Sagen vedrørte tilstrækkeligheden af Europa-Kommissionens årlige gennemgang af eksportkreditagenturer — nationale organer, der yder finansiel støtte til virksomheder, der driver forretning på risikable markeder — navnlig med hensyn til beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet.

Ombudsmanden undersøgte sagen og fandt, at Kommissionens metode og procedurer kunne forbedres. Ombudsmanden anbefalede navnlig, at Kommissionen bør indgå i en dialog med medlemsstaterne og andre interessenter med henblik på at forbedre den model, som medlemsstaterne anvender til at udarbejde de rapporter om eksportkreditagenturer, som de skal forelægge Kommissionen hvert år. Ombudsmanden anbefalede også, at Kommissionen på sin side forbedrer indholdet af analysen og evalueringen af de årlige revisioner af eksportkreditagenturer, som den forelægger for Europa-Parlamentet.

Kommissionen meddelte Ombudsmanden, at den ville høre Rådet, Parlamentet og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og samarbejde med civilsamfundet med henblik på at gennemføre Ombudsmandens henstillinger. Kommissionen vil navnlig foreslå Rådets arbejdsgruppe om eksportkreditter en revideret tjeklistemodel, som medlemsstaterne skal anvende i deres årsrapporter. Kommissionen vil også overveje at udarbejde relevante retningslinjer for medlemsstaternes rapportering.

Da de foranstaltninger, som Kommissionen bebudede, i tilstrækkelig grad imødekommer Ombudsmandens henstillinger, afsluttede Ombudsmanden sin undersøgelse, men anmodede Kommissionen om at aflægge rapport inden for et år.

Sagen vedrørte tilstrækkeligheden af Europa-Kommissionens årlige gennemgang af eksportkreditagenturer – nationale organer, der yder finansiel støtte til virksomheder, der driver virksomhed på "risikable" markeder – navnlig med hensyn til beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet.

Ombudsmanden undersøgte sagen og fandt, at Kommissionens metode og procedurer kunne forbedres. Hun foreslog navnlig, at Kommissionen bør indgå i en dialog med medlemsstaterne og andre interessenter med henblik på at forbedre den model, som medlemsstaterne anvender til at udarbejde de rapporter om eksportkreditagenturer, som de skal forelægge Kommissionen hvert år. Ombudsmanden foreslog også, at Kommissionen på sin side skulle forbedre indholdet af analysen og evalueringen af de årlige revisioner af eksportkreditagenturer, som den forelægger for Europa-Parlamentet.

Kommissionen afviste Ombudsmandens forslag, hovedsagelig fordi den mener, at deres gennemførelse ville kræve en ændring af den eksisterende lovgivning. Ombudsmanden var uenig i Kommissionens holdning og har nu fremsat henstillinger til Kommissionen på samme måde som i sine tidligere forslag.  Ombudsmanden mener, at Kommissionens årlige gennemgang, som den sender til Parlamentet, bør udgøre mere end en samling af indholdet af de årlige rapporter, der modtages fra medlemsstaterne, og at den bør indeholde en informeret og detaljeret evaluering af eksportkreditagenturernes resultater, navnlig med hensyn til respekt for menneskerettighederne og miljøet.

Sagen vedrørte det EU-finansierede forskningsprojekt om GMO-risikovurdering (kendt som GRACE). Klageren, et tysk forskningsinstitut, hævdede, at en række forskere, der var involveret i GRACE-projektet, befandt sig i en interessekonflikt på grund af deres påståede forbindelser med biotekindustrien. Den hævdede, at Europa-Kommissionen ikke havde adresseret klagerens bekymringer over den videnskabelige soliditet af projektets resultater og uafhængigheden af den relaterede videnskabelige publikation. Klageren hævdede også, at Kommissionen ikke havde sikret projektets objektivitet og uafhængighed, navnlig fuld gennemsigtighed med hensyn til de eksperter, der var involveret i udvælgelsen.

Ombudsmanden undersøgte sagen. Hun var enig med Kommissionen i, at den ikke bør blande sig i den videnskabelige fortolkning eller offentliggørelse af videnskabelige undersøgelser, som den finansierer. Ombudsmanden konkluderede også, at den blotte omstændighed, at der er forbindelser mellem de forskere, der er involveret i projektet, og industrien, ikke beviser en interessekonflikt. Ombudsmanden påpegede, at Kommissionen ofte finansierer projekter, der gennemføres enten af industrien eller af grupper med tætte forbindelser til industrien. Ikke desto mindre foreslog Ombudsmanden, at Kommissionen burde overveje at sende klageren en mere fuldstændig og grundig forklaring på, hvorfor den er af den opfattelse, at forbindelserne mellem industrien og GRACE-forskerne ikke skaber en interessekonflikt.

Ombudsmanden fandt også, at Kommissionen havde overholdt alle retlige bestemmelser om offentliggørelse af navnene på de ekspertevaluatorer, der var involveret i udvælgelsen af de projekter, der blev finansieret under det syvende rammeprogram. Med henblik på yderligere at øge gennemsigtigheden og lette den offentlige kontrol foreslog Ombudsmanden, at Kommissionen i fremtiden bør offentliggøre navnene på ekspertevaluatorer efter opdelinger, der svarer til emne- og/eller områdekategorierne i det syvende rammeprogram. Ombudsmanden foreslog også, at evaluatorernes interesseerklæringer skulle offentliggøres.

Sagen vedrørte IMI's håndtering af en påstået interessekonflikt i udbudsproceduren for et forskningsprojekt om risici og fordele ved en vaccinationsordning i Europa.

Klageren, som var medlem af et konsortium, der deltog i proceduren, hævdede, at IMI undlod at tage stilling til, om alle medlemmerne af et evalueringsudvalg var upartiske. Klageren hævdede, at to medlemmer havde forbindelser til det vindende konsortium, hvilket gav anledning til en interessekonflikt.

Ombudsmanden fandt, at IMI anvendte de relevante regler korrekt, og fandt ingen tegn på uretfærdig behandling af forslaget fra klagerens konsortium. Ombudsmanden fandt derfor, at der ikke var tale om fejl eller forsømmelser i forbindelse med dette aspekt af klagen. Ombudsmanden overvejede endvidere, om eksperter i en interessekonfliktsituation med ét forslag skulle have lov til at evaluere et konkurrerende forslag. Ombudsmanden fandt, at eftersom de regler, der blev fulgt af IMI, blev udarbejdet af Europa-Kommissionen, er det ikke berettiget at foretage yderligere undersøgelser af dette spørgsmål i forbindelse med denne specifikke klage.

Spørgsmålet i denne klage er Europa-Kommissionens påståede undladelse af ved udnævnelsen af en særlig rådgiver at overholde sine egne regler om forebyggelse af interessekonflikter.

I september 2015 klagede to NGO'er til Ombudsmanden over, at Kommissionen ikke havde overholdt sine regler, da den udpegede en særlig rådgiver til at bistå Kommissionens formand. Kommissionen udsendte den 18. december 2014 en pressemeddelelse om udnævnelsen af Edmund Stoiber til særlig rådgiver for Kommissionens formand. Denne meddelelse blev fremsat tre måneder før Stoibers officielle udnævnelse den 4. marts 2015 uden nogen ansvarsfraskrivelse vedrørende de udestående administrative krav, der endnu ikke var opfyldt. Klagerne hævdede, at denne for tidlige meddelelse kompromitterede Kommissionens evne til at foretage en upartisk og kritisk vurdering af, om den pågældende person havde interessekonflikter. De klagede også over, at Kommissionens "forsikringserklæring", som er en væsentlig del af udnævnelsesprocessen, ikke nævner de stillinger, som den særlige rådgiver havde hos Nürnberger, en stor forsikringskoncern.  

Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og fandt, at Kommissionens pressemeddelelse var ukorrekt og vildledende. Ombudsmanden fandt også, at den for tidlige meddelelse om udnævnelsen uden ansvarsfraskrivelse rejste berettiget tvivl for den interesserede offentlighed om, hvorvidt der var foretaget en upartisk og kritisk undersøgelse af spørgsmålet om interessekonflikter efter meddelelsen. Ombudsmanden konstaterede fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side på begge punkter. Ombudsmanden fandt også, at Kommissionen ikke havde forklaret, hvorfor stillingerne som den udpegede særlige rådgiver i forsikringsgruppen var udeladt fra "forsikringserklæringen". Hun fandt, at dette også udgjorde fejl eller forsømmelser.

Sagen vedrørte påståede interessekonflikter i Kommissionens videnskabelige arbejdsgruppe, der udarbejdede en udtalelse om sikkerheden og ydeevnen af tandfyldningsamalgam og dets alternativer. Ombudsmanden undersøgte spørgsmålet og konstaterede i den foreliggende sag ingen fejl eller forsømmelser med hensyn til Kommissionens vurdering af arbejdsgruppens medlemmers uafhængighed og egnethed.

Ombudsmanden benyttede lejligheden til at kommentere visse mere generelle aspekter af sagen. Ombudsmanden understregede betydningen af at sikre, at den videnskabelige rådgivning fra eksperter, der arbejder sammen med Kommissionens videnskabelige udvalg, er uafhængig og objektiv. Selv den opfattelse, at en sådan videnskabelig rådgivning måske ikke er uafhængig og objektiv, kan være meget skadelig. Kommissionen skal derfor ikke blot sikre, at en sådan videnskabelig rådgivning er fuldstændig uafhængig og objektiv, men også at enhver rimelig tvivl med hensyn til en sådan rådgivnings uafhængighed og objektivitet fjernes.

Ombudsmanden mener derfor, at det er vigtigt, at Kommissionen indfører meget solide procedurer, der sikrer, at eksperterne oplyser om alle deres interesser. Kommissionen bør vurdere alle disse interesser nøje. Den bør gennemføre disse procedurer så gennemsigtigt som muligt. Ombudsmanden glæder sig derfor meget over, at Kommissionen er i færd med at udarbejde retningslinjer for behandling af interesseerklæringer fra medlemmer, eksterne eksperter og ad hoc-eksperter, der er involveret i de videnskabelige komitéers aktiviteter, med det formål på en gennemsigtig måde at forklare, hvordan vurderingen af eksperternes interesser foretages. Ombudsmanden har anmodet Kommissionen om at holde hende orienteret om udviklingen i udarbejdelsen og de endelige retningslinjer.

Sagen vedrørte en påstået interessekonflikt hos en tidligere kommissær i en kommissionsbeslutning om ikke at undersøge en antitrustklage indgivet til Kommissionen. Klagen til Kommissionen påstod, at Unionen af Europæiske Fodboldforbund ("UEFA") havde overtrådt EU's konkurrenceregler. Klageren mente, at UEFA Club Licensing and Financial Fair Play Regulations ("FFP") er ulovlige, for så vidt som de kræver, at en fodboldklubs relevante indtægter over en periode på tre år mindst skal svare til dens relevante udgifter. Kommissionen besluttede ikke at undersøge klagen med den begrundelse, at spørgsmålet ikke var en prioritet for den. Efter klagerens opfattelse var denne beslutning påvirket af den ansvarlige kommissær, som havde en interessekonflikt, da han var en "associeret" og en stærk tilhænger af en bestemt klub, som FFP er en fordel for. Klageren påpegede også, at kommissæren havde udstedt en fælles erklæring med UEFA's præsident, hvori han udtrykte støtte til FFP, mere end et år før han klagede til Kommissionen.

Kommissionen gjorde gældende, at den tidligere kommissær ikke havde nogen retlige, finansielle, organisatoriske eller andre former for forbindelser med den pågældende fodboldklub. Den tilføjede, at den fælles erklæring fra kommissæren og UEFA's formand var helt uden forbindelse med klagerens klage, da den ikke gav udtryk for nogen holdning til FFP ud fra et kartelsynspunkt.

Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede ingen fejl eller forsømmelser fra Kommissionens side. Hun afsluttede derfor sagen.