Baggrunden for undersøgelsen

1. Sagen vedrører afslag på en ansøgning om en stilling som IT-chef for Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder ("EUPOL COPPS").

2. EUPOL COPPS blev oprettet ved fælles aktion 2005/797/FUSP om Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder. Denne fælles aktion blev vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union ("Rådet") den 14. november 2005 og ændret ved Rådets afgørelse 2010/784/FUSP af 17. december 2010. EUPOL COPPS-missionen har til formål at yde støtte til Den Palæstinensiske Myndighed med henblik på at etablere holdbare og effektive politiordninger. EUPOL COPPS blev oprindeligt oprettet for en periode på tre år. Rådet besluttede imidlertid efterfølgende at forlænge sit mandat til mindst den 31. december 2011.

3. I henhold til ovennævnte regler træffer Rådet afgørelse om missionens mål og varighed. Rådets Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité ("PSC") varetager den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUPOL COPPS under ansvar af Rådet og EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ("den højtstående repræsentant"). Under politisk kontrol og strategisk ledelse af PSC og under den højtstående repræsentants overordnede myndighed udøver en øverstbefalende for den civile operation kommandoen over og kontrollen med EUPOL COPPS på strategisk niveau. En missionschef udnævnes af PSC efter forslag fra den højtstående repræsentant. Missionschefen påtager sig ansvaret og udøver kommandoen på operativt plan. Rådet fastlægger budgettet for EUPOL COPPS, som forvaltes i overensstemmelse med de regler og procedurer, der gælder for EU's almindelige budget.

4. EUPOL COPPS-personale kan udstationeres af EU-medlemsstater eller EU-institutioner, i hvilket tilfælde den pågældende medlemsstat eller institution afholder omkostningerne i forbindelse med det udstationerede personale. Desuden kan EUPOL COPPS efter behov ansætte internationalt og lokalt personale på kontrakt.

5. Lande, der ikke er EU-medlemsstater, kan opfordres til at deltage i EUPOL COPPS, forudsat at de afholder udgifterne til det personale, de udstationerer. Den højtstående repræsentant kan på vegne af EU forhandle aftaler om detaljerede ordninger for sådanne tredjelandes deltagelse. Norge er blandt de bidragydende tredjelande.

6. I april 2009 ansøgte en norsk statsborger [1] om en stilling som IT-chef ved EUPOL COPPS. Han var opført på en liste og havde et telefoninterview med tre ansatte i EUPOL COPPS.

7. Den 24. juni 2009 meddelte EUPOL COPPS sagsøgeren, at hans ansøgning ikke blev taget til følge.

8. Samme dag sendte ansøgeren en e-mail til chefen for afdelingen for menneskelige ressourcer i EUPOL COPPS, hvori han udtrykte sine bedste ønsker til EUPOL COPPS vedrørende den udvalgte ansøger. Desuden forhørte han sig om status for sine "administrative spørgsmål"som norsk ansøger, da han havde fundet en anden potentielt interessant ledig stilling hos EU.

9. Den 25. juni 2009 meddelte chefen for afdelingen for menneskelige ressourcer sagsøgeren, at EUPOL COPPS ikke havde været i stand til at udvælge nogen kandidat. Hun tilføjede, at selv om sagsøgeren var en fremragende kandidat, blev han ikke udvalgt, fordi han ikke havde en EU-sikkerhedsgodkendelse.

10. Den 17. september 2009 indgav sagsøgeren en klage til Ombudsmanden med påstand om, at Rådet ikke havde efterkommet stillingsopslaget for den pågældende stilling. Klageren hævdede navnlig, at EUPOL COPPS' websted anførte følgende: "Disse stillinger kræver sikkerhedsgodkendelse, der giver adgang til klassificerede dokumenter (niveau SECRET EU). Allerede at have en sådan godkendelse ville være en fordel. I modsat fald anses ansøgerne for at være parate til at gennemgå en sikkerhedsundersøgelse i henhold til Rådets afgørelse nr. 264/01 af 19. marts 2001". Sagsøgeren tilføjede, at han i ansøgningsskemaet havde angivet, at han ikke havde en sådan godkendelse. Ifølge sagsøgeren fik han desuden under samtalen at vide, at det ikke burde være et problem for ham at opnå en sikkerhedsgodkendelse, henset til hans tidligere erhvervserfaring. Efter klagerens opfattelse var det derfor forkert at nægte at tilbyde ham stillingen med den begrundelse, at han ikke havde EU-sikkerhedsgodkendelsen, uden selv at indlede en sikkerhedsscreening af ham.

11. Den 21. september 2009 fremsendte klageren efter anmodning fra Ombudsmandens tjenestegrene en kopi af visse e-mails, der var udvekslet mellem EUPOL COPPS og ham selv. Den 22. september 2009 præciserede klageren et aspekt af sin klage.

12. Den 6. oktober 2009 meddelte Ombudsmanden klageren, at artikel 195 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab ("EF-traktaten"; nu giver artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) ham beføjelse til at behandle klager fra EU-borgere og fra tredjelandsstatsborgere, der er bosiddende i EU. Ombudsmanden bemærkede, at klageren ikke syntes at falde ind under nogen af disse kategorier, da han var norsk statsborger og ikke boede i EU. Han var derfor ikke i stand til at behandle klagerens klage.

13. Ombudsmanden tilføjede imidlertid, at EF-traktaten gav ham beføjelse til at foretage undersøgelser på eget initiativ, som han finder berettigede. Med hensyn til den foreliggende sag påpegede Ombudsmanden, at det fremgik, at klageren hidtil kun havde kontaktet Rådets Tjeneste for Information af Offentligheden. Ombudsmanden rådede ham derfor til selv at henvende sig til Rådet og anmode om dets formelle holdning, inden han til sidst igen henvendte sig til Ombudsmanden. I så fald ville Ombudsmanden i lyset af Rådets formelle holdning afgøre, om der var tilstrækkelig grund til at indlede en undersøgelse på eget initiativ i forbindelse med denne sag.

14. Den 6. oktober 2009 meddelte klageren ligeledes Ombudsmandens tjenestegrene, at han den 24. september havde modtaget en e-mail fra Rådets Informationstjeneste, hvori han blev anmodet om at kontakte missionschefen for EUPOL COPPS i forbindelse med denne sag. Han tilføjede, at han den 25. september kontaktede missionschefen for EUPOL COPPS, og at han nogle dage senere modtog et utilfredsstillende svar.

15. Den 10. oktober 2009 sendte klageren Ombudsmanden en kopi af sin skrivelse til EUPOL COPPS' missionschef af 25. september 2009 og en kopi af missionschefens svar af 30. september 2009. I dette svar anførte missionschefen, at eftersom IT-chefen ville have adgang til følsomme oplysninger, var sikkerhedsgodkendelsen afgørende for denne stilling. Han tilføjede, at opnåelse af en sådan godkendelse for tredjelandsstatsborgere kun sker i tilfælde af operationel nødvendighed. På denne baggrund konkluderede missionschefen, at klageren ikke burde have været indbudt til at deltage i en samtale, og undskyldte ulejligheden.

16. Den 28. oktober 2009 rådede Ombudsmanden igen klageren til selv at kontakte Rådet gennem dets generalsekretariat.

17. Den 23. november 2009 meddelte klageren Ombudsmanden, at der var blevet offentliggjort et nyt stillingsopslag for den stilling, som han forgæves havde ansøgt om. Klageren bemærkede, at betingelserne var blevet ændret, således at statsborgere fra tredjelande, der bidrager til EUPOL COPPS, ikke kunne finde anvendelse. Klageren sendte desuden Ombudsmanden en kopi af en skrivelse, som Rådet havde sendt til ham den 11. november 2009. I denne skrivelse anførte Rådet, at ansvaret for at rekruttere personale ligger hos missionschefen for EUPOL COPPS. Rådet opfordrede således klageren til at rette sin klage til missionschefen for EUPOL COPPS.

Undersøgelsens genstand

18. Det ser ud til, at klageren havde til hensigt at fremsætte følgende påstand og påstand, som indgik i Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ:

Påstand

Ved at afslå hans ansøgning om stillingen som IT-chef med den begrundelse, at han ikke havde en EU-sikkerhedsgodkendelse og/eller ikke var statsborger i en EU-medlemsstat, har EUPOL COPPS: i) ikke har overholdt de relevante regler, der er offentliggjort på dens websted og ii) diskriminerede klageren på grund af dennes nationalitet.

Krav

EUPOL COPPS bør indlede en sikkerhedsgodkendelsesprocedure i forhold til klageren og behandle dennes ansøgning til den ledige stilling.

Undersøgelsen

19. Den 12. januar 2010 indledte Ombudsmanden en undersøgelse på eget initiativ vedrørende EUPOL COPPS. Da sidstnævnte var blevet fastslået af Rådet, blev der sendt en kopi af skrivelsen om indledning af undersøgelsen til Rådet.

20. Den 15. april 2010 sendte EUPOL COPPS sin udtalelse til Ombudsmanden.

21. Den 14. juni 2010 fremsatte klageren sine bemærkninger til EUPOL COPPS' udtalelse.

22. Den 24. november 2010 anmodede Ombudsmanden EUPOL COPPS om at besvare yderligere spørgsmål og underrettede klageren om disse yderligere undersøgelser.

23. Den 3. januar 2011 modtog Ombudsmanden EUPOL COPPS' anden udtalelse, som blev fremsendt til klageren med henblik på dennes bemærkninger.

24. Den 16. februar 2011 fremsatte klageren sine bemærkninger til EUPOL COPPS' anden udtalelse.

Ombudsmandens analyse og konklusioner

Indledende bemærkninger

25. Indledningsvis gav EUPOL COPPS udtryk for visse betænkeligheder med hensyn til antageligheden af Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ. I den forbindelse fremsatte EUPOL COPPS følgende argumenter. For det første kunne klageren, eftersom han hverken var EU-borger eller bosiddende i EU, ikke indgive en klage til Ombudsmanden. For det andet var EUPOL COPPS en operationel aktivitet for EU uden status som juridisk person. For det tredje var EUPOL COPPS ikke en af de enheder, med hensyn til hvilke Ombudsmanden havde kompetence til at indlede en undersøgelse i henhold til TEUF. For det fjerde henhørte EUPOL COPPS’ afgørelser om ansættelse af kontraktansatte under de skønsbeføjelser, som EU-medlemsstaterne havde tillagt missionschefen. For det femte ville en indledning af en undersøgelse på eget initiativ under disse omstændigheder svare til at omgå princippet om tildelte kompetencer, der er fastsat i EU-traktaten. Som et tegn på god vilje og gennemsigtighed afgav EUPOL COPPS imidlertid udtalelse om sagens realitet.

26. Ombudsmanden finder det hensigtsmæssigt at rose EUPOL COPPS for den konstruktive tilgang, som den har anlagt i den foreliggende sag, ved at afgive en udtalelse om sagens realitet på trods af dens tvivl med hensyn til legitimiteten af denne undersøgelse.

27. Med hensyn til den tvivl, som EUPOL COPPS har givet udtryk for, vil følgende forklaringer være nyttige.

28. Artikel 228, stk. 1, i TEUF fastsætter, at ombudsmanden "har beføjelse til at modtage klager fra enhver unionsborger eller enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted i en medlemsstat over tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer med undtagelse af Den Europæiske Unions Domstol under udøvelsen af dens domstolsfunktioner. Han eller hun behandler sådanne klager og rapporterer om dem. Ombudsmanden foretager i overensstemmelse med sit hverv de undersøgelser, som han finder berettigede, enten på eget initiativ eller på grundlag af de klager, der indgives til ham [...]".

29. Hvad angår EUPOL COPPS’ første argument skal det bemærkes, at artikel 228, stk. 1, TEUF ikke begrænser Ombudsmandens beføjelse til at indlede undersøgelser på eget initiativ til sager vedrørende autoriserede klagere, dvs. EU-borgere og fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat. Ombudsmanden kan indlede en sådan undersøgelse, når han mener, at der kan være tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer. Det betyder, at han også kan indlede undersøgelser på eget initiativ i forbindelse med sager, der forelægges ham af uautoriserede klagere (dvs. personer, der ikke falder ind under ovennævnte kategori af autoriserede klagere). Ombudsmanden har allerede foretaget en række undersøgelser vedrørende klager fra tredjelandsstatsborgere, der ikke bor i EU. I sådanne tilfælde afviser Ombudsmanden den klage, han har fået forelagt, samtidig med at han indleder en undersøgelse på eget initiativ. Det er netop, hvad han har gjort i den foreliggende sag. EUPOL COPPS’ første argument kan derfor ikke tiltrædes.

30. Hvad angår EUPOL COPPS’ andet argument om, at sidstnævnte ikke har status som juridisk person, er det tilstrækkeligt at bemærke, at Ombudsmanden har beføjelse til at undersøge tilfælde af fejl eller forsømmelser begået af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, uden at det er nødvendigt, at disse enheder har status som juridisk person.

31. Med hensyn til det tredje argument vedrørende Ombudsmandens påståede manglende kompetence til at indlede en undersøgelse rettet mod EUPOL COPPS drager Ombudsmanden følgende konklusioner.

32. For det første bestemte artikel 28, stk. 1, i EU-traktaten fra før Lissabontraktaten ganske rigtigt, at Den Europæiske Ombudsmands mandat ikke skulle omfatte den såkaldte "anden søjle" (dvs. området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik). Mens artikel 28 i EU-traktaten fra før Lissabontraktaten er blevet til artikel 41 i EU-traktaten som ændret ved Lissabontraktaten, er artikel 28, stk. 1, imidlertid ikke blevet bibeholdt. Desuden er der ingen andre traktatbestemmelser, der begrænser Ombudsmandens kontrol i forhold til organer såsom EUPOL COPPS, der er oprettet under den tidligere anden søjle.

33. For det andet blev EUPOL COPPS oprettet ved en fælles aktion vedtaget af Rådet. dvs. en EU-institution. Da Rådet selv falder ind under Ombudsmandens mandat, er det logisk at antage, at det samme må gælde for alle enheder, der er oprettet af Rådet.

34. For det tredje meddelte Rådet i sin skrivelse af 11. november 2009 klageren, at ansvaret for at ansætte personale lå hos missionschefen for EUPOL COPPS, og at han derfor burde rette sin klage til sidstnævnte. Det ser således ud til, at Rådet ikke anser sig for kompetent til at behandle spørgsmål som det, klageren har rejst.

35. For det fjerde er det værd at nævne, at Ombudsmanden den 17. december 2010 indledte en undersøgelse på eget initiativ (OI/12/2010/(BEH)MMN) for principielt at præcisere, hvem der påtager sig ansvaret for eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser i forbindelse med missionernes aktiviteter inden for rammerne af EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ("FSFP"). Ombudsmanden anmodede derfor på denne dato Rådet og Kommissionen om at afgive udtalelse om dette spørgsmål.

36. Den 11. april 2011 meddelte Rådet Ombudsmanden, at det havde fremsendt hans skrivelse til EU's højtstående repræsentant, Catherine Ashton, som har kompetence i spørgsmål vedrørende FSFP.

37. Den 10. maj 2011 afgav EU's højtstående repræsentant sin udtalelse på Rådets vegne. Den højtstående repræsentant gav udtryk for det synspunkt, at missionschefen er under Kommissionens tilsyn, også for så vidt angår personalespørgsmål. Hun anførte endvidere, at missionerne efter hendes opfattelse ikke selv kan drages til ansvar for eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser, da de ikke falder ind under kategorien " organer, kontorer eller agenturer " , hvis retsakter er underlagt Domstolens prøvelsesret (artikel 263 i TEUF). Det kan udledes af den højtstående repræsentants udtalelse, at hun ikke anså sine tjenestegrene for at være ansvarlige for at undersøge og om nødvendigt afhjælpe eventuelle tilfælde af fejl eller forsømmelser begået af missionerne.

38. Den 8. juni 2011 afgav EU's højtstående repræsentant en udtalelse på Kommissionens vegne, hvori hun anførte, at Kommissionens tilsynsansvar over for missionscheferne er begrænset til spørgsmål vedrørende forvaltningen af budgettet.

39. På baggrund af ovenstående ser det ud til, at hverken Rådet, Kommissionen eller den højtstående repræsentant anser sig for at være i stand til at behandle klager over fejl eller forsømmelser fra missionernes side. Ombudsmanden mener, at dette er en meget utilfredsstillende situation, og han vil inden for rammerne af sin igangværende undersøgelse på eget initiativ OI/12/2010/(BEH)MMN bestræbe sig på at finde en løsning, der både er hensigtsmæssig og praktisk gennemførlig i fremtidige sager vedrørende missioner. Det kan dog være nyttigt på nuværende tidspunkt at påpege, at Ombudsmandens mandat er fastsat i TEUF uden henvisning til Domstolens beføjelser. Den omstændighed, at sidstnævnte muligvis ikke er i stand til at behandle sager mod missioner, betyder således ikke, at sidstnævntes administrative adfærd ikke kan gøres til genstand for ombudsmandens undersøgelser. Med hensyn til denne undersøgelse på eget initiativ finder Ombudsmanden det hensigtsmæssigt at rette sine konklusioner mod EUPOL COPPS, uden at dette berører resultatet og de generelle konklusioner i OI/12/2010/(BEH)MMN.

40. Hvad angår det fjerde argument, som EUPOL COPPS har fremført, hvorefter missionschefen har fået tillagt skønsbeføjelser, anerkender Ombudsmanden, at dette faktisk er tilfældet. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn på dette område, indebærer imidlertid ikke, at den ikke må begå fejl eller forsømmelser, hvis den overskrider grænserne for dette skøn.

41. På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at han har kompetence til at foretage en undersøgelse på eget initiativ af den foreliggende sag. EUPOL COPPS’ femte og sidste argument, hvorefter indledningen af en undersøgelse på eget initiativ i den foreliggende sag ville indebære en omgåelse af princippet om tildelte kompetencer, der er fastsat i EU-traktatens artikel 5, stk. 2, er derfor åbenbart ugrundet.

Påstand om manglende overholdelse af de relevante regler som offentliggjort og forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og relaterede krav

Argumenter forelagt Ombudsmanden

42. Klageren hævdede, at EUPOL COPPS: i) ikke har overholdt de regler, der er fastsat i stillingsopslaget vedrørende en stilling som IT-chef, som den har offentliggjort på sit websted og ii) diskriminerede ham på grund af hans norske statsborgerskab.

43. Klageren gjorde i det væsentlige for det første gældende, at det i stillingsopslaget blev fastslået, at ansøgerne skulle være statsborgere i en EU-medlemsstat eller statsborgere i et tredjeland, der bidrog til EUPOL COPPS. Klageren fremlagde kopier af stillingsopslagene fra februar 2009, april 2009 (dvs. det stillingsopslag, der var relevant for klagerens ansøgning) og november 2009 for den pågældende stilling. Han bemærkede, at det i stillingsopslagene fra februar 2009 og april 2009 var fastsat, at hver ansøger skulle være "[borger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater (EU) og have fulde rettigheder som borger eller statsborger i et tredjeland, der var blevet opfordret til at bidrage til EUPOL COPPS." Klageren gjorde gældende, at han opfyldte denne betingelse, da han var norsk statsborger, og Norge bidrog til EUPOL COPPS. Klageren bemærkede derimod, at der i stillingsopslaget fra november 2009 blev fastsat følgende med hensyn til kravene til statsborgerskab: "Ledig stilling er kun åben for borgere i EU's medlemsstater".

44. Hvad for det andet angår sikkerhedsgodkendelsen fremgik det af stillingsopslagene fra februar 2009 og april 2009, at ansøgerne skulle "have eller opnå en national sikkerhedsgodkendelse "EU SECRET" eller tilsvarende" . Ifølge klageren angav EUPOL COPPS' websted desuden følgende: "Disse stillinger kræver sikkerhedsgodkendelse, der giver adgang til klassificerede dokumenter (niveau SECRET EU). Allerede at have en sådan godkendelse ville være en fordel. I modsat fald anses ansøgerne for at være parate til at gennemgå en sikkerhedsundersøgelse i henhold til Rådets afgørelse nr. 264/01 af 19. marts 2001". I stillingsopslaget af november 2009 blev følgende fastsat: "Den udvalgte ansøger skal være i besiddelse af den nødvendige sikkerhedsgodkendelse (EU SECRET eller tilsvarende), når vedkommende indsættes".

45. Klageren anførte, at han ikke havde en sådan sikkerhedsgodkendelse, og at dette var blevet gjort klart i hans ansøgningsskema samt under hans interview med EUPOL COPPS. Klageren tilføjede, at han under samtalen fik at vide, at det ikke ville være et problem for ham at opnå sikkerhedsgodkendelse på grund af hans erhvervsmæssige baggrund. Klageren bemærkede imidlertid, at lederen af afdelingen for menneskelige ressourcer i en e-mail af 25. juni 2009 meddelte ham, at selv om han var en fremragende kandidat, blev han ikke udvalgt, fordi han ikke havde sikkerhedsgodkendelsen.

46. På baggrund af ovenstående konkluderede klageren, at EUPOL COPPS ved at afvise hans ansøgning ikke overholdt de relevante regler, som den offentliggjorde.

47. I sit brev til klageren af 30. september 2009 anførte EUPOL COPPS, at en generel betingelse for ansættelse i EU er, at den ansatte skal være statsborger i en EU-medlemsstat. Ifølge EUPOL COPPS kan dette krav kun fraviges under ekstraordinære omstændigheder. Den tilføjede, at sikkerhedsgodkendelsen er afgørende for den pågældende stilling som IT-chef, da den person, der besætter denne stilling, vil have adgang til følsomme oplysninger. EUPOL COPPS anførte endvidere, at sikkerhedsgodkendelsesprocessen kun kan indledes i forbindelse med statsborgere fra et tredjeland i tilfælde af "operationel nødvendighed" . På denne baggrund konkluderede EUPOL COPPS, at klageren ikke burde have været indkaldt til en samtale.

48. I sit brev af 2. oktober 2009 til EUPOL COPPS gjorde klageren gældende, at han var blevet forskelsbehandlet på grund af sit norske statsborgerskab.

49. I sin udtalelse om Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ anførte EUPOL COPPS, at personalet ved missioner såsom EUPOL COPPS primært består af personale udstationeret af EU's medlemsstater, og at personale kun undtagelsesvis kan ansættes på kontrakt. Ifølge EUPOL COPPS er ansættelse af kontraktansatte fra tredjelande en yderligere undtagelse, selv om tredjelande, der bidrager til missionen, kan udstationere personale. EUPOL COPPS anerkendte imidlertid, at statsborgere fra tredjelande, der bidrager til missionen, kan ansættes som kontraktansatte. Ikke desto mindre fremførte EUPOL COPPS, at alle stillinger som IT-chef i lignende missioner i øjeblikket er begrænset til EU-borgere. Selskabet gjorde endvidere gældende, at det havde begået en materiel fejl ved offentliggørelsen af stillingsopslaget, som åbnede stillingen som IT-chef for ansøgninger fra tredjelandsstatsborgere.

50. EUPOL COPPS hævdede endvidere, at selv om sikkerhedshensyn var afgørende for dens afvisning af klagerens ansøgning, opfyldte klageren ikke alle betingelserne for stillingen. Desuden foreslog EUPOL COPPS, at den e-mail, som chefen for afdelingen for menneskelige ressourcer (som anførte, at den eneste grund til afslaget på ansøgningen var den manglende sikkerhedsgodkendelse) sendte til klageren, var en "uformel" meddelelse, som ikke afspejlede EUPOL COPPS' holdning.

51. I sine bemærkninger anfægtede klageren, at e-mailen fra chefen for afdelingen for menneskelige ressourcer kunne betragtes som en "uformel" meddelelse. Han udtrykte desuden sin utilfredshed med EUPOL COPPS' forslag om, at "han ikke ville have været i stand til at opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse". Han mente, at denne udtalelse var rent spekulativ. Klageren gjorde også indsigelse mod, hvad han anså for grundløse forslag om, at han ikke var tilstrækkelig troværdig eller ikke opfyldte alle betingelserne for stillingen. Endelig anmodede klageren om, at der blev indledt en sikkerhedsgodkendelsesscreening af ham som lovet under samtalen, og krævede erstatning for den moralske skade, han havde lidt (nemlig tabt tid og den opståede nød).

52. I sin anden udtalelse efter Ombudsmandens anmodning om præciseringer anførte EUPOL COPPS, at bestemmelserne i den permanente sikkerhedsaftale, der blev indgået mellem EU og Norge den 22. oktober 2004 ("den permanente sikkerhedsaftale med Norge"), ikke pålægger EU en forpligtelse til at give tredjelandsstatsborgere adgang til oplysninger, der er klassificeret som "EU CONFIDENTIAL". Desuden foreslog EUPOL COPPS, at den kunne afvise klagerens ansøgning om den pågældende stilling som IT-chef, da denne stilling ville give ham ubegrænset og ubetinget adgang til oplysninger, der er klassificeret som "EU SECRET" (hvilket er endnu mere følsomt). EUPOL COPPS fremførte, at adgang til oplysninger, der er klassificeret "EU SECRET", ikke er omfattet af den permanente sikkerhedsaftale med Norge. EUPOL COPPS anførte endvidere, at kravet om, at stillinger som IT-chef skal besættes med statsborgere fra EU-medlemsstaterne, er fastsat i forbindelse med alle missioner svarende til EUPOL COPPS.

53. I forbindelse med Ombudsmandens spørgsmål om de sikkerhedshensyn, der blev taget i betragtning, og de præcise betingelser, som klageren ikke opfyldte, anførte EUPOL COPPS blot, at klageren stadig kunne søge andre stillinger, der muligvis ikke havde de begrænsninger, der er beskrevet ovenfor.

54. EUPOL COPPS bekræftede, at stillingen som IT-chef efterfølgende var blevet besat af en statsborger fra en EU-medlemsstat.

55. I sine bemærkninger til EUPOL COPPS' anden udtalelse gav klageren udtryk for sin utilfredshed med EUPOL COPPS' forslag om, at uspecificerede sikkerhedshensyn eller hans påståede manglende opfyldelse af visse uspecificerede betingelser gjorde ham uegnet til stillingen. Klageren bemærkede, at lederen af afdelingen for menneskelige ressourcer i en e-mail af 25. juni 2009 anførte, at han var en fremragende kandidat. Han tilføjede, at han havde været underlagt fortrolighedsbegrænsninger svarende til dem, der gjaldt for den pågældende stilling som IT-chef, da han arbejdede for den norske kriminalefterforskningstjeneste. Desuden fandt klageren det fornærmende, at EUPOL COPPS forsikrede ham om, at han kunne ansøge om andre stillinger, der muligvis ikke har ovennævnte begrænsninger.

Ombudsmandens vurdering

56. Ombudsmanden bemærker, at det vide skøn, som ansættelsesmyndigheden råder over med hensyn til udnævnelse, ifølge fast retspraksis "forudsætter, at den omhyggeligt og upartisk gennemgår ansøgernes akter og omhyggeligt tager hensyn til de krav, der er fastsat i stillingsopslaget, således at den er forpligtet til at afvise enhver ansøger, der ikke opfylder disse krav. Stillingsopslaget udgør således en retlig ramme, som ansættelsesmyndigheden pålægger sig selv og omhyggeligt skal overholde"[2].

57. Det fremgår af denne retspraksis, at ansættelsesmyndigheden ikke kan fravige ordlyden af stillingsopslaget.

58. Det er på denne baggrund, at EUPOL COPPS' brev af 30. september med begrundelsen for afslaget på klagerens ansøgning skal vurderes. I dette brev anførtes følgende: "Som bekendt er det en generel betingelse for ansættelse i EU, at den ansatte er statsborger i en medlemsstat. Desværre opfylder Norge ikke denne betingelse, og det er kun under særlige omstændigheder, at dette krav kan fraviges. I betragtning af IT-chefens adgang til følsomme oplysninger er sikkerhedsgodkendelse desuden en væsentlig del af rollen. Jeg gøres opmærksom på, at en sådan godkendelse af tredjelandsstatsborgere kun foretages i tilfælde, hvor det er operationelt nødvendigt. I lyset af disse to faktorer beklager jeg, at det ikke var muligt at tilbyde Dem stillingen."

59. Det fremgik således klart af dette brev, at afslaget på klagerens ansøgning var begrundet i to forhold. For det første var sagsøgeren tredjelandsstatsborger. For det andet havde han ikke sikkerhedsgodkendelsen. Det er imidlertid åbenbart, at EUPOL COPPS ved at basere sit afslag på klagerens ansøgning på disse to grunde ikke overholdt den relevante meddelelse om ledig stilling.

60. Med hensyn til den første grund fremgik det klart af stillingsopslaget fra april 2009 for stillingen som IT-chef, at statsborgere fra tredjelande, som f.eks. Norge, der bidrager til EUPOL COPPS, kunne ansøge.

61. Med hensyn til den anden grund bemærker Ombudsmanden, at det ifølge det relevante stillingsopslag fra april 2009 og de oplysninger, der er tilgængelige på EUPOL COPPS' websted, ikke var nødvendigt, at en ansøger allerede var i besiddelse af en sikkerhedsgodkendelse på ansøgningstidspunktet. Det fremgår af disse dokumenter, at ansøgere, der endnu ikke var i besiddelse af en sikkerhedsgodkendelse, skulle gennemgå en screeningproces, inden de tiltrådte stillingen.

62. Ombudsmanden bemærker, at EUPOL COPPS selv i første omgang synes at være nået frem til samme konklusion, eftersom den interviewede klageren. Det er korrekt, at EUPOL COPPS efter dens opfattelse har fremført visse yderligere argumenter for at begrunde sin beslutning om at afvise klagerens ansøgning. Det fremgår imidlertid klart af EUPOL COPPS' skrivelse af 30. september 2009, at den relevante afgørelse kun var baseret på de to ovennævnte grunde og ikke på de grunde, som EUPOL COPPS efterfølgende fremførte. Selv om disse yderligere argumenter er relevante for vurderingen af den anden påstand, påvirker de derfor ikke Ombudsmandens konklusion med hensyn til den første påstand.

63. Under alle omstændigheder bemærker Ombudsmanden, at EUPOL COPPS i sin udtalelse selv indrømmede, at der var begået en væsentlig fejl ved offentliggørelsen af den relevante meddelelse om ledig stilling i en form, der åbnede stillingen for ansøgninger fra tredjelandsstatsborgere.

64. På baggrund af ovenstående finder Ombudsmanden, at det ikke er nødvendigt at undersøge, om den relevante stilling, som EUPOL COPPS foreslog i sin udtalelse, ikke kunne have været givet til klageren, der er norsk statsborger, med den begrundelse, at den relevante stilling indebar adgang til klassificerede informationer på et niveau, der ikke var omfattet af den permanente sikkerhedsaftale med Norge.

65. I henhold til artikel 12, stk. 3, i den europæiske kodeks for god forvaltningsskik [3] skal tjenestemanden, hvis der opstår en fejl, som indvirker negativt på et medlem af offentlighedens rettigheder eller interesser, undskylde for fejlen og bestræbe sig på at rette op på de negative virkninger af fejlen på den mest hensigtsmæssige måde. Ombudsmanden bemærker med tilfredshed, at EUPOL COPPS i sin skrivelse af 30. september 2009 gav klageren en undskyldning, selv om denne undskyldning vedrører det forhold, at klageren blev indbudt til en samtale, og ikke den fejl vedrørende indholdet af stillingsopslaget, som EUPOL COPPS efterfølgende indrømmede at have begået.

66. Ombudsmanden beklager derfor, at EUPOL COPPS i sine bemærkninger til Ombudsmanden i forbindelse med denne undersøgelse antydede, at der var andre grunde til, at den relevante stilling ikke kunne have været givet til klageren. Dette forslag er klart uforeneligt med forklaringerne i EUPOL COPPS' brev til klageren af 30. september 2009. Da Ombudsmanden udtrykkeligt anmodede EUPOL COPPS om at præcisere, hvilke andre betingelser der var nødvendige for hans ansættelse, som klageren efter Ombudsmandens opfattelse ikke havde opfyldt, gav EUPOL COPPS desuden ikke noget indholdsmæssigt svar.

67. I sin udtalelse erklærede EUPOL COPPS, at "[s]ikkerhedshensyn var centrale for afvisningen af hans kandidatur. Disse betragtninger var imidlertid ikke begrænset til spørgsmålet om sikkerhedsgodkendelse.[...] Missionschefen skal i samråd med Sikkerhedskontoret sikre, at der opnås den højeste grad af tillid til bemandingen af missionen, navnlig til følsomme stillinger i et fjendtligt miljø. [...] Som en kendsgerning opfyldte [klageren] ikke alle betingelserne for stillingen." EUPOL COPPS anførte også, at "det ikke kan hævdes, at fraværet af den krævede sikkerhedsgodkendelse var den eneste hindring for, at hans kandidatur blev accepteret". Det fremgik derfor, at afvisningen af klagerens ansøgning skyldtes andre hensyn end den blotte mangel på en sikkerhedsgodkendelse, nemlig visse sikkerhedshensyn vedrørende tillid. Da Ombudsmandens relevante bemærkninger kunne fortolkes på en måde, der ville skade klagerens omdømme, opfordrede Ombudsmanden EUPOL COPPS til at præcisere disse sikkerhedshensyn eller præcisere sine bemærkninger.

68. Ombudsmanden bemærker, at EUPOL COPPS i sit svar afstod fra at fremsætte yderligere forslag, der kunne fortolkes på en måde, der ville skade klagerens omdømme. Han beklager imidlertid dybt, at EUPOL COPPS ikke har præciseret ovennævnte bemærkninger i sin udtalelse. Som nævnt nedenfor finder Ombudsmanden det ikke hensigtsmæssigt at medtage klagerens erstatningskrav i denne undersøgelse. Efter Ombudsmandens opfattelse ville det ikke desto mindre være hensigtsmæssigt, hvis EUPOL COPPS skrev til klageren for at bekræfte, at den ikke havde til hensigt at drage hans troværdighed i tvivl.

69. På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at klagerens første påstand er velbegrundet, og at EUPOL COPPS derfor har begået et tilfælde af fejl eller forsømmelser.

70. Med hensyn til den anden påstand skal det vurderes, om EUPOL COPPS' afslag på klagerens ansøgning udgjorde forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.

71. Ombudsmanden mener, at dokumentationen i sagen viser, at EUPOL COPPS på et tidspunkt efter offentliggørelsen af det relevante stillingsopslag besluttede at ændre ansættelsesbetingelserne for stillingen som IT-chef og begrænse ansøgningerne til statsborgere i EU's medlemsstater.

72. Det bør derfor overvejes, om EUPOL COPPS var berettiget til at foretage en sådan ændring. I denne henseende er det hensigtsmæssigt at minde om, at EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer har et vidt skøn med hensyn til de betingelser, de ønsker at fastsætte for ansættelse af personale. For så vidt angår klagerens påstand skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis kræver det generelle princip om ligebehandling og forbud mod forskelsbehandling, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, medmindre en differentiering er objektivt begrundet [4].

73. Efter nøje at have gennemgået de retlige bestemmelser, der ligger til grund for EUPOL COPPS' arbejde, er Ombudsmanden ikke overbevist om, at sidstnævnte var retligt forpligtet til at behandle tredjelandsstatsborgere på samme måde som EU-borgere for så vidt angår muligheden for at ansøge om stillinger som internationalt kontraktansat.

74. På baggrund af ovenstående konkluderer Ombudsmanden, at EUPOL COPPS ikke overskred sine skønsbeføjelser ved at betragte stillingen som IT-chef som en følsom stilling, der bør begrænses til statsborgere i EU's medlemsstater.

75. Ombudsmanden konkluderer derfor, at klagerens anden påstand bør afvises som ubegrundet.

76. Klageren hævdede, at EUPOL COPPS burde indlede en sikkerhedsgodkendelsesprocedure over for ham og behandle hans ansøgning til den ledige stilling.

77. Ombudsmanden forstår denne påstand således, at sikkerhedsgodkendelsesproceduren bør indledes med henblik på at gøre det muligt at ansætte ham til stillingen som IT-chef. Da Ombudsmanden imidlertid er nået til den konklusion, at EUPOL COPPS var berettiget til at begrænse stillingen som IT-chef til statsborgere i EU-medlemsstaterne, kan klagerens påstand ikke tages til følge.

78. Endelig skal det bemærkes, at klageren i løbet af denne undersøgelse fremsatte et erstatningskrav. Ombudsmanden mener ikke, at der er behov for at medtage denne påstand i sin nuværende undersøgelse på eget initiativ, som, selv om den stammer fra klagerens sag, hovedsagelig gennemføres i offentlighedens interesse.

Konklusion

På grundlag af sin undersøgelse af denne sag afslutter Ombudsmanden den med følgende kritiske bemærkning:

EUPOL COPPS begik et tilfælde af fejl eller forsømmelser ved ikke at opfylde de betingelser, som den havde fastsat i sit stillingsopslag fra april 2009 vedrørende en stilling som IT-chef.

Klageren, EUPOL COPPS og Rådet vil blive underrettet om denne afgørelse. I lyset af overvejelserne i punkt 39 ovenfor finder Ombudsmanden det hensigtsmæssigt også at underrette den højtstående repræsentant.

 

P. Nikiforos Diamandouros

Udfærdiget i Strasbourg, den 29. november 2011

---

[1] For nemheds skyld omtales denne person som "klageren" i denne afgørelse, selv om denne undersøgelse blev indledt på Ombudsmandens eget initiativ.

[2] Dom af 6.5.2009, sag F-39/07, Campos Valls mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 41.

[3] Kodeksen findes på Den Europæiske Ombudsmands websted.

[4] Sag T-58/05, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2007 II, s. 2523, præmis 75.