Strasbourg, den 3. juli 2008

Kære V.

Den 23. januar 2006 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen vedrørende påstået forskelsbehandling som følge af reglen om en periode på højst ni år for udstationering af lærere ved Europaskolerne.

Den 7. februar 2006 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand. Kommissionen sendte en første udgave af sin udtalelse den 26. april 2006 og en ændret udgave den 16. maj 2006 sammen med oversættelsen til nederlandsk. Jeg videresendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 8. juni 2006.

Den 3. september 2007 havde De en telefonsamtale med et medlem af min juridiske tjeneste vedrørende Deres klage.

Den 19. september 2007 skrev jeg til Kommissionen med en anmodning om en supplerende udtalelse vedrørende Deres klage. Jeg informerede dig i et brev af samme dag.

Kommissionen fremsendte sin tillægsudtalelse på engelsk den 19. november 2007 og en oversættelse til nederlandsk den 28. november 2007. Jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 15. december 2007. Den 22. januar 2008 fremsendte De yderligere oplysninger.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Jeg undskylder for den tid, det har taget at behandle din sag.

Komplekset

Ifølge klageren er de relevante faktiske omstændigheder følgende:

Klageren var udstationeret musiklærer ved Europaskolen i Mol (Belgien). Den 12. september 2005 indgav klageren en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen (registreret under referencen 2937/2005/OV) vedrørende varigheden af lærerkontrakter på Europaskolen. I sit svar af 29. september 2005 meddelte Ombudsmanden klageren, at han ikke kunne behandle klagen på grundlag af artikel 2, stk. 4, i Ombudsmandens statut, da klageren ikke tidligere havde rettet administrative henvendelser til Kommissionen. Klageren blev rådet til at skrive til Kommissionen.

Den 18. oktober 2005 skrev klageren til Kommissionen og hævdede, at der var tale om forskelsbehandling mellem forskellige kategorier af lærere ved Europaskolen. Ifølge klageren er der tre kategorier af lærere: 1) lærere med en kontrakt fra før 1989, som har fastansættelse, og som kan arbejde på en af Europaskolerne i hele deres ansættelsesperiode 2) lærere med en kontrakt med de nationale myndigheder, som er udstationeret ved Europaskolerne, og som efter ni års udstationering vender tilbage til deres job i deres egen medlemsstat (f.eks. tyske, franske og belgiske lærere) og 3) lærere med en kontrakt med de nationale myndigheder, som efter ni års udstationering afskediges og ikke kan vende tilbage til det job, de havde før udstationeringen (f.eks. nederlandske og britiske lærere).

I sit brev påpegede klageren, at eftersom han tilhørte den tredje kategori, ville han blive afskediget i september 2007, selv om stillingen fortsat ville eksistere. Klageren anførte, at en sådan ansættelseskontrakt var i strid med EU-retten, da en kontrakt skulle blive tidsubegrænset efter fire år. Da den maksimale udstationeringsperiode på ni år er fastsat i vedtægten for medlemmer af Europaskolernes udstationerede personale ("forordningerne"), var Kommissionen medansvarlig. På grundlag af ovenstående hævdede klageren, at Kommissionen burde bringe den påståede forskelsbehandling til ophør ved at afskaffe grænsen på ni år.

Den 9. januar 2006 svarede Kommissionen klageren og påpegede, at situationen for udstationerede lærere ved Europaskolerne er reguleret i forordningerne. Med hensyn til udstationeringsperioden anførte Kommissionen, at artikel 29 i forordningerne bestemmer, at den samlede udstationeringsperiode ikke må overstige ni år. Kommissionen anførte endvidere, at lærerens oprindelsesmedlemsstat skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de kontrakter, som de indgår med de lærere, der tilbydes en stilling i Europaskolerne, er i overensstemmelse med Fællesskabets arbejdsmarkedslovgivning. Kommissionen nævnte, at lærere med kontrakter fra før 1989 kunne få deres udstationering fornyet uden at være underlagt en maksimal varighed, og at disse lærere havde fået lov til at bevare disse rettigheder.

Den 23. januar 2006 indgav klageren denne klage til Ombudsmanden. I sin klage anførte han, at Kommissionen i replikken anerkendte forskellen mellem lærerne med hensyn til afslutningen af deres udstationering. Klageren anførte, at Kommissionen holdt de nederlandske myndigheder ansvarlige for hans fremtidige afskedigelse. Klageren påpegede imidlertid, at det er niårsreglen i forordningerne, der forpligter de nederlandske myndigheder til at afskedige ham. I den forbindelse tilføjede han, at forordningerne blev godkendt af Det Øverste Råd, herunder Kommissionen. Kommissionen bærer derfor ansvaret for klagerens fremtidige afskedigelse.

Klageren fremsatte derfor følgende påstand og påstand i sin klage:

Kommissionen reagerede i sin skrivelse af 9. januar 2006 ikke på klagerens holdning om, at lærerkontrakter efter fire års tjeneste skulle blive permanente.

Kommissionen bør sætte en stopper for forskelsbehandlingen ved at afskaffe den maksimale periode på ni år for udstationering af lærere ved Europaskolerne, der er fastsat i forordningerne.

I sit brev af 7. februar 2006 til Kommissionen med anmodning om en udtalelse om klagen bemærkede Ombudsmanden, at den bestemmelse, som klageren ønskede ophævet, ikke var blevet vedtaget af Kommissionen, men af Europaskolernes bestyrelse. Han omformulerede derfor klagerens påstand som følger:

Kommissionen bør udnytte sin indflydelse til at sætte en stopper for forskelsbehandlingen ved at afskaffe den maksimale periode på ni år for udstationering af lærere ved Europaskolerne, der er fastsat i forordningerne.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

I sin udtalelse fremsatte Kommissionen følgende bemærkninger:

Ansættelsesvilkårene for udstationerede lærere er fastsat i de bestemmelser, der har været gældende siden den 1. september 1996. Klagerens kontrakt som udstationeret lærer fra Nederlandene var ved at udløbe, da han var tæt på den maksimale periode på ni år, der er fastsat i forordningerne.

Udstationeringernes varighed er omhandlet i forordningernes afsnit III, kapitel II, artikel 29. Begrundelsen for denne regel er, at Europaskolernes Øverste Råd mener, at en vis udskiftning af lærere er til gavn for pædagogiske formål, da nyudstationerede lærere bringer de seneste erfaringer fra deres hjemlande og derfor holder Europaskolerne i overensstemmelse med den uddannelsesmæssige udvikling i medlemsstaterne. Kommissionen delte bestyrelsens opfattelse.

Udstationerede lærere aflønnes af den medlemsstat, der har udstationeret dem, og de bevarer deres ret til forfremmelse og pension i henhold til deres nationale regler (artikel 12, stk. 4, litra a), og artikel 25, stk. 1, i aftalen om vedtægten for Europaskolerne ("aftalen").

Kommissionen henviste også til konventionens artikel 3, stk. 3, litra b), hvori det hedder, at "[e]t forslag om ændring af lærernes officielle status kræver enstemmighed i Det Øverste Råd". Selv hvis Kommissionen var enig i klagerens synspunkt - hvilket ikke er tilfældet - ville den derfor ikke være i stand til at garantere nogen ændring af forordningerne.

Kommissionen konkluderede, at den ikke ville foreslå Det Øverste Råd at ændre reglen om udstationerede lærere, da den mente, at reglen havde klare pædagogiske fordele for Europaskolesystemet.

Klagerens bemærkninger

Klageren fremsatte følgende bemærkninger:

Klageren vedlagde sine bemærkninger et notat fra Europaskolernes personaleudvalg fra maj 2003, som behandlede spørgsmålet om niårsreglen. Ifølge klageren gav dette notat, som var blevet sendt til alle relevante organer, herunder Kommissionens repræsentant i Det Øverste Råd, et overblik over, hvordan niårsreglen var blevet indført, og over kritikken af den.

Klageren anførte, at Kommissionens holdning om, at udstationerede lærere ved Europaskolerne fortsat aflønnes af deres oprindelsesmedlemsstater og bevarer deres forfremmelses- og pensionsrettigheder i henhold til de nationale regler, ikke er korrekt. Klageren anførte, at han såvel som andre udstationerede nederlandske lærere ville blive afskediget efter ni års udstationering, og at han ville skulle henvende sig til det nederlandske socialsikringssystem for at opnå en ydelse. Klageren understregede, at han selv skulle forsøge at finde et nyt job. Han anførte, at dette også var tilfældet for britiske og skandinaviske lærere, der var udstationeret ved Europaskolen. Ifølge klageren var der ikke tale om forfremmelse og opretholdelse af pensionsrettigheder.

På det personlige plan anførte klageren, at afskedigelsen ville berøre ham og hans familie dybt, da hans søn gik gratis på Europaskolen. Når klageren skulle opsige sin ansættelse som udstationeret lærer og skulle leve af sociale sikringsydelser, skulle han betale skoleundervisningsgebyrer på 4800 EUR om året. I betragtning af disse overvejelser, ville hans søn nødt til at skifte skole. Klageren gav også udtryk for, at det ville være meget vanskeligt for ham at finde et andet job som musiklærer efter sin afskedigelse i betragtning af hans alder og nuværende lønskala.

Klageren anførte, at Kommissionens bemærkning om, at en vis udskiftning af lærere er til gavn for pædagogiske formål, viste, at Kommissionen ikke var bekendt med den reelle situation. Klageren anførte, at der var faste læseplaner i Europaskolerne, og at lærerne anvender skolernes undervisningsmetode og undervisningsindhold, så der er ikke meget plads til at indføre ens nationale erfaringer. I betragtning af den tid, der er nødvendig for at integrere sig ved ankomsten, og den tid, der går forud for tilbagesendelsen til oprindelsesmedlemsstaten, kan en lærer kun være fuldt effektiv i fem til seks år. Klageren mente, at niårsreglen i modsætning til Kommissionens opfattelse førte til mindre involvering i skoleprojektet. Han tilføjede, at hans synspunkt blev delt af en række af hans kolleger.

Som konklusion anførte klageren, at niårsreglen førte til urimelige og væsentlige forskelle mellem lærere i de forskellige medlemsstater, hvoraf nogle fastholdt deres job eller vendte tilbage til deres medlemsstat og fortsatte deres job der, mens andre blev afskediget.

Med hensyn til hans første påstand påpegede klageren, at Kommissionen ikke havde kommenteret hans spørgsmål om, hvorvidt kontrakter skulle blive permanente efter fire år. Han anførte, at Kommissionen burde besvare dette spørgsmål.

Yderligere undersøgelser

Efter nøje overvejelse af Kommissionens udtalelse og klagerens bemærkninger viste det sig, at der var behov for yderligere undersøgelser.

Den 19. september 2007 skrev Ombudsmanden derfor til Kommissionen. Ombudsmanden påpegede, at det efter en detaljeret analyse af Kommissionens udtalelse fremgik, at Kommissionen, selv om den fremsatte visse bemærkninger om situationen for de lærere, der var udstationeret ved Europaskolerne, ikke i tilstrækkelig grad havde behandlet klagerens påstand. Det fremgik endvidere, at Kommissionen ikke havde behandlet spørgsmålet om forskelsbehandling, som blev rejst i klagerens påstand. Ombudsmanden anmodede derfor Kommissionen om at afgive en supplerende udtalelse om klagerens påstand og påstand.

Kommissionens tillægsudtalelse

I sin tillægsudtalelse anførte Kommissionen, at den ikke kunne tilslutte sig påstanden om, at den ikke havde reageret på klagerens argument om, at kontrakter med lærere efter fire års tjeneste skulle blive permanente. Kommissionen påpegede, at dette spørgsmål allerede var blevet behandlet i Kommissionens direkte svar til klageren af 9. januar 2006.

Kommissionen påpegede, at der ikke er nogen direkte kontrakt mellem Europaskolerne og de udstationerede lærere, som under deres udstationering er omfattet af forordningerne. Disse lærere er, mens de er udstationeret, fortsat ansat af deres nationale arbejdsgiver, og de nationale regler finder anvendelse mellem de to parter. Hverken Kommissionen eller Europaskolerne er ansvarlige for at ændre de nationale regler om ansættelse af lærere i deres respektive lande.

Med hensyn til klagerens erklæring om, at lærere i forskellige lande har forskellig retlig status efter deres udstationering fra Europaskolerne, bemærkede Kommissionen, at dette var sandt. Det var også rigtigt, at betingelserne for lærernes ansættelse varierer fra medlemsstat til medlemsstat, før de udstationeres på Europaskolerne.

Kommissionen mindede om, at varigheden af udstationeringer er omhandlet i afsnit III, kapitel II, artikel 29 i forordningerne. Disse forordninger blev vedtaget af alle medlemsstaterne og Kommissionen, som er medlemmer af Europaskolernes Øverste Råd.

Kommissionen understregede, at de tidligere regler (der var gældende indtil den 1. september 1996), der fandt anvendelse på lærere, der var udstationeret ved Europaskolerne, ikke fastsatte nogen begrænsning af udstationeringens varighed. Formålet med forordningerne er netop at ændre denne situation. Manglen på en tidsfrist i de gamle regler førte faktisk til forskelsbehandling af lærere fra forskellige medlemsstater, idet nogle medlemsstater havde mulighed for at få en tidsubegrænset udstationering, mens de fleste medlemsstater ønskede at drage fordel af den ekstra erfaring, som deres lærere, der var blevet udstationeret til Europaskolerne, havde. Hovedargumentet for den pågældende ændring var imidlertid, at omsætningen af lærere er gavnlig for et grundlæggende mål for Europaskolerne, nemlig at forblive forenelig med de nationale uddannelsessystemer i alle medlemsstater. Dette er også en måde, hvorpå børn af ansatte ved de europæiske institutioner kan få en uddannelse, der nyder godt af de seneste forbedringer af undervisningsmetoderne i alle EU-landene.

Kommissionen er i denne forbindelse ikke af den opfattelse, at afskaffelsen af den maksimale udstationeringsperiode på ni år vil være pædagogisk gavnlig for de mere end 20 000 elever i Europaskolerne. Kommissionen finder det derfor ikke hensigtsmæssigt at anmode om en ændring af den nuværende situation med hensyn til udstationeringsperioden for lærere på Europaskolerne. Kommissionen har ikke til hensigt at foreslå Det Øverste Råd at ændre den pågældende regel.

Klagerens supplerende bemærkninger

I sine supplerende bemærkninger fremsatte klageren sammenfattende følgende bemærkninger:

Klageren var stadig af den opfattelse, at Kommissionen ikke havde besvaret hans spørgsmål om, hvorvidt der findes EU-lovgivning, der foreskriver, at lærerkontrakter efter tre eller fire års tjeneste skal være permanente. Klageren påpegede, at hans spørgsmål vedrørte retsstillingen generelt.

Klageren anførte endvidere, at Kommissionen i sin tillægsudtalelse kun havde behandlet hans klage ud fra et meget generelt perspektiv. Klageren påpegede også, at der er en grundlæggende forskel mellem at vende tilbage til det samme job efter udstationeringen eller blive afskediget.

Kommissionen anførte, at forordningerne havde til formål at undgå forskelsbehandling af lærere fra forskellige medlemsstater. Ifølge klageren skabte forordningerne imidlertid en anden mere alvorlig forskelsbehandling.

Klageren påpegede endvidere, at hovedårsagen til indførelsen af vedtægten var af økonomisk karakter, da lærerne havde ret til en afskedigelsesgodtgørelse, som blev beregnet på grundlag af det antal år, de havde arbejdet på skolen, og som kunne føre til ekstremt høje beløb. Klageren anførte endvidere, at niårsreglen var blevet indført uden behørig overvejelse og på en kaotisk måde, at ikke alle medlemsstater var til stede ved afstemningen, og at der var et meget lille flertal for denne foranstaltning.

Klageren anførte, at de pædagogiske grunde, som Kommissionen havde påberåbt sig, viste, at Kommissionen tilsyneladende ikke havde nogen væsentlig viden om undervisningen på Europaskolerne. Klageren anførte, at Kommissionen udviste uvidenhed om uligheden mellem lærere og den pædagogiske virkelighed.

Klageren anførte, at der var blevet indledt flere retssager i Nederlandene mod niårsreglen, men at dommerne og myndighederne henviste til den europæiske niårsregel, mens Kommissionen konstant henviste til de nationale myndigheder. I sidste ende var det de afskedigede lærere, der var ofre for denne situation.

Klageren bemærkede, at han i skrivende stund søgte arbejde. Kommissionens tidligere udtalelse om, at lærernes forfremmelses- og pensionsrettigheder er sikret efter udstationeringen, er derfor ikke korrekt.

Klageren konkluderede, at Kommissionen burde påtage sig sit ansvar og sætte en stopper for forskelsbehandlingen ved 1) at afskaffe niårsreglen, eller 2) sikre, at lærere, der afskediges, modtager en økonomisk kompensation, der garanterer løn og pension, indtil de går på pension eller 3) at placere ansvaret for udnævnelser på skolerne selv; eller 4) at knytte udnævnelsen af lærere til den nationale ramme uden nogen restriktiv europæisk regel.

Den 22. januar 2008 fremsendte klageren yderligere dokumenter til støtte for sin klage, nemlig en dom, hvori Employment Tribunal i London afsagde dom til fordel for udnævnelsen til fastansat (i Det Forenede Kongeriges undervisningsministerium) af en lærer ved Europaskolen i Culham. Klageren anførte, at dommen gjorde det klart, at hans bekymringer og argumenter mod niårsreglen deltes af andre. Klageren vedlagde også et spørgsmål fra Det Forenede Kongeriges delegation til Europaskolernes generalsekretær (som var knyttet til ovennævnte retssag) og generalsekretærens forslag til Det Øverste Råd.

Afgørelsen

1 Den påståede manglende reaktion fra Kommissionens side på det af klageren rejste spørgsmål

1.1 Den 18. oktober 2005 skrev klageren, en musiklærer, der var udstationeret ved Europaskolen i Mol (Belgien), til Europa-Kommissionen og hævdede, at der var tale om forskelsbehandling mellem forskellige kategorier af lærere ved Europaskolen. Ifølge klageren er der tre kategorier af lærere: 1) lærere med en kontrakt fra før 1989, som har fastansættelse 2) lærere med en kontrakt med de nationale myndigheder, som er udstationeret ved Europaskolerne, og som efter ni år vender tilbage til deres arbejde i medlemsstaten (tyske, franske og belgiske lærere) og 3) lærere med en kontrakt med de nationale myndigheder, som efter ni års udstationering afskediges og ikke kan gøre krav på et job (hollandske og britiske lærere). Da han tilhørte den tredje kategori, påpegede klageren, at han ville blive afskediget i september 2007, selv om stillingen fortsat ville eksistere. Klageren anførte, at en kontrakt i henhold til EU-retten skal være tidsubegrænset efter fire års tjeneste. Den maksimale periode på ni år er fastsat i vedtægten for Europaskolernes udstationerede personale ("vedtægten"). I sin klage til Ombudsmanden hævdede klageren, at Kommissionen i sin skrivelse af 9. januar 2006 ikke reagerede på hans holdning om, at lærerkontrakter efter fire års tjeneste skulle blive permanente.

1.2 Kommissionen henviste i sin udtalelse til ansættelsesvilkårene for udstationerede lærere og varigheden af udstationeringen, som er reguleret i vedtægtens artikel 29. Kommissionen kommenterede ikke det spørgsmål, som klageren havde rejst, om, at kontrakter skulle blive permanente efter fire år.

1.3 I sine bemærkninger påpegede klageren, at Kommissionen ikke havde kommenteret det spørgsmål, han havde rejst. Da Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde behandlet klagerens påstand, foretog Ombudsmanden yderligere undersøgelser og anmodede ved skrivelse af 19. september 2007 Kommissionen om at afgive en supplerende udtalelse om klagerens påstand om, at Kommissionen i sit svar af 9. januar 2006 ikke havde reageret på hans holdning om, at lærerkontrakter efter fire års tjeneste skulle blive permanente.

1.4 I sin tillægsudtalelse anførte Kommissionen, at den ikke kunne tilslutte sig påstanden om, at den ikke havde reageret på klagerens argument om, at kontrakter med lærere efter fire års tjeneste skulle blive permanente. Kommissionen påpegede, at dette spørgsmål allerede var blevet behandlet i dens direkte svar til klageren af 9. januar 2006.

1.5 I sine supplerende bemærkninger påpegede klageren, at Kommissionen stadig ikke havde besvaret dette punkt.

1.6 Ombudsmanden minder om, at han i sit brev om indledning af denne undersøgelse anmodede Kommissionen om at afgive en udtalelse om klagerens påstand om, at "Kommissionen i sit svar af 9. januar 2006 ikke reagerede på klagerens holdning om, at lærerkontrakter efter fire års tjeneste skulle blive permanente". Efter dens opfattelse undlod Kommissionen imidlertid at tage stilling til denne påstand. Ombudsmanden anmodede derfor specifikt Kommissionen om at kommentere denne påstand. I sin tillægsudtalelse anførte Kommissionen, at den allerede havde besvaret klagerens argument i den skrivelse, den havde sendt til ham den 9. januar 2006. Det fremgår imidlertid af dette brev, at Kommissionen ikke specifikt behandlede klagerens erklæring om, at kontrakter skulle blive permanente efter fire år. Under disse omstændigheder kan Ombudsmanden kun konkludere, at Kommissionen ikke har udtalt sig om dette argument. Ombudsmanden beklager i høj grad den holdning, som Kommissionen har udvist med hensyn til dette spørgsmål, hvilket synes at tyde på manglende respekt for både klageren og Ombudsmandens institution.

1.7 Med hensyn til realiteten i klagerens argument bemærker Ombudsmanden, at klageren i sin skrivelse af 18. oktober 2005 til Kommissionen anførte, at "en sådan ansættelseskontrakt [dvs. den, han havde] er i strid med EU-lovgivningen. En ansættelseskontrakt skal efter fire år have permanent karakter (1). I sit brev gav klageren imidlertid ikke yderligere præciseringer i denne henseende eller angav, hvilken EU-lovgivning der ville være blevet overtrådt. I sin klage til Ombudsmanden fremlagde klageren ingen yderligere oplysninger i denne henseende (2). Ombudsmanden vil gerne påpege, at han ikke er bekendt med nogen bestemmelse i fællesskabsretten, ifølge hvilken kontrakter som klagerens, som foreslået af klageren, bliver permanente efter fire år.

1.8 Principperne om god forvaltningsskik kræver, at institutionerne besvarer korrespondancen så fuldstændigt og præcist som muligt (3). I den foreliggende sag fremgår det, at klageren den 18. oktober 2005 skrev til Kommissionen vedrørende den maksimale periode på ni år for udstationering af lærere ved Europaskolerne. I sit svar af 9. januar 2006 behandlede Kommissionen de forskellige punkter, som klageren havde rejst i sit brev, dog med undtagelse af klagerens argument om, at lærerkontrakter efter fire års tjeneste skulle blive permanente. På trods af Ombudsmandens undersøgelse, som klart identificerede denne påstand fra klageren og de yderligere undersøgelser, han gennemførte i denne henseende, undlod Kommissionen at behandle dette præcise spørgsmål. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser. På baggrund af sine konklusioner vedrørende sagens realitet (se punkt 1.7 ovenfor) finder Ombudsmanden, at det ikke giver nogen mening at opfordre Kommissionen til endnu en gang at fremsætte bemærkninger til dette argument. Ombudsmanden vil imidlertid fremsætte en kritisk bemærkning vedrørende dette aspekt af sagen.

2 Påstanden om ophævelse af den påståede diskriminerende bestemmelse

2.1 Klageren hævdede, at Kommissionen burde udnytte sin indflydelse til at sætte en stopper for den forskelsbehandling, han mente, ved at afskaffe den maksimale periode på ni år for udstationering af lærere ved Europaskolerne, der er fastsat i forordningerne.

2.2 I sin udtalelse forklarede Kommissionen, at begrundelsen for niårsreglen er, at Europaskolernes Øverste Råd mener, at en vis udskiftning af lærere er til gavn for pædagogiske formål, da nyudstationerede lærere bringer de seneste erfaringer fra deres hjemlande og derfor holder Europaskolerne i overensstemmelse med den uddannelsesmæssige udvikling i medlemsstaterne. Kommissionen bemærkede, at den delte rådets opfattelse. Den påpegede endvidere, at de udstationerede lærere aflønnes af den medlemsstat, der har udstationeret dem, og at de bevarer deres forfremmelses- og pensionsrettigheder i henhold til deres nationale regler (artikel 12, stk. 4, litra a), og artikel 25, stk. 1, i aftalen om vedtægten for Europaskolerne ("aftalen"). Kommissionen henviste også til konventionens artikel 3, stk. 3, litra b), hvori det hedder, at "[e]t forslag om ændring af lærernes officielle status kræver enstemmighed i Det Øverste Råd". Da Kommissionen ikke var enig med klageren, ville den ikke foreslå Det Øverste Råd at ændre reglen om udstationerede lærere.

2.3 Klageren anførte i sine bemærkninger, at Kommissionens holdning om, at lærere, der er udstationeret ved Europaskolerne, fortsat aflønnes af oprindelsesmedlemsstaterne og bevarer deres forfremmelses- og pensionsrettigheder i henhold til de nationale regler, ikke var korrekt. Klageren anførte også, at Kommissionens bemærkning om, at en vis udskiftning af lærere er til gavn for pædagogiske formål, viste, at Kommissionen ikke var bekendt med den reelle situation. Han anførte, at der er faste læseplaner i Europaskolerne, og at lærerne anvender skolernes undervisningsmetode og undervisningsindhold, så der er ikke meget plads til at indføre ens nationale erfaringer. I betragtning af den tid, der er nødvendig for at integrere sig ved ankomsten, og den tid, der går forud for tilbagesendelsen til oprindelsesmedlemsstaten, anførte klageren, at en lærer kun kunne være fuldt effektiv i fem til seks år. Klageren mente, at niårsreglen i modsætning til Kommissionens opfattelse førte til, at de udstationerede lærere i mindre grad blev inddraget i skoleprojektet.

2.4 Da Kommissionen ikke havde behandlet spørgsmålet om forskelsbehandling i sin udtalelse, anmodede Ombudsmanden den 19. september 2007 Kommissionen om at udarbejde en supplerende udtalelse. I sin tillægsudtalelse anførte Kommissionen, at klagerens erklæring om, at der er en anden retlig status for lærere i forskellige lande efter deres udstationering fra Europaskolerne, var korrekt, og at det ligeledes var korrekt, at lærernes ansættelsesvilkår også varierede fra medlemsstat til medlemsstat inden deres udstationering til Europaskolerne. Kommissionen understregede, at de tidligere regler (der var gældende indtil den 1. september 1996) ikke fastsatte nogen grænse for varigheden af udstationeringer, og at dette havde ført til forskelsbehandling af lærere fra forskellige medlemsstater, og at forordningerne netop havde til formål at ændre denne situation. Kommissionen konkluderede, at den ikke havde til hensigt at foreslå styrelsesrådet at ændre den pågældende regel.

2.5 I sine supplerende bemærkninger anførte klageren, at forordningerne kunne have forhindret en potentiel forskelsbehandling, men at de havde skabt en anden, mere alvorlig og ulige behandling, da der er en grundlæggende forskel mellem at vende tilbage til det samme job efter udstationeringen og at blive afskediget. Klageren påpegede, at hovedårsagen til indførelsen af forordningerne var af finansiel karakter. Klageren anførte endvidere, at niårsreglen var blevet indført uden behørig overvejelse og på en kaotisk måde. at ikke alle medlemsstater var til stede ved afstemningen; og at der var et meget lille flertal for det endeligt vedtagne forslag. Klageren bemærkede også, at han i skrivende stund søgte arbejde. Kommissionens tidligere udtalelse om, at lærernes forfremmelses- og pensionsrettigheder var sikret efter udstationeringen, var derfor ikke korrekt. Klageren konkluderede, at Kommissionen burde påtage sig sit ansvar og sætte en stopper for den påståede forskelsbehandling. Den 22. januar 2008 fremsendte klageren yderligere dokumenter til støtte for sin klage, nemlig en dom, hvori Employment Tribunal i London havde udtalt sig til fordel for udnævnelsen til fastansat ansat ved en lærer ved Europaskolen i Culham. Klageren anførte, at dommen gjorde det klart, at hans bekymringer og argumenter mod niårsreglen deltes af andre. Klageren vedlagde også et spørgsmål fra Det Forenede Kongeriges delegation til Europaskolernes generalsekretær (som var knyttet til ovennævnte retssag) og det forslag, som generalsekretæren havde forelagt Det Øverste Råd som følge heraf.

2.6 Ombudsmanden er meget opmærksom på den uheldige situation, som klageren befinder sig i som følge af de gældende regler, herunder de nationale regler. Ombudsmanden beklager navnlig, at klageren har været arbejdsløs, siden hans niårige udstationering i Europaskolen ophørte.

2.7 Ombudsmanden bemærker, at det vigtigste argument, som klageren har fremført til støtte for sin påstand om ophævelse af niårsreglen, er, at der var tale om forskelsbehandling. Det ser ud til, at Kommissionen i sin tillægsudtalelse ikke udtrykkeligt behandlede den påståede forskelsbehandling. Kommissionen har blot bekræftet, at lærerne efter deres udstationering ved Europaskolerne rent faktisk befinder sig i forskellige situationer afhængigt af de medlemsstater, som de vender tilbage til. Ombudsmanden bemærker, at princippet om forbud mod forskelsbehandling ifølge Fællesskabets retsinstansers faste praksis kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet. Med hensyn til omfanget af klagerens påstand mener Ombudsmanden, at der skal sondres mellem tre spørgsmål, nemlig i) forskelsbehandlingen mellem lærere, der var udstationeret før den 1. september 1989, og andre lærere, ii) de vanskeligheder, som lærere fra nogle medlemsstater støder på efter deres udstationering på Europaskolen på grund af forskelle i national lovgivning og iii) niårsreglen som sådan.

2.8 Med hensyn til spørgsmål i) bemærker Ombudsmanden, at der i første omgang ikke var nogen grænse for udstationeringsperioden for lærere ved Europaskolerne, og at fristen på ni år blev indført fra den 1. september 1996, da forordningerne trådte i kraft. Henset til nødvendigheden af at beskytte den berettigede forventning hos de lærere, der var blevet ansat i henhold til den gamle ordning, synes der at være vedtaget overgangsbestemmelser (nemlig vedtægtens artikel 81-85), som gjorde det muligt for de lærere, der var ankommet før den 1. september 1989, at fortsætte deres kontrakter på ubestemt tid. Artikel 83 bestemmer, at "[d]en i artikel 81, stk. 2, i denne vedtægt omhandlede udstationering af undervisnings- og tilsynspersonale [dvs. personale, der var i tjeneste før den 1. september 1996, hvor vedtægten trådte i kraft] forlænges for perioder på fire år i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 29.

- på ubestemt tid for ansatte, der er udstationeret inden den 1. september 1989, medmindre andet er fastsat i nationale bestemmelser

- for en periode på højst ni år for ansatte, der er udstationeret fra den 1. september 1989".

2.9 Ombudsmanden beklager, at Kommissionen ikke har fremsat nogen specifikke bemærkninger til dette spørgsmål. Han bemærker imidlertid, at forskelsbehandlingen mellem disse to kategorier af lærere, dvs. lærere, der var udstationeret ved Europaskolerne før den 1. september 1989, og andre lærere, således kan forklares ved, at der ved forordningerne blev indført nye regler for varigheden af udstationeringer. Der måtte derfor fastsættes overgangsforanstaltninger for de kategorier af lærere, der allerede arbejdede for Europaskolerne, da disse nye regler trådte i kraft. Det ser ud til, at der ikke er noget i disse overgangsforanstaltninger, der går ud over, hvad der kan anses for at være retfærdigt og hensigtsmæssigt under de givne omstændigheder. Ombudsmanden konkluderer derfor, at klageren ikke har godtgjort, at forordningerne udgjorde forskelsbehandling. Under disse omstændigheder mener Ombudsmanden ikke, at klageren har godtgjort sin påstand om, at Kommissionen bør bruge sin indflydelse til at afskaffe den maksimale udstationeringsperiode på ni år.

2.10 Med hensyn til spørgsmål ii) mener Ombudsmanden, at Kommissionens holdning er korrekt. Den forskellige behandling af lærere fra forskellige medlemsstater efter afslutningen af deres udstationering ved Europaskolerne er faktisk en følge af forskelle i national lovgivning og praksis i de berørte medlemsstater. Den forskellige behandling er derfor ikke et resultat af forskelsbehandling som følge af forordningernes funktion. Dette fremgår af den omstændighed, at lærerne i flere medlemsstater efter deres udstationering ved Europaskolerne kan vende tilbage til den undervisningsstilling, de havde før deres udstationering ved Europaskolerne. Desværre for klageren synes dette ikke at være tilfældet i Nederlandene. Ombudsmanden vil i denne forbindelse gerne påpege, at han ikke har nogen kompetence over de nationale myndigheder i medlemsstaterne.

2.11 Med hensyn til spørgsmål iii) bemærker Ombudsmanden, at den samlede udstationeringsperiode i henhold til artikel 29 i forordningerne ikke må overstige ni år. Ombudsmanden vil først gerne påpege, at denne regel gælder uden forskel for udstationerede lærere fra alle medlemsstater og derfor ikke indeholder nogen forskelsbehandling mellem lærere fra de forskellige medlemsstater. Ombudsmanden vil i denne forbindelse også gerne påpege, at artikel 29 kun vedrører udstationeringens varighed, og at forordningerne ikke regulerer den situation, som lærere befinder sig i efter udstationeringsperiodens ophør. I modsætning til, hvad klageren hævder, er der f.eks. ingen regel i forordningerne, der forpligter en medlemsstat til at opsige lærerens kontrakt efter udstationeringsperioden. I henhold til konventionens artikel 12, stk. 4, litra a), bevarer lærerne deres ret til forfremmelse og pensionering, som er sikret ved deres nationale regler.

2.12 Selv om klageren har gjort gældende, at niårsreglen udgør forskelsbehandling, bemærker Ombudsmanden, at klagerens argumenter og Kommissionens modargumenter ikke synes at vedrøre spørgsmålet om forskelsbehandling, men berettigelsen af niårsreglen. Sammen med sine supplerende bemærkninger har klageren fremlagt en række dokumenter, herunder en nylig dom afsagt af en britisk domstol vedrørende situationen for en britisk lærer, der var blevet udstationeret ved Europaskolerne, og som var nået til slutningen af den niårige udstationeringsperiode. Det fremgår af de oplysninger, som klageren har fremlagt, at i det mindste nogle medlemsstater synes at være af den opfattelse, at niårsreglen bør ændres eller afskaffes. Ombudsmanden mener imidlertid ikke, at han behøver at behandle de argumenter, der er blevet fremført i denne forbindelse, da de vedrører hensigtsmæssigheden af niårsreglen og ikke spørgsmålet om, hvorvidt denne regel udgør forskelsbehandling.

2.13 På grundlag af ovenstående betragtninger blev der ikke konstateret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

2.14 Ombudsmanden finder det nyttigt at tilføje, at der ikke synes at være nogen grund til, at Nederlandene ikke som de fleste andre medlemsstater kunne vedtage regler, der ville gøre det muligt for nederlandske lærere efter deres udstationering ved Europaskolerne at vende tilbage til deres undervisningsjob i Nederlandene. Det forhold, at dette ikke er tilfældet i øjeblikket, hvilket synes at ligge til grund for klagerens klage, er imidlertid et spørgsmål, der henhører under de nederlandske myndigheders kompetence, og som kun kan behandles af dem.

3 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klages første del er det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkning:

Principperne om god forvaltningsskik kræver, at institutionerne besvarer korrespondancen så fuldstændigt og præcist som muligt (4). I den foreliggende sag fremgår det, at klageren den 18. oktober 2005 skrev til Kommissionen vedrørende den maksimale periode på ni år for udstationering af lærere ved Europaskolerne. I sit svar af 9. januar 2006 behandlede Kommissionen de forskellige punkter, som klageren havde rejst i sit brev, dog med undtagelse af klagerens argument om, at lærerkontrakter efter fire års tjeneste skulle blive permanente. På trods af Ombudsmandens undersøgelse, som klart identificerede denne påstand fra klageren og de yderligere undersøgelser, han gennemførte i denne henseende, undlod Kommissionen at behandle dette præcise spørgsmål. Dette udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Da den regel, som klageren henviser til, ikke synes at eksistere i fællesskabsretten, forekommer det ikke hensigtsmæssigt at søge en mindelig løsning på sagen. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) På original nederlandsk: "Tevens stel ik vast dat een dergelijke arbeidsovereenkomst in strijd er mødt Europese Wetgeving. Een arbeidsovereenkomst moet immers na 4 jaar een permanent karakter krijgen".

(2) Ombudsmanden bemærker, at klageren sandsynligvis henviser til, hvad der står i et notat fra Europaskolernes personaleudvalg, som han vedlagde sine bemærkninger. I dette notat henviser Personaleudvalget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS (Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation), UNICE (Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverorganisationer i Europa) og CEEP (Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder). Ifølge personaleudvalget fastsætter direktivet, at arbejdstagere, der er ansat for en tidsbegrænset periode på fire år eller mere, opnår de samme rettigheder som arbejdstagere, der har en tidsubegrænset kontrakt. Ombudsmanden har imidlertid ikke kunnet finde en sådan bestemmelse i direktivet. Rammeaftalen fastsætter kun, at medlemsstaterne efter høring af arbejdsmarkedets parter og/eller arbejdsmarkedets parter, hvor det er relevant, fastsætter, på hvilke betingelser tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold skal betragtes som tidsubegrænsede kontrakter eller ansættelsesforhold. Der henvises ikke til en periode på fire år.

(3) Jf. artikel 12, stk. 1, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik, som findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu/code/en/default.htm).

(4) Se fodnote 3.