Sagen drejede sig om, hvordan Europa-Kommissionen behandlede en overtrædelsesklage mod Østrig vedrørende reglerne for gebyrer og omkostningsstrukturer i volleyball. Klageren, et østrigsk sportsforbund, gjorde gældende, at honorarerne, som skulle betales årligt, selv for amatørspillere, var for høje og i strid med EU-retten. Klageren gjorde gældende, at den tid, som Kommissionen havde brugt på at foretage den indledende vurdering af overtrædelsesklagen, ikke var rimelig.

Ombudsmanden fandt, at selv om der var perioder, hvor Kommissionen ikke var aktiv i sagen, var der intet, der tydede på, at den tid, der blev brugt, skyldtes forsømmelighed eller ubegrundede udsættelser fra Kommissionens side. Da Kommissionen i løbet af undersøgelsen i sidste ende traf en afgørelse om traktatbrudsklagen og erkendte fejl i den måde, hvorpå den kommunikerede med klageren, afsluttede Ombudsmanden undersøgelsen med den konklusion, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser. Hun bemærkede i denne forbindelse Kommissionens tilsagn om at forbedre den måde, hvorpå den kommunikerer med klagere i fremtiden.

Sagen vedrørte afslaget fra Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA) på at offentliggøre navnene på de medarbejdere, der førte tilsyn med et projekt i Makedonien.

Ombudsmanden fandt, at EACEA var berettiget til at nægte at offentliggøre navnene på de pågældende ansatte og afsluttede sagen.

Sagen vedrørte et afslag fra Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur på at offentliggøre navnene på de medarbejdere, der førte tilsyn med et projekt i Makedonien.

Agenturet nægtede adgang på grundlag af EU's databeskyttelsesregler, som kræver, at den person, der anmoder om videregivelse af personoplysninger, såsom navne på personer, skal påvise nødvendigheden af at videregive navnene på de pågældende personer. Hvis dette krav er opfyldt, skal den offentlige myndighed stadig fastslå, om de ansattes legitime interesser ville blive berørt af offentliggørelsen af deres navne, og i bekræftende fald, om disse legitime interesser var vigtigere end den nødvendighed, som den person, der anmoder om offentliggørelsen af navnene, har gjort gældende.

Ombudsmanden fandt, at klageren ikke havde forklaret, hvorfor det var nødvendigt for ham at få adgang til navnene. Agenturet kunne som sådan med rette afslå at offentliggøre navnene på de pågældende ansatte.

Europa-Kommissionen anmodede en ekstern kontrahent om at foretage en gennemførlighedsundersøgelse for at undersøge muligheden for at oprette en tilskudsordning for grænseoverskridende undersøgende journalistik. Formålet med undersøgelsen var at fastslå, om der var behov for finansiel støtte fra EU til undersøgende journalistik, og at definere mulige finansieringsmodeller. Undersøgelsen viste ikke, at der var et klart behov for EU-finansiering, og Kommissionen besluttede ikke at tage yderligere skridt på dette område.

Klageren hævdede, at Kommissionen havde ændret konklusionerne i den undersøgelse, som kontrahenten oprindeligt havde fremlagt.

Ombudsmanden fandt, at kontrahenten rent faktisk havde ændret de oprindelige resultater af undersøgelsen. Dette skyldtes imidlertid, at Kommissionen mente, at den ikke overholdt kontraktens kommissorium og navnlig nærhedsprincippet. Der var ingen tegn på, at ændringerne blev foretaget for at manipulere resultaterne af undersøgelsen.

Ombudsmanden fandt, at det tog for lang tid for Kommissionen at offentliggøre undersøgelsen, og forstod den utilfredshed, som det team af journalistiske eksperter, der var involveret i undersøgelsen, havde givet udtryk for, men hun fandt overordnet set, at Kommissionens forklaringer var tilstrækkelige.