Baggrunden for klagen

1. Denne klage er indgivet af en miljø-NGO, der modsætter sig Kommissionens politik for vedvarende energi, navnlig vindmølleparker.

2. Den 22. marts 2012 skrev klageren til Kommissionen og meddelte den, at den havde til hensigt at indgive en klage til Ombudsmanden vedrørende EU-programmet for vedvarende energi. Formålet med skrivelsen var at søge erstatning, inden den henvendte sig til ombudsmanden. I sit brev mindede den om, at Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«) var en del af EU's retsorden, og at EU var part i overensstemmelsesundersøgelsen ACCC/C/2010/54 fra Århuskonventionens overholdelseskomité (»Århuskonventionens overholdelseskomité«) vedrørende programmet for vedvarende energi i Irland [1]. Klageren hævdede i det væsentlige, at:

-Kommissionen havde ikke besvaret de spørgsmål, som Aarhus Compliance Committee havde stillet i forbindelse med sag ACCC/C/2010/54. Klageren henviste også til en række andre påståede undladelser i forbindelse med denne procedure, såsom: a) Irlands undladelse af at gennemføre den obligatoriske strategiske miljøvurdering (»SMV«), der er baseret på direktiv 2001/42/EF [2], for sit program for vedvarende energi, b) Kommissionens undladelse af at sikre, at de nødvendige SMV'er, der var nødvendige forud for vedtagelsen af den nationale handlingsplan for vedvarende energi (»NREAP«), der er baseret på direktiv 2009/28/EF [3], blev gennemført i alle 27 medlemsstater, hvilket betød, at et centralt element i offentlighedens deltagelse i beslutningstagningen blev omgået, c) det forhold, at Kommissionen efter Irlands opfattelse godkendte yderligere statsstøtte i Irland (REFIT I og REFIT II) i henholdsvis 2007 og 2012 til vedvarende energi uden hensyntagen til Århuskonventionen, d) det forhold, at oplysningerne om emissionsbesparelser, der blev konstateret i afsnit 10 i statusrapporterne fra januar 2012 om NREAP'erne, efter Irlands opfattelse var forkerte, e) det forhold, at Efter dens opfattelse var oplysningerne i EU's Intelligent Europe-projekter, GP Wind og WINDFACTS også falske, og f) den manglende overholdelse af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, som krævede erstatning for skader forvoldt af EU's institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.

Med hensyn til den offentlige høring om strategien for vedvarende energi [4] udtrykte klageren alvorlig bekymring over Kommissionens tilgang. Efter udvalgets opfattelse var Kommissionens meddelelse "Mod en stærkere hørings- og dialogkultur – Generelle principper og minimumsstandarder ved Kommissionens høring af interesserede parter" og den deri fastlagte procedure ikke i overensstemmelse med Århuskonventionens artikel 7. Desuden anfægtede klageren Kommissionens fortolkning af, at artikel 11 i forordning nr. 1367/2006 ikke omfattede den pågældende offentlige høring, hvilket ifølge klageren var en yderligere overtrædelse af Århuskonventionen.

-For så vidt angår retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (2008-miljøretningslinjerne)[5], hævdede klageren, at medlemsstaten burde fremlægge dokumentation for, at støtten er nødvendig, at beløbet holdes på et minimum, og at udvælgelsesprocessen er proportional (afsnit 5.2.1.4 i retningslinjerne). Ifølge klageren havde dokumentationen i forbindelse med sag ACCC/C/2010/54 desuden afsløret en række problemer i forbindelse med det irske program for vedvarende energi.

Med hensyn til Irlands anmeldelse af statsstøtte vedrørende REFIT I-statsstøtteordningen hævdede klageren, at den forventede ineffektivitet i nettet som følge af installationen af øget vindenergi blev ignoreret, og at emissionsbesparelserne var sat for højt.

-Endelig mindede klageren om, at Kommissionen i henhold til direktiv 2001/77/EF [6] skulle udarbejde en rapport til Parlamentet og Rådet inden udgangen af 2005, hvori der skulle "tages hensyn til de fremskridt, der er gjort med hensyn til at afspejle de eksterne omkostninger ved elektricitet produceret fra ikke-vedvarende energikilder og virkningen af offentlig støtte til elproduktion". Ifølge klageren havde Kommissionen undladt at udarbejde den nævnte rapport og i stedet gennemført et endnu større program for vedvarende energi.

3. Ved brev af 31. august 2012 behandlede Kommissionen klagerens påstande som følger:

-Kommissionen var allerede begyndt at overveje, hvordan Aarhus Compliance Committees konklusioner i sag ACCC/C/2010/54 kunne håndteres korrekt.

Med hensyn til medlemsstaternes forpligtelse til at gennemføre en strategisk miljøvurdering fandt Kommissionen, at spørgsmålet om, hvorvidt en national handlingsplan krævede en strategisk miljøvurdering, afhang af det specifikke indhold af hver plan. I henhold til direktiv 2009/28/EF er formålet med den nationale handlingsplan for vedvarende energi at vise, hvordan medlemsstaterne planlagde at nå deres nationale obligatoriske mål. Hvis en medlemsstat havde besluttet ikke at medtage specifikke obligatoriske foranstaltninger i sin NREAP, var en SMV ikke påkrævet. Ved gennemførelsen af den nationale handlingsplan for vedvarende energi gennem mere specifikke planer (f.eks. nationale eller regionale energiprogrammer) skulle der imidlertid gennemføres SMV'er. På grundlag af de foreliggende oplysninger kunne Kommissionen ikke fastslå, at vedtagelsen af nationale handlingsplaner for vedvarende energi i alle medlemsstater, herunder Irland, ikke var i overensstemmelse med kravene i direktiv 2001/42/EF.

Med hensyn til sagsøgerens påstand om, at oplysningerne om emissionsbesparelser i punkt 10 i statusrapporterne var urigtige, fandt Kommissionen, at argumentet var både meget generelt og ikke underbygget. Den kunne således ikke gøre andet end at svare, at den metode, som medlemsstaterne skulle anvende til at anslå emissionsreduktionerne, var klart forklaret i dens vejledning. På samme måde blev påstandene om, at GP Wind- og WINDFACTS-projekterne indeholdt ukorrekte oplysninger om emissionsbesparelser, heller ikke underbygget.

-Hvad angår Århuskonventionens artikel 7 og behovet for at gennemføre en offentlig høring om strategien for vedvarende energi, blev en sådan høring gennemført i overensstemmelse med Kommissionens egne retningslinjer. Selv om Kommissionen ikke fandt, at argumentet om, at retningslinjerne ikke var i overensstemmelse med Århuskonventionen, var underbygget, forklarede den, hvorfor den mente, at der ikke var sket nogen overtrædelse af nævnte konvention. Kommissionen påpegede endvidere, at artikel 11 i forordning nr. 1367/2006 [7] vedrører "forvaltningsakter" , der defineres som "enhver individuel foranstaltning i henhold til miljølovgivningen, der træffes af en fællesskabsinstitution eller et fællesskabsorgan, og som har retligt bindende og eksterne virkninger" . Hverken den offentlige høring eller den efterfølgende meddelelse opfyldte disse betingelser.

Klageren havde ikke angivet, hvilke bestemmelser i Århuskonventionen der angiveligt blev ignoreret, navnlig med hensyn til godkendelsen af REFIT I- og REFIT II-statsstøtteordningerne i henholdsvis 2007 og 2012. Desuden blev Kommissionens statsstøttebeslutninger i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1367/2006 ikke betragtet som "forvaltningsakter " og udgjorde heller ikke beslutninger i henhold til Århuskonventionens artikel 6 eller 7.

-Kommissionen afviste påstanden om, at den ikke havde anvendt proportionalitetskravet i afsnit 5.2.1.4 og afsnit 1.3.5 i EAG 2008.[8] REFIT II-ordningen indførte driftsstøtte til vedvarende energikilder, og denne kategori af statsstøtte blev behandlet i afsnit 3.1.6.2 i EAG 2008. Kommissionen undersøgte derfor REFIT II-ordningen i lyset af disse bestemmelser i kapitel 3 i EAG 2008 (punkt 109). Med hensyn til spørgsmålet om proportionalitet blev REFIT-mekanismen udformet på en sådan måde, at den kun kompenserer for forskellen mellem produktionsomkostningerne for energi fra de pågældende vedvarende energikilder og markedsprisen. Støtteniveauet var baseret på udviklingen i markedsprisen for at undgå overkompensation. Støtteordningen var således i overensstemmelse med den proportionalitetstest, der er fastsat i punkt 109 i retningslinjerne af 2008. REFIT II-ordningen gav ikke mulighed for støtte over de tærskler, der er fastsat i punkt 160 i miljøretningslinjerne for 2008, og blev derfor ikke undersøgt i henhold til kapitel 5 i miljøretningslinjerne for 2008. De irske myndigheder havde forpligtet sig til at anmelde individuelle støtteforanstaltninger, når tærsklerne var nået, som derefter ville blive underlagt den detaljerede proportionalitetstest i afsnit 5.2.1.4.

-Den tidligere REFIT I-ordning blev analyseret i henhold til afsnit E.3.3 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse, der var gældende på daværende tidspunkt (i det følgende benævnt »retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse 2001«)[9], og det blev konstateret, at den opfyldte alle betingelserne i nævnte afsnit.

-Med hensyn til rapporteringskravet om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at afspejle de eksterne omkostninger ved elektricitet produceret fra ikke-vedvarende energi i forbindelse med direktiv 2001/77/EF - som i mellemtiden blev ophævet - indeholdt medlemsstaternes rapporter ikke oplysninger om eksterne virkninger af de ikke-vedvarende energikilder, og Kommissionen udarbejdede derfor ingen særskilt rapport, der udtrykkeligt skulle omhandle artikel 8 i direktiv 2001/77/EF. Med vedtagelsen af EU's emissionshandelssystem og lovgivningen om det indre energimarked fik spørgsmålene vedrørende de eksterne omkostninger ved elektricitet produceret fra ikkevedvarende energikilder større opmærksomhed og bedre dækning i rapporteringen inden for disse retlige rammer. De væsentlige rapporteringskrav, der er fastsat i direktiv 2001/77/EF, var derfor opfyldt, da den analyse, der kræves i henhold til artikel 8, var blevet behandlet i forskellige offentligt tilgængelige kommissionsdokumenter, der er nævnt ovenfor.

4. Den 19. september 2012 indgav klageren denne klage til Den Europæiske Ombudsmand.

Undersøgelsens genstand

I. Spørgsmål, som Ombudsmanden anmodede Kommissionen om at udtale sig om

5. Ombudsmandens tjenestegrene anmodede Kommissionen om kun at fremsætte bemærkninger til følgende påstand:

Påstand:

1.) Kommissionen har undladt at sikre, at Republikken Irland gennemførte en SMV i henhold til direktiv 2001/42/EF, inden den vedtog sin nationale handlingsplan for vedvarende energi på grundlag af direktiv 2009/28/EF.

II. Spørgsmål, som Ombudsmanden besluttede ikke at forelægge Kommissionen

6. Ud over ovennævnte påstand fremsatte klageren følgende tre yderligere påstande:

Kommissionen har udtænkt og fremmet en politik for vedvarende energi i strid med artikel 11 i TEU og artikel 191 i TEUF.

3.) Kommissionen har udtænkt og fremmet en politik for vedvarende energi, der er i strid med Århuskonventionen.

4.) Kommissionen har udtænkt og fremmet en politik for vedvarende energi, der ikke er i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Dette var i strid med artikel 3 i TEU, som sikrer borgerne adgang til fordelene ved en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne.

Til støtte for disse påstande fremsatte klageren en række argumenter. Ombudsmanden besluttede imidlertid ikke at undersøge dem af de grunde, der er forklaret nedenfor.

Argumenter, der ikke rejser spørgsmål om fejl eller forsømmelser - artikel 2, stk. 2, i Ombudsmandens statut

7. Klageren fremsatte en række argumenter, der effektivt anfægtede lovligheden af direktiv 2009/28/EF og forordning 1367/2006 med hensyn til Århuskonventionen (tredje påstand). Da dette var en udfordring med hensyn til berettigelsen af EU-lovgivningen, vedrørte det ikke fejl eller forsømmelser og faldt derfor uden for Ombudsmandens mandat. Hvis klageren ønskede at gå videre med en ændring af EU-lovgivningen, kunne han overveje at indgive et andragende til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender.

Fristen på to år – artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut

8. Klageren fremførte en række argumenter i forbindelse med godkendelsen af REFIT I-statsstøtteordningen (fjerde påstand) og Kommissionens forpligtelse til at udarbejde en rapport i henhold til artikel 8 i direktiv 2001/77/EF. REFIT I-statsstøtteordningen blev imidlertid godkendt i 2007, og forpligtelsen til at udarbejde en rapport i henhold til artikel 8 i direktiv 2001/77/EF blev ophævet pr. 1. april 2010 (fjerde påstand). Der var intet, der tydede på, at klageren ville have været uvidende om disse begivenheder på de relevante tidspunkter. Disse argumenter, som således blev fremført mere end to år efter, at klageren havde fået kendskab til de relevante kendsgerninger, kunne derfor ikke antages til realitetsbehandling.

Passende administrative fremgangsmåder inden indgivelse af en klage – artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut

9. Klageren hævdede, at i) Kommissionen overtrådte artikel 11 i TEU sammenholdt med artikel 191 i TEUF ved ikke at opretholde en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med repræsentative sammenslutninger og civilsamfundet (anden påstand), ii) Kommissionens godkendelse af REFIT II-statsstøtteordningen var i strid med artikel 3 i TEU (fjerde påstand), og iii) Kommissionen havde undladt at opfylde sine forpligtelser med hensyn til sag ACCC/C/2012/68 og ACCC/C/2008/32 (tredje påstand). Klageren synes imidlertid ikke at have gjort Kommissionen opmærksom på disse argumenter forud for sin klage til Ombudsmanden. De kan derfor ikke antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut.

Utilstrækkelig begrundelse – artikel 228 i TEUF

10. Klageren syntes at antyde, at godkendelsen af REFIT II-ordningen var i strid med EU's statsstøtteregler, navnlig EAG 2008 (fjerde påstand). I sit svar forklarede Kommissionen, hvordan denne støtteordning blev vurderet, og hvordan den proportionalitetstest, der er fastsat i punkt 109 i retningslinjerne af 2008, blev anvendt. Kommissionen forklarede også, at den detaljerede test i afsnit 5.1.2.4 kun fandt anvendelse, hvis visse tærskler ikke var opfyldt. Som svar herpå hævdede klageren ikke, at disse tærskler var nået, men hævdede blot, at Kommissionen ikke havde anvendt afsnit 1.3.5 i retningslinjerne for miljøstøtte 2008. Sidstnævnte påstand er imidlertid ikke af en sådan art, at den kan afkræfte Kommissionens holdning, eftersom det i 2008-retningslinjernes afsnit 1.4 (som omhandler gennemførelsen af proportionalitetstesten) præciseres, at afhængigt af omstændighederne ved støtten skal enten de specifikke betingelser i kapitel 3 eller de endnu mere detaljerede betingelser i 2008-retningslinjernes kapitel 5 være opfyldt [10].

11. Klageren hævdede, at oplysningerne om visse projekter (såsom GP Wind eller WINDFACTS) og oplysningerne om emissionsbesparelser i afsnit 10 i statusrapporterne fra januar 2012 om de nationale handlingsplaner for vedvarende energi var falske, og at Kommissionens meddelelse om offentlige høringer og dens procedure ikke var i overensstemmelse med Århuskonventionen. Klageren fremlagde imidlertid ingen begrundelse eller forklaringer til underbygning af disse argumenter.

12. Med hensyn til sag ACCC/C/2010/54 fremsendte Aarhus Compliance Committee sine konklusioner til Kommissionen den 16. august 2012. Den 31. august 2012 meddelte Kommissionen klageren, at den var begyndt at overveje, hvordan disse resultater kunne afhjælpes. Aarhus Compliance Committee anmodede den 15. juli 2013 Den Europæiske Union om oplysninger til opfølgningen, som endnu ikke er blevet vurderet yderligere.[11] Da Aarhus Compliance Committee i øjeblikket fortsætter behandlingen af dette spørgsmål, vil det derfor på nuværende tidspunkt være for tidligt at undersøge, hvordan Kommissionen har efterlevet Aarhus Compliance Committees konklusioner.

13. Klageren hævdede også, at i) de fleste medlemsstater ikke udfyldte afsnit 5.3 i NREAP-modellen, ii) Kommissionen fejlagtigt fandt, at disse oplysninger var fakultative, og iii) at dette var i strid med en præambel til Århuskonventionen. Ved artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2009/28/EF fik Kommissionen imidlertid bemyndigelse til at vedtage en model med visse krævede minimumskategorier af oplysninger, som var specificeret i direktivets bilag VI. Oplysningerne i afsnit 5.3 var ikke nævnt i denne skabelon. Desuden er det ikke klart, hvordan den passage i præamblen til Århuskonventionen, som klageren henviser til [12], kunne have ført til den konklusion, at de relevante oplysninger skulle medtages i Kommissionens skabelon.

14. Endelig anmodede klageren Kommissionen om at erstatte den skade, som programmet for vedvarende energi har forvoldt borgerne, f.eks. ved gennemførelsen af politikker, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet, negative indvirkninger på mennesker og miljø, lavfrekvent støj osv. På grundlag af Domstolens retspraksis kræver EU-institutionernes ansvar uden for kontraktforhold imidlertid, at følgende tre kumulative betingelser er opfyldt: i) EU-institutionens påståede adfærd skal være ulovlig, ii) skaden er reel, og iii) der er årsagsforbindelse mellem den påståede adfærd og den påberåbte skade [13] Klagerens bemærkninger i denne henseende var imidlertid abstrakte og ikke tilstrækkeligt præcise til, at Ombudsmanden kunne foretage en undersøgelse. I denne forbindelse forekommer det nyttigt at tilføje, at kun Domstolen har kompetence til at tilkende erstatning mod Europa-Kommissionen med en bindende afgørelse.

15. Af ovennævnte grunde (jf. punkt 10-14) besluttede Ombudsmanden, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at tage de relevante spørgsmål op til undersøgelse.

Undersøgelsen

16. Til støtte for den første påstand fremførte klageren, at Kommissionen var "medskyldig "i at sikre, at medlemsstaterne omgik kravet om en SMV i direktiv 2001/42/EF.

17. For at overholde Århuskonventionens artikel 7 var det efter dens opfattelse bydende nødvendigt, at planer og programmer vedrørende miljøet blev underkastet en strategisk miljøvurdering. Den fremførte, at artikel 3, stk. 2, litra a)[14], i direktiv 2001/42/EF kræver, at der foretages en sådan detaljeret vurdering - med offentlig deltagelse - for programmer, der fører til fremtidige anlægstilladelser til vindmølleparker og lignende energiinfrastruktur.

18. Den fremførte endvidere, at Kommissionen i juli 2010 underrettede de irske myndigheder om, at hvis en medlemsstat har besluttet ikke at medtage specifikke obligatoriske foranstaltninger i sin nationale handlingsplan for vedvarende energi, var der ikke behov for en strategisk miljøvurdering på dette tidspunkt. En sådan fortolkning ville imidlertid være i strid med artikel 4 [15] og artikel 3 [16] i direktiv 2009/28/EF. Hvis disse mål ikke blev nået, var Kommissionens holdning i øvrigt at tilbagevise disse planer og fremsætte en henstilling. "Obligatoriske nationale overordnede mål" er det vigtigste aspekt af direktiv 2009/28/EF. Det var derfor overraskende, at Kommissionen hævdede, at "specifikke obligatoriske foranstaltninger" ikke behøver at indgå i den nationale handlingsplan for vedvarende energi.

19. Ifølge klageren havde Kommissionen anerkendt, at dens tjenestegrene på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke kunne fastslå, at vedtagelsen af de nationale handlingsplaner for vedvarende energi i medlemsstaterne, herunder Irland, ikke var i overensstemmelse med kravene i direktiv 2001/42/EF. Kommissionen blev imidlertid gentagne gange underrettet om, at de irske myndigheder ikke havde gennemført en strategisk miljøvurdering. Klageren fremførte endvidere, at det forhold, at der ikke var blevet gennemført en sådan strategisk miljøvurdering, blev bekræftet af konklusionerne i sag ACCC/C/2010/54.

20. Den 18. oktober 2012 videresendte Ombudsmandens tjenestegrene klagerens klage til Kommissionens tjenestegrene og anmodede dem om at behandle den første påstand.

21. Den 6. december 2012 sendte Kommissionen Ombudsmanden en kopi af det svar, den havde sendt til klageren. I sit svar gentog Kommissionen, at spørgsmålet om, hvorvidt en national handlingsplan for vedvarende energi krævede en strategisk miljøvurdering, afhang af planens specifikke indhold. Hvis en medlemsstat havde besluttet ikke at medtage specifikke obligatoriske foranstaltninger til overholdelse i sin NREAP, var der ikke behov for en strategisk miljøvurdering på dette tidspunkt. Ved gennemførelsen af den nationale handlingsplan for vedvarende energi gennem mere specifikke planer (f.eks. nationale/regionale energiprogrammer), der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, skal der imidlertid gennemføres SMV'er. Medlemsstaterne blev udtrykkeligt underrettet om Kommissionens tjenestegrenes ovennævnte opfattelse i en e-mail af 7. juli 2010, som blev underskrevet i fællesskab af de ansvarlige kontorchefer i Kommissionens generaldirektorater for energi og miljø.

22. For Irlands vedkommende var udarbejdelsen af den nationale handlingsplan for vedvarende energi som sådan ikke ledsaget af en strategisk miljøvurdering på grund af den generelle karakter af dens bestemmelser. Sådanne vurderinger var imidlertid blevet eller var ved at blive foretaget i forbindelse med gennemførelsen af Irlands program for vedvarende energi i efterfølgende faser inden for rammerne af andre planer (f.eks. amtsudviklingsplanerne eller offshoreplanen for udvikling af vedvarende energi), som indeholder specifikke obligatoriske foranstaltninger, der skal overholdes, og er således dem, der fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter. Kommissionen henledte navnlig klagerens opmærksomhed på følgende aktiviteter og rapporter:

1) Hvert amt i Irland skal udarbejde en amtsudviklingsplan. [17] Udviklingsplanen fastlægger rammerne for udviklingen af den lokale myndigheds område i løbet af dets seksårige levetid. De lokale myndigheder skal bl.a. tage hensyn til de retningslinjer for udvikling af vindenergi, som Miljøministeriet har udarbejdet, når de udarbejder deres amtsudviklingsplan. Der blev gennemført/blev gennemført strategiske miljøvurderinger af de sandsynlige miljøvirkninger af gennemførelsen af disse planer.

2) Arbejdet med en Natura-konsekvensanalyse og en strategisk miljøvurdering af udkastet til udviklingsplan for offshore vedvarende energi var i gang. Der blev gennemført en offentlig høring om dette udkast til plan, som blev afsluttet den 6. maj 2011 [18].

3) EirGrid udarbejdede en miljørapport for Grid25-gennemførelsesprogrammet 2011-2016. [19] Programmet vedrørte forbedring af transmissionsnettet for elektricitet, der er nødvendig for at muliggøre øget tilslutning af bæredygtige og vedvarende energikilder.

23. På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der ikke var nogen grund til at antage, at vedtagelsen og den efterfølgende gennemførelse af den nationale handlingsplan for vedvarende energi i Irland ikke var i overensstemmelse med kravene i direktiv 2001/42/EF. Kommissionen kunne kun træffe håndhævelsesforanstaltninger over for en medlemsstat, hvis der var bevis for, at forpligtelserne i henhold til nævnte direktiv ikke blev overholdt.

24. Den 18. december 2012 fremsatte klageren sine bemærkninger. Den hævdede, at Aarhus Compliance Committee var enig med klageren i denne sag i sine endelige konklusioner og henstillinger, som var blevet ignoreret af både Kommissionen og den irske forvaltning. I den forbindelse henviste klageren til en parlamentarisk forespørgsel fra Struan Stevenson MEP [20] og Kommissionens svar herpå [21].

25. De irske myndigheder blev formelt anmodet om adgang til den strategiske miljøvurdering af den nationale handlingsplan for vedvarende energi i september 2009. Det fremgik imidlertid af den irske kommissær for miljøoplysningers undersøgelse, at der aldrig fandtes sådanne oplysninger.

26. Klageren fremførte, at den irske NREAP regelmæssigt blev anvendt som grundlag for at give byggetilladelse i Irland. En undersøgelse af planlægningsankenævnets (An Bord Pleanala) websted i forhold til de seneste planlægningsgodkendelser viste klart, at NREAP i modsætning til Kommissionens erklæring ikke blot banede vejen, men klart fastsatte rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, da det af planlægningsankenævnet blev anset for at være årsagen til og hensynet til tildeling af tilladelser til projekter.

27. Kommissionens synspunkt om, at et land kunne opdele kravet om en strategisk miljøvurdering af sin NREAP i forskellige strategiske miljøvurderinger på et senere tidspunkt og i mindre målestok, var ikke overbevisende. En sådan tilgang tilsidesatte formålet med den relevante forpligtelse, som var at vurdere virkningen af alle projekter kumulativt på nationalt plan og i lyset af proportionalitetsprincippet.

28. Klageren kritiserede endvidere svaret på et af indlæggene om Grid 25 SEA, som vedrørte den påståede mangel på en SMV for NREAP og manglende oplysninger om de fremtidige projekter for vedvarende energi.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstået undladelse af at sikre, at Republikken Irland gennemførte en strategisk miljøvurdering inden vedtagelsen af den nationale handlingsplan for vedvarende energi

Ombudsmandens vurdering

29. Klageren hævder i det væsentlige, at Kommissionen burde have anmodet Irland om at gennemføre en SMV, inden den vedtog sin NREAP. Klageren støtter denne påstand med henvisning til Aarhus Compliance Committees konklusioner i sag ACCC/C/2010/54 samt dens fortolkning af direktiv 2001/42/EF og 2009/28/EF.

30. Med hensyn til sag ACCC/C/2010/54 forekommer det nyttigt at fremhæve to punkter. For det første syntes Aarhus Compliance Committee i sin konklusion i sag ACCC/C/2010/54 ikke at antyde, at anvendelsen af direktiv 2001/42/EF, som fastsætter rammerne for gennemførelsen af en SMV, var den eneste mulighed for at opfylde kravene i Århuskonventionens artikel 7 [22]. Det syntes faktisk at indebære, at parterne i Århuskonventionerne frit kunne beslutte, hvordan de havde til hensigt at opfylde forpligtelserne vedrørende offentlig deltagelse i Århuskonventionens artikel 7. For det andet og endnu vigtigere hævder klageren, at der skulle gennemføres en strategisk miljøvurdering på nationalt plan, inden den nationale handlingsplan for vedvarende energi blev vedtaget, og ikke når der på et senere tidspunkt blev vedtaget regionale, lokale eller andre mere specifikke planer baseret på den nationale handlingsplan for vedvarende energi. Aarhus Compliance Committee i sag ACCC/C/2010/54 synes imidlertid ikke udtrykkeligt at have behandlet dette spørgsmål, og klageren henviste heller ikke til nogen udtrykkelig erklæring fra Aarhus Compliance Committee i denne henseende. Aarhus Compliance Committees konklusioner i sag ACCC/C/2010/54 synes derfor ikke at støtte klagerens påstand om, at Kommissionen burde have krævet, at Irland gennemførte en strategisk miljøvurdering, inden den vedtog sin nationale handlingsplan for vedvarende energi.

31. Klageren fremlagde også sin fortolkning af direktiv 2001/42/EF og direktiv 2009/28/EF. Indledningsvis minder Ombudsmanden om, at Den Europæiske Unions Domstol er det eneste organ, der har kompetence til at give en bindende fortolkning af EU-retten. På nuværende tidspunkt synes Domstolen endnu ikke at have foretaget en sådan fortolkning med hensyn til det pågældende spørgsmål. Kommissionen var således i sin egenskab af traktaternes vogter forpligtet til at udvikle og anvende sin egen fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2001/42/EF og 2009/28/EF.

32. Kommissionen forklarede i det væsentlige, at SMV'en på grund af den irske NREAP's generelle karakter kunne gennemføres i de efterfølgende faser, hvilket ville indebære vedtagelse af specifikke obligatoriske foranstaltninger, der skulle overholdes, og som ville fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, såsom, for Irlands vedkommende, amtsudviklingsplaner eller andre specifikke planer. Ombudsmanden bemærker, at artikel 3, stk. 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF, som klageren har påberåbt sig, kræver, at der gennemføres en strategisk miljøvurdering for energiplaner eller -programmer ", som fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter" . Hvis den irske NREAP ikke fastsætter rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, forekommer det således rimeligt og fornuftigt at gennemføre en strategisk miljøvurdering på det (senere) stadium, hvor denne betingelse faktisk ville være opfyldt. Klageren fremførte også med henvisning til direktiv 2009/28/EF, at det var overraskende for Kommissionen at hævde, at "specifikke obligatoriske foranstaltninger" ikke behøvede at blive medtaget i den nationale handlingsplan for vedvarende energi. Det er korrekt, at direktiv 2009/28/EF kræver, at medlemsstaterne i deres nationale handlingsplaner for vedvarende energi medtager passende foranstaltninger, der skal træffes for at nå de nationale overordnede mål. Spørgsmålet om, hvor specifikke disse foranstaltninger skal være, synes dog at være et spørgsmål om fortolkning af direktiv 2009/28/EF. Under alle omstændigheder bemærker Ombudsmanden, at dette direktiv for så vidt angår de foranstaltninger, der skal vedtages, ikke synes at kræve en grad af specificitet, der ville "fastlægge rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter" og som følge heraf give anledning til en forpligtelse til at gennemføre en strategisk miljøvurdering.

33. Ombudsmanden bemærker endvidere, at klageren under henvisning til afgørelserne fra Irish Planning Appeals Board fremførte, at den irske NREAP blev anvendt som grundlag for tildeling af tilladelser til projekter. Efter at have undersøgt fire afgørelser, som klageren henviste til [23], bemærker Ombudsmanden, at de faktisk henviste til den nationale handlingsplan for vedvarende energi. I disse beslutninger blev der imidlertid også henvist til de enkelte amtsudviklingsplaner. Ombudsmanden kan derfor ikke se, hvordan de kan påberåbes som et middel til at afkræfte Kommissionens holdning. Det kan være nyttigt at tilføje, at klageren ikke hævdede, at der ikke blev gennemført nogen strategiske miljøvurderinger for de relevante amtsudviklingsplaner. Under alle omstændigheder er det ikke klart, om klageren allerede har forelagt de relevante afgørelser fra det irske klagenævn for planlægning for Kommissionen, og i det omfang klageren ikke har gjort det, kan det være nyttigt at give Kommissionen mulighed for at gøre sig bekendt med disse materialer.

34. I lyset af ovenstående betragtninger er Ombudsmanden af den opfattelse, at klageren ikke påviste, at Kommissionens fortolkning af direktiv 2001/42/EF og 2009/28/EF var åbenbart urimelig eller ukorrekt. Ombudsmanden konkluderer derfor, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser af den første påstand.

35. Denne konklusion berører naturligvis ikke eventuelle nye elementer, som klageren måtte blive opmærksom på, f.eks. Aarhus Compliance Committees fremtidige konklusioner eller EU-Domstolens fortolkning af de pågældende direktiver. Under sådanne omstændigheder kan klageren overveje at forny sin klage til Den Europæiske Ombudsmand.

B. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusioner:

Der er ikke grundlag for yderligere undersøgelser af den første påstand.

Klagerens anden, tredje og fjerde påstand er baseret på argumenter, der enten ligger uden for Ombudsmandens mandat, ikke kan antages til realitetsbehandling, eller for hvilke der ikke er tilstrækkeligt grundlag for undersøgelser, som forklaret i punkt 6-14 i denne afgørelse.

Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.

 

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 30. september 2012.

---

[1] De relevante dokumenter findes på: http://www.unece.org/env/pp/compliance/Compliancecommittee/54TableEU.html

[2] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (EFT L 197, s. 30).

[3] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT 2009, L 140, s. 16).

[4] http://ec.europa.eu/energy/renewables/consultations/20120207_renewable_energy_strategy_en.htm

[5] EF-rammebestemmelser af 1.4.2008 for statsstøtte til miljøbeskyttelse, EUT C 82, s. 1.

[6] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/77/EF om fremme af elektricitet produceret fra vedvarende energikilder inden for det indre marked for elektricitet, EFT L 283, s. 33.

[7] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 om anvendelse af Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer. EUT L 264, s. 13.

[8] Kommissionen påpegede, at afsnit 1.3.5 i 2008-retningslinjerne for miljøstøtte indeholder generelle betragtninger og anvisninger på, hvordan det kan sikres, at støtten står i et rimeligt forhold til den ønskede miljøbeskyttelse. Når en støtteordning falder ind under en af de specifikke kategorier af støtteforanstaltninger, der er omhandlet i kapitel 3 i retningslinjerne, undersøger Kommissionen imidlertid, om støtteforanstaltningen står i et rimeligt forhold til den ønskede miljøbeskyttelse på grundlag af de specifikke betingelser og parametre, der er fastsat i kapitel 3 for hver af de pågældende kategorier af støtteforanstaltninger, og som har til formål at sikre, at statsstøtten står i et rimeligt forhold til målet. Kun hvis visse tærskler er nået (anført i punkt 160 i retningslinjerne), vil Kommissionen foretage en detaljeret og individuel analyse af støtteforanstaltningerne i overensstemmelse med kapitel 5 (herunder den detaljerede proportionalitetstest i afsnit 5.2.1.4).

[9] EFT 2001 C 37, s. 3.

[10] Se punkt 39-41 i EAG 2008: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:C:2008:082:0001:0033:EN:PDF

[11] http://www.unece.org/fileadmin/DAM/env/pp/compliance/C2010-54/Correspondence%20with%20Party%20concerned/toPartyC54_MOP5.pdf

[12] "betydningen af fuldt ud at integrere miljøhensyn i regeringens beslutningstagning og det deraf følgende behov for, at de offentlige myndigheder er i besiddelse af nøjagtige, omfattende og ajourførte miljøoplysninger" .

[13] Jf. f.eks. sag T-409/09, Evropaiki Dynamiki mod Kommissionen, Sml. 2011 II, s. 3765, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis.

[14] "2. Der foretages en miljøvurdering af alle planer og programmer, jf. dog stk. 3.

a) som udarbejdes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning eller arealanvendelse, og som fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er opført i bilag I og II til direktiv 85/337/EØF [...]"

[15] "De nationale handlingsplaner for vedvarende energi fastsætter medlemsstaternes nationale mål for andelen af energi fra vedvarende energikilder…… passende foranstaltninger, der skal træffes for at nå disse nationale overordnede mål, herunder samarbejde mellem lokale, regionale og nationale myndigheder, planlagte statistiske overførsler eller fælles projekter, nationale politikker til udvikling af eksisterende biomasseressourcer og mobilisering af nye biomasseressourcer til forskellige anvendelser."

[16] Klageren henviste til artiklens titel, som har følgende ordlyd: "Obligatoriske nationale overordnede mål og foranstaltninger for anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder" .

[17] http://www.environ.ie/en/Publications/DevelopmentandHousing/Planning/

[18] http://www.dcenr.gov.ie/Energy/Sustainable+and+Renewable+Energy+Division/Natura+Impact+Statement+and+Strategic+Environmental+Assessment+on+draft+Offshore+Renewable+Energy+De.htm

[19] http://www.eirgrid.com/media/Environmental%20Main%20Rapport.pdf

[20] http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=WQ&reference=E-2012-008123&language=DA

[21] http://www.europarl.europa.eu/sides/getAllAnswers.do?reference=E-2012-008123&language=DA

[22] Overholdelseskomitéen anførte således i punkt 77 i sine resultater, at "[d]en pågældende part valgte ikke at anvende SMV-direktivet på medlemsstaternes vedtagelse af nationale handlingsplaner for vedvarende energi, I stedet valgte den at indarbejde en proces for offentlig deltagelse i direktiv 2009/28/EF. Selv om dette er et valg for den pågældende part, er det komitéens opgave at undersøge, om den pågældende part faktisk har gennemført konventionens artikel 7 korrekt."

[23] Klageren henviste til seks afgørelser om tildeling af tilladelser til projekter, men kun fire kunne findes på det irske planlægningsklagenævns websted.