Sagen vedrørte en afgørelse fra Europa-Kommissionen om at anse visse omkostninger, som en ikkestatslig organisation, der deltog i et EU-finansieret projekt, der havde til formål at bekæmpe racisme mod romaer, havde anmeldt, for ikke-støtteberettigede. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke havde undersøgt beviserne korrekt, før den fastslog, at omkostningerne ikke var støtteberettigede.

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Under konferencen i det europæiske netværk af ombudsmænd, der blev afholdt den 19.-20. juni 2017, gav nogle ombudsmænd, der deltog i arbejdsgruppen om migration, udtryk for bekymring over den praktiske anvendelse af en specifik undtagelse i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i familiesammenføringsdirektivet ("direktivet")[1].

Medlemsstaterne kan navnlig beslutte ikke at anvende undtagelsen fra de krav[2], der er fastsat for udøvelsen af retten til familiesammenføring[3], hvis ansøgningen om familiesammenføring indgives efter udløbet af en periode på tre måneder[4] fra tildelingen af flygtningestatus.

Efter arbejdsgruppens drøftelser præciserede den belgiske føderale ombudsmands tjenestegrene i en e-mail af 18. oktober 2017, at belgisk lovgivning går ud over den minimumsperiode på tre måneder, der er fastsat i direktivet[5], og anvender en frist på 12 måneder for anvendelsen af undtagelsen.

Den belgiske føderale ombudsmand bemærkede imidlertid på grundlag af de modtagne klager, at familiemedlemmer til flygtninge i Belgien kan stå over for praktiske vanskeligheder, der forhindrer dem i at indgive deres ansøgning inden for en periode på 12 måneder efter tildelingen af flygtningestatus til referencepersonen. Disse vanskeligheder blev oprindeligt afhjulpet i 2015^[6]. Som følge heraf kan familiemedlemmer til flygtninge indgive deres ansøgning direkte, hvis de fremlægger bevis for deres identitet, udfylder visumansøgningsformularen og i sidste ende betaler visumgebyrer (deres fil kan udfyldes bagefter).

Ifølge den belgiske føderale ombudsmand var der dog stadig visse vanskeligheder for og på de konsulære repræsentationer, f.eks. fordi:

De konsulære repræsentationer nævner ikke altid de relevante oplysninger på deres websted eller i dokumentationen for flygtninge.

(2) De informerer ikke altid aktivt familiemedlemmer til flygtninge, der kontakter de konsulære repræsentationer, om, at det er muligt for dem at indgive deres ansøgning direkte.

(3) Visumansøgere oplever undertiden lange forsinkelser med at få en aftale med ambassaden (på grund af manglende administrativ kapacitet, hvilket resulterer i alvorlige organisatoriske begrænsninger).

4) Håndhævelsen af gunstige regler afhænger af ambassadens kendskab til disse regler og organisatoriske begrænsninger.

(5) Det er vanskeligt at afhjælpe situationer, hvor fristens udløb skyldes en ambassades handlinger (eller passivitet), da Udenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen har modstridende holdninger til spørgsmålet.

For at løse disse problemer ønskede den belgiske føderale ombudsmand at spørge Kommissionen om en mulig mere gunstig fortolkning af direktivet.

Forespørgsel

I den forespørgsel, som Den Europæiske Ombudsmand sendte til Kommissionen, blev institutionen spurgt, om den kunne bekræfte, at dens (gunstige) fortolkning af fristen på tre måneder (som fastsat i artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, i direktiv 2003/86/EF) i Kommissionens meddelelse fra 2014[7] om retningslinjer for medlemsstaternes anvendelse af direktivet[8] stadig er gældende i betragtning af forværringen af flygtningekrisen siden 2014 og den relativt lille andel af asylansøgere, som indtil videre synes at have fået tildelt flygtningestatus af medlemsstaterne.

Kommissionens svar

Den 20. december 2017 besvarede Kommissionen forespørgslen.

Kommissionen bekræftede, at erklæringen i dens meddelelse fra 2014 om retningslinjer for anvendelsen af direktivet stadig var gældende. Den henviste i vid udstrækning til meddelelsens afsnit 6.1.3.

Kommissionen tilføjede, at den i sin "europæiske dagsorden for migration" fra maj 2015[9] understregede, at medlemsstaterne som reaktion på de menneskelige tragedier under migrationskrisen bør anvende andre lovlige muligheder for personer med behov for beskyttelse sideløbende med genbosættelse. Disse omfatter "private/ikkestatsligesponsorater og humanitære tilladelser samt bestemmelser om familiesammenføring". Kommissionen konkluderede, at ovennævnte erklæring viser, at Kommissionens holdning til spørgsmålene om familiesammenføring af flygtninge ikke har ændret sig som følge af forværringen af flygtningekrisen.

Endelig henviste Kommissionen til en rapport om en nylig EMN-undersøgelse (Det Europæiske Migrationsnetværk), som giver et overblik over situationen i de forskellige medlemsstater med hensyn til fristen for indgivelse af ansøgninger om lettere familiesammenføring for flygtninge[10]. 

Kommissionens svar blev sendt til den belgiske føderale ombudsmand den 9. januar 2018.

Tilbagemelding

Den belgiske forbundsombudsmand har ikke fremsat bemærkninger til Kommissionens svar.

Afslutningsprocedure

I betragtning af svarets indhold (dvs. at Kommissionen bekræftede den erklæring, den havde fremsat i sin meddelelse fra 2014) og det forhold, at den belgiske føderale ombudsmand ikke fremsatte bemærkninger, blev det konkluderet, at det spørgsmål, der var rejst i forespørgslen, var blevet behandlet på passende vis.

[1] Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (EUT L 251 af 3.10.2003, s. 12).

[2] Der er tale om følgende krav: i) passende bolig til familien, ii) sygeforsikring og iii) tilstrækkelige faste og regelmæssige indtægter.

[3] Den relevante del af artikel 12, stk. 1, første afsnit, har følgende ordlyd: "Uansetartikel 7 kan medlemsstaterne ikke kræve, at flygtningen og/eller et eller flere familiemedlemmer i forbindelse med ansøgninger vedrørende de familiemedlemmer, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, fremlægger dokumentation for, at flygtningen opfylder kravene i artikel 7."

[4] Den relevante del af artikel 12, stk. 1, tredje afsnit, har følgende ordlyd: "Medlemsstaterne kan kræve, at flygtningen opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, hvis ansøgningen om familiesammenføring ikke indgives inden for en periode på tre måneder efter tildelingen af flygtningestatus"(fremhævelse tilføjet).

[5] Artikel 10, stk. 2, femte led, i lov af 15. december 1980 om udlændinges indrejse, ophold, bosættelse og udsendelse (Belgien).

[6] Den belgiske ombudsmand opregnede følgende praktiske uoverensstemmelser, som udenrigsministeriet og immigrationskontoret tog op i 2015: (1) De belgiske ambassader kræver, at ansøgerne legaliserer alle deres dokumenter, inden de ansøger om familiesammenføring, hvilket er tidskrævende. (2) Den belgiske ombudsmand har bemærket, at familiemedlemmer har haft alvorlige vanskeligheder med at få alle yderligere dokumenter, som ambassaden kræver for at registrere ansøgningen.

[7] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om retningslinjer for anvendelsen af direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring (COM(2014) 210 final).

[8] COM(2014) 210 af 6.1.3: "Artikel12, stk. 1, tredje afsnit, giver medlemsstaterne mulighed for at kræve, at flygtningen opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, hvis ansøgningen om familiesammenføring ikke indgives inden for en periode på tre måneder efter tildelingen af flygtningestatus. Flygtninge står ofte over for praktiske vanskeligheder inden for denne tidsramme, og disse kan udgøre en praktisk hindring for familiesammenføring. Kommissionen mener derfor, at det forhold, at de fleste medlemsstater ikke anvender denne begrænsning, er den mest hensigtsmæssige løsning.

Hvis medlemsstaterne vælger at anvende denne bestemmelse, mener Kommissionen ikke desto mindre, at de bør tage hensyn til objektive praktiske hindringer, som ansøgeren står over for, som en af faktorerne ved vurderingen af en individuel ansøgning. Selv om medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 11 og artikel 5, stk. 1, frit kan afgøre, om ansøgningen skal indgives enten af referencepersonen eller af familiemedlemmet, kan flygtninges og deres familiemedlemmers særlige situation desuden gøre dette særligt vanskeligt eller umuligt.

Kommissionen mener derfor, at medlemsstaterne, navnlig når de anvender en frist, bør give referencepersonen mulighed for at indgive ansøgningen på medlemsstatens område for at sikre effektiviteten af retten til familiesammenføring. Hvis en ansøger står over for objektive praktiske hindringer for at overholde fristen på tre måneder, mener Kommissionen endelig, at medlemsstaterne bør give vedkommende mulighed for at indgive en delvis ansøgning, der skal udfyldes, så snart dokumenterne foreligger, eller sporingen er afsluttet med et positivt resultat. Kommissionen opfordrer også indtrængende medlemsstaterne til at give klare oplysninger om familiesammenføring for flygtninge på en rettidig og forståelig måde (f.eks. når deres flygtningestatus tildeles)."

[9] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: En europæisk dagsorden for migration (COM(2015) 240).

[10] Rapporten findes på: https://ec.europa.eu/home-affairs/sites/homeaffairs/files/00_family_reunification_sr_final.pdf

Sagen vedrørte Kommissionens behandling af en klage over klagerens udelukkelse fra et netværk af eksperter på grund af hans påståede upassende adfærd. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens samlede reaktion på påstandene mod klageren var utilstrækkelig. Ombudsmanden fandt, at Kommissionen ikke havde foretaget en grundig, objektiv og neutral vurdering af de faktiske omstændigheder. Ombudsmanden fremsatte derefter et forslag til en løsning, som Kommissionen afviste. Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen med en konstatering af fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side.

Klagen blev indgivet af en tysk virksomhed, der er aktiv inden for naturteknik, kulturvidenskab og medicin. Det drejede sig om et EU-projekt, der beskæftigede sig med at forstå mekanismer til cellecykluskontrol og finde mulige løsninger på cellecyklusrelaterede sygdomme. Efter en revision af projektet besluttede Kommissionen ikke at godkende visse udgifter som støtteberettigede. Klageren gjorde indsigelse mod denne afgørelse og hævdede, at den måde, hvorpå Kommissionen og dens revisorer håndterede revisionen, var ukorrekt, urimelig og ikke i overensstemmelse med god administrativ praksis. Ombudsmanden undersøgte disse spørgsmål og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser i Kommissionens adfærd.

Sagen vedrørte den måde, hvorpå ENISA omfordelte opgaverne og gennemførte ændringer i arbejdsmiljøet for klageren, en ENISA-medarbejder. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fremsatte et forslag til en mindelig løsning, som ENISA ikke accepterede. Ombudsmanden fremsatte derefter udkast til henstillinger, hvori hun anmodede ENISA om: 1) at anerkende, at den ikke a) har hørt klageren inden vedtagelsen af afgørelserne om omplacering, b) har begrundet sine handlinger, c) har meddelt sine afgørelser om omplacering korrekt, d) har besvaret klagerens relevante anmodninger og e) har taget behørigt hensyn til klagerens velfærd 2) at give klageren en undskyldning; 3) at foretage en ex gratia betaling på 1 000 EUR til klageren; og 4) at give Ombudsmanden et formelt tilsagn om, at den ikke vil begå sådanne tilfælde af fejl eller forsømmelser i fremtiden. ENISA accepterede Ombudsmandens udkast til henstillinger og tog skridt til at gennemføre dem. Ombudsmanden afsluttede derfor sagen.