision, som blev forelagt i november 2011 [4]. Disse forslag, der blev udarbejdet som reaktion på finanskrisen, havde til formål at præcisere revisorernes rolle, styrke deres uafhængighed og styrke tilsynet. Den 3. april 2014 vedtog Europa-Parlamentet på plenarmødet det ændrede direktiv om lovpligtig revision og forordningen om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden med henblik på at forbedre revisionskvaliteten betydeligt i hele EU [5]. Reformen omfatter bl.a. nu en rotation af revisionsfirmaer hvert 10. år, selv om det samme revisionsfirma kan revidere det samme selskab i yderligere 10 år, hvis der gennemføres en udbudsprocedure, og pålægger også en grænse for de ikke-revisionsydelser, som revisorer kan levere til en revideret kunde.

23. Mere specifikt, som foreslået i 2010 i Kommissionens ovennævnte grønbog, reformerer de nyligt vedtagne lovgivningsforslag revisionstjenesterne i EU med henblik på at genoprette investorernes tillid og kræve, at revisorer i EU offentliggør revisionsberetninger i overensstemmelse med internationale revisionsstandarder. Dette krav blev imidlertid allerede i 2008 fastsat i ECB's retningslinjer for god praksis og navnlig i »god praksis (4)«. Sidstnævnte kræver udtrykkeligt, at "centralbankerne i Eurosystemet skal sikre, at de udvalgte revisorer og revisionsfirmaer udfører eksterne revisioner i overensstemmelse med de internationale revisionsstandarder (ISA'er) og IFAC's etiske kodeks". Hvad angår åbningen af EU's revisionsmarked for konkurrence og forbedring af gennemsigtigheden, vil børsnoterede selskaber også nu være forpligtet til at iværksætte et udbud, når de vælger en ny revisor. For at sikre, at forbindelserne mellem revisoren og den reviderede virksomhed ikke kommer for tæt på hinanden, indeholder reformen som nævnt ovenfor også bestemmelser om rotation af revisionsfirmaer hvert tiende år, som kan forlænges én gang, når der gennemføres en udbudsprocedure, og den fastsætter også en grænse for de ikke-revisionsydelser, som revisorer kan levere til en revideret kunde. Disse regler svarer også til, hvad der allerede var fastsat i retningslinjerne for god praksis fra 2008. Faktisk er "god praksis (3)" endnu strengere end den foreslåede reform, da den kræver en udskiftning af revisorer i en centralbank i Eurosystemet hvert syvende år og præciserer, at både revisionsfirmaet og den centrale revisionspartner ikke bør fortsætte med at revidere den samme centralbank i en længere periode. Denne rotationsperiode falder sammen med det maksimale interval for gennemførelse af den udbudsprocedure, der er nævnt i "God praksis (2)".

24. I lyset af ovenstående er der intet, der tyder på, at Rådets praksis med at godkende den anbefalede udnævnelse af de fire store til at revidere regnskaberne for centralbankerne i Eurosystemet enten var i strid med den overordnede ånd i Kommissionens oprindelige grønbog om behovet for at reformere revisionsmarkedet eller nu er i strid med de ovennævnte vedtagne lovgivningsforslag, der fulgte af grønbogen. Selv hvis man antog, at en sådan konflikt fandtes tidligere, ville der under alle omstændigheder ikke være nogen grund til yderligere undersøgelser af dette argument i lyset af den ovennævnte seneste lovgivningsmæssige udvikling, som ifølge Kommissionens egne erklæringer "vil forbedre revisionskvaliteten betydeligt i hele Den Europæiske Union og sikre, at revisorerne er centrale bidragydere til økonomisk og finansiel stabilitet".

b) Argumentet om, at Rådet lagde for lidt vægt på spørgsmålet om revisionsfirmaernes uafhængighed

25. Ifølge klageren undersøgte Rådet aldrig rigtig, om Big Four faktisk var uafhængige, og havde fejlagtigt fortolket de relevante regler således, at spørgsmålet om uafhængighed udelukkende blev afgjort af, om en revisor leverede ikkerevisionsydelser til den reviderede centralbank og/eller var involveret i de ledelsesbeslutninger, som sidstnævnte traf.

26. Ombudsmanden bemærker i den forbindelse, at klageren ikke satte spørgsmålstegn ved ECB's retningslinjer for god praksis, men kun hævdede, at Rådets fortolkning af dem var alt for eftergivende. Ombudsmanden finder imidlertid ingen grund til at betvivle Rådets fortolkning af de gældende regler. Som fastsat i protokollens artikel 27, stk. 1, er det hver centralbank i Eurosystemet, der er ansvarlig for at gennemføre den nødvendige udbudsprocedure for udvælgelsen af sine revisorer. Disse revisorer forventes at være uafhængige og godkendt i henhold til en EU-medlemsstats faglige regler ("god praksis (1)"). Ombudsmanden bemærker i den forbindelse, at retningslinjerne for god praksis er baseret på relevant EU-lovgivning og navnlig på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter [6] og på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF [7]. Det forhold, at centralbankerne i Eurosystemet i henhold til retningslinjerne for god praksis skal give ECB oplysninger om anvendelsen af disse retningslinjer for at få en henstilling om Rådets udnævnelse af den valgte revisor, udgør en yderligere garanti for, at den udvælgelsesproces, som hver centralbank i Eurosystemet har gennemført, blev gennemført i overensstemmelse med de gældende regler. Under sådanne omstændigheder, hvor ECB fremsætter en henstilling til Rådet om udnævnelse af en ekstern revisor, som allerede er blevet udvalgt af den pågældende centralbank på grundlag af EU's udbudsregler, og udnævnelsen synes at være i overensstemmelse med de gældende retningslinjer for god praksis, medmindre der er rejst bekymring eller tvivl om en sådan overensstemmelse med retningslinjerne for Rådet, er der i virkeligheden ringe mulighed for, at Rådet kan afvise en sådan henstilling. Det tilkommer nemlig ikke Rådet at foretage endnu en udvælgelsesprocedure, men det skal afgøre, om der kan være grunde, der kræver, at det afviser ECB’s Styrelsesråds henstilling.

27. Som Rådet understregede, er der i mangel af beviser for det modsatte ingen grund til at tro, at revisoren, der er valgt af Eurosystemets centralbank og anbefalet af ECB's Styrelsesråd, ikke har den nødvendige uafhængighed. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke fremlagde konkrete beviser eller beviser for, at den udvælgelsesproces, som nogen af centralbankerne i Eurosystemet tidligere havde gennemført, var behæftet med påstande om interessekonflikter eller andre påstande, der kunne rejse tvivl om den eller de udvalgte revisorers uafhængighed. Som Rådet påpegede, uden at blive modsagt af klageren, har ingen medlemsstat nogensinde under den beslutningsproces, der førte til vedtagelsen af Rådets afgørelse om udnævnelse af en ekstern revisor, rejst nogen bekymringer vedrørende den manglende uafhængighed af dem, der er udvalgt af centralbankerne i Eurosystemet og henstillet af ECB's Styrelsesråd. I mangel af konkrete beviser er den blotte generelle og abstrakte påstand om, at Big Four har for mange forbindelser til for mange aktører på finansmarkederne til at være uafhængige, således ikke som sådan tilstrækkelig til at begrunde en konstatering af fejl eller forsømmelser fra Rådets side.

28. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med den første påstand og den dermed forbundne påstand.

Påstået manglende svar på klagerens brev og tilhørende påstand

Argumenter forelagt Ombudsmanden

29. Klageren hævdede, at Rådet ikke havde behandlet hans skrivelse af 8. juli 2011 korrekt. Ifølge klageren besvarede Rådet ikke hans spørgsmål om mængden af ikkerevisionsydelser, som Big Four leverede til centralbankerne i Eurosystemet, og de gebyrer, der blev betalt for sådanne tjenesteydelser. Efter hans opfattelse burde Rådet også have givet ham de oplysninger, han anmodede om vedrørende den græske centralbanks revisionsrapporter, i stedet for at henvise ham til sidstnævntes websted.

30. Rådet fandt, at det forhold, at det ikke delte eller var enig i de synspunkter, som klageren gav udtryk for i sin skrivelse af 8. juli 2011, og ikke traf nogen foranstaltninger over for de fire store, ikke betød, at det ikke behandlede ovennævnte skrivelse korrekt.

31. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Rådet havde adgang til oplysninger om de fire store bankers ikke-revisionsarbejde, anførte det, at virksomheder, der reviderer centralbankerne i Eurosystemet, som fastsat i retningslinjerne for god praksis ikke forventes at levere ikke-revisionsydelser til disse banker. Med hensyn til den græske centralbanks revisionsrapporter anførte Rådet, at eftersom det hverken var "depositaren eller adressaten "for sådanne dokumenter, ville det basere sig på klagerens gode indsats for at identificere de præcise forhold, der var af interesse for ham, i den omfattende tilgængelige dokumentation. Ifølge Rådet findes revisionsberetningen på s. 158 og 159 i den græske centralbanks årsberetning for 2010 (den seneste foreliggende beretning), som var rettet til bankens aktionærer og ikke til Rådet. Rådet gav også klageren et passende link til den nævnte revisionsrapport.

Ombudsmandens vurdering

32. Klagerens argument om, at Rådet ved ikke at gribe ind over for de fire store ikke har behandlet hans skrivelse af 8. juli 2011 korrekt, kan ikke tiltrædes. Det forhold, at Rådet ikke var enig i klagerens synspunkter og ikke fandt det nødvendigt at gribe ind over for Big Four, som klageren havde anmodet om, betyder ikke, at Rådet ikke har behandlet hans brev korrekt.

33. Med hensyn til klagerens anmodning om at modtage oplysninger om mængden af ikke-revisionsydelser leveret af Big Four til centralbankerne i Eurosystemet og de gebyrer, der betales for sådanne ydelser, bemærker Ombudsmanden, at det i henhold til "Good Practice (4)" er Eurosystemets centralbank, der "årligt bør kontrollere, at revisoren eller det revisionsfirma, der udfører en ekstern revision, er uafhængig af den reviderede centralbank i Eurosystemet, navnlig at den i) ikke leverer ikke-revisionsydelser til den reviderede centralbank i Eurosystemet ". I lyset af den klare formodning om, at ingen udnævnt revisor for en centralbank i Eurosystemet forventes at levere ikke-revisionsydelser til den reviderede centralbank i Eurosystemet for at opfylde uafhængighedskravet, finder Ombudsmanden således, at Rådets svar om, at det ikke havde adgang til sådanne oplysninger, og at eksterne revisorer under alle omstændigheder pr. definition ikke kan levere sådanne ydelser, var rimeligt. Da det er op til den enkelte centralbank i Eurosystemet årligt at kontrollere, at dens revisorer ikke leverer ikke-revisionsydelser til den, ville det have været helt ude af proportioner at forvente, at Rådet skulle indsamle, vedligeholde og give borgerne sådanne formodede oplysninger, som, hvis de fandtes, kun ville være i hænderne på hver af de berørte centralbanker i Eurosystemet.

34. Med hensyn til klagerens yderligere anmodning om oplysninger om, hvilket firma der har revideret den græske centralbank siden 2002, og konklusionerne i de relevante revisionsrapporter finder Ombudsmanden Rådets svar, at det hverken er depositaren eller modtageren af sådanne rapporter, der er korrekt. Desuden handlede Rådet rimeligt, da det omdirigerede klageren til den græske centralbanks relevante websted og navnlig til den specifikke webside, hvor alle de ønskede oplysninger om revisorernes revisionsrapporter og resultater er lagret. Faktisk og i overensstemmelse med EU's mål om at øge udbuddet af grænseoverskridende offentlige e-forvaltningstjenester ville man også forvente, at de nationale centralbanker i betragtning af deres public service-opgaver også ville gøre alle oplysninger om deres aktiviteter og al dokumentation, der er nyttig og relevant for EU-borgerne, tilgængelige online. Sådanne initiativer øger ikke kun informations- og videnudvekslingen, men giver også brugervenlige tjenester, samtidig med at de dermed forbundne omkostninger og administrative byrder for alle berørte administrative myndigheder, herunder i dette tilfælde Rådet, reduceres. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke har anført, at han ikke er i stand til at få onlineadgang til de oplysninger, som Rådet har omdirigeret ham til. Klageren gjorde blot gældende, at det tilkom Rådet at indsamle og sende ham de oplysninger, der allerede var tilgængelige på den græske centralbanks websted. I mangel af særlige behov eller behørigt begrundede omstændigheder forventes borgerne imidlertid at gøre brug af alle e-forvaltningstjenester, som er frit og let tilgængelige og tilgængelige for dem, og dermed frigøre de administrative myndigheder for unødvendige byrder og dermed forbundne omkostninger.

35. Ombudsmanden finder således ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med denne påstand og den dermed forbundne påstand.

Konklusion

På grundlag af undersøgelsen af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der er ikke konstateret fejl eller forsømmelser.

Klageren og Rådet vil blive underrettet om denne afgørelse.

Emily O'Reilly

Udfærdiget i Strasbourg, den 22. maj 2014.

[1] https://www.ecb.europa.eu/ecb/legal/pdf/da_statute_2.pdf

[2] Grønbog om revisionspolitik: erfaringer fra krisen, KOM(2010) 561 endelig, tilgængelig på: http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/docs/2010/audit/green_paper_audit_en.pdf

[3] God praksis for udvælgelse af eksterne revisorer og deres mandat i henhold til artikel 27.1 i ESCB/ECB-statutten af 23. oktober 2008. En nyere version blev godkendt af ECB's Styrelsesråd den 14. juni 2012. Denne »god praksis« er baseret på relevant EU-lovgivning, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT 2004, L 134, s. 114) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EUT 2006, L 157, s. 87).

[4] http://ec.europa.eu/internal_market/auditing/reform/index_en.htm

[5] http://www.europarl.europa.eu/news/en/news-room/content/20140331IPR41179/html/Reforming-EU-audit-services-to-restore-investors%27-confidence

[6] EUT L 134, s. 114.

[7] EUT 2006, L 157, s. 87.