Kære L.

Den 11. marts 2002 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand over Europa-Kommissionens svar på Deres brev vedrørende bankgebyrer på grænseoverskridende pensionsudbetalinger fra Sverige til Finland.

Den 23. april 2002 videresendte jeg Deres klage til Kommissionens formand. Kommissionen fremsendte sin udtalelse den 5. juni 2002, og jeg fremsendte den til Dem sammen med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, som De fremsendte den 16. juli 2002.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klageren, der er finsk statsborger, klager på vegne af en finsk forening for tilbagesendelse af migranter. Ifølge klageren er de relevante faktiske omstændigheder følgende:

Den 2. oktober 2001 skrev klageren til Kommissionen vedrørende direktiv 95/5/EF om grænseoverskridende overførsler (1). Klageren anmodede om en afklaring af, om ophavsmanden til en grænseoverskridende pensionsudbetaling, den svenske Försäkringskassan, er forpligtet til at betale bankgebyrerne for overførslen, eller om det er lovligt, at modtageren, dvs. pensionisten, pålægges gebyrerne.

Klageren er utilfreds med Kommissionens svar af 27. november 2001 (DN:o 27.11.01 6708). Han hævder, at Kommissionen ikke har undersøgt, om direktiv 95/5/EF forskelsbehandler pensionister.

Forespørgslen

Kommissionen har i sin udtalelse sammenfattet følgende punkter:

I sit svar til klageren af 27. november 2002 forklarede Kommissionen klageren, at det forhold, at modtageren blev pålagt bankgebyrer for gennemførelsen af en grænseoverskridende pengeoverførsel, ikke i sig selv udgjorde en overtrædelse af fællesskabsretten. I dette brev blev det også præciseret, at ingen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om overførsel af lønninger eller pensioner indeholdt bestemmelser om fordelingen af bankgebyrer eller om den betalingsmetode, der skulle anvendes. Kommissionen havde derfor meddelt klageren, at Försäkringskassans beslutning om ikke at afholde meromkostningerne ved en grænseoverskridende transaktion ikke var i strid med fællesskabsretten.

I sin udtalelse til Ombudsmanden anførte Kommissionen endvidere, at direktiv 97/5/EF generelt omfatter grænseoverskridende overførsler. I henhold til direktivets artikel 7 gennemføres en grænseoverskridende pengeoverførsel for det fulde beløb, medmindre ordregiveren har præciseret, at omkostningerne ved de grænseoverskridende overførsler helt eller delvis skal afholdes af modtageren. Det betyder, at den grænseoverskridende pengeoverførsel som standard vil blive gennemført som en såkaldt "OUR-overførsel", hvor alle omkostninger opkræves af det afsendende institut hos det eksponeringsleverende institut, hvis der ikke findes andre ordninger mellem det eksponeringsleverende institut og dets bank. Modtageren vil ikke have yderligere omkostninger og modtage hele det overførte beløb. Direktivet forhindrer imidlertid ikke kunderne i at acceptere andre betalingsmåder: BEN-overførsler, hvor modtageren betaler alle gebyrer, og SHARE-overførsler, hvor hver part betaler sine egne omkostninger. Det forekommer Kommissionen, at Försäkringskassan aftalte med sin bank ikke at gennemføre overførslen som en »vores overførsel«.

Kommissionen anførte også, at direktivet finder anvendelse på forholdet mellem kunden og det institut, der gennemfører overførslen, og ikke forholdet mellem modtageren og ordregiveren af betalingen. Klagerens begrundelse om, at han ikke havde indgået en aftale med Försäkringskassan om at dele omkostningerne ved overførslen, er derfor ikke relevant i denne sammenhæng.

Kommissionen konkluderer, at direktiv 97/5/EF ikke er relevant for spørgsmålet om, hvorvidt pensioner, der udbetales i en grænseoverskridende sammenhæng, skal stilles fuldt ud til rådighed for pensionister uden fradrag af overførselsomkostninger.

Kommissionen undersøgte også, om der fandtes fællesskabsregler på det socialpolitiske område, som forpligtede de ordninger, der udbetaler grænseoverskridende pensioner, til at betale bankgebyrerne. Det blev fastslået, at der ikke fandtes nogen fællesskabslovgivning, der indeholdt bestemmelser eller bestemmelser om fordelingen af bankgebyrer eller om anvendelsen af et bestemt betalingsinstrument. Försäkringskassan kan derfor ikke anses for at være i strid med gældende fællesskabsret på det socialpolitiske område.

Kommissionen anførte også, at den fandt det uacceptabelt, at priserne for grænseoverskridende overførsler stadig er betydeligt højere end for indenlandske overførsler. Derfor fremsatte Kommissionen et forslag til forordning om grænseoverskridende betalinger i euro, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 19. december 2001, og som har til formål at nedsætte gebyrerne for grænseoverskridende betalinger i euro. Pr. 1. juli 2003 vil gebyrerne for grænseoverskridende betalinger på op til € 12 500 blive tilpasset gebyrerne for tilsvarende betalinger på nationalt plan. Den 1. januar 2006 hæves den øvre grænse til € 50 000.

Endelig påpegede Kommissionen, at den svenske rigsdag for så vidt angår klagerens interesser drøfter et forslag om at udvide anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne forordning til at omfatte valutaer uden for euroområdet. Hvis de svenske myndigheder vedtager dette forslag, kan grænseoverskridende pengeoverførsler i SEK ikke længere pålægges højere gebyrer end indenlandske overførsler inden for Sverige.

Klageren fremsatte sammenfattende følgende bemærkninger:

Klagerens spørgsmål var, om pensionisten eller den bank, der overfører betalingen, er kunde hos Försäkringskassan. Han fandt det overraskende, at Kommissionen fandt, at pensionisten, der faktisk kunne betragtes som kreditor, ikke havde nogen indflydelse på betalingssituationen.

Klageren henviste også til Kommissionens synspunkt om, at der ikke findes nogen fællesskabsbestemmelse eller -regel om fordelingen af bankgebyrer eller om anvendelsen af et specifikt betalingsinstrument i forbindelse med grænseoverskridende overførsel af pensioner. Klageren bemærkede, at i dette tilfælde skulle den eksisterende nationale lovgivning –, den finske og den svenske lov om ansættelseskontrakter – anvendes.

Med hensyn til Kommissionens henvisning til forslaget om nedsættelse af gebyrerne for grænseoverskridende betalinger, som i øjeblikket drøftes i det svenske parlament, anførte klageren, at det ikke ville gøre nogen forskel for de tilbagevendte migranter. Försäkringskassan havde indgået en aftale med Postgirocentralen om, at Postgirocentralen ikke opkræver nogen omkostninger fra Försäkringskassan. I stedet opkræver Postgirocentralen og Sampo Bank omkostningerne fra de pensioner, der betales af Finlands socialsikringsinstitution og de finske arbejdsmarkedspensionsfonde.

Klageren spurgte, om pensionsselskabernes og bankernes aktiviteter udgør et kartel. Den sammenslutning, som klageren repræsenterede, havde forsøgt at fremme konkurrencen mellem bankerne. En bank, der havde aktiviteter i både Finland og Sverige, havde tilbudt at foretage overførslerne uden omkostninger for hverken ordregiveren af betalingen eller modtageren. Försäkringskassan havde imidlertid ikke engang været villig til at drøfte spørgsmålet. Derefter henvendte klageren sig til Postgirocentralen, som havde været villig til at drøfte spørgsmålet, indtil det viste sig, at den pågældende bank ikke havde nogen overførsler, der skulle opkræves i Sverige. Klageren fandt det overraskende, at Kommissionen som vogter af den frie konkurrence i EU ikke havde været opmærksom på disse konkurrencehindringer.

Afgørelsen

1.1 Klageren anmodede Kommissionen om en afklaring af, om ophavsmanden til en grænseoverskridende pensionsudbetaling, den svenske Försäkringskassan, er forpligtet til at betale bankgebyrerne for overførslen, eller om det er lovligt, at modtageren, dvs. pensionisten, pålægges gebyrerne. Klageren er utilfreds med Kommissionens svar og hævder, at Kommissionen undlod at undersøge, om direktiv 95/5/EF om grænseoverskridende overførsler (2) diskriminerer pensionister.

1.2 Ifølge Kommissionen er direktiv 97/5/EF ikke relevant for spørgsmålet om, hvorvidt pensioner, der udbetales i en grænseoverskridende sammenhæng, skal stilles fuldt ud til rådighed for pensionister uden fradrag af overførselsomkostninger. Kommissionen anførte også, at der ikke findes fællesskabsregler på det socialpolitiske område, som forpligter ordninger, der udbetaler grænseoverskridende pensioner, til at betale bankgebyrer.

1.3 I sine bemærkninger bestred klageren ikke Kommissionens synspunkt om, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at pensionister pålægges bankgebyrer for grænseoverskridende pensioner. Han argumenterede for, at Finlands og Sveriges nationale lovgivning skulle anvendes i dette tilfælde.

Klageren spurgte også, om pensionsselskabernes og bankernes aktiviteter udgør et kartel. Klageren fremlagde, hvad han anser for at være dokumentation for konkurrencehindringer, som Kommissionen som vogter af den frie konkurrence i EU bør være opmærksom på.

1.4 Den dokumentation, som Ombudsmanden har til rådighed, er, at Kommissionen har rettet sig mod det spørgsmål, som klageren har stillet, og også mod det generelle spørgsmål om, hvorvidt fællesskabsretten er til hinder for, at pensionister pålægges bankgebyrer for grænseoverskridende pensioner. Ombudsmanden bemærker, at klageren ikke har anfægtet Kommissionens juridiske analyse.

Med hensyn til klagerens argument om, at national ret bør anvendes, har den svenske ombudsmand meddelt Den Europæiske Ombudsmand, at Riksförsäkringsverket (den nationale forsikringsstyrelse) er Försäkringskassans normale tilsynsorgan, og at dette spørgsmål meget vel kan være noget for dem. Riksförsäkringsverket har følgende adresse: SE-10351 Stockholm, Sverige.

Med hensyn til spørgsmålet om Fællesskabets konkurrenceret, der rejses i klagerens bemærkninger, påpeger Ombudsmanden, at klageren har mulighed for at rette en klage direkte til Kommissionen vedrørende en mulig overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceret (Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Konkurrence, B-1049 Bruxelles).

1.5 På baggrund af ovenstående synes der ikke at være tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

På grundlag af Ombudsmandens undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Kommissionens formand vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

Jacob SÖDERMAN

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler, EFT L 43 af 14.2.1997, ,, s. 25-30.

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførsler, EFT L 43 af 14.2.1997, ,, s. 25-30.