Strasbourg, den 5. juni 2008

Kære O.

Den 25. maj 2007 indgav De på vegne af den spanske miljøorganisation "WWF/Adena" en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen. Klagen vedrørte Kommissionens beslutning om at afslutte en klage, du havde indgivet til denne institution, vedrørende de spanske myndigheders manglende overholdelse af EU's miljødirektiver, da de godkendte et projekt til forbedring af adgangen til havnen i Sevilla.

Den 24. juli 2007 underrettede jeg Kommissionens formand om Deres klage og anmodede ham om at afgive udtalelse herom senest den 30. november 2007. Den 5. december 2007 fremsendte Kommissionen sin udtalelse på engelsk. Den 13. december 2007 sendte Kommissionen en oversættelse af udtalelsen til spansk, som blev fremsendt til Dem den 18. december 2007, med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 9. januar 2008 fremsendte De Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klagen blev indgivet på vegne af den spanske miljøorganisation "WWF/Adena". De faktiske omstændigheder i sagen er ifølge klageren sammenfattende som følger:

Klageren indgav en klage til Europa-Kommissionen i 2005, som blev registreret under referencen 2005/4463. I sin klage til Kommissionen hævdede klageren, at de spanske myndigheder ikke havde overholdt artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1) (i det følgende benævnt "direktivet"), da de godkendte et projekt til forbedring af adgangen til havnen i Sevilla uden at underkaste det en ordentlig offentlig høring som krævet i ovennævnte bestemmelse.

Den 13. februar 2006 meddelte Kommissionens tjenestegrene klageren, at genstanden for hans klage efter deres opfattelse vedrørte de spanske myndigheders anvendelse af forpligtelserne i direktivets artikel 9. Kommissionen bemærkede, at den allerede havde behandlet dette spørgsmål i forbindelse med traktatbrudsprocedurer, der var ved at blive behandlet af EF-Domstolen i sag C-332/04 (2). Kommissionen påpegede, at udfaldet af denne verserende sag ved Domstolen ville være afgørende for opfølgningen af dens undersøgelse af den klage, som klageren havde indgivet.

Den 16. marts 2006 afsagde Domstolen dom i sag C-332/04, hvori den fandt, at de spanske myndigheder ikke havde gennemført direktivets artikel 9 korrekt. I lyset af Domstolens afgørelse havde klageren tillid til, at Kommissionen ville tage den situation, han havde klaget over ved Domstolen, til sig. Den 13. februar 2006 meddelte Kommissionen imidlertid klageren, at den havde besluttet at henlægge hans klage, da Domstolen, da den havde fundet, at den spanske lovgivning til gennemførelse af direktivets artikel 9 var ukorrekt, ikke fandt det hensigtsmæssigt at forfølge individuelle sager vedrørende situationer, der var opstået før Domstolens dom. Kommissionen bekræftede sin beslutning om at henlægge klagen ved brev af 27. april 2006.

Den 11. april 2007 anmodede klageren Kommissionen om at give ham en klar forklaring på årsagerne til, at den afsluttede sagen. I et svar til klageren af 3. maj 2007 henviste Kommissionen til de grunde, som den allerede havde anført i sin tidligere korrespondance, nemlig at den ikke fandt det hensigtsmæssigt at forfølge individuelle sager om ukorrekt anvendelse af direktivets artikel 9, der gik forud for Domstolens afgørelse i sag C-332/04.

I sin klage til Den Europæiske Ombudsmand gjorde klageren gældende, at Kommissionen ikke havde begrundet, hvorfor den besluttede at henlægge hans klage, selv om der var tale om en klar overtrædelse af fællesskabsretten fra de spanske myndigheders side.

Den påstand og påstand, som Ombudsmanden anmodede Kommissionen om at afgive udtalelse om, var følgende:

Kommissionen begrundede ikke behørigt sin beslutning om at afslutte den klage, som klageren havde indgivet.

Klageren hævder, at Kommissionen bør genoverveje sin afgørelse og genoptage sagen.

I sit brev om indledning af undersøgelsen anmodede Ombudsmanden også Kommissionen om at udtale sig om, hvorvidt den mente, at det i sager som den foreliggende ville være nyttigt og hensigtsmæssigt for den at forklare de interesserede parter de forskellige muligheder, der findes med hensyn til at gennemføre en dom fra Domstolen. Sådanne muligheder omfatter i) påberåbelse af afgørelsen ved en national domstol for at sikre, at national ret anvendes i overensstemmelse med EF-retten som fortolket af Domstolen, ii) klage til en kompetent ombudsmand i medlemsstaten eller iii) at kontakte det nationale organ, der har til opgave at sikre overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse beskrev Kommissionen baggrunden for sagen. Den forklarede, at klageren den 5. april 2005 indgav en klage til sine tjenestegrene (reference 2005/4463) vedrørende de spanske myndigheders påståede manglende overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i direktivets artikel 9. Den 3. maj 2005 bekræftede Kommissionen modtagelsen af klagen. Den 13. februar 2006 meddelte Kommissionen imidlertid efter en detaljeret undersøgelse af de relevante kendsgerninger klageren, at den agtede at afslutte sagen. Den forklarede, at eftersom den allerede havde anlagt sag mod Spanien ved Domstolen (sag C-332/04), var der ingen interesse i at forfølge individuelle klager om samme emne, som var blevet indgivet på et tidspunkt forud for Domstolens afgørelse. Den 16. marts 2006 fastslog Domstolen, at Spanien ikke havde gennemført direktivets artikel 9, stk. 1, korrekt i national ret. Den 21. og 22. marts 2006 anmodede klageren Kommissionen om at tage sit forslag om at afslutte klagen op til fornyet overvejelse. I sit svar af 7. april 2006 bekræftede Kommissionen sin holdning og afsluttede klagerens sag.

Den 18. april 2007 meddelte Kommissionen klageren, at den havde indledt en ny traktatbrudsprocedure (referencenummer 2001/2210) for at sikre, at de spanske myndigheder i tilstrækkelig grad gennemførte Domstolens dom. Kommissionen forklarede, at Spanien i forbindelse med denne nye undersøgelse underrettede Kommissionen om vedtagelsen af lov nr. 9/2006 af 28. april 2006 om ændring af de nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktivet om vurdering af indvirkningen på miljøet. Den nye lovgivning, som Spanien vedtog, syntes at være i overensstemmelse med EU-retten og omfattede de forpligtelser, der er fastsat i direktivets artikel 9, stk. 1. Da Spanien havde ændret sin lovgivning med henblik på at bringe den i overensstemmelse med EU-retten, meddelte Kommissionen klageren, at den ikke ville forfølge individuelle sager vedrørende anvendelsen af direktivets artikel 9, som havde deres oprindelse i forhold, der fandt sted forud for vedtagelsen af den nye nationale lovgivning.

I sit svar til Ombudsmanden fremførte Kommissionen, at den havde begrundet sin afgørelse korrekt, og at dens tjenestegrene havde givet klageren en behørig begrundelse, som omfattede en redegørelse for de foranstaltninger, den havde truffet for at sikre en korrekt opfølgning af Domstolens dom i sag C-332/04. Kommissionen bemærkede endvidere, at som anført i hans brev til klageren af 5. april 2005, hvoraf en kopi var vedlagt dens udtalelse, var klagerens påstand, at Spanien skulle opfylde sine fællesskabsforpligtelser. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at alle de spørgsmål, som klageren havde rejst, var blevet behandlet på passende vis som følge af dens initiativer og den efterfølgende dom fra Domstolen i ,-sagen.

Kommissionen anførte endvidere, at den i den kvittering for modtagelsen, der blev sendt til alle klagere efter registreringen af klagerne, henviste til klagernes interesse i at gøre brug af udenretslig bilæggelse af overtrædelser eller indbringe sager for de nationale domstole, som er de første vogtere af fællesskabsretten. Dette råd syntes at være i overensstemmelse med artikel 4, stk. 5, i Kommissionens meddelelse fra 2002 til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelse af fællesskabsretten (3).

Kommissionen konkluderede, at dens tjenestegrene fuldt ud havde begrundet beslutningen om at afslutte klagen, og at den derfor ikke kunne genoverveje sin afgørelse og genoptage sagen, som klageren havde hævdet.

Klagerens bemærkninger

I sine bemærkninger af 9. januar 2008 understregede klageren, at han i sin klage til Kommissionen havde anmodet om erstatning i en specifik situation, nemlig hvad angår projektet til forbedring af adgangen til havnen i Sevilla. Klageren understregede, at han havde hævdet, at de spanske myndigheder burde anmodes om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der blev gennemført en passende offentlig høring om det specifikke projekt. Klageren mente, at Kommissionen ved at afslutte sin klage ikke havde besvaret hans påstand, da institutionen ikke formelt havde erklæret, at der var nogen forbindelse mellem genstanden for hans klage, nemlig den påståede overtrædelse af EU-retten i projektet til forbedring af adgangen til havnen i Sevilla, og Domstolens dom i sag C-332/04. Som følge af en sådan undladelse fra Kommissionens side fandt klageren, at han ikke kunne klage til de spanske myndigheder.

Afgørelsen

1 Kommissionens begrundelse for at afslutte en klage

1.1 Klagen vedrører Kommissionens beslutning af 27. april 2006 om at afslutte en klage registreret under referencen 2005/4463, hvori klageren hævdede, at de spanske myndigheder havde tilsidesat artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 85/337/EØF om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (4) (direktivet), da de godkendte et projekt til forbedring af adgangen til havnen i Sevilla uden at forelægge det for en offentlig høring.

Klageren hævder, at Kommissionen ikke behørigt begrundede sin afgørelse, og hævder derfor, at den bør genoverveje sin afgørelse og genåbne sagen.

1.2 Kommissionen har gjort gældende, at dens tjenestegrene behørigt begrundede beslutningen om at henlægge hans klage. Ifølge dette ræsonnement havde institutionen allerede anlagt sag mod Spanien ved EU-Domstolen i sag C-332/04 vedrørende manglende korrekt gennemførelse af direktivets artikel 9, stk. 1, i national lovgivning. Domstolen fastslog, at Spanien ikke havde gennemført direktivets artikel 9, stk. 1, korrekt i national ret. På dette grundlag var Spanien forpligtet til straks at bringe sin nationale lovgivning i overensstemmelse med direktivet. På dette grundlag fandt Kommissionen, at der ikke var nogen interesse i at forfølge individuelle klager vedrørende Spaniens ukorrekte anvendelse af denne bestemmelse, som var indtruffet forud for Domstolens afgørelse.

Kommissionen bemærker endvidere, at klageren i sin klage til Kommissionen kun havde påstået, at Spanien generelt skulle opfylde sine fællesskabsforpligtelser. Kommissionen har gjort gældende, at Spanien som følge af Domstolens dom i sag C-332/04 den 28. april 2006 vedtog ny lovgivning, som syntes at være i overensstemmelse med direktivet og dermed opfyldte sine fællesskabsretlige forpligtelser.

Kommissionen er derfor af den opfattelse, at den som følge af sine initiativer og den efterfølgende dom fra Domstolen, ,, i tilstrækkelig grad tog hensyn til klagerens interesser.

1.3 I sine bemærkninger understreger klageren, at han i sin klage til Kommissionen havde anmodet om erstatning i en bestemt situation, og at institutionens manglende angivelse af, at der var nogen forbindelse mellem genstanden for hans klage og Domstolens afgørelse i sag C-332/04, gjorde det umuligt for ham at søge erstatning hos de spanske myndigheder.

1.4 Ombudsmanden bemærker, at en af Kommissionens grundlæggende opgaver i dens rolle som "traktatens vogter" i henhold til EF-traktatens artikel 211 er at sikre, at fællesskabsretten anvendes korrekt i alle medlemsstaterne. Under udførelsen af sine opgaver undersøger Kommissionen potentielle overtrædelser af fællesskabsretten, som den bliver opmærksom på, hovedsagelig som følge af borgernes klager.

Hvis Kommissionen som følge af sin undersøgelse finder, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaten, giver EF-traktatens artikel 226 den beføjelse til at indlede en traktatbrudsprocedure mod den ansvarlige medlemsstat og om nødvendigt indbringe sagen for Domstolen.

Det fremgår af Fællesskabets retsinstansers praksis, at selv om Kommissionen er af den opfattelse, at en medlemsstat faktisk har overtrådt fællesskabsretten i et konkret tilfælde (5), råder den over et vidt skøn ved afgørelsen af, om: i) det er hensigtsmæssigt at anlægge sag mod den ansvarlige medlemsstat ved Domstolen i forbindelse med dette specifikke tilfælde af overtrædelse af fællesskabsretten, eller ii) den finder, at der ikke er nogen fællesskabsinteresse i at forfølge specifikke traktatbrudsprocedurer mod en medlemsstat, f.eks. fordi de nationale domstole eller myndigheder ville være bedre i stand til at behandle sagen (6).

1.5 Ombudsmanden har nøje gennemgået korrespondancen mellem Kommissionen og klageren for at kontrollere, hvordan Kommissionen begrundede sin beslutning om at afslutte sin klage.

Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen i sit svar til klageren af 13. februar 2006 anførte:

"For det første vil jeg gerne forklare, at Kommissionen som bekendt har anlagt sag ved EF-Domstolen mod Kongeriget Spanien i forbindelse med ukorrekt gennemførelse af artikel 9 i direktiv 85/337/EØF. Sagen er registreret under sagsnummer C­2004/332 og behandles i øjeblikket af Domstolen. Derfor finder Kommissionens tjenestegrene det ikke hensigtsmæssigt at forfølge individuelle sager vedrørende ukorrekt anvendelse af ovennævnte bestemmelse, før Domstolen har truffet afgørelse om spørgsmålet om, hvordan den er blevet gennemført i den spanske retsorden".

Endvidere forklarede Kommissionen i sit svar til klageren af 18. april 2007, at:

"Ved brev af 6. april 2006 anmodede Europa-Kommissionen den spanske regering om oplysninger vedrørende de foranstaltninger, den havde truffet for at efterkomme ovennævnte dom fra EU-Domstolen [sag C­2004/332]. De spanske myndigheder meddelte Kommissionen, at de havde godkendt lov nr. 9/2006 af 28. april om vurdering af visse planers og programmers indvirkning på miljøet (den spanske statstidende af 29. april), hvis første afsluttende bestemmelse ændrede kongeligt dekret nr. 1302/14986 af 28. juni om vurdering af indvirkningen på miljøet. Kommissionen har konkluderet, at denne ændring af de nationale regler synes at være tilstrækkelig til at efterkomme Domstolens afgørelse, navnlig for så vidt angår gennemførelsen i spansk ret af artikel 9, stk. 1, i det ændrede direktiv 85/337.

Derfor (...) finder Kommissionen det ikke hensigtsmæssigt at forfølge individuelle klager vedrørende ukorrekt anvendelse af ovennævnte bestemmelse [direktivets artikel 9, stk. 1] inden ændringen af den spanske lovgivning."

1.6 På grundlag af ovennævnte korrespondance ser det ud til, at Kommissionen ved udøvelsen af sit skøn som traktatens vogter i henhold til EF-traktatens artikel 226 allerede havde valgt at anlægge sag mod Spanien ved Domstolen for ukorrekt gennemførelse af direktivets artikel 9, stk. 1, i national ret. Efter at have gjort dette var Kommissionen af den opfattelse, at det ikke var hensigtsmæssigt at forfølge andre sager på grund af den fejlagtige anvendelse af samme bestemmelse. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen redegjorde for sit synspunkt over for klageren i sine skrivelser af 13. februar 2006 og 18. april 2007.

Som Fællesskabets retsinstanser har anerkendt, har Kommissionen et vidt skøn ved afgørelsen af, om den finder, at Fællesskabet ikke har interesse i at forfølge en klage ad rettens vej. Ombudsmanden bemærker, at hvis Kommissionen indbringer en sag for Domstolen i forbindelse med et specifikt tilfælde af Spaniens ukorrekte anvendelse af direktivets artikel 9, stk. 1, som var indtruffet forud for dommen i sag C-332/04, ville der ikke være nogen "merværdi" som følge af en dom i en sådan ny sag. Dette gælder så meget desto mere, som den berørte person kan indbringe denne individuelle sag for de nationale domstole, som på deres side kan støtte sig på den fortolkning, som Domstolen allerede har givet af den pågældende fællesskabsbestemmelse.

I denne forbindelse forekommer Kommissionens forklaring rimelig. Ombudsmanden finder således, at Kommissionen handlede inden for rammerne af sin retlige myndighed, da den besluttede at afslutte klagen og underrettede klageren om sin holdning.

1.7 På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden det ikke nødvendigt at undersøge omfanget af klagerens krav til Kommissionen, og hvorvidt institutionen rent faktisk har fortolket kravet korrekt.

1.8 Ombudsmanden finder derfor, at der ikke synes at være tale om fejl eller forsømmelser i denne sag.

1.9 Ombudsmanden har i punkt 1.6 ovenfor bemærket, at interesserede parter har mulighed for at søge erstatning på nationalt plan, når de mener, at afgørelser truffet af medlemsstaternes myndigheder er i strid med fællesskabsretten. Hvis en interesseret part vælger en sådan mulighed, vil de nationale domstole i overensstemmelse med fællesskabsretten (7) være forpligtet til at tage behørigt hensyn til Domstolens retspraksis for at vurdere, om den specifikke nationale afgørelse er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Interesserede parter kan desuden klage gennem nationale eller regionale ombudsmænd. Interesserede parter kan desuden henvende sig direkte til det nationale organ, der har til opgave at sikre overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet.

Ombudsmanden er derfor af den opfattelse, at selv om Kommissionen ikke fandt det nødvendigt specifikt at fastslå, at der var en forbindelse mellem de faktiske omstændigheder, som klageren fremførte i forbindelse med projektet til forbedring af adgangen til havnen i Sevilla, og Domstolens afgørelse i sag C-332/04, forhindrede dette ikke klageren i at søge erstatning ved de spanske domstole, nationale eller regionale ombudsmænd i Spanien eller det nationale organ, der har til opgave at sikre overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet.

Ombudsmanden bemærker, at klageren tilsyneladende ikke var klar over, at han havde mulighed for at søge et retsmiddel på nationalt plan, selv om Kommissionen i sin kvittering for modtagelsen til ham af 3. maj 2005 generelt havde henvist til klagernes mulighed for at søge erstatning på nationalt plan.

Ombudsmanden mener, at Kommissionen i sager som den foreliggende kunne yde borgerne en bedre service. Den kan forbedre overholdelsen af fællesskabsreglerne på nationalt plan, hvis den i sin korrespondance med borgerne klart forklarer de forskellige muligheder, der findes med hensyn til håndhævelse af fællesskabsretten, jf. artikel 4, stk. 5, i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i sager om overtrædelser af fællesskabsretten (8). Disse muligheder omfatter i) at anlægge sag ved en national domstol for at sikre, at den nationale lovgivning anvendes i overensstemmelse med EF-retten som fortolket af Domstolen, ii) klage til en kompetent ombudsmand i medlemsstaten eller iii) at kontakte det nationale organ, der har til opgave at sikre overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet.

En yderligere bemærkning herom vil blive fremsat nedenfor.

2 Konklusion

På grundlag af sine undersøgelser af denne sag finder Ombudsmanden, at der ikke synes at være tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Yderligere ophold

Ombudsmanden mener, at Kommissionen i sager som den foreliggende kunne yde borgerne en bedre service. Herved kunne den forbedre overholdelsen af fællesskabsreglerne på nationalt plan, hvis den i sin korrespondance med borgerne forklarede de forskellige muligheder, der findes med hensyn til håndhævelse af fællesskabsretten, jf. artikel 4, stk. 5, i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Den Europæiske Ombudsmand om forbindelserne med klagere i forbindelse med overtrædelser af fællesskabsretten. Sådanne muligheder omfatter i) påberåbelse af Domstolens afgørelse ved en national domstol for at sikre, at national ret anvendes i overensstemmelse med EF-retten som fortolket af Domstolen, ii) klage til en kompetent ombudsmand i medlemsstaten eller iii) at kontakte det nationale organ, der har til opgave at sikre overholdelse af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) EFT 1985 L 175, s. 40.

(2) Sag C-332/04, Kommissionen mod Spanien, Sml. 2006 I, s. 40.

(3) EFT 2002 C 244, s. 5.

(4) Se fodnote 1.

(5) sag C-191/95, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1998 I, s. 5449, præmis 46, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. 1989, s. 291, Sag 87/89, Société nationale interprofessionnelle de la tomate m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 1981; Rettens kendelse af 16. december 1998, Ségaud mod Kommissionen (sag T-182/97, Sml. II, s. 271).

(6) Se f.eks. Ombudsmandens afgørelser om klage 962/2006/OV, 3453/2005/GG, 3125/2005/BB, 995/98/OV, 480/2004/TN og 493/2000/ME, som findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu).

(7) Hvis Domstolen i forbindelse med en sag, der er indbragt for den i henhold til EF-traktatens artikel 226, fastslår, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser, er denne medlemsstat i henhold til artikel 228, stk. 1, forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dommen. Dette indebærer et forbud for de kompetente nationale myndigheder, herunder de nationale domstole," mod at anvende en national bestemmelse, der er anerkendt som uforenelig med traktaten, og, hvis omstændighederne kræver det, en forpligtelse for dem til at træffe alle egnede foranstaltninger med henblik på en fuldstændig anvendelse af fællesskabsretten"; se sag 48/71, Kommissionen mod Italien, Sml. 1972, s. 527, på s. 532, sag 24 og 97/80 R, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1980, s. 1319, på s. 1333; sag 101/91, Kommissionen mod Italien, Sml. 1993 I, s. 191, på s. 205-206.

(8) "Kommissionen underretter om nødvendigt klageren om eventuelle alternative klagemuligheder, f.eks. adgang til nationale domstole, Den Europæiske Ombudsmand, en national ombudsmand eller enhver anden national eller international klageprocedure"; EFT 2002 C 244, s. 5.