Sagen vedrørte en klage fra en EU-borger over Rådets praksis med at begrænse godkendelsen af udnævnelsen af revisorer til euromedlemsstaternes centralbanker til kun at omfatte de "fire store" revisionsfirmaer. Klageren hævdede, at disse revisorer ikke var tilstrækkeligt uafhængige, da de havde for mange forbindelser til for mange andre aktører i banksektoren. Han pegede også på en grønbog, hvori Kommissionen havde udtrykt bekymring over koncentrationen i revisionssektoren. Han var ikke tilfreds med Rådets svar.

Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser. Rådet godkender de pågældende nationale centralbankers udnævnelse af revisorer efter en udbudsprocedure og en henstilling fra ECB's Styrelsesråd. Disse institutioner er forpligtet til at overholde ECB's retningslinjer for god praksis, som er strengere end de nyligt vedtagne lovgivningsmæssige regler for revisionssektoren, der blev vedtaget som følge af Kommissionens grønbog og de forslag, som klageren henviste til. Desuden fremlagde klageren ingen beviser, der kunne rejse tvivl om uafhængigheden af de revisorer, som Rådet havde udpeget.

Baggrunden for klagen

1. Artikel 27.1 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank [1] (»protokollen«) har følgende ordlyd:

"ECB's og de nationale centralbankers regnskaber revideres af uafhængige eksterne revisorer, der indstilles af Styrelsesrådet og godkendes af Rådet. Revisorerne har fuld beføjelse til at gennemgå alle ECB's og de nationale centralbankers regnskaber og indhente fuldstændige oplysninger om deres transaktioner."

2. Den 8. juli 2011 skrev klageren, der ejer et revisions- og skatterådgivningsfirma, til Rådet for Den Europæiske Union ("Rådet") og kritiserede dets praksis med konsekvent at udpege de revisionsfirmaer, der er kendt som "de fire store" (KPMG, PriceWaterhouseCoopers, Deloitte & Touche og Ernst & Young - herefter "de fire store"), til at revidere de nationale centralbanker i Eurosystemet ("centralbankerne i Eurosystemet"). Under henvisning til en grønbog, som Kommissionen offentliggjorde i 2010, og hvori der blev foreslået foranstaltninger til reform af revisionsmarkedet, herunder foranstaltninger til at reducere de fire store virksomheders markedsstyrke [2], hævdede klageren, at Rådets godkendelsespraksis var i modstrid med Kommissionens opfattelse af, at de fire store virksomheders dominans udgjorde en alvorlig risiko for fordrejning på revisionsmarkedet og medførte en systemisk risiko.

3. Klageren anmodede derfor Rådet om ikke at give de fire store yderligere revisionsmandater i fremtiden og om at undersøge, om de igangværende mandater kunne bringes til ophør. Han anmodede også Rådet om at oplyse ham om de samlede gebyrer, som Eurosystemets centralbanker betaler til de fire store, om muligt opdelt i gebyrer, der betales for revisions- og høringsmandater. Han ønskede også at vide, hvilket firma der havde revideret den græske centralbank siden 2002, og konklusionerne i de relevante revisionsrapporter.

4. Rådet svarede den 2. august 2011. Hvad angår ECB's rolle i forbindelse med udnævnelsen af revisorer for centralbankerne i Eurosystemet, henviste ECB til protokollens artikel 27, stk. 1, og ECB's retningslinjer om god praksis for udvælgelse af og mandat til eksterne revisorer [3] (»retningslinjerne for god praksis«). Det understregede, at det siden sin første beslutning om udnævnelse af eksterne revisorer i 1999 altid havde fulgt henstillingerne fra ECB's Styrelsesråd. Den tilføjede, at den ikke havde nogen oplysninger om de gebyrer, som de nationale centralbanker betaler for revision eller høring af mandater. Med hensyn til de ønskede oplysninger om den græske centralbanks årsregnskaber påpegede Rådet, at de var frit tilgængelige på bankens websted. Regnskaberne indeholdt årsregnskaberne og revisionsberetningerne.

5. Klageren var ikke tilfreds med dette svar og henvendte sig derfor til Den Europæiske Ombudsmand.

Undersøgelsen

6. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af klagen og identificerede følgende påstande og påstande.

Påstande

(1) Rådet har handlet forkert ved at godkende udnævnelsen af de fire store revisionsfirmaer, der skal revidere de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta.

(2) Rådet har ikke behandlet de spørgsmål, der blev rejst i klagerens skrivelse af 8. juli 2011, korrekt.

Krav

(1) Rådet bør afholde sig fra at udnævne de fire store firmaer i fremtiden og vurdere, om det kan bringe de fire store firmaers igangværende mandater til revision af centralbanker til ophør.

(2) Rådet bør besvare substansen i de spørgsmål, der rejses i klagerens skrivelse af 8. juli 2011.

7. I løbet af undersøgelsen modtog Ombudsmanden Rådets udtalelse om klagen og efterfølgende klagerens bemærkninger som svar på Rådets udtalelse. Efter anmodning fra Ombudsmanden afgav Rådet en supplerende udtalelse, som klageren fremsatte yderligere bemærkninger til. Ombudsmanden har i forbindelse med undersøgelsen taget hensyn til parternes argumenter og udtalelser.

Påstand om, at Rådet med urette godkendte udnævnelsen af de fire store firmaer til at revidere centralbankerne i Eurosystemet og tilhørende krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

8. I sin klage identificerede klageren to hovedtilfælde af påståede fejl eller forsømmelser: a) at Rådets handlinger ikke var i overensstemmelse med Kommissionens konklusioner om det stærkt koncentrerede revisionsmarked, og b) at Rådet var for lidt opmærksomt på spørgsmålet om revisionsfirmaernes uafhængighed og ikke gav ham tilstrækkelige oplysninger herom.

9. Med hensyn til argument a) bemærkede klageren, at selv om Rådet havde beføjelse til at afvise henstillingerne fra ECB's Styrelsesråd og dermed sikre, at der ikke blev givet yderligere revisionsmandater til de fire store, havde det altid valgt ikke at anvende denne beføjelse. Det var således i modstrid med Kommissionens mål, der blev fastsat i dens grønbog fra 2010, om at reducere den generelt høje koncentration på revisionsmarkedet.

10. Med hensyn til argument b) havde Rådet, som det selv har erkendt, aldrig faktisk undersøgt, om de foreslåede revisorer rent faktisk var uafhængige. Klageren tilføjede, at hvis Rådet ikke havde oplysninger om de gebyrer, som de nationale centralbanker betalte for revisions- eller høringsmandaterne, kunne det ikke vurdere, om de revisionsfirmaer, som ECB's Styrelsesråd havde anbefalet, rent faktisk var uafhængige. Ifølge klageren kunne et revisionsfirma, der allerede havde foretaget en revision af en centralbank og fremsat henstillinger, ikke længere foretage en uafhængig revision af samme bank det følgende år.

11. Rådet anførte i sin udtalelse, at ECB’s Styrelsesråd har enekompetence til at tage initiativ til at udpege uafhængige eksterne revisorer til at revidere centralbankerne i Eurosystemets regnskaber, og at Rådet handler efter henstilling fra Styrelsesrådet, som har vide skønsbeføjelser til at foretage en sådan vurdering.

12. Rådet understregede også, at det også har vide skønsbeføjelser med hensyn til at vurdere, om de foreslåede revisorer rent faktisk er uafhængige. Den bygger i den forbindelse på relevante oplysninger såsom anbefalingerne fra Styrelsesrådet og ECB's retningslinjer for god praksis. I betragtning af den vide skønsbeføjelse, som Rådet råder over, ville det kun nægte at udnævne en revisor, hvis kravet om uafhængighed klart og åbenbart ikke var opfyldt. Ifølge Rådet har ingen af de hidtil godkendte revisorer udvist manglende uafhængighed i den forstand, som klageren har hævdet.

13. Ombudsmanden anmodede Rådet om at præcisere, om det er ECB's Styrelsesråd eller Rådet selv, der "i kraft af sin vide skønsbeføjelse" vil nægte at udnævne en revisor, hvis kravet om uafhængighed klart og åbenbart ikke er opfyldt. Ombudsmanden anmodede også Rådet om at forklare, hvordan det var kommet frem til den konklusion, at alle de revisorer, det hidtil har udnævnt, opfyldte kravet om uafhængighed.

14. I sit svar anførte Rådet, at det opfyldte sine forpligtelser ved at udnævne uafhængige revisorer, der er anerkendt som sådanne af ECB's Styrelsesråd, i overensstemmelse med retningslinjerne for god praksis. Ifølge disse skulle centralbankerne i Eurosystemet sikre, at revisionerne blev udført i overensstemmelse med »International Standards on Auditing« (ISA) og »International Federation of Accountants (IFA) Code of Ethics«. Desuden skal centralbankerne i Eurosystemet hvert år kontrollere, at den valgte revisor ikke leverer ikkerevisionsydelser til banken og ikke på nogen måde er involveret i den reviderede banks ledelsesbeslutninger. Ifølge Rådet bør den omstændighed, at ECB foretager en streng vurdering på grundlag af retningslinjerne for god praksis, inden den fremsætter en henstilling til Rådet om udnævnelse af eksterne revisorer, opfylde kravet om de anbefalede revisorers uafhængighed.

15. Rådet noterede sig også, at ingen medlemsstat under den beslutningsproces, der førte til vedtagelsen af Rådets afgørelse om godkendelse af udnævnelsen af de pågældende revisorer, nogensinde havde givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til overholdelsen af retningslinjerne for god praksis. Der var således intet, der kunne underminere Rådets tillid til, at ECB, som det tidligere havde gjort, ville fortsætte med nøje at undersøge overholdelsen af retningslinjerne for god praksis, inden den udstedte sin egen henstilling.

16. Rådet tilføjede i denne forbindelse, at det ville være vilkårligt, urimeligt og kontraproduktivt at udelukke en bestemt revisionsgruppe fra at revidere centralbankerne i Eurosystemet. Desuden kunne den ikke på nuværende tidspunkt tage stilling til Kommissionens grønbog, som blot iværksatte en høring om de ændringer, der måtte være nødvendige for at reformere revisionsmarkedet, og som kun repræsenterede Kommissionens synspunkter.

17. I sine bemærkninger accepterede klageren, at Rådet havde en skønsmargen både med hensyn til det forslag, som ECB's Styrelsesråd havde fremsat, og med hensyn til beslutningen om, hvorvidt der faktisk skulle udnævnes en foreslået revisor. Han var imidlertid af den opfattelse, at Rådet med urette havde påberåbt sig denne skønsbeføjelse, selv om der var den mindste tvivl om de pågældende revisorers uafhængighed.

18. Klageren understregede, at de fire store havde spillet en vigtig rolle i forbindelse med statsgældskrisen. De havde revideret og rådgivet de banker, der bragte "giftige" finansielle produkter i omløb. De reviderede eller rådgav også de nationale centralbanker, der købte sådanne produkter, og kunne således ikke rejse tvivl om deres værdi, fordi dette ville have undermineret deres forhold til de udstedende banker. Ifølge klageren udgjorde Rådets opfattelse af, at det eneste relevante spørgsmål for at afvise ECB's henstillinger var, om en revisor havde solgt andre tjenesteydelser til den reviderede bank, og/eller om den var involveret i dens ledelsesbeslutninger, en alt for eftergivende fortolkning af de gældende regler. Big Four havde simpelthen for mange forbindelser til for mange aktører på de finansielle markeder til at være uafhængige.

19. Som konklusion påpegede klageren, at krisen klart havde vist, at revisioner af centralbanker var vigtigere end nogensinde, og at der var behov for strengere regler.

Ombudsmandens vurdering

20. Ombudsmanden er klar over, at det spørgsmål, der rejses i denne klage, afspejler to bekymringer, som deles af mange EU-borgere. For det første er der en opfattelse af, at de fire store virksomheders andel af revisionsmarkedet kan udgøre en hindring for effektiv konkurrence. For det andet er der stillet alvorlige spørgsmål vedrørende revisorernes rolle i tiden op til bank- og finanskollapset for et par år siden. Både i forhold til de enkelte nationale centralbanker og i forhold til nogle af de store forretningsbanker er der mange, der mener, at deres revisorer burde have opdaget og advaret om problemer før sammenbruddet. Ombudsmanden forstår disse bekymringer, men denne undersøgelse giver hende ikke mulighed for at beskæftige sig med de vigtige spørgsmål, som de rejser. Kritisk, og dette punkt uddybes senere i denne afgørelse, valgte Rådet ikke selv revisorer for de nationale centralbanker, men godkendte de udvælgelser, der allerede var foretaget på nationalt plan og ECB-plan.

21. Det vigtigste spørgsmål er derfor, om Rådet ved godkendelsen handlede i overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning og -vejledning. I sin første påstand identificerede klageren to væsentlige påståede tilfælde af fejl eller forsømmelser (jf. punkt 8 ovenfor). Disse gennemgås nedenfor.

a) Argumentet om, at Rådets handlinger ikke var i overensstemmelse med Kommissionens konklusioner vedrørende det stærkt koncentrerede revisionsmarked

22. Ombudsmanden bemærker, at de idéer, som Kommissionen fremsatte i den grønbog, der blev offentliggjort i oktober 2010, efterfølgende førte til Kommissionens forslag til en forordning om kvaliteten af revisioner af virksomheder af interesse for offentligheden og til et direktiv om styrkelse af det indre marked for lovpligtig revision, som blev forelagt i november 2011 [4]. Disse forslag, der blev udarbejdet som reaktion på finanskrisen, havde til formål at præcisere revisorernes rolle, styrke deres uafhængighed og styrke tilsynet. Den 3. april 2014 vedtog Europa-Parlamentet på et plenarmøde det ændrede direktiv om lovpligtig revision og forordningen om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden med henblik på at forbedre revisionskvaliteten betydeligt i hele EU [5]. Reformen omfatter bl.a. nu en rotation af revisionsfirmaer hvert 10. år, selv om det samme revisionsfirma kan revidere det samme selskab i yderligere 10 år, hvis der gennemføres en udbudsprocedure, og pålægger også en grænse for de ikkerevisionsydelser, som revisorer kan levere til en revideret kunde.

23. Som foreslået i Kommissionens ovennævnte grønbog fra 2010 reformerer de nyligt vedtagne lovgivningsforslag navnlig revisionstjenesterne i EU med henblik på at genoprette investorernes tillid og kræve, at revisorer i EU offentliggør revisionsberetninger i overensstemmelse med internationale revisionsstandarder. Dette krav blev imidlertid allerede i 2008 fastsat i ECB's retningslinjer for god praksis, navnlig i »Good Practice (4)«. Eurosystemets centralbanker bør sikre, at de udvalgte revisorer og revisionsfirmaer udfører ekstern revision i overensstemmelse med de internationale revisionsstandarder (ISA) og IFAC's etiske kodeks. Hvad angår åbningen af EU's revisionsmarked for konkurrence og forbedringen af gennemsigtigheden, vil børsnoterede selskaber nu skulle iværksætte et udbud, når de vælger en ny revisor. For at sikre, at forbindelserne mellem revisoren og den reviderede virksomhed ikke kommer for tæt på hinanden, indeholder reformen som nævnt ovenfor også bestemmelser om roterende revisionsfirmaer hvert tiende år, som kan forlænges én gang, når der gennemføres en udbudsprocedure, og fastsætter også en grænse for de ikkerevisionsydelser, som revisorer kan levere til en revideret kunde. Disse regler svarer også til, hvad der allerede var fastsat i retningslinjerne for god praksis fra 2008. Faktisk er "god praksis (3)" endnu strengere end den foreslåede reform, da den kræver udskiftning af revisorer i en centralbank i Eurosystemet hvert syvende år og præciserer, at både revisionsfirmaet og den ledende revisionspartner ikke bør fortsætte med at revidere den samme centralbank i en længere periode. Denne rotationsperiode falder sammen med det maksimale interval for gennemførelse af den udbudsprocedure, der er nævnt i "God praksis (2)".

24. I lyset af ovenstående er der intet, der tyder på, at Rådets praksis med at godkende den anbefalede udnævnelse af de fire store til at revidere regnskaberne for Eurosystemets centralbanker enten var i strid med den overordnede ånd i Kommissionens oprindelige grønbog om behovet for at reformere revisionsmarkedet eller nu er i strid med ovennævnte vedtagne lovgivningsforslag, der er et resultat af grønbogen. Selv hvis man antog, at en sådan konflikt eksisterede tidligere, ville der under alle omstændigheder ikke være grund til yderligere undersøgelser af dette argument i lyset af ovennævnte seneste lovgivningsmæssige udvikling, som ifølge Kommissionens egne erklæringer "vil forbedre revisionskvaliteten betydeligt i hele Den Europæiske Union og sikre, at revisorerne er vigtige bidragydere til økonomisk og finansiel stabilitet".

b) Argumentet om, at Rådet lagde for lidt vægt på spørgsmålet om revisionsfirmaernes uafhængighed

25. Ifølge klageren undersøgte Rådet aldrig rigtig, om Big Four faktisk var uafhængig, og havde fejlagtigt fortolket de relevante regler således, at spørgsmålet om uafhængighed udelukkende blev afgjort af, hvorvidt en revisor leverede ikkerevisionsydelser til den reviderede centralbank og/eller var involveret i de ledelsesbeslutninger, som sidstnævnte traf.

26. I den forbindelse bemærker Ombudsmanden, at klageren ikke satte spørgsmålstegn ved de retningslinjer for god praksis, som ECB havde vedtaget, men kun hævdede, at Rådets fortolkning af dem var alt for eftergivende. Ombudsmanden finder imidlertid ingen grund til at betvivle Rådets fortolkning af de gældende regler. Som fastsat i protokollens artikel 27, stk. 1, er det nemlig hver centralbank i Eurosystemet, der er ansvarlig for at gennemføre den nødvendige udbudsprocedure for udvælgelsen af dens revisorer. Disse revisorer forventes at være uafhængige og godkendt i henhold til de faglige regler i en EU-medlemsstat ("god praksis (1)"). I den forbindelse bemærker Ombudsmanden, at retningslinjerne for god praksis er baseret på relevant EU-lovgivning og navnlig på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter [6] og på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF [7]. Det forhold, at centralbankerne i Eurosystemet i henhold til retningslinjerne for god praksis skal give ECB oplysninger om anvendelsen af disse retningslinjer for at få en henstilling om Rådets udnævnelse af den valgte revisor, udgør en yderligere garanti for, at den udvælgelsesproces, som hver centralbank i Eurosystemet har gennemført, er blevet gennemført i overensstemmelse med de gældende regler. Under sådanne omstændigheder, hvor ECB fremsætter en henstilling til Rådet om udnævnelse af en ekstern revisor, der allerede er udvalgt af den pågældende centralbank på grundlag af EU's udbudsregler, og udnævnelsen synes at være i overensstemmelse med de gældende retningslinjer for god praksis, medmindre Rådet har fået forelagt betænkeligheder eller tvivl om en sådan overensstemmelse med retningslinjerne, er der i realiteten ikke meget råderum for Rådet til at afvise en sådan henstilling. Det tilkommer nemlig ikke Rådet at gennemføre endnu en udvælgelsesproces, men det skal afgøre, om der kan være grunde, der kræver, at det afviser ECB’s Styrelsesråds henstilling.

27. Som Rådet har fremhævet, er der i mangel af beviser for det modsatte ingen grund til at antage, at den revisor, der er udvalgt af Eurosystemets centralbank og anbefalet af ECB’s Styrelsesråd, mangler den krævede uafhængighed. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke fremlagde noget konkret bevis eller bevis for, at den udvælgelsesproces, som nogen af centralbankerne i Eurosystemet tidligere havde gennemført, var behæftet med påstande om interessekonflikter eller andre påstande, der kunne rejse tvivl om den eller de udvalgte revisorers uafhængighed. Som Rådet påpegede, uden at blive modsagt af klageren, har ingen medlemsstat under den beslutningsproces, der førte til vedtagelsen af Rådets afgørelse om udnævnelse af en ekstern revisor, nogensinde givet udtryk for betænkeligheder med hensyn til den manglende uafhængighed for dem, der er udvalgt af centralbankerne i Eurosystemet og anbefalet af ECB's Styrelsesråd. I mangel af konkrete beviser er den blotte generelle og abstrakte påstand om, at de fire store selskaber har for mange forbindelser til for mange aktører på de finansielle markeder til at være uafhængige, således ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en konstatering af fejl eller forsømmelser fra Rådets side.

28. I lyset af ovenstående finder Ombudsmanden ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med den første påstand og den dermed forbundne påstand.

Påstået undladelse af fuldt ud at besvare klagerens brev og tilhørende krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

29. Klageren hævdede, at Rådet ikke havde behandlet hans skrivelse af 8. juli 2011 korrekt. Ifølge klageren besvarede Rådet ikke hans spørgsmål om omfanget af ikke-revisionsydelser leveret af de fire store til centralbankerne i Eurosystemet og de gebyrer, der blev betalt for sådanne ydelser. Efter hans opfattelse burde Rådet også have givet ham de ønskede oplysninger om den græske centralbanks revisionsrapporter i stedet for at henvise ham til sidstnævntes websted.

30. Rådet fandt, at det forhold, at det ikke delte eller var enig i de synspunkter, som klageren gav udtryk for i sin skrivelse af 8. juli 2011, og ikke traf nogen foranstaltninger over for de fire store, ikke betød, at det ikke behandlede ovennævnte skrivelse korrekt.

31. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt Rådet havde adgang til oplysninger om de fire store bankers ikke-revisionsarbejde, anførte Rådet, at de virksomheder, der reviderer centralbankerne i Eurosystemet, i henhold til retningslinjerne for god praksis ikke forventes at levere ikke-revisionsydelser til disse banker. Med hensyn til den græske centralbanks revisionsrapporter anførte Rådet, at eftersom det hverken var "depositaren eller adressaten" for sådanne dokumenter, ville det forlade sig på klagerens gode indsats for at identificere de præcise spørgsmål af interesse for ham i den omfattende tilgængelige dokumentation. Ifølge Rådet findes revisionsberetningen på side 158 og 159 i den græske centralbanks årsberetning for 2010 (den senest tilgængelige), som var rettet til bankens aktionærer og ikke til Rådet. Rådet gav også klageren det relevante weblink til nævnte revisionsrapport.

Ombudsmandens vurdering

32. Klagerens argument om, at Rådet ved ikke at gribe ind over for de fire store undlod at behandle hans skrivelse af 8. juli 2011 korrekt, kan ikke tiltrædes. Det forhold, at Rådet ikke var enigt i klagerens synspunkter og ikke fandt det nødvendigt at gribe ind over for de fire store, som klageren havde anmodet om, betyder ikke, at Rådet ikke har behandlet hans skrivelse korrekt.

33. Med hensyn til klagerens anmodning om at modtage oplysninger om omfanget af de ikke-revisionsydelser, som de fire store udfører for centralbankerne i Eurosystemet, og de gebyrer, der betales for sådanne ydelser, bemærker Ombudsmanden, at det i henhold til "Good Practice (4)" er Eurosystemets centralbank, der "årligt bør kontrollere, at den revisor eller det revisionsfirma, der udfører en ekstern revision, er uafhængig af den reviderede centralbank i Eurosystemet, navnlig at den i) ikke leverer ikke-revisionsydelser til den reviderede centralbank i Eurosystemet ". Henset til den klare formodning om, at ingen udpeget revisor for en centralbank i Eurosystemet for at opfylde uafhængighedskravet forventes at levere ikke-revisionsydelser til den reviderede centralbank i Eurosystemet, finder Ombudsmanden således, at Rådets svar om, at det ikke havde adgang til sådanne oplysninger, og at eksterne revisorer under alle omstændigheder pr. definition ikke kan levere sådanne ydelser, var rimeligt. Eftersom det er op til hver centralbank i Eurosystemet årligt at kontrollere, at dens revisorer ikke leverer ikke-revisionsydelser til den, ville det have været helt uforholdsmæssigt at forvente, at Rådet skulle indsamle, vedligeholde og give borgerne sådanne formodede oplysninger, som, hvis de fandtes, kun ville være i hænderne på hver af de berørte centralbanker i Eurosystemet.

34. Med hensyn til klagerens yderligere anmodning om oplysninger om, hvilket firma der har revideret den græske centralbank siden 2002, og konklusionerne i de relevante revisionsrapporter mener Ombudsmanden, at Rådets svar om, at det hverken er depositaren eller adressaten for sådanne rapporter, er korrekt. Desuden handlede Rådet fornuftigt, da det omdirigerede klageren til den græske centralbanks relevante websted og navnlig til den specifikke webside, hvor alle de ønskede oplysninger om revisorernes revisionsberetninger og revisionsresultater er lagret. I overensstemmelse med EU's mål om at øge udbuddet af grænseoverskridende offentlige e-forvaltningstjenester ville man faktisk også forvente, at de nationale centralbanker i betragtning af deres public service-opgaver også ville stille alle oplysninger om deres aktiviteter og al dokumentation, der er nyttig og relevant for EU-borgerne, til rådighed online. Sådanne initiativer øger ikke blot udvekslingen af oplysninger og viden, men giver også brugervenlige tjenester, samtidig med at de reducerer de dermed forbundne omkostninger og den administrative byrde for alle berørte administrative myndigheder, herunder i dette tilfælde Rådet. Ombudsmanden bemærker i denne forbindelse, at klageren ikke har anført, at han ikke er i stand til at få onlineadgang til de oplysninger, som Rådet har omdirigeret ham til. Klageren hævdede blot, at det var op til Rådet at indsamle og sende ham de oplysninger, der allerede var tilgængelige på den græske centralbanks websted. I mangel af særlige behov eller behørigt begrundede omstændigheder forventes borgerne imidlertid at gøre brug af alle e-forvaltningstjenester, som er frit og let tilgængelige for dem, og dermed fritage de administrative myndigheder for unødvendige byrder og dermed forbundne omkostninger.

35. Ombudsmanden finder således ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med denne påstand og den dermed forbundne påstand.

Konklusion

På grundlag af undersøgelsen af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion:

Der er ikke konstateret fejl eller forsømmelser.

Klageren og Rådet vil blive underrettet om denne afgørelse.

Emily O'Reilly

Udfærdiget i Strasbourg, den 22. maj 2014

[1] https://www.ecb.europa.eu/ecb/legal/pdf/en_statute_2.pdf

[2] Grønbog Revisionspolitik: erfaringerne fra krisen, KOM(2010) 561 endelig, findes på: http://ec.europa.eu/internal_market/consultations/docs/2010/audit/green_paper_audit_en.pdf

[3] God praksis for udvælgelse af og mandat til eksterne revisorer i henhold til artikel 27.1 i ESCB/ECB-statutten af 23. oktober 2008. En nyere version blev godkendt af ECB's Styrelsesråd den 14. juni 2012. Disse »god praksis« er baseret på den relevante EU-lovgivning, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT 2004, L 134, s. 114) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EUT 2006, L 157, s. 87).

[4] http://ec.europa.eu/internal_market/auditing/reform/index_en.htm

[5] http://www.europarl.europa.eu/news/da/news-room/content/20140331IPR41179/html/Reforming-EU-audit-services-to-restore-investors%27-confidence

[6] EUT L 134, s. 114.

[7] EUT 2006, L 157, s. 87.