Kære
O. Den 23. oktober 1998 indgav De en klage til Den Europæiske Ombudsmand vedrørende påståede fejl eller forsømmelser i forbindelse med Europa-Kommissionens (GD IV) behandling af den klage, De indgav den 21. oktober 1994. Den 19. november 1998 fremsendte De yderligere oplysninger.
Den 14. december 1998 videresendte jeg klagen til formanden for Europa-Kommissionen. Kommissionen sendte sin udtalelse den 5. marts 1999, og jeg fremsendte den til Dem med en opfordring til at fremsætte bemærkninger, hvis De ønsker det. Den 12. april 1999 modtog jeg Deres bemærkninger til Kommissionens udtalelse. Den 18. oktober 1999 skrev jeg til Kommissionen for at forhøre mig om situationen i Deres klage og anmode om yderligere bemærkninger. Den 23. november 1999 fremsendte Kommissionen sin supplerende udtalelse, som jeg sendte til Dem den 13. december 1999. Den 10. januar 2000 sendte De mig Deres supplerende bemærkninger.
Jeg skriver nu for at informere Dem om resultaterne af de undersøgelser, der er foretaget.
For at undgå misforståelser er det vigtigt at minde om, at EF-traktaten kun giver Den Europæiske Ombudsmand beføjelse til at undersøge eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Fællesskabets institutioner og organer. Det fremgår specifikt af Den Europæiske Ombudsmands statut, at ingen anden myndighed eller person, f.eks. de britiske myndigheder, kan klages til Ombudsmanden.
Ombudsmandens undersøgelser af din klage har derfor været rettet mod at undersøge, om der har været fejl eller forsømmelser i Europa-Kommissionens aktiviteter.
Jeg beklager den tid, det har taget at behandle Deres klage.

Komplekset

Ifølge klageren var de relevante kendsgerninger følgende:
Klageren er en virksomhed med hjemsted i Yorkshire, Det Forenede Kongerige, der er specialiseret i at "vaske" farlige bunker af affald, der er akkumuleret i årtier uden for kulminemundinger, og i at sælge dette kul til elproducenter, der har brug for kul med disse specifikationer. Klageren indgav den 21. oktober 1994 en klage til Europa-Kommissionens Generaldirektorat IV (Konkurrence) vedrørende påstået forskelsbehandling i forbindelse med kontrakter om levering af kul og misbrug af dominerende stilling, som var i strid med traktatens artikler (sag IV/E-3/35.828). Klageren bemærkede, at den systematisk var blevet forskelsbehandlet i strid med EKSF-traktatens artikel 63 af to elværker i Det Forenede Kongerige, nemlig National Power og PowerGen, som nægtede at købe klagerens kul til samme pris, som de betaler for det andet kul.
Klageren hævdede imidlertid, at Kommissionen efter fire år, siden klagen blev indgivet, stadig ikke har truffet afgørelse i denne sag.
Klageren sendte en første utilfredshedsskrivelse med forløbet af klagen i februar 1996, men Kommissionen traf ingen foranstaltninger, og dette på trods af flere møder med GD IV. Det seneste møde, som klageren havde med tjenestemænd fra Kommissionen, fandt sted i maj 1998, men der blev stadig ikke truffet nogen afgørelse i sagen. I mellemtiden brugte klageren meget tid og mange penge på sin klage (udarbejdelse af rapporter, deltagelse i møder). Klageren bemærkede, at Kommissionens undladelse af at løse forskelsbehandlingen havde en yderst skadelig virkning på dens virksomhed. En fuldstændig korrespondance med Kommissionen mellem oktober 1994 og september 1998 var vedlagt klagen (i alt 65 breve, heraf 49 fra klageren til Kommissionen og 16 fra Kommissionen til klageren).

Forespørgslen

I
sin udtalelse beklagede Kommissionen først, at der var gået mere end fire år, siden klagen blev indgivet, og at proceduren havde taget længere tid end forventet. Kommissionen begrundede denne uforholdsmæssigt store forsinkelse med, at den havde behandlet den klage, der var indgivet den 21. oktober 1994, indgående:
Denne omfattende undersøgelse var en direkte følge af både, at der var alvorlig tvivl om de faktiske omstændigheder, der lå til grund for sagen, og den hidtil usete anvendelse af den - sandsynligvis eneste - bestemmelse i EKSF-traktaten, i henhold til hvilken elproducenternes adfærd kunne undersøges. Disse komplekse spørgsmål er blevet behandlet uden afbrydelse siden oktober 1994 på trods af en generel mangel på menneskelige ressourcer og på trods af sagens begrænsede interesse for at nå EKSF-traktatens mål.
Kommissionen behandlede først de faktuelle spørgsmål i sagen: den anførte, at en part, nemlig PowerGen, i sine svar til Kommissionen konstant havde fremført påståede problemer med kvaliteten af det kul, som klageren producerede. Kommissionen var nødt til at behandle dette spørgsmål i detaljer, da enhver forskel i kullets kvalitet ville have betydelig indvirkning på vurderingen af enhver prisdiskrimination, som en køber måtte have praktiseret. For at løse dette problem fremsatte Kommissionen flere anmodninger om oplysninger med henblik på at vurdere kvaliteten af det kul, som klageren leverede til elproduktion til en anden producent, National Power.
Et andet faktuelt spørgsmål er, at både National Power (NP) og PowerGen (PG) på det kraftigste har bestridt hypotesen om, at klageren kunne have været i stand til at sælge og levere en væsentlig mængde kul mellem 1993 og 1998, da klageren indgik kulvaskkontrakter med British Coal Corporation. Efter at der var opstået tvivl om klagerens forsyningsevne, måtte Kommissionen foretage en grundig undersøgelse af både den procedure, som elværkerne havde anvendt ved indgåelsen af kontrakter om køb af kul, og de kontraktlige aftaler, som klageren havde indgået i perioden 1993-1998. Denne undersøgelse blev endnu mere nødvendig, da Kommissionen i forbindelse med sin undersøgelse erfarede, at klageren ikke havde været i stand til at levere kul, som den havde solgt til NP på et ikke-CFD-grundlag (dvs. en kontrakt til en pris, der var bedre end den, der normalt blev aftalt i standardkontrakter).
Kommissionen anførte derefter, at de retlige spørgsmål, der var rejst i klagen, svarede til den omfattende konstatering af de faktiske omstændigheder, som den havde anmodet om: Den eneste artikel, der blev citeret i klagen, var EF-traktatens artikel 86 (ny artikel 82). Kommissionen fandt imidlertid - på eget initiativ - at klageren var en virksomhed i EKSF-traktatens artikel 80's forstand, og at den eneste korrekte måde at behandle de rejste spørgsmål på var at anvende EKSF-traktatens artikel 63. Denne vurdering blev grundlæggende anfægtet af de involverede parter (den britiske regering og NP) i deres svar på Kommissionens anden foreløbige holdning: de fremførte, at klageren ikke "producerede" kul, da den genvundne kul fra lossepladser, der var blevet skabt som følge af tidligere "kulproduktion". De gjorde endvidere gældende, at klageren ikke betalte den afgift på kulproduktion, der er fastsat i EKSF-traktatens artikel 49.
Kommissionen var nødt til at behandle spørgsmålene i svarene på en meget detaljeret måde. Konklusionen om, at klageren ikke var en EKSF-virksomhed, ville have haft store konsekvenser for sagen både med hensyn til proceduren (EF-regler mod EKSF-regler) og langt vigtigere med hensyn til den materielle analyse, fordi en anvendelse af artikel 86 EF på NP's og PG's adfærd ville kræve, at det blev påvist, at de kollektivt havde en dominerende stilling, og at deres adfærd udgjorde misbrug af en sådan stilling.
Den foreløbige konklusion om, at klageren var en EKSF-virksomhed, og at sagen burde undersøges i henhold til EKSF-traktatens artikel 63, lettede ikke Kommissionens opgave, fordi EKSF-traktaten trådte i kraft den 25. juli 1952, og der ikke siden denne dato har været noget eksempel på, at Den Høje Myndighed/Kommissionen har anvendt EKSF-traktatens artikel 63.
Klagen fik derfor Kommissionen til at undersøge et helt nyt område og rejste hidtil ubesvarede retsspørgsmål i Domstolens retspraksis: Finder EKSF-traktatens artikel 63 anvendelse på de faktiske omstændigheder i klagen? Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at Kommissionen kan gribe ind? Er der en bagatelgrænse, under hvilken der ikke med rimelighed kan forventes nogen foranstaltninger ? Hvad er karakteren af den henstilling, der kan sendes til Det Forenede Kongeriges regering i en sammenhæng, hvor overtrædelsen blev begået af private (offentligt børsnoterede) virksomheder?
Som en naturlig følge af den hidtil usete anvendelse af EKSF-traktatens artikel 63 måtte Kommissionen også udfylde et hul med hensyn til de procedureregler, der gælder for undersøgelsen af en sådan sag, som i henhold til EKSF-traktaten er langt mindre udviklede end i henhold til EF-traktaten. Situationen blev endnu vanskeligere i en sag i henhold til EKSF-traktatens artikel 63, hvor overtrædelsen angiveligt blev begået af private virksomheder, mens henstillingen burde rettes til en medlemsstat. Også her måtte Kommissionen tage sig af spørgsmål, der hidtil ikke var blevet besvaret, f.eks. i hvilket omfang gav EF-reglerne retningslinjer for, hvordan en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 63 skulle behandles?
Endelig var Kommissionen nødt til at forholde sig til vurderingen af en tidligere situation, hvor kontraktlige aftaler mellem klageren og British Coal Corporation ikke ville have gjort det muligt for førstnævnte at byde en betydelig mængde kul til salg til elværkerne. Omkring fem år senere hævdede tidligere ansatte i British Coal Corporation imidlertid, at de pågældende kontrakter til enhver tid kunne have været ændret til fordel for klageren. Det er klart, at forskelsbehandling kun kan finde sted, hvis der stilles ulige betingelser til virksomheder i lignende situationer. Konstateringen af, at klagerens stilling ikke kunne sammenlignes med de andre kulleverandørers med hensyn til evnen til at levere kul, ville derimod sandsynligvis udelukke anvendelsen af EKSF-traktatens artikel 63.
Kommissionen bemærkede, at løsningen af disse faktuelle og juridiske spørgsmål fandt sted i en generel kontekst med knappe ressourcer, hvilket skaber en forpligtelse for Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence til at prioritere nogle sager og dermed behandle nogle sager i et langsommere tempo. Den enhed, der er ansvarlig for sagen, anvender konkurrencereglerne i EF- og EKSF-traktaterne på energisektoren (herunder kul, elektricitet, gas og benzin), vand- og stålsektoren i hele Unionen. Blandt disse ansvarsområder besluttede Generaldirektoratet for Konkurrence på den ene side at prioritere de el- og gassektorer, der skal liberaliseres i den nærmeste fremtid, og hvor øjeblikkelig handling vil være nødvendig for at sikre en vellykket gennemførelse af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF. Beslutningen om at prioritere disse sektorer bekræftes dagligt af det store antal sager, de genererer. På den anden side tog GD Konkurrence hensyn til, at klagerens sag er af rent national karakter, og at den er af meget begrænset interesse for opfyldelsen af EKSF-traktatens mål med henblik på at give den en lavere prioritet.
Kommissionen bemærkede endelig, at GD Konkurrence på trods af denne sammenhæng vil bestræbe sig på at gøre fremskridt i sagen inden for de næste par måneder, og at den vil skulle tage endelig stilling til klagen i lyset af de forskellige faktiske og retlige forhold, der er beskrevet ovenfor, inden den når frem til en konklusion. Kommissionen vedlagde som bilag til sin udtalelse en to sider lang beskrivelse af sagens kronologi siden klagens indgivelse samt en kronologisk korrespondanceliste med 97 skrivelser, notater og konsultationer mellem den 21. oktober 1994 og den 28. august 1998.
Klagerens bemærkninger
Klageren fastholdt sin klage og anførte, at Kommissionen ikke gav nogen forklaring på forsinkelsen i behandlingen af denne sag. Klageren henviste endvidere til et udkast til henstilling, som Kommissionen sendte til producenterne og den britiske regering i februar 1997, hvoraf det fremgik, at Kommissionen accepterede klagen og var villig til at træffe en beslutning til fordel for klageren. Klageren forstod imidlertid ikke, hvorfor Kommissionen over to år senere stadig ikke havde truffet afgørelse i sagen.

Yderligere oplysninger

Den 18. oktober 1999 skrev Ombudsmanden til Kommissionen med henblik på yderligere undersøgelser. Ombudsmanden henviste til Kommissionens udtalelse af 5. marts 1999, hvori Kommissionen havde bemærket, at Generaldirektoratet for Konkurrence ville bestræbe sig på at gøre fremskridt i sagen inden for de kommende måneder. Da der imidlertid ikke var modtaget nogen oplysninger, anmodede Ombudsmanden Kommissionen om at oplyse, om der var truffet en endelig afgørelse, og om at kommentere klagerens påstand om, at der ikke var taget yderligere skridt siden mødet i maj 1998.
Kommissionens supplerende udtalelse
I sin supplerende udtalelse bemærkede Kommissionen, at det sidste mærkbare skridt i denne sag var et møde mellem klageren og Kommissionen den 30. maj 1998. Med hensyn til den nuværende situation anførte Kommissionen, at den endnu ikke havde vedtaget nogen formel afgørelse, da klageren og PG havde indledt forhandlinger, der skulle føre til et forlig.
Kommissionen accepterede klagerens synspunkt om, at en bilæggelse af sagen ville være den mest hensigtsmæssige løsning på nuværende tidspunkt, eftersom den markedssituation, som klageren angiveligt blev diskrimineret under, ændrede sig radikalt efter marts 1998, hvor de kontrakter om køb af kul, som PG og NP havde indgået, og som ikke blev tilbudt klageren, udløb.
Kommissionen undlod derfor at træffe en formel afgørelse i forbindelse med forhandlingerne om et forlig. Hvis parterne ikke når til enighed, vil Kommissionen revidere sin holdning og tage endelig stilling til sagen.
Kommissionen anførte, at den aktivt havde forsøgt at lette drøftelserne mellem klageren og PG, og at den havde mødtes med parterne ved flere lejligheder siden marts 1999. Det sidste møde med repræsentanter for klageren fandt sted den 3. november 1999, mens det sidste møde med PG fandt sted i oktober 1999.
Klagerens supplerende bemærkninger
Klageren bemærkede, at Kommissionen efter fire år med få fremskridt var begyndt at tage skridt til at komme videre med sagen. Klageren anførte, at Kommissionen spillede en aktiv rolle med hensyn til at lægge grunden til forligsforhandlinger mellem klageren og PG, hvilket var det bedste middel til at kompensere klageren for tidligere ulovligheder. Både klageren og PG var enige om, at en forhandlet løsning ville være bedre end en henstilling fra Kommissionen. Klageren afviste imidlertid Kommissionens udtalelse om, at markedssituationen ændrede sig radikalt efter marts 1998, og bemærkede, at den indtil i dag stadig var ugunstigt stillet. Klageren gentog også, at det tog Kommissionen mange år at behandle denne klage, som var en simpel sag, der kunne have været løst hurtigt.
Klageren bemærkede, at Ombudsmanden ville blive holdt underrettet, hvis der skete fremskridt i forligsforhandlingerne med PG. Der blev imidlertid ikke modtaget nogen oplysninger fra klageren siden januar 2000.

Afgørelsen

Kommissionens påståede forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse om klagen.
1.1 Klageren hævdede, at Kommissionen efter fire år, siden klagen blev indgivet den 21. oktober 1994, stadig ikke havde taget stilling til klagen. Kommissionen beklagede, at der var gået mere end fire år, siden klagen blev indgivet, men gav en forklaring på den uforholdsmæssigt store forsinkelse: Kommissionen bemærkede, at klagen var særligt kompleks med hensyn til de faktiske og retlige spørgsmål, der skulle undersøges nærmere. Kommissionen anførte endvidere, at den var nødt til at prioritere andre sager, navnlig liberaliseringen af el- og gassektoren, og at klagerens sag havde en rent national dimension og var af meget begrænset interesse for opfyldelsen af EKSF-traktatens mål.
1.2 Ombudsmanden bemærker, at denne klage blev indgivet den 21. oktober 1994, og at Kommissionen fem år senere i november 1999 stadig ikke har truffet afgørelse herom. Denne ekstraordinære forsinkelse i behandlingen af klagen kan kun begrundes, hvis Kommissionen er i stand til at give en acceptabel forklaring herpå. I den foreliggende sag finder Ombudsmanden, at Kommissionen har givet ham en rimelig begrundelse for forsinkelsen. Dette fremgår af følgende elementer:
1.3 I sin udtalelse henviste Kommissionen for det første til de komplekse faktuelle, retlige (EF-regler mod EKSF-regler, hidtil uset anvendelse af EKSF-traktatens artikel 63) og proceduremæssige spørgsmål, som klagen rejste, og som krævede en intensiv og tilbundsgående undersøgelse fra GD Konkurrences tjenestegrene. Kommissionens udtalelse indeholder en detaljeret beskrivelse af disse komplekse faktiske, retlige og proceduremæssige elementer og deres konsekvenser for behandlingen af klagen.
1.4 Kommissionen har for det andet henvist til, at Kommissionens tjenestegrene er forpligtet til at prioritere andre sager, der er vigtigere, f.eks. liberaliseringen af el- og gassektoren, og som kræver øjeblikkelig handling. Kommissionen bemærkede endvidere, at klagerens sag havde en rent national dimension og var af meget begrænset interesse for opfyldelsen af EKSF-traktatens mål.
1.5 Ud over disse elementer fremgår det både af bilagene til klagen og af bilagene til Kommissionens udtalelse (bilag I: kronologi, bilag II: hovedkorrespondance), at Kommissionen i ovennævnte periode på fem år har været meget aktiv i denne sag, siden klagen blev indgivet. Af bilag I fremgår det, at klageren ved flere lejligheder blev anmodet om at sende bemærkninger og yderligere oplysninger til Kommissionen, at Kommissionen tog kontakt til NP og PG samt til den britiske regering for at anmode om deres bemærkninger og foretog flere høringer på tværs af tjenestegrenene om sagen. Det fremgår endvidere af bilag II, at der mellem den 21. oktober 1994 og den 28. august 1998 blev fremsendt i alt 97 skrivelser, notater og konsultationer. Desuden blev der afholdt forskellige møder med klageren og PG. Endelig viste det sig, at klageren indledte forligsforhandlinger med PG. Klageren bemærkede, at Kommissionen spillede en aktiv rolle med hensyn til at fastlægge grundlaget for disse forligsforhandlinger.
1.6 Det fremgår af ovenstående, at Kommissionen gav Ombudsmanden en acceptabel forklaring på behandlingen af sagen i en lang periode, og der er derfor ikke konstateret nogen tilfælde af fejl eller forsømmelser.
2 Konklusion På
grundlag af Den Europæiske Ombudsmands undersøgelser af denne klage synes der ikke at have været tale om fejl eller forsømmelser fra Europa-Kommissionens side. Ombudsmanden har derfor besluttet at afslutte sagen.
Din oprigtige
Jacob SÖDERMAN