Strasbourg, den 28. august 2008

Kære K.

Den 8. august 2007 indgav De på vegne af en fagforening ved navn "Solidarité et justice européennes"en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionens praksis med hensyn til interinstitutionelle overførsler af juristlingvister fra EU-Domstolen.

Den 28. september 2007 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand. Kommissionen afgav udtalelse den 5. marts 2008. Jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 29. april 2008.

De kontaktede mine tjenestegrene telefonisk den 22. oktober 2007 og sendte yderligere dokumenter den 21. december 2007.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Sammenfattende var de faktiske omstændigheder ifølge klageren som følger:

Klagen blev indgivet mod Europa-Kommissionen af formanden for en fagforening ved EU-Domstolen, "Solidarité et justice européennes",(i det følgende benævnt "klageren").

Kommissionen nægtede at ansætte juristlingvister, der havde ansøgt om interinstitutionelle overførsler til Kommissionen, og som arbejdede ved EU-Domstolen.

Klageren forklarede, at en tjenestemand i henhold til en interinstitutionel aftale fra september 2005 først kunne anmode om at blive overført til en anden institution efter at have tilbragt tre år i den institution, der oprindeligt ansatte ham eller hende. For de fleste tjenestemænd, der blev ansat i henhold til den nye vedtægt i 2004, udløb fristen på tre år i 2007.

I strid med personalevedtægten og Fællesskabets retsinstansers retspraksis (1) modsatte Kommissionen sig overførslen af juristlingvister til administratorstillinger. Den afslog derfor sådanne ansøgninger, enten i forbindelse med undersøgelsen af, om ansøgningerne kunne antages til realitetsbehandling, eller efter at have sammenlignet sagsøgernes fortjenester. Dette skete ofte efter at have valgt en juristlingvist til en administratorstilling.

Den 16. marts 2007 tilsendte Kommissionens personaleudvalg sidstnævnte en skrivelse vedrørende afslaget på at acceptere overførslen af juristlingvister.

Den 29. marts 2007 sendte Domstolens personaleudvalg en lignende skrivelse om samme emne til kommissær Kallas. Nogle juristlingvister, der arbejdede ved Domstolen, ansøgte om interinstitutionelle overførsler til Kommissionen. De blev mundtligt eller skriftligt underrettet om, at deres ansøgninger ikke kunne tages i betragtning, eller at overførselsproceduren var blevet indstillet, fordi:

• de har bestået en specialiseret udvælgelsesprøve og derefter ansøgt om administratorstillinger
• Da de bestod en udvælgelsesprøve for juristlingvister, kunne de først søge administratorstillinger efter fire, fem eller ti år.

Personaleudvalget anmodede Kommissionen om at afklare denne uklare situation, som syntes at være i strid med retssikkerhedsprincippet.

Den 26. april 2007 skrev klageren til Kommissionen og henviste til ovennævnte breve. Han anmodede Kommissionen om at give ham sin officielle holdning til dens praksis med at nægte at overføre juristlingvister fra Domstolen og om at præcisere formålet med, årsagerne til og retsgrundlaget for en sådan praksis.

I klagen fremsatte klageren følgende bemærkninger:

(1) I strid med Kommissionens kodeks for god forvaltningsskik undlod Kommissionen at besvare hans brev af 26. april 2007.

(2) Kommissionen underrettede ikke rettidigt og på passende vis de ansøgere, der var juristlingvister, om, at de var blevet udelukket fra udvælgelsesprocedurerne.

(3) I strid med vedtægtens artikel 25 har Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad begrundet afgørelserne om udelukkelse af juristlingvister, der har ansøgt om interinstitutionelle overførsler. Ansøgere kan modtage et mundtligt svar uden begrundelse eller inkonsekvente skriftlige svar baseret på ikke-eksisterende regler.

• Ifølge klageren blev reglen om, at en tjenestemand skal arbejde mindst tre år for den institution, der oprindeligt ansatte ham/hende, før han/hun anmoder om en overførsel, ændret. Som følge heraf blev minimumsperioden forlænget til fire, fem eller ti år.

Klageren hævdede på den ene side, at hvis treårsreglen var en intern afgørelse, kunne institutionerne ikke fravige den, medmindre der blev givet en begrundelse for, hvorfor de gjorde det. I modsat fald foreligger der en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet (2).

Hvis denne regel derimod er udtryk for den konklusion, som administrationschefudvalget har draget for at følge en ensartet administrativ praksis med hensyn til fortolkningen af en af vedtægtens bestemmelser, har den ikke bindende virkning for ansættelsesmyndigheden, da den vedtog individuelle foranstaltninger til gennemførelse af den pågældende bestemmelse (3). Kommissionen baserede sin afvisning af at acceptere overførsler på en ensartet praksis, som den anvendte på en diskriminerende måde. Den tilsidesatte derfor ligebehandlingsprincippet.

• Desuden syntes adskillelsen mellem advokaters og juristlingvisters karrierer, som eksisterede under den gamle vedtægt, at være blevet opretholdt.

Ved skrivelse af 7. maj 2007 forklarede Generaldirektoratet for Administration og Personale (herefter »GD ADMIN«) en sagsøger, der var juristlingvist, og som blev nægtet muligheden for at overgå til en stilling som administrator i Kommissionen, at:

"for så vidt angår ansættelse er den generelle regel, at en person, der har bestået en udvælgelsesprøve, bør ansættes med henblik på at besætte en stilling, der svarer til den udvælgelsesprøve, som den pågældende har bestået. (...) [udvælgelsesprøver for juristlingvister] blev afholdt efter særlige retningslinjer (med hensyn til prøver, påkrævet erfaring, bedømmelse osv.). Sådanne særlige bestemmelser berettiger, at prismodtagere som hovedregel ikke kun ansættes i stillinger som juristlingvister, men også effektivt udfører sådanne opgaver i en vis periode. Af disse grunde, og hvis der findes gyldige alternativer, kan ansættelsesmyndigheden foretrække at undgå at besætte en ikke-juristlingviststilling med en tjenestemand, der er juristlingvist, og som ikke har aftjent en minimumsperiode på dette område."Klageren mente, at Kommissionen ikke havde til hensigt at præcisere, hvad "en vis periode" eller "minimumsperiode på dette område" betød, og at minimumsperioden derfor ikke var præcist defineret.

• Klageren forklarede desuden, at GD ADMIN syntes at være den tjenestegren, der nægtede at acceptere sådanne overførsler, selv om GD ADMIN syntes at placere ansvaret på det GD, der offentliggjorde stillingsopslaget.

(4) Ifølge klageren var Kommissionens praksis i strid med tjenestemændenes ret til rimelige karrieremuligheder.

Klageren mindede om, at reformen af vedtægten havde til formål at kompensere nye tjenestemænd for de mindre gunstige betingelser i den nye vedtægt ved at give disse tjenestemænd bedre karrieremuligheder og ved at styrke den interinstitutionelle mobilitet. Kommissionens praksis var i modstrid med dette mål.

(5) Endelig var klageren af den opfattelse, at Kommissionen ikke havde opfyldt sin pligt til at udvise omhu. Han gjorde gældende, at Kommissionen ved ansættelsen af personale skulle tage hensyn til både tjenestens interesse og tjenestemandens interesse. Selv om tjenestens interesse bør betragtes som den vigtigste, bør Kommissionen ikke overskride grænserne for sine skønsbeføjelser.

(6) Tjenestemændene blev først underrettet om forpligtelsen til at arbejde i den institution, der oprindeligt havde ansat dem, i en periode på mindst tre år efter vedtagelsen af afgørelsen i 2005, mens de fleste af dem var blevet ansat i 2004. Kommissionen anvendte derfor en betingelse, som ikke var nævnt i meddelelserne om udvælgelsesprøver, med tilbagevirkende kraft på dem. Klageren henviste til en berigtigelse til følgende meddelelser om almindelige udvælgelsesprøver: EPSO/AD/25/05, EPSO/AD/26/05, EPSO/AD/27/05, EPSO/AD/28/05, EPSO/AD/29/05 og EPSO/AST/7/05, som blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 16. september 2005. Den udtalte følgende:

"Vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra b), henviser til tjenestemænds mulighed for at anmode om overførsel til en anden institution eller et andet agentur på et hvilket som helst tidspunkt i deres karriere. I tjenestens interesse overføres nyansatte tjenestemænd imidlertid kun i ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde i løbet af deres første tre tjenesteår. En sådan overførsel er betinget af samtykke fra både den institution eller det agentur, der oprindeligt ansatte tjenestemanden, og den institution eller det agentur, der modtog anmodningen om overførsel.

Ifølge klageren tilsidesatte Kommissionen princippet om berettigede forventninger og retssikkerhedsprincippet ved at anvende treårsreglen med tilbagevirkende kraft.

I klagen til Ombudsmanden fremsatte klageren følgende påstande og påstande:

1. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde besvaret hans brev af 26. april 2007, som omhandlede Kommissionens praksis med at nægte at ansætte juristlingvister ved EU-Domstolen.
2. Klageren hævdede, at Kommissionens praksis med at nægte at ansætte juristlingvister fra EU-Domstolen inden for tre år efter den oprindelige ansættelse er i strid med reglen om interinstitutionel mobilitet.

1. Klageren hævdede, at Kommissionen burde besvare hans brev af 26. april 2007.
2. Klageren hævdede, at Kommissionen burde ophøre med sin praksis med at nægte at ansætte juristlingvister fra EU-Domstolen.

Den 21. december 2007 sendte klageren Ombudsmanden en kopi af Kommissionens skrivelse af 20. november 2007 som svar på hans skrivelse af 26. april 2007. Han vedlagde også en kopi af sit svar af 20. december 2007.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Kommissionens udtalelse kan sammenfattes således:

Kommissionen bekræftede, at et svar på klagerens brev af 26. april 2007 i mellemtiden var blevet sendt til klageren. Den 7. januar 2008 sendte klageren et nyt brev, som Kommissionen besvarede den 11. februar 2008.

Kommissionen anførte, at S., som er en af de tjenestemænd, der er nævnt i klagen, den 18. oktober 2007 anlagde sag (F-113/07) ved Personaleretten, og at sagsøgeren fremførte de samme faktiske omstændigheder og argumenter som i nærværende klage, nemlig:

• Ifølge sagsøgeren har Kommissionen uden retsgrundlag godtgjort, at juristlingvister, der var i lønklasse AD 7, og som ikke havde beklædt deres tidligere stilling i en periode på fire år, ikke kunne overføres til en stilling som administrator ved Kommissionen. Dette var i strid med vedtægtens artikel 5 og 29.
• Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke overholdt begrundelsespligten, retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.

Kommissionen fandt derfor, at Ombudsmanden burde afvise klagen.

Kommissionen var i tvivl om, hvorvidt artikel 2, stk. 8, i Ombudsmandens statut skulle finde anvendelse i den foreliggende sag.

Kommissionen har i øvrigt gjort opmærksom på, at bilagene til klagen henviste til tjenestemænd, som ikke var identificeret. Der var derfor en risiko for, at en af disse personer også var en af dem, der havde anlagt sag ved EU-Personaleretten, og at Ombudsmanden ville fortsætte sin undersøgelse af klagen.

Klagerens bemærkninger

Klagerens bemærkninger kan sammenfattes som følger.

Ifølge klageren var de faktiske omstændigheder og argumenter, som sagsøgeren fremførte for EU-Personaleretten, ikke sammenfaldende med de mere generelle omstændigheder og argumenter, der er fremført i den foreliggende klage. Klageren henviste kun til sagsøgeren som et eksempel på en generel praksis. Desuden var formålet med dette klagepunkt at opnå en afklaring af lovligheden af den nuværende procedure og ikke af dens annullation.

Klageren var overrasket over at bemærke, at Kommissionen udtrykte tvivl om, hvorvidt klagen kunne antages til behandling. Klageren mindede om, at han havde kontaktet Kommissionen ved flere lejligheder, men ikke havde modtaget et tilfredsstillende svar. Han var af den opfattelse, at Kommissionens brev af 20. november 2007 ikke besvarede de spørgsmål, der var rejst i brevet af 26. april 2007. Klageren anmodede Ombudsmanden om at fortsætte sin undersøgelse af klagen. Han mindede om, at hans mål var at sikre overholdelse af principperne for god forvaltning, med andre ord anmodede han om gennemsigtige ansættelsesprocedurer og offentliggørelse af Kommissionens officielle holdning samt af de interinstitutionelle aftaler.

Afgørelsen

1 Indledende bemærkning

1.1 I sin udtalelse bestred Europa-Kommissionen, at klagen kunne antages til realitetsbehandling, idet den fandt, at de interne klagemuligheder ikke var udtømt i strid med artikel 2, stk. 8, i Den Europæiske Ombudsmands statut. I denne forbindelse minder Ombudsmanden om, at det ikke anses for nødvendigt at udtømme de interne retsmidler i forbindelse med actio popularis-klager, hvor institutionen er bekendt med det pågældende spørgsmål og allerede har haft mulighed for at fastlægge sin holdning. Da den foreliggende klage er indgivet af en fagforening og vedrører en generel praksis, anså Ombudsmanden den for at være en actio popularis-klage. Det blev derfor ikke anset for nødvendigt at udtømme de interne retsmidler som omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Ombudsmandens statut. På den anden side er der klart blevet rettet forudgående administrative henvendelser til institutionen, selv om Kommissionen tilsyneladende ikke har svaret hurtigt og fuldt ud. Af disse grunde er Ombudsmanden ikke enig med Kommissionen i, at denne klage burde have været afvist.

2 Påstået manglende svar og tilhørende krav

2.1 Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde besvaret hans brev af 26. april 2007, som omhandlede Kommissionens praksis med at nægte at ansætte juristlingvister fra EF-Domstolen. Klageren hævdede, at Kommissionen burde besvare hans brev af 26. april 2007.

2.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at den den 20. november 2007 svarede klageren og undskyldte den forsinkede besvarelse.

2.3 Da Kommissionen har svaret klageren og undskyldt forsinkelsen, er Ombudsmanden af den opfattelse, at der ikke er grund til yderligere undersøgelse af denne påstand og den dermed forbundne påstand.

3 Påstand om, at Kommissionens praksis med at nægte at ansætte juristlingvister fra EU-Domstolen inden for tre år efter den oprindelige ansættelse er i strid med reglen om interinstitutionel mobilitet og dermed forbundne krav

3.1 Klageren hævdede, at Kommissionens praksis med at nægte at ansætte juristlingvister fra EU-Domstolen inden for tre år efter den oprindelige ansættelse er i strid med reglen om interinstitutionel mobilitet. Klageren hævdede, at Kommissionen burde ophøre med sin praksis med at nægte at ansætte juristlingvister fra EU-Domstolen.

3.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at S., som er en af de tjenestemænd, der er nævnt i klagen, den 18. oktober 2007 anlagde sag (F-113/07) ved Personaleretten, og at sagsøgeren fremførte de samme faktiske omstændigheder og argumenter som i klagen, nemlig:

• Ifølge sagsøgeren har Kommissionen uden retsgrundlag godtgjort, at juristlingvister, der var i lønklasse AD 7, og som ikke havde beklædt deres tidligere stilling i en periode på fire år, ikke kunne overføres til en stilling som administrator ved Kommissionen. Dette er i strid med vedtægtens artikel 5 og 29.
• Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke overholdt begrundelsespligten, retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.

Kommissionen fandt derfor, at Ombudsmanden burde afvise klagen.

3.3 Ifølge klageren var de faktiske omstændigheder og argumenter, som sagsøgeren fremførte for EU-Personaleretten, ikke sammenfaldende med de mere generelle omstændigheder og argumenter, der er fremført i nærværende klage. Klageren henviste kun til sagsøgeren som et eksempel på en generel praksis. Desuden er formålet med dette klagepunkt at opnå en afklaring af lovligheden af den nuværende procedure og ikke af dens annullation. Klageren anmodede Ombudsmanden om at fortsætte sin undersøgelse af klagen.

3.4 Ombudsmanden minder om, at i henhold til artikel 195 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab:

"Ombudsmanden foretager de undersøgelser, som han finder berettigede, (...) medmindre de påståede forhold er eller har været genstand for en retssag."

Endvidere hedder det i artikel 2, stk. 7, i Den Europæiske Ombudsmands statut:

"Når ombudsmanden på grund af verserende eller afsluttede retssager vedrørende fremførte forhold må afvise en klage eller afslutte behandlingen af den, skal resultatet af de undersøgelser, han har foretaget indtil da, indgives uden videre."

Ombudsmanden bemærker, at denne klage, som vedrører en påstået generel praksis, støttes af dokumenter vedrørende sagsøgeren i en sag ved Personaleretten og fire andre personer, hvoraf den ene ikke er identificeret.

Ifølge de oplysninger, der er tilgængelige på Personalerettens websted, har sagsøgeren i stævningen nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, hvorved den under udvælgelsesproceduren med henblik på at besætte en stilling, der var genstand for en meddelelse om ledig stilling KOM/2007/142, trak sin anmodning om at overføre sagsøgeren til Kommissionen tilbage og udelukkede ham fra udvælgelsesproceduren. Han har ligeledes nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om afvisning af klage R/273/07. Sagsøgeren har fremsat tre anbringender:

• Han har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af hans berettigede forventning som følge af indgåelsen af en institutionel aftale mellem administrationscheferne i 2005, hvorefter der ville blive pålagt en karensperiode på tre år forud for enhver interinstitutionel overførsel af nyansatte tjenestemænd.
• Han har gjort gældende, at Kommissionens beslutning er ulovlig på grund af manglende begrundelse, at den ikke står i rimeligt forhold til de beskyttede interesser, og at Kommissionen har overskredet grænserne for sit skøn. Han har gjort gældende, at afgørelsen fører til forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
• Han har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten over for tjenestemændene.

Ombudsmanden er af den opfattelse, at den klage, der er indbragt for ham, vedrører det samme spørgsmål som sagen for EU-Personaleretten, dvs. Kommissionens praksis med at nægte at ansætte juristlingvister som fuldmægtige. De fleste af de argumenter, der er fremført i stævningen, er også nævnt i klagen.

Da der verserer en sag for EU-Personaleretten, som vedrører de samme faktiske omstændigheder som dem, der er anført i klagen, beslutter Ombudsmanden i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, i statutten for Den Europæiske Ombudsmand at afslutte behandlingen af denne påstand og at fremlægge resultatet af de undersøgelser, der hidtil er foretaget, uden yderligere foranstaltninger.

4 Konklusion

På grundlag af sine undersøgelser af denne klage beslutter Ombudsmanden at afslutte behandlingen af den anden påstand, da der verserer en sag for EU-Personaleretten, som vedrører de samme faktiske omstændigheder som dem, der er blevet fremført i klagen.

Ombudsmanden beslutter endvidere, at der ikke synes at være grundlag for yderligere undersøgelser med hensyn til Kommissionens manglende svar på klagerens skrivelse af 26. april 2007. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Retspraksis vedrørende ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelser med hensyn til ansættelse og stillingsopslagets rolle: Sag T-586/93, Kotzonis mod CES, Sml. 1995 II, s. 665, og Sml. Pers. I-A, s. 61, og II, s. 203; T-220/99, Behmer mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 187, og II, s. 851. T-144/98, Cantoreggi mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 271, og II, s. 1325; T-135/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 265, og II, s. 1313; T-136/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 275, og II, s. 1349. T-164/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 285, og II, s. 1385; T-181/00, Morello mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 293, og II, s. 1421; T-338/00 og T-376/00, Bactria mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 2287; og sag T-30/94, Köchling mod Rådet og Kommissionen.

(2) Sag T-29/98, Zippel mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, og sag T-328/01, Robinson mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 5, og II, s. 23.

(3) Sag T-48/89, Beltrante mod Rådet, Sml. 1990 II, s. 493, T-49/89, Mavrakos mod Rådet, Sml. 1990 II, s. 509; T-52/89, Piemonte mod Rådet, Sml. 1990 II, s. 513; T-302/01, Birkhoff mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 245, og II, s. 1185.