Strasbourg, den 30. oktober 2007

Kære K.

Den 25. juli 2005 indgav De på vegne af sammenslutningerne "Notgemeinschaft Medizingeschädigter" og "Citizens Action" en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen vedrørende behandlingen af Deres sag om udbetaling af ydelser ved uarbejdsdygtighed.

Den 28. september 2005 videresendte jeg klagen til Kommissionens formand.

Kommissionen afgav udtalelse den 12. januar 2006. Den 17. januar 2006 fremsendte jeg den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 8. februar 2006.

Ved e-mail af 26. september 2006 sendte Kommissionen mig en kopi af Deres andragende til Europa-Parlamentet.

Den 21. februar 2007 underrettede jeg Dem om Kommissionens e-mail og anmodede Dem om Deres bemærkninger hertil senest den 15. marts 2007.

Den 6. marts 2007 sendte De mig Deres bemærkninger.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Ifølge klageren var de relevante faktiske omstændigheder kort sagt følgende:

Den oprindelige klage

Den 7. januar 2005 indgav klageren, der er østrigsk statsborger, en første klage til Den Europæiske Ombudsmand (135/2005/MF) på vegne af foreningen "Notgemeinschaft Medizingeschädigter", som han var formand for.

I 1986 var klageren, mens han arbejdede i Frankrig, offer for en arbejdsulykke. Efterfølgende vendte klageren tilbage til Østrig, hvor han igen begyndte at arbejde. Efter at han skiftede bopæl fra Frankrig til Østrig, fik klageren imidlertid et tilbagefald, som tvang ham til at ophøre med at arbejde af helbredsmæssige årsager.

I henhold til forordning 1408/71 (1) og gennemførelsesforordning 574/72 (2) anmodede klageren de østrigske myndigheder om at udbetale ham naturalydelser, dvs. ydelser ved uarbejdsdygtighed, for perioden 1998-2001. De østrigske myndigheder svarede klageren, at de udgifter, der var afholdt i forbindelse med hans omplacering, først skulle betales af klageren selv og ville blive godtgjort af de østrigske myndigheder. Dette var betinget af, at de franske myndigheder tillod de østrigske myndigheder at betale disse udgifter. Klageren anførte endvidere, at han havde haft problemer med at få udbetalt kontantydelserne af de franske myndigheder.

Da de østrigske og franske myndigheder ikke havde fulgt op på hans anmodning, kontaktede klageren Kommissionen. Kommissionen meddelte ham, at den havde anmodet om oplysninger fra de østrigske og franske myndigheder om den nationale lovgivning, der fandt anvendelse på klagerens situation.

I 2002 indgav klageren en klage til Kommissionen over Frankrig og Østrig for overtrædelse af fællesskabsretten, nemlig forordning 1408/71 og gennemførelsesforordning 574/72.

I december 2004 anmodede klageren Kommissionen om at underrette ham om de fremskridt, der var gjort i behandlingen af hans klage over de to medlemsstater. I sit svar af 14. december 2004 meddelte Kommissionen klageren, at sagen var ved at blive behandlet.

I sin klage til Ombudsmanden påpegede klageren, at Kommissionen ikke havde sikret, at Frankrig og Østrig overholdt fællesskabsretten.

Ved brev af 4. januar 2005 underrettede Kommissionen klageren om sine henvendelser til de østrigske og franske myndigheder.

I forbindelse med en telefonsamtale den 2. februar 2005 med Ombudsmandens tjenestegrene meddelte klageren dem, at han ikke var tilfreds med Kommissionens svar af 4. januar 2005, fordi den efter hans opfattelse kun havde informeret ham om hans rettigheder. Klageren hævdede, at både Frankrig og Østrig fortsat overtrådte fællesskabsretten.

Ombudsmandens tjenestegrene anmodede klageren om at sende Kommissionens skrivelse til Ombudsmanden. Da klageren ikke fremsendte dokumentationen, fandt Ombudsmanden, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en undersøgelse. Ved skrivelse af 24. februar 2005 meddelte Ombudsmanden klageren, at hans klage ikke kunne antages til behandling på grundlag af EF-traktatens artikel 195.

Nærværende klage

Den 25. juli 2005 fornyede klageren på vegne af sammenslutningen "Notgemeinschaft Medizingeschädigter" og den franske organisation "Défense des Citoyens" sin klage over Kommissionen og vedlagde den relevante dokumentation. Den 9. august 2005 blev klagen registreret under en ny reference (3057/2005/MF) af Ombudsmandens tjenestegrene.

Ifølge klageren var de seneste relevante kendsgerninger i hans sag sammenfattende følgende:

I overensstemmelse med forordning 1408/71 og gennemførelsesforordning 574/72 fremsendte de østrigske sociale sikringsmyndigheder de europæiske blanketter E 115 og E 116 til de franske sociale sikringsmyndigheder.

Ved brev af 18. august 2004 til Kommissionens Generaldirektorat ("GD") for Beskæftigelse påpegede klagerens advokat, at klagerens situation hastede, og anmodede Kommissionen om at bistå den franske regionale myndighed, der behandler godtgørelserne, med behandlingen af klagerens sag.

Ved brev af 4. januar 2005 underrettede Kommissionen klageren om de franske myndigheders svar, ifølge hvilket klageren i henhold til artikel 52 i forordning (EØF) nr. 1408/71 (3) ikke havde ret til at få udbetalt de nævnte ydelser, fordi den franske lovgivning ikke fastsatte en sådan ret.

Klageren anførte, at Kommissionen med urette havde accepteret oplysningerne fra de franske myndigheder, og at han derfor havde lidt skade.

I sin klage til Den Europæiske Ombudsmand hævdede klageren, at Kommissionen havde begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af hans sag. Som følge af denne fejl eller forsømmelse var klageren blevet forskelsbehandlet og havde lidt skade. Han gjorde endvidere gældende, at Kommissionen ikke havde besvaret hans korrespondance, navnlig hans advokats skrivelse af 18. august 2004.

Forespørgslen

Kommissionens udtalelse

Kommissionens udtalelse om klagen var sammenfattende som følger:

Med hensyn til klagerens første påstand anførte Kommissionen, at klageren til støtte for sin påstand i sin klage havde henvist til to skrivelser, som de franske myndigheder havde sendt til ham den 20. august og den 17. september 2004. I disse to breve meddelte de franske myndigheder klageren, at de på grundlag af den lægefaglige eksperts udtalelse ikke var i stand til at give ham de fordele, der er fastsat i den franske lov om arbejdsulykker. Lægeeksperten havde givet en negativ anbefaling med hensyn til betaling for klagerens tilbagefald. Kommissionen anførte, at dens tjenestegrene aldrig var blevet underrettet om disse to breve fra de franske myndigheder, og at klageren ikke havde fremsendt dem til den.

Kommissionen anførte endvidere, at dens tjenestegrene havde anmodet om oplysninger fra både de østrigske og de franske myndigheder med henblik på at besvare de spørgsmål, som klageren og dennes advokat havde rejst, og havde holdt klageren underrettet om resultatet af disse kontakter. Kommissionen anførte, at den på ny fornyede sit tilbud til klageren om at undersøge hans situation i lyset af de nye oplysninger, der var blevet fremlagt vedrørende de franske myndigheders afslag på at udbetale ham yderligere kontantydelser.

Med hensyn til klagerens anden påstand anførte Kommissionen, at klagerens advokat i sit brev af 18. august 2004 anmodede Kommissionens tjenestegrene om at kontakte de franske myndigheder for at få udleveret de europæiske blanketter E115 og E116 med henblik på at sikre, at han ville få udbetalt kontantydelser ved uarbejdsdygtighed. Kommissionen anførte, at dens tjenestegrene allerede havde sendt en anmodning om oplysninger om samme emne til de franske myndigheder, hvoraf en kopi var blevet sendt til klageren. Kommissionen anførte endvidere, at den sendte et brev til klageren den 4. januar 2005 og også besvarede hans advokats brev. Hans advokat var blevet underrettet om, at klageren på baggrund af oplysninger fra de franske myndigheder i henhold til fransk ret ikke havde ret til at få udbetalt kontantydelserne.

Kommissionen anførte, at de franske myndigheders beslutning om ikke at udbetale de relevante kontantydelser til klageren med den begrundelse, at denne betaling ikke var fastsat i fransk lovgivning, var blevet bekræftet af Tribunal des sociales de Mosel (Frankrig) i en retssag mellem klageren og hans socialfond.

Kommissionen anførte endvidere, at den i sit brev af 4. januar 2005 havde opfordret klageren til at kontakte Kommissionens tjenestegrene igen, hvis han skulle støde på vanskeligheder i forbindelse med udbetalingen af yderligere kontantydelser. Klageren kontaktede aldrig Kommissionens tjenestegrene igen. Kommissionen beklagede forsinkelsen i sit svar, som den tilskrev kompleksiteten af de spørgsmål, som klageren havde rejst.

Klagerens bemærkninger

I sit svar fastholdt klageren sin påstand om, at Kommissionen fejlagtigt havde accepteret oplysningerne fra de franske myndigheder, og at den ikke havde sikret, at fællesskabsretten blev overholdt.

Klageren anførte endvidere, at han havde appelleret ovennævnte dom fra Tribunal de Social de Mosel. Hans appel var i øjeblikket ved appelretten for sociale anliggender i Moselle.

Kommissionens e-mail af 26. september 2006

Ved e-mail af 26. september 2006 meddelte Kommissionen Ombudsmandens tjenestegrene, at Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender havde anmodet om oplysninger om et andragende, der var indgivet til Parlamentet (177/2006). Kommissionen vedlagde en kopi af andragendet indgivet af C.K. på vegne af klageren.

Ombudsmandens fremgangsmåde

Den 21. februar 2007 opfordrede Ombudsmanden klageren til at fremsætte bemærkninger på grundlag af oplysninger, som Kommissionen havde fremsendt i sin e-mail.

Klagerens bemærkninger

I sit svar anførte klageren, at det andragende, som han havde indgivet til Europa-Parlamentet på egne vegne, ikke omhandlede det samme spørgsmål som det, han havde indgivet i sin klage til Ombudsmanden. Efter klagerens opfattelse vedrørte andragendet de østrigske myndigheders overtrædelse af fællesskabsretten, nemlig det østrigske centrale ulykkesforsikringskontor, mens hans klage til Ombudsmanden kun vedrørte de franske myndigheder og Kommissionen.

Afgørelsen

1 Kommissionens påståede fejl eller forsømmelser i forbindelse med behandlingen af klagerens sag

1.1 Den 7. januar 2005 indgav klageren, der er østrigsk statsborger, en første klage til Den Europæiske Ombudsmand (135/2005/MF) på vegne af foreningen "Notgemeinschaft Medizingeschädigter", som han var formand for. I 1986 var klageren, mens han arbejdede i Frankrig, offer for en arbejdsulykke. Klageren vendte tilbage til Østrig. I 2004 fik klageren imidlertid, mens han arbejdede i Østrig, et tilbagefald af sygdommen, som medførte, at han blev tvunget til at ophøre med at arbejde af helbredsmæssige årsager. I henhold til forordning 1408/71 (4) og gennemførelsesforordning 574/72 (5) anmodede klageren de østrigske myndigheder om at udbetale ham naturalydelser for perioden 1998-2001. Den 24. februar 2005 meddelte Ombudsmanden klageren, at hans klage ikke kunne antages til behandling på grundlag af EF-traktatens artikel 195.

Ved brev af 25. juli 2005, der blev sendt på vegne af sammenslutningerne "Citizens Action" og "Notgemeinschaft Medizingeschädigter", fornyede klageren sin klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionen. Den nye klage blev registreret under en ny henvisning. Ifølge klageren sendte de østrigske socialsikringsmyndigheder i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1408/71 og gennemførelsesforordning (EØF) nr. 574/72 de europæiske blanketter E 115 og E 116 til de franske socialsikringsmyndigheder. Ved brev af 18. august 2004 til Kommissionens Generaldirektorat ("GD") for Beskæftigelse henviste klagerens advokat til, at klagerens situation hastede, og anmodede Kommissionen om at bistå den franske regionale myndighed, der behandler godtgørelserne, med behandlingen af klagerens sag. Ved brev af 4. januar 2005 underrettede Kommissionen klageren om de franske myndigheders svar, ifølge hvilket klageren i henhold til artikel 52 i forordning (EØF) nr. 1408/71 ikke havde ret til at få udbetalt de nævnte ydelser, fordi den franske lovgivning ikke indeholdt bestemmelser om denne ret.

I sin klage til Ombudsmanden anførte klageren, at Kommissionen med urette havde accepteret oplysningerne fra de franske myndigheder, og at han som følge heraf havde lidt skade. Han hævdede, at Kommissionen havde begået fejl og forsømmelser i forbindelse med behandlingen af hans sag, og at disse fejl og forsømmelser havde ført til forskelsbehandling af ham og forvoldt ham skade. Han gjorde endvidere gældende, at Kommissionen ikke havde besvaret hans korrespondance, navnlig hans advokats skrivelse af 18. august 2004.

1.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at klageren til støtte for sin påstand i sin klage havde henvist til to skrivelser, som de franske myndigheder havde sendt til ham den 20. august og den 17. september 2004. I disse to skrivelser meddelte de franske myndigheder klageren, at de på grundlag af den rådgivende læges udtalelse ikke var i stand til at yde ham de ydelser, der er fastsat i den franske lov om arbejdsulykker. Den forklarede videre, at den rådgivende læge havde givet en negativ anbefaling vedrørende betalingen i forbindelse med klagerens tilbagefald (vedrørende hans ulykke den 10.3.1986), som fandt sted den 4. juni 2004. Kommissionen anførte imidlertid, at dens tjenestegrene aldrig var blevet underrettet om disse to breve fra de franske myndigheder. Kommissionen anførte, at dens tjenestegrene havde anmodet om oplysninger fra både de østrigske og de franske myndigheder med henblik på at besvare de spørgsmål, som klageren og dennes advokat havde rejst, og havde holdt klageren underrettet om resultatet af disse kontakter. Kommissionen anførte, at den på ny gentog sit tilbud om at undersøge klagerens situation i lyset af de nye oplysninger om de franske myndigheders afslag på at udbetale ham kontantydelser ved uarbejdsdygtighed.

1.3 I sine bemærkninger fastholdt klageren sit synspunkt om, at Kommissionen fejlagtigt havde accepteret oplysningerne fra de franske myndigheder, og at den ikke havde sikret, at fællesskabsretten blev overholdt.

1.4 I artikel 2, stk. 7, i Den Europæiske Ombudsmands statut hedder det:

"Når ombudsmanden på grund af verserende eller afsluttede retssager vedrørende fremførte forhold må afvise en klage eller afslutte behandlingen af den, skal resultatet af de undersøgelser, han har foretaget indtil da, forelægges endeligt."

1.5 I sin udtalelse til Ombudsmanden henviste Kommissionen til en dom afsagt af Tribunal de sécurité sociale de Moselle (Frankrig) vedrørende de franske myndigheders beslutning om ikke at udbetale de pågældende kontantydelser til klageren. Ombudsmanden bemærker endvidere, at klageren i sine bemærkninger anførte, at han havde appelleret dommen fra Tribunal of Social Affairs i "Mosel", og at sagen i øjeblikket var indbragt for Court of Appeal of Social Affairs i Moselle.

1.6 I lyset af ovenstående er det klart, at der i øjeblikket verserer en sag for en fransk domstol, som vedrører faktiske omstændigheder, der er centrale for den foreliggende påstand. Ombudsmanden beslutter således i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, i sin statut at afslutte behandlingen af dette aspekt af klagen og at indgive resultatet af de undersøgelser, der hidtil er foretaget, uden yderligere foranstaltninger.

2 Kommissionens påståede undladelse af at besvare klagerens korrespondance, navnlig hans advokats skrivelse af 18. august 2004

2.1 Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde besvaret hans korrespondance, navnlig hans advokats skrivelse af 18. august 2004.

2.2 Kommissionen anførte i sin udtalelse, at klagerens advokat i sin skrivelse af 18. august 2004 havde anmodet Kommissionens tjenestegrene om at kontakte de franske myndigheder for at få udleveret de europæiske blanketter E115 og E116. Kommissionen sendte et svar til klageren den 4. januar 2005, hvori den anførte, at ifølge oplysningerne fra de franske myndigheder gav fransk lovgivning ikke klageren ret til kontantydelser ved uarbejdsdygtighed. Kommissionen anførte endvidere, at den i sit brev af 4. januar 2005 havde opfordret klageren til at kontakte Kommissionens tjenestegrene igen i tilfælde af vanskeligheder med udbetalingen af yderligere godtgørelser. Kommissionen anførte, at klageren aldrig kontaktede sine tjenestegrene igen. Kommissionen beklagede i sin udtalelse til Ombudsmanden forsinkelsen i sit svar, som den tilskrev kompleksiteten af de spørgsmål, som klagerens situation rejste.

2.3 Ombudsmanden finder det nyttigt at minde om, at i henhold til artikel 17 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik (6):

1. "Tjenestemanden drager omsorg for, at der straks og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelsen træffes afgørelse om enhver anmodning eller klage til institutionen inden for en rimelig frist. (...).

2. Hvis der ikke inden for ovennævnte frist kan træffes afgørelse om en anmodning eller en klage til institutionen på grund af kompleksiteten af de spørgsmål, som den rejser, underretter tjenestemanden hurtigst muligt ophavsmanden herom. (…)

2.4 I den foreliggende sag fremgår det af den dokumentation, der blev fremsendt til Ombudsmanden, at Kommissionen på det relevante tidspunkt havde anmodet de franske myndigheder om oplysninger (7) vedrørende klagerens anmodning. Kommissionen afventede således et svar fra de franske myndigheder for derefter at give klageren et fyldestgørende svar. Ombudsmanden bemærker endvidere, at Kommissionen gav klageren et fyldestgørende svar den 4. januar 2005. Dette svar behandlede de spørgsmål, der blev rejst i brevet af 18. august 2004. Ombudsmanden bemærker endvidere, at Kommissionen beklagede forsinkelsen i sit svar, som den tilskrev kompleksiteten af de spørgsmål, som klagerens situation rejste.

2.5 Ombudsmanden noterer sig Kommissionens argument om, at denne forsinkelse med at svare klageren skyldtes kompleksiteten af de spørgsmål, der blev rejst i klagerens situation . Ombudsmanden er imidlertid af den opfattelse, at selv om det er rimeligt, at Kommissionen har brug for en betydelig periode til at give et materielt svar på et komplekst spørgsmål, burde den ikke desto mindre have sendt klageren en ledsagende skrivelse, hvori den informerede ham om, at spørgsmålet var komplekst, og at der ville blive sendt et materielt svar så hurtigt, som det med rimelighed var muligt. Han fremsætter derfor en yderligere bemærkning nedenfor.

2.6 På baggrund af ovenstående og i lyset af Kommissionens undskyldninger for forsinkelsen i dens svar finder Ombudsmanden, at der ikke er behov for yderligere undersøgelser med hensyn til klagerens påstand.

3 Konklusion

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at være grund til yderligere undersøgelser af klagen. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Yderligere ophold

I artikel 17 i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik hedder det: "Hvis der ikke inden for ovennævnte frist kan træffes afgørelse om en anmodning eller en klage til institutionen, fordi de spørgsmål, den rejser, er komplekse, underretter tjenestemanden hurtigst muligt ophavsmanden herom. (…)

Det fremgår af den dokumentation, der blev fremsendt til Ombudsmanden, at Kommissionen på det relevante tidspunkt havde anmodet de franske myndigheder om oplysninger vedrørende klagerens anmodning, og at den den 4. januar 2005 gav klageren et indholdsmæssigt svar, som behandlede de spørgsmål, der var rejst i skrivelsen af 18. august 2004 fra klagerens advokat.

Kommissionen hævdede, at denne forsinkelse med at svare klageren skyldtes kompleksiteten af de spørgsmål, som klagerens situation rejste.

Ombudsmanden er af den opfattelse, at selv om det er rimeligt, at Kommissionen har brug for en betydelig periode til at give et materielt svar på et komplekst spørgsmål, burde den ikke desto mindre have sendt klageren en ledsagende skrivelse, hvori den informerede ham om, at spørgsmålet var komplekst, og at der ville blive sendt et materielt svar så hurtigt, som det med rimelighed var muligt.

Din oprigtige,

 

P. Nikiforos DIAMANDOUROS

---

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2).

(2) Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.3.1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 74, s. 1).

(3) Artikel 52 (bopæl i en anden medlemsstat end den kompetente stat - almindelige regler) i forordning (EØF) nr. 1408/71 bestemmer:

"En arbejdstager, der rammes af en arbejdsulykke eller pådrager sig en erhvervssygdom, og som er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, har i den stat, hvor han er bosat, ret til:

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning udredes af institutionen på hans bopælssted efter den for denne institution gældende lovgivning, som om han var forsikret dér;

b) kontantydelser, der udredes af den kompetente institution efter den for denne institution gældende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og bopælsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af sidstnævnte institution for førstnævnte institutions regning efter lovgivningen i den kompetente stat."

(4) Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 149, s. 2).

(5) Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.3.1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 74, s. 1).

(6) Den europæiske kodeks for god forvaltningsskik findes på Ombudsmandens websted (http://www.ombudsman.europa.eu/code/en/default.htm).

(7) Kommissionens skrivelse til det franske ministerium for beskæftigelse og sociale anliggender indeholder ingen angivelse af en dato.