Kære Maître R.

Den 6. oktober 2000 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand på vegne af Koldo GOROSTIAGA, medlem af Europa-Parlamentet, og Karmelo LANDA, tidligere medlem af Europa-Parlamentet. Klagen er rettet mod Europa-Parlamentet.

Den 26. oktober 2000 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Parlamentet. Den 8. januar 2001 meddelte De mig, at De havde skrevet til Europa-Parlamentets formand den 12. december 2000 for at anmode om, at De fik tilsendt den fuldstændige sagsmappe med materiale og dokumenter vedrørende vedtagelsen af de anfægtede afgørelser. Europa-Parlamentet fremsendte sin udtalelse til mig den 30. januar 2001, og jeg sendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 14. marts 2001 anmodede De om en forlængelse af fristen for fremsættelse af bemærkninger til den 30. april 2001. Den 22. marts 2001 meddelte jeg Dem, at Deres anmodning var blevet imødekommet. Den 13. april 2001 fremsendte De Deres bemærkninger til Europa-Parlamentets udtalelse.

Den 20. april 2001 meddelte jeg Dem, at en anden juridisk medarbejder i Ombudsmandens kontor af organisatoriske årsager fremover ville behandle Deres klage.

Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.

Komplekset

Klagen over Europa-Parlamentet indgives af en advokat, Me R., på vegne af et medlem af Europa-Parlamentet, Koldo GOROSTIAGA, og et tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Karmelo LANDA.

Ifølge klagen opfordrede GOROSTIAGA LANDA til at bistå ham i hans arbejde under Europa-Parlamentets første mødeperiode i Strasbourg i oktober 2000. LANDA var som tidligere medlem af Europa-Parlamentet i besiddelse af en indrejsetilladelse, som gav ham adgang til Europa-Parlamentets bygninger. Europa-Parlamentets sikkerhedstjeneste havde kontaktet LANDA med henblik på at give ham denne indrejsetilladelse i juni 2000.

Torsdag den 5. oktober 2000 kom to tjenestemænd fra Europa-Parlamentets sikkerhedstjeneste til GOROSTIAGA, medlem af Europa-Parlamentet, for at udføre et påbud om at udvise LANDA fra Parlamentets bygninger. Sikkerhedsofficererne sagde, at formanden for Europa-Parlamentet havde truffet en beslutning herom. De var imidlertid ikke i stand til at fremlægge en kopi af afgørelsen, da de blev anmodet herom. Sikkerhedsofficererne ringede til formandskabets tjenestegrene. Disse tjenestegrene fremsendte derefter pr. telefax en afgørelse fra Parlamentets Præsidium af 14. juli 1997 om fratagelse af alle LANDA's rettigheder som tidligere medlem af Europa-Parlamentet. Denne beslutning var aldrig blevet meddelt LANDA, som ikke tidligere havde haft kendskab til den.

Endelig kom to højtstående tjenestemænd fra Europa-Parlamentet til GOROSTIAGA's kontor. De fjernede LANDA's indrejsetilladelse som tidligere medlem af Europa-Parlamentet, angiveligt i medfør af Præsidiets afgørelse af 14. juli 1997. De gav L. LANDA en indrejsetilladelse, der var gyldig til den 5. oktober 2000.

På grundlag af ovenstående faktiske omstændigheder er det klagepunktet, at:

Præsidiets afgørelse af 14. juli 1997 er ugyldig af følgende grunde: den mangler retsgrundlag og er hverken blevet underskrevet eller meddelt klageren og blev taget uden at respektere retten til forsvar, eftersom LANDA ikke havde mulighed for at fremsætte mundtlige eller skriftlige bemærkninger;

- klageren havde ret til at opholde sig i Europa-Parlamentets lokaler, og beslutningen om at udvise ham den 5. oktober 2000 var ikke underskrevet, gav ingen begrundelse og blev ikke behørigt meddelt klageren, da den ikke engang blev truffet skriftligt.

Klagerne hævder, at:

LANDA bør genindsættes i alle sine rettigheder som tidligere medlem af Europa-Parlamentet

- de personer, der er ansvarlige for hændelsen, bør pålægges eksemplariske sanktioner for at forhindre sådanne handlinger i fremtiden.

Forespørgslen

Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet har i sin udtalelse sammenfattet følgende punkter.

Afgørelsen om inddragelse af LANDA's indrejsetilladelse

Kvæstorkollegiet konkluderede på sit møde den 16. juli 1997, at de regler og procedurer, der gælder for honorære medlemmer, bør udvides til at omfatte tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet, hvis rettigheder og privilegier i det væsentlige kan sammenlignes med dem, der indrømmes honorære medlemmer. Artikel 4 i regulativet om æresmedlemmer, som Præsidiet vedtog den 30. november 1988, bestemmer, at et æresmedlems titel og privilegier i tilfælde af misbrug kan tilbagekaldes ved en afgørelse truffet af formanden efter forslag fra Kvæstorkollegiet og efter høring af Præsidiet.

På Præsidiets møde den 17. juli 1997 mindede BALFE, kvæstor, om, at de rettigheder, som tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet har, har karakter af sociale faciliteter og på ingen måde giver dem ret til at udøve deres politiske aktiviteter i Parlamentet. GUTIERREZ DIAZ, næstformand, erklærede, at LANDA havde fungeret som apologet for mord begået af en terrororganisation i det spanske Baskerland. VERDE I ALDEA, næstformand, kritiserede LANDA for at udøve antidemokratiske aktiviteter fra Parlamentets side. Præsidiet besluttede derefter enstemmigt at trække de fordele tilbage, som LANDA havde fået som tidligere medlem af Europa-Parlamentet.

I overensstemmelse med normal praksis blev referatet af Præsidiets møde den 14. juli 1997 fremsendt til den sikkerhedstjeneste, der skulle gennemføre det. Protokollen blev sandsynligvis ikke meddelt LANDA direkte.

Sikkerhedstjenesten trak ikke LANDA's indrejsetilladelse tilbage efter Præsidiets afgørelse, da de ikke havde hans adresse, og de bemærkede heller ikke hans tilstedeværelse i Parlamentets bygninger. Sikkerhedstjenesten begik en fejl ved at imødekomme LANDA's anmodning om en ny indrejsetilladelse i juli 2000.

Ombudsmandens mandat

I modsætning til, hvad klagerne synes at tro, har tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet ikke ret til at nyde godt af de faciliteter, som Parlamentet giver dem. Disse lettelser indrømmes dem i forbindelse med udøvelsen af Parlamentets beføjelser med hensyn til intern organisation.

Ud fra et juridisk synspunkt er beslutningen om at tilbagekalde privilegier, der er tildelt et tidligere medlem af Europa-Parlamentet, og navnlig beslutningen om, hvad der udgør misbrug af sådanne privilegier, en politisk aktivitet i Europa-Parlamentet, som behandles af et politisk organ i henhold til politiske kriterier.

For så vidt som klagen anfægter gyldigheden af den beslutning, der blev truffet i 1997 om at fratage LANDA hans privilegier som tidligere medlem af Europa-Parlamentet, ligger den derfor uden for ombudsmandens mandat.

Gyldigheden af beslutningen af 14. juli 1997

Fællesskabets retsinstanser anerkender retten til kontradiktion som generelle principper i fællesskabsretten. De anvender imidlertid kun retten til at blive hørt i sager, der vedrører et retsforhold mellem en fysisk eller juridisk person og den pågældende institution. Den foreliggende sag vedrører kun faciliteter, som L. LANDA ønsker at nyde godt af.

LANDA kunne ikke have anfægtet Præsidiets afgørelse i henhold til artikel 230 EF, fordi den ikke havde bindende retsvirkninger, som kunne berøre hans interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling (1).

Desuden kan Præsidiet ikke sidestilles med et administrativt organ, der anvender regler, der skaber rettigheder og forpligtelser. LANDA blev heller ikke alvorligt skadet i hans interesse, eftersom han den 5. oktober 2000 kunne komme ind i Europa-Parlamentet og blive der, selv efter at hans indrejsetilladelse som tidligere medlem af Europa-Parlamentet var blevet fjernet.

Hvad angår pligten til at begrunde afgørelser finder artikel 253 EF, der er nævnt som kilden til forpligtelsen i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kun anvendelse på retsakter, der har retsvirkninger. Ifølge fast retspraksis har begrundelsespligten til formål at gøre det muligt for den berørte at efterprøve, om beslutningen er behæftet med en sådan mangel, at dens lovlighed kan anfægtes, og at gøre det muligt for Retten at prøve beslutningens lovlighed. Da Præsidiets afgørelse ikke kunne anfægtes retligt, var det ikke forpligtet til at give en begrundelse.

Med hensyn til klagernes argument om, at alle afgørelser, der er ugunstige for en person, skal underskrives og meddeles den berørte person med begrundelse, findes der ikke en sådan generel forpligtelse i fællesskabsretten. Den normale praksis i Europa-Parlamentet er, at Præsidiets afgørelser meddeles MEP'erne via referatet, som hvert medlem modtager en kopi af.

Under alle omstændigheder var Præsidiets afgørelse tilstrækkeligt begrundet, og beslutningens tekst blev meddelt klagerne den 5. oktober 2000. Klageren har derfor ikke længere nogen legitim interesse i dette aspekt af klagen.

Hvis Præsidiet skulle vedtage en lignende afgørelse i dag, ville det være forpligtet til, i det mindste politisk, at tage hensyn til retten til god forvaltning i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne ret omfatter retten for enhver til at blive hørt forud for enhver individuel foranstaltning, der måtte berøre ham, samt administrationens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser. Chartrets ophavsmænd begrænsede sig imidlertid ikke til en kodificering af eksisterende rettigheder, og Europa-Parlamentet kan ikke kritiseres for ikke i 1997 at have overholdt en bestemmelse, der først blev udarbejdet og proklameret i 2000.

Klagernes bemærkninger

Klagernes repræsentant klagede i sine bemærkninger over, at han ikke havde modtaget noget svar fra Europa-Parlamentet på hans anmodning om at få tilsendt de fuldstændige sagsakter og dokumenter vedrørende vedtagelsen af de anfægtede afgørelser. Han gjorde gældende, at undladelsen af at svare var i strid med artikel 255 EF, Europa-Parlamentets afgørelse af 10. juli 1997 om aktindsigt i dets dokumenter samt artikel 171 og 172 i Parlamentets forretningsorden.

Den juridiske repræsentant anfægtede Europa-Parlamentets juridiske argument om, at Ombudsmanden ikke har mandat til at behandle klagen. Han påpegede navnlig, at artikel 22 og 25 i Europa-Parlamentets forretningsorden henviser til henholdsvis Præsidiets og kvæstorernes administrative funktioner. Ifølge den retlige repræsentant skal Europa-Parlamentet desuden efter anmodning anerkende et tidligere medlem som sådant og forsyne ham med et identitetskort og de dertil knyttede rettigheder. Dette sikrer, at der ikke kan forekomme forskelsbehandling mellem tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet. Inddragelse af en indrejsetilladelse fra et tidligere medlem af Europa-Parlamentet er en forvaltningsakt, som Ombudsmanden kan føre tilsyn med.

Med hensyn til begivenhederne den 5. oktober 2000 gjorde den juridiske repræsentant gældende, at ingen af klagerne havde begået noget misbrug den formiddag, og at udvisningsafgørelsen derfor var uforholdsmæssig og magtmisbrug.

Den retlige repræsentant bemærkede også, at det organ, der er kompetent til at træffe afgørelse i sager om misbrug begået af et tidligere medlem af Europa-Parlamentet, er formandskabet, der handler på forslag af kvæstorerne og efter høring af Præsidiet. Præsidiet havde ikke kompetence til selv at træffe afgørelse i sagen. Desuden var der forskelle i datoerne, idet Præsidiet tilsyneladende havde truffet en afgørelse den 14. juli 1997, hvori der blev taget hensyn til et møde mellem kvæstorerne den 16. juli 1997 og til påstande fremsat den 17. juli 1997.

Den juridiske repræsentant gentog også, at afgørelsen ikke var blevet meddelt klageren inden for en rimelig frist, og at han ikke var blevet hørt. Hvad angår begrundelsen for Præsidiets afgørelse, var den vag, usikker og upræcis.

Den juridiske repræsentant konkluderede, at sagen bør behandles gennem en mindelig løsning i henhold til artikel 3, stk. 5, i Ombudsmandens statut, der fører til genoprettelse af det tidligere MEP's rettigheder og til en undskyldning fra formandskabet til klagerne.

Afgørelsen

1 Ombudsmandens kompetence til at behandle klagen

1.1 Europa-Parlamentet bestrider Ombudsmandens kompetence til at behandle klagen, for så vidt som klagen anfægter Præsidiets afgørelse om at inddrage en tidligere MEP's indrejsetilladelse. Ifølge Parlamentet har tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet ikke ret til at nyde godt af de faciliteter, som det giver dem i forbindelse med udøvelsen af sine beføjelser med hensyn til intern organisation. Fra et juridisk synspunkt er beslutningen om at trække et privilegium tilbage fra et tidligere medlem af Europa-Parlamentet og navnlig beslutningen om, hvad der udgør et misbrug af privilegium, en politisk aktivitet, der behandles af et politisk organ i henhold til politiske kriterier: Ombudsmanden har derfor ingen kompetence i sagen.

1.2 Ifølge Domstolen bemyndiger den interne organisationsbeføjelse institutionerne til at træffe foranstaltninger til at sikre deres interne funktion i overensstemmelse med hensynet til god forvaltningsskik (2). Ombudsmanden mener derfor, at han har kompetence til at behandle en klage, der vedrører eventuelle fejl eller forsømmelser fra Europa-Parlamentets side i forbindelse med udøvelsen af dets beføjelser med hensyn til intern organisation.

1.3 Ombudsmanden bemærker, at den interne organisationsbeføjelse indebærer omfattende skønsbeføjelser, og minder om, at han ikke anfægter skønsmæssige administrative afgørelser, forudsat at institutionen har handlet inden for rammerne af sin retlige myndighed.

2 Afgørelsen om inddragelse af indrejsetilladelsen for et tidligere medlem af Europa-Parlamentet

2.1. Ifølge klagerne er Præsidiets beslutning om at inddrage et tidligere MEP's indrejsetilladelse ugyldig. De har gjort gældende, at afgørelsen mangler retsgrundlag. hverken var underskrevet eller meddelt klageren og blev ikke udarbejdet af Parlamentets kompetente organ. De hævder, at det tidligere parlamentsmedlems rettigheder bør genoprettes.

2.2 Ifølge Parlamentet har tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet ikke ret til at nyde godt af de faciliteter, som Parlamentet giver dem. Præsidiet kan ikke sidestilles med et administrativt organ, der anvender regler, der skaber rettigheder og forpligtelser. Dens afgørelse om at inddrage et tidligere parlamentsmedlems indrejsetilladelse har ikke bindende retsvirkninger, der kan berøre det tidligere parlamentsmedlems interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.

2.3 Ombudsmanden bemærker, at MEP'ernes rolle som demokratisk valgte repræsentanter for folkene i staterne er nedfældet i EF-traktaten og i artikel 39 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Tidligere medlemmers status anerkendes derimod kun i Parlamentets interne organisation. Disse foranstaltninger giver mulighed for at inddrage en indrejsetilladelse i tilfælde af misbrug.

2.4 Ombudsmanden er ikke bekendt med nogen regel eller noget princip, der kan forhindre Parlamentet i at anvende de normale administrative procedurer til at gennemføre de foranstaltninger, som det har vedtaget vedrørende indrejsetilladelser til tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet. De normale administrative procedurer omfatter de krav, der behandles i næste afsnit i denne afgørelse. De indebærer imidlertid ikke nødvendigvis alle de formaliteter, der knytter sig til en afgørelse vedrørende retlige rettigheder og forpligtelser.

2.5 Ombudsmandens undersøgelse har ikke vist noget bevis, der kan rejse tvivl om Parlamentets retlige beføjelse som institution til at inddrage det tidligere medlems indrejsetilladelse. Ombudsmanden finder det ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt i dette tilfælde at undersøge kompetencefordelingen mellem Parlamentets forskellige organer eller de nøjagtige datoer for disse organers behandling af sagen.

2.6 Ombudsmandens undersøgelse har derfor ikke afsløret fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af sagen.

3 Retten til at blive hørt og begrundelsespligten

3.1 Klagerne hævder, at Præsidiets afgørelse om at inddrage det tidligere MEP's indrejsetilladelse blev truffet uden at respektere retten til forsvar, da han ikke havde mulighed for at fremsætte mundtlige eller skriftlige bemærkninger og heller ikke blev underrettet om afgørelsen eller begrundelsen herfor.

3.2 Ifølge Parlamentet anvender Fællesskabets retsinstanser kun retten til at blive hørt i sager, der vedrører et retsforhold mellem en fysisk eller juridisk person og den pågældende institution. Den foreliggende sag vedrører kun faciliteter, som det tidligere medlem af Europa-Parlamentet ønsker at nyde godt af, og det var ikke muligt at anfægte Præsidiets afgørelse i henhold til artikel 230 EF.

3.3 Ifølge Parlamentet består begrundelsespligten kun i tilfælde, hvor den pågældende afgørelse kan anfægtes ved Domstolen. Præsidiets afgørelse i denne sag kunne ikke have været anfægtet på denne måde, og Præsidiet havde derfor ingen begrundelsespligt. Under alle omstændigheder var Præsidiets afgørelse tilstrækkeligt begrundet, og beslutningens tekst blev meddelt klagerne den 5. oktober 2000.

3.4 Parlamentet erkendte også, at hvis Præsidiet skulle vedtage en lignende afgørelse i dag, ville det være forpligtet til, i det mindste politisk, at tage hensyn til retten til god forvaltning i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Parlamentet er imidlertid af den opfattelse, at ophavsmændene til chartret ikke begrænsede sig til en kodificering af eksisterende rettigheder, og at det ikke kan kritiseres for ikke i 1997 at have overholdt en bestemmelse, der først blev udarbejdet og proklameret i 2000.

3.5 Parlamentets argument synes derfor at være, at chartret om grundlæggende rettigheder kunne være et rent politisk instrument, i hvilket tilfælde borgerne ikke ville have ret til at blive hørt, før der træffes en negativ afgørelse, eller til at kende begrundelsen for en sådan afgørelse, medmindre de også har ret til at anfægte afgørelsen ved Domstolen.

3.6 Efter Ombudsmandens opfattelse er Parlamentets argument retligt forkert.

3.7 For så vidt angår retten til at blive hørt har Domstolen udtalt, at "i overensstemmelse med et generelt princip om god forvaltningsskik skal en forvaltning, der skal træffe afgørelser, selv juridisk, som påfører den berørte person alvorlig skade, give denne mulighed for at tilkendegive sine synspunkter, medmindre der er en tungtvejende grund til ikke at gøre det."(3) Endvidere finder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis vedrørende artikel 6 i konventionen, at en retfærdig rettergang under en administrativ procedure er vigtigere, ikke mindre vigtig, i sager, hvor afgørelsen ikke er underlagt domstolskontrol.

3.8 Hvad angår begrundelsespligten er det korrekt, at et af formålene med denne forpligtelse er at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at efterprøve beslutningens lovlighed. Dette gør det imidlertid ikke muligt at konkludere, at begrundelsespligten kun foreligger, når der er mulighed for domstolsprøvelse. Domstolens retspraksis nævner også et andet formål med begrundelsespligten, nemlig "at gøre de berørte personer bekendt med begrundelsen for foranstaltningen "(4).

3.9 Det er derfor Ombudsmandens opfattelse, at enhver borger har ret til at få kendskab til begrundelsen for en administrativ afgørelse, der krænker hans eller hendes interesser, og til at blive hørt, inden en sådan afgørelse træffes. Før Parlamentet fjernede det tidligere parlamentsmedlems privilegier, burde det derfor have fortalt ham, hvad han havde gjort forkert, og givet ham mulighed for at fremføre sin side af sagen. Den burde også straks have meddelt ham sin begrundede afgørelse. Dens undladelse heraf var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

4 Klagernes øvrige påstande og påstande

4.1 I sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse gjorde klagernes juridiske repræsentant gældende, at ingen af klagerne havde begået misbrug om morgenen den 5. oktober 2000, og at udvisningsafgørelsen derfor var uforholdsmæssig og magtmisbrug. Han hævdede, at formandskabet burde undskylde over for klagerne. I den oprindelige klage hævdedes det, at de personer, der var ansvarlige for hændelsen, burde pålægges eksemplariske sanktioner for at forhindre sådanne handlinger i fremtiden.

4.2 Det fremgår af de oplysninger, som Ombudsmanden råder over, at ingen af klagerne blev bortvist fra Parlamentets bygninger den 5. oktober 2000. Der synes heller ikke at være nogen grund til at rejse tvivl om den adfærd, som medlemmerne af sikkerhedstjenesten eller formandskabets tjenester udviste den pågældende dag.

4.3 I sine bemærkninger til Parlamentets udtalelse klagede klagernes juridiske repræsentant over, at han ikke havde modtaget noget svar fra Europa-Parlamentet på hans anmodning om at få tilsendt den fuldstændige sagsmappe med materiale og dokumenter vedrørende vedtagelsen af de anfægtede afgørelser.

4.4 Ombudsmanden minder om, at manglende svar på korrespondance kan være et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden finder det imidlertid ikke nødvendigt eller hensigtsmæssigt at undersøge klagernes nye påstand inden for rammerne af sin undersøgelse af denne klage. Der kan om nødvendigt indgives en ny klage.

4.5 I bemærkningerne til Parlamentets udtalelse konkluderede klagernes juridiske repræsentant, at sagen burde behandles ved hjælp af en mindelig løsning i henhold til artikel 3, stk. 5, i Ombudsmandens statut, der fører til genoprettelse af det tidligere medlems rettigheder.

4.6 Selv om Ombudsmanden har konstateret fejl eller forsømmelser i punkt 3.9 ovenfor, har hans undersøgelse ikke afsløret nogen beviser, der kan rejse tvivl om Parlamentets retlige beføjelse som institution til at inddrage det tidligere medlems indrejsetilladelse. Konstateringen af fejl eller forsømmelser giver derfor ikke grundlag for at finde en mindelig løsning, der kan imødekomme klagen i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i Ombudsmandens statut.

5 Konklusion

På grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage forekommer det nødvendigt at fremsætte følgende kritiske bemærkning:

Enhver borger har ret til at få kendskab til begrundelsen for en administrativ afgørelse, der krænker hans eller hendes interesser, og til at blive hørt, inden en sådan afgørelse træffes. Før Parlamentet fjernede det tidligere parlamentsmedlems privilegier, burde det derfor have fortalt ham, hvad han havde gjort forkert, og givet ham mulighed for at fremføre sin side af sagen. Den burde også straks have meddelt ham sin begrundede afgørelse. Dens undladelse heraf var et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

Af de grunde, der er anført i afgørelsens punkt 4.6, er det ikke hensigtsmæssigt at søge en mindelig løsning på sagen. Ombudsmanden afslutter derfor sagen.

Formanden for Europa-Parlamentet vil også blive underrettet om denne afgørelse.

Din oprigtige,

 

Jacob SÖDERMAN

---

(1) Sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. 1981, s. 2639, præmis 9.

(2) Sag C-58/94, Nederlandene mod Rådet, Sml. 1996 I, s. 2169, præmis 37.

(3) Forenede sager 33/79 og 75/79, R. Kuhner mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 1677, præmis 20. Se også sag 17/74, Transocean Marine Paint, Sml. 1974, s. 1063, på s. 1081: "En person, hvis interesser berøres mærkbart af en afgørelse truffet af en offentlig myndighed, skal have mulighed for at gøre sine synspunkter gældende."

(4) Se f.eks. G. R. Amylum mod Rådet (isoglucose), Sml. 1982, s. 3107, præmis 19.