BAGGRUNDEN TIL KONKLUSIONEN

1. Denne klage blev indgivet af en fagforening på vegne af fire tjenestemænd i Europa-Parlamentet ("klagerne"). Den vedrører inddragelsen af deres ret til sekretariatstillæg efter den 1. maj 2004, hvor den nye vedtægt trådte i kraft. Denne godtgørelse til tjenestemænd i kategori C var fastsat i artikel 4a i bilag VII til vedtægten, som var gældende indtil den 30. april 2004. På grundlag af artikel 21 og 65 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte fandt den tilsvarende anvendelse på midlertidigt ansatte og hjælpeansatte. De fire klagere var enten hjælpeansatte eller midlertidigt ansatte i april 2004, men havde afbrydelser i deres ansættelse (fra 1 til 4 ½-måneder) i perioden efter den 1. maj 2004.

2. I 2007 tog ansættelsesmyndigheden en klage til følge fra en tidligere midlertidigt ansat i lønklasse AST 3, som efter at have bestået en almindelig udvælgelsesprøve blev AST 2-tjenestemand i henhold til den nye vedtægt, men mistede sin ret til sekretariatstillæg. Ansættelsesmyndigheden udvidede denne foranstaltning til at omfatte alle ansatte, som a) opfyldte betingelserne i artikel 18 i bilag XIII til den nye vedtægt (dvs. dem, der modtog sekretariatstillæg i april 2004), og b) blev tjenestemænd efter en periode som midlertidigt ansat, der navnlig omfattede april 2004. Ansættelsesmyndigheden anvendte imidlertid denne foranstaltning restriktivt, idet den udelukkede tilfælde, hvor der var tale om en afbrydelse af ansættelsen (selv en meget kort afbrydelse) efter den 1. maj 2004.

3. De fire klagere i den foreliggende sag befandt sig i en sådan situation:

• A. var midlertidigt ansat på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt, der blev underskrevet i februar 2002. Han modtog sekretariatstillægget i april 2004, og hans kontrakt udløb den 31. juli 2004. Med virkning fra den 20. september 2004 blev han ansat som hjælpeansat og modtog ikke sekretariatsgodtgørelsen. Han blev AST 1-tjenestemand den 1. juli 2006.
• B. arbejdede som hjælpeansat i april 2004 og modtog sekretariatstillæg. Hans kontrakt udløb den 30. april 2004. Den 10. maj 2004 blev han på ny ansat som hjælpeansat og modtog ikke sekretariatstillæg. Den 1. marts 2007 blev han AST 1-tjenestemand.
• C. var hjælpeansat i april 2004 og modtog sekretariatstillæg. Hans kontrakt udløb den 31. maj 2004. Den 1. september 2004 blev han ansat som midlertidigt ansat i en fast stilling og modtog ikke sekretariatstillæg. Den 1. juni 2006 blev han ansat som tjenestemand.
• D. var hjælpeansat i april 2004 og modtog sekretariatstillæg. Hans kontrakt udløb den 31. august 2004. Fra den 1. september 2004 til den 31. januar 2007 arbejdede han som midlertidigt ansat og modtog sekretariatstillæg i denne periode. Efter fire og en halv måneds afbrydelse af tjenesten blev han ansat som tjenestemand med virkning fra den 16. juni 2007 og modtog ikke sekretariatstillæg.

4. Den 15. juni og den 2. august 2007 indgav klagerne klager i henhold til artikel 90, stk. 2, til ansættelsesmyndigheden over afgørelserne om afslag på sekretariatstillæg. Den 9. november 2007 afviste ansættelsesmyndigheden de fire klager, idet den anførte, at administrationen, såfremt en ansat endog midlertidigt havde bragt sin ansættelse til ophør efter den 1. maj 2004, havde ret og endog pligt til at anvende bestemmelserne i den nye vedtægt, når der blev indgået en ny kontrakt.

Forespørgslens genstand

5. I sin skrivelse af 19. marts 2008 om indledning af undersøgelsen anmodede Ombudsmanden Parlamentet om at afgive en udtalelse om følgende påstand og påstand.

Klagerne hævdede, at Parlamentet ved at nægte dem ret til sekretariatstillæg i henhold til den nye vedtægt handlede forkert, vilkårligt og tilsidesatte retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Klagerne hævdede, at Parlamentet skulle tildele dem sekretariatsgodtgørelsen igen fra den dato, hvor de på ny tiltrådte deres hverv.

Forespørgslen

6. Klagen blev fremsendt til Parlamentet med henblik på en udtalelse. Parlamentet afgav udtalelse den 22. juli 2008. Udtalelsen blev fremsendt til klagerne, som fremsendte deres bemærkninger den 17. november 2008.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

A. Påstået uberettiget afslag på sekretariatstillæg

Argumenter forelagt Ombudsmanden

7. I deres klage til Ombudsmanden hævdede klagerne, at Ombudsmanden burde anbefale Europa-Parlamentets administration at tildele dem sekretariatsgodtgørelsen fra den dato, hvor de på ny tiltrådte deres hverv. Klagerne fremførte 11 argumenter til støtte for deres synspunkt om, at de burde have ret til sekretariatstillæg. Disse argumenter kan sammenfattes som følger.

8. Med hensyn til retsgrundlaget for sekretariatstillægget mindede klagerne om, at artikel 4a i bilag VII til den tidligere vedtægt foreskrev, at sekretariatstillægget også fandt anvendelse på de øvrige ansatte. I henhold til artikel 18 i bilag XIII til den nye vedtægt videreføres sekretariatsgodtgørelsen. Klagerne henviste også til artikel 1 i bilaget til ansættelsesvilkårene, hvori det fastsættes, at bestemmelserne i bilag XIII til vedtægten finder tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte, der var ansat den 30. april 2004. Med hensyn til begrebet modtagere, der havde ret til sekretariatstillæg i april 2004, påpegede klagerne, at lovgiveren ikke havde fastsat nogen særlig betingelse i artikel 18 i bilag XIII. Den omstændighed, at en ansat, der modtog tillægget i april 2004, ufrivilligt havde afbrudt sin tjeneste, bør heller ikke have nogen indvirkning på begrebet ydelsesmodtager.

9. Ifølge klagerne handlede Parlamentet forkert, vilkårligt og begik også fejl eller forsømmelser, da det trak sekretariatsgodtgørelsen tilbage på grund af en afbrydelse af tjenesten mellem to kontrakter, som det pålagde sig selv, og som skyldtes strukturelle elementer, der var uafhængige af klagernes vilje. Dette var i strid med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

10. Klagerne henviste også til lovgiverens hensigter og mindede om tilblivelsen af reformen af personalevedtægten, navnlig erklæringerne fra den daværende næstformand i Kommissionen, Kinnock, som efter deres opfattelse havde lovet at opretholde sekretariatsgodtgørelsen. De gjorde gældende, at Parlamentets holdning, hvorefter ansatte, der har været udsat for kortvarige afbrydelser af deres ansættelse efter den 1. maj 2004, skal betragtes som "nye medarbejdere" , der ikke har ret til sekretariatstillæg, var uacceptabel.

11. Klagerne henviste også til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse [1] og til den relevante retspraksis, hvori Fællesskabets retsinstanser tillagde stabilitet i ansættelsen særlig betydning og tog hensyn til kontrakternes varighed og fornyelsen heraf. Efter klagernes opfattelse kunne afbrydelsen af deres tjeneste i Parlamentet ikke betragtes som en fuldstændig afbrydelse af deres ansættelse. Dette skyldtes, at genoptagelsen af deres tjeneste var i begge parters interesse, navnlig Parlamentets. Klagerne fremførte endvidere, at der faktisk var kontinuitet i tjenesterne, eftersom de fortsatte med at udføre det samme arbejde for den samme kontorchef og på det samme kontor.

12. Klagerne påpegede endelig, at der var noget vilkårligt og ondt (i den franske original: "une attitude maléfique") om hele sagen. Ifølge sagsøgerne var det faktisk muligt at konkludere, at Parlamentets administration undertrykte sekretariatsgodtgørelsen ved ikke straks at forny kontrakterne. I den forbindelse påpegede klagerne, at administrationen rent faktisk opnåede besparelser på deres lønninger ved ikke at forny deres kontrakter den dag, de udløb (f.eks. i sommerferien).

13. I sin udtalelse fremsatte Parlamentet følgende bemærkninger:

i) Hvad angår begrebet »modtager« af sekretariatstillægget som omhandlet i artikel 18 i bilag XIII til den nye vedtægt

14. Klagerne kunne ikke gøre krav på en ny ret til sekretariatsgodtgørelse, fordi de alle var ophørt med at arbejde for Parlamentet i forskellige perioder, inden de blev ansat igen efter den 1. maj 2004. Den anførte, at denne opfattelse var begrundet i ordlyden af artikel 18, stk. 1, i bilag XIII og nærmere bestemt i verbet »keep«. Efter Parlamentets opfattelse fulgte det af denne bestemmelse, at lovgiver havde til hensigt, at de ansatte skulle bevare deres ret til sekretariatstillæg i forbindelse med et ansættelsesforhold, der var baseret på en eller flere kontrakter eller kontraktforlængelser. Hvis en ansat forlod tjenesten selv midlertidigt efter den 1. maj 2004, havde administrationen således ret, hvis ikke pligt, til at anvende bestemmelserne i den reviderede vedtægt i forbindelse med indgåelsen af en ny ansættelseskontrakt. I den foreliggende sag oplevede de fire klagere alle afbrydelser i deres tjenesteperioder efter den 1. maj 2004, der varierede fra en måned til fire en halv måned. De økonomiske rettigheder, som en ansat har erhvervet i forhold til Parlamentet, er systematisk blevet fastlagt på grundlag af arten af den kontrakt, som den pågældende har indgået med institutionen. På dette grundlag blev den ansattes vederlag og alle de tillæg, som den pågældende havde ret til, fastsat af Parlamentet, hver gang den ansatte tiltrådte tjenesten. Ifølge Parlamentet bortfalder de rettigheder, som den ansatte har i forhold til Parlamentet, imidlertid, når kontrakten ophører uden at blive forlænget eller fornyet. Hvis en afbrydelse af en ansats anciennitet indtræder efter den 1. maj 2004, mister den pågældende således enhver ret til sekretariatstillæg, når vedkommende indgår en ny ansættelseskontrakt med Parlamentet. Dette skyldes, at retten bortfaldt, da vedkommendes tidligere ansættelseskontrakt ophørte.

ii) Hvad angår Parlamentets angivelige tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

15. Parlamentet anførte, at klagernes argument vedrørende den påståede tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning var ubegrundet. Ifølge fast retspraksis må gennemførelsen af retssikkerhedsprincippet ikke begrænse fællesskabslovgivers handlemuligheder. I denne forbindelse bekræftede retspraksis, at fællesskabslovgiver "til enhver tid kan foretage de ændringer i vedtægtens bestemmelser, som den anser for at være i overensstemmelse med tjenestens interesse". Den kan også "for fremtiden vedtage bestemmelser, der er mindre gunstige for de pågældende tjenestemænd, forudsat at den fastsætter en overgangsperiode af en tilstrækkelig varighed". Tjenestemænd har således " ikke ret til at gå ud fra, at vedtægten forbliver i den form, den havde ved ansættelsen"[2]. Parlamentet gjorde endvidere gældende, at dets ansatte ikke kunne påberåbe sig den fortsatte anvendelse til deres fordel af de tidligere vedtægtsbestemmelser, som de var omfattet af i henhold til deres tidligere kontrakter. Sådanne tidligere bestemmelser kan, hvis de ikke længere var i kraft på tidspunktet for indgåelsen af deres nye ansættelseskontrakt med Parlamentet, ikke udgøre en velerhvervet rettighed for de berørte ansatte. På dette grundlag skal kontraktansatte, der på ny er blevet ansat efter den 1. maj 2004, anses for nye ansatte, der er omfattet af den nye vedtægt.

16. Hvad angår Parlamentets overholdelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning anførte Parlamentet, at dets fortolkning af artikel 18 i bilag XIII til vedtægten ikke var i strid med dette princip. Det fremgår af Fællesskabets retsinstansers praksis, at "retten til beskyttelse af den berettigede forventning [...] tilkommer enhver borger, som befinder sig i en situation, hvor det er åbenbart, at fællesskabsadministrationen ved at afgive præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer afgivet af autoriserede, pålidelige kilder har givet anledning til en reel forventning hos den pågældende". Desuden hedder det i denne retspraksis, at " disse forsikringer skal være i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser og gældende lovgivning"[3]. I den foreliggende sag kan der ikke udledes nogen tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hverken af Parlamentets interne almindelige gennemførelsesbestemmelser eller af afgørelser truffet af dets kompetente tjenestegrene. Parlamentet påpegede, at dets fortolkning af bestemmelserne i artikel 18 i bilag XIII til vedtægten aldrig var blevet draget i tvivl af divergerende praksis inden for institutionen. Klagerne kunne ikke påberåbe sig "præcise, ubetingede og konsekvente forsikringer" fra Parlamentets kompetente myndigheder til støtte for deres fejlagtige fortolkning af artikel 18 i bilag XIII til vedtægten. Parlamentet havde aldrig givet tilsagn om, at dets kontraktansatte fortsat ville få udbetalt sekretariatstillægget under omstændigheder svarende til dem, der er beskrevet i nærværende klage.

iii) For så vidt angår Parlamentets påståede overtrædelse af direktiv 1999/70/EF

17. Parlamentet understreger, at et direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 249, tredje led. Det følger heraf, at direktiv 1999/70/EF ikke kan finde anvendelse i forbindelse med ansættelsesforhold mellem en fællesskabsinstitution og dens personale, som er omfattet af vedtægten. Desuden indeholdt direktiv 1999/70/EF ingen henvisning til opretholdelse af økonomiske rettigheder såsom sekretariatstillæg.

18. I deres bemærkninger påpegede klagerne, at Parlamentet anlagde en meget restriktiv fortolkning af artikel 18 i bilag XIII til den nye vedtægt. De understregede på ny, hvad de anså for at være kontinuiteten i deres ansættelsesforhold, idet de f.eks. påpegede, at ansatte, der tidligere har arbejdet for den samme institution, er fritaget for udvælgelsesprocedurer, at de ikke behøver at bestå en ny lægeundersøgelse, når de ansættes på ny, og at ferierettigheder overføres fra en kontrakt til en anden.

19. Klagerne understregede også ordene "som i måneden før den 1. maj 2004 havde ret til den faste godtgørelse" i artikel 18, idet de anførte, at de styrker begrebet modtager. Lovgivers hensigt var således klart at opretholde sekretariatstillægget for alle medarbejdere, der var omfattet af det før den 1. maj 2004. Med henvisning til den retspraksis, som Parlamentet har henvist til, påpegede klagerne, at selve de udtryk, der anvendes i artikel 18, indeholdt præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer. Klagerne hævdede endvidere, at de fik sådanne forsikringer, fordi deres kontorchefer, når de forsøgte at overbevise dem om at acceptere de nye kontrakter, også var overbeviste om anvendeligheden af artikel 18.

20. Ifølge klagerne var fornyelserne af kontrakterne, deres omkvalificering og de på hinanden følgende kortfristede kontrakter blot undtagelser fra reglen om, at kontrakterne skulle indgås på ubestemt tid.

Ombudsmandens vurdering

21. Artikel 4a i bilag VII til vedtægten, der var gældende indtil den 30. april 2004, bestemte, at "en tjenestemand i kategori C, der er ansat som maskinskriver, stenograf, telexoperatør, varitypist, eksekutivsekretær eller hovedsekretær, kan få udbetalt et fast tillæg" (sekretærgodtgørelsen). Artikel 21 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, der var gældende indtil den 30. april 2004, bestemte, at "[artikel] ... 4a i bilag VII til vedtægten om udbetaling af [...] midlertidige faste godtgørelser finder tilsvarende anvendelse på [midlertidigt ansatte]". Artikel 65 i disse ansættelsesvilkår bestemte, at "[artikel] ... 4a i bilag VII til vedtægten om udbetaling af [...] midlertidige faste godtgørelser finder tilsvarende anvendelse på [hjælpeansatte]".

22. Ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte blev artikel 4a i bilag VII til vedtægten ophævet. I henhold til artikel 18, stk. 1, i bilag XIII (Overgangsforanstaltninger) til den nye vedtægt skal "[b]ansøgere, der i måneden før den 1. maj 2004 havde ret til den faste godtgørelse, der er nævnt i den tidligere artikel 4a i bilag VII til vedtægten, beholde den personligt op til lønklasse 6 ... " Endelig hedder det i artikel 1, stk. 1, i det eneste bilag til den nye udgave af ansættelsesvilkårene, at "bestemmelserne i bilag XIII til vedtægten finder tilsvarende anvendelse på de øvrige ansatte, der var ansat den 30. april 2004".

23. Med hensyn til klagerens påstand om, at Parlamentet handlede forkert, bemærker Ombudsmanden, at alle fire klagere havde afbrudt deres ansættelse og derefter påbegyndte nye kontrakter eller blev ansat som tjenestemænd efter den 1. maj 2004. Deres retsstilling skulle derfor bedømmes på grundlag af den nye vedtægt, som ikke længere indeholder bestemmelser om sekretariatstillæg. Der er dog fastsat en undtagelse i artikel 18 i bilag XIII (Overgangsforanstaltninger), således at modtagere, der i april 2004 havde ret til sekretariatstillæg, kunne beholde det personligt op til lønklasse 6. Det er ubestridt, at alle fire klagere havde ret til og modtog sekretariatstillæg i april 2004 og derfor opfyldte den første betingelse i artikel 18. Det forhold, at der i denne artikel anvendes ordet "keep" betyder imidlertid, at der skal være kontinuitet i tjenesten efter den 1. maj 2004. Som følge heraf har ansatte, der ligesom klagerne modtog godtgørelsen i april 2004, men efterfølgende ophørte med at arbejde for Parlamentet i nogen tid og derefter blev nyansat efter den 1. maj 2004, uanset om det var som tjenestemand eller på kontrakt, i princippet ikke ret til at modtage sekretariatsgodtgørelsen igen. Parlamentet har derfor ikke handlet forkert. Som følge heraf er der ikke konstateret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

24. Med hensyn til den påståede tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet bemærker Ombudsmanden, at Personaleretten har fortolket dette princip i forbindelse med ikrafttrædelsen af den nye vedtægt. I sin dom af 23. april 2008 i sag F-103/05 [4] fastslog Personaleretten, at fællesskabslovgiver i henhold til fast retspraksis frit kan foretage enhver ændring af vedtægten, som den anser for at være i overensstemmelse med tjenestens interesse, og for fremtiden vedtage bestemmelser, der er mindre gunstige for de berørte tjenestemænd, forudsat at den fastsætter en tilstrækkelig lang overgangsperiode. Med hensyn til sekretariatstillægget har fællesskabslovgiveren ganske rigtigt fastsat overgangsforanstaltninger i artikel 18 ved at sikre, at personale op til lønklasse 6, som modtog sekretariatstillægget i april 2004, fortsat kan modtage det efter den 1. maj 2004. Parlamentet har således ikke tilsidesat retssikkerhedsprincippet med hensyn til retten til sekretariatstillæg. Der er derfor heller ikke konstateret noget tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

25. Med hensyn til den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bemærker Ombudsmanden, at klagerne henviste til tilblivelsen af reformen af personalevedtægten, navnlig til erklæringer fra Kinnock, en af Kommissionens daværende næstformænd. Ifølge klagerne lovede Kinnock at opretholde sekretariatsgodtgørelsen til personer i klagernes situation. Det fremgår imidlertid, at uddraget af "Fiches explicatives sur l'accord du 19 mai 2003", underskrevet af næstformand Kinnock og citeret af klagerne i deres klage, udtrykkeligt anførte følgende: "Indemnité de secrétariat: fortsætte à être perçue ad personam par les bénéficiaires actuels jusqu'au lønklasse 6 compris supprimée pour le nouveau personnel"(understregning tilføjet af Ombudsmanden). Det fremgår, at lovgivers hensigt tydeligvis ikke var at udvide sekretariatstillægget til nyansatte medarbejdere. Klagerne har således ikke godtgjort, at Kinnocks erklæringer gav præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer om, at ansatte, der blev ansat igen efter en afbrydelse af tjenesten efter den 1. maj 2004, også ville kunne nyde godt af sekretariatstillægget. Desuden forekommer det indlysende, at eventuelle erklæringer fra Kommissionens tjenestemænd ikke kan udgøre en relevant kilde til sikkerhed, som tjenestemænd fra Parlamentet kan påberåbe sig. Med hensyn til det argument, som klagerne har fremført i deres bemærkninger, nemlig at selve ordlyden af artikel 18 ville indeholde præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, henviser Ombudsmanden til sine ovennævnte betragtninger vedrørende fortolkningen af denne artikel. Der er således ikke konstateret noget tilfælde af fejl eller forsømmelser med hensyn til den påståede tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

26. Med hensyn til klagernes argument baseret på direktiv 1999/70/EF bemærker Ombudsmanden, at dette direktiv i EU's medlemsstater gennemfører rammeaftalen om tidsbegrænsede kontrakter, der blev indgået den 18. marts 1999 mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP). Parlamentet bemærkede med rette, at direktivet er rettet til medlemsstaterne og ikke til EU-institutionerne. Dette betyder dog ikke, at direktivets indhold er uden relevans for EU-institutionerne. Det kan faktisk hævdes, at hvis EU vedtager bestemmelser om beskyttelse af arbejdstagere eller ansatte, som skal overholdes af medlemsstaterne, skal dets institutioner yde en tilsvarende beskyttelse til deres eget personale under lignende omstændigheder. Ombudsmanden mener imidlertid ikke, at der er behov for at undersøge dette spørgsmål nærmere i den foreliggende sag, eftersom klagerne under alle omstændigheder ikke har angivet præcist, hvorfor de mener, at Parlamentets tilgang ikke er i overensstemmelse med direktivet. Der er derfor ikke konstateret noget tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

27. Med hensyn til klagernes argument om, at der var noget vilkårligt og ondt (" une attitude maléfique") i Parlamentets adfærd, mener Ombudsmanden, at klagerne synes at antyde, at der var tale om magtmisbrug fra Parlamentets side. Det kan meget vel være, at klagernes påberåbelse af direktiv 1999/70/EF har samme formål, eftersom direktivet har til formål at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Ombudsmanden er af den opfattelse, at et sådant misbrug ville foreligge, hvis det eneste formål med afbrydelsen af ansættelsesforholdet var at fratage den pågældende ansatte dennes ret til sekretariatstillæg. For så vidt angår A. og B. var afbrydelsen af tjenesten meget kort, nemlig henholdsvis en måned og 19 dage og ni dage. Klagerne fremførte også, uden at blive modsagt af Parlamentet, at de efter afbrydelsen af deres tjeneste vendte tilbage til det samme job, hvor de arbejdede for den samme kontorchef og på det samme kontor. Ombudsmanden mener imidlertid ikke, at disse forhold i sig selv er tilstrækkelige til at fastslå et magtmisbrug fra Parlamentets side. Den omstændighed, at Parlamentet accepterede at udbetale godtgørelsen til dem, der blev udnævnt til tjenestemænd efter den 1. maj 2004, forudsat at deres ansættelsesforhold ikke blev afbrudt, tyder i øvrigt på, at institutionen ikke bevidst forsøgte at spare på lønningerne. I mangel af andre håndgribelige beviser til støtte for klagernes argument vedrørende Parlamentets påståede "attitude maléfique" er der derfor ikke konstateret fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

28. På baggrund af ovenstående kan klagernes påstand heller ikke tages til følge.

B. Konklusioner

På grundlag af sin undersøgelse af denne klage konkluderer Ombudsmanden, at Parlamentet ikke har begået fejl eller forsømmelser. Han afslutter derfor sagen.

Klagerne og Parlamentet vil blive underrettet om denne afgørelse.

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

Udfærdiget i Strasbourg, den 20. april 2009.

[1] Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).

[2] Sag F-103/05, Pickering mod Kommissionen, dom af 23.4.2008, endnu ikke offentliggjort, præmis 115.

[3] Sag T-237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. 2005 I-A-385, præmis 5.

[4] Sag F-103/05, Pickering mod Kommissionen, jf. ovenfor.