Sagen vedrørte Den Europæiske Centralbanks (ECB's) manglende svar på klagerens anmodning om oplysninger om ECB's kompetence til at sikre håndhævelsen af den finansielle regulering og forbrugerbeskyttelseslovgivningen i medlemsstaterne. Ombudsmanden anmodede ECB om at give klageren et detaljeret svar vedrørende dens tilsynsrolle over for de nationale centralbanker, men også vedrørende den fælles tilsynsmekanismes rolle i tilsynet med private enheder. ECB svarede på en klar og omfattende måde. Ombudsmanden besluttede derfor at afslutte sagen.

Sagen vedrørte Det Europæiske Råds afslag på at give klageren aktindsigt i to dokumenter i forbindelse med 2010-taskforcen til styrkelse af den økonomiske styring i hele EU. Det Europæiske Råd gjorde indledningsvis gældende, at offentliggørelsen af dokumenterne ville være til skade for beskyttelsen af Unionens eller en medlemsstats finanspolitik, valutapolitik eller økonomiske politik og institutionens beslutningsproces.

Efter at have gennemgået de relevante dokumenter fandt Ombudsmanden foreløbigt, at deres indhold ikke forekom så følsomt som påstået af Det Europæiske Råd, navnlig i betragtning af at dokumenterne var fra 2010. Det Europæiske Råd genovervejede derefter sin vurdering og udleverede de to dokumenter til klageren. Ombudsmanden fandt, at Det Europæiske Råd således havde afgjort den klagede sag.

Sagen vedrørte en klage over, at Den Europæiske Centralbank ikke, som nogle centralbanker tidligere havde gjort, offentliggjorde en resultattavle for euroområdets medlemsstaters overholdelse af de såkaldte "konvergenskriterier". Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at ECB ikke er forpligtet til at offentliggøre en sådan oversigt, navnlig i betragtning af at medlemsstaterne nu skal opfylde forskellige kriterier. Hun fandt også, at ECB og Europa-Kommissionen offentliggør relevant og tilgængelig statistisk information om markedsovervågning. Der var derfor ikke tale om fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte en forsinkelse i Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA's) behandling af klagerens anmodning til EBA om at undersøge en påstået overtrædelse af EU-retten begået af det estiske finanstilsyn. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at EBA for størstedelens vedkommende var i stand til at begrunde sin forsinkelse. Af denne grund, og også fordi EBA undskyldte forsinkelsen og forpligtede sig til at forbedre sin procedure, konstaterede Ombudsmanden ikke fejl eller forsømmelser. Da EBA i løbet af undersøgelsen fastsatte interne frister for behandling af lignende anmodninger, opfordrede Ombudsmanden den til at formalisere disse frister ved at ændre sin forretningsorden. Hun afsluttede derfor sagen med en yderligere bemærkning.

Sagen vedrørte Europa-Kommissionens angiveligt utilstrækkelige forklaring på dens beslutning om ikke at indlede en traktatbrudsprocedure mod Østrig.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet ved at anmode Kommissionen om at fremlægge yderligere oplysninger om sin afgørelse. Som svar præciserede Kommissionen sin holdning. Ombudsmanden fandt, at de således afgivne oplysninger var sammenhængende, tilstrækkelige og rimelige. Hun afsluttede derfor sagen med en konstatering af, at der ikke forelå fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte Europols afslag på at give aktindsigt i et dokument vedrørende gennemførelsen af aftalen mellem EU og USA om programmet til sporing af finansiering af terrorisme (TFTP).

For at kunne vurdere, om Europol anvendte de relevante regler for aktindsigt korrekt, var Ombudsmanden nødt til at se det pågældende dokument. Europol hævdede dog, at det ikke var muligt at tillade Ombudsmanden at se dokumentet, efter som det ville kræve samtykke fra de amerikanske myndigheder, og dette havde de amerikanske myndigheder afvist. Ifølge de aftalte "teknikaliteter" mellem EU og USA vedrørende gennemførelsen af TFTP-aftalen har USA ret til at nedlægge veto mod, at Europol deler oplysninger, der er tilvejebragt af USA, med tredjepart. USA gjorde i dette tilfælde brug af vetoretten og afviste at give samtykke.

Ombudsmanden mødtes med den amerikanske ambassadør, men USA fastholdt sit veto. Det var følgelig ikke muligt for Ombudsmanden at få indsigt i dokumentet, selv om Europol samarbejdede fuldt ud med Ombudsmanden.

Ombudsmanden så sig derfor nødsaget til at afslutte sin undersøgelse. Hun bad dog Europa-Parlamentet overveje, om det kan accepteres, at en aftale med en udenlandsk regering forhindrer Ombudsmanden i at udføre sit arbejde. Hun påpegede i særdeleshed, at "teknikalitetsbestemmelserne" i modsætning til selve TFTP-aftalen aldrig var blevet sendt til godkendelse hos hverken Rådet eller Europa-Parlamentet.