- DA Dansk
Maskinoversættelser kan indeholde fejl, der potentielt gør teksten mindre klar og nøjagtig. Ombudsmanden påtager sig intet ansvar for eventuelle afvigelser. For de mest pålidelige oplysninger og den største retssikkerhed henvises der til originalversionen på engelsk, som der er linket til ovenfor.
Læs mere i vores sprog- og oversættelsespolitik.
Den Europæiske Ombudsmands afgørelse om afslutning af undersøgelsen af klage 1472/2011/(PMC)(PB)MMN over Europa-Kommissionen
Afgørelse
Sag 1472/2011/MMN - Indledt den Fredag | 29 juli 2011 - Afgørelse af Onsdag | 23 maj 2012 - Den vedrørte institution Europa-Kommissionen ( Kritisk bemærkning , Ikke grund til yderligere undersøgelser )
Denne sag vedrører en begæring om aktindsigt i dokumenter, som Kommissionen var i besiddelse af, nemlig de svar, der blev anvendt til at beregne løntilpasningen for EU-tjenestemænd, og som otte medlemsstater fremsendte som svar på spørgeskemaet om standardvederlag.
Kommissionen underrettede klageren, en journalist, om, at den var nødt til at rådføre sig med medlemsstaterne for at fastslå, om de gjorde indsigelse mod udbredelsen. Efterfølgende fremsendte Kommissionen svar fra seks berørte medlemsstater. Den underrettede imidlertid klageren om, at Frankrig og Spanien havde gjort indsigelse mod fremlæggelsen af deres svar. Efter Kommissionens opfattelse kunne der derfor ikke gives aktindsigt i disse dokumenter.
Klageren genfremsatte derefter sin begæring. Fristen for at besvare den genfremsatte begæring blev af Kommissionen forlænget til den 9. december 2010. Den 11. juli 2011, og da der ikke forelå noget svar, henvendte klageren sig til Ombudsmanden.
Ombudsmanden indledte en undersøgelse af følgende påstande: Kommissionen undlod at give aktindsigt i Frankrigs og Spaniens svar på spørgeskemaet om standardvederlag. og ii) Kommissionen har ikke overholdt de gældende frister i forordning (EF) nr. 1049/2001. Ombudsmanden medtog desuden i sin undersøgelse påstanden om, at Kommissionen skulle give aktindsigt i svarene fra Frankrig og Spanien.
I oktober 2011 gav Kommissionen aktindsigt i de ønskede dokumenter. På denne baggrund konkluderede Ombudsmanden, at der ikke var grund til yderligere undersøgelser i forbindelse med den første påstand og påstanden.
Med hensyn til det andet klagepunkt bemærkede Ombudsmanden, at artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 bestemmer, at en medlemsstat kan anmode institutionen om ikke at give aktindsigt i et dokument, der hidrører fra denne medlemsstat, uden dens forudgående samtykke. Det følger imidlertid af retspraksis, at dette ikke giver medlemsstaterne vetoret med hensyn til udlevering af sådanne dokumenter. I stedet er Kommissionen og medlemsstaten forpligtet til at indgå i en reel dialog, og hvis medlemsstaten ønsker at fastholde sin anmodning, skal den underrette Kommissionen om, hvilke af de undtagelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1049/2001, der efter dens opfattelse finder anvendelse. Unionens retsinstanser har også gjort det klart, at den omstændighed, at institutionen har indledt en sådan dialog med den medlemsstat, som det ønskede dokument hidrører fra, ikke berettiger den til at overskride de frister, der er fastsat i forordning 1049/2001. Kommissionen er forpligtet til inden for de nævnte frister og på grundlag af en eller flere af de undtagelser, der er anført i nævnte forordning, at træffe afgørelse om en anmodning om adgang, enten ved at give adgang eller ved at forklare, hvorfor der ikke kan gives adgang. I den foreliggende sag er Kommissionen blevet udsat for betydelige forsinkelser. Kommissionen undskyldte over for klageren for disse forsinkelser. Dens svar til både klageren og Ombudsmanden viste imidlertid også, at den stadig syntes at mene, at behovet for at høre medlemsstaterne berettiger den til at overskride de frister, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1049/2001 for besvarelse af anmodninger om aktindsigt. Ombudsmanden fremsatte derfor en kritisk bemærkning vedrørende den anden påstand.
Baggrunden for klagen
1. Denne klage vedrører en begæring om aktindsigt i dokumenter fra medlemsstaterne, som Europa-Kommissionen ("Kommissionen") er i besiddelse af.
2. Klageren er en journalist, der arbejder i Bruxelles, Belgien, for en amerikansk avis. Den 20. august 2010 indgav klageren en begæring til Kommissionen om aktindsigt i dokumenter vedrørende det »standardlønspørgeskema«, som arbejdsgruppen vedrørende vedtægtens artikel 65 krævede [1] Denne begæring, der blev fremsat i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001 [2], vedrørte medlemsstaternes besvarelse af det nævnte spørgeskema. Dataene i disse svar anvendes af Eurostat (dvs. Kommissionen) til at foretage beregninger vedrørende den krævede løntilpasning for tjenestemænd og øvrige ansatte, der arbejder for EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer.
3. Den 10. september 2010 meddelte Kommissionen klageren, at den i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1049/2001 havde besluttet at forlænge fristen for besvarelse af begæringen om aktindsigt med 15 arbejdsdage (dvs. indtil den 1. oktober 2010).
4. Den 1. oktober 2010 meddelte Kommissionen klageren, at de relevante beregninger var baseret på oplysninger fra otte medlemsstater. Den tilføjede, at syv af disse medlemsstater allerede havde indsendt deres besvarelser af spørgeskemaet (dvs. alle de berørte medlemsstater undtagen Spanien). Kommissionen anførte imidlertid yderligere, at den var nødt til at rådføre sig med de pågældende medlemsstater for at fastslå, om de modsatte sig udbredelsen af deres svar. Kommissionen anførte således, at den ville vende tilbage til klageren så hurtigt som muligt i løbet af den følgende uge.
5. Den 7. og 8. oktober 2010 gav Kommissionen klageren kopier af besvarelserne af spørgeskemaet fra seks medlemsstater, der var berørt af anmodningen.
6. Den 13. oktober 2010 meddelte Kommissionen klageren, at Frankrig og Spanien havde gjort indsigelse mod fremlæggelsen af deres svar. Efter Kommissionens opfattelse kunne der derfor ikke gives aktindsigt i disse dokumenter, da" udbredelse ville være til alvorlig skade for beslutningsprocessen, bl.a. på grund af dokumenternes foreløbige og specifikke karakter. Dokumenterne udarbejdes på grundlag af en EU-metode, der er specifikt tilpasset EU's behov og derfor ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med national praksis (artikel 4, stk. 4, i forordning 1049/2001)."[3]
7. Den 20. oktober 2010 genfremsatte klageren begæringen over for Kommissionens generalsekretær i henhold til artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001. Klageren anfægtede i det væsentlige Kommissionens synspunkt om, at videregivelse af besvarelserne af spørgeskemaet ville være til alvorlig skade for beslutningsprocessen. Desuden hævdede klageren, at det forhold, at dokumenterne angiveligt var blevet udarbejdet på grundlag af en EU-metode, der var specifikt tilpasset EU's behov, ikke syntes at falde ind under anvendelsesområdet for nogen af de undtagelser, der er anført i artikel 4 i forordning 1049/2001.
8. Den 16. november 2010 meddelte Kommissionen klageren, at den i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1049/2001 havde besluttet at forlænge fristen for besvarelse af den genfremsatte begæring med 15 arbejdsdage (dvs. indtil den 9. december 2010).
9. Den 9. december 2010 meddelte Kommissionen klageren, at den ikke var i stand til at give ham et endeligt svar på begæringen om aktindsigt, da de "interne høringer" stadig var i gang.
10. Den 27. januar 2011 anmodede klageren om en ajourføring af status for sin genfremsatte begæring.
11. Den 9. februar 2011 gentog klageren sin anmodning om en ajourføring af status for sin genfremsatte begæring.
12. Samme dag meddelte Kommissionen klageren, at han snart ville modtage et svar.
13. Den 11. juli 2011 og i mangel af svar på hans genfremsatte begæring indgav klageren denne klage til Ombudsmanden.
Undersøgelsens genstand
14. Ombudsmanden indledte en undersøgelse af følgende påstande og påstande:
Påstande:
(1) Kommissionen gav ikke klageren adgang til Frankrigs og Spaniens svar på spørgeskemaet om standardvederlag, som Kommissionen havde sendt til dem med henblik på at forberede sin årlige gennemgang af vederlagene til EU's tjenestemænd og øvrige ansatte.
(2) Ved behandlingen af den nævnte begæring om aktindsigt overholdt Kommissionen ikke de gældende frister i forordning (EF) nr. 1049/2001.
Påstand:
Kommissionen bør give klageren adgang til Frankrigs og Spaniens svar på spørgeskemaet om standardvederlag, som Kommissionen havde sendt til dem.
Undersøgelsen
15. Den 29. juli 2011 anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at afgive udtalelse om ovennævnte påstande og påstande. Ombudsmanden meddelte endvidere Kommissionen, at den havde besluttet at foretage en undersøgelse af de relevante dokumenter. Kontrollen fandt sted den 26. september 2011, og en kopi af kontrolrapporten blev sendt til klageren.
16. Den 6. oktober 2011 meddelte klageren Ombudsmanden, at Kommissionen samme dag fremlagde spørgeskemaet fra Spanien [4].
17. Den 19. oktober 2011 meddelte Kommissionen Ombudsmanden, at den ikke havde været i stand til at overholde den frist, der var fastsat til den 30. september 2011 til at afgive udtalelse. Kommissionen tilføjede, at den agtede at afgive udtalelse senest den 30. november 2011.
18. Den 11. januar 2012 afgav Kommissionen sin udtalelse, som blev videresendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger. Klageren fremsatte sine bemærkninger den 19. januar 2012.
Ombudsmandens analyse og konklusioner
A. Påstand om manglende aktindsigt i Spaniens og Frankrigs svar på spørgeskemaet om standardvederlag og tilhørende krav
Argumenter forelagt Ombudsmanden
19. I sin udtalelse påpegede Kommissionen, at den havde givet klageren aktindsigt i Frankrigs svar af 28. oktober 2011 [5]. Kommissionen hævdede derfor, at påstanden om, at klageren ikke havde fået aktindsigt i Frankrigs og Spaniens svar på spørgeskemaet om standardvederlag og den dermed forbundne påstand, var blevet uden genstand, da den i mellemtiden havde givet aktindsigt i disse dokumenter.
20. Klageren anfægtede Kommissionens holdning. Han gjorde gældende, at Kommissionens begrundelse for at tilbageholde dokumenterne var mangelfuld, og at det derfor var vigtigt at bemærke dette, for at Kommissionen kunne ændre sin politik i fremtiden. Klageren anfægtede navnlig, at Kommissionen først gav aktindsigt i dokumenterne efter at have modtaget godkendelse fra de spanske og franske myndigheder. Klageren tilføjede, at dette i henhold til forordning 1049/2001 ikke var en acceptabel grund.
Ombudsmandens vurdering
22. Ombudsmanden mener, som Kommissionen med rette har foreslået, at påstanden om, at Kommissionen bør give aktindsigt i Frankrigs og Spaniens svar på spørgeskemaet om standardvederlag, er blevet uden genstand under de nuværende omstændigheder. Det er klart, at der ikke er behov for, at Ombudsmanden vurderer, om Kommissionen bør videregive de pågældende dokumenter, efter at de rent faktisk er blevet videregivet.
23. Hvad angår påstanden om, at Kommissionen undlod at give aktindsigt i de pågældende dokumenter, er det korrekt, at den manglende rettidige aktindsigt i dokumenterne i sig selv udgør et tilfælde af fejl eller forsømmelser. Den omstændighed, at Kommissionen efterfølgende gav aktindsigt i de pågældende dokumenter, fjerner ikke nødvendigvis dette tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden bemærker imidlertid, at de proceduremæssige aspekter af behandlingen af den relevante anmodning om aktindsigt er genstand for klagerens anden påstand. Han mener derfor, at det er hensigtsmæssigt at behandle ovennævnte spørgsmål i forbindelse med undersøgelsen af den anden påstand. Ombudsmanden vil således i det følgende afsnit behandle klagerens argumenter vedrørende de angiveligt forkerte grunde, som Kommissionen anvendte til at begrunde sin beslutning om at tilbageholde dokumenterne efter udløbet af de gældende frister.
24. På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden, at der ikke er grundlag for yderligere undersøgelser i forbindelse med den første påstand og den dermed forbundne påstand.
B. Påstand om manglende overholdelse af de frister, der er fastsat i forordning 1049/2001
Argumenter forelagt Ombudsmanden
25. Kommissionen anførte i sin udtalelse, at selv om dialogen med medlemsstaternes myndigheder har tendens til at forlænge behandlingen af genfremsatte begæringer, kan den tid, det tager i den foreliggende sag, ikke anses for urimelig. Kommissionen erkendte imidlertid, at den ikke havde behandlet klagerens genfremsatte begæring inden for de frister, der er fastsat i forordning 1049/2001. Den tilføjede, at den undskyldte over for klageren for den betydelige tid, der var taget i dens afgørelser af 6. og 28. oktober 2011 vedrørende den genfremsatte begæring.
26. I sine bemærkninger bemærkede klageren, at Kommissionen anerkendte dens overtrædelse af de frister, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1049/2001, og undskyldte forsinkelsen. Klageren understregede imidlertid, at Kommissionen skal overholde de frister, der er fastsat i forordning 1049/2001.
27. Ifølge klageren har Kommissionen ingen gyldig grund til at afvise begæringen om aktindsigt, hvis en medlemsstat anmoder Kommissionen om ikke at udlevere et dokument fra den pågældende medlemsstat, men undlader at meddele sin begrundelse for dette afslag inden for de gældende frister. Klageren gjorde således stærk indsigelse mod, at Kommissionen tilsyneladende nægtede at give aktindsigt i de pågældende dokumenter inden for de gældende frister med den begrundelse, at høringerne med medlemsstaterne stadig var i gang.
28. Klageren hævdede, at Kommissionen ikke må tilbageholde dokumenter, før en medlemsstat accepterer, at de frigives, uden at give nogen begrundelse. Han tilføjede endvidere, at Kommissionens dårlige behandling af sagen også bidrog til den betydelige forsinkelse i behandlingen af hans anmodning.
Ombudsmandens vurdering
29. Indledningsvis bemærker Ombudsmanden, at forordning 1049/2001 fastsætter princippet om aktindsigt i alle dokumenter, som Europa-Kommissionen, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet er i besiddelse af, medmindre den institution, som en begæring om aktindsigt indgives til, kan påvise, at en af undtagelserne i forordningens artikel 4, stk. 1-3, finder anvendelse. Anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1049/2001 omfatter dokumenter, som disse institutioner er i besiddelse af, selv om dokumenterne stammer fra tredjemand, herunder fra en medlemsstat.
30. Med hensyn til dokumenter fra tredjemand bemærker Ombudsmanden, at det i artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1049/2001 fastsættes, at institutionen skal høre tredjemand med henblik på at vurdere, om en undtagelse i stk. 4, nr. 1) eller 2), finder anvendelse, medmindre det er klart, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres.
31. For så vidt angår dokumenter, der hidrører fra en medlemsstat, bestemmer artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 imidlertid, at en medlemsstat kan anmode institutionen om ikke at give aktindsigt i et dokument, der hidrører fra denne medlemsstat, uden dens forudgående samtykke.
32. Det skal bemærkes, at Kommissionens skrivelse af 13. oktober 2010, hvorved den oprindelige begæring om aktindsigt blev afslået, udtrykkeligt støttede sig på undtagelsen i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, nemlig at udbredelse ville være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces. Kommissionen påberåbte sig imidlertid ikke denne undtagelse igen i forbindelse med den genfremsatte begæring [6] I stedet ser det ud til, at Kommissionens afslag på at give aktindsigt i de dokumenter, som klageren havde anmodet om, implicit var baseret på en fortolkning af artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001, ifølge hvilken aktindsigt i dokumenter fra en medlemsstat kun var mulig, hvis den pågældende medlemsstat gav sit samtykke til udbredelse. I sit brev til klageren af 6. oktober 2011 fremsatte Kommissionen følgende erklæring: "Efter det positive resultat af den nye høring af de spanske myndigheder vedrørende dokumentet fra denne medlemsstat glæder det mig at kunne meddele Dem, at der kan gives fuld aktindsigt i dette dokument, som De finder vedlagt [...]. Hvad angår dokumentet fra de franske myndigheder, er den relevante høringsprocedure stadig i gang. Vi er derfor endnu ikke i stand til at give Dem et endeligt svar på Deres anmodning i denne henseende." Ovennævnte konklusion synes desuden at blive bekræftet af Kommissionens henvisning i sin udtalelse til "dialogen med medlemsstaternes myndigheder" som en af årsagerne til den forsinkede behandling af anmodningen.
33. Med hensyn til fortolkningen og konsekvenserne af artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1049/2001 fastslog Domstolen følgende i sagen Sverige mod Kommissionen [7]:
"85. Hvad angår de processuelle konsekvenser af den således fortolkede artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 skal det for det første bemærkes, at når gennemførelsen af fællesskabsretlige regler således i fællesskab overlades til institutionen og den medlemsstat, der har gjort brug af den mulighed, som denne bestemmelse giver, og en sådan gennemførelse derfor afhænger af den dialog, der skal føres mellem dem, er de i overensstemmelse med den pligt til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 10 EF, forpligtet til at handle og samarbejde på en sådan måde, at disse regler anvendes effektivt.
86. Det følger for det første heraf, at en institution, der modtager en begæring om aktindsigt i et dokument, der hidrører fra en medlemsstat, og denne medlemsstat, når institutionen har meddelt medlemsstaten denne begæring, straks skal indlede en reel dialog om den eventuelle anvendelse af undtagelserne i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001, idet der navnlig skal tages hensyn til nødvendigheden af at give institutionen mulighed for at tage stilling inden for de frister, inden for hvilke den i henhold til forordningens artikel 7 og 8 skal træffe afgørelse om begæringen om aktindsigt.
87. Hvis den pågældende medlemsstat derefter efter en sådan dialog modsætter sig udbredelsen af det pågældende dokument, er den i modsætning til, hvad Retten fastslog i den appellerede doms præmis 59, forpligtet til at begrunde denne indsigelse med henvisning til disse undtagelser.
88. Institutionen kan ikke godtage en medlemsstats indsigelse mod udbredelse af et dokument, der hidrører fra denne stat, hvis indsigelsen ikke indeholder nogen begrundelse, eller hvis begrundelsen ikke er fremsat i henhold til de undtagelser, der er opregnet i artikel 4, stk. 1-3, i forordning nr. 1049/2001. Hvis medlemsstaten på trods af en udtrykkelig anmodning fra institutionen til medlemsstaten stadig ikke giver institutionen en sådan begrundelse, skal institutionen, hvis den mener, at ingen af disse undtagelser finder anvendelse, give aktindsigt i det ønskede dokument.
34. Desuden fremgår det også af retspraksis, at de frister, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1049/2001 for behandling af begæringer om aktindsigt, er obligatoriske [8].
35. Den omstændighed, at institutionen har indledt en dialog med den medlemsstat, som det ønskede dokument hidrører fra, berettiger således ikke institutionen til at overskride de frister, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001. Kommissionen er under alle omstændigheder forpligtet til at træffe afgørelse om en begæring om aktindsigt inden for de nævnte frister, enten ved at give aktindsigt eller ved på grundlag af en eller flere af undtagelserne i artikel 4, stk. 1-3, i forordning 1049/2001 at forklare, hvorfor der ikke kan gives aktindsigt.
36. I det foreliggende tilfælde udløb fristen for behandling af den genfremsatte begæring den 9. december 2010. Kommissionen gav imidlertid først aktindsigt i de ønskede dokumenter den 6. og 28. oktober 2011. Kommissionen har ikke selv bestridt, at den har overskredet de gældende frister.
37. Med hensyn til klagerens argument om, at Kommissionens dårlige behandling af hans anmodning bidrog til den betydelige forsinkelse, bemærker Ombudsmanden følgende. Som anført i rapporten om inspektionen af sagsakterne meddelte Kommissionens repræsentanter under inspektionen Ombudsmandens repræsentanter, at den genfremsatte begæring ikke var blevet behandlet i hvert fald siden februar 2011, indtil Ombudsmanden indledte denne undersøgelse. Kommissionens repræsentanter anførte, at dette skyldtes vanskeligheder med at prioritere sagerne. De tilføjede, at Kommissionens tjenestegren, der behandlede genfremsatte begæringer, var blevet tildelt yderligere en medarbejder ca. på tidspunktet for Ombudsmandens inspektion.
38. Ombudsmanden bemærker, at en institution ikke kan påberåbe sig mangel på personale eller andre interne vanskeligheder som begrundelse for ikke at overholde de forpligtelser, der påhviler den i henhold til forordning (EF) nr. 1049/2001. Institutionerne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at kunne udføre deres opgaver [9] Kommissionens synspunkt om, at den havde vanskeligheder med at prioritere sagerne, og at den ikke havde tilstrækkeligt personale, kan derfor ikke accepteres som en gyldig begrundelse for dens manglende overholdelse af de frister, der er fastsat i forordning 1049/2001.
39. På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at Kommissionen har begået et tilfælde af fejl eller forsømmelser ved ikke at overholde de frister, der er fastsat i forordning 1049/2001. Ombudsmanden konkluderer endvidere, at det forhold, at Kommissionen ikke havde afsluttet høringsprocessen med de berørte medlemsstater inden fristens udløb, var en utilstrækkelig grund til ikke at give aktindsigt i de dokumenter, som klageren havde anmodet om. Desuden kan Kommissionen ikke påberåbe sig mangel på personale eller andre interne vanskeligheder som begrundelse for dens manglende overholdelse af de frister, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001.
40. Ombudsmanden bemærker, at Kommissionen har undskyldt forsinkelsen. Kommissionens undskyldning vedrører imidlertid kun den lange tid, der gik mellem den genfremsatte begæring og dens svar. Den synes ikke at vedrøre årsagen til denne forsinkelse, dvs. det forhold, at Kommissionen accepterede, at høringen af de berørte medlemsstater tog flere måneder. Det fremgår nemlig af Kommissionens skrivelser af 6. og 28. oktober 2011 og af dens udtalelse i den foreliggende sag, at Kommissionen stadig synes at mene, at behovet for at høre medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk. 5, i forordning nr. 1049/2001 berettiger den til at overskride de frister, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001 for besvarelse af begæringer om aktindsigt. Som Domstolen har gjort det klart i ovennævnte dom i sagen Sverige mod Kommissionen [10], er denne antagelse imidlertid helt ubegrundet. Der er således en klar risiko for, at Kommissionens tilgang kan føre til forsinkelser i lignende sager i fremtiden. På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden det derfor hensigtsmæssigt at fremsætte en kritisk bemærkning i den foreliggende sag.
C. Konklusioner
På grundlag af sin undersøgelse af denne klage afslutter Ombudsmanden den med følgende konklusion og kritiske bemærkning:
Der er ingen grund til yderligere undersøgelser i forbindelse med den første påstand og den dermed forbundne påstand.
Hvad angår den anden påstand skal det erindres, at institutionerne er forpligtet til at behandle begæringer om aktindsigt inden for de korte frister, der er fastsat i forordning 1049/2001. Det er åbenbart, at Kommissionen ikke overholdt fristerne i den foreliggende sag, da den behandlede en anmodning om aktindsigt i Frankrigs og Spaniens svar på spørgeskemaet om standardvederlag. Der er tale om fejl eller forsømmelser.
Klageren og Kommissionen vil blive underrettet om denne afgørelse.
P. Nikiforos Diamandouros
Udfærdiget i Strasbourg, den 23. maj 2012.
[1] Vedtægtens artikel 65, stk. 1, fastsætter følgende: "Rådet reviderer hvert år vederlagene til Fællesskabernes tjenestemænd og øvrige ansatte. Denne revision finder sted i september på grundlag af en fælles rapport fra Kommissionen baseret på et fælles indeks udarbejdet af De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor i forståelse med medlemsstaternes nationale statistiske kontorer indekset skal afspejle situationen pr. 1. juli (1) i hvert af Fællesskabernes lande. I forbindelse med denne revision overvejer Rådet, om der som led i Fællesskabernes økonomiske og sociale politik bør foretages en tilpasning af vederlagene. Der tages særligt hensyn til eventuelle lønstigninger i den offentlige administration og behovet for ansættelse."
[2] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 30.5.2001, s. 43).
[3] Artikel 4, stk. 4, i forordning nr. 1049/2001 fastsætter følgende: "For så vidt angår dokumenter fra tredjemand rådfører institutionen sig med tredjemanden med henblik på at vurdere, om en undtagelse i stk. 1 eller 2 finder anvendelse, medmindre det er klart, at dokumentet skal eller ikke skal udleveres."
[4] Efter anmodning fra Ombudsmandens tjenestegrene fremsendte Kommissionens tjenestegrene den 19. april 2012 en kopi af Kommissionens følgeskrivelse.
[5] Efter anmodning fra Ombudsmandens tjenestegrene fremsendte Kommissionens tjenestegrene den 19. april 2012 en kopi af Kommissionens følgeskrivelse.
[6] Det er temmelig tvivlsomt, om den nævnte undtagelse overhovedet kunne finde anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor Kommissionen indvilligede i at offentliggøre svarene på spørgeskemaet fra seks medlemsstater og nægtede at give adgang til svarene fra to andre medlemsstater. Det er vanskeligt at se, hvorfor offentliggørelsen af svarene fra seks medlemsstater ikke ville være til alvorlig skade for beslutningsprocessen, mens offentliggørelsen af svarene fra Spanien og Frankrig ville være det.
[7] Se sag C-64/05 P, Sverige mod Kommissionen, Sml. 2007 I, s. 11389, præmis 85-89. Se også Rettens meget nylige dom i sag T-59/09, Tyskland mod Kommissionen, dom af 14. februar 2012 (endnu ikke offentliggjort), som bekræfter og videreudvikler Domstolens tidligere retspraksis.
[8] Jf. f.eks. dom af 19.1.2010, forenede sager T-355/04 og T-446/04, Co-Frutta mod Kommissionen (endnu ikke offentliggjort), hvori det i præmis 56 blev fastslået, at "[d]en frist på 15 arbejdsdage – som kan forlænges – inden for hvilken institutionen skal besvare den genfremsatte begæring, jf. artikel 8, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1049/2001, er obligatorisk."
[9] Jf. f.eks. i forbindelse med begæringer om aktindsigt AG Kokotts forslag til afgørelse i sag C-139/07 P, Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, Sml. 2010 I, s. 5885, punkt 64 og 65, og AG Légers forslag til afgørelse i sag C-353/01 P, Mattila mod Rådet for Den Europæiske Union, Sml. 2004 I, s. 1073, punkt 74.
[10] Jf. dommens præmis 86 (nævnt i punkt 32 ovenfor), hvorefter Kommissionen og medlemsstaten skal indlede en reel dialog om en eventuel udbredelse af de dokumenter, der er begæret aktindsigt i, "under særlig hensyntagen til nødvendigheden af at sætte institutionen i stand til at tage stilling inden for de frister, inden for hvilke den i henhold til forordningens artikel 7 og 8 skal træffe afgørelse om begæringen om aktindsigt".